RØDE ÆBLER OG STERILE BLODSUGERE Jeg har tidligere vægret mig ved teknologiske forudsigelser.
Men de er næsten ikke til at komme uden om. Det er ikke et tilfælde, at teknologien altid spiller en afgørende rolle i det bugnende udvalg af science fiction-film, fremtidsro-maner og ikke mindst politikernes fremtidsvisioner. Hvad enten forestillingerne om fremtiden er dystopiske eller utopiske, er det altid de teknologiske forandringer, som træder i forgrunden.
Mere end fremtiden og dens nok så spændende tekno-logier siger alle disse forestillinger dog nok mest om vores egen fremtidsbekymring og vores egen tro på teknologien som en ufravigelig skæbne. Med lad gå, heller ikke jeg kan dy mig: Vi kaster et forsigtigt blik ind i fremtidens fagre nye teknologiske virkelighed.
Også den akademiske verden er rig på teknologipro-feter. Blandt de mest markante er den svenske filosofip-rofessor Nick Bostrom, der er talsmand for den såkaldte transhumanisme. Den går, som navnet antyder, ud på at afsøge mulighederne for at transcendere, dvs. overskride, menneskets naturlige begrænsninger.
Transhumanister som Bostrom finder især belæg for
deres forudsigelser i udviklingen inden for bio-, gen- og nanoteknologi. Her bliver teknologien nemlig så mikrosko-pisk lille, at den kan integreres i mennesker, dyr og planter for at overvinde naturlige begrænsninger eller realisere uudnyttede potentialer. Teknologien bliver biologisk. Eller biologien bliver teknologisk.
Det er også betegnende for den nye symbiose mellem teknologi og biologi, at et nystartet tidsskrift, der allerede har opnået stor indflydelse, bærer navnet Biofabrication.
Hvad det drejer sig om, er altså at fabrikere liv. Intet min-dre. Var der nogen, der kom til at tænke på doktor Franken-stein? Eller på Heideggers polemiske udfald om, at menne-sket i dag kun møder sit eget makværk?
Hvad angår dyr og planter, er biofabrikationen allerede i fuld gang. I USA godkendte myndighederne i 2015 fremstil-lingen af æbler, der ikke bruner, og i Brasilien begyndte forskere for et par år siden at fremstille sterile myg for at nedbringe den dødbringende denguefeber, som spreder sig via de små blodsugere.
Spørgsmålet er så, om de teknologisk fremstillede plan-ter og dyr, hvis de indoptages i økosystemet, er natur eller teknologi? Hvis vi følger Latour, er svaret ja. For ham findes der ingen rene former; teknologi, natur og mennesker har altid været forbundet på kryds og tværs, hvorfor der ikke er grund til at begræde noget tab af en eller anden oprindelig naturlighed. Hvis en sådan nogensinde har eksisteret, kan det kun have været i Edens have. Før Adam spiste af æblet, vel at mærke.
PRINT MIG LIGE EN STAMCELLE, TAK
Endnu er læger ret tilbageholdende med at forbedre men-neskekroppen ved hjælp af teknologi. Men i både kontrolle-rede laboratoriemiljøer verden over og i suspekte privatkli-nikker eksperimenterer nogle af dem med teknologier, der kan blive gængs praksis i en nær fremtid.
Det er især stamcelleteknologi, vi bør holde øje med.
Stamceller kan udvindes fra fostre i deres allertidligste udviklingsstadie, også kaldet embryonstadiet. Modsat kroppens andre celler udmærker stamcellerne sig ved, at de endnu ikke er blevet udviklet til en bestemt celle. De er så at sige ’blanke’. Efter stamcellerne er blevet udvundet fra embryonet, kan de programmeres i en petriskål eller i den krop, de indføres i, ved hjælp af proteiner og kemikalier, så de udvikler sig til bestemte celler.
Stamcelleteknologiens muligheder synes at være uane-de. Sygdomme som kræft og Parkinsons, hvor beskadigede celler er årsagen, vil formentlig kunne modvirkes af pro-grammerede stamceller. Og for nylig har skotske forskere sågar opfundet en 3D-printer, der kan udskrive stamceller.
Som med alle nye revolutionerede teknologier har stamcelleteknologi rejst en række svære etiske spørgsmål.
Især det faktum, at embryonet må lade livet, har mange kritikere fundet kontroversielt.
På et mere generelt plan har den amerikanske filosof Francis Fukuyama udnævnt transhumanismen til ”verdens farligste idé”. Fukuyama frygter, at den teknologiske per-fektionering af mennesket vil øge verdens sociale ulighed, fordi den vil tilføje uligheden en genetisk dimension: Kun
mennesker i de allerrigeste lande vil have mulighed for at perfektionere sig ved hjælp af teknologi. Transhumanister-ne har så svaret igen og kaldt Fukuyama og hans ligesin-dede for biokonservative.
