Lave indkomster – acceptabelt leveniveau

Set i et fattigdomsperspektiv, hvad har lave indkomster så med acceptabelt leveniveau at gøre?

Indkomst som indikator – fattigdom og økonomi

På den ene side er det vigtigt at fastholde, at fattigdom har at gøre med den enkelte persons eller families økonomiske formåen. Det hænger selvsagt sammen med, at penge spiller en afgørende rolle for, hvad man kan forbru-ge af mad, tøj, bolig m.m. I den forbindelse kan man tale om, at der er en sammenhæng mellem den enkelte persons eller families materielle leveni-veau og mængden af kroner, som personen eller familien har til disposition – det vil sige indkomstens størrelse.

På den anden side er indkomsten, som påpeget af den norske sociolog Stein Ringen, kun et indirekte mål for en eventuel fattigdomssituation. Indkom-sten angiver den enkelte persons eller families muligheder, men ikke deres faktiske levevis. Man kan altså godt tænke sig personer eller familier med lav indkomst, der ikke lever fattigt, og personer eller familier med en holdsvis pæn indkomst, som på baggrund af forskellige forhold, fx stor for-sørgerbyrde, alligevel lever fattigt (Ringen, 1988).

Indkomst og fattigdom

Med udgangspunkt i denne konstatering påpeger Stein Ringen, at der i fat-tigdomsforskningen har været en manglende overensstemmelse mellem den måde, man definerer fattigdom på, og så den måde man opgør fattigdom-men på.

Et godt eksempel på denne manglende overensstemmelse er EU-kommis-sionens behandling af fattigdomsproblematikken. Selv om EU-kommissio-nen definerer fattigdom relativt og som en situation, hvor ens “ressourcer er så utilstrækkelige, at de bliver udelukket fra den almindelige levevis, der bliver betragtet som acceptabel af det samfund, de lever i”, har man i op-gørelsen af fattigdom i de enkelte medlemslande valgt at basere sig på ind-komstopgørelser. Dette hænger selvfølgelig sammen med, at der ikke er udviklet ensartede fattigdomsstatistikker i EUs medlemslande. Derimod er indkomststatistikken udviklet i alle EU-lande, og i EURO-STAT og andre centrale statistikinstitutter (fx Luxemborg-Income-Study) er der foretaget ensartede opgørelser af indkomststatistikken således, at opgørelsen af de disponible indkomster er sammenlignelig mellem landene. På denne måde er indkomsten den bedste indikator for opgørelse af personer og familier med lave indkomster.

Erkendelsen af, at der er tale om en indikator, fremgår af, at man i EU nu taler om, at de personer, som ligger under 50%-grænsen eller 60%-grænsen i det enkelte medlemsland, viser antallet af personer med “risiko” for fattig-dom, hvor man tidligere satte antallet lig antallet af fattige i EU.

I rapporten “Lavindkomstgruppen – sammensætning og mobilitet” foregi-ver man imidlertid en skarp sondring og ser ikke nogen direkte forbindelse mellem lave indkomster og fattige. “Afgrænsningen af lavindkomstgruppen angiver dermed alene, hvilke personer der ligger i den nederste ende i ind-komstfordelingen og dermed har klart lavere indkomst end “det typiske” i befolkningen som helhed i det konkrete år….. Afgrænsningen af lavind-komstgruppen giver dermed ikke information om, hvor stor en del af be-folkningen der kan siges at være fattige i absolut forstand eller om perso-nernes oplevede livskvalitet.”

Samtidig påpeges det, at det at have lave indkomster på et givent tidspunkt ikke afspejler, at man er fattig, men i højere grad afspejler, “at personer i forskellige aldre befinder sig på forskellige stadier i livsforløbet. Unge har typisk lavere indkomster end midaldrende, som igen har højere indkomster end pensionister”, ligesom det at have lave indkomster kan “tilskrives re-sultatet af forskellige valg, som folk frivilligt træffer, herunder fx valget mellem arbejde og fritid og valget mellem uddannelse og arbejde”.

Ulighed snarere end fattigdom

Opgørelsen af personer med lave indkomster belyser i højere grad noget om ulighed og lighed i samfundet, end den viser noget om, hvem der ikke kan klare sig i samfundet eller har indkomst, som ikke giver mulighed for en acceptabel levevis.

