Den strukturelle og konjunkturelle udvikling på arbejdsmarkedet udstikker de generelle rammebetingelser for beskæftigelsesmulighe-derne for arbejdsstyrken. Udviklingen har dels betydning for orga-niseringen af arbejdet på arbejdspladserne, dels indflydelse på efter-spørgslen på arbejdskraft. I det følgende vil vi diskutere, hvorledes den strukturelle udvikling på arbejdsmarkedet og de konjunkturelle svingninger i økonomien mere specifikt påvirker beskæftigelsesmu-lighederne for personer med handicap.
3.1.1 Strukturelle faktorer
Udviklingen på arbejdsmarkedet har i løbet af de sidste par årtier været karakteriseret ved øgede produktivitetskrav og en øget grad af uddelegering af ansvar i arbejdsprocessen (Esping-Andersen, 2002:22), hvilket ifølge Rosdahl (1999:28) har bidraget til at gøre arbejdsmarkedet mindre rummeligt. Det aktuelle danske arbejds-marked kan således karakteriseres ved en flertydig udviklingsdyna-mik, idet præstationskravene til medarbejderne intensiveres, sam-tidig med at rummeligheden på arbejdsmarkedet søges forøget i forbindelse med kampagnen Virksomhedernes sociale ansvar.2 Som nedenstående citat fra en af AF’s handicapkonsulenter illustrerer, har disse udviklingstendenser også indflydelse på beskæftigelsesmu-lighederne for personer med handicap, idet denne gruppe, på linje med deres ikke-handicappede kolleger, konfronteres med stigende krav i arbejdsprocessen:
2. Kampagnen Virksomhedernes sociale ansvar sigter mod en øget inddragelse af virksomhederne i at fastholde og integrere medarbejdere, der som følge af helbreds-mæssige eller sociale problemer oplever vanskeligheder med at klare deres arbejde og dermed risikerer udstødelse fra arbejdsmarkedet (jf. Holt, 1998; Kruhøffer &
Høgelund, 2001; Boll & Kruhøffer, 2002).
“Det ordinære arbejdsmarked bliver mere og mere specialiseret, der stilles større og større krav til den enkelte. Og det gør jo, at lige så snart vi snakker personer med funktionsbegrænsninger, det kan være af lettere eller sværere karakter, bliver det sværere at opnå beskæfti-gelse på ordinære vilkår, fordi alting går stærkere. Der stilles fagligt og personligt større krav til medarbejderne i ordinære funktioner.
Det er der slet ingen tvivl om […] Det er jo nogle helt andre, kan man sige, indholdsmæssige dele i produktionslivet, som er kommet med, som slet ikke hørte til, da jeg var ung på arbejdsmarkedet.
Altså, det er jo en meget større grad af selvstændighed, der kræves.
[...] Der er jo meget større krav til sociale kompetencer hos den enkelte medarbejder i ordinær produktionen. Ikke dermed sagt, at mennesker med funktionsbegrænsninger ikke kan opfylde dem, men kvantitetsmæssigt stilles der jo også større og større krav.”
Disse indtryk finder umiddelbart støtte i en nyere undersøgelse af danskernes arbejdsmiljøforhold. Således finder Elm Larsen (2003:176f ), at andelen af beskæftigede personer, der synes, at deres arbejde er fysisk og psykisk krævende, er stigende i perioden fra 1986 til 2000, hvilket yderligere skal ses på baggrund af, at denne andel var faldende i perioden fra 1976 til 1986. Herudover viser analysen, at andelen af beskæftigede, der finder, at de har et dårligt arbejdsmiljø, ofte er udsat for tunge løft i arbejdssituationen og ofte er udsat for risiko for arbejdsulykker, steg i perioden fra 1976 til 2000 (Elm Lar-sen, 2003:184f ). Disse udviklingstendenser, der yderligere skal ses i lyset af den arbejdsmiljømæssige indsats, der har fundet sted i den mellemliggende periode, samt udbredelsen af maskinel i arbejdspro-cessen, indebærer, at arbejdsmarkedets rummelighed ikke generelt kan siges at være blevet forøget i forhold til personer med fysiske funktionsnedsættelser. Ligesom den oplevede risiko for nedslidning eller arbejdsulykker heller ikke lader til at være reduceret i løbet af den pågældende periode.
