TEKNO LOGI

TÆN KE PAU

KASPER

HEDEGÅRD SCHIØLIN

TEKNO

LOGI

TEKNOLOGI

»… Aarhus Universitetsforlags utroligt vellykkede serie«

Søren Schauser, Berlingske

TÆN KE PAU SE

Tænkepauser 1 FRIHED af Hans-Jørgen Schanz Tænkepauser 2 NETVÆRK af Jens Mogens Olesen Tænkepauser 3 MONSTRE af Mathias Clasen Tænkepauser 4 TILLID af Gert Tinggaard Svendsen

Tænkepauser 5 LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen Tænkepauser 6 FJENDSKAB af Mikkel Thorup

Tænkepauser 7 FOLK af Ove Korsgaard Tænkepauser 8 DANMARK af Hans Hauge Tænkepauser 9 NATUR af Rasmus Ejrnæs Tænkepauser 10 VREDE af Thomas Nielsen Tænkepauser 11 MYRER af Hans Joachim Offenberg

Tænkepauser 12 POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik Knoop Tænkepauser 13 KROPPEN af Verner Møller

Tænkepauser 14 KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus Tænkepauser 15 ERINDRING af Dorthe Berntsen Tænkepauser 16 HÅB af Bertel Nygaard Tænkepauser 17 TID af Ulrik Uggerhøj Tænkepauser 18 SANDHED af Helge Kragh Tænkepauser 19 MENNESKETaf Ole Høiris Tænkepauser 20 MAGI af Jesper Sørensen Tænkepauser 21 LOVEN af Gorm Toftegaard Nielsen Tænkepauser 22 TERROR af Carsten Bagge Laustsen Tænkepauser 23 LITTERATUR af Dan Ringgaard Tænkepauser 24 ROMANTIK af Katrine Frøkjær Baunvig Tænkepauser 25 FAMILIEN af Peter C. Kjærgaard Tænkepauser 26 LYKKE af Christian Bjørnskov Tænkepauser 27 UNIVERSET af Steen Hannestad Tænkepauser 28 SPØRGSMÅL af Pia Lauritzen Tænkepauser 29 GUD af Svend Andersen Tænkepauser 30 SEX af Ditte Trolle Tænkepauser 31 NYDELSE af Rasmus Ugilt Tænkepauser 32 KORRUPTION af Mette Frisk Jensen Tænkepauser 33 POLITIK af Michael Bang Petersen Tænkepauser 34 TRO af Peter Lodberg

Tænkepauser 35 HJERNEN af Leif Østergaard Tænkepauser 36 HJERTET af Diana M. Røpcke Tænkepauser 37 VILJE af Søren R. Fauth Tænkepauser 38 SPROG af Mikkel Wallentin

Tænkepauser 39 OVERVÅGNING af Anders Albrechtslund Tænkepauser 40 SMAG af Susanne Højlund

Tænkepauser 41 TORTUR af Morten Dige

Tænkepauser 42 TEKNOLOGI af Kasper Hedegård Schiølin Tænkepauser 43 EUROPA af Jørgen Møller

TÆN KE PAU SE

KASPER

HEDEGÅRD SCHIØLIN

TEKNO

LOGI

TEKNOLOGI Tænkepauser 42

© Kasper Hedegård Schiølin 2016

Tilrettelægning og omslag: Camilla Jørgensen, Trefold Forfatterfoto: Poul Ib Henriksen

E-bogsprodution hos Narayana Press ISBN 978 87 7184 208 1

Tænkepauser – viden til hverdagen af topforskere fra

FAGFÆLLE-

BEDØMT

/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.- niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.

AARHUS UNIVERSITET

AU

INDHOLD

DENTEKNOLOGISKE VIRKELIGHED 6

TEKNOLOGIHISTORIE(R) 20

MELLEM DRØM OG MARERIDT 31

SPØRGSMÅLET OMSVARET

46 FAGRE NYEVERDEN 55

DEN TEKNOLOGISKE VIRKELIGHED

TEKNOLOGISK TÆNKEPAUSE

Der er god grund til at holde en pause og tænke over tek- nologien. Men hvorfor nu det? E-mails, iPads, telefoner, in- ternet og andre insisterende teknologier fylder jo så rigeligt i vores hektiske liv i forvejen. Jeg beklager at forstyrre dig i din hårdt tilkæmpede tænkepause, kære læser, men det går desværre ikke, at vi lukker teknologien ude af vores tanker.

Teknologi er nemlig ikke blot banale arbejdsredskaber eller platte underholdningsmaskiner, men slet og ret det fænomen, der mere end noget andet sætter rammen om vores moderne liv. Det betyder også, at teknologien før el- ler siden trænger sig på som en helt afgørende faktor i stort set alle andre fænomener, som vi i dag tænker over. Vil vi forstå os selv og den verden, vi lever i, er der derfor ingen vej udenom, vi må også tænke over teknologien.

Den er dog langtfra kun et moderne fænomen. Nogle biologer hævder, at teknologiens historie er endnu ældre end menneskeheden. Vi har nemlig ikke monopol på at bruge redskaber, mener de. Eksempelvis benytter den lille skæggede kapucinerabe en stor sten som ambolt og en mindre sten som hammer til at knække nødder med. Men

kan vi overhovedet kalde en sådan nøddeknækker for tek- nologi, hvor imponerende den end lyder?

Kaster vi et blik på selve ordet teknologi, er svaret nej.

’Teknologi’ stammer nemlig fra det græske ord techneˉ, som ifølge oldtidens filosoffer betegnede den form for viden eller tænkning, der resulterer i forskellige nyskabelser.

Færdigheder har kapucineraben ganske vist, men de er instinktive og derfor, som jeg skal uddybe, noget andet end techneˉ.

Inden da må jeg dog straks indskyde, at teknologien i antikken ikke nød samme status som i dag, hvor it-milliar- dærer udklækkes på stribe i teknologiens Mekka, Silicon Valley i det nordlige Californien. I det antikke Athen, hvor Platon trampede rundt i sandaler, var teknologi forbundet med nødvendighed og ren behovstilfredsstillelse. Den var derfor kun et anliggende for bønder og slaver. En sand statsmand eller filosof stræbte derimod efter viden, der var fri af alle bindinger og gyldig til enhver tid. Åndens arbejde måtte med andre ord holdes så langt væk fra håndens som muligt.

’Teknologi’ betegner altså evnen til at udvikle en for- nuftig lære om færdigheder som for eksempel at knække nødder. Som sådan er kapucinerabens nøddeknækker ikke en teknologi. Nøddeknækkeren består nemlig blot af nogle forhåndenværende sten, som aben ikke har forsøgt at forme for at gøre nøddeknækkeriet mere effektivt. Der ligger med andre ord ikke en fornuftig viden, dvs. en abstraktion over nøddeknækkeriet, til grund for kapucinerabens bestræbel-

ser. Mere end en teknologi er den derfor en umiddelbar forlængelse af abens instinkt.

Til gengæld har vi selv hos de allertidligste menneske- arter fundet formgivne redskaber. Det vidner om, at vi langt tilbage i vores historie har tænkt over, hvordan vi mest effektivt knækker en nød. Menneskets historie og teknolo- giens historie er altså lige gamle. Eller rettere: De er en og samme.

Gennem tiderne har filosoffer og sociologer betragtet teknologien som noget koldt og umenneskeligt. Men hvor paradoksalt det end kan lyde, er teknologien i høj grad med til at gøre os til mennesker. Genetisk minder vi måske en hel del om den lille kapucinerabe, men selv de nærmeste slægtninge i dyreriget lægger vi for alvor afstand til med vores bevidste teknologianvendelse og den hastige teknolo- giudvikling, der følger i hælene.

Den forskel har den tyske filosof Arnold Gehlen en forklaring på: Vi er mangelvæsner. Mens dyrene gennem evolutionen har tilpasset sig deres omgivelser, af hænger vores eksistens af, at vi ændrer og bearbejder omgivelserne med teknologi. Ifølge Gehlen er teknologi derfor defineret ved tre fundamentale træk: Den supplerer, forstærker og aflaster os.

Tag nu for eksempel flyet. Det supplerer os med vinger, det forstærker os i en grad, så vi ikke blot overgår vores egen styrke, men også bliver både gråspurve og kongeørne overlegne, og til sidst aflaster flyet os, så vi ikke behøver at tære på vores egne kræfter, når vi rejser. Selv den korte tur fra København til Aarhus ville være helt uoverskuelig, hvis

ikke der stod velfungerende transportteknologier til vores rådighed. Mon ikke vi allerede vil føle os temmelig mangel- fulde efter de første 20 kilometer?

Teknologien kompenserer altså for vores mangler og løsner dermed de stramme bånd, som naturen har lagt om os. Kun sådan sikrer vi vores egen overlevelse, og kun sådan skaber vi historie og kultur. Det eneste, der mangler i Gehlens definition, er, at teknologien jo også er ganske underholdende.

