Der er stor forskel på, hvor mange venner de enkelte børn har haft uden for Farvergården, men nogle udtaler, at ungegruppen på Farvergården langt hen ad vejen kunne tilfredsstille behovet for kammerater. En af de unge understreger, at når det opleves som stigmatiserende at bo på døgninstitution, bliver det vigtigt med venskaber internt på Farvergården:
’Så det var ikke nemt at få nye venner, men jeg havde også nok i dem på Farver-gården…Vi byggede vores venskab op der på Farvergården, for vi var en masse [unge]. Det var en god gruppe på et godt tidspunkt. Vi var en masse unge, som kunne støtte hinanden og være sammen og tage hinanden med til alt muligt og så-dan. Så jeg behøvede egentlig ikke venner udefra, selvom jeg havde nogen.’ (ung 7)
Det at være i samme position og dermed også at kunne identificere sig med andre børns problemer, har ifølge nogle udtalelser været medvirkende til fællesskabet på Farvergården, f.eks.:
’Jeg tror bare, at vi har været samboer. Det har været sådan, at ok vi har noget sammen, vi har noget til fælles. Vi har alle sammen problemer og en grund til at være her og sådan noget, så vi har haft sådan noget fælles, der holdt os lidt sam-men.’ (ung 6)
Men det at være netop jævnaldrende fremhæves også eksplicit af flere:
’Jeg følte, det var helt fint. Samme unge mennesker, jævnaldrende mennesker og det var okay. Det synes jeg var fint. Det var ikke ligesom søskende, det var helt klart et andet slags forhold man havde.’ (ung 1)
’Vi var seks unge, der boede der på en gang i længere tid, og det var rigtigt dej-ligt.’ (ung 2)
Uanset om der på det givne tidspunkt har været gunstige betingelser for fællesskab med jævnaldrende i form af fysiske rammer bl.a. værelser i samme afdeling, har der også været pædagogisk ’frirum’ eller de unge har taget sig det, til at udfolde elementer i en ungekultur;
at gå sammen i byen, prøve at ryge, drikke alkohol osv. Ofte vil der på institutioner blive stillet ens krav til hele børnegruppen, men det er vigtigt med et individuelt fokus, det vil sige, at der skabes optimale udviklingsbetingelser for den enkelte. Dette udelukker dog ikke, at institutionen samtidig kan tilgodese at skabe betingelser for, at et fællesskab af f.eks.
jævnaldrende kan blomstre.
Et lille udsnit fra deltagerobservation på Farvergården viser en pige, der mangler ligeværdi-ge relationer:
Pigen er rimelig nyindflyttet. Hun bruger meget tid ved pc’en især som tilskuer til drenge, der spiller på pc’en. Pigen orienterer sig i det hele taget meget mod dren-ge, hun udtaler, at der ikke er noget at lave på Farvergården, at hun keder sig.
Kontaktpædagogen fortæller, at hun hjemme har været mors veninde, og at det er svært for hende, når der ikke er nogen jævnaldrende piger på Farvergården, så hun kan lære, hvordan en pige på hendes alder indgår i socialt samvær. Hun er for ung til at komme på udflugt og gå i byen med de store (som hun helst vil orientere sig imod) og for gammel til at være sammen med de mindre børn.
Ligeværdige relationer er en arena for sammenligning og jævnbyrdig diskussion, hvilket er udgangspunkt for læringspotentiale i forhold til social kompetence. Ud over betydningen af de mere strukturelle forhold vedrørende relationerne mellem jævnaldrende, har de jævnald-rende en stor gennemslagskraft, som stammer fra deres position som reference-gruppe i det sociale felt. De jævnaldrendes fælles position giver endvidere grundlag for sociale sammen-ligninger. Herom argumenterer Frønes (1994:163):
’Venskab, popularitet og dygtighed defineres ofte på basis af jævnaldermiljøet og vurderes af dette.’
