Vi udarbejdede dette projekt på baggrund af en oplevelse af mangel på viden og redskaber i at støtte kvinden, som gennemgår en provokeret sen abort på grund af anomali hos barnet. Vi var ligeledes interesserede i at undersøge hvordan kvindens brudte narrativ, forårsaget af tab, sorg og lidelse forbundet med den provokerede sene
abort, kan blive helt igen. Formålet med projektet var derfor dels at undersøge, hvilke oplevelser kvinder kan have af at gennemgå en provokeret sen abort på grund af anomali hos barnet, og dels at finde frem til hvordan jordemoderen med en narrativ tilgang kan støtte kvinden i at forme et helt narrativ.
I undersøgelsen af projektets problemstilling har vi inddraget primær empiri udarbejdet på baggrund af narrative interviews (Field 2012a; 2012b; 2012c). For at supplere og underbygge den engelske primærempiri, har vi udført tre narrative interviews i en dansk kontekst. Vi har anvendt Cheryl Mattinglys perspektiver på narrativer som sammenhængende med heling, som den teoretiske viden om narrativer (Mattingly 2005a; 2005b). Projektet hviler på et fænomenologisk-hermeneutisk grundlag, hvilket betyder, at vi har lagt vægt på at opnå indsigt i livsverdenen hos nogle kvinder, der har gennemgået en provokeret sen abort og søgt at opnå en forståelse af deres situation.
På baggrund af det, vi i projektet har fundet, kan vi konkludere, at der er mange forskellige oplevelser forbundet med at gennemgå en provokeret sen abort på grund af anomali hos barnet. Disse forskellige oplevelser havde generelle fællestræk. Det er blevet klart, at disse fællestræk ikke kan overføres direkte til andre kvinder, da oplevelsen af at gennemgå en provokeret sen abort er individuel. Dette stemmer overens med et af målene for projektet, som netop var at finde ideografisk viden. En baggrundsviden om de mange forskellige oplevelser af fænomenet ”kvinders oplevelser af en provokeret sen abort” kan være vigtig for jordemoderen at have, da det kan give hende yderligere forståelse for dette fænomen. Dermed kan jordemoderen have bedre mulighed for at støtte kvinden. Med narrativ teori som analytisk fortolknings- og forståelsessramme har vi gennem projektets kvalitative undersøgelse dog også vist, at kvinder i høj grad har noget til fælles, til trods for forskellige individuelle oplevelser.
Det de har til fælles er, at den provokerede sene abort har været et brud på narrativet om at få et barn. Med en forståelse af hvor vigtig heling fra lidelse forbundet med bruddet på narrativet er, kan jordemoderen ved at tænke kvindens oplevelse som en del af et helt narrativ, bedre støtte kvinden med en narrativ tilgang.
I projektets undersøgelse fandt vi frem til, at genopbygningen af det brudte narrativ og udformningen af et helt narrativ handler om, at kvinden må redefinere det oprindelige plot, handle hen mod plottet gennem bestemte valg og handlinger og tilskrive mening og sammenhæng til oplevelsen. En redefinering af det oprindelige plot er nødvendig, da den provokerede sene abort har bevirket, at fremtiden med barnet eller drømmen herom ikke længere kan indfries. Handlen hen i mod plottet gennem bestemte valg og handlinger under forløbet af den provokerede sene abort, er afgørende for udformningen af narrativet, og for om det bliver helt eller ej. Der skal desuden tilskrives mening og sammenhæng til det uforståelige i at skulle opleve at gennemgå en provokeret sen abort på grund af anomali hos barnet, således at oplevelsen kan give mening i et helt narrativ.
Genopbygningen af det brudte narrativ gennem udformning af et helt narrativ, fandt vi kan være en del af heling fra lidelse, forbundet med tab og sorg efter en provokeret sen abort.
På baggrund af det, vi har fundet frem til i projektets undersøgelse, kan vi konkludere følgende. Da kvindens narrativ er foranderligt, udvikles i en proces og er interrelationelt, har jordemoderen gennem emplotment mulighed for at støtte kvinden i at udvikle eller begynde at forme et helt narrativ. Det er her vigtigt for jordemoderen at have viden om de ovennævnte dele i udformningen af et helt narrativ, for at hun med en narrativ tilgang kan støtte kvinden i at opnå heling fra lidelse. Jordemoderen kan støtte redefineringen af det oprindelige plot gennem dialog og italesættelse af det tab, og den lidelse og sorg, der kan være forbundet med at gennemgå en provokeret sen abort på grund af anomali hos barnet. Herved støttes kvinden til at se en ny fremtid uden barnet, hvori redefineringen af plottet ligger. For at støtte kvinden i at handle hen mod plottet kan jordemoderen informere kvinden om muligheden for aktivt gennem valg og handlinger at forme et helt narrativ. Dernæst kan hun fremlægge mulige handlinger og valg under forløbet og slutteligt skal hun respektere, de valg og handlinger kvinden ønsker at tage og udføre. Tilskrivning af mening og sammenhæng kan jordemoderen understøtte i forløbet ved at skabe rum til, at kvinden kan fortælle om og få afklaret, det hun finder uforståeligt. Efterfølgende kan jordemoderen opfordre kvinden til at kommunikere med andre kvinder, der også har gennemgået en provokeret sen abort, deltage i en opfølgende samtale med kvinden, og i en eventuel ny graviditet italesætte
oplevelsen for at understøtte tilskrivningen af mening og sammenhæng. Et perspektiv der kom frem var, at ikke alle kvinder nødvendigvis oplever et tab af barnet. Nogle oplever nærmere et tab af drømmen om fremtiden med barnet. Vi fandt dog, at den narrative tilgang alligevel kan anvendes i støtten uanset hvordan tabet opleves af kvinden.