Hvad skulle vi stille op uden Spotify og Netflix, og hvad skulle vores forfædre stille op uden de fløjter og slagtøjsin- strumenter, som de underholdt sig med? For arkæologen og historikeren er teknologier som musikinstrumenter, spydspidser og lerkrus helt afgørende for at kunne sige noget om vores forfædres kultur. Og på samme måde siger flyvemaskiner, strøm og internet en hel del om vores kultur i dag.

MERE OG MERE OG MINDRE OG MINDRE Naturligvis så teknologien anderledes ud hos vores forfædre for 100.000 år siden og på Platons tid for cirka 2.500 år siden. Men dens grundlæggende formål adskilte sig stort set ikke fra i dag: at gøre livet lettere, sjovere og mindre mangelfuldt.

Alligevel er der dog en hel del, der har forandret sig. For nylig fastslog en undersøgelse, at unge danskere mellem 12 og 24 år i gennemsnit bruger lige knap syv timer om dagen foran fjernsynet, computeren og mobiltelefonen. Sådanne tal siger sjældent ret meget. Men i det mindste giver de et

praj om, at teknologien optager en hel del af vores korte ophold her på jorden. Og det gælder ikke kun de unge.

Fra vi vågner, til vi går i seng, fra vugge til grav har vi et fast greb om et eller andet stykke teknologi, som hjælper os med at navigere i verden. Skulle vi – inklusive mig selv – vælge mellem for altid at undvære venstre arm eller en smartphone, er svaret måske slet ikke så indlysende endda.

Noget andet er, at teknologien gradvist er blevet mindre gennemskuelig. Computerens kredsløb er unægteligt både mere vanskelige at se og forstå end en hammer eller et hjul.

Går min telefon i stykker, har jeg sjældent mulighed for selv at reparere den. Selv mekanikeren kan i dag have svært ved at gennemskue de nye bilmotorer, der ofte kun tilkendegi- ver deres forfatning digitalt via et USB-lignende kabel.

En af årsagerne til teknologiens uigennemskuelighed er, at meget af den teknologi, der præger vores virkelighed, bliver stadig mindre. Ofte skjuler den sig som små compu- tere i biler, køleskabe og støvsugere. Alle sammen tekno- logier, der var forholdsvis lette at gennemskue, før de blev invaderet af computere. Deres på én gang tilbagetrukne og allestedsnærværende eksistens har endda givet anledning til det træffende begreb it i alting.

Det er dog ikke mange år siden, at der slet ikke var it i noget som helst. Verdens første elektroniske computer så dagens lys i 1946. Den bar navnet Electronic Numerical Inte- grator and Computer – eller for nemheds skyld bare ENIAC – og vejede 27 ton, fyldte 170 kvadratmeter og kunne kun betjenes af et specialuddannet personale. Computeren, som jeg skriver denne bog på, vejer omtrent ét kilo, har en

regnekraft, der er mange tusinde gange større end ENIAC’s, kan betjenes af min yngste datter på fire år og koster stort set ingenting. I hvert fald ikke i forhold til de omtrent seks millioner dollars, som det amerikanske militær måtte punge ud for deres Giant Brain, som en imponeret presse dengang døbte ENIAC.

I dag er vi knap så imponerede af gigantiske teknolo- gier. Og da slet ikke gigantiske computere. Nej, i dag er det snarere de helt små teknologier, nano brains, der skaber overskrifter. Computerens udvikling har bevist sandheden af det berømte motto Less is more. Mindre og mindre er blevet til mere og mere.

EN HELT ALMINDELIG MORGEN MED TEKNOLOGI

”Vibbrrrrrrrrrrarrrre, Vibbrrrrrrrrrrrarrre, tatatatatatata, tatatatatata”.

Sådan lyder det i den italienske digter Filippo Tommaso Marinettis digt ”Zang Tump Tump” fra 1912. Men sådan lød det faktisk også hjemme hos mig klokken 6.30 i morges.

Ja, de lyde, som Marinetti har forsøgt at gengive i sit digt, minder til forveksling om den serie af lyde, som vækkeuret hilser mig godmorgen med på alle ugens hverdage.

Måske Marinetti også vidste, at sådanne syntetiske lyde ville blive fremtidens underlægningsmusik. I hvert fald var digtet med til at indvarsle futurismen, dvs. begejstringen for den nært forestående teknologiske fremtid, som fyldte en hel del i det kunstneriske landskab i begyndelsen af det 20.

århundrede.

For mig gav de insisterende lyde imidlertid ikke anled- ning til at bryde ud i et hyldestdigt, men blot til at lange ud efter snooze-knappen i håbet om at redde mig ti minutters ekstra søvn. Men for sent. For mine to døtre havde allerede haft deres første møde med teknologien, og det var noget mindre tvunget end mit. Således afslørede Gurli Gris’ umis- kendelige stemme, at der, trods aftalte forbud mod tv om morgenen, var gang i DR’s børnekanal Ramasjang inde ved siden af.

Jeg besindede mig og fik med overraskende få diskus- sioner både af brudt den ene og den anden teknologi, så vi kunne tilbringe resten af morgenen nogenlunde fri for teknologiens indblanding. Men også kun nogenlunde. For køleskabet, der havde holdt mælken frisk, var jo trods alt også en teknologi, ligesom VVS-teknologien i opvaske- maskinen og badet også sikrede, at vi lige akkurat kunne overholde morgenens stramme tidsplan.

Alligevel måtte vi løbe ned til bilen for at nå morgen- sangen klokken 8.00. Således spurtende med min yngste datter på armen og den største halsende efter nåede vi at sidde klar i bilen på det magiske tidspunkt 7.45: Nu kunne vi lige akkurat nå hen til skolen, inden klokken ringede ind.

Ja, hvis da altså vores gamle Golf fra 1991 gad starte. Efter mere og mere anspændt at have drejet nøglen rundt måtte jeg give op, og for første gang denne morgen trådte tekno- logien nu i forgrunden for min opmærksomhed.

Den tyske filosof Martin Heidegger har i sit hovedværk Væren og tid fra 1927 beskrevet den samme oplevelse, blot med en hammer som eksempel. Så længe hammeren virker

upåklageligt, tænker vi slet ikke over den. Den virksomme hammer giver os derimod mulighed for at tænke på det, den fremstiller. For eksempel huset, som vi er i gang med at bygge.

Men i det øjeblik skaftet pludselig knækker og gør hammeren uanvendelig, flytter vi vores opmærksomhed fra huset til hammeren. Ifølge Heidegger udløser denne situation en pludselig rådvildhed, der dog straks erstattes af et analyserende blik: Hvordan kommer vi videre, kan vi reparere hammeren, kan vi bruge noget andet til at hamre med?

Ligesådan med Golfen. Hvis blot den havde startet, havde den aldrig påkaldt sig min opmærksomhed. Men nu for mine tanker altså forvildet rundt mellem batteriet, relæet, tændrøret, sikringerne og startspærren i håb om at gennemskue fejlen. Så længe bilen virker, er dette virvar af sindrigt forbundne enkeltdele nærmest symbolsk gemt væk under kølerhjelmen og dermed fortrængt fra vores bevidst- hed.

Det lykkedes mig ikke at løse problemet selv. Jeg måtte hidkalde Falckmanden, som efter et flygtigt blik under kølerhjelmen tørt konstaterede, at det var batteriet, den var gal med.

DEN USYNLIGE TEKNOLOGI

Da Marinetti for omtrent 100 år siden skrev sit hyldestdigt til den fremtid, som virkeligheden nu måske har overgået, ville ingen kunne nikke genkendende til en sådan morgen, som jeg netop har beskrevet. Vækkeure, fjernsyn, køle-

skabe, opvaskemaskiner, VVS-installationer, computere, internet og biler var endnu ikke allemandseje. Eller også fandtes de slet ikke.

Men faktisk har jeg været lidt for nærig i min beskrivelse af omfanget af vores teknologiske virkelighed. Jeg har nem- lig kun medregnet de mest synlige teknologier. Men hvad med vores tøj, vores mad, sengene, husenes el-, varme- og ventilationsinstallationer, asfalten på vejene? Alt dette er jo også i en bred forstand teknologi og i hvert fald skabt af mere eller mindre avancerede teknologiske processer.

Kun de færreste af os har en forståelse af, hvordan sådanne usynlige teknologier egentlig virker. Det samme gælder de teknologiske bearbejdninger, der går forud for de teknologier, vi så selvfølgeligt omgiver os med. Hvad ved vi for eksempel om de elektriske kondensatorer, der er fæstnet på printpladerne i samtlige af de digitale teknologier, vi bruger?

Kun de færreste, gætter jeg på, ved, at de er lavet af råstoffet coltan, der udvindes ved tvivlsom – nogle kritikere vil sige grusom – minedrift i Congo. Hvem skulle tro, at ethvert troskyldigt klik på en af tidens spejlblanke digitale teknologier i sidste ende af hænger af et lavteknologisk spadestik i den congolesiske undergrund?

