Frikvartersrådgivning

Særlige ressourcepersoner i folkeskolen 51

som lærerne havde arbejdet med. Læsevejlederen håbede så at andre lærere vil blive inspireret til at afprøve metoderne på et senere tidspunkt. Læsevejlederen understreger at frivilligheden er vig-tig for at lærerne ikke skal tage afstand fra metoderne. Som læsevejlederen siger:

Jeg tror det er en bedre strategi, for ellers så går folk i baglås. Man skal træde varsomt med ikke at stille alt for store krav op til at begynde med.

52 Danmarks Evalueringsinstitut

Interviewene tyder på at den konkrete sparring på specifikke spørgsmål ofte foregår uformelt i frikvartererne. Vi vælger derfor at betegne denne form for sparring som frikvartersrådgivning. Vi anvender her betegnelsen rådgivning med inspiration fra professor i pædagogisk psykologi Mads Hermansen (2004). Hermansen skelner mellem rådgivning og supervision. Rådgivning er en situa-tion hvor en fagudøver søger råd hos en kollega eller en overordnet om sit eget arbejde. Formålet med samtalen kan være at få svar på faglige spørgsmål der kan vise vej i en usikker situation.

Rådgivningen foregår ofte spontant uden formelle rammesætninger om samtalen. Supervision er derimod en særlige samtaleform der foregår over et længere tidsrum. Supervision er kendetegnet ved at superviseren ikke giver svar, men stiller spørgsmål. Herved dannes der et rum for refleksion hvor den der modtager supervisionen, reflekterer over sin egen praksis og selv ser muligheder for udvikling af denne praksis.

Frikvartersrådgivningen består fx i at en lærerkollega i et frikvarter – på lærerværelset eller på gangen – stiller en ressourceperson et spørgsmål inden for ressourcepersonens faglige område.

Det betyder at ressourcepersonerne i vid udstrækning bruger deres frikvarterer på at tale med andre kolleger. Som en ressourceperson siger:

Man skal også vænne sig til at frikvartererne hurtigt er væk da mange gerne vil spørge.

Indholdet i samtalerne varierer naturligvis. Det kan fx handle om gode råd til undervisningsmate-rialer, om særlige undervisningsforløb eller om elever med særlige behov. En ressourceperson be-skriver indholdet af frikvartersrådgivningen således:

Lærerne kan fx spørge om en elev kan komme på læsekursus efter sommerferien, eller det kan være noget med materialer.

Frikvartersrådgivningen kan foregå i forbindelse med længerevarende forløb, fx hvis en vejleder arbejder med en elev uden for klassen, og læreren i frikvartererne informeres om AKT-vejlederens arbejde og elevens behov. Rådgivningen kan også opstå på baggrund af en situation som læreren befinder sig i her og nu. Endelig kan rådgivning være en del af lærernes planlæg-ning af den fremtidige undervisplanlæg-ning.

Læreres og ressourcepersoners udsagn i interviewene peger på at frikvartersrådgivning passer godt ind i de kollegiale samværsformer på skolerne. Der er tale om en praksis som lærerne er vant til, nemlig den kollegiale snak på lærerværelset. Måske er frikvartersrådgivningen netop cen-tral for ressourcepersonernes arbejdsopgaver fordi den passer så godt ind i skolekulturen. Som nogle af de interviewede lærere peger på, bruger lærerne også lærere som ikke er ressourceper-soner, til rådgivning – ressourcepersonerne har ikke altid forrang. En relativt ny lærer siger:

Særlige ressourcepersoner i folkeskolen 53

Jeg har kun været lærer i fire år. Men jeg synes jeg har haft meget brug for ressourceper-sonerne. Det kan være til små ting i dagligdagen, fx et godt råd. Men det kan også være fra lærere der har været her i mange år, som ikke er ressourcepersoner.

Det kan dog opleves som mere legitimt at spørge en ressourceperson til råds end en anden lærer.

Ifølge nogle af de interviewede lærere skyldes det at ressourcepersonerne får timer til at varetage deres funktion, og lærerne oplever derfor ikke i samme grad at de forstyrrer en kollega i et fri-kvarter.

Nogle af de nyligt uddannede læsevejledere og it-vejledere fremhæver at de anvender denne form for uformel rådgivning i stedet for den kollegiale vejledning som de har stiftet bekendtskab med på deres uddannelse. De føler det er akavet at give vejledning der minder mere om supervi-sion (jf. ovenstående), dvs. hvor der er en aftalt rammesætning, og hvor superviserens rolle er at opfordre til refleksion. Den form for vejledning kræver en fast rammesætning og en samtale som er styret af spørgsmål fra vejlederen, og dette er uvant for nogle af ressourcepersonerne da det afviger deres normale kollegiale omgangsformer. Desuden vurderer ressourcepersonerne at det er svært at afsætte den nødvendige tid til supervisionsforløb for både dem selv og deres kolleger³. Andre af de interviewede ressourcepersoner oplever ikke på samme måde den kollegiale vejled-ning som uvant. De arbejder mere med egentlige vejledvejled-ningsforløb, hvilket uddybes i afsnit 5.3.

