Politisk præferencedannelse

Tyskland med Merkel i spidsen har i starten af flygtninge- og migrantkrisen forsøgt at føre en åben og solidarisk politik, men de tyske politikere har siden hen set sig nødsaget til at indføre

stramninger. I 2015 vedtog den tyske regering en lov, der havde til formål at gøre

asylansøgningsprocessen hurtigere for flygtningene. Samtidig indførte de identifikationskort for registrerede flygtninge i Tyskland, for at gøre det nemmere og hurtigere at indsamle nødvendig information om den enkelte flygtning. Som en stramning indførte man en regel om begrænset familiesammenføring for personer med subsidiær beskyttelse¹ (Den tyske ambassade Købehavn).

Herudover har regeringen vedtaget to asylpakker. Asylpakke 1., som kom i oktober 2015, var

1Mennesker der, selvom de hverken har ret til at få tilkendt asyl eller at blive anerkendt som flygtninge, af

simpel og indeholdt kun enkelte stramninger i form af udvidet opholdstid for asylansøgere i modtagecentre, skærpet bopælspligt og nedskæring i kontante ydelser (Pro Asyl 2015). Asylpakke 2., som kom i foråret 2016, indeholdt langt flere stramninger og krav til flygtninge. Denne kom i kølvandet af de store flygtninge- og migrantstrømme, en række overgreb på tyske borgere, blandt andet i Köln nytårsnat til 2016, og at Asylpakke 1. viste sig ikke at være omfattende nok (Kietzman 2016). Formålet med Asylpakke 2. var at skabe klarhed omkring kravene til de flygtninge og migranter, som ankom til Tyskland i løbet af 2015, og man håbede samtidig, at den ville medføre færre asylansøgere i landet i fremtiden. Samtidig gav den mulighed for, at Tyskland i fremtiden ville kunne afvise flere asylansøgere, end man hidtil havde gjort. Mere konkret indeholder Asylpakke 2.

følgende stramninger:

• Længere ventetid på familiesammenføring. Man har vedtaget, at familiesammenføring skal udsættes i 2 år. Dog gælder det ikke for konventionsflygtninge, som er personligt forfulgte i deres hjemland. Det gælder heller ikke asylansøgere, hvis familiemedlemmer befinder sig i flygtningelejre i Jordan, Libanon eller Tyrkiet og omhandler primært syriske flygtninge.

Disse familier vil have forrang til at blive ført sammen i Tyskland.

• Flygtninge, som skal hjemsendes, men som på grund af sygdom har fået ophold i Tyskland, skal nu være erklæret meget alvorligt syge, for at kunne bruge denne årsag til at opnå asyl.

• Asylpakken vil ændre status for Tunesien, Algeriet og Marokko, som i fremtiden vil blive anset for værende sikre lande at hjemsende afviste asylansøgere til. Samtidig oprettes asylcentre, hvis hovedformål er hurtig sagsbehandling og hjemsendelse.

• Asylansøgere fra sikre lande vil blive indkvarteret i modtagecentre, som specialiserer sig i hurtig sagsbehandling, hvor fokus her er borgere fra de nordafrikanske lande, men reglen gælder alle asylansøgere fra sikre lande.

• Asylansøgere, som befinder sig i modtagecentre for hurtig hjemsendelse, har ikke længere samme bevægelsesfrihed som hidtil til at rejse rundt i hele Tyskland, men skal holde sig inden for grænserne af det distrikt, som deres asylcenter ligger i (Ibid.).

Tysklands håndtering af flygtning- og migrantkrisen har dermed ændret sig til at være mere hård i takt med udviklingen af krisen, hvilket afspejler, hvordan den politiske præferencedannelse har været de seneste par år. Jævnfør side 10 om præferencedannelse, kan man argumentere for, at der er sket et skifte i præferencedannelsen både hos befolkningen og hos Merkel.

CDU har siden flygtninge- og migrantkrisens start været af den overbevisning, at krisen ikke kan løses i hvert enkelt EU-medlemsland, men skal løses i fællesskab og i tæt samarbejde med oprindelses- og transitlandene, hvorfra flygtninge og migranter kommer (CDU 2016). Dette er et

godt eksempel på det politiske spill-over, der er sket med Merkel, jævnfør side 8. Man kan sige, at Merkel har flyttet sin loyalitet til EU og fokuseret på at løse krisen i EU-regi fremfor på nationalt plan i de enkelte medlemslande. Til dette har CDU lavet en 4-punktsplan:

1. CDU ønsker at organisere flygtninge- og migrantstrømmen for at beskytte de ydre grænser og stoppe menneskesmuglerne.

2. CDU ønsker at tackle årsagen til flygtningestrømmene ved at støtte transit- og oprindelseslandene.

3. CDU ønsker at sende afviste asylansøgere hurtigt retur.

4. CDU ønsker mere europæiske solidaritet i forbindelse med behandlingen af flygtninge (Ibid.).

Partiet mener, at flygtninge og migranter har en pligt til at integrere sig, hvilket indebærer, at de skal lære det tyske sprog og de tyske værdier at kende (Diekmann et al. 2015). På CDU’s

hjemmeside fremgår de forskellige mål, partiet har haft på asyl-og flygtningeområdet, og om disse er blevet opnået. De fremhæver særligt det store fald i antallet af asylansøgere, som var et af deres mål (Ibid.). Dette viser også partiets ændrede fokus.