Det er ikke denne bogs ærinde at kortlægge alle de vidtforgrenede forbindelser, der gemmer sig under overfla- den på de fleste teknologier. Blot håber jeg at have skærpet læserens blik for, at mange af de teknologier, som vi med den største selvfølgelighed bruger hver dag, blot er slut- produkter af en lang og kompliceret kæde af forbindelser.

Skulle man have mod på at følge disse forbindelser, vil man næsten altid opleve, at de fører de mest overraskende steder hen. Til Congo, for eksempel.

I Danmark hersker der bred politisk enighed om at tilskynde til en bedre teknologiforståelse gennem skole- og uddannelsessystemet. Politikere taler endda om nødven- digheden af digital dannelse. Hidtil har denne digitale dannelse dog hovedsageligt udmøntet sig i forsøg på at forbedre it-færdigheder og på at skabe rammerne om en så- kaldt ’maker-kultur’. Den skal stimulere eleverne til at blive aktive medskabere af indhold og produkter til den digitale virkelighed.

Det er udmærket at lære at navigere i den digitale vir- kelighed og sikkert også godt for samfundets økonomiske vækst. Dannelsen forbliver dog en halvdannelse, hvis ikke den også formår at synliggøre de sammenfiltrede forbin- delser, som de nye digitale teknologier skaber. For det er i forsøget på at følge de vidtforgrenede forbindelser, der åbenbarer sig under overfladen på de spejlblanke teknolo- gier, at vi finder ud af, hvordan vores virkelighed hænger sammen.

Ikke desto mindre er vi ofte nødt til at stole blindt på de usynlige teknologier, vi omgiver os med. For tænk, hvis vi hver morgen skulle forholde os til, om mejeriets pasteuriseringsteknologier samt mejeribilens og super- markedets kølesystemer nu også var indrettet på den mest hensigtsmæssige måde. Men det er da tankevækkende, at vi let ville kunne redde os et slemt maveonde, hvis blot én

af de mange teknologier, der følger mælken fra ko til bord, svigtede.

TEKNOLOGIENS SKYLD?

Men sæt nu mælken faktisk var blevet for varm under trans- porten og havde beredt os en maveforgiftning. Hvis skyld ville det da være? Chaufførens, mejeriets, butikkens eller måske køleanlæggets? På samme måde: Hvis skyld var det i grunden, at vi kom for sent til skole den morgen? Min egen eller vores gamle Golfs?

Og lad os bare tilføje spørgsmålet den største alvor:

Hvem eller hvad skal have skylden for de ødelæggende atombomber over Hiroshima og Nagasaki, som USA kastede for at få japanerne til at overgive sig i slutningen af Anden Verdenskrig? Og på samme måde: Hvem bærer skyl- den for, at Congo har været splittet ad i en blodig borger- krig på grund af coltan? Apple, de congolesiske krigsherrer eller alle os, der næsten hellere ville undvære den ene arm end vores computer?

I en virkelighed som vores, hvor teknologien væver sig ind og ud mellem alle dagligdagens aktiviteter, er det ofte umuligt at placere skylden hos én bestemt aktør. Det er også konklusionen i en usædvanlig brevveksling mellem den østrigske filosof Günther Anders og en af de amerikan- ske piloter, Claude Eatherly, der deltog i bombetogtet over Hiroshima.

Mens de andre piloter, der havde deltaget, vendte til- bage som stolte krigshelte, var Eatherly plaget af invalide- rende samvittighedskvaler, som få anerkendte som andet

end en karakterbrist. Anders, derimod, mente, at Eatherly var et forbillede for den menneskelige ansvarsbevidsthed i den nye højteknologiske virkelighed.

For Eatherly benyttede ikke skyldsspørgsmålets mange uigennemskuelige forviklinger til at erklære sig selv eller andre for skyldfri. Derimod insisterede han på at holde spørgsmålet åbent og dermed også på at holde alle de involverede aktører til ansvar. Det var derfor, Anders i 1959 skrev det første brev til Eatherly, der ikke var sen til at svare.

To år efter havde de to umage mænd udvekslet mere end 60 breve.

Nok har teknologien altså medvirket til, at skyldsspørgs- målet er blevet langt mere komplekst. Men det betyder ikke, at det også er blevet uddebatteret: Eatherly skrev til Anders fra et psykiatrisk hospital, hvor man forsøgte at behandle hans dårlige samvittighed som et udslag af sinds- syge, den danske fysiker Niels Bohr advarede kraftigt mod de kernevåben, som hans forskning havde været med til at bane vejen for, mens den daværende amerikanske præsi- dent Harry S. Truman bedyrede, at han på ingen måder angrede. Ja, at han ville give ordren igen om nødvendigt.

PISTOL + MAND = PISTOLMAND

Også den franske filosof Bruno Latour har forsøgt at håndtere det vanskelige spørgsmål om skyld og teknologi.

Latours eksempel stammer fra den amerikanske debat om retten til at bære våben. Modstanderne af privat våbenbe- siddelse samler sig under det slagkraftige slogan Guns Kill

People. Det er altså teknologiens skyld, at unge teenagere går amok med skydevåben på high schools igen og igen.

På den modsatte side finder vi organisationer som National Rifle Association, der har et lige så klart slogan:

Guns Don’t Kill People, People Kill People. Våbenentusiasterne fralægger altså pistolen ethvert ansvar, fordi de opfatter mennesket som den eneste aktør, der kan være skyld i for eksempel et drab.

Men hvem har så ret? Er det pistoler eller mennesker, der er skyld i de mange skuddræbte i USA? Latours svar er ikke overraskende: Ingen af parterne har ret. Eller snarere:

Begge har ret.

Skylden ligger nemlig hos en tredje aktør, der opstår i det øjeblik, et menneske tager en pistol i hånden. Latour kalder en sådan sammenblanding af en menneskelig og en teknologisk aktør for en hybrid aktør. Naturligvis kan et menneske godt dræbe uden en pistol. Men det er besværligt og i hvert fald noget lettere, når man allierer sig med tekno- logien og med Latours ord bliver pistolmand.

Latours pointe er, at en pistolmand har nogle helt andre muligheder end et menneske uden en pistol. Sådan for- holder det sig med alle de teknologier, vi interagerer med.

Mere eller mindre drastisk ændrer de vores handlemulighe- der og forskubber vores mål. Når jeg allierer mig med min gamle Golf, bliver vi sammen til en chauffør, ligesom en pilot er en hybrid mellem en flyvemaskine og et menneske.

Vores teknologiske virkelighed er i stigende grad beboet af hybride aktører. Vi møder dem hver dag, og vi danner dem selv hver dag, når vi interagerer med alle vores tekno-

logier. Lige nu har jeg og min computer for eksempel dan- net en forfatter-aktør, og havde bogen været skrevet for 300 år siden, ville dens forfatter have været en hybrid mellem fjerpen, blæk og papir. Nå ja, og så selvfølgelig et eller andet menneske med noget på hjertet.

TEKNOLOGI- HISTORIE(R)

FRA GULD TIL BØGER

Der har formentlig altid været mennesker med noget på hjerte, men det er først i løbet af de sidste 500 år, at de har kunnet dele deres begejstring med alle og enhver. Det kan vi nu takket være teknologien. Teknologihistorien er derfor også historien om en mere og mere omfattende udveksling af tanker, varer og kulturelle udtryk.

Det vil for de fleste være en ørkenvandring at gennem- gå teknologihistorien fra det tidspunkt, vi lærte at beherske ild, til vi kunne kontrollere kroppens stamceller. Og det er for øvrigt slet ikke muligt inde for flapperne af denne lille bog. Derfor vil jeg hellere fortælle et par gode historier om teknologi, nogle teknologihistorier.

En af mine egne favoritter er historien om bogen. Det er vanskeligt at forestille sig en verden uden bøger. En skræmmende tanke, ikke sandt? Så meget mere kan det virke overraskende, at de bøger, vi har stående i vores reo- ler i dag, ikke har været mere end 600 år undervejs.

Nok var der bøger, før tyskeren Johann Gutenberg i midten af 1400-tallet opfandt trykpressen. Men det var bøger, hvis skrift og illustrationer omhyggeligt blev kopieret ved håndkraft. Der var derfor ikke mange bøger i omløb,

og de, der var, var forbeholdt en lille læsende elite af især munke og adelsmænd.

Gutenberg var guldsmed og udnyttede sine erfaringer fra det finmotoriske arbejde med ædelmetaller til at skære små bly- og kobberplader ud, hvorpå han indprægede små bogstaver i ensartede størrelser. Pladerne kunne han nu anvende som støbeforme for bogstaver, eller typer, som det hedder blandt typograferne. Det var nemlig dem, der arran- gerede typerne i ord og sætninger i de såkaldte sættekasser.

Herfra kunne typografen forsigtigt løfte dem over i en satsform svarende til en hel bogside. Når siden var færdig- arrangeret, blev typerne indfarvet og med hjælp fra en vin- presse presset mod et papir, hvorpå de efterlod det ønskede aftryk.

