Formålet med denne undersøgelse har været at gå i dybden med unge voksne kvinders politiske identiteter. Jeg har ønsket at afdække indholdet i kvindernes politiske identitetsdannelse og myndiggørelsesprocesser som et led i at opbygge en mere nuanceret forståelse af senmodernitetens politiske identitetsformer.
Jeg vil her afslutningsvis først diskutere indhold og variationer i de poli
tiske identiteter og dernæst perspektivere undersøgelsens resultater i for-hold til nogle af de teoretiske problemstillinger, som jeg lagde op til i kapi
tel 1.
Forskellige politiske identiteter
Blandt kvinderne fra de to bevægelser er der ikke overraskende tale om for
skellige politiske identiteter. ATTAC-kvinderne repræsenterer, hvad jeg vil kalde en klassisk græsrodsidentitet. De lægger vægt på samspillet mellem bevægelser og politiske institutioner, på opbygningen af alternativ eksperti
se og argumenter samt på at påvirke politiske holdninger og beslutnings
processer gennem demonstrationer, dialog og debat i offentligheden. AT-TAC-kvinderne agerer i det klassiske spændingsfelt mellem en decentral bevægelsesstruktur og en mere traditionel foreningsstruktur med højere grad af hierarki og koordinering. Det ser ud til, at det kønsspecifikke møn
ster, der kendetegnede bevægelserne i 1970’erne og 1980’erne, hvor kvin
der mere end mænd lagde vægt på den flade, decentrale og lokale foran
kring af bevægelserne, også præger ATTAC. Disse kønsspecifikke forhold er dog ikke særlig eksplicitte i bevægelsens kulturelle praksis, og køn
saspektet fletter sig også med generationsaspektet på en kompleks måde.
Denne græsrodsidentitet repræsenterer på sin vis kontinuiteten i en dansk politisk kultur, som grundlæggende bygger på et samspil mellem organise
ringer i det civile samfund og de politiske institutioner. På den anden side markerer ATTAC også fornyelser og nye udfordringer, fordi antiglobalise
ringsbevægelserne udvider det civile samfunds debatter og organiseringer om demokrati og medborgerskab på tværs af nationalstater og deres speci
fikke politisk kulturelle traditioner, for eksempel for dialog mellem bevæ
gelser og politiske institutioner.
Konklusion
De venstreradikale kvinders politiske identitetstype vil jeg kalde auto-nomiidentiteten.1 Udgangspunktet er her en omfattende kritik og distance til det politiske system og de politiske institutioner. I stedet lægges der vægt på opbygningen af samfundskritiske og radikale bevægelser i det civile sam-fund med en kulturel praksis, der er kendetegnet af en stærk sammenhæng mellem sociale og politiske handlinger. Denne identitetstype bygger i sin selvforståelse på en alternativ – mere situationsbunden – demokratiforståel
se. Relationen til ”det store fællesskab” er fraværende eller meget begræn
set; i stedet vægtes en konkret politisk praksis, som typisk er forankret en-ten i lokalområder eller i globale brændpunkter. De militante aktioner og den manglende dialog med de politiske institutioner betyder, at autonomi
identiteten på flere måder bryder med den traditionelle danske bevægelses
kultur. Feministerne i bevægelsen foretrækker de selvstændige kvindeorga
niseringer både for at undgå traditionelle kønsbaserede arbejdsopdelinger, og fordi kvindefællesskabet opfattes som en central base i forbindelse med militante aktioner. De forsøger at integrere det feministiske perspektiv i be
vægelsens politiske indhold og praksis, for eksempel ved at koble køn og antiracisme, samtidig med, at de er opmærksomme på at forhindre macho
tendenser og sexistiske symboler i at præge miljøet.
Blandt de ikke politisk organiserede kvinder er der en række fællestræk.
Grundlæggende bakker de op om det repræsentative demokrati og de poli
tiske institutioner, ligesom de også har en forholdsvis konventionel politik
opfattelse, hvor de for eksempel er kritiske over for demonstrationer og ak
tioner, der bryder med anerkendte former for politisk adfærd. Variationen i de politiske identiteter inden for denne gruppe er dog stor og kommer til udtryk på i hvert fald to væsentlige områder. For det første er der stor for
skel på, hvor meget vægt kvinderne lægger på et aktivt medborgerskab. For eksempel tillægger nogle af kvinderne det meget mere betydning at skulle stemme, at være orienteret om samfundsforhold samt at indgå i den demo
kratiske dialog end andre. For det andet er der forskel på, i hvor høj grad politik og et evt. demokratisk engagement knyttes til én selv. For nogle af kvinderne fylder politik meget lidt i deres livsfortællinger, og politik ind
drages kun i det omfang, det kan rummes inden for livsbiografiens andre præferencer. Denne del af kvinderne understreger også, at hvis de på et tidspunkt skal være politisk aktive, så skal det ikke kun hænge sammen med deres egne prioriteringer (for eksempel familie og karriere), men de skal også ”selv have noget ud af det”. I modsætning hertil kan en anden del af de ikke politisk organiserede kvinder i langt højere grad se sig selv som politisk aktive. For dem er det vigtigt, at man tænker kollektivt og helheds
orienteret i forhold til et større fællesskab. Så selvom politik måske ikke fylder særlig meget i de ikke politisk organiserede kvinders subjektiverin
ger for øjeblikket, så er der betydelige variationer i, hvilke demokratiske implikationer dette indeholder.
