Instrumentaliseringens konsekvenser

Som det fremgik af analysen, ses en middel/mål-tilgang til uddannelsesvalget blandt informanterne, og det ses hvordan denne tilgang er institutionaliseret. Det diskuteres i

Side 71 af 89

dette afsnit, hvilke konsekvenser denne instrumentalisering af uddannelse kan have.

Mens instrumentalisering kan ses som en tendens, der går ud over uddannelsesområdet (Brinkmann, 2016), tages der i denne diskussion udgangspunkt i uddannelsesområdet, mens øvrige områder anses som liggende uden for specialets fokus.

Instrumentalisering af fænomener tager udgangspunkt i en nyttetænkning, hvor det handler om at finde de bedste midler til at opnå et givent mål (Brinkmann, 2016). Ved at instrumentalisere fænomener får de således deres værdi ved at lede til et givent mål, og værdien ved fænomenet i sig selv udvandes. Der kan således ligge en udfordring i, at en videregående uddannelse primært ses som et middel, da værdien af at tage uddannelsen kan udvandes. Der argumenteres for, at den udvikling der er set i uddannelsessystemet i nyere tid med indførslen af flere test (Rambøll, 2013), samtidig med, at der ses et stort fokus på at præstere (Nylandsted, 2016; Lyall, 2018), kan have en betydning for måden at gå til uddannelse og læring på. Med flere tests og et fokus på at præstere kan det kompromittere fokus på læringen til fordel for, hvordan man præsterer i en given test.

Karakterer bruges desuden som optagelseskriterie både til gymnasiet, hvor et gennemsnit på 5,0 er en del af adgangskravene (Børne- og Undervisningsministeriet, 2019b), samt via kvote 1 på videregående uddannelser (Uddannelses- og Forskningsministeriet, 2019c). I denne konstruktion ligger ligeledes et fokus på at præstere. Samtidig ses, hvordan præstationer bliver adgangsgivende til et højere uddannelsesniveau. Det bliver i den forbindelse interessant at diskutere, hvorvidt tilgangen til uddannelse kan lide under denne institutionaliserede instrumentelle tilgang.

Det bliver i den forbindelse interessant at sætte spørgsmålstegn ved, hvilken værdi viden har, hvis denne viden ikke har et direkte anvendelsesmål. Ved en institutionaliseret logik, hvor legitimitet kommer af at have et mål med en given handling, kan det være svært at retfærdiggøre ”meningsløse” handlinger, der ikke har et på forhånd udstukket formål. En konsekvens ved en instrumentel tilgang på uddannelsesområdet kan således betyde, at læring og viden kun bliver interessant, hvis det kan bruges til eksamen, til at sikre en god årskarakter eller lignende. Derved får læring og viden kun værdi, såfremt den kan omsættes direkte.

Ifølge Brinkmann (2016) kan instrumentaliseringen fjerne glæden ved aktiviteter og handlinger, da de ikke praktiseres for nydelsen, men for nytten. Derved risikeres at glæden ved at lære nyt kompromitteres, da læringen i højere grad sker med henblik på

Side 72 af 89

senere anvendelse og ikke for interessens skyld. Spørgsmålet er så, hvorvidt det er en ønskværdig retning for samfundet at bevæge sig i.

I analysen ses desuden, hvordan den instrumentelle tilgang kan lægge et pres på informanterne. De oplever at skulle præstere i gymnasiet for at sikre sig adgang til en videregående uddannelse. Samtidig komplicerer det beslutningsprocessen frem mod at vælge uddannelse, da målet kan være uklart og svært at forholde sig til grundet samfundets hastige udvikling. Middel/mål-tilgangen kræver en række særlige overvejelser om fremtiden fra informanterne, og det kan diskuteres, hvor hensigtsmæssige disse er. På den ene side er der ikke noget i vejen for at tænke over, hvilke job man kunne tænke sig, og hvilken uddannelse der kan føre derhen. Omvendt kan det for nogle tage overhånd, hvor det kan synes umuligt at vælge en uddannelse, såfremt man ikke har et konkret mål med uddannelsen og derigennem kan legitimere valget.