Gutenbergs konstruktion kan måske virke ret simpel, men teknologien blev stort set ikke justeret, før dampma- skinen i 1800-tallet gjorde det muligt at drive trykpressen med damp. Selvom Gutenbergs trykpresse udviklede sig langsomt, var den uden tvivl en af de mest revolutione- rende teknologier i historien. På mange måder endda med en mere vidtrækkende virkning end internettet, som har ændret hele vores tilværelse de sidste par årtier.

Alene tallene er forbløffende: fra ingen trykte bøger i begyndelsen af 1400-tallet til omkring en milliard trykte bøger omkring år 1800. Og det bare i Vesteuropa. Bag tal- lene gemmer sig så vigtige og revolutionerende idéstrøm- ninger som reformationen i 1500-tallet og oplysningstiden i 1700-tallet.

Det siger næsten sig selv, at oplysningstidens store

encyklopædiprojekter og åbning af offentlige biblioteker ville have været umulige uden masseproducerede bøger.

Og hvordan, hvis ikke gennem bøgerne, skulle oplysnings- tidens centrale idé om at skabe rammerne for selvstændig tænkning kunne efterleves?

Også den reformation af kristendommen, som den tyske præst Martin Luther indledte for 500 år siden, drog stor fordel af den helt nye bogtrykningsteknologi. Et af reformationens vigtige opgør var at fravriste præsterne deres monopol på at forklare kristendommen til gud og hvermand på et latin, som kun de selv forstod. Hertil viste trykpressen sig at være det helt rette våben. Med den lod det sig nemlig gøre, at Luthers tyske oversættelse af Biblen fra 1534 kunne trykkes i over 100.000 eksemplarer i løbet af bare 40 år. Snart havde ethvert protestantisk hjem en Luther-bibel stående.

Når man som jeg ofte bliver fascineret af teknologiens afgørende rolle i historien, er det svært ikke at forfalde til det, som jeg og mine kollegaer kalder teknologideterminisme.

For eksempel ville det være teknologideterministisk at påstå, at bogtrykkerkunsten var årsagen til oplysningstiden.

Det var den ikke. For det første var der mange årsager til oplysningstiden, og for det andet prægede oplysningstiden også udviklingen af bogtrykkerkunsten. Det er snarere kor- rekt at sige, at vores sociale liv og teknologien konstruerer hinanden gensidigt.

RUNDT OG RUNDT OG FREMAD

Bogtrykkerkunsten er jo bogstaveligt talt konstant nærvæ-

rende i denne lille bog. Derfor var den oplagt at vælge som eksempel på en af historiens mest afgørende teknologier.

Men bogtrykkerkunsten er naturligvis langtfra den eneste afgørende teknologi i historien. Muligvis er den heller ikke den allervigtigste. Den slags fører teknologihistorikere ofte lidenskabelige diskussioner om.

Men dem om det. Vi vil hellere fokusere på en af de tid- ligste teknologier i historien, hvis vigtighed ingen ved deres fulde fem kunne finde på at benægte. Ja, vi bruger den alle stadig hver eneste dag i en eller anden form.

Faktisk har denne første betydningsfulde og revolutio- nerende teknologi allerede flere gange diskret trængt sig på i bogen. Den er nemlig i familie med min gamle Golf. Jeg tænker på dens fire hjul, på cykelhjul, tandhjul og indkøbs- og togvognenes hjul. Og på alle de andre undseelige hjul, hvis monotome cirkelbevægelser står i skærende kontrast til deres formål: at bringe os mennesker hurtigere fremad.

Mennesket har bogstavligt talt været kørende i omtrent 5.500 år, hvor de første simple træhjul kan dateres til. Det er selvfølgelig ganske lang tid. Men det er endnu mere tankevækkende, at hjulet ikke blev opfundet langt tidligere.

Det er stadig en gåde for forskerne, hvorfor vores forfædre i så mange år gad henslæbe deres tilværelse på fødderne.

Men mange historikere mener, at vi skal finde forsin- kelsens årsag i den forholdsvis sene domesticering af kvæg og andre trækdyr, som skete på omtrent samme tid, som hjulet blev opfundet. Men der er jo også mange hjultekno- logier – trillebøren eller vandmøllen for eksempel – der ikke

behøver dyrenes kræfter. Så forklaringen er altså ikke helt tilstrækkelig.

En anden – og mere sandsynlig – forklaring på den lan- ge hjulløse periode er, at hjulet er en af de få teknologier, der ikke efterligner noget i naturen. Det er ikke biomimetisk, som historikere og biologer kalder det.

En flyvemaskine er for eksempel inspireret af fugle og insekter, velcro ligner den lille burreplante, hvis klistrende tendens alle hundeejere ærgrer sig over, ligesom computere er skabt i billedet af den menneskelige hjerne. Og i den mere lavteknologiske ende af spektret er gaflen måske blot en forfinelse af træernes grene. Men hjulet er en teknologi helt uden naturligt forbillede, slet og ret et menneskeligt fantasifoster.

Det ændrer dog ikke på, at hjulet er en ganske revolu- tionerende teknologi. Mere end nogen anden teknologi aflastede det os i vores brydsomme livtag med naturen.

Selvsagt forøgede det også vores mobilitet og lagde dermed det første kim til den globale verden, vi kender i dag.

For opfindelsen af hjulet pegede ikke kun direkte frem mod biler som min Golf. Nej, i mange af de teknologier, vi omgiver os med i dag, kan vi finde hjul, altså cirkelformede konstruktioner, der med helt specifikke formål drejer rundt om sig selv. Hjulene holder i sandhed hele vores moderne maskineri i gang.

IKKE BARE BROER

Teknologier minder på mange måder om broer. For eksem- pel bygger både hjulet og bogtrykkerkunsten bro mellem

mennesker ved at udveksle varer og viden. På samme måde er internettet en bro, der kan lade alskens viden og billig underholdning finde vej til min computerskærm. Mest det første, vil jeg naturligvis mene.

I en mere traditionel forstand er en bro en teknologi, hvis formål er at forbinde to ellers adskilte landområder som for eksempel Sverige og Danmark. Broer hører dog til blandt de mere kostbare teknologier og må derfor ofte forbi politikernes forhandlingsbord, før de kan realiseres. Nogle gange er de endog så kostbare, at de afføder en bred folkelig debat. Tænk blot på den verserende debat om broen, der via Kattegat måske skal forbinde Jylland og Sjælland. Eller på den såkaldte Femern-forbindelse.

Men broer og alle mulige andre teknologier kan også have en mere skjult politisk dagsorden. De er ikke neutrale, ikke bare broer. Det har den amerikanske teknologihistori- ker Langdon Winner beskrevet med udgangspunkt i motor- vejsbroerne mellem Long Island og New York City.

Mange af dem er grundlagt af en af det 20. århundre- des mest berømte byplanlæggere, Robert Moses. Moses var imidlertid også kendt for sit politiske lobbyarbejde. Blandt andet var han hårdnakket modstander af kollektiv trafik og afroamerikaneres rettigheder. Disse politiske holdninger har Winner genfundet i den måde, som Moses udformede New Yorks infrastruktur på.

Moses lod nemlig motorvejen, der skulle lette new- yorkernes adgang til de rekreative strandområder på Long Island, føre under broer, der var så lave, at kun personbiler kunne passere. Busserne, der var afroamerikanernes pri-

mære transportmiddel, kunne derimod ikke komme under broerne.

Broerne sikrede altså en bestemt social klasse, de hvide middelklassefamilier med privat bil, en lettere adgang til stranden. Men ikke nok med det: Broerne sikrede også, at de ikke behøvede at blande sig med de sociale klasser, der kørte i bus.

BARE BRYSTER

Moses’ lave broer skyldtes ifølge Winner ikke en eller anden teknisk begrænsning. Der fandtes jo masser af andre motorvejsbroer i USA, som busser kunne passere under.

De påfaldende lave broer var derimod en subtil måde at bygge politik ind i teknologien på. Lad så være, at Winner er en anelse unuanceret, når han for eksempel undlader at komme ind på, at der var andre måder at komme til Long Island på end med bus. Pointen er nemlig god nok: Tekno- logier er gennemsyret af politik.

Tag nu bare Apples bog-, musik- og filmhandel iTunes Store. Den har indbygget en politik, der ikke accepterer nøgne danske kvindebryster.

Det erfarede Peter Øvig Knudsen, da hans bog Hippie blev forment adgang til de virtuelle hylder i iTunes Store på grund af billeder af nøgne danske hippier. Ligesom broerne til Long Island kun tillod bestemte transportmidler at pas- sere, tillader Apple altså kun bestemte kulturprodukter at passere.

Havde Apple blot været en lille spiller på markedet, kun- ne vi trække på skuldrene over den bornerte 1950’er-moral.

Men det er ikke tilfældet, og Øvig Knudsens bog er langtfra alene om at blive ekskluderet fra butikkens pæne udvalg.

Gennem deres elskede produkter spiller Apple altså rollen som kulturens ensrettende vogtere. Det er en sjov tanke at forestille sig, hvordan teknologien og de kulturelle tilbud ville se ud, hvis det var de danske hippier, der satte den moralske standard. Der ville nok være flere bare bryster.

