Karakteristik af racerne ifølge Skandinavisk Fjerkræ-Standard (Pedersen-Bjergaard)

ASA 04 (Sort Plymouth Rock), farven er sort, men bortset herfra nærmer den sig HPR i produktionsegenskaber.

Fig. 6.1 ASA 04

Rhode Island Red vil man nærmest karakterisere som en æglægningsrace;

den har en kompakt krop med en kraftig og tæt befjering, farven er rød og på halsen stærkt glinsende, mens halefjerene kan være sorte, løb og tæer er stærkt gule eller kan ofte være lidt rødlige.

Kødansættelsen er mindre god, kød og fedt er gulligt og huden gul.

Fig. 6.2 Rhode Island Red

62

Hvid Wyandotte er en knap så god æglægger; den har en kort, dyb og bred kropsbygning. Fjerdragten er rigelig, men ikke for tætslut-tende til kroppen, grundfarven er enten hvid med et islæt af sort eller gyldenbrun med sort; løb og tæer er gule. Kødbeskaffenheden er tilfredsstillende, kødfarven er gullighvid og hudfarven lysegul.

Fig. 6.3 Hvid Wyandotte

Sort Australops er en mindre god æglægger, der ligner Plymouth Rock i kropsbygning. Befjering og dun er tæt, og farven er sort, løb og tæer er blege med sort pigmentering. Kødkvaliteten er middelgod, farven på kødet gullighvid, mens hudfarven er gul.

Laksefarvet Faverolles har en god ægydelse. Kroppen er dyb og svær, og bagpartiet er dybt og bredt. Hanens grundfarve er gul eller nær-mest laksefarvet med et islæt af sorte fjer, mens hønens fjerdragt er mere rødbrun med sorte aftegninger, løb og tæer er hvide eller kødfarvede. Kødet betegnes som saftigt og rigeligt i forhold til knoglebygning, og kyllingernes tilvækst er god. Hud- og kødfarve er hvid. Karakteristisk for Faverolles er en ekstra tå, der sidder over den sædvanlige bagtå, desuden har racen hageskæg samt fjer på løb og tæer.

Gul Orpington har en rimelig ægydelse, kroppen er kompakt med en særdeles stor dybde. Fjerfarven er ensartet over det hele og brunlig-gul med mørke aftegninger på hoved; løb og tæer er hvide eller

rød-Fig. 6.4 Laksefarvet Faverolles

lig farvede. Kødfylden er god, huden er tynd farve, og kødfarven er omtrent den samme.

fin med en hvid

Fig. 6.5 Gul Orpington

Lys Sussex betegnes som en flittig æglægger med en lang og bred krop. Fjerfarven er ren hvid med den karakteristiske, stærkt markere-de, sorte stribe på halsen; Sussex er et udmærket slagtedyr med

64

en god tilvækst og gode organoleptiske egenskaber, kød- og hudfarven er hvid.

Gul Plymouth Rock. Ægydelsen er god hos de udviklede stammer, kroppen er mere end middellang, bred, dyb og fyldig; fjer- og dunbeklædning er mindre stærkt udviklet, og fjerfarven er på overfladen ensartet i en stærk og mættet gul, mens underfarve og dun er lysere gule, løb og tæer er dog stærkt gule. Kødfylde og kødkvalitet er nogenlun-de, kødfarven er gullighvid og hudfarven gul.

I forsøget blev fra racen Gul Orpington indsat ca. 100 kyllinger, af Faveroiles 180 og fra de øvrige afstamninger knap 400 kyllinger.

I opdrætningstiden blev der holdt kontrol med tilvækst, foderforbrug og livskraft på den måde, at kyllingerne blev vejet holdvis, da de var 35 og 54 dage; ved 54 dage blev ASA 04 og krydsningen mellem 04 og Sort Australops slagtet, og de øvrige afstamninger blev vejet og slagtet ved alderen 74 dage. Ved forsøgets start var beregnet en opdrætningstid for alle afstamninger på ca. 56 dage; men på grund-lag af 35 dages vægten fandt man frem til, at de rene, alternative racer ved 56 dages alderen ville være for små til slagtning. Samtidig blev det skønnet, at ASA 04 og krydsningen ville have en acceptabel slagtevægt ved 56 dage, mens de øvrige racer fik opdrætningstiden forlænget til 74 dage.

