og det redefinerede plot for fremtiden afgørende for udformningen af kvindens narrativ.
Redefinering af det oprindelige plot kan dermed anses for at være et led i genopbygningen af det brudte narrativ og i heling fra lidelse.
Det er igennem analysen i dette afsnit kommet frem, at det er vigtigt for kvinden, at kommunikere med andre kvinder om oplevelsen af at gennemgå en provokeret sen abort. På denne måde kan hun udnytte helingspotentialet i fortælling og over tid få det bedre. At kvinden fortæller sit narrativ kan desuden være en del af, at hun får tilskrevet mening og sammenhæng til det uforståelige i, at hun skulle gennemgå en provokeret sen abort. Dette fandt vi kan være en del af at forme et helt narrativ. Vi fandt også frem til, at kvindens narrativ udvikles i en proces afgjort af fortiden, nutiden og en ønsket fremtid. Redefinering af kvindens oprindelige plot er et led i denne proces, og kan dermed også være et led i udformningen af et helt narrativ.
bestemt plot og dermed forme et meningsfuldt narrativ om livet (Mattingly 2005b:6,13).
Hvis kvinden holder fast i det plot, hun på forhånd har tilskrevet narrativet om fremtiden med det ventede barn, vurderer vi dog, at det kan være svært for hende at komme videre og opnå heling fra lidelse og sorg over tabet. Det oprindelige plot kan nemlig have vanskeligt ved at give mening til fremtiden uden barnet. Vi anser det derfor som mere sandsynligt, at et helt og nyt narrativ kan formes, og heling fra lidelse kan ske, hvis kvinden dels er villig til at redefinere sit plot, og dels er bevidst om, at hun har muligheden for aktivt gennem sine valg og handlinger at forme et helt narrativ. Vi mener at det kan være vigtigt, at jordemoderen støtter kvinden i dette gennem information om muligheden for at forme et helt narrativ.
I analysen af ”Oplevelsen af fødslen” fandt vi frem til, at det er vigtigt, at kvinden får valgmuligheder, for eksempel om smertelindring og om at se barnet eller ej, og at deres beslutninger bliver respekteret. I analysen af ”Heling gennem handling” fandt vi, at kvinden gennem bestemte valg og handlinger kan forsøge at opnå sit ønskede plot, dermed forme narrativet om den provokerede sene abort og herigennem have en mulighed for at opnå heling fra lidelse. For at jordemoderen kan støtte kvinden i at nå det ønskede plot og i at forme et helt narrativ, kan det derfor være vigtigt, at jordemoderen fremlægger mulige valg og handlinger for kvinden under forløbet.
Hvornår jordemoderen skal fremlægge mulige valg og handlinger i forløbet, mener vi, kan diskuteres. Kvinden kan på den ene side have svært ved at forholde sig til mulige valg og handlinger, før de bliver aktuelle i en konkret situation. For eksempel kan det være svært for kvinden på forhånd at vide, om hun ønsker at se barnet eller ej efter fødslen. På den anden side kan det være svært for kvinden at træffe et valg, hvis det først fremlægges for hende, i det øjeblik, det bliver aktuelt, da hun kan have behov for tid til at overveje sit valg. Hvornår jordemoderen skal fremlægge mulige valg og handlinger, mener vi derfor kan være vanskeligt at give et generelt svar på, da vi mener, at det kan være individuelt, hvilket tidspunkt, der opleves meningsfuldt for den enkelte kvinde. Jordemoderen kan derfor være nødt til at lave en vurdering af, hvornår det rette tidspunkt er i den individuelle situation. Samtidig er det afgørende, at de valg og handlinger kvinden tager beslutning om herefter respekteres af jordemoderen, for hun at kan støtte kvinden i at forme et for hende helt og meningsfuldt narrativ. Ydermere er det
vigtigt, at jordemoderen er opmærksom på, at det kan være uoverskueligt for kvinden at afgøre hvilke valg, hun ønsker at træffe og hvilke handlinger, hun ønsker at udføre.
Hvilken betydning valgene og handlingerne har for udformningen af hendes narrativ om den provokerede sene abort, kan nemlig være svært for hende at vide på forhånd. Hvis kvinden ikke føler sig i stand til at vælge, kan det muligvis modvirke udformningen af et helt narrativ. Hvorledes jordemoderen som aktør i et helingsdrama kan støtte kvinden, når hun ikke føler sig i stand til at vælge, diskuteres i nedenstående afsnit
”Jordemoderen som aktør i et helingsdrama”.