Men iTunes Store er også et eksempel på en smart teknologi. Smart altså i betydningen klog eller intelligent.

ITunes Store er en klog teknologi, fordi den kommer med forslag – sobre vel at mærke – til, hvad vi formentlig også ville sætte pris på, hvis vi tidligere har markeret vores smag ved at købe en bog eller et musikalbum. For eksempel for- talte den mig for lidt siden, at jeg sikkert vil sætte pris på en helt ny indspilning af Richard Wagners Das Rheingold, fordi jeg senest har købt en indspilning af selvsamme Wagners Parsifal.

På denne måde kan man sige, at teknologien er klog.

Eller i hvert fald næsten klog. For jeg holder da vitterligt meget af Das Rheingold. Bare ikke når det er Simon Rattle, der har dirigentstokken i hånden. Havde jeg købt mere mu- sik af Wagner end blot Parsifal, ville teknologien formentlig have lært, at den kun skulle foreslå mig indspilninger med Wilhelm Fürtwängler og Daniel Barenboim. I hvert fald hvis den skulle have held til at sælge mig noget.

Ha! Det er svært ikke at hovere en smule over, at computeren ikke bare sådan kan aflire min smag. Lad så være, at jeg er langt dummere end den, når vi spiller skak,

men Wagner-dirigenter – ak, Simon Rattle – det ved den jo åbenlyst intet om.

Smarte teknologier, der kan tilpasse sig og lære af vores adfærdsmønstre, er forholdsvis nye. Man kunne måske nok hævde, at stigbøjlen, væven eller dampmaskinen også var ganske smarte. Men de er ikke smarte på den kloge måde.

De er fikse påfund, men de tænker ikke på en måde, der kunne minde om vores egen tankegang. Det gør compu- teren derimod. Den anfægter som den første teknologi det særpræg, vi insisterede på, da vi gav os selv navnet homo sapiens, det tænkende menneske.

Det er svært at indrømme, men i visse tilfælde tænker computeren endog bedre end os. Det måtte russiske Garry Kasparov sande, da han i 1997 som den første verdensme- ster i skak måtte se sig besejret af IBM’s frygtindgydende skakcomputer Deep Blue, der kunne vurdere omtrent to millioner træk i sekundet. Siden da har stormestre altid haft en skakcomputer ved deres side, når de træner og forbere- der sig.

ER DU ET MENNESKE?

I 1950 skabte den berømte engelske matematiker Alan Turing grundlaget for smarte teknologier med den såkaldte Turing-test. Det var den, der skulle afgøre, om et compu- terprogram kunne kaldes intelligent. Testen er et imitati- onsspil og går ud på, at et menneske på skift stiller skriftlige spørgsmål til et computerprogram og et menneske.

Begge er placeret et sted, så spørgeren ikke kan se dem. Ud fra deres svar gælder det om at gætte, hvilken af

de to deltagere der er en computer. Hvis spørgeren ikke kan gætte det, har computeren bestået testen og gjort sig fortjent til at blive kaldt intelligent.

Desværre fik Turing aldrig afprøvet testen i praksis, da computeren endnu ikke var tilstrækkeligt udviklet. Ikke desto mindre var Turings forskrifter til at udforme testen ganske præcise og konkrete. Det har givet anledning til, at computernørder lige siden har dystet om at lave et pro- gram, der kunne snyde den stakkels spørger.

Turing selv forudsagde, at der omkring år 2000 ville være udviklet computere, som kunne narre tre ud af ti spørgere i en test på fem minutter. Han gættede næsten rigtigt. I 2014 skabte tre russiske programmører for første gang et program, der narrede 33 % af spørgerne til at tro, at det var et menneske.

Det er tankevækkende, at en af årsagerne til russernes succes var, at de indbyggede, hvad vi kan kalde kunstig dumhed. Hvis vi for eksempel spørger til resultatet af 256 x 89, ville det være afslørende, hvis der i samme sekund blev svaret 22.784. En sådan svartid kan vi næppe forvente af et menneske.

Nu foregiver iTunes Store jo ikke at være et menneske, så vi behøver ikke at bruge kræfter på at afsløre det som et gement computerprogram. Men det udviser i grunden en in- telligens, der til forveksling minder meget om et menneskes, endog et belevent et af slagsen. Fortalte jeg en fjern bekendt, at jeg netop havde købt en ny indspilning af Parsifal, er det nemlig slet ikke utænkeligt, at hun ville fortsætte samtalen med at lovprise den sidste nye indspilning af Das Rheingold.

Og dog: Ville det alligevel ikke være lidt mistænkeligt?

Skulle min veninde, jeg tilfældigt møder, prompte kunne di- ske op med en sådan anbefaling? Nej, hun må afgjort være et omvandrende computerprogram. Hun bestod altså ikke Turing-testen. Jeg var ellers lige ved at hoppe i.

Skulle hun overbevise mig om sin menneskelighed, kunne hun i stedet have svaret noget i retning af: ”Aha, Wagner. Jeg har godt hørt navnet. Er det ikke opera? Jeg hører mere rock. For eksempel Bob Dylan, han er min store helt. Kender du ham? Han har faktisk lige udgivet en ny plade, som du skulle tage at høre.”

Se, det ville være menneskeligt. Hverken helt forkert eller helt rigtigt og dermed netop menneskeligt. Mennesker besidder ikke computerens uendelige paratviden, og ingen af os kan svare kort og præcist på alting. Men til gengæld mestrer vi evnen til at lade en samtale udvikle sig på trods af forskellige interesser. Vi kan foretage digressioner i vores ræsonnementer, vi har situationsfornemmelse, et krops- sprog og en mimik. Alt det kan computeren endnu ikke gøre os efter.

Men hvorfor skulle den også det, spørger nogle kriti- kere. Der er jo ingen tvingende grund til, at det absolut er menneskelig intelligens, der skal være forbillede for compu- terens, sådan som det er tilfældet i Turing-testen. Det ville være langt mere fremsynet, sjovere og muligvis lettere at realisere, hvis vi i stedet stræbte efter at lave en helt ny form for intelligens. Ikke blot en lidt kantet reproduktion af den måde, vi allerede tænker på, men en alternativ forståelse af verden.

MELLEM DRØM OG MARERIDT

MENNESKETS BEDSTE VEN

Takket være de tre russiske computernørder er vi kom- met tættere på at kunne simulere menneskets intelligens.

Kunstig intelligens er dog stadig mest af alt en forestilling, en tanke eller en behagelig drøm. Eller for skeptikerne et mareridt om teknologiens farefulde fremtidsfærd.

Sådanne ideer om teknologien dukker op alle vegne og til alle tider. I film, skønlitteratur og malerier, i teknologi- producenternes markedsføring og i politiske debatter såvel som i filosofi og naturvidenskab. Det er slet ikke urimeligt at sige, at teknologi lige så meget er en idé, som det er en brugbar, materiel ting. Begrænser vi os til det sidste, får vi derfor kun en halv og utilstrækkelig forståelse af teknolo- gien. Så det gør vi selvfølgelig ikke.

Mens vi forholdsvist præcist kunne fastsætte teknolo- gier som hjulet og trykpressen i tid og rum, skal nogle af de første ideer om teknologi findes i myternes evige tid. I den om guden Prometheus for eksempel.

Prometheus tilhører titanslægten, som engang udkæm- pede og tabte et enormt slag, den såkaldte Titanomachi, mod Zeus og de andre græske guder. Prometheus nærer imidlertid stor kærlighed til menneskene, og med denne

kærlighed puster han skæbnesvangert til det gamle fjend- skab med guderne. Han mener, at menneskene bør have del i et af gudernes privilegier: ilden, som også symboliserer en slags urteknologi. Kontrollen af ilden, som homo sapiens’

forfader, homo erectus, formentlig allerede mestrede for 400.000 år siden, hører nemlig til blandt de mest afgørende af vores teknologiske bearbejdninger af naturen.

Når Prometheus har fået denne idé, skyldes det ikke alene kærlighed til menneskeheden. Men nok så meget en graverende fejl, som hans bror Epimetheus har begået.

Epimetheus havde af guderne fået til opgave at tildele alle levende væsner en egenskab: Slangen fik gifttænder, fuglene vinger, fiskene gæller og så videre. Men da han kom til menneskene, havde han opbrugt alle egenskaber.

Mennesket forblev takket være Epimetheus’ sløseri – og med Arnold Gehlens ord – et mangelvæsen: nøgent, am- puteret og uden evner, som havde ørnen mistet sine vinger eller kobraen sine gifttænder.

Synet af dette forsvarsløse menneske var for meget for Prometheus, der nu begav sig ud på et dristigt tyvetogt.

Planen var at stjæle ilden fra smedeguden Hefaistos i hans værksted under vulkanen Etna og dertil en smule af vis- domsgudinden Athenes kundskab.

Prometheus’ plan lykkedes, og han kunne derpå skænke menneskene både ild og visdom for således at råde bod på broderens fatale fejl. Med den nyerhvervede ildkundskab, der før var forbeholdt guder, kunne vores mytiske forfædre nu fremstille våben, tilberede mad, holde sig varme, og hvad de ellers kunne finde på.