Generelt er det lærernes oplevelse at ressourcepersonerne tager sig tid til at svare på de spørgs-mål de bliver stillet i frikvartererne. Nogle af de interviewede ressourcepersoner fremhæver dog at det er en udfordring for dem at skabe rum til at give tilstrækkeligt gode svar. Det kræver nogle gange at de skal vente med at svare til spørgsmålet er ordentlig gennemtænkt, og det kræver øvelse at udtrykke dette over for kolleger.

Som nævnt passer frikvartersrådgivningen godt ind i skolekulturen, og lærerne er generelt positi-ve opositi-ver for at anpositi-vende ressourcepersonerne på denne vis. Frikvartersrådgivningen gipositi-ver mulighed for at lærerne kan få svar på et spørgsmål her og nu, og det kan dermed være med til at afhjæl-pe en akut situation som lærerne befinder sig i – uden at det først kræver aftaler med ressource-personerne. Frikvartersrådgivningen bliver også anvendt til løbende opdatering i forbindelse med længerevarende forløb. Det sker fx når den uformelle rådgivning finder sted i forbindelse med at ressourcepersonen gennemfører forløb med elever, forløb i klasserne eller vejledningsforløb med

3 I den sammenhæng kan det nævnes at i forbindelse med Københavns Kommunes uddannelse af ressourceperso-ner blev den tilbudte uddannelse ændret fra at have et supervisions- og vejledningsmodul til udelukkende at have et vejledningsmodul fordi ressourcepersonerne oplevede at arbejdet med supervision var for langt fra den praktiske hverdag i skolen, bl.a. af tidsmæssige grunde (Mehlby 2009).

54 Danmarks Evalueringsinstitut

lærerne. De uformelle samtaler i frikvartererne kan på den måde sikre en kontinuerlig opdatering af lærerne i forhold til det længere varende forløb.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på at det er uhensigtsmæssigt hvis frikvartersrådgivnin-gen er den eneste mødeform mellem lærere og ressourcepersoner. Formen giver i sig selv en be-grænsning; samtalen på lærerværelset eller på gangen er ikke altid det bedste rum for drøftelse af lidt sværere problemstillinger. Vejledning som har karakter af supervision, kræver en anden rammesætning hvor der er både mere tid til samtalen og et mere uforstyrret rum. Interview med lærere og ressourcepersoner peger dog på at det ikke altid er nemt at få tid til de længere møder i en travl skolehverdag.

Desuden er det værd at være opmærksom på at frikvartersrådgivningen er helt afhængig af læ-rernes efterspørgsel. Kun de lærere som oplever behov for at få svar på et spørgsmål, henvender sig til ressourcepersonerne. Som tidligere nævnt er der forskelle i lærernes tilbøjelighed til at an-vende ressourcepersoner, og det er værd at overveje om denne arbejdsform i tilstrækkelig grad sikrer at alle lærere opsøger og får gavn af ressourcepersonernes faglige viden. Dette emne be-handles også i EVA’s evaluering af læsevejledningen i Hvidovre Kommune (2008), og her skelnes mellem udbuds- og efterspørgselsstyret vejledning og rådgivning. I forhold til læsevejledning be-står den udbudsstyrede vejledning bl.a. af obligatoriske læseprøver og klassekonferencer, mens den efterspørgselsstyrede indebærer at vejlederen er til rådighed på skolen med viden og eksper-tise. I den første form for vejledning er læreren forpligtet til at deltage, mens den anden form for vejledning finder sted når læreren henvender sig som følge af konkrete behov, problemer eller spørgsmål. I evalueringen konkluderes det at kun en mindre del af lærerne selv opsøger vejled-ning; oftest er det dansklærere eller lærere med lav anciennitet der henvender sig. I evalueringen vurderes det på den baggrund at det er væsentligt at sikre at andre lærere også opfatter læsevej-lederen som et relevant tilbud. Der peges også på at der kan være behov for en formalisering af rammerne for den løbende brug af læsevejledere, fx gennem en fast træffetid eller en procedure for deltagelse i teammøder.

Det er vigtigt at være opmærksom på de begrænsninger der kan være knyttet til en udbredt brug af frikvartersrådgivning. Langt de fleste ressourcepersoner varetager opgaver der også kræver mere systematiske forløb og egentlige vejledningsforløb.