Med afsæt i ovenstående diskussion ses en mulig sammenhæng mellem, hvordan diskurserne fremstår i informationsmaterialerne og de oplevelser, som de gravide beskriver. Spørgsmålet er, om den nuvæ-rende diskurs på området er uhensigtsmæssig for de gravide, og hvilke krav det stiller til jordemode-ren i mødet med den gravide.
Hensigten med informationsmaterialet er kort og præcist at informere om tilbud og anbefalinger, hvori det skal fremgå, hvad disse bygger på. I diskursanalysen fandt vi, at informationsmaterialerne tager udgangspunkt i en diskurs om risici, som også bruges i forhold til diskursen om det normale. I informationsmaterialerne bliver der generelt lagt op til et tilbud om undersøgelser frem mod tilbuddet
om igangsættelse, hvis den spontane fødsel ikke indtræffer. Rammerne, for hvad den gravide tilbydes, bliver derfor undersøgelser og igangsættelse. Der bliver ikke lagt vægt på, hvilke muligheder den gravide har, hvis hun ikke ønsker igangsættelse. Når informationsmaterialerne formidler, at den gra-vide kan afvente spontan fødsel, er det inden udgangen af GA 42+0 (Bilag 3). Det er således kun i DSOGs bud på informationsmateriale, at det fremgår, hvilke tilbud der kan gives frem til spontan fødsel, hvis den gravide ikke ønsker igangsættelse (DSOG 2012). Man kan overveje, hvorfor de respektive fødeafdelinger har fravalgt denne information. Dette stiller krav til, at jordemoderen får formidlet, at der er tale om et tilbud, som den gravide ikke nødvendigvis skal tage imod. Endvidere hvilke alternativer til igangsættelse den gravide så tilbydes.
Hvis graviditeten har været og fortsat fremstår ukompliceret, må man overveje, hvilken betydning tilbuddet om undersøgelser har for den gravide. Dette når informationsmaterialerne tilbyder undersøgelser og kæder dem sammen med ord som ”komplikationer, lille risiko og barn”, som diskursanalysen viste (Bilag 3). Når risiko og komplikationer relateres til det ufødte barn, må det formodes, at det påvirker den gravide i et eller andet omfang. Har den gravide tro på egen krop og fortsat forventer en spontan fødsel, vil det måske have mindre betydning for hende. Hvis den gravide i forvejen føler sig som en fiasko, som Maimburg (2016) fandt, fordi fødslen ikke indsætter spontant, kan det måske skabe et yderligere pres og bekymringer (Maimburg 2016:22). Hertil er det relevant at overveje, hvilken slagkraft sammensætningen af undersøgelser og ”komplikationer, lille risiko og barn” har for de gravide (Bilag 3). Hvis anbefalingen beskrives i relation til eventuelle risici, finder den gravide det måske ikke relevant at spørge ind til alternativer til igangsættelse. Som det fremgår af diskursanalysen, bruges ”fuldt forsvarligt” om afventning fra undersøgelserne efter terminsdatoen frem til tilbuddet om igangsættelse, hvis forholdene er normale (ibid). Man må derfor overveje, om modpolen til dette implicit er ”uforsvarlig”, hvis den gravide ikke følger anbefalingen om igangsæt-telse inden GA 42+0. Når det ikke fremgår af informationsmaterialerne, hvilke alternativer der er til igangsættelse, må jordemoderen være sig dette bevidst, når hun møder den gravide, der har passeret terminsdatoen. Står informationsmaterialet alene, skaber det på baggrund af diskursen om risici, et billede af, at tiden efter terminsdatoen er forbundet med mulige risici for den gravide, hvor der er fokus på risikoopsporing og tilbud om igangsættelse. Når afsenderen herpå er læger og jordemødre, må informationsmaterialet forventes at fremstå med en vis autoritet, da de er eksperter inden for obstetrikken. Hvis jordemoderen er bevidst om, at informationsmaterialerne bærer præg af en diskurs om risici, kan hun i mødet med den gravide understøtte hende i, at graviditeten fortsat er ukompliceret, at barnet har det godt, og hun må stole på, at kroppen går i gang af sig selv, når den er parat.
Jordemoderen kan således italesætte, hvorfor man som gravid ikke er en fiasko, hvis hun ikke går i spontan fødsel i tiden omkring terminsdatoen, som fremgår i Maimburg (2016:22). Hvis den gravides situation italesættes med en diskurs om det normale, kan jordemoderen måske bidrage til at mindske følelsen af at være en fiasko samt følelsen af stigmatisering. Dette hvis det endvidere formidles, at det er fuldt forsvarligt at afvente spontan fødsel, hvorved skabes der mulighed for spontan fødsel i stedet for nedtælling til igangsættelse. Da jordemoderens selvstændige virksomhedsområde er den ukomplicerede graviditet, fødsel og barsel, må hendes mundtlige formidling ligeledes kunne forventes at have en påvirkning på den gravide, da hun med sin profession fremstår autoritær (VEJ nr 151 af 08/08/2001).