AfD er grundlæggende set af en helt anden holdning end CDU. Partiet blev stiftet i 2013 på baggrund af en stor utilfredshed med de store hjælpepakker, der blev udbetalt til de kriseramte lande i eurozonen (Ritzau 2016). I dag er kritikken af EU dog gledet lidt i baggrunden, og i stedet har AfD nu større fokus på en hård migrationsskepsis. Partiet har oplevet en stor

vælgertilstrømning blandt andet på baggrund af en voksende utilfredshed med det store antal flygtninge og migranter, som er kommet til Tyskland under krisen (Ibid.).

Figur 10. CDU 2016 A

Partiet er især kritiske over for islams indtog i Europa. I maj 2016 vedtog AfD deres valgmanifest, hvor de erklærede, at islam var uforeneligt med Tysklands forfatning, og man opfordrede her til, at minereter og burkaer skulle forbydes (Ritzau 2016D). Et synspunkt, som er meget modsat Merkel, der tidligere har erklæret, at Tyskland garanterer religionsfrihed for alle og har sagt, at islam hører til i Tyskland (Ibid.). I manifestet er islam, flygtninge og migranter generelt vigtige emner for AfD, og partiet udtrykker, at de ønsker et paradigmeskift på følgende områder:

1. Asyl i Tyskland

2. Den frie bevægelighed inden for EU

3. Den kvalificerede migration fra tredjelande

4. Den generelle integration af tilkomne fra de ovenstående tre katogier (AfD 2016).

Derudover skriver de, at der ikke er plads til den muslimske praksis og overbevisning, som går imod: ”(…) det frie, demokratiske sociale fundament, landets love, det jødisk-kristne og humanistiske grundlag for den tyske kultur” (Ibid.). Samtidig ønsker AfD at forbyde udenlandsk finansiering af moskeer i Tyskland og det muslimske kald til bøn (Ibid.).

AfD føler ikke, at den tyske og europæiske asyl-og flygtningepolitik har formået at håndtere den nuværende flygtninge- og migrantkrise, og det er for dem vigtigt, at der bliver skelnet imellem politiske flygtninge, folk der flygter fra krig og irregulære flygtninge (Ibid.). AfD mener, at de to første grupper skal have ret til beskyttelse, så længe deres oprindelsesland ikke er sikkert, men sendes retur, så snart truslen ophører (Ibid). De irregulære flygtninge, der ingen ret har til beskyttelse skal, ifølge AfD, ikke opholde sig i landet (Ibid.). I AfD’s manifest står: “Alle indvandrer har en absolut forpligtelse til at lade sig integrere: denne skal tilpasse sig sit nye hjem, og ikke

omvendt. Hvis én nægter at lade sig integrere, skal denne kunne sanktioneres og i sidste ende miste sin opholdsret“² (Ibid.). Citatet er et udtryk for, at AfD er af den opfattelse, at det er flygtningenes forpligtelse at integrere sig i samfundet og tilpasse sig de nye omgivelser, og ikke omgivelserne, som skal tilpasse sig dem. De er modstandere af multikulturalisme og mener altså, at moderate muslimer, som accepterer integrationen, er værdsatte medlemmer af samfundet, men dem, som nægter at lade sig integrere, skal sanktioneres og i sidste ende miste deres opholdsret i landet (BBC 2016).

Det fremgår her, hvordan CDU’s politik er mere fokuseret på EU, end det er tilfældet med AfD. Det er tydeligt, at CDU har fokus på solidariteten og ønsker at håndtere situationen med flygtninge- og

2”Jeder einwanderer hat eine unabdingbare Bringschuld, sich zu integrieren; er muss sich seiner neuen heimat anpassen, nicht umgekehrt. Wer sich der Integration verweigert, muss sanktioniert werden und letztendlich auch sein aufenthaltsrecht verlieren können.“²

migranter i fællesskab, hvor AfD har mere fokus på, hvad der er godt for Tyskland som land samt hjælp til flygtninge i et begrænset omfang. Siden flygtningekrisens start har Merkel mange gange udtalt, at Tyskland er et åbent land, som byder flygtninge velkommen, og hun har understreget, at landet har et historisk ansvar for at tage imod mange flygtninge (Ritzau 2016 E). Partierne er dog af den fælles overbevisning, at ansvaret for at blive integreret ligger hos den tilkomne og ikke hos den tyske befolkning og stat.

Merkel har siden krisens start alligevel måtte ændre kurs i flygtninge- og migrantpolitikken både i CDU, men også i Tysklands overordnede tilgang til krisen, hvilket man blandet andet har set med asylpakkerne. Dette er udtryk for, at CDU har været nødsaget til at agere efter den stigende utilfredshed, som blandt andet AfD afspejler, samtidig med at holde fast i partiets principper.

Jævnfør side 10. om Moravcsiks præferencedannelse, kan man argumentere for, at der er sket et skifte i præferencedannelsen hos Merkel, i takt med at krisen har udviklet sig og er taget til.

Merkels ændrede præferencedannelse hænger sammen med det skiftende pres, som hun har oplevet blandt grupper i befolkningen.