Forholdet mellem medborgeridealer og praksis
Jeg rejste indledningsvis spørgsmålet om, hvordan man kan forklare para
dokset mellem de unge kvinders høje demokratiske engagement og deres manglende politiske praksis især i de politiske institutioner? Set i lyset af denne kvalitative undersøgelse kan der foretages to nuanceringer i forhold til tidligere undersøgelser. Først og fremmest er det tydeligt, at idealet om et aktivt medborgerskab betyder noget forskelligt for kvinderne i denne un
dersøgelse. For nogle er der ikke langt fra ideal til praksis. Ikke kun bevæ
gelseskvinderne, men også nogle af de ikke politisk organiserede kvinder praktiserer allerede et aktivt medborgerskab. De forholder sig aktivt til den demokratiske dialog – nogle af dem er politisk aktive (i bevægelserne), mens andre ikke pt. er aktive, men ser det som en mulighed i fremtiden. For andre har det principielle ideal om et aktivt medborgerskab kun en meget svag tilknytning til praksis – både den nuværende praksis og de forventnin
ger, de har til egen praksis fremover. Denne gruppe forholder sig heller ikke særlig aktivt til den demokratiske dialog, og i deres nuværende og kom
mende livsstrategiske planlægning ser de ikke sig selv som aktive politiske medborgere.
Paradoksets andet element er spørgsmålet om, hvorfor kvinderne ikke bakker op om de politiske institutioner. Også her er der tale om komplekse sammenhænge: fra markant afstand og negativ positionering i forhold til al-le former for institutioner og myndigheder – over en tro på, man kan gå i dialog med og skabe forandringer gennem institutionerne – til mere kon
ventionelle opfattelser af, at politiske institutioner indgår som brugbare elementer i et repræsentativt demokrati, som man kan forholde sig mere el
ler mindre aktivt til. Men én ting er, at kvinderne ikke er aktive i institutio
nerne for øjeblikket. I et demokratiperspektiv er det mindst lige så interes
sant, at det kun er en meget begrænset del af disse unge voksne kvinder, der forestiller sig, at de fremover vil være aktive i de politiske institutioner. Det skyldes enten, at de principielt ikke mener, politiske forbedringer kan ska-bes ad denne vej, eller at de generelt ikke forestiller sig et aktivt medborger
skab. Man kan selvfølgelig spørge, hvor pålidelige unge voksnes udtalelser om fremtiden er, når man ved, at der ofte sker store ændringer i politiske prioriteringer gennem et livsforløb. Når jeg opfatter udtalelserne som mere
Konklusion
end sporadiske udsagn, skyldes det, at undersøgelsen mere generelt peger på, at der er et gab og en modsætning mellem det indhold, som er det væ
sentlige i kvindernes politiske identitetskonstruktioner, og udviklingen i de politiske institutioner.
På et mere overordnet niveau kommer det eksempelvis til udtryk i, at for nogle af kvinderne har bruddet med institutioner været en meget funda
mental del af deres politiske identitetsdannelse. For andre synes institutio
nerne nærmest at have været betydningsløse eller fraværende i deres poli
tiske identitetsdannelse. I hvert fald ser det ikke ud til, at de unge voksne kvinder er blevet præsenteret for de politiske institutioner som positive og brugbare arenaer for politiske aktiviteter og kulturelle udtryksformer, der også kunne være meningsbærende for den enkeltes selvidentitet. Selv for de få af kvinderne, hvor de politiske institutioner fremstår mest positivt, ser der ud til at være et dilemma. Når for eksempel disse kvinder ikke afviser et partimedlemskab, er det tankevækkende, at de mener, de bør være meget afklarede og have en forholdsvis stor politisk viden, inden de går ind. Det ser med andre ord ikke ud til, at de politiske partier har formået at sende et signal om, at politisk læring og opbygning/videreudvikling af politiske kompetencer er en del af et medlemskab og ikke en forudsætning for at komme ind. Generelt peger undersøgelsen således i retning af, at de politi
ske institutioner ikke pt. indgår som brugbare arenaer i de unge voksne kvinders politiske myndiggørelsesproces.
I det følgende vil jeg perspektivere nogle af undersøgelsens resultater i forhold til de teoretiske temaer, som er centrale for at forstå betingelserne for politiske identitetsdannelser i det senmoderne samfund. Det drejer sig for det første om livspolitik og refleksivitet og for det andet om individua
lisering og kulturel frisættelse.