Et helt narrativ

Vi vil i de to nedenstående afsnit analysere, hvorledes henholdsvis handling og fortælling kan være en del af udformningen af et helt narrativ og dermed bidrage til

heling fra lidelse. I den første analyse anvendes narrativ teori, herunder særligt den første synsvinkel (Mattingly 2005a; 2005b), og den primære empiri “Going through labour and birth” (Field 2012a) og ”Treatment, care and communication” (Ibid 2012b).

I den anden analyse anvendes narrativ teori, særligt den anden synsvinkel (Mattingly 2005a; 2005b), og den primære empiri ”Coping with bereavement – womens experiences” (Field 2012c). Citater fra casematerialet vil blive inddraget i begge analyser.

10.3.1 Heling gennem handling

Mattingly forklarer, at handlinger udføres i helingsdramaet for at bestemte narrativer formes og andre narrativer undgås, hvilket kan føre til håb for fremtiden. Denne handlen kan dermed virke helende for den, der oplever lidelse (Mattingly 2005a:22). Dette kan blandt andet ses i følgende udsagn af en kvinde, der bevidst forsøgte at forme et bestemt narrativ:“[…], but I wanted to be happy, or as happy as I could be, that things had gone exactly the way I wanted them to be”(Field 2012a:A). Denne kvinde havde overvejet, hvordan hun ønskede, at forløbet skulle foregå for at undgå senere, at fortryde ting hun gjorde eller ikke fik gjort. Dette kan vise, at hun forsøgte at forme et for hende meningsfuldt og helt narrativ. Dette underbygges af en af de interviewede i casematerialet: ”Man skal egentlig prøve, når man går ind i sådan en her[en provokeret sen abort], man skal jo tænke igennem[…] hvad vil du, vil du se det, skal hun begraves, skal hun have et navn[…]” (Kvinde 1). På baggrund af Mattinglys teori kan heraf udledes, at kvinden kan handle bevidst i et forsøg på at forme et helt og meningsfuldt narrativ, som den provokerede sene abort er en del af, og som kan give mulighed for at opnå heling. At kvinden kan forme sit narrativ i en bestemt retning, kan ydermere henlede til, at hendes narrativ kan være foranderligt.

Helingsdramaet indeholder forskellige former for dramatisk indhold, som er med til at forme narrativet. Det dramatiske indhold kan blandt andet være ”farer” eller

”forhindringer”, der skal overkommes for at nå et ønsket plot (Mattingly 2005b:85).

Dette kan sidestilles med de mange valg og beslutninger, som kvinderne bliver stillet overfor, før, under og efter den provokerede sene abort (Field 2012a). Der er mange ting kvinderne kan tage stilling til, for eksempel valg af smertelindring og om de vil se barnet eller ej, og det kan måske være vanskeligt at træffe valg. Dette kan ses i denne

kvindes udtalelse: ”Vi blev lige pludselig i tvivl, om vi ville se ham faktisk, fordi det var så voldsomt.” (Kvinde 3). Heraf kan måske udledes, at det kan være svært at vide på forhånd hvilken beslutning, der vil lede til det ønskede plot. Andre af kvinderne var mere sikre på, hvilke valg de skulle træffe for at nå deres ønskede plot. ”Jordemoderen spurgte om jeg ville se hende, og det havde jeg selvfølgelig overvejet inden, om jeg ville, og det ville jeg” (Kvinde 1). Kvinde 2 ønskede ikke at se barnet. Det ses, at disse kvinder vidste hvilket plot, de ønskede at handle hen imod, men at deres plots var individuelle, og derfor traf de også forskellige valg for at nå plottet. De valg, der træffes af kvinden under en provokeret sen abort, kan på baggrund af Mattinglys teori ses som handlinger, der udføres for at nå til et ønsket plot (Mattingly 2005a:23). Det kan heraf udledes, at disse valg og handlinger dermed kan blive afgørende for udformningen af kvindens narrativ om den provokerede sene abort, og for om dette narrativ bliver helt eller ej.