Hvis kvinden ikke ønsker valgmuligheder, eller hvis hun ønsker, at jordemoderen skal have en distanceret tilgang, kan det som vi ser det sandsynligvis være sværere for jordemoderen at støtte kvinden i at forme et helt narrativ. Med udgangspunkt i Mattinglys teori om narrativer, kan dette dog også ses som valg og handlinger hen i mod et ønsket plot. Jordemoderen kan være bevidst om at alle valg, også fravalg af for eksempel jordemoderens støtte, bevidst eller ubevidst for kvinden, kan være en del af hendes udformning af et helt narrativ. Derfor anser vi det for vigtigt, at jordemoderen også udviser respekt for de fravalg, som kvinden træffer.
11.2. Jordemoderen som aktør i et helingsdrama
I nedenstående afsnit vil vi diskutere jordemoderens rolle som aktør i det helingsdrama, der kan foregå i relationen mellem jordemoderen og kvinden.
I analysen af ”Relationen til jordemoderen” fandt vi, at det kan være vigtigt for kvinder, der gennemgår en provokeret sen abort i relationen til jordemoderen at møde indfølingsevne, venlighed, anerkendelse af situationen og empati i forbindelse med tabet af barnet. At forholdet eller relationen til jordemoderen overordnet set var god, var desuden vigtigt. Vi fandt i analysen af ”Heling gennem handling” frem til, at handlen hen imod et ønsket plot og en ønsket udformning af sit narrativ om den provokerede sene abort kan ses som et helingsdrama. Heri kan jordemoderen og kvinden interagere, og et helt narrativ kan opbygges gennem emplotment i relationen mellem dem. For det første kan det dog være vanskeligt for jordemoderen at vide hvilket narrativ, der for den enkelte kvinde opleves som et helt narrativ. For det andet, kan det være vanskeligt at
støtte kvinden i udformningen af det, da hun ikke nødvendigvis kender den enkelte kvindes ønskede plot. På baggrund af at vi i analysen ”Heling gennem handling” er kommet frem til, at kvinden har et ønsket plot, har vi en formodning om, at jordemoderen også kan have en forståelse for, hvad plottet i et helt narrativ kunne være.
For det tredje mener vi derfor, at der kan opstå vanskeligheder, hvis jordemoderen arbejder hen imod et bestemt plot, fordi hun antager, at netop det plot fører til et helt narrativ for kvinder, der gennemgår en provokeret sen abort. Jordemoderens plot kan være anderledes end kvindens, og derfor mener vi, at hun skal undgå at påføre kvinden sin egen forståelse af, hvad et helt narrativ er. For det fjerde kan det måske være vanskeligt for jordemoderen at støtte kvinden, hvis relationen mellem jordemoderen og kvinden ikke er god. At udvise for eksempel indfølingsevne, empati og anerkendelse kan være et middel for jordemoderen til at opnå en god relation til kvinden, og dermed til at kunne blive en aktør i helingsdramaet under den provokerede sene abort. For at imødegå disse vanskeligheder anser vi det derfor som vigtigt, at jordemoderen er bevidst om sin aktørrolle. Denne rolle kan være afgørende for hendes mulighed for at støtte kvinden i at forme et helt narrativ. At narrativet er foranderligt og udvikles i en proces, mener vi, desuden er en vigtig forudsætning for, at jordemoderen kan udnytte sin aktørrolle. Vi anser det også som vigtigt, at jordemoderen er åben overfor kvindens ønskede plot, og at hun går ind i forhandlingen om hvorledes, kvinden kan nå frem til et helt narrativ. Den gode relation mellem jordemoderen og kvinden, afgjort af blandt andet indfølingsevne, venlighed, evne til at udvise empati og anerkendelse af tabet hos jordemoderen kan måske medvirke til, at kvinden ønsker at delagtiggøre jordemoderen i hendes individuelle behov og ønsker. At få opfyldt individuelle behov, fandt vi i analysen af ”Relationen til jordemoderen”, var vigtigt for kvinderne under den provokerede sene abort. Vi ser muligheden for, at den gode relation mellem jordemoderen og kvinden, kan gøre det nemmere for jordemoderen at spørge ind til og møde kvindens individuelle behov og ønsker. At kende til kvindens individuelle behov og ønsker kan give jordemoderen en idé om, hvad det ønskede plot eller et helt narrativ kunne være for den enkelte kvinde. Med viden om individuelle behov og ønsker har jordemoderen måske også bedre mulighed for at støtte kvinden, der ikke føler sig i stand til at træffe valg, da jordemoderen kan støtte hende i at udføre de handlinger og træffe de valg, jordemoderen anser for sandsynligvis at kunne lede til et helt narrativ. At kende
til kvindens individuelle behov og ønsker kan også give jordemoderen en idé om, om kvinden er villig til at redefinere et plot, der kunne hæmme udformningen af et helt narrativ. Jordemoderen kan, ved at indgå i en forhandling med kvinden om mulige nye plots, skabe rum for denne redefinering.
