Forebyggende vedligeholdelse

’Vedligeholdelse’ ved alle, hvad er, men jeg vil her introducere den særligt kloge variant, der er frem-kommet ved at studere ældre bygninger og byg-geteknik: Forebyggende vedligeholdelse består i, kun at gøre det mest nødvendige på bygningen på det rette tidspunkt og med de rette, ikke for stærke, klassiske byggematerialer. Forebyggende vedlige-holdelse er derfor nemmere, bedre og også billigere for husejeren, end almindelig vedligeholdelse. Se også side 54.

Huset har sat sig og så må dørene høvles til og have på-lagt lange kiler, så de stadig passer til det skæve dørhul.

Heldigvis i mit eget hus, for så behøver jeg ikke frygte at

’nogen’ kommer og skifter dørene ud, bare fordi de er

’blevet’ skæve. Bemærk også den smukke ’slangeskinds-krakelering’, der giver døren sjæl og karakter.

Søren Vadstrup 2018

4.1.3 Høj, middel og lav grad af genanvendelse (konklusion 3)

Alt, hvad man kalder genanvendelse, efter disse definitioner, er naturligvis ikke lige lødigt, værdifuldt eller værdiskabende.

Det siger sig selv, at hvis man vedligeholder og istandsætter en murstensfacade, så bevarer og

’genanvender’ man denne i højere grad, end hvis man river den ned, renser murstenene og genbruger disse i en ny bygning. Det sidste koster jo også langt mere energi, kørsel, naturressourcer, udleder CO2 og skaber affald, end det første. Derfor tillader jeg mig at kalde vedligeholdelse og istandsættelse Høj grad af genanvendelse og nedrivning, genbrug og gen-vinding for en mere middel grad af genanvendelse.

Hvis vi tager det tredje udtryk, i nedrivningssam-menhæng, nyttiggørelse, d.v.s. nedknusning eller afbrænding af ’byggeaffaldet’, så sparer det naturlig-vis lossepladserne for tonsnaturlig-vis af materialer, men dels

’koster’ denne proces endnu mere energi, kørsel og udledning af CO2, f.eks. fra det afbrændte træ og pla-stik, dels har man på en måde bare flyttet losse-pladserne ud som vejfyld eller anden ’opfyldning’ i naturen. Ikke, at man ikke skal gøre dette ved uund-gåelige nedrivninger. Men det er virkelig det laveste

trin i værdikæden, bare at knuse eller brænde bygge-affaldet.

Høj grad af genanvendelse:

1. Forebyggende vedligeholdelse

2. Istandsættelse, reparation, restaurering 3. Ombygning, transformation (renovering) 4. Rekonstruktion, retablering

5. Vedvarende anvendelse Middel grad af genanvendelse 6. Genbrug (Anvendelse til samme formål) 7. Genvinding (Anvendelse til nyt formål) Lav grad af genanvendelse

8. Nyttiggørelse (knusning eller afbrænding) Når vi taler bæredygtighed for bygninger, så kan jeg slet ikke forstå, at disse begreber hverken anvendes i det almindelige sprogbrug eller i diverse redegørelser for, hvad bæredygtighed er. Sammenlign bare for-bruget af naturressourcer, udledningen af CO2 og behovet for plads til farligt affald for disse 8 diffe-rentierede metoder – jf side 58.

Hvis opførelsen af nye bygninger ’koster’ nedriv-ningen af en eksisterende bygning, hvad de ofte gør, bør man også indregne CO2-, energi- og ressource-forbruget til dette, transport af og deponering af affaldet, i bæredygtigheds-regnskabet for de nye bygninger. Dette sker kun sjældent, snarere ikke, i dag.

