Særligt to typer af konklusioner i VISO-rapporterne, som lægger op til nye tilgange og samar-bejdsformer med borgerne, fremstår som meget relevante både for borgerne og for de sociale institutioner, som borgerne har kontakt til (fx misbrugscentre og botilbud): 1) konklusioner, som munder ud i konkrete forslag til (nye) metoder, teknikker og tilgange til borgerne, som i høj grad kan forventes at støtte borgerne i deres dagligdag, 2) udredninger af borgernes psykologiske profil, hvor især eksemplerne på nye udredninger, som omstøder tidligere (ukorrekte) diagno-ser, leverer en meget høj standard og kan være potentielt livsforandrende for borgerne.
Nye tilgange til borgerne, som er målrettet mere dynamiske og konstruktive samarbejdsformer, kan i udgangspunktet gå ad to veje: Enten foreslår VISO med afsæt i VISO-rapporten (nye eller tilpassede) måder og interaktionsteknikker, som må ventes at virke befordrende på borgernes adfærd og ”evner” til at indgå i sociale relationer i institutionaliserede miljøer, men som også må forventes at påvirke borgerne positivt i andre livsarenaer. Eksempler kunne være måder at optimere en eksisterende ”motiverende” tilgang på eller konkrete forslag til gennemførlige kog-nitive adfærdsterapiformer, fx over for borgere med begrænset kognitivt funktionsniveau, som har brug for at blive stillet over for realistiske forventninger både til mundtlig respons og til social
deltagelse. Denne type konklusion kan også fremhæve behovet for, at forskellige aktører frem-adrettet sørger for grundige overleveringer, når borgernes institutionelle tilhør ændrer sig. Eller også handler anbefalingerne omvendt om, hvordan personaler er nødt til at sætte grænser over for (typisk) voldsparate, utroværdige eller udadreagerende borgere – både af hensyn til personalet, til andre brugere og til borgerne selv. Et eksempel på denne type konklusion er, hvis en borger vurderes til at have et misbrug, en livsform og en personlighed, som i borgerens aktuelle situation simpelthen gør fundamentale ændringer i borgernes liv decideret urealistiske.
Og så kan forslag om at fokusere på ”skadesreduktion” (som også er relevant behandling i en dansk behandlingskontekst) og på at ”sætte grænser” over for borgeren godt fremstå som re-levante. Disse forslag, som baserer sig på VISO-rapporterne, indgår i flere sager.
I de fleste forløb, som gennemføres med en form for afklaring, leverer VISO ny viden om bor-geren. Ny viden både om kompleksiteten i borgernes problemstillinger og om konsekvenserne af borgernes komplekse problemstillinger er relevant for borgeren, pårørende og de fagprofes-sionelle medarbejdere, som interagerer med borgerne. Desuden er den ny viden, som VISO producerer i samarbejde med borgerne, interessant for en bredere skare af mennesker, som enten selv oplever komplekse problemer eller som arbejder med borgere med komplekse pro-blemstillinger. VISO’s ny viden kan således være med til at fjerne risikoen for stigma af (fx) borgere, som ofte indgår i konflikter.
Ser vi bort fra de sager, som ender uden en afklaring, leverer VISO tre forskellige typer ”ny viden”.
For det første validerer VISO videnskabeligt formodninger om kognitive funktionsnedsættelser eller psykiske lidelser. Eksempelvis konkluderer VISO på baggrund af WAIS-IV og BRIEF, at en 31-årig mand med minoritetsbaggrund har en kognitiv funktionsnedsættelse, sådan som borgerens lokale misbrugscenter og hans kontaktperson på kommunen har haft ham mistænkt for. VISO anbefaler på baggrund heraf en række tilgange til borgeren, som centeret og kom-munen bør anvende fremadrettet, når de kommunikerer og samarbejder med ham.
I et andet forløb med en ældre plejehjemsbeboer, som er vanskelig at samarbejde med og bl.a.
afviser at indtage medicin og udviser stor skepsis over for en eventuel psykologisk udredning, konkluderer VISO på baggrund af primært møder med borgeren og personalet på plejehjem-met, at borgeren har kognitive udfordringer og lægger på baggrund heraf op til særlige meto-der, som personalet kan bruge i deres daglige arbejde med borgeren. VISO anbefaler i dette tilfælde, at personalet finder ”fælles fodslag” i forhold til at tillade (eller begrænse) borgerens muligheder for at drikke øl på plejehjemmet.
Et tredje eksempel på, at VISO underbygger (og nuancerer) eksisterende viden, handler om en 40-årig mand med epilepsi og et omfattende misbrug af alkohol (og samtidig moderat (mis)brug af cannabis). Borgeren har levet i hjemløshed og været svækket i flere centrale funktioner. Derfor etablerer VISO en grundig udredning af borgeren, anvender bl.a. BRIEF, WAIS-IV og MOCA, og mødes desuden med borgerens nærmeste pårørende og socialfagligt personale med godt kend-skab til borgeren. Det er første gang, at borgeren får gennemført en decideret udredning af sine kognitive funktioner, og VISO konstaterer, at borgerens kognitive niveau er ”meget lavt”, og at borgeren desuden har en hjerneskade. Ifølge VISO’s konklusion er det meget vigtigt, at borgeren aldrig bliver udfordret intellektuelt, fordi dette kan medføre utilregnelig adfærd (og vold), ligesom det er nødvendigt at tilbyde borgeren en ”rummelig” boform, hvor borgeren ikke stigmatiseres, når han ønsker at drikke eller ryge hash. Samtidig slår VISO fast, at borgerens tilstand er ”varig”, og derfor er det nødvendigt, at personalet anerkender borgeren, ”sådan som han er”.
For det andet ændrer VISO eksisterende viden om borgere, som bygger på ”gamle”, ofte ufuld-endte udredninger/screeninger. Eksempelvis afviser VISO på baggrund af et grundigt (og meget eksemplarisk) forløb med en 37-årig mand en 15 år gammel diagnose på ”udifferentieret skizo-freni”. VISO mødes ad flere omgange med borgeren for at gennemføre forskellige psykologiske tests og screeninger (bl.a. WAIS-IV og BRIEF) og mødes også både med borgerens nærmeste pårørende og personale fra det herberg, hvor borgeren befinder sig i perioden for udredningerne.
VISO konstaterer bl.a., at der er sandsynlighed for, at borgeren har udviklet et stofmisbrug som forsøg på selvmedicinering, at borgeren er præget af angst og bør tilbydes multimodal behandling (som anlægger et samtidigt fokus på forskellige problemstillinger). Potentielt set afbryder VISO’s forløb med denne borger et ca. 15-årigt langt forløb, hvor borgeren har ”cyklet” rundt i det psyki-atriske system og bl.a. været akut indlagt 9 gange – med en forkert diagnose. I andre borgerforløb afviser VISO formodninger om kognitive funktionsnedsættelser og henviser bl.a. til, at borgernes tilsyneladende kognitive udfordringer nok mere er udtryk for en bagvedliggende diagnose (fx på ADHD) eller kan tolkes som en konsekvens af borgerens liv og de skader, som kan følge med en meget risikobetonet livsstil med alkohol og andre rusmidler.
For det tredje gennemfører VISO nogle forløb, hvor borgernes fysiske, psykiske og sociale sund-hed er så voldsomt udfordret, at det ikke kan lade sig gøre at gennemføre de relevante (og efter-spurgte) udredninger. I disse tilfælde etablerer VISO teknisk set ingen ny viden, men leverer – primært på baggrund af møder med pårørende og/eller relevante fagprofessionelle – grundige beskrivelser af borgerne og deres problemstillinger. Herved lægger VISO alligevel op til nye me-toder og samværsformer, som kan understøtte borgerne i deres hverdag uden at være decideret behandlende. Eksempelvis vurderer VISO, at en 48-årig mand, som ofte har været voldelig, har et relativt kaotisk ”blandingsmisbrug” og vurderes til at være komplet ”upålidelig” og ”utroværdig”, har brug for at få sat grænser af frontpersonalet på de institutioner, hvor borgeren opholder sig.
VISO vurderer også – igen på baggrund af samtaler med pårørende og relevant personale – at borgeren er så invalideret, at han er berettiget til invalidepension.
I et andet eksempel konstaterer VISO om en 25-årig kvinde, at hun lever med ”medfødte organi-ske skader” i hjernen, som forhindrer hendes muligheder for at agere ”problemløsende”. Derfor er det ifølge VISO afgørende for borgerens tilknytning til andre, at hun ikke stilles over for ureali-stiske forventninger og krav, hvilket hun ellers har oplevet igennem hele livet. Således lægger VISO med denne tredje type af ”ny viden” typisk op til at anvende ”skadesreducerende indsatser”.
4 Fagprofessionelles viden og erfaringer med målgruppen
I det følgende præsenteres resultaterne af interview med de fagprofessionelle, som har til for-mål at give et indblik i deres viden og erfaringer med for-målgruppen og dens særlige problemstil-linger. Resultatgennemgangen er opbygget omkring de centrale spørgsmål og tematikker, som har været styrende for interviewundersøgelsen.
Som beskrevet er der tale om to informantgrupper i interviewundersøgelsen: VISO-specialister og andre fagprofessionelle. I vid udstrækning har der været mange fællesnævnere og fælles synspunkter, tilgange og forståelser på tværs af de to informantgrupper i interviewene. For at undgå gentagelser har vi i fremstillingen valgt ikke at opdele interviewundersøgelsens resulta-ter efresulta-ter informantgrupper, men i stedet angivet poinresulta-terne samlet. Dog præsenresulta-terer vi eventu-elle forskeventu-elle informanterne imeventu-ellem i det omfang, som det giver mening. Interviewene med specialister har naturligt nok berettet mere specifikt om erfaringer og viden om VISO-forløb, som de andre fagprofessionelle qua deres position ikke har kunnet.
Målet for denne baggrundsrapport er dog heller ikke at bidrage med viden til andre VISO-spe-cialister, men i stedet at tilvejebringe viden, som alle fagprofessionelle – herunder også VISO og specialister fra VISO, kan bruge til at kvalificere praksis, problemforståelser og tilgange til målgruppen.
Interviewundersøgelsens resultater indledes med overvejelser og refleksioner over begrebet målgruppe og dennes karakteristika. Dernæst beskrives de interviewedes erfaringer og ople-velser med udredning og centrale udfordringer og problematikker heri, anvendte udrednings-metoder og tilgange til målgruppen samt opmærksomhedspunkter og særlige faktorer i udred-ningsprocessen. Derudover beskrives behovet for en mere holistisk og helhedsorienteret til-gang til målgruppen og dennes problemstillinger fremadrettet. Kapitlet afrundes med en op-summering af kapitlets pointer.