der er tilpasset bygningens bærende bevaringsværdier
5 Kan bygningskulturen bidrage til en bæredygtig udvikling?
5.2 Ældre bygningers klimatilpasning
Denne detalje, kaldt et ’stolpeskel’, og som repræsenterer en ’dobbeltsikring af husets konstruktioner på udsatte steder’, er ikke med på min tegning og oversigt over den traditionelle danske byggeskik på side 52 – 53, da den fortrinsvis forekommer på renæssancens (1550 – 1650) bindingsværksbygninger. Men nu vi taler om ældre byg-ningers tilpasning til et mere ekstremt og regnfuldt vejr i fremtiden, hvor regnvandet jo stadigvæk løber nedad og også af og til vandret, så er dette problem løst til perfektion for over 400 år siden – hvorfor det holder endnu.
Brostræde i Helsingør.
Søren Vadstrup 2018
5.2.1 Ældre bygninger er godt rustet til fremtidens ekstreme vejr
I de kommende mange år forventes de igangværende klimaforandringer at medføre mere såkaldt ekstremt vejr på vore breddegrader – og på hele jordkloden.
Derfor skal de bygninger, som vi bygger i dag, men også alle de eksisterende bygninger, bl.a. kunne klare meget mere regn, fugt, vind (storme og orkaner) og kraftigere begroning af alger, mos og lav, end tilfæl-det er i dag.
Et forskningsprojekt på Kunstakademiets Arkitekt-skole ved undertegnede har undersøgt, om og even-tuelt hvordan vores ældre bygninger er tilpasset, eller kan blive tilpasset, disse mere og mere ekstreme kli-matiske forhold i fremtiden. Et særligt aspekt af dette problem er også selve afledningen af vandet, dels fra bygningerne selv, men også fra det terræn, der omgi-ver bygningerne.
Resultaterne af projektet viser, som det fremgår af det følgende, at de fleste af de bygninger, der er opført her i landet før 1960, er ret godt rustede til at modstå fremtidens ekstreme vejr. Ydermere er de ældste byer og landsbyer i Danmark fra starten anlagt til at kunne håndtere store regnmængder og også kraftige storme på en helt naturlig måde, bl.a. ved at udnytte det eksisterende terræn, herunder kysterne, og ved at placere bygningerne fornuftigt i dette.
Fremtidens forventede vandstandsstigninger i Dan-mark kan bygningskulturen naturligvis intet gøre fra eller til – bort set fra at man før i tiden foretrak at lægge bygninger og bebyggelser højt i terrænet, og kun meget sjældent i lavt beliggende områder, lige ud til en kyst. Den mani kan vi takke de mange kystnære sommerhusudstykninger, der opstod i slutningen af 1800-tallet, men som for alvor slog igennem i mel-lemkrigstiden og videre frem i tiden.
De ældste danske havnebyer (købstæder) fra vikinge-tiden og middelalderen, Roskilde, Kalundborg, Odense, Svendborg, Aarhus, Aalborg, Slesvig og Hel-singborg med flere har alle nærtliggende højdedrag og bakker, hvor man dels kunne søge tilflugt i en borg af sten, for fjendtlige angreb, men også hurtigt bringe sig hen ved kraftige vinde og oversvømmelser. Der hvor terrænet var helt fladt, Ribe og Sønderho, var der til gengæld mulighed for at bygge diger af jord.
Når een af vores mest ikoniske, modernistiske byg ninger fra det 20. århundrede, Vikingeskibshallen i Roskilde, ligger helt nede ved vandoverfladen i bunden af Roskilde fjord, og derfor jævnligt udsættes for oversvømmelser når en kraftig nordvenstenvind presser vandet i fjorden ned i bunden, så skal dette problem vel ikke ’løses’ helt nede i bunden af fjorden?
Evt. ved at rive denne bygning ned?.
Regnen vælter ned, men den lille pigstenskant langs huset, i tagskæggets bredde ’spreder’ opsprøjtet og sørger dernæst også for, at der ikke ligger vandpytter. Fra en vandpyt er opsprøjtet langt voldsommere. Det er det der sker, hvis man lægger fliser, asfalt eller grus her – eller støber pigstenene ned i beton.
Søren Vadstrup 2018
88 Bæredygtighed og cirkulær økonomi for bygninger
Hvordan ser fremtidens klima ud
• Vi får mere regn. Specielt om vinteren
• Vi får mere tørke. Specielt om sommeren.
• Vinteren bliver derfor mildere og fugtigere i frem-tiden, og med mere skydække for himlen.
• Sommeren bliver varmere, tørrere og med flere kraftige storme.
• Planternes vækstsæson bliver derfor forlænget – hvilket også gælder udvendige begroninger af grønalger.
• Og så stiger vandstanden generelt i Danmark.
• Vi får til gengæld mindre frost og sne – og dermed langt færre skadelige frysepunktspassager i byg-ningernes murværk.
