TEKNOLOGI- HISTORIE(R)
BARE BRYSTER
Moses’ lave broer skyldtes ifølge Winner ikke en eller anden teknisk begrænsning. Der fandtes jo masser af andre motorvejsbroer i USA, som busser kunne passere under.
De påfaldende lave broer var derimod en subtil måde at bygge politik ind i teknologien på. Lad så være, at Winner er en anelse unuanceret, når han for eksempel undlader at komme ind på, at der var andre måder at komme til Long Island på end med bus. Pointen er nemlig god nok: Tekno-logier er gennemsyret af politik.
Tag nu bare Apples bog-, musik- og filmhandel iTunes Store. Den har indbygget en politik, der ikke accepterer nøgne danske kvindebryster.
Det erfarede Peter Øvig Knudsen, da hans bog Hippie blev forment adgang til de virtuelle hylder i iTunes Store på grund af billeder af nøgne danske hippier. Ligesom broerne til Long Island kun tillod bestemte transportmidler at pas-sere, tillader Apple altså kun bestemte kulturprodukter at passere.
Havde Apple blot været en lille spiller på markedet, kun-ne vi trække på skuldrekun-ne over den borkun-nerte 1950’er-moral.
Men det er ikke tilfældet, og Øvig Knudsens bog er langtfra alene om at blive ekskluderet fra butikkens pæne udvalg.
Gennem deres elskede produkter spiller Apple altså rollen som kulturens ensrettende vogtere. Det er en sjov tanke at forestille sig, hvordan teknologien og de kulturelle tilbud ville se ud, hvis det var de danske hippier, der satte den moralske standard. Der ville nok være flere bare bryster.
Men iTunes Store er også et eksempel på en smart teknologi. Smart altså i betydningen klog eller intelligent.
ITunes Store er en klog teknologi, fordi den kommer med forslag – sobre vel at mærke – til, hvad vi formentlig også ville sætte pris på, hvis vi tidligere har markeret vores smag ved at købe en bog eller et musikalbum. For eksempel for-talte den mig for lidt siden, at jeg sikkert vil sætte pris på en helt ny indspilning af Richard Wagners Das Rheingold, fordi jeg senest har købt en indspilning af selvsamme Wagners Parsifal.
På denne måde kan man sige, at teknologien er klog.
Eller i hvert fald næsten klog. For jeg holder da vitterligt meget af Das Rheingold. Bare ikke når det er Simon Rattle, der har dirigentstokken i hånden. Havde jeg købt mere mu-sik af Wagner end blot Parsifal, ville teknologien formentlig have lært, at den kun skulle foreslå mig indspilninger med Wilhelm Fürtwängler og Daniel Barenboim. I hvert fald hvis den skulle have held til at sælge mig noget.
Ha! Det er svært ikke at hovere en smule over, at computeren ikke bare sådan kan aflire min smag. Lad så være, at jeg er langt dummere end den, når vi spiller skak,
men Wagner-dirigenter – ak, Simon Rattle – det ved den jo åbenlyst intet om.
Smarte teknologier, der kan tilpasse sig og lære af vores adfærdsmønstre, er forholdsvis nye. Man kunne måske nok hævde, at stigbøjlen, væven eller dampmaskinen også var ganske smarte. Men de er ikke smarte på den kloge måde.
De er fikse påfund, men de tænker ikke på en måde, der kunne minde om vores egen tankegang. Det gør compu-teren derimod. Den anfægter som den første teknologi det særpræg, vi insisterede på, da vi gav os selv navnet homo sapiens, det tænkende menneske.
Det er svært at indrømme, men i visse tilfælde tænker computeren endog bedre end os. Det måtte russiske Garry Kasparov sande, da han i 1997 som den første verdensme-ster i skak måtte se sig besejret af IBM’s frygtindgydende skakcomputer Deep Blue, der kunne vurdere omtrent to millioner træk i sekundet. Siden da har stormestre altid haft en skakcomputer ved deres side, når de træner og forbere-der sig.