Naturligvis kunne Zeus ikke lade et sådant frækt tyveri gå ustraffet hen. I den græske mytologi straffes hybris nemlig med nemesis. Det vil sige overmod straffes med gudernes vrede. Zeus fangede Prometheus og lænkede ham til en klippe i Kaukasus, hvor en ørn hver dag hakker hans lever ud, idet den vokser ud igen om natten.

Men også menneskene, der nu uretmæssigt var bevæb- nede med den guddommelige teknologi, måtte irettesættes:

I den smukke Afrodites billede lod Zeus Hefaistos skabe Pandora, udstyrede hende med endnu en gave, den såkaldte Pandoras æske, og sendte hende med denne af sted til men- neskene.

Ifølge myten var Pandora den første kvinde på jorden, og som sådan skabte hun straks splid blandt mændene, der hidtil havde levet i al fredsommelighed. Derpå åbnede hun sin æske, hvorfra ondskab, sygdomme og plager nu strøm- mede ud og fordærvede menneskene yderligere.

Det eneste, der ikke nåede at slippe ud, inden Pandora atter lukkede æsken, var håbet. Men også det er et muligt onde. Det kan lede til selvbedrag og nære falske forhåbnin- ger om en bedre fremtid.

TEKNOLOGIENS PRIS

Da det arabiske forår bredte sig i 2011, var medier og forskere hurtige til at hylde de sociale medier som helt afgø- rende faktorer for at udbrede demokratiet i Mellemøsten.

Som mytens mennesker havde fået ilden, havde regime- kritiske journalister og unge intellektuelle nu fået blogs, Twitter og Facebook. Men som bekendt slutter hverken

Prome theus-myten eller begivenhederne i Mellemøsten her. Desværre.

Som en frygtelig nemesis blev den behagelige forårssol i Mellemøsten, som teknologien havde været med til at bane vejen for, formørket. De samme teknologier blev nu vendt mod demokratiet og den vestlige verden, hvori de var ble- vet udviklet. Håbet, der ledsagede de sociale medier, viste sig at være falskt.

Især den anti-vestlige terrorgruppe Islamisk Stat har overrasket alle med deres effektive brug af medier som Twitter og Facebook. Så effektive, at den berømte hacker- gruppe Anonymous for nylig har erklæret cyberkrig mod den berygtede terrorgruppe.

Islamisk Stats veludviklede mediestrategi går blandt andet ud på at oprette flere tusinde Twitter-profiler, som sender det samme budskab eller videoklip. Og da det unæg- telig er vanskeligt for Twitter at lukke ned for så mange profiler, forlænger gruppen dermed sin sendetid på nettet betragteligt og kan nå ud til endnu flere potentielle prose- lytter.

Med en nærmest mytologisk symbolik blev den tek- nologi, der hjalp det arabiske forår på vej, altså også den teknologi, der indblæste det arabiske efterår. Lidt af et para- doks. For hvis verdens politiske ledere kan blive nogenlunde enige om to ting, er det, at teknologi er vejen frem, og at Islamisk Stat er en af de største trusler for verdensfreden.

Prometheus-myten fortæller os, at de to ting måske alligevel hænger sammen. Eller i hvert fald at teknologiens

fremmarch ikke er uden blodige spor, og at håbet i Pando- ras æske måske er en vildfarelse.

ET LIV I RIVENDE UDVIKLING

Da min farfar blev født i 1926, rundede verdens befolkning to milliarder mennesker. Samme år havde Danmarks Radio, som var blevet grundlagt som forsøgsordning året før, premiere på Radioavisen. Det var også i 1926, at den skotske ingeniør John Baird for første gang kunne demonstrere en teknologi, der kunne vise levende billeder. Et fjernsyn altså.

I løbet af 1950’erne oprettede Danmarks Radio så fjern- synsafdelingen, der skulle blive min farfars faste arbejds- plads igennem mange år.

Da han døde i 2013, var radio og fjernsyn mildest talt blevet overhalet indenom af internettet. I stedet for pas- sive seere og lyttere er vi nu blevet aktive brugere, der selv bidrager til nettets indhold. Men det mest bemærkelsesvær- dige er dog, at der i 2013 var over syv milliarder mennesker i verden. I løbet af min farfars levetid har jorden altså måtte vænne sig til, at fem milliarder flere mennesker trasker rundt og udnytter dens herlige ressourcer.

Den drastiske befolkningstilvækst skyldes i høj grad tek- nologi. Så måske vi alligevel har formået at lirke æsken med håbet en smule op. Især effektiviseringen af landbruget og fødevareproduktionen, forbedringen af sanitetsforholdene og udviklingen af medicinske teknologier som vacciner og antibiotika har haft en enorm betydning for overlevelsesmu- lighederne.

Spørgsmålet er nu, om alle disse teknologier, der har

gjort håbet om overlevelse en smule mere lysegrønt for så mange mennesker, vil udløse en nemesis? Nogle forskere ser allerede tegn i sol og måne: Verdenshavene stiger og truer med at oversvømme os, og fiskene i de samme have er fyldt med vores plasticaffald og kemikalier.

Og hvad med os mennesker, der har skabt denne høj- teknologiske civilisation? Er vi i grunden blevet lykkeligere?

På helt afgørende områder har teknologien utvivlsomt gjort livet lettere for mange mennesker. Men samtidig har den med et uhørt tempo medført en række radikale foran- dringer, som vi endnu ikke rigtig ved, hvad vi skal stille op med. Og som heller ikke nødvendigvis gør os lykkelige.

Teknologien er, som Prometheus-myten minder os om, et ambivalent fænomen. Det er derfor vanskeligt at give an- det end et ambivalent svar på, om den gør os lykkeligere og forbedrer vores vilkår. Men er man ude efter mere entydige svar, gives der også sådanne.

GUDDOMMELIG INNOVATION

Hvis du, kære læser, er af den overbevisning, at den fort- løbende teknologiudvikling støt og roligt vil føre verdens befolkning ud af fattigdom, armod og elendighed, så er du teknologioptimist. Du vil uden tvivl finde mange ligesinde- de blandt teknologiproducenterne, der jo ligefrem lever af teknologioptimisme. For eksempel lancerede Apple deres iPhone 3 med sloganet Solving Life’s Dilemmas One App at a Time. Men heldigvis vil du også kunne finde mere lødige meningsfæller.

En af disse var den engelske filosof Francis Bacon, der

i 15-1600-tallet var fortaler for en anvendelsesorienteret erkendelse rettet mod at øge menneskets velfærd og lykke.

Bacons forbillede var de hårdtarbejdende bier. Ligesom bierne samler blomsternes nektar for at lave den til hon- ning, skulle også videnskaben samle viden om naturen med henblik på brugbare nyskabelser. Kun sådan, mente Bacon, kunne videnskaben gøre nytte.

I dag kalder vi med et af tidens helt store modeord Bacons vision for innovation. Og hvis Bacon ikke havde me- gen opbakning på sin egen tid, så må man sige, at hans krav til videnskaben i dag nærmest er blevet uomgængelige.

Kan man omsætte sin viden til innovative teknologiske nyskabelser, står man godt, når det gælder forskningsmid- ler eller attraktive stillinger i erhvervslivet. ”Fra forskning til faktura”, som den tidligere videnskabsminister Helge Sanders berømte løsen lød.

Den teknologioptimisme, som præger Bacons tænk- ning, kendetegner i høj grad også vores tid, hvor teknologi- ske opfindelser rangerer højere end videnskabelige opdagel- ser. Først når opdagelsen giver anledning til en opfindelse med et betragteligt økonomisk af kast, finder vi den for alvor interessant.

Sander er dog ikke alene om at opfordre til innovation.

Ingen ringere end Gud i det høje gør det samme. Sådan for- stod Bacon og den jævnaldrende italienske filosof Giordano Bruno det i hvert fald. For dem var Guds skaberkraft et forbillede for den anvendelsesorienterede videnskab.

Logikken var nogenlunde følgende: Fordi Gud har skabt verden, og fordi vi selv er skabt i Guds billede, er også vi

forpligtet til at skabe. Bruno mener endda, at mennesket ved at formgive naturen kan opnå ”lighed med guddom- men” og til slut vil kunne ”gøre sig selv til Gud over Jor- den”.

Bruno sørgede for at iklæde sin grænseløse tro på menneskehedens evner kristne gevandter. Men lige lidt hjalp det. Dengang var det helligbrøde at sætte os syndige mennesker på niveau med Gud. I år 1600 blev Bruno da desværre også brændt på bålet, efter at pavens domstol, inkvisitionen, havde dømt ham som kætter. Omtrent 30 år senere udstedte inkvisitionen husarrest til den berømte italienske videnskabsmand Galileo Galilei, fordi han havde forfægtet det såkaldt heliocentriske verdensbillede, hvor solen er centrum i universet.