(Se bl.a. artiklen ’Bæredygtige boligdrømme’ i Midt-jyllands Avis den 1. oktober 2017, hvor direktør

Stef-fen Baungaard i HusCompagniet, én af de mest aktive nedrivere af ældre bygninger i øjeblikket (se foto), udtaler: ’selv hvis man skulle ønske at genbruge dele fra det gamle hus, kan dette ikke betale sig økono-misk. Alt bliver derfor smidt ud.

https://www.mja.dk/artikel/20171001/bredygtige-boligdrmme ’)

I det følgende er de fem første begreber forklaret lidt nærmere, især ud fra et historisk perspektiv.

HusCompagniet er et af de nedrivnings- og nybygningsfirmaer, der melder rent ud, at det ikke kan ’betale sig’ at genbruge, endda heller ikke genvinde eller nyttiggøre noget, af det nedrevne hus. Med Storm-P’s, ord: Alle taler om bæredygtighed, men ingen gør noget ved det. I hvert fald ikke HusCompagniet

Søren Vadstrup 2018

50 Bæredygtighed og cirkulær økonomi for bygninger

Dybbøl Mølle – ’maler helt ad helved til’. Det ved vi alle. Men det er ikke kun ’vejr og vind’, der medfører at ældre og meget udsatte bygninger som denne, kræver meget vedligeholdelse. Det er meget ofte ’forkerte’ materialer og håndværksmetoder. Faktisk faldt den nyoppudsede puds fra 2007 af i skaller og flager efter kun to år. Jeg var herefter med til at sætte 5 prøver på forskellige produkter og udførelser af på det ’værste’ sted på møllen. Efter et års vejr, vind, regn og frost, holdt de to af prøverne godt, så den efterfølgende puds har nu (foreløbigt) holdt i 9 år.

Søren Vadstrup 2018

4.2 Af gammelt jern smedes nye våben…

4.2.1 Genanvendelse i bygningskulturen

Dansk bygningskultur fremviser både rent historisk – og stadig den dag i dag mange eksempler, som vi kan lære af, når vi studerer bæredygtighed, cirkulær økonomi, genanvendelse og genbrug m.v. Ikke mindst, når man som på Frilandsmuseerne

beskæf-tiger sig med at nedtage og flytte ældre bygninger, op-dager man mange eksempler på, hvordan bygge-materialerne har været genanvendt

og genanvendt. Se også side 48.

Den vestjyske klitgård hører nok til den mest tilpassede bygningstype i Danmark, hvad angår anvendelsen af lokale materialer. Placeret på tangen mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord kunne man fra havsiden skaffe strandingsgods, tømmer, jern og messing, muslingeskaller og strandsand til mørtel samt pigsten. Fra fjordsiden fik man klægsten til gårdspladsens beskyttede ydermure, tagrør til stråtaget og engtørv til mønningen. De mørkerøde hårdtbrændte mursten blev brændt af klægstene i små lokale ovne og det samme gjorde den læskede kalk. Små lokale smedjer fremstillede beslag. Kun rudeglas og støbejerns-ovnene måtte transporteres fra byen.

Berømt er jo, hvordan den lokale byggeskik i områder ud til farlige kyster som den jyske vestkyst, Læsø og Anholt har udnytte materialerne fra de strandede skibe. Lasten, selvfølgelig, hvis det var mursten, tøm-mer og brædder, men derefter stort set alt på skibet:

De let krumme dæksbjælker ses på Læsøgården og klitgårdene på Holmsland klit, men også master, rær, tovværk, koøjer af messing, beslag, evt. smedet om, nagler og søm samt senge (alkover) og måske et komfur.

Men når vi i dag (igen) taler om at vores (nye) huse skal kunne skilles ad (design for adskillelse), for at være mere bæredygtige og kunne holde længere, at

materialerne, f.eks. træ og strå, skal kunne nedbrydes i naturen efter brug og af byggematerialerne fra ned-rivninger skal genbruges for at mindske affalds-mængderne – så er det ’gammel vin på nye flasker’, og metoder og teknologier, man i høj grad kan stude-re på huse, der ældstude-re end ca. 1850. Så det kan man kun opfordre nutidens ’bæredygtigheds-eksperter’ til – uden at de dermed skal få en ny grund til at rive ældre huse ned, som de jo elsker at gøre.