5.3.1.1 Opgør med instrumentaliseringen

Med udgangspunkt i ovenstående diskussion, argumenteres der samlet for, at den instrumentelle tilgang overvejende har negative konsekvenser både i relation til uddannelsesvalget, men også uddannelsessystemet bredere set. Derved lægger dette speciale sig i tråd med Brinkmanns (2016) kritiske tilgang til den øgede instrumentalisering i samfundet. Der argumenteres for, at det kunne være fordelagtigt at forsøge at bløde op for den middel/mål-tilgang der ses. Idet instrumentalisering også er en tendens, der er institutionaliseret uden for uddannelsesområdet, kan det dog være svært at ændre på. Med udgangspunkt i at individer og disses handlinger kan påvirke de institutioner, de agerer indenfor (Barley & Tolbert, 1997), argumenteres der dog for, at det alligevel er relevant at arbejde mod at bøde op for instrumentaliseringen, om end det er en langsommelig proces.

En måde at bløde op for denne middel/mål-tilgang kan være, at der tales og fokuseres mindre på, hvad et individ ønsker at opnå ved at tage en given uddannelse, eksempelvis til studievejledning. Et mindre fokus på fremtiden og en uddannelses anvendelsesområde, kan give rum til nye måder at opnå legitimitet for uddannelsesvalget, hvilket kan mindske betydningen af det instrumentelle. Det kunne

Side 73 af 89

eksempelvis være faglige interesser, studieform eller noget helt andet, der i stedet kunne give legitimitet for et valg af uddannelse. Et mindre fokus på at uddannelsen blot er et middel til et mål ville, ifølge Brinkmann (2016) potentielt kunne øge glæde ved selve uddannelsen, da dét at tage uddannelsen i sig selv vil opleves som værdifuldt. Derudover ville et mindre fokus på middel/mål-tilgangen kunne lette presset, så der ikke i samme grad er en forventning om, at individet bør have en konkret plan med at tage en given uddannelse.

En anden måde at arbejde mod at mindske betydningen af fremtidig anvendelse kan være i højere grad at fremskynde gymnasieelever til at besøge uddannelsessteder. Det ses blandt informanterne, hvordan et mindre praktikophold på en videregående uddannelse eller besøg til åbent hus-arrangementer åbner op for andre måder at legitimere overvejelser og valg. Eksempelvis hos Caroline, der i forbindelse med studiepraktik udtaler: ”Der kunne jeg bare mærke, at det var ikke det jeg skulle. Fordi interessen lå der ikke på samme måde, som den bare har gjort i almindelig gymnasiefysik” (bilag 12). Her ses, hvordan Caroline, efter at været i studiepraktik, fravælger at læse fysik på universitetet grundet manglende interesse. Måden, hvorpå hun siger det med meget fast overbevisning, kan indikere, hvordan hun her finder legitimitet i den konkrete oplevelse.

I relation hertil udtaler Julie, der var til åbent hus, blandt andet følgende: ”Hvor jeg følte mig helt sikker på VIA, der var et andet sådan fællesskab end jeg har indtryk af, der er på uni […] jeg synes helt klart det var en, det var en klart positiv oplevelse at være ude og opleve det som skole og som sted.” (bilag 15). Her ses hvordan Julies oplevelse af blandt andet fællesskabet på uddannelsen bekræfter hende i sit valg. At hun desuden fremhæver dette fællesskab flere gange, kan ses som udtryk for, at det ligeledes er noget, hun oplever kan legitimere hendes valg. For både Caroline og Julie ses altså, hvordan konkrete erfaringer og oplevelser kan åbne op for at andre faktorer kan legitimere deres til- eller fravalg.