Også i Galileis tilfælde var teknologien indirekte med- skyldig. Blot et år efter at kikkerten var blevet opfundet i Holland, konstruerede Galilei i 1609 en kikkert til astrono- miske formål. Med den kunne Galilei påvise, at universet ikke var perfekt og uforanderligt, sådan som den katolske kirke hævdede: Der var pletter på solen, bjerge på månen, Jupiter havde måner, og Venus havde, ligesom månen, faser.

Senere udmøntede Galilei sine observationer i et pole- misk forsvar for teorien om, at jorden ikke er centrum i uni- verset, men blot en planet blandt mange andre, der kredser rundt om solen. Hvilken krænkelse! Her havde man gået og troet, at alting drejede sig om os, og at Gud havde skabt os lige midt i verdensaltet. Og så kommer denne forrykte italiener med sin kikkert. Tsk, tsk.

Anderledes begejstret lød det fra videnskabens flittige

studerekamre og eliter. Blot to år efter de første kikkertob- servationer kunne man for eksempel høre følgende lovsang til den nye teknologi fra Galileis tyske kollega Johannes Kepler:

” Oh kikkert, redskab for megen kundskab, mere dyrebar end noget scepter! Bliver ikke den, der holder dig i sin hånd, gjort til herre og konge over Guds ska- berværk?”

Den østrigske psykolog Sigmund Freud konstaterede et par århundreder senere, at det heliocentriske verdensbillede var den første store krænkelse af menneskeheden. Siden påstod Charles Darwin, at vi er i familie med aberne, mens Freud selv slog det sidste søm i kisten: Vi er ikke engang herre i eget hus, men styret af en uregerlig underbevidsthed.

HØJT AT FLYVE, DYBT AT FALDE

Vi forsøger ellers alt, hvad vi kan. Ved at manipulere, plan- lægge og undertvinge naturen med teknologi og videnskab kan vi blive dens ”herre og mester”, som den franske filosof René Descartes udtrykte det omtrent samtidig med Galileis husarrest. Hørt med nutidige ører klinger en så udtalt tek- nologioptimisme dog en smule skingert.

Ikke som dengang af religiøse grunde, men af viden- skabelige. For mens Descartes ikke forholdt sig til prisen for vores dominans over naturen, kommer vi i dag ikke uden om de blinkende røde tal i regnskabet, når vi for eksempel opgør CO₂-udslip.

Brunos forestilling om, at vi kan blive ”Gud over Jorden”, kan virke besnærende. Især når vi hænger i en flyvemaskine og kigger ned på den. Men hvis flytrafikken samtidig er med til at ødelægge jorden, får verdenshavene til at stige og forgifter luften, er der måske ikke så meget ved at være Gud?

Men heldigvis er der igen svar eller i hvert fald eftertan- ke at hente i mytologien. Denne gang i den såkaldte Ikaros- myte, hvor vi møder den unge Ikaros og hans far Daidalos.

Daidalos var Athens mest talentfulde ingeniør, og kong Minos på Kreta hyrede ham derfor til at bygge en labyrint, der kunne spærre det frygtelige uhyre Minotauros inde.

Men Daidalos ryger hurtig uklar med kong Minos, som der- for spærrer både far og søn inde på sit slot. Heldigvis svigter Daidalos’ opfindsomhed ikke. Hurtigt får han bygget et sæt kunstige vinger, der kan limes fast på ryggen med voks, til sig selv og sønnike.

Inden de kaster sig ud i deres flugt mod Athen, advarer Daidalos Ikaros om ikke at flyve for tæt på solen, da den så vil smelte voksen, der holder vingerne fast. Men det teknologiske vingesus gør Ikaros overmodig, og han glem- mer sin fars advarsel. Trist nok: For solen smelter voksen og standser Ikaros’ herlige himmelfart. I stedet for Athens frihed ender Ikaros på bunden af Det Ægæiske Hav.

FARLIGE HYBRIDER

Moralen i Ikaros-myten kan vi opsummere i ordsproget

”højt at flyve, dybt at falde”. Men den siger mere end det. Ikaros’ overmod, hans hybris, er et yndet tema i den

græske mytologi. Det var som bekendt også det, vi mødte i Prometheus-myten. Hybris er samtidig beslægtet med ordet ’hybrid’, som var det begreb, Latour brugte om pistolmanden.

Hybrider er altså noget, vi skaber, noget, der ikke fore- kommer i naturen, og når Galilei sætter sin stjernekikkert for øjet, er det vitterligt med helt nye øjne, han iagttager stjernehimlen. Han er nemlig blevet en hybrid, ligesom også den bevingede Ikaros er en sådan.

Hybris og hybrider er altså to sider af samme sag i den græske myteverden. Eksperimenterer vi for meget med naturen og sætter den sammen på kunstige måder, risikerer vi at blive ramt af en frygtelig nemesis. Naturen og guderne sætter med andre ord en grænse, som vi bør være meget varsomme med at overtræde. For Bruno, Galilei, Kepler og Descartes forholdt det sig nærmest omvendt: Overskridel- sen af naturens grænser med videnskabelige og teknologi- ske hjælpemidler var et guddommeligt krav.

Hvem har så ret, myterne eller filosofferne? Er tekno- logi hybris, eller er den svar på et guddommeligt krav? I dag affærdiger vi ofte tvivlsomme påstande som myter. Så i den forstand bør vi måske ikke stole for meget på hverken Prometheus- eller Ikaros-myten. Men samtidig virker det også for let som Apple at sige, at teknologien ”løser livets problemer et program ad gangen”. For det gør den jo langt- fra.

Det mener den franske filosof Paul Virilio heller ikke.

For da de amerikanske brødre Orville and Wilbur Wright sendte det første motordrevne fly på vingerne i 1903, op-

fandt de samtidig flystyrtet. Ja, faktisk opfandt de det, lige præcis fire sekunder efter flyet lettede.

Ifølge Virilio rummer enhver teknologi altid både fremskridt og tilbageskridt, løsninger og katastrofer. I den forstand taler Ikaros-myten sandt: Vingerne sendte Ikaros i døden, og Daidalos til Athens civilisation. Så om ikke andet kan myterne måske give anledning til at spørge, hvor teknologien kan sende os hen.

DEN TOTALE MOBILISERING

Som vi har set, mener teknologioptimister, at teknologi optimerer vores vilkår. Ja, at den i bedste fald sender os på vej mod den bedste af alle mulige verdener. Teknologipes- simister mener derimod, at teknologien er den direkte vej til lidelse, destruktion og åndelig fattigdom.

Filosofisk set betoner pessimister viljen frem for for- nuften. I det 19. århundrede hævdede tyske filosoffer som Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche, at mennesket snarere var styret af en tøjlesløs vilje end af en nøjeregnen- de fornuft. Ja, fornuften var blot et redskab til at tilfredsstille viljens umættelige begær.

Dermed blev ethvert fremskridt også af blæst. For selv- om metoderne til at tilfredsstille viljen bliver mere og mere raffinerede, forbliver viljen en og samme, altid lige sulten, hvad enten vi har at gøre med en køllebærende neanderta- ler eller en konstant tweetende teenager.

Schopenhauer og Nietzsche havde dog ikke blik for, at viljen ikke kommer særlig langt uden teknologi. Det havde en række filosoffer i første halvdel af det 20. århundrede

derimod. Det er heller ikke så mærkeligt, at teknologipes- simismen voksede sig stor på netop dette tidspunkt.

De to verdenskrige var sande skuepladser for teknolo- giske nybrud. Frygtelige opvisninger i systematisk drab og masseudryddelse, der gjorde det vanskeligt at opretholde en optimistisk tro på, at teknologien var det fornuftige mid- del, der skulle føre menneskeheden sikkert frem mod en fredelig og lykkelig civilisation. Pessimismen bød sig derfor til som en eftertragtet vare på det filosofiske marked.

En af kunderne, der tog godt for sig fra pessimismens hylder, var den tyske forfatter og tidligere frontsoldat i Før- ste Verdenskrig Ernst Jünger. Mellem 1914 og 1918 havde Jünger oplevet, at grænserne mellem militæret og det civile liv var blevet udvisket. Alt i samfundet, fra private hushold- ninger til kæmpe fabrikker, var indstillet på krigen, hvis årsag og formål fortonede sig i selve oprustningsarbejdet.

For Jünger blev det sindbilledet på den moderne tekno- logis væsen: Ethvert atom er mobiliseret og sat i arbejde på en gigantisk plan, hvis formål ingen rigtig kender. Verden er blevet et pulserende værksted, hvor alt er i bevægelse fuldstændig uden mål og med.

Forskellen mellem teknologipessimismen og tekno- logioptimismen kan vi også illustrere med den såkaldte Moores lov, som den amerikanske ingeniør Gordon Moore formulerede i 1965. Loven angiver, at antallet af transistorer i lukkede computerkredsløb er blevet og vil blive fordoblet hvert andet år med den konsekvens, at hukommelseska- pacitet, processorkraft, billedopløsning med mere forøges.

Indtil nu har loven vist sig at holde nogenlunde stik.