Alle kyllinger blev kønssorteret og enkeltdyrvejet i opskåret til-stand, samtidig er der givet karakter for udseende, og brystvinklen blev målt; ved karaktergivningen anvendtes en skala fra 1 til 8, hvor 1 er dårligst og 8 bedst, i dette tal indgår en skønsmæssig bedømmelse af flere ting:

1) Brystets form og herunder brystbenets længde, brystets kødfylde, brystbenets symmetri, dvs. vandret og lodret 2) Lårenes form og herunder kødfylde på overlårene

3) Hudens udseende

4) Kyllingernes udseende i almindelighed.

Lavskoldede kyllinger blev i slagtet tilstand bedømt for pindethed og farve. I+år det gælder pindethed, er kyllingerne bedømt individu-elt, hvorimod bedømmelsen af farve udelukkende er foretaget holdvis, da en individuel bedømmelse ikke lod sig gennemføres med et rimeligt resultat. For alle afstamninger gælder det, at der blev bedømt 15

høner, som var identiske med dem, der blev brugt til analyse og organoleptisk bedømmelse.

Fra hver afstamning blev parteret ca. 20 hane- og 20 hønekyllinger;

disse kyllinger blev vejet umiddelbart før partering, og de parterede dele er beregnet i relation til vægt før partering. Kyllingerne blev parteret i vinger, brystkød med skind og uden ben, overlår med skind og knogler, underlår med skind og knogler samt rest be-stående af skrog, halsskind og ønskeben.

Fra hver afstamning blev udtaget 5 hønekyllinger til bestemmelse af tørstof, aske, råprotein og Stoldt fedt; til bestemmelse af stege-svind og til organoleptisk bedømmelse anvendte man lavskoldede og luftkølede kyllinger fra de forskellige afstamninger.

I den 1. undersøgelse, der omfattede alle afstamninger, blev måling af stegesvind samt organoleptisk bedømmelse foretaget 3 gange efter samme metode som beskrevet i afsnit 3; disse kyllinger blev optøet ved 5° C i ca. 22 timer og derefter i 2 timer ved stuetemperatur.

I den 2. undersøgelse, som omfattede dels afstamning 3-9 (side 6 0 ) , dels 2 frosne kyllinger indkøbt i detailhandlen, skete optøningen ved 4° C i ca. 23 timer og derefter i én time ved 20° C. Kyllingerne blev stegt i gryde med 3 gentagelser som beskrevet i "Råd og Resulta-ter med Tekniske Meddelelser" nr. 3 (1979). EfResulta-ter stegning omfat-tede bedømmelsen stegesvind, stegetid for 100 g grydeklar kylling, kødudbytte samt organoleptisk bedømmelse af smag, saftighed og træv-lethed af henholdsvis bryst- og lårkød; sidstnævnte bedømmelse fandt sted 3 x 3 dage med 13 gentagelser, og henholdsvis 5, 4 og 4 dommere deltog i bedømmelsen.

6.3 Forsøgets resultater

Rhode Island Red havde i hele opdrætningstiden den laveste tilvækst og vejede ved 74 dages alderen ca. 1300 g; dette kunne man også forvente, da denne race i højere grad må betragtes som en æglægnings-race end en slagteæglægnings-race; for de øvrige, alternative æglægnings-racer lå slutvæg-ten mellem 1430 og 1550 g. Sort Australops og Faverolles havde den største tilvækst i de første 5 uger, mens Gul Orpington havde den bedste slutvægt; det er overraskende, at Lys Sussex, der også i nogen grad betragtes som en æglægningsrace, på 74 dage opnåede en en vægt på knap 1,5 kg. Når det tages i betragtning, at alternative

66

racer ikke har været udsat for intens selektion for større tilvækst, må en vægt ved 10-11 uger på lidt under 1,5 kg være at forvente.

ASA 04 nærmede sig niveauet for almindelige slagtekyllinger, mens slutvægten hos krydsningen lå mellem ASA 04 og de alterntive racers slutvægt.

Tabel 6.1 Tilvækst g.ain

35 54 74 ^{tue^Lg/vt}

ASA 04 985