For vores bygningskultur giver dette følgende ekstre-me påvirkninger og farer:
• En kraftig slagregn, der ofte nærmest pisker
regn-vandet vandret, frem for lodret, og derfor ram-mer ydervæggene inde under kraftige udhæng.
• En mere massiv opfugtning af alle bygningernes overflader, tage, facader, vinduer og døre m.v.
• Det gælder mursten, puds, træ, maling og over-fladebehadling m.fl.
• Og dermed også større farer for fugtindtrængen i vitale konstruktioner, gennem utætte materiale-sammenstød, revner og sætninger, så indvendige vægkonstruktioner vil rådne eller fugtes op.
• Ved frostvejr, der naturligvis forekommer, men bare i mindre omfang, vil denne fugt blive til is, der vil ekspanderer, og forværre problemerne.
• Endelig er der selve afvandingen af de øgede regnmængder, fra bygningerne, fra terrænet og fra offentlige arealer, så overfyldte kloakker og oversvømmelser kan undgås.
Ældre bygninger er godt rustet til fremtidens ekstreme vejr
Pigstensbelægninger og –kanter
Men som nævnt ovenfor er vores ældre bygnings-kultur ret godt rustet mod disse forhold. For at starte med det sidste, så viser vores analyser, at de danske landsbyer før i tiden havde meget stærke og stabile belægninger som for eksempel pigsten på gårds-pladser og rundt om stråtækte huse uden tagrender.
Og netop pigstensbelægninger er gode til at optage vand, hvorimod flisebelægninger eller asfaltbelæg-ninger og jord forværrer de problemer med vandaf-ledning, som store mængder regnvand ofte medfører.
En pigstenskant langs huset mindsker også opsprøj-tet af regnvand fra jorden, da de runde sten dels spre-der dråberne og dels forhindrer, at spre-der lægger sig blankt vand. Igen lige modsat de belægninger, mange bruger i dag, betonfliser, asfalt eller – sågar pigstene-ne lagt i beton. Her sprøjter vandet ekstra op på huset.
Hvis pigstenene er lagt rigtigt, siver vandet ned, som det skal. Når det er frostvejr, kan vandet dog godt lægge sig som småsøer oven på stenene, men som ud-gangspunkt forsvinder vandet omgående, uanset, hvilket mønster, de er lagt i. Pigsten var datidens regndræn, og metoden fungerer stadig den dag i dag.
Naturlige afvandingssystemer kan genetableres Middelalderens landsbyer blev bygget på skånende terræn, og var på den måde beregnet til at kunne aftage og aflede store vandmængder på en naturlig måde. Gadekæret, der var det første anlægsarbejde i en nyanlagt landsby, fordi man skulle bruge en masse ler til de lerklinede vægge, blev hurtigt fyldt med regnvand. Men landsbyerne blev samtidigt bevidst anlagt terrænmæssigt ovenfor og nær ved engdrag, søer, moser og åer, som regnvandet fra landsbyerne kunne ledes ned i.
I dag er disse gamle vådområder naturligvis blevet fyldt op, drænet eller inddraget til landbrugsjord.
Men på gamle topografiske kort fra 1700-tallet, f.eks.
udskiftningskortene, kan man se engene og de gam-le, naturlige afvandingssystemer, og dermed også, hvor man i dag kunne grave ud for at genetablere disse naturlige afvandinger.
Håndtering af regnvand i byerne
De fleste historiske købstæder, som blev anlagt i middelalderen, ligger ved vandet, og har en havn. Så før i tiden løb overfladevandet fra byer enkelt og simpelt ned i havnebassinet, der i sagens natur altid lå lavest. I dag kræver denne strategi naturligvis at overfladevandet bliver renset , før det når havnen.
Søren Vadstrup 2018
Husenes tage
Jo længere vi går tilbage i tiden i dansk bygnings-kultur – jo stejlere er tagene, Nærmest som om afvanding af store regnmængder fra bygningerne i virkeligheden ikke er noget nyt fænomen. De histo-riske tage, vi kan studere i dag er tegltage (fra slut-ningen af 1100-tallet), blytage (samtidigt), de langt ældre spåntage og stråtage, kobbertage fra 1500-tallet og zink- og skifertage fra midten af 1800-1500-tallet.
Jeg skal her nøjes med at skrive lidt om tegltagene og stråtagene. For som nævnt har vi nogle meget stejle tegltage på specielt de gotiske kirker, I teglstenenes europæiske hjemlande, Italien og Grækenland, havde husene taghældninger på ca. 27 grader, så de såkald-te ’munke-nonne-tagssåkald-ten’ kunne bare lægges op på taget og blive liggende her på grund af tyngdekraften, evt støttet af strategisk anbragte, større sten. I de nor-diske lande er en så lav taghældning ikke hensigts-mæssig på grund af snelasten om vinduerne og afvan-dingen af de større regnmængder her, end syd på.
I første omgang ’efterlignede’ man de spåntage, som man kendte fra den langt ældre træarkitektur i Dan-mark og Norden, Blot udførte man ’spånene’ af tegl.