Hvis man ikke kan modstå fristelsen af et sandsynligt bud på de næste generationers teknologi, må man afgjort orientere sig hos det navnkundige DARPA. Forkortelsen dækker over det amerikanske militærs udviklingsafdeling, hvis fulde navn er The Defense Advanced Research Projects Agency. Jeg kan blot minde om, at det var DARPA’s compu-ternørder, der i 1960’erne udviklede internettet.
Også her gælder sloganet Less is more: I øjeblikket forsø-ger DARPA nemlig at gøre såkaldte nanodroner flyvedyg-tige. Og allerede i 2006 undersøgte DARPA muligheden for at indpode mikrosystemer i sommerfuglelarver. De skulle så udvikle sig til en slags sommerfuglecyborgs med henblik på luftbåren minikrigsførelse.
Mens DARPA’s sommerfugle endnu hører fremtiden til, er droner som for eksempel den norskproducerede sorte hveps ”Black Hornet” på bare 16 gram allerede taget i brug. Britiske soldater i Afghanistan hævder blandt andet, at ”Black Hornet er så lille og stille, at de lokale ikke kan se og høre den”. Tænk, ikke at kunne vide sig sikker på en fredeligt summende flue, hveps eller bi!
Det vigtigste formål med udviklingen af nanodronerne er at kunne udvide rekognosceringsmissionerne til byområ-der og byområ-dermed imødekomme det stigende behov for urban krigsførelse. De store droners panoramiske rovfugleblik må med andre ord suppleres af insektets skarpe nærsyn. For
første gang nogensinde har vi udsigt til at opleve, hvad en flue på væggen hører og ser. I stedet for bare at ønske det.
STELARCS TREDJE ØRE
Som man sikkert fornemmer, vil Heideggers opfodring til at spørge til teknologien formentlig gælde langt ind i frem-tiden. Jo flere hybrider vi danner med teknologien, desto mere kommer spørgsmålet om teknologien til at minde om spørgsmålet om mennesket. Eller rettere: De to spørgsmål bliver sværere og sværere at adskille. Vil vi forstå os selv, må vi også forstå teknologien og omvendt.
Opgaven er ikke let. For hvem kan hjælpe os på vej med at stille de rigtige spørgsmål? Hos de store teknolo-gikoncerner er der ikke meget hjælp at hente. De lever af at producere løsninger og svar. Ikke spørgsmål. Sådanne er der kun penge i, hvis de hurtigt afføder et svar. Kunsten derimod kunne være en mulighed. Den behøver ikke fikse et eller andet praktisk problem og kan derfor tillade sig at spørge uden at svare. Og så var den engang forenet med teknologien i det samme ord, techneˉ.
I 2007 blev jeg til en festival i Berlin ganske bjergtaget af et foredrag af den cypriotisk-australske performance-kunstner Stelarc. Han talte især om ører og arme. Med hjælp fra stamcelleforskere og plastikkirurger havde denne Stelarc nemlig netop fået et stamcelle-kultiveret tredje øre indopereret i sin underarm. Øret kunne ’høre’ ved hjælp af en integreret miniaturemikrofon, og via en trådløs internet-forbindelse kunne Stelarc lade alle os andre høre med. Kort efter det kirurgiske indgreb havde mikrofonen desværre
forårsaget en alvorlig infektion og var blevet fjernet. Men det nu døve øre sidder stadig på Stelarcs underarm, og han har ikke opgivet at få hørelsen igen.
Stelarcs øre-teknologi er ikke et svar på et eller andet praktisk problem. Nærmest tværtimod. Det rejser ikke bare ét, men en lang række etiske, juridiske og politiske spørgs-mål om forholdet mellem teknologi og mennesker.
Stelarc er langtfra den eneste kunstner, der har ta-get teknologien under kærlig behandling. Inden for alle kunstens genrer dukker den op. Og det ikke kun i den dystopiske variation, vi især kender fra filmens verden med Terminator og Blade Runner som pragteksempler. I dag er det snarere den legende og eksperimenterende, på en gang skræmte og fascinerede udforskning af teknologi, som Stelarc også repræsenterede, der vinder frem.
Meget tyder altså på, at teknologien og kunsten efter mange års separation er på vej mod en genforening. Jeg vil håbe, at genforeningen vil udmønte sig i en bedre forståelse af både os selv og teknologien. Efter min mening er det forudsætningen for, at vi kan skabe et bedre forhold mel-lem menneske og teknologi, og for at vi kan udvikle bedre teknologier. Lad dette være mit forsøg på at lirke Pandoras æske op.
AARHUS UNIVERSITET
AU
Vi er intet uden teknologi. Uden flyvemaskiner, telefoner og ikke mindst øloplukkere kunne vi ikke dominere kloden. Men tekno–
logi er ikke bare materielle dingenoter, der gør livet nemmere.
Eller forvandler mennesker til selvmordspiloter, callgirls og bar-tendere. Den er også tidens altdominerende tænkemåde. For ifølge