På baggrund af ovenstående argumentation, og fordi narrativer er foranderlige og processuelle, vurderer vi, at jordemoderen kan udnytte sin rolle som aktør i et helingsdrama gennem den gode relation til kvinden. Her har det en betydning, at jordemoderen forsøger at blive bevidst om kvindens individuelle behov og ønsker, fremlægger valg og mulige handlinger og respekterer kvindens beslutninger. Derved kan jordemoderen med en narrativ tilgang støtte kvinden i at forme et helt narrativ og opnå heling fra lidelse og sorg forbundet med den provokerede sene abort.
11.3. Fortælling som helende
Vi vil i nedenstående afsnit diskutere hvordan udformningen af et helt narrativ og dermed heling fra lidelse forbundet med en provokeret sen abort kan understøttes gennem fortælling.
Det kom frem i analysen ”Heling gennem fortælling”, at kvinden har et behov for at fortælle sit narrativ, hvorved det utænkelige og uforståelige tilskrives mening og sammenhæng. At kvinden kan have behov for at få information om fødselsforløbet og om smertelindring, ser vi som et muligt udtryk for, at forløbet kan opleves uforståeligt.
At jordemoderen giver information til kvinden, mener vi derfor, er vigtigt, fordi jordemoderen herved kan afklare det, der er uforståeligt, hvorved kvindens tilskrivning af mening og sammenhæng kan understøttes. Jordemoderen kan dermed i forløbet støtte udformningen af et helt narrativ. At fysisk og psykisk smerte kan være en stor del af kvindens oplevelse af den provokerede sene abort, og at det kan være en anderledes fødsel end forventet, mener vi kan være svært at finde mening og sammenhæng i for kvinden. Gennem fortællingen af oplevelsen, ser vi muligheden for, at kvinden kan tilskrive mening til den store fysiske smerte ved at se den som koblet sammen med den psykiske smerte. Ligeledes ser vi muligheden for, at kvinden kan tilskrive mening og sammenhæng til, at det var en anderledes fødsel, ved at koble det med, at den indeholdt
stor psykisk smerte. Derfor mener vi på den ene side, at ved at kvinden fortæller om sine oplevelser, kan hun opnå mening og sammenhæng med det uforståelige. Dette kan anses for at have en opbyggende virkning på det brudte narrativ, da kvinden dermed vil få en følelse af at befinde sig i en meningsfuld og forståelig sammenhæng. På den anden side vil det betyde, at kvinden kan have svært ved at opnå mening og sammenhæng, hvis ikke hun får muligheden for at fortælle om sin oplevelse. Udformningen af et helt narrativ kan derved hæmmes.
Som vi fandt i analysen, sker der et brud på det narrativ, som kvinden havde startet fortællingen af før den provokerede sene abort. Bruddet bevirker en mistet retning for fremtiden, da det ikke længere er muligt for kvinden at nå til plottet om et raskt og levende barn. Vi anser det derfor som vigtigt, at der sker en redefinering af det oprindelige plot, for at kvinden igen kan opnå retning, begynde at se en ny fremtid uden barnet og forme et helt narrativ. En redefinering af plottet, mener vi på baggrund af analysen, kan ske ved at forholde sig til tabet gennem fortælling. Redefineringen sker dermed ikke nødvendigvis ved at gøre konkrete ting under forløbet for eksempel at se barnet, hvilket vi kom frem til i analysen, var forskelligt om kvinder ønskede eller ej.