Rapporten “Lavindkomstgruppen – sammensætning og mobilitet” giver så-ledes ikke svar på, om der er personer og familier, som på grund af dårlig økonomi ikke kan klare sig i samfundet eller ikke råd til en acceptabel leve-vis i Danmark. Der er alene tale om en belysning af ulighederne i det dan-ske samfund, og hvem der ligger nederst i indkomstfordelingen.

Sammenligningen med andre lande af andelen med lave indkomster siger også kun, at indkomstfordelingen er mere lige i Danmark end i andre lande.

Derimod siger den ikke noget om, at der er færre “fattige” i Danmark end i andre lande. Det er nemlig ikke muligt at sammenligne niveauerne på tværs af landene. Man kan fx ikke sammenligne de 4%, som har lave indkomster i Danmark, med de 15%, som har lave indkomster i Portugal, idet de lave indkomster ikke siger noget om, hvorvidt folk har mange eller få penge til rådighed, eller om de kan klare sig for disse indkomster.

Problemet omkring relative betragtninger er generelt, at man ikke kan sammenligne landene på tværs. Lande, hvor næsten alle har lave indkom-ster eller høje indkomindkom-ster, vil fx uafhængigt af niveauet have en lille pro-centdel med lave indkomster.

I EU er der i forbindelse med udvidelsen i økonomkredse overvejelser om andre fattigdomsopgørelser end 50%- og 60%-grænsen, fordi nogle af de

nye lande har lave andele med lave indkomster – pga. en ligeligere indkomstfordeling – trods massive fattigdomsproblemer.

Tvetydighed i forhold til lav indkomst

Man kan så spørge, hvorfor Finansministeriet m.fl. udarbejder en hel rap-port om lavindkomstgruppen i Danmark, når det ikke har noget med fattig-dom at gøre, men alene drejer sig om at belyse noget om ulighed og lighed i samfundet.

Svaret er, at der eksisterer den samme tvetydighed omkring opgørelsen af personer med lave indkomster som i EU. På den ene side er man godt klar over, at lave indkomster ikke siger noget om andelen af fattige. På den an-den side er det an-den opgørelse, der henvises til omkring opgørelser af fattige bl.a. i regeringens seneste “Nationale Handlingsplan for bekæmpelse af fat-tigdom og sociale udstødelse 2003-2005” (Socialministeriet m.fl., 2003).

Denne dobbelthed har eksisteret i de mange år, hvor opgørelsen af lavind-komstgruppen er foretaget i Danmark og genfindes i rapporten “Lavind-komstgruppen – sammensætning og mobilitet.”

Går vi tilbage i tiden hedder det i Lovmodelrådets beretning fra 1993 om årets emne. “I år beskæftiger det sig med grupper af familier i Danmark med relativt lave indkomster. Emnet relativ fattigdom har påkaldt sig en del opmærksomhed i udlandet, og selv om problemet i Danmark ikke er så stort, indgår det som en vigtig del af debatten omkring, hvor vi vil hen med velfærdsstaten.” Senere i samme beretning opstilles problemstillingen og der spørges: “Er der et fattigdomsproblem i Danmark? Har velfærdssam-fundets omfattende system af overførselsindkomster bidraget til at afhjælpe dette system? Undersøgelsen i denne publikation beskæftiger sig med disse spørgsmål ved at beskrive en række økonomiske forhold for gruppen af la-vindkomstfamilier i Danmark” (Økonomiministeriet, 1993).

I rapporten “Lavindkomstgruppen – sammensætning og mobilitet” udtryk-ker man sammenhængen mellem lav indkomst og fattigdom på denne måde.

“Afgrænsningen af lavindkomstgruppen giver ikke information om, hvor stor en del der kan siges at være fattige i absolut forstand eller om perso-nernes oplevede livskvalitet”.

Det vil sige, at man tager afstand fra, at der er tale om en belysning af fatti-ge i absolut forstand, men der tafatti-ges ikke afstand fra, at der er tale om en be-lysning af en relativ fattigdom.

Hvad indebærer lav indkomst?

Rapporten gør en del ud af at forholde sig til den problemstilling, Rådet for Socialt Udsatte rejser omkring antallet af de 30.000 socialt udsatte, som har en overordentlig sårbar økonomi. Det sættes der spørgsmålstegn ved alene

ud fra den betragtning, at en stor del af de socialt udsatte (hjemløse, mis-brugere og sindslidende) ikke befinder sig i gruppen med lave indkomster.

