En af hovedtankerne bag modernitetsforståelserne er tankegangen om kul
turel frisættelse og en stigende individualisering. Jeg har i kapitel 1 været inde på de forskellige betydninger, som disse begreber har, men også på spørgsmålet om deres rækkevidde.
Ser vi først på den kulturelle frisættelse, er spørgsmålet, hvor omfatten
de denne frisættelse er, og hvilken betydning den har. Jeg har været inde på Ziehes nyere teser om 2. generationsfrisættelse, hvor han lægger vægt på de ændrede rammer omkring identitetsdannelsen for unge i dag sammenlignet med deres forældre.
Resultaterne fra denne undersøgelse viser, at der på nogle områder er ta
le om kulturel frisættelse, på andre ikke. Relationen til opvækstmiljøerne er både præget af brud og kontinuitet, og der ser ud til, at aftraditionalisering og individualisering fungerer side om side med, at der også sker en repro
duktion af traditionelle orienteringsmønstre. Denne dobbelthed kommer for eksempel til udtryk i den vægt, som nogle af de unge voksne kvinder læg
ger på, at kommende familierelationer skal opbygges med udgangspunkt i forholdsvis traditionelle kønsrelationer. Ja, i nogle af tilfælde er traditionali
teten mere udpræget end i deres opvækstfamilier, hvilket kan pege i retning af de regressive kulturelle orienteringsmønstre, som Ziehe har gjort op
mærksom på. Men samtidig hermed fungerer der inden for samme genera
tion (og i nogle tilfælde inden for samme gruppe) eksperimenter med alter
native familiestrukturer, ikke kun med skiftende parrelationer, men også hvor man for eksempel påtager sig forældreansvar for børn uden at være samboende med børnenes forældre. Disse modsætningsfyldte tendenser il
lustrerer de ambivalenser, som også den enkelte kvinde oplever som et led i sin egen identitetsdannelse og livsstrategiske valg.
Som noget vigtigt understreger undersøgelsen, at individualiseringspro
cesser ikke kun er knyttet til at bryde med social arv og forskelssættende
kategorier som klasse, køn og etnicitet, men også til løsrivelse og frisættelse fra tidligere bevægelser og politiske institutioner. For eksempel er kvinder
nes positionering i forhold til Rødstrømpebevægelsen meget forskellig: For nogle indgår bevægelsen som en negativ identifikationsmarkør, for andre som en positiv. For nogle af kvinderne er bruddet med de politiske instituti
oner meget markant og et led i autonomibestræbelser i forhold til forældre
ne og deres institutioner. For andre spiller institutioner en mindre konkret rolle. På tværs af disse forskelligheder ser det dog ud til, at forholdet mel-lem de unge voksne kvinder og deres forældre er meget lidt konfliktfyldt.
Selvom der i nogle tilfælde er tale om store forskelle i holdningerne mellem interviewpersonerne og deres forældre, ser det ikke ud til, at dette giver an
ledning til konflikter og dårlige relationer. Tværtimod er det mit indtryk, at forældrene følger engageret med i det politiske arbejde, som nogle af de unge laver – også selvom det drejer sig om indhold og former, som de ikke selv går ind for. Det kan både pege i retning af Ziehes tese om, at oprør er blevet et normalkrav, og at det kan være svært at forarge og provokere nuti
dens forældre, men også i retning af, at der måske i dag generelt er en mere pluralistisk opfattelse af, hvad der er legitime politiske handlinger, end der for eksempel var i 1970’erne og 1980’erne, da forældrene var unge, hvor ungdomsoprøret jo var tæt forbundet med et generationsoprør.
Ser vi på spørgsmålet om individualisering, så understregede jeg i kapi
tel 1, at jeg ligesom Ulrich Beck er kritisk over for det lighedstegn, der ofte sættes mellem individualisering og individualisme. Denne sammenkæd
ning fører ofte til en antagelse om, at senmodernitetens politik fører til af
kobling af de kollektive fællesskaber, og at politikken kommer til at handle om én selv. Undersøgelsen viser da også, at selvom de unge voksne kvinder både er individualiserede og refleksive, så er der ikke nødvendigvis tale om en afkobling fra politiske fællesskaber. Jeg vil snarere betegne det som en
”frisættelse”, fordi det er op til den enkelte, om de ønsker at indgå, og i gi-vet fald hvor og hvordan. På den måde er sammenhængen mellem de indi
viduelle livsstrategier og de politiske fællesskaber blevet større. Fællesska
berne kan vælges til og fra, og det er tydeligt, at kollektive sammenhænge, der opleves som begrænsninger for individualiteten, ikke er attraktive for de unge voksne kvinder, uanset hvilken af grupperne i denne undersøgelse de tilhører.
Men den kritiske holdning til de eksisterende fællesskaber fører kun til individualisme for den del af kvinderne, hvor kollektive fællesskaber blot tillægges betydning, hvis det vedrører dem selv og egne prioriteringer. For andre kvinder er denne frisættelse grobunden og fundamentet for skabelse
Konklusion
af nye, alternative politiske fællesskaber. Her fører individualiseringen ikke til individualisme, men i stedet til skabelse af nye kollektive former og nye helhedsforståelser i lighed med den dobbeltstrategi, som Ulrich Becks
”freedoms children” foretrækker. De venstreradikale kvinders realisering af nye selvorganiserede politiske fællesskaber er det mest markante eksempel herpå, men analysen af nogle af de andre fortællinger viser også, at indivi
dualiseringsbestræbelser ikke nødvendigvis er individualistiske – snarere mener jeg, at nogle af kvinderne udtrykker en kritisk refleksiv tilgang til eksisterende fællesskaber, men uden nødvendigvis her og nu at være afkla
rede på, om og hvordan de ønsker mere aktivt at tilslutte sig det politiske fællesskab.
Set i det lys fremstår sammenkædningen af individualisering og indivi
dualisme ikke kun som fejlagtig, men også som et problematisk og tilbage
skuende blik, der tager udgangspunkt i eksisterende politiske fællesskaber og kollektive mønstre, og dermed kommer til at fremhæve især de elemen
ter i senmodernitetens nye politiske identitetsformer, der svækker de demo
kratiske fællesskaber. Hermed overses for det første de alternative politiske fællesskaber, der findes både inden for og på tværs af de nationale grænser, men også for det andet de potentialer for fornyelse, der kan ligge i en mere kritisk og refleksiv holdning til ”bedstefædrenes mega-organisationer”. Set i det perspektiv tolker jeg de unges – og især de unge kvinders – kritiske blik på de eksisterende politiske institutioner som et nødvendigt led i at for-ny demokratiet og dens institutioner.
Note
1. Betegnelsen autonomiidentitet må ikke forveksles med indholdet i den au
tonome bevægelse. Jeg bruger autonomibegrebet, fordi det signalerer bå
de en selvstændiggørelse i forhold til de politiske institutioner og en insi
steren på at bestemme over sit eget liv.