ER DU ET MENNESKE?
I 1950 skabte den berømte engelske matematiker Alan Turing grundlaget for smarte teknologier med den såkaldte Turing-test. Det var den, der skulle afgøre, om et compu-terprogram kunne kaldes intelligent. Testen er et imitati-onsspil og går ud på, at et menneske på skift stiller skriftlige spørgsmål til et computerprogram og et menneske.
Begge er placeret et sted, så spørgeren ikke kan se dem. Ud fra deres svar gælder det om at gætte, hvilken af
de to deltagere der er en computer. Hvis spørgeren ikke kan gætte det, har computeren bestået testen og gjort sig fortjent til at blive kaldt intelligent.
Desværre fik Turing aldrig afprøvet testen i praksis, da computeren endnu ikke var tilstrækkeligt udviklet. Ikke desto mindre var Turings forskrifter til at udforme testen ganske præcise og konkrete. Det har givet anledning til, at computernørder lige siden har dystet om at lave et pro-gram, der kunne snyde den stakkels spørger.
Turing selv forudsagde, at der omkring år 2000 ville være udviklet computere, som kunne narre tre ud af ti spørgere i en test på fem minutter. Han gættede næsten rigtigt. I 2014 skabte tre russiske programmører for første gang et program, der narrede 33 % af spørgerne til at tro, at det var et menneske.
Det er tankevækkende, at en af årsagerne til russernes succes var, at de indbyggede, hvad vi kan kalde kunstig dumhed. Hvis vi for eksempel spørger til resultatet af 256 x 89, ville det være afslørende, hvis der i samme sekund blev svaret 22.784. En sådan svartid kan vi næppe forvente af et menneske.
Nu foregiver iTunes Store jo ikke at være et menneske, så vi behøver ikke at bruge kræfter på at afsløre det som et gement computerprogram. Men det udviser i grunden en in-telligens, der til forveksling minder meget om et menneskes, endog et belevent et af slagsen. Fortalte jeg en fjern bekendt, at jeg netop havde købt en ny indspilning af Parsifal, er det nemlig slet ikke utænkeligt, at hun ville fortsætte samtalen med at lovprise den sidste nye indspilning af Das Rheingold.
Og dog: Ville det alligevel ikke være lidt mistænkeligt?
Skulle min veninde, jeg tilfældigt møder, prompte kunne di-ske op med en sådan anbefaling? Nej, hun må afgjort være et omvandrende computerprogram. Hun bestod altså ikke Turing-testen. Jeg var ellers lige ved at hoppe i.
Skulle hun overbevise mig om sin menneskelighed, kunne hun i stedet have svaret noget i retning af: ”Aha, Wagner. Jeg har godt hørt navnet. Er det ikke opera? Jeg hører mere rock. For eksempel Bob Dylan, han er min store helt. Kender du ham? Han har faktisk lige udgivet en ny plade, som du skulle tage at høre.”
Se, det ville være menneskeligt. Hverken helt forkert eller helt rigtigt og dermed netop menneskeligt. Mennesker besidder ikke computerens uendelige paratviden, og ingen af os kan svare kort og præcist på alting. Men til gengæld mestrer vi evnen til at lade en samtale udvikle sig på trods af forskellige interesser. Vi kan foretage digressioner i vores ræsonnementer, vi har situationsfornemmelse, et krops-sprog og en mimik. Alt det kan computeren endnu ikke gøre os efter.
Men hvorfor skulle den også det, spørger nogle kriti-kere. Der er jo ingen tvingende grund til, at det absolut er menneskelig intelligens, der skal være forbillede for compu-terens, sådan som det er tilfældet i Turing-testen. Det ville være langt mere fremsynet, sjovere og muligvis lettere at realisere, hvis vi i stedet stræbte efter at lave en helt ny form for intelligens. Ikke blot en lidt kantet reproduktion af den måde, vi allerede tænker på, men en alternativ forståelse af verden.