Mattingly anfører, at den sundhedsprofessionelle og patienten interagerer i et helingsdrama ved at indgå i en form for forhandling, den såkaldte emplotment, om hvad det ønskede plot er, og hvorledes det kan opnås (Mattingly 2005b:2). I analysen af

”Relationen til jordemoderen” fandt vi at kvinder kan ønske at jordemoderen skal give informationer om fødselsforløbet, og at hun skal være en aktiv del af forløbet. Med udgangspunkt i narrativ teori kan behovet for at få information og at have en aktiv jordemoder være et udtryk for, at kvinden på den ene side kan ønske at indgå i en forhandling med jordemoderen om plottet, og om hvorledes narrativet om forløbet skal udvikle sig. Et citat af Kvinde 2 viser på den anden side, at den sundhedsprofessionelle ønskede at forhandle om hvorvidt kvinden skulle se barnet eller ej. ”Hun [sygeplejersken] spurgte igen, om ikke vi ville se det[barnet], men det sagde vi nej til”

(Kvinde 2). Med baggrund i Mattinglys teori kan disse forhandlinger ses som emplotment i et helingsdrama. Dette kan vise, at narrativet om den provokerede sene abort formes i relationen mellem kvinden og jordemoderen i en proces. Vi anser det derfor som vigtigt, at jordemoderen, når hun varetager en provokeret sen abort, er bevidst om, at hun er aktør i et helingsdrama. Dette anser vi som vigtigt, da aktørrollen kan være hendes mulighed for at støtte kvinden i at nå sit ønskede plot og dermed i at forme et helt narrativ. Heraf kan udledes, at jordemoderen kan have en rolle i

forandringen af det brudte narrativ til et helt narrativ. Derved kan jordemoderen måske også understøtte heling fra lidelse forbundet med den provokerede sene abort.

Sammenfattende af analysen i dette afsnit kan siges, at nogle kvinder kan være bevidste om at opnå et ønsket plot og dermed forme et helt og meningsfuldt narrativ om den provokerede sene abort ved at træffe valg og fravalg og udføre bestemte handlinger. At narrativet er foranderligt, og at plottet kan være individuelt, fandt vi også. Valg og handlinger under den provokerede sene abort kan være afgørende for udformningen af narrativet, og for om det bliver helt eller ej. Vi fandt, at narrativet kan formes i en proces og i relationen mellem kvinden og jordemoderen gennem emplotment i et helingsdrama. At jordemoderen er aktør i dette helingsdrama, anser vi for at kunne være en mulighed for, at hun kan støtte kvinden med en narrativ tilgang.

10.3.2. Heling gennem fortælling

Mattingly forklarer, at det at fortælle sit lidelsesnarrativ kan indebære et helingspotentiale, for den som oplever lidelse (Mattingly 2005a:14). Den primære empiri viste, at kvinderne oplevede, at det var en hjælp at kommunikere med andre kvinder, der også havde oplevet en provokeret sen abort. Kvinderne oplevede også at være meget kede af det, i tiden lige efter den provokerede sene abort, men med tiden fik de det bedre (Field 2012c). Dette kan blandt andet ses i denne kvindes udtalelse: ”[…]

but I am okay now. I am alright. I can talk about it without having to bursts into tears or you know things like that” (Field 2012c:A). Heraf kan udledes, at der over tid sker en mindskelse af sorg og lidelse gennem kommunikation med andre kvinder om oplevelsen af den provokerede sene abort. Det at kvinderne i den primære empiri og kvinderne i casematerialet fortalte om deres oplevelse af at gennemgå en provokeret sen abort, kan dermed på baggrund af Mattinglys teori (2005a) udledes til at være en del af udformningen af et helt narrativ. Det kan desuden udledes, at det kan indebære et helingspotentiale i sig selv, at kvinden hører sig selv fortælle sin eget narrativ om oplevelsen af den provokerede sene abort.