Herudover sporer Thaulow og Friche (2000:13ff ) et skifte i den manuelle produktion fra et individualiseret produktionsmønster i retning af en mere samarbejdsorienteret arbejdsproces i selvfunge-rende grupper. Selvfungeselvfunge-rende grupper karakteriseres ved, at med-arbejderne i højere grad selv tilrettelægger arbejdet, end tilfældet er det i et mere traditionelt individualiseret produktionsmønster. I forlængelse af ovenstående citat finder Thaulow og Friche (2000:15),
at organiseringen af arbejdet har stillet øgede krav til medarbejdernes personlige og almene kompetencer som eksempelvis læse-, skrive- og kommunikationsfærdigheder, mens det på baggrund af undersøgel-sen er mere uklart, om arbejdsintensiteten og produktivitetskravene er blevet øget. Organiseringen af arbejdsprocessen i selvfungerende grupper kan imidlertid udgøre en barriere for handicappedes beskæf-tigelsesmuligheder, idet den forøgede gensidige afhængighed mel-lem medmel-lemmerne af gruppen kan forventes at indsnævre normali-tetsgrænserne mellem medarbejderne. Personer, der har vanskeligt ved at imødekomme de krav, som samarbejdet i de selvfungerende grupper stiller, konfronteres ifølge Thaulow og Friche (2000:16) således med en risiko for marginalisering i grupperne, hvilket i sidste instans kan resultere i ophør på arbejdspladsen. Sådanne problemer kan eksempelvis opstå i det tilfælde, en person med en fysisk eller indlæringsbestemt funktionsnedsættelse enten har vanskeligt ved at følge tempoet i gruppens arbejde eller oplever vanskeligheder med at håndtere forandringer i gruppens arbejdsopgaver.
I forhold til disse udviklingstendenser indebærer forandringen i erhvervsstrukturen fra en overvejende industrielt funderet økonomi i retning af en mere serviceorienteret produktionsform et poten-tiale for en øget rummelighed for gruppen af personer med fysiske handicap, da der i de fleste serviceerhverv stilles større krav til de uddannelsesmæssige færdigheder end til den fysiske formåen. Denne udvikling i erhvervsstrukturen indebærer, i sammenhæng med en stigende bogliggørelse af en række håndværks- og produktionsmæs-sige erhverv, imidlertid en barriere over for gruppen af personer med kommunikative og indlæringsmæssige funktionsnedsættelser.
Ligeledes har regionalt betingede forskelle i erhvervsstruktur også indflydelse på forekomsten af funktionsnedsættelser, der kan rela-teres til nedslidnings- og arbejdsskader, ligesom den regionale virk-somhedssammensætning dels har generel betydning for beskæftigel-sesmulighederne for personer med handicap, dels – mere specifikt – i forhold til omplaceringsmulighederne for personer, der pådrager sig en funktionsnedsættelse undervejs i livsforløbet.
De strukturelle udviklingstendenser, der har karakteriseret arbejds-markedet i løbet af de seneste par årtier, peger således ikke i en enty-dig retning, når det gælder udviklingen i arbejdsmarkedets
rumme-lighed i forhold til beskæftigelsesmurumme-lighederne for personer med handicap.
3.1.2 Konjunkturelle faktorer
I modsætning til den flertydighed, der karakteriserer den strukturelle udvikling på arbejdsmarkedet, lader de konjunkturelle udsving i øko-nomien til at have en mere entydig betydning for beskæftigelsesmu-lighederne for personer med handicap. Det generelle indtryk blandt alle interviewpersonerne er, at personer med handicap i forhold til ikke-handicappede arbejdstagere er særligt vanskeligt stillede i for-hold til arbejdsmarkedet, når beskæftigelsen er i tilbagegang, hvilket belyses i det følgende udsagn fra en af AF’s handicapkonsulenter:
“Her i [regionen] har vi jo stor arbejdsløshed, kan man sige, og i og med at der ikke er efterspørgsel på arbejdskraft generelt, så er der jo heller ikke rigtig på handicappede, som jo så er den næste gruppe, som arbejdsgiverne begynder at interessere sig for, når der ikke er flere, hvad skal man sige, ‘normale’ tilbage. Det har jeg hørt mine kollegaer, især i trekantsområdet, fortælle om, at når der ikke var flere af de såkaldt ‘almindelige’ tilbage, jamen så så arbejdsgiverne lige pludselig en mulighed for at ansætte handicappede, fordi alternativet var, at enten så ansatte de en handicappet med en eller anden funk-tionsnedsættelse, eller også var der ikke nogen at ansætte. Så der har jeg hørt, at der skulle komme en øget efterspørgsel [på medarbejdere med handicap] i forbindelse med opsvinget.”