Betragter vi loven teknologioptimistisk, bekræfter den teknologiens hastige fremskridt: De hurtigere computere vil nemlig bane vejen for et bedre og mere lykkeligt sam- fund. Anlægger vi derimod et teknologipessimistisk blik, bekræfter fordoblingen af transistorer hvert andet år blot en acceleration af viljens evige cirkelbevægelser. Hver gang en ny teknologi bringer os tættere et mål, forskubbes målet tilsvarende, ligesom stenen i en anden græsk myte glider Sisyfos af hænde ved bjergets top.

For hver gang fordoblingen finder sted, forskyder tilfredsstillelsen af viljen sig blot tilsvarende. Det digitale fotografi, der for to år siden imponerede med sin høje opløsning, fremstår nu pixeleret og uklart, ligesom vi gerne bander over hastigheden på den internetforbindelse, der for blot få år siden sikrede en sømløs og hurtig adgang til net- tets indhold.

FREMTIDEN ER LYS – FREMTIDEN ER DIGITAL Politikere og teknologiproducenter ser ofte teknologipes- simisme som en holdning, der for enhver pris bør undgås.

Hør blot Danmarks tidligere minister for videnskab, tekno- logi og udvikling Charlotte Sahl-Madsen:

” Men når det kommer til teknologiske forudsigelser, risikerer man at ende i samme teknologipessimistiske kategori som New York Times, der i 1936 skråsikkert slog fast, at en raket aldrig ville kunne forlade jordens atmosfære.”

Citatet stammer fra en tale, som Sahl-Madsen holdt i 2011 i Dansk Industri. I talen karikerer ministeren teknologi- pessimisme som en bedaget og bagstræberisk holdning.

Sahl-Madsen skal nemlig bruge teknologipessimismen som kontrast til sin egen holdning, der kommer til udtryk i talens sidste ord: ”Fremtiden er lys – fremtiden er digital”.

Spørgsmålet er nu, om Sahl-Madsens fyndige slogan i grunden er meget mere klarsynet end den bemeldte New York Times-prognose? Sloganet er jo selv en teknologisk forudsigelse. Blot en teknologioptimistisk en af slagsen.

Men det er også vanskeligt at forestille sig, at budskabet kunne være meget anderledes. Talerens ministerium dæk- ker jo på en gang videnskab, teknologi og, ja, udvikling, og hendes publikum består af en profithungrende it-branche.

Moralen i Sahl-Madsens tale er ikke bare, at det er svært at spå. Det har Storm P. allerede lært os. Men snarere at det faktisk er særlig svært at forudse teknologiens fremtid. Det er en ganske fin morale, for historien er rig på fejlagtige forudsigelser om teknologien. Lad så være, at den tidligere minister alligevel ikke selv kan dy sig for en optimistisk profeti. Hun gør sig nemlig derved ganske repræsentativ for vores ubændige planlægningstrang til at forestille os, hvilke af nutidens problemer teknologierne i ’en lys digital fremtid’ vil løse.

SPØRGSMÅLET OM SVARET

DET TEKNOLOGISKE FIX

Den dominerende idé om teknologi er, at den er svar på de udfordringer og problemer, vi står over for. Selv klima- problemerne forventes løst i en nær fremtid med elbiler, solceller og vindenergi. Vi har dog endnu ikke fundet en løsning på, at skrottede elbiler forurener lige så meget som benzindrevne, når de bliver skrottet, hvilket reelt mindsker forskellen i CO₂-udledning til blot 20 %.

Men mon ikke der er et teknologisk fix under opsej- ling? Gerne inden 2020, hvor verdens bilpark har vokset sig omtrent 300 millioner biler større, end den var i 2015, hvor man kunne tælle cirka 900 millioner biler.

Det siger en hel del om vores virkelighedsforståelse, at vi så ofte søger svaret i teknologien. På samme måde som de epoker, hvor svaret blev søgt hos Gud, afslører en kristen tænkemåde og fortolkningsramme. For Heidegger er det netop det, at teknologien er en særlig form for tænkning, der er det afgørende. Ikke den konkrete teknologi, men dens væsen, som Heidegger udtrykker det.

Heidegger udfolder disse tanker i foredraget Spørgs- målet om teknikken fra 1953. I brede kredse er Heidegger i dag mest kendt for sine nazistiske sværmerier. Men det er i

denne sammenhæng tankevækkende, at et af hans forbe- hold over for nazismen faktisk skyldtes en uenighed med bevægelsens positive syn på teknologi. Også den nazistiske politik, mente Heidegger, var præget af en tænkemåde, hvor svaret udelukkende søges i teknologien. På netop dette punkt adskilte nazismen sig ikke synderligt fra de socialistiske fjender i øst og de liberale fjender i vest.

Spørgsmålet om teknikken er en decideret klassiker inden for den disciplin, man i dag betegner teknologifilosofi. Og da det tilmed er målet i denne Tænkepauser at tænke over teknologien, skal vi bruge lidt tid på at følge Heideggers spørgsmål.

HVAD ER EN KO EGENTLIG FOR NOGET?

Så længe vi godtager ideen om, at teknologien blot er en række fikse svar på vores udfordringer, opdager vi ikke, hævder Heidegger, at den først og fremmest er en tænke- måde. Og ikke blot en tænkemåde ud af mange, men slet og ret tidens altdominerende tænkemåde. Skal vi forstå vores tid, må vi derfor stille spørgsmål ved dens foretrukne svar, dvs. ved teknologien.

Heidegger begynder sit foredrag med at undersøge selve ordet teknologi. Ved etymologisk at tilbageføre ordet til det græske techneˉ finder han ud af, at ordene teknologi og kunst er beslægtede med hinanden. Grækernes techneˉ betegnede nemlig både håndværk og kunst.

Men techneˉ bærer tilmed en betydning, som ifølge Heidegger er gået tabt i den moderne betydning af tekno- logi, nemlig at teknologien er en måde at lade det værende

– naturen, dyrene og menneskene – komme til syne på.

Teknologien afslører det værende, som Heidegger udtrykker det. Eksempelvis afslører teknologien vinden som energi, skoven som tømmer og bjerget som stenbrud.

Teknologi er altså en form for fortolkningsramme.

Og igennem den giver naturen sig til kende på en bestemt måde; som noget, vi kan anvende til dette eller hint. Alter- nativt kunne man forestille sig, at naturen først og frem- mest viste sig som besjælet eller åndelig og dermed som komplet uanvendelig.

Vi kan for eksempel overveje, hvor forskelligt en ko fremstår, alt efter om vi ser den med hinduistiske eller teknologiske briller. For Indiens hinduer er koen hellig, og enhver indgriben i dens udfoldelser er straf bar. Inderne må derfor ofte væbne sig med tålmodighed, når en flok hellige køer helt uanfægtet af voksende bilkøer har besluttet sig for at tage en lur på en hovedvej.

En dansk landmand gør modsat koen til et øremærket nummer i sin industrialiserede kvægproduktion. Ja, hvis den da ikke tilbringer sit liv som forsøgsdyr med et indope- reret hul i maven, hvis reaktioner på forskellige kraftfoder- blandinger videbegærlige agronomer kan studere.

Også når vi betragter et billede på et museum eller lyt- ter til et digt, oplever vi, at kunsten viser os det værende på bestemte måder. Den sætter bogstavligt talt et landskab, en ko eller et andet motiv i værk. Men at kvægproduktion også er en bestemt måde at forstå køer på og GPS-koordinater en bestemt udlægning af landskabet, tænker vi sjældent over. Og det er netop Heideggers pointe: I takt med at den

teknologiske fortolkningsramme lukker sig stadig tættere om os, bliver den så selvfølgelig, at vi glemmer den. Vi forpasser dermed muligheden for at opdage, at en ko også kan være andet end den proteinholdige hovedingrediens i bøf med løg.

BILER VOKSER DA PÅ TRÆERNE?

Ifølge Heidegger er der en markant forskel på den måde, hvorpå den traditionelle og den moderne teknologi viser naturen. Den gamle vindmølle producerer for eksempel kun energi, når vinden blæser. Dens energi kan ikke bestil- les efter forgodtbefindende. Og når vejrliget ellers tillader det, tjener dens energi altid et helt bestemt formål: at male korn til mel. Den traditionelle teknologi virker så at sige på naturens præmisser, og som vinden i vindmøllens vinger er naturen altid ganske nærværende i den.

Anderledes med den moderne teknologi. Når jeg tryk- ker på kontakten for at tænde lyset i min lejlighed, skænker jeg ikke naturen en tanke. Og hvis lyset ikke tænder, kunne det aldrig falde mig ind at søge årsagen i naturens luner.

Med mit tryk har jeg jo bare bestilt noget oplagret strøm hos det elværk, hvor jeg er abonnent. Hvorfra elværket ud- vinder strømmen, hvordan de bearbejder den, og hvordan de præcist får den transporteret ind i lejligheden, aner jeg ærlig talt ikke.

Gennem den lange kæde af manipulationer bliver naturen et genstandsløst og anonymt x, som får min lampe til at lyse, mens den som et andet x får en opvaskemaskine til at gå i gang hos naboen. Det samme med koen i det