Det er således ikke et succeskriterium, at plottet og narrativet bliver som kvinden oprindeliget havde forventet, men at det brudte narrativ genopbygges. Vi mener, at jordemoderen kan imødegå kvindens behov for en redefinering af plottet ved at støtte hende i at se en fremtid uden barnet og ved at italesætte den sorg, som kvinden kan opleve over det mistede barn eller den mistede drøm. Vi anser det for at være nødvendigt, at jordemoderen ikke er berøringsangst for at tale med kvinden, om oplevelsen af tabet af fremtiden med barnet. Jordemoderen dermed kan aktivt gennem dialog med kvinden om tabet støtte hende i udformningen af et helt narrativ. Det kan dermed have en helende virkning for kvinden at få italesat den lidelse, det kan indebære at gennemgå en provokeret sen abort. Hvis jordemoderen ikke evner, ønsker eller er opmærksom på at italesætte tabet og lidelsen, har jordemoderen ikke anvendt sin mulighed for at støtte kvinden i at opnå et helt narrativ og heling fra lidelse.
11.4. Heling gennem fortælling i efterforløbet
I nedenstående afsnit diskuteres hvorledes jordemoderen kan støtte udformningen af et helt narrativ gennem fortælling i forløbet efter udskrivelsen.
Når kvinden udskrives fra hospitalet, har jordemoderen ofte ikke mere kontakt med hende. Vi mener dog, at jordemoderen fortsat kan gøre brug af viden om, dels at fortælling har betydning for udformningen af et helt narrativ, og dels af at kvindens narrativ udvikles i en proces. Vi fandt i analysen af ”Heling gennem fortælling”, at kvinden oplevede, at det var en hjælp at kommunikere med andre kvinder, der havde oplevet at gennemgå en provokeret sen abort. Jordemoderen kan på baggrund af ovenstående opfordre kvinden til at opsøge støttegrupper eller andre kvinder, som også har gennemgået en provokeret sen abort, for eksempel gennem forældreforeninger eller fora på internettet. Derved kan jordemoderen understøtte udformningen af et helt narrativ og heling fra lidelse gennem fortælling. Vi mener desuden, at det er særdeles oplagt og bør prioriteres at jordemoderen, som har varetaget den provokerede sene abort, deltager i en opfølgende samtale med kvinden. Da jordemoderen kender til forløbet og har været til stede på et tidspunkt, hvor bruddet i kvindens narrativ blev meget tydeligt, kan hun nemmere støtte kvinden i at forme af et helt narrativ. Dette kan gøres ved at give plads og mulighed for, at kvinden kan fortælle om oplevelsen sammen med de perspektiver, der er fremkommet efter forløbet. Kvinden kan, som vi ser det, også have mulighed for i samarbejde med jordemoderen at få justeret sin tolkning af oplevelsen og narrativet, ved at spejle det i jordemoderens perspektiver på forløbet.
Herved kan jordemoderen støtte kvinden i at sætte oplevelsen ind i en forståelig og meningsfuld sammenhæng i et helt narrativ. Modsat kan jordemoderen måske hæmme kvinden i at forme et helt narrativ, hvis hun ikke formår at give kvinden plads og mulighed for ved behov at få fortolket uforståelige dele af oplevelsen.
Med viden om at der kan ske en heling gennem fortælling af narrativet, mener vi, at jordemoderen ligeledes kan være med til at fortælle videre på narrativet, når hun møder kvinden i konsultationen i forbindelse med en ny graviditet. Jordemoderen kan i journalen se, at kvinden tidligere har gennemgået en provokeret sen abort, og vi anser det som vigtigt, at jordemoderen lægger op til samtale om denne oplevelse. Dette kan
være vigtigt, da narrativer hænger sammen og udvikles i en proces, hvilket derfor kan betyde, at kvindens udformning af sit narrativ ikke stopper efter, at den provokerede sene abort er overstået, men at det vil danne grundlag for narrativet i den nye graviditet.
Dette kan være vigtigt for jordemoderen at have viden om, da det betyder, at hun fortsat kan støtte kvinden i dels at genopbygge et eventuelt stadigt brudt narrativ og i dels at forme et helt narrativ, som den nye graviditet er en del af. Ved at jordemoderen sammen med kvinden får italesat tabet og den drøm, der aldrig blev indfriet, kan kvinden dermed begynde at stræbe efter sammenhæng og mening i den nye graviditet.