“I modsætning til, hvad der har været nævnt i flere referater af Rådets ana-lyser, kan det således ikke sluttes, at 30.000 socialt udsatte er i lavind-komstgruppen med indkomster under medianindkomsten. Bedømt ud fra Rå-dets egne skøn er langt hovedparten af de socialt udsatte således ikke i lav-indkomstgruppen”.

Ganske rigtigt viser Rådets egne beregninger, at en del kontanthjælpsmod-tagere og gruppen af førtidspensionister ikke vil falde under 50%-grænsen.

Men Rådet har netop ikke vurderet de 30.000 personer med sårbar økonomi ud fra 50%-grænsen, men ud fra, at deres lave rådighedsbeløb “afskærer disse fra et normalt socialt netværk og fra at deltage i samfundets alminde-lige vilkår”. Dette begrundes med, at kontanthjælpsmodtagere over 25 år og par på kontanthjælp med og uden børn har et rådighedsbeløb, som ikke gi-ver mulighed for udgifter til almindeligt og rimeligt socialt samvær og del-tagelse i fritidsinteresser.

Det forholder rapporten fra Finansministeriet m.fl. sig ikke til, men forsøger at afvise, at det kan stå så galt til, når disse personer ikke er i lavindkomst-gruppen. Dette synspunkt underbygges i følgende sætning. “Indførelsen af en officiel fattigdomsgrænse, som det har været foreslået blandt andet af Rådet for Socialt Udsatte, vil derfor ikke være et særligt anvendeligt red-skab i forhold til at udpege persongrupper, som er socialt udsatte eller i risiko for at blive socialt udsatte. Personer med indtægter under en sådan grænse vil typisk ikke være socialt udsatte – eller i risiko for at blive socialt udsat – mens mange socialt udsatte (herunder førtidspensionister) kan have indkomster over grænsen”.

Rapporten opererer her med 50%-grænsen, som om det er en fattigdoms-grænse. Selv om 50%-grænsen omtales som en grænse, som alene ser på relative indkomster og personer med lave indkomster og ikke har noget med fattigdom at gøre, anvendes den her som en fattigdomsgrænse. Men Rådet har netop ikke anvist 50%-grænsen som en fattigdomsgrænse, men derimod netop efterlyst udarbejdelsen af en fattigdomsgrænse, som tog højde for, at personer havde et rådighedsbeløb, hvor der også var plads til et normalt socialt netværk og deltagelse i samfundets almindelige fritidsliv.

Problemet med rapporten fra ministerierne er, at den ikke tager stilling til, hvad det vil sige at have lave indkomster, forstået på den måde, om man kan leve og opretholde en acceptabel levevis. Lave indkomster er alene en relativ størrelse, og der tages ikke stilling til, om man overhovedet kan eksi-stere for den indkomst. Det viser sig da også, at det helt primært er uddan-nelsessøgende og unge, nogle selvstændige samt unge kontanthjælpsmodta-gere, som har lave indkomster. Om disse siger rapporten: “Selv om disse mennesker har en relativt lav indkomst i det konkrete år, vil det

almindelig-vis ikke være tilfældet i et mere langsigtet perspektiv. Lavindkomstgruppen omfatter således mange personer, som få år efter kan have og – viser erfa-ringerne – har højere indkomster”.

Man kan kun være enig med rapporten i, at hvis dette er tilfældet, er det ik-ke noget problem med lave indkomster. Det er det imidlertid, hvis man uforskyldt skal leve af en kontanthjælp eller en almindelig førtidspension i flere år. Det er ikke mindst varigheden eller det gennem flere år at have få økonomiske midler, som skaber risiko for fattigdom.

Det var denne problemstilling, rapporten skulle have forholdt sig til. I stedet belyser rapporten en gruppe med relativt lave indkomster, som efter mini-steriernes egen bedømmelse slet ikke har økonomiske problemer. Man kan kun være enig i den konklusion rapporten “Fordeling og incitamenter, 2002” selv giver på omtalen af lavindkomstgruppen set i et fattigdomsper-spektiv. “Sammenfattende indeholder lavindkomstgruppen overvejende personer, der efter almindelig opfattelse af begrebet fattigdom ikke kan an-ses for fattige. Det anvendte lavindkomstkriterium har derfor ikke stor rele-vans for beskrivelse af indkomstforholdene i Danmark.” (Finansministeriet, 2002).