Oplevelsen af et arbejdsmarked, der er karakteriseret ved et overskud af arbejdskraft, illustreres i det følgende citat af en af de interviewede personer med handicap:
“Det er mere besværligt, når man ringer op til en virksomhed og siger: ‘Jeg er ledig’, og de siger: ‘Jamen tillykke, det er der et par hundrede tusinde andre, der også er!’ Og så er jeg handicappet oven i. Det er svært at sælge over for virksomheden, at de skal tage en chance med mig, når der står 100 lige så veluddannede eller mere veluddannede med mere erfaring end jeg, og så overbevise dem om, at de skal tage mig […], men det, der er sådan lidt frustrerende, det er, at der går så lang tid, inden jeg ligesom får en chance.”
De barrierer, som en afdæmpet eller negativ økonomisk konjunktur-udvikling kan udgøre i bestræbelserne på at finde fodfæste på arbejds-markedet hos personer med handicap, manifesterer sig imidlertid også i forhold til gruppen af personer med handicap, der allerede er i beskæftigelse. Vedrørende problemstillingen om virksomhedernes overvejelser om fastholdelse af medarbejdere med et arbejdsrelateret handicap anlægger en af AF’s handicapkonsulenter følgende betragt-ning:
“Den anden side af sagen, det er så noget med, om man kan blive på arbejdsmarkedet, og om man kan få indsluset folk på arbejdsmarke-det, det har jo også noget med konjunkturerne at gøre. [...] For jeg er da sikker på, at hvis ledigheden fortsætter, som det går lige nu, hvem er det så, der kommer først ud af arbejdsmarkedet? Det er da folk, der har en eller anden form for skavank.”
Disse tendenser genfindes også i Rosdahl og Uldall-Poulsens (2003) analyse af drivkræfterne bag ledernes sociale engagement. I under-søgelsen findes det således, at fastholdelse af marginaliseringstru-ede medarbejdere primært er at anskue som et ‘overskudsfænomen’, mens integration af arbejdsmarkedsgrupper med en vurderet nedsat arbejdsevne primært følger virksomhedernes almindelige rekrutte-ringsbehov og dermed selvsagt er underlagt de konjunkturelle bevæ-gelser i samfundsøkonomien. Det overordnede indtryk af de kon-junkturelle bevægelsers indflydelse på beskæftigelsesmulighederne for personer med handicap er således, at denne gruppe indtager et yderligt mandat på arbejdsmarkedet (se også Croxen, 1984).
I forlængelse heraf udtrykker en af de interviewede personer med handicap dog en vis grad af optimisme i forhold til de fremtidige perspektiver for handicappedes beskæftigelsesmuligheder, da den relative mangel på arbejdskraft, der imødeses i løbet af de kommende årtier, således må forventes at indebære en højere efterspørgsel på arbejdskraft blandt personer med handicap:
“Problemet er nok igen for at slutte en ring, at hvis folk er tilbøjelige til at tage det sikre kort, og hvis folk er tilbøjelige til at svippe over og lade klappen falde ned og kigge på handicappet før kvalifikationerne, så har vi et problem i [en] lavkonjunktur. Jo større ledighed, jo større
problemer. Men jeg ser positivt [på det], fordi det ser ud til, at der bliver knaphed på arbejdskraft.”
3.1.3 Sammenfatning: et yderligt mandat på arbejdsmarkedet
Mens den strukturelle udvikling på arbejdsmarkedet ikke peger i en entydig retning i forhold til beskæftigelsesmulighederne for personer med handicap, så tyder det på, at personer med handicap indtager et yderligt mandat på arbejdsmarkedet i forbindelse med afdæm-pede eller negative økonomisk-konjunkturelle udviklingsforløb, hvor beskæftigelsen er i tilbagegang.