11.5. Tabet og sorgen
Vi vil nedenfor diskutere anvendelsen af den narrative tilgang i forhold til hvordan tabet opleves af kvinden.
Vi har på baggrund af videnskabelige undersøgelser og vore egne oplevelser fra praksis haft en formodning om, at kvinder oplever en sorg over tabet af deres barn i forbindelse med en provokeret sen abort. I analysen ”Relationen til jordemoderen” blev denne formodning nuanceret, da vi fandt, at ikke alle kvinder nødvendigvis oplever et tab af barnet. Vi mener derfor, at det er vigtigt at jordemoderen er opmærksom på, at ikke alle kvinder oplever en sorg over tabet af barnet, men måske snarere en sorg over tabet af drømmen om at få et barn. Dette kan på den ene side betyde, at det er vigtigt, at jordemoderen ikke på forhånd antager og handler ud fra, at kvinden oplever tabet og sorgen på en bestemt måde. På den anden side kan det betyde, at det er nødvendigt, at jordemoderen finder ud af, hvorledes kvinden oplever tabet. Jordemoderen kan dermed bedre støtte kvinden i at opbygge et helt og meningsfuldt narrativ, som stemmer overens med kvindens syn på tabet. Hvis kvinden, som Kvinde 2 i casematerialet, oplever et tab og en sorg over den mistede drøm om barnet, vil hun efter vores mening og på baggrund af narrativ teori stadig kunne have brug for en tilskrivning af mening og sammenhæng, en redefinering af det oprindelige plot og at handle hen imod et meningsfuldt og helt narrativ. Vi anser målet med den narrative tilgang for at være, at kvinden gennem fortælling og handling former et helt narrativ og opnår heling fra lidelse. Den narrative tilgang kan jordemoderen dermed anvende i støtten til kvinden, uanset hvordan hun oplever tabet og sorgen.
11.6. Diskussion af metoden og kritisk refleksion over eget projekt Vi vil i de nedenstående afsnit kort diskutere dele af projektets metode og kritisk reflektere over eget projekt.
11.6.1. Ideografisk viden og en individuel tilgang
Projektets fænomenologiske grundlag betyder, at vi har antaget, at den enkelte kvindes oplevelser af sin livsverden, kun kan erfares af den hende, og dermed ikke direkte kan overføres til andre (Birkler 2009:105). Den viden vi har skabt i projektet er derfor ideografisk. Den anvendte primære empiri, underbygget af casematerialet, viste dog analytiske fællestræk i kvindernes mange forskellige oplevelser af at gennemgå en provokeret sen abort. Derfor anser vi det alligevel for sandsynligt, at projektets resultater kan anvendes til at sige noget generelt om fænomenet ”kvinders oplevelser af at gennemgå en provokeret sen abort”. Det kan være vanskeligt at vide, nøjagtigt hvordan den individuelle oplevelse er, og derfor kan de analytiske fællestræk ikke anvendes som en generel skabelon. Vi mener dog, at fællestrækkene kan være en vigtig baggrundsviden, som kan bidrage til en forståelse for fænomenet hos jordemoderen.
Samtidigt anser vi det for vigtigt, at jordemoderen i det enkelte tilfælde i praksis er bevidst om, at oplevelsen af en provokeret sen abort er individuel. Med narrativ teori som forklarings- og forståelsesramme kan vi således have vist en anderledes – mere idiografisk, erfaringsnær og procesorienteret tilgang til undersøgelsen af, hvad kvinder der har gennemgået en provokeret sen abort, oplever.
11.6.2. Anvendelsen af den primære empiri
Den primære empiri kan ses som en styrke for projektet, da det er en primær analyse af kvinders oplevelser af at gennemgå en provokeret sen abort, som derfor viser mangfoldige perspektiver af dette fænomen. Da forskernes primære analyse indeholder mange forskellige perspektiver, har det været nødvendigt at udvælge dem, der var mest relevante for undersøgelsen af projektets problemstilling. Vi mener, at det kan forsvares, at vi har udført udvælgelsen af de mest relevante dele af den primære empiri, da vi i projektet også forholder os til nogle af oplevelserne hos de kvinder, der ikke havde den generelle oplevelse.