I forhold til Farvergårdens målgruppe, er relationerne mellem børnene og deres forældre, således som de bliver tematiseret af Frønes,64 ikke bare uproblematiske. Den tætte relation og de forudsigelige handlinger i familien er påvirket af forskellige sociale og psykologiske problemer eller er eventuelt helt fraværende. Børnenes sociale relationer til andre jævnald-rende er for nogle børn tilsvajævnald-rende problematiske. Men når jævnaldjævnald-rende har den store be-tydning, altså er så vigtig i socialiseringsprocessen, som Frønes pointerer, og som nogle af de unge fortæller om, er det vigtigt at tilgodese, det vil sige give så gode betingelser som overhovedet muligt for, at børnene kan have samvær med jævnaldrende både inden for og uden for Farvergården. Specielt i de tilfælde hvor de sociale kontakter med forældrene i et vist omfang er brudt, er det særlig vigtigt at styrke jævnalderrelationerne, da disse børns grundlag for relationsdannelse i særlig grad er truet, og deres muligheder for udvikling af sociale kompetencer dermed er vanskelig.
Frønes (1994:175) beskriver de jævnaldrende som den afgørende socialiseringsagent i for-hold til de krav, der stilles i et moderne samfund. Det er netop i samspillet med jævnaldren-de at børnene lærer at håndtere social og kulturel kompleksitet. Om forskellen mellem rela-tioner til forældre og til jævnaldrende argumenterer Frønes (1994:157), at:
’Forholdet mellem forældre og børn skal man vokse ud af; forholdet mellem jævnaldrende på en kompleks arena skal man vokse ind i…Mens familiesituatio-nens tryghed er en forudsætning for god social udvikling, danner
64 Se nærmere beskrivelse i indledningen.
miljøets sociale forhold grundlaget for udvikling af social og kommunikativ kom-petence.’
Farvergårdens familielignende koncept er med til at kompensere for brudte eller delvis brudte sociale kontrakter i familien og fungerer som en vigtig tryghedsskabende forudsæt-ning for den sociale udvikling, der jvf. Frønes danner grundlag for, at der på børnenes øvri-ge arenaer og i forholdet til de jævnaldrende kan udvikles social kompetence. Det samlede indtryk af de unges udtalelser i denne rapport er netop, at kombinationen af trygheden og sofahyggen på Farvergården og så kvaliteten i de unges indbyrdes samvær fremstår som specielt for deres positive oplevelse af ophold på Farvergården. På denne baggrund fremstår det som Farvergårdens pædagogiske opgave at levere begge dele: Omsorg, forudsigelighed og tryghed i hverdagen, samt rum og støtte i forhold til nye muligheder, sociale grupperin-ger og sociale kontakter, der indeholder en stadig variation i udviklingsmuligheder.
Dette perspektiv er især vigtigt at have for en lokal døgninstitution som Farvergården, hvor de pædagogiske muligheder for at fremme netop børnenes sociale samvær på forskellige arenaer i lokalområdet er naturligt til stede, måske mere naturligt end at arbejde med de ofte komplicerede børn-familierelationer, som ikke nødvendigvis er det, som f.eks. Farvergården som døgninstitution for børn og unge bedst kan eller skal løse.
Et syn på børns udvikling, hvor f.eks. de jævnaldrende får tillagt større betydning, kunne i sin yderste konsekvens betyde behov for at prioritere anderledes med hensyn til f.eks. valg af videreuddannelse. Det vil sige, at prioritere i forhold til børnenes mangerettede socialise-ring i stedet for uddannelsesmæssigt at fokusere på den ene af barnets arenaer - nemlig fa-milien. Dette indebærer dels at tage de unges udsagn til sig, dels at se på hvad børnenes le-vevilkår i et moderne samfund reelt er og dermed reflektere hvilke krav, dette stiller til soci-alpædagogik på en døgninstitution, – og her særligt en lokal døgninstitution som Farvergår-den, med de udviklingspotentialer dette indebærer for børnene.