Den kvantitative analyse af handicappedes beskæftigelsessituation peger på flere centrale forhold.
Omfanget af længerevarende helbredsproblemer og handicap er gan-ske betydeligt i Danmark. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 20 pct. af befolkningen, svarende til ca. 694.000 personer, har et længerevarende helbredsproblem eller handicap. Af disse personer er lidt over halvdelen i beskæftigelse i 2001.
I gruppen af personer, der angiver at have et handicap, indgår alle typer og grader af handicap. Deskriptive analyser af forskellige typer af handicap tyder på, at personer, hvis primære handicap er psykiske lidelser, er dårligere stillede på arbejdsmarkedet, fordi denne gruppe har relativt lavere uddannelse, lavere beskæftigelsesfrekvens og højere ledighedsprocent i forhold til personer med andre handicap. Perso-ner med sanse- og kommunikationsproblemer synes derimod umid-delbart at være bedre stillede på arbejdsmarkedet.
En analyse af sandsynligheden for at være ledig i forhold til at være beskæftiget viser dog, at der ikke er signifikant forskel på de for-skellige typer handicap. Beskæftigelsesforskelle blandt de fire typer handicap kan vi således forklare med baggrundsfaktorer som køn, alder, uddannelse og erhvervserfaring. Opdeles personer, som har angivet at have et længerevarende helbredsproblem eller handicap, efter selvrapporteret arbejdsevne, er der derimod betydelig forskel på
11. Dette underbygges af en landsdækkende undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet om førtidspensionister i alderen 52-57 år, som viser, at ca. hver fjerde førtidspensio-nist er positivt indstillet over for at komme tilbage på arbejdsmarkedet (Bunnage &
Bruhn, 1999).
arbejdsmarkedspositionen for hhv. handicappede med fuld arbejds-evne og handicappede med nedsat arbejdsarbejds-evne.
De personer, som angiver, at de har et handicap, og samtidig angiver, at disse funktioner indvirker på deres arbejdsevne, står signifikant dårligere på arbejdsmarkedet end personer, der ikke angiver at have nedsat arbejdsevne. Handicappede, som ikke har nedsat arbejdsevne, har derimod ikke signifikant anderledes beskæftigelsespositioner end ikke-handicappede. Dette tyder på, at det i mindre grad er selve han-dicappet og i højere grad det at have et handicap med indvirkning på arbejdsevnen, der udgør en barriere på arbejdsmarkedet.
Ser man kun på tallene for de beskæftigede, viser det sig, at personer med nedsat arbejdsevne oftere er selvstændige end personer med fuld arbejdsevne. En analyse af sandsynligheden for at være selvstændige erhvervsdrivende, hvor der korrigeres for en række forklarende fak-torer som alder, uddannelse og erhvervserfaring, afkræfter dog denne hypotese med hensyn til handicappede.
Blandt de beskæftigede med nedsat arbejdsevne er 16 pct. ansat i støttet beskæftigelse. Dette betyder, at 84 pct. arbejder på ordinære vilkår på trods af nedsat arbejdsevne. Noget tyder dog på, at disse per-soner kompenserer for den nedsatte arbejdsevne ved oftere at arbejde på deltid og i gennemsnit at have flere sygedage og mere ledighed i forhold til personer med fuld arbejdsevne. Derudover har 10 pct.
af handicappede med nedsat arbejdsevne, som ikke er ansat i støttet beskæftigelse, særlige hjælpemidler i forbindelse med arbejdet.
Analyser af overgangen fra ledighed til beskæftigelse viser, at perso-ner med nedsat arbejdsevne har mindre sandsynlighed for at blive beskæftigede end personer med fuld arbejdsevne, når der bl.a. er korrigeret for alder og uddannelse. At vurdere sin arbejdsevne nedsat ser således ud til at være en central faktor for mulighederne for at finde beskæftigelse. Flere forhold kan forklare dette.
For det første formoder vi, at personer med nedsat arbejdsevne har dette beskæftigelseskarakteristika, netop fordi de har problemer med udførelse af et arbejde på samme vilkår som den øvrige del af befolkningen. Hvis det ikke er muligt for handicappede med nedsat arbejdsevne at udføre det samme arbejde som personer med fuld
arbejdsevne uden at påføre virksomhederne ekstraomkostninger, vil virksomhederne undlade at ansætte handicappede med nedsat arbejdsevne på ordinære vilkår. Hvis det er tilfældet, kan den højere ledighedsprocent blandt handicappede med nedsat arbejdsevne blive reduceret ved enten at kompensere den handicappede med ned-sat arbejdsevne med fysiske hjælpemidler eller med løntilskud, der muliggør nedsat arbejdstid. Ovenstående analyse viser, at næsten en tredjedel af de ikke-beskæftigede handicappede med nedsat arbejds-evne har et behov for særlige hjælpemidler for at udføre et erhvervs-arbejde.