Og det samme kan man selvfølgelig også se i bygge-skikken i andre lande med en meget gammel byg-ningskultur af høj kvalitet, f.eks. Afrika, Grønland, resten af Europa, Asien og Sydamerika.

Søren Vadstrup 2018

52 Bæredygtighed og cirkulær økonomi for bygninger

4.2.2 Genanvendelse før i tiden – eksempler

De klassiske byggematerialer (se side 27) og den tradi-tionelle danske byggeskik rummer en række ret gen-nemtænkte materialer, konstruktioner og håndværks-metoder, hvor de 5 vigtigste er vist her. Alle fem er ydermere sporet ind på en udstrakt grad af hold-barhed, gennem, naturligvis, vedligeholdelse, repara-tion og istandsættelse. Vi bruger ikke ordet til daglig, men i denne sammenhæng, hvor ’alternativet’ er at rive den gamle bygning ned, kan man godt tale om at huset bliver genanvendt, eller måske bare langvarigt anvendt. Derfor må vi introducere et nyt syn på genanvendelse i bygningskulturen, i form af fem diffe-rentierede begreber:

1. Forebyggende vedligeholdelse

Dengang, før 1970-erne, hvor man vedligeholdt de bygninger, som man boede og arbejdede i, fordi de var det mest kostbare, man havde, og de derfor gerne skul-le holde ret længe, uden for mange omkostninger, gjorde man dette meget strategisk, meget bevidst og meget vidende. Og man foretog ikke mindst en fore-byggende vedligeholdelse, idet byggeskikken var ind-rettet på dette ved hjælp af en meget bevidst udført konstruktiv beskyttelse.

For eksempel var de kalkede bindingsværksbygninger med stråtage meget kraftige tagudhæng over væggene, mellem 50 – 75 cm, takket være de påsatte meget flotte og ’svejfede’ skalke. Men i gavlene, hvor der ikke var tagudhæng, satte man skrå vandbrædder til at lede regnvandet ud over vægfladerne på tilsvarende måde.

Man kan her også nævne anvendelsen af puds af luft-kalkmørtel på facaderne, afsluttet med kalkning, der afviser vand ved, gennem sin porestruktur, at have de fineste porer yderst og grovere indadtil. Brug af offerlag og offerelementer på særligt udsatte steder, på vindskedernes oversider, som et vandbræt ned mod terrænet, fine vandnæser på døre og vinduer, sokkel-puds af luftkalkmørtel, med mere.

Den forebyggende vedligeholdelse bestod, og består i, kun at gøre det mest nødvendige på det rette tids-punkt og med de rette, ikke for stærke, klassiske mate-rialer. Linoliemalet, udvendigt træ, skal ikke nymales og nymales, men de første mange år kun stryges med bindemidlet, kogt linolie, da tykkere og tykkere ma-lingslag ikke er hensigtsmæssige overfor fugt og ved-hæftning. Linolie regenererer og hærder samtidigt eventuelt blødt træ op. På kitfalsvinduerne skal man fortrinsvis holde de vandrette kitfaser tætte op mod ruden på forskellig måde – en virkelig begrænset, stra-tegisk, vidende og forebyggende vedligeholdelse, der sparer meget tid, og bevarer vinduerne i din levetid.

Herudover kasserede man før i tiden ikke bygnings-dele på bygningen, før det var strengt nødvendigt.

De fem forskellige måder den traditionelle byggeskik virker på på de fleste ældre bygninger i Danmark: A: Vandafvisende konstruktioner. B: Kvalitetsforbedring gennem håndværker. C:3-dobbelt sikring ved udsatte steder D: Offerlag og offer-elementer og E:

Vedligeholdelses-signaler.

Søren Vadstrup 2018