I diskursanalysen fandt vi, at diskursen om risici og om det normale er til stede. Dette vil de være uafhængigt af jordemoderen, da der er tale om skriftlig information, som bliver udleveret til den gravide, der har passeret terminsdatoen. Ligeledes tyder sammenfatningen af studierne på, at tiden, følelsen af at være patient, manglende inddragelse og en ændring i forventninger er noget, der går igen hos de gravide. Det er oplevelser, som ikke nødvendigvis kan tages fra den gravide, men hvis jordemoderen har fokus herpå i mødet med den gravide efter terminsdatoen, kan en italesættelse må-ske mindmå-ske disse følelser. Som tidligere nævnt har gravide ret til fyldestgørende information, som skal beskrive behandlingsmuligheder samt konsekvenserne, hvis en given behandling ikke iværksæt-tes (LBK nr 1188 af 24/09/2016:§16, pkt. 4). Da jordemoderen lovmæssigt er forpligtet til at informere fyldestgørende, må man formode, at dette bliver opfyldt. Informationsmaterialet bærer, ud fra diskursanalysen, præg af en forebyggende og risikoopsporende tilgang. Hertil lægger “Anbefalin-gerne for svangreomsorgen” (2013) op til, at der foruden fordele og ulemper ved igangsættelse skal tales om ”bekymringer ved at gå over tid” i den sidste jordemoderkonsultation (Sundhedsstyrelsen 2013:57). Da vi fandt en mulig sammenhæng mellem de gravides generelle oplevelser og informationsmaterialernes diskurser, må man overveje, at jordemoderen netop skal være bevidst om disse oplevelser, når hun spørger ind til eventuelle bekymringer ved at gå over tid. Det tyder på, at det er vigtigt, at tiden bliver italesat, så perioden efter terminsdatoen ikke fremstår som en nedtælling til igangsættelse og dermed som en begrænsning for den spontane fødsel. Ligeledes er det vigtigt, at der, på trods af muligheden for risici, på nuværende tidspunkt er tale om en graviditet, som er ukompliceret, hvorfor det fortsat er muligt at afvente spontan fødsel. Dette med henblik på at skabe fokus på graviditeten frem for at gøre de gravide til patienter med fokus på undersøgelser og risikoopsporing. Endvidere kan følelsen af at være en patient måske ændres, hvis undersøgelserne
bliver formidlet som at være til for at finde de børn, som har brug for at blive født. Hertil at det er forsvarligt at afvente spontan fødsel, hvis forholdene er normale. Dette skal ikke være med henblik på at få gravide til at gå imod anbefalingerne, men at der ikke bliver skabt et pres og en følelse af at få igangsættelse pålagt, som de fandt i Gatward et al (2010:5). Igangsættelse er et tilbud, hvilket jordemoderen skal formidle, men hun må endvidere overveje at formidle dét, som ikke står skrevet i informationsmaterialerne, og som ses at kunne påvirke de gravide. Her både alternativer til igangsæt-telse samt hvilke følelser, det er normalt at have i tiden efter terminsdatoen.
Jordemoderen har pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved at være opdateret omkring nyere viden, for at kunne “[...] imødekomme kvindens behov for tryghed, sikkerhed og medbestem-melse” (CIR nr 149 af 08/08/2001:§6; Birkler 2011b:171). I relation hertil skal jordemoderen i sin omsorg have tanke for, hvad det er der anbefales og på hvilken baggrund. Jordemoderens mundtlige information til de gravide kan være et sammenspil af flere ting. Måske er det tidspresset i konsultatio-nerne, som er 15-20 min, en vurdering fra jordemoderens side om, at igangsættelse er ønsket af den gravide eller information ud fra informationsmaterialet samt den lokale retningslinje, der er afgørende for, hvordan informationen formidles. Jordemoderens selvstændige virksomhedsområde indebærer den spontane fødsel fra GA 37+0 til 42+0 for den ukomplicerede graviditet (VEJ nr 151 af 08/08/2001). Hertil kan man spørge, om jordemoderens fokus skal være på dette, når den gravide er ukompliceret. Hvis fokus således er på normalområdet for spontan fødsel, kan det fjerne fokus fra diskursen om risici. Med tilbud om igangsættelse fra 41+4 må man overveje, om vi patientliggør ukomplicerede gravide (Bilag 3). Ifølge definitionen af termin ville den ukomplicerede gravide i dette tilfælde fortsat have tre dage, hvori den spontane fødsel kunne indtræffe. På trods af igangsættelse inden GA 42+0 og følelsen af at få pålagt en anbefaling, fandt Gatward et al. (2010) at nogle gravide, oplevede igangsættelse som positiv og ønskelig. Dette må jordemoderen ligeledes overveje, da informationen skal imødekomme de som ønsker igangsættelse såvel som de, der ønsker at afvente.