For det andet kan der være nogle uobserverbare faktorer knyttet til angivelsen af nedsat arbejdsevne. Fx kan personer, der angiver at have nedsat arbejdsevne, være mindre motiverede til at søge arbejde, idet funktionsnedsættelsen medfører direkte smerte eller ubehag ved udførelsen af et erhvervsarbejde.
Angivelsen af nedsat arbejdsevne er i denne undersøgelse en sub-jektiv tilkendegivelse. Det er således ikke muligt at vide, hvad folk mener, når de siger, at de har svært ved at udføre bestemte typer arbejde eller et arbejde i normalt omfang. Eventuelt er den nedsatte arbejdsevne kommet som følge af lang tids ledighed og en efter-følgende erkendelse af manglende muligheder på arbejdsmarkedet.
Men en subjektiv vurdering af at have nedsat arbejdsevne kan også afspejle, at en given skade har forårsaget, at de funktioner, som blev brugt i arbejdet, er nedsat.
Analyser af ledigheden for handicappede og ikke-handicappede viser, at selvom handicappede med nedsat arbejdsevne har en højere ledig-hedsprocent, har de en lavere ledighedsgrad og en mindre andel med langtidsledige end handicappede med fuld arbejdsevne og ikke-handicappede. Dette tyder på, at personer med nedsat arbejdsevne vælger at trække sig tidligt tilbage efter et ledighedsforløb. Personer med nedsat arbejdsevne har, med førtidspensionen, mulighed for en offentligt finansieret tidlig tilbagetrækning, hvilket kan øge tilskyn-delsen til at gå ud af arbejdsmarkedet. Dette er for så vidt ikke noget problem, hvis den enkelte person ikke kan og ikke ønsker at arbejde.
Men hvis der inden tilbagetrækningen ikke er forsøgt at kompen-sere for den nedsatte arbejdsevne, og personerne dermed har forladt arbejdsmarkedet på grund af manglende beskæftigelsesmuligheder,
tyder det på, at der er barrierer for denne gruppe af handicappede på arbejdsmarkedet. De benyttede data synes dog ikke at kunne give et svar på, i hvor høj grad personer med nedsat arbejdsevne, som har forladt arbejdsmarkedet, ikke ønsker at arbejde eller ikke har kunnet finde en plads på arbejdsmarkedet.
For personer, der har et handicap, men som angiver, at de ikke har nedsat arbejdsevne, er billedet et ganske andet. Handicappede med fuld arbejdsevne er ældre end gruppen af ikke-handicappede, men afviger derudover ikke signifikant fra ikke-handicappede, når der fx ses på beskæftigelsesfrekvens, ledighedsprocent og uddannelse. Kun en mindre del af personer med handicap, som angiver ikke at have nedsat arbejdsevne, siger, at de har eller ønsker særlige hjælpemidler i forbindelse med erhvervsarbejdet. Med hensyn til sandsynligheden for at gå fra ledighed til beskæftigelse afviger gruppen af handicap-pede med fuld arbejdsevne heller ikke signifikant fra ikke-handi-cappede. Der er således en betydelig del blandt handicappede, som umiddelbart indgår på arbejdsmarkedet på samme vilkår som den ikke-handicappede del af befolkningen.
K A P I T E L 3
Personer med handicap har ifølge den statistiske analyse en lavere erhvervsfrekvens end ikke-handicappede personer, ligesom analysen viser, at arbejdsløsheden er større blandt personer med handicap.
Denne sammenhæng modificeres imidlertid, når svarpersonerne med handicap vurderer, om deres handicap eller længerevarende helbreds-problem har indflydelse på deres arbejdsevne. Gruppen af svarper-soner med handicap, der selv vurderer, at de har fuld arbejdsevne, har en arbejdsmarkedstilknytning, der i høj grad ligner gruppen af ikke-handicappede svarpersoners, mens gruppen af svarpersoner med handicap, der selv vurderer, at de har nedsat arbejdsevne, har en mere problematisk relation til arbejdsmarkedet. På trods af, at svarpersonernes selvvurderede arbejdsevne ikke kan betragtes som et
‘objektivt’ mål for deres faktiske arbejdsevne, antyder resultaterne af den kvantitative analyse imidlertid, at det er i det øjeblik, at funkti-onsnedsættelsen opleves som et problem i forhold til arbejdsevnen og dermed bliver til et handicap i arbejdssituationen, at funktionsned-sættelsen udgør en barriere for beskæftigelsesmulighederne. Dette resultat antyder således, at en systematisk afklaring af de kompen-sationsbehov, som personer med handicap har, vil være en central forudsætning for at udnytte arbejdskraftreserven i denne gruppe. En målrettet kompensationsindsats med såvel afhjælpende som forebyg-gende sigte kan således bidrage til, at en højere andel af gruppen af personer med handicap opnår eller bevarer en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet.