Den kønspolitiske kontekst
Der er ingen tvivl om, at køn har været et meget omdiskuteret emne i de unge voksne kvinders levetid. Selvom kvinderne i denne undersøgelse er for unge til at have oplevet den kvindepolitiske mobilisering, som især Rødstrømpebevægelsen repræsenterede fra slutningen af 1960’erne og frem til midten af 1980’erne, så har den venstreorienterede og radikale fe
minisme givetvis haft betydning for de unge kvinders kønsidentitetsdannel
se. De fleste af kvindernes mødre tilhører formentlig rødstrømpegeneratio
Kønspolitiske positioner
nen, og selvom de måske ikke har været med i bevægelsen, så er de givet
vis blevet konfronteret med den kvindepolitiske mobilisering, som bevæ
gelsen var en del af.3 Jeg har allerede i kapitel 2 været inde på, hvordan mødrenes identifikation/disidentifikation med Rødstrømpebevægelsens venstreradikale feminisme har været en vigtig faktor i nogle af responden
ternes politiske læring og kulturelle frisættelse. Så selvom der – ifølge døt
rene – ikke er nogen af mødrene, der har været direkte involverede i Rød
strømpebevægelsen, er der ingen tvivl om, at den kvindepolitiske mobilise
ring, der fandt sted på dette tidspunkt, har påvirket mødregenerationen.
Forholdet til kvindemobiliseringen generelt og til Rødstrømpebevægel
sen mere specifikt betragter jeg som et vigtigt led i at analysere Ziehes per
spektiv om 2. generationsfrisættelse, som jeg har været inde på tidligere, fordi der på køns- og ligestillingsområderne er tale om massive opbrud i kønsrelationerne for forældregenerationen. Det betyder dog ikke, jeg for-venter, at alle i forældregenerationen er kulturelt frisatte på dette område.
Snarere ser jeg det som et åbent spørgsmål, dels hvor meget dette opbrud i praksis har påvirket forældrenes konkrete håndtering af kønsrelationerne, og dels hvordan dette opbrud/mangel på opbrud er blevet transformeret vi
dere til døtrene i næste generation.
Med sine udadvendte og ofte provokerende aktioner banede Rødstrøm
pebevægelsen vejen for kønnets massive indtræden i offentligheden. Der blev skabt en kønspolitisk offentlighed i 1970’erne, som dog i 1980’erne blev afløst af en mere afdæmpet debat om kønnenes ligestilling. Selvom den nye kvindebevægelse ikke søgte direkte indflydelse på den statslige li
gestillingspolitik, fik den en stor indirekte betydning for den institutionali
sering, der skete i kraft af en række ligestillingslove og ligestillingsorganer op gennem 1970’erne og 1980’erne.4
Der er ingen tvivl om, at ligestillingen mellem kønnene i dag er en væ
sentlig del af den politiske værdiorientering i samfundet. I Christensen &
Siim er holdningen til ligestilling mellem kønnene analyseret i forhold til centrale samfundsområder. Generelt er der i befolkningen stor enighed om, at det for eksempel er vigtigt at fremme ligelønnen og arbejde for en mere ligelig fordeling mellem kvinder og mænd i politiske forsamling. I forhold til de unge er det især værd at bemærke to ting. For det første er det blandt de unge (mellem 20 og 29 år), at polariseringen mellem kvinders og mænds holdninger til ligestilling er størst. Det hænger sammen med, at de unge mænd generelt opfatter ligestillingsproblemerne som mindre omfattende og betydningsfulde end de unge kvinder gør, men også end andre grupper gør, for eksempel mænd i andre aldersgrupper. For det andet ser det ud til, at
der mangler brugbare handlestrategier i forhold til at løse de ligestillings
problemer, som de fleste mener, der findes. Også her markerer de unge mænd sig som den gruppe, der er mest kritisk overfor, at der skal tages po
litiske initiativer til at fremme ligestillingen (Christensen & Siim, 2001:
171-184).
Det er gennem de seneste år blevet fremhævet, at den danske ligestil
lingspolitik er mindre institutionaliseret end i de andre nordiske lande. Det gælder både i de politiske partier og i de statslige ligestillingsorganer. Det er også tydeligt, at den kønspolitiske offentlighed er mindre profileret og mere modsætningsfyldt i Danmark end for eksempel i Norge og Sverige. En af forklaringerne på disse danske særtræk er, at det tilsyneladende er særligt vanskeligt at fastholde en kønspolitisk offensiv i Danmark, når der ikke findes aktive og levende bevægelser. En anden forklaring er, at den stærke lighedsorientering i den danske politiske kultur i bestemte historiske perio
der kan være en barriere mod at udvikle ligestillingsstrategier, der er rettet mod begunstigelser af det ene køn (Bergqvist et al., 1999; Borchorst et al., 2002; Dahlerup, 2002).
I slutningen af 1990’erne kom nyfeministerne på banen som en ny kvindepolitisk aktør, der var med til puste liv i den tamme danske ligestil
lingsdebat. Nyfeministerne har især markeret sig gennem bøger, som pri
mært består af forskellige personlige beretninger om kvindelivet. Det femi
nistiske udgangspunkt – dvs. at samfundet bygger på kønsundertrykkelse og ulighed – er det eneste gennemgående perspektiv i artiklerne, der ellers er kendetegnet af en høj grad af pluralisme formidlet gennem en række subjektive oplevelser af at være kvinde i dag (Sværke, 2002). Et af formå
lene med bøgerne var at skabe en ny kønsdebat, hvilket må siges at være lykkedes, eftersom bøgerne både har medført en omfattende mediedebat og sat gang i en mandedebat, hvor unge mænd både positionerer sig i forhold til nyfeminismen, men også fortæller subjektive beretninger om køn set fra et mandesyn.5
Ligesom Rødstrømpebevægelsen er nyfeminismen primært båret af in
tellektuelle kvinder. Men hvor rødstrømperne lagde meget vægt på udad
vendte aktioner og alliancer med arbejderklassens kvinder, så er nyfemi
nismen i højere grad forblevet en intellektuel diskurs, der dog har formået at sætte spot på centrale temaer i offentligheden omkring for eksempel pro
stitution og vold mod kvinder.
Sammenfattende om de samfundsmæssige rammer omkring de unge voksne kvinders kønsidentiteter vil jeg fremhæve, at både Rødstrømpebe
vægelsen og nyfeminismen er to (om end meget forskellige) markante
Kønspolitiske positioner
kvindepolitiske strømninger, som må formodes at have præget kvindernes kønsidentitetsarbejde. Dertil kommer en mere bred ligestillingspolitisk dis
kurs, som på den ene side er kendetegnet af, at ligestilling mellem kønnene er blevet en central del af samfundets fælles værdigrundlag, men også af, at den danske debat op gennem 1990’erne har været ambivalent og svækket.
I analysen lægger jeg vægt på kønspolitiske holdninger og den kønspo
litiske praksis med henblik på at indkredse, hvilken betydning kønsspørgs
mål spiller i forhold til de unge voksne kvinders politiske identiteter. Jeg vægter dog de forskellige elementer af analysen forskelligt for henholdsvis de venstreradikale feminister og de ikke politisk organiserede kvinder, hvil
ket skyldes de to gruppers forskellighed. For eksempel positionerer de ven
streradikale feminister sig direkte i forhold til både rødstrømperne og ny