Befolkningens Præferencedannelse

I starten af flygtninge- og migrantkrisen så man en positiv og hjælpsom stemning blandt den tyske befolkning, da man så store mængder af donationer, indsamlinger og opbakning til at hjælpe de mennesker, der kom med flygtninge- og migrantstrømmen (Jensen 2015). Dette billede har dog ændret sig, og befolkningens præferencer er ikke de samme, som de var i starten. For det første er der sket en holdningsændring til islams plads i Tyskland og for det andet til antallet af flygtninge i Tyskland.

D. 12. januar 2015 sagde Merkel under et møde i Berlin med den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutogly: “Den tidligere tyske præsident Christian Wulff har sagt: ‘Islam hører til i Tyskland.’ Det er rigtigt, det er også en del af min opfattelse” (Kern 2016). Dette er altså en anerkendelse af, at islam og muslimer gerne må være i Tyskland og er en del af den tyske virkelighed. At islam er en del af Tyskland, har Merkel udtalt flere gange, men opinionsundersøgelser viser, at det ikke er hele befolkningen, der deler hendes holdning. I en meningsmåling fra januar 2015 sagde 37% af tyskerne, at de er enige i, at ”islam hører til i Tyskland” (Focus 2016), men dette tal har ændret sig, og i en meningsmåling fra 2016 er tallet faldet, hvor det nu kun er 22% af befolkningen, som mener dette (Ibid.). Holdningen stemmer således mere overens med AfD’s holdning til islam.

Meningsmålingen viser også, at næsten to tredjedele af den tyske befolkning decideret mener, at islam ikke hører til i Tyskland (Ibid.). Resultaterne indikerer, at tyskernes holdning til islam er blevet skærpet, efter Merkel besluttede, at Tyskland skulle tage imod mere end 1,1 million asylansøgere. Det er også værd at bemærke, at der i meningsmålingen er en kløft imellem

holdningerne i Øst- og Vesttyskland. De adspurgte personer fra Østtyskland er mere kritiske over for islam end de adspurgte personer fra Vesttyskland (Ibid.). I øst mener 17%, at ”islam hører til i Tyskland”, imens det er 23% i vest (Ibid.). Det fremgår også, at 92% af AfD’s vælgere svarede, at de ikke er enige i, at ”islam hører til i Tyskland”, hvilket viser disse vælgeres standpunkt meget tydeligt (Ibid.). Selvom ca. 60% af befolkningen ikke mener, at islam hører til i Tyskland, er det vigtigt, ikke at konkludere det som om, den tyske befolkning ikke ønsker muslimer i landet. I samme

meningsmåling svarer nemlig kun 29,8%, at de ikke mener, at ”muslimer hører til i Tyskland” (Ibid.).

Der er altså en større accept blandt befolkningen af muslimer end af islam i Tyskland, hvilket hænger sammen med, at islam kan inkorporeres i samfundet på forskelligvis, hvor den juridiske og politiske del af islam ikke er forenelig med tyske værdier.

Bassam Tibi, syrisk-tysk muslim og professor i internationale relationer, anerkender ligesom Merkel, at islam er en del af Tyskland, men mener samtidig, at man skal være varsom med, hvordan islam inkorporeres i samfundet. Tibi er fortaler for en europæisering af islam i Europa, og hans holdning er, at dette skal ske både igennem inddragelse af europæerne og de muslimer, der ønsker at være en del af Europa, men ikke ønsker en islamisering heraf (Tibi 2007: 223). Således

accepterer han fuldt ud europæiske muslimer, men er forbeholden over for, hvilken rolle islam skal spille i samfundet, hvilket stemmer overens med, at befolkningen udviser større bekymring over for islam end muslimer. Tibi er af den overbevisning, at: ”Islam is of increasing salience for Europe”

(Tibi 2007: 222-223) og ”Migration from Islamic countries bluers existing boundaries and changes Europe. Muslim migrants are embedded at various levels in the structures of transnational religious communities, many of which are fundamentally opposed to the European values (…)” (Ibid.). Derfor skal der tages hånd om islam i Europa.

Holdningen blandt befolkningen til antallet af flygtninge har tilmed ændret sig, som det fremgår af figur 11. nedenfor. Her er andelen af personer, som synes, at antallet af flygtninge er for højt, vokset. Samtidig er andelen af personer, som mener, at Tyskland skal tage imod flere flygtninge, faldet. Andelen af dem, som synes, at Tyskland har et passende antal flygtninge, er nogenlunde stabilt.

Når Merkel har ændret politisk kurs under i krisen, hænger det sammen med, at hendes politik ikke har stemt overens med den tyske befolknings præferencer, hvilket har afspejlet sig i udfaldet af en række delstatsvalg i det forgange år. Her har AfD oplevet fremgang, og partier, som CDU, har

Figur 11. Schmidt 2015, YouGov.

oplevet tilbagegang. Dette kan blandt andet ses ved delstatsvalget i Mecklenburg-Vorpommern i september 2016, hvor AfD fik 21% af stemmerne, imens Merkels CDU kun fik 19% (Scheibye 2016).

Dette skal ses i lyset af delstatsvalget i 2013, hvor CDU fik 42,5% af stemmerne i Mecklenburg-Vorpommern, og AfD kun fik 5,6% af stemmerne (Bundestagwahl 2013). En anden tysk delstat, hvor det også er tydeligt at se, at befolkningen ikke er tilfreds med regeringspartiet CDU, er Sachsen-Anhalt. I figur 11. nedenfor fremgår det, at CDU, sammen med det andet regeringsparti SPD og de fleste andre partier, er gået tilbage siden valget i 2013, imens AfD er gået frem med 24,3 procent point.

Dette er altså en markant ændring og stor nedgang for CDU, hvorfor Merkel, med et forestående valg, har været nødsaget til at lytte til befolkningen, hvis hun skal gøre sig forhåbninger om at blive genvalgt som kansler. I forhold til Merkels meget optimistiske udtryk ”Wir schaffen das” er det også tydeligt, at der ikke er samme optimistiske holdning blandt befolkningen, idet hele 66% af de adspurgte i juli 2016 ikke var enige.

Figur 12. Tagesschau 2013

I perioden september 2015 til juli 2016 er uenigheden til ”Wir schaffen das” steget og enigheden faldet, hvilket fremgår af figur 13.. Dette er altså et klart udtryk for, at Merkel og store dele af befolkningen ikke har været af samme holdning og samme optimisme i forhold til håndteringen af flygtninge- og migrantkrisen.

Et andet emne, hvor der under krisen har været uoverensstemmelse mellem præferencedannelsen hos partierne og befolkningen, er grænser. CDU har lagt stor vægt på behovet for grænsekontrol ved EU's ydre grænser, men en undersøgelse fra 2016 viser dog, at to ud af tre tyskere ønsker at afskaffe Schengen-samarbejdet med de åbne grænser internt i EU, og de har i stedet ønsket, at Tyskland skulle genindføre national grænsekontrol (Wernicke 2016). På trods af et flertal i

befolkningen, der ønsker national grænsekontrol, har Merkel hele tiden kæmpet for igen at afskaffe de nationale grænsekontroller, der er genindført i løbet af krisen, og ønsker at komme tilbage til Schengen-samarbejdet (Ibid.).

Figur 13. Schmidt 2015, YouGov.