Ifølge Mattingly kan der gennem fortællingen af lidelsesnarrativet tilskrives mening til det uforståelige, og sammenhæng til det kaos, som er opstået som følge af lidelse.

Herved kan der ske en form for heling (Ibid:18). Kvinderne i primærempirien gav udtryk for, at der kunne skabes mening med at have gennemgået en provokeret sen abort, og nogle forsøgte at opnå mening ved at finde en logisk forklaring på, hvorfor netop de skulle opleve dette (Field 2012c). Dette kan ses i denne kvindes udtalelse: ”I think, for me, one of the reasons in coming to terms with it a bit more, coming out of depression, was thinking, 'I want to put this experience to some good use.” (Ibid:B). Af ovenstående kan udledes, at kvinden gennem fortælling af narrativet om den provokerede sene abort, kan tilskrive mening og sammenhæng til oplevelsen, hvilket kan resultere i en form for heling. At kvinderne ønskede at fortælle kan vise, at de havde et behov for at få tilskrevet mening og sammenhæng til, at de skulle opleve den lidelse, der kan være forbundet med at gennemgå en provokeret sen abort. Ovenstående kan henlede til, at tilskrivningen af mening og sammenhæng til lidelse kan ses som en del af, at kvinden får formet et helt narrativ.

Lidelse kan ifølge Mattingly bevirke, at den ramte mister retning i livet, da fremtiden nu ikke bliver som forventet. Derfor skal den lidelsesramte begynde at se fremtiden på en anden måde, hvilket kan ske gennem fortælling af narrativet om lidelse (Mattingly 2005a:18). En af de interviewede sagde: ”Hvad skal barnet hedde, hvor skal puslebordet stå, hvem skal med til barnedåb? […] Det var et barn, som jeg ikke fik, som jeg skulle have haft” (Kvinde 1). En anden af de interviewede sagde: ”Det [barnet] var noget, vi havde gået og drømt om, som lige pludselig ikke lykkedes […] er det ikke meningen vi skal have flere børn? Det var som at få knust den drøm” (Kvinde 2). Dette kan vise, at kvinder allerede tidligt har en drøm om en fremtid sammen med barnet, men at denne fremtid ikke bliver som forventet. Dermed sker der en form for brud i det narrativ, de allerede havde påbegyndt. Det kan derfor blive nødvendigt, at de herefter begynder at se deres fremtid på en anden måde. Af ovenstående kan udledes, at kvinden forholder sig til barnet, der ikke blev til eller til drømmen, der blev knust gennem fortælling af narrativet om den provokerede sene abort. Det oprindelige plot for fremtiden redefineres herved, så der skabes et nyt plot, hvor det mistede barn eller den mistede drøm har en særlig, men ikke fysisk plads. Det ovenstående kan med udgangspunkt i narrativ teori (Mogensen 2005:6) vise, at kvindens narrativ udvikles i en proces. Her er narrativet påbegyndt i fortiden, bruddet i narrativet, handlinger i nutiden

og det redefinerede plot for fremtiden afgørende for udformningen af kvindens narrativ.

Redefinering af det oprindelige plot kan dermed anses for at være et led i genopbygningen af det brudte narrativ og i heling fra lidelse.

Det er igennem analysen i dette afsnit kommet frem, at det er vigtigt for kvinden, at kommunikere med andre kvinder om oplevelsen af at gennemgå en provokeret sen abort. På denne måde kan hun udnytte helingspotentialet i fortælling og over tid få det bedre. At kvinden fortæller sit narrativ kan desuden være en del af, at hun får tilskrevet mening og sammenhæng til det uforståelige i, at hun skulle gennemgå en provokeret sen abort. Dette fandt vi kan være en del af at forme et helt narrativ. Vi fandt også frem til, at kvindens narrativ udvikles i en proces afgjort af fortiden, nutiden og en ønsket fremtid. Redefinering af kvindens oprindelige plot er et led i denne proces, og kan dermed også være et led i udformningen af et helt narrativ.