De såkaldte ’bæverhaler’. Men måske af tekniske grunde, fordi vandet løber bedre ned fra taget i ’ren-der’, vandt de sydeuropæiske ’munke-nonne’ tagsten indpas på bl.a. de gotiske kirkers tage. Men da disse var meget stejle, måtte man nærmest ’designe’
tagstenene forfra, med ’nakker’ til fastgørelse til lægterne, udvendige ’tappe’ til at forhindre de øverste tagsten (munkene?) i at glide ned.
Men i 1500-tallet fik vi fra Holland, der også har me-get regn og derfor stejle tage, den ’hollandske vinge-tagsten’, en ’sammenbygget munke-nonne’, der løser begge problemer, en god fastgørelse til lægterne på de stejle tage og ’styring’ af vandet i render, ned fra taget.
Med stråtagene er det anderledes. De stammer for-mentlig også tilbage til jernalderen eller før, men disse har to problemer, der løses via en meget præcis taghældning (fodvinkel) på stråtagene på 57 grader.
Denne er verificeret gennem opmålinger af en masse eksisterende stråtage. Hvis stråtaget gøres stejlere, f.eks. 60-70 grader som på de gotiske tegl- eller kobbertage, bliver vindpresset på stråtaget for stort, og det kan blæse af eller spærene knækker. Hvis tag-hældningen bliver lavere ligger vandet i længere tid, før det løber af, og stråene tørrer derved langsom-mere ud, hvorved taget rådner hurtigere.
Ved sammenskæringer af tagflader, ved en vinkelfløj på huset, er dette problem særlig kritisk idet hæld-ningen i selve den indvendige grat ikke må være under 45 grader, da stråene ellers vil rådne meget hurtigt på dette kritiske sted. Så de 57 grader er en hårfin balance mellem vindpres og vandafledning, specielt i de indvendige grater ved tagsammenskæ-
ringer. Nu ligger langt de fleste stråtækte bindings-værkshuse konsekvent øst-vest for at afbøde kraftige vinde ved gavlene, der ofte er valmede, men det kan jo godt blæse kraftigt fra både nord og syd.
Både stråtækte huse og murede huse med tegltag, bygget før 1960, indeholder en række virkelig godt gennemtænkte detaljer, der bl.a. er afspejlet i hele
’konceptet’ for ’Bedre Byggeskik’ (1915 – ca. 1940):
• Konsekvent og yderst gennemtænkt byggeteknik, hvor ingen detaljer er overladt til tilfældighe-derne
• Stort fokus på vandafledningen på selve huset:
saddeltag med opskalkning, jf. kobbertaget her-over, udhæng med gesims, tagrender og nedløb.
• Gedigne vinduer af træ i spejlskåret kernetræ og med kitfals, hvor vand ikke kan lægge sig.
• Blank murværk eller puds – uden unødig, og ved-ligeholdelses-krævende, pynt
• 30 cm høj betonsokkel
(se uddybende tegninger og tekster side 92-93)
Et af de meget stejle ’Renæssancetage i Danmark. Her Frede-riksborg slot. Man kan ligefrem se, hvordan opskalkningen ved tagfoden får vandstrømmen ned ad taget, til at bremse op.
Søren Vadstrup 2018
90 Bæredygtighed og cirkulær økonomi for bygninger
5 Kan bygningskulturen bidrage til en bæredygtig udvikling?
Facader, vinduer, døre og porte
Jeg har på side 48 og 49 i denne bog tegnet og beskre-vet, hvad der karakteriserer den traditionelle danske byggeskiks særlige tekniske og holdbarhedsmæssige kvaliteter:
A: Vandafvisende konstruktioner.
B: Kvalitetsforbedring gennem håndværket.
C: 3-dobbelt sikring ved udsatte steder D: Offerlag og offer-elementer E: Vedligeholdelses-signaler.
Alle fem er som ’skræddersyet’ til at modvirke proble-merne og virkningerne på ældre bygninger fra det kommende ekstreme vejr: regn, fugt, storme og be-groning.
Hertil kommer husenes vedligeholdelse, med korrekte materialer, og dermed deres vedvarende holdbarhed. Bl.a. gennem den på side 49
gennem-gåede strategi ved valg af materialer og metoder til vedligeholdelse og istandsættelse:
1: Følg den oprindelige udformning.
2: Begrænsede, nænsomme og graduerede indgreb.
3: Tætte materiale-sammenstød.
4: Svagere på svag og
5: System og struktur i arbejdet
I bogen Vedligeholdelses-Manual – for bygninger, opført før 1960-70. (2018) kommer jeg nærmere ind på disse materialer og metoder.
Her skal jeg blot nævnes 5 afgørende områder, hvor ældre huse, opført før 1960, adskiller sig klart fra nye-re byggeri i dag – og som nævnt også 60-80% af den forkerte vedligeholdelse og istandsættelse, som mange husejere, arkitekter og håndværkere står for i dag på ældre bygninger.