Med en fokus på samfundsmæssige semantikker giver Baraldi et bud på, hvorfor forandringer i samfundet126 opstår. Semantikkerne til højre signalerer også en intensivering og mere
kompliceret adgang. Indledende kan man tale om at kunne tale eller ikke kunne tale. Senere om man kan skrive eller ej. I dag er hverken tale eller skrift nok; man skal også beherske det ’sprog i sproget’ som hersker indenfor de forskellige funktionssystemer127.
På baggrund af en diskussion omkring pre-moderne og moderne samfunds egenhåndtering opstiller Wilke (Wilke, 1999, p.50 – min *) følgende skema til at forstå niveauet for systemkompleksitet og styringsformer i forskellige samfundstyper:
126 Luhmann diskuterer selv mundtlighed overofr skriftlighed flere steder – se Luhmann, 1997a, p.249 & p.256.
127 På den måde kan vi ofte opleve at vi forstår ordene (for vi kan tale, læse og skrive) men ikke betydningen af mange uddifferentierede semantikker.
48 Externe
interne
Niedrig hoch
Niedrig
Repressive Steurerung (prä-modern)
Zentrale Steuerung (sozialistisch) Hoch
Selbststeuerung (liberalistisch)
(dezentrale*) Kontextsteuerung
(modern)
Konteksstyringen eller ’den endelige decentralisering’, som ifølge Wilke er kendetegnende for det moderne samfund divergerer altså fra styringsformen i et liberalistisk, markedsorienteret samfund, som eksempelvis Thyssen argumenter for (Thyssen, 1993, p49 og p.73). Den liberalistiske samfundformation er kendetegnet ved ekstern lavkompleksitet (men nok en høj grad af intern kompleksitet), mens et moderne samfund, der er uddifferentieret128 i
funktionssystemer er både internt og eksternt højkomplekst. Man kan anlederes formulere det således; det moderne samfund er kontinuerligt i gang med både at minimere og maksimere mængden af kompleksitet.
Decentraliseringstendenser ser Wilke altså som kompleksitetsmaksimerende tendenser. Denne moderne decentralisering har konsekvenser for skolen også; kan folkeskolen som samlende (national) institution indskrive sig i et sådan samfunds krav om kontekststyring?
Vil folkeskolen således være den sidste (og nødvendige) bastion i opbyggelsen af en national bevidsthed og kollektiv identitet (givet en basalnødvendighed for velfærd, som den hidtil er blevet formuleret i Danmark) – eller er den en pre-moderne klods, der sakker håbløst bagud i forhold til de uddifferentieringsprocesser, der foregår i alle moderne instutioner udenfor skolen?
Er skolen dermed det modernes redning eller har elever (og forældre) for længst aflæst skolen som netop et system, der ikke på nogen måde leverer tidssvarende og adækvate beskrivelser af (elevernes) virkelighed? Svaret vil jo næppe på nogen måde kunne leveres entydigt, men udfaldet vil måske afgøre, hvorvidt den nationale folkeskole, som vi har kendt den til nu, vil overleve - og i hvilken form - i fremtiden.
Wilke sætter kompleksitetsbegrebet centralt i sin forståelse af det moderne samfund. Han taler om kognitiv kompleksitet (Wilke, 2000, p.113), hvormed man som mindstemål i hvert fald må operere med 3 basale kompleksitetsformer for systemer;
Egenkompleksitet
Omverdenskompleksitet Kognitiv kompleksitet
128 Wilke ville så sige ’decentraliseret’
49 Kompleksitetsproblemet, hvis man tør formulere det således, er en systemintern operation, der har selvopretholdelse som formål. Egenkompleksitet er ethvert systems autopoiesis, hvorimod den omfattende omverdenskompleksitet er den ’strørrelse’ der skal beherskes af både sociale og psykiske systemer. Den kognitive kompleksitet betegner udelukkende autopietisk adfærd hos psykiske systemer.
Lars Qvortrup læner sig i sin tænkning stærkt op ad Luhmann og opstiller 3 samfundsmodeller i et forsøg på at ”få øje på det nye”, hvilket fordrer at man ”er nødt til at tage biller på, gennem hvilke man kan se det nye. Man er nødt til at ændre den optik, man kigger igennem” (Qvortrup, 2001 p.38). Hvis dette ikke sker, vil man kunne ende i den almindeligt forekommende fælde at forstå det moderne samfund som ”det gamle samfund speedet op med digital teknologi”
(Qvortrup, 2001, p.49).
De mange centre hos Qvortrup svarer til idéen om kontekststyring, som vi stiftede bekendtskab med hos Wilke. Den samlende struktur, der var kendetegnende for nationalstaten og for det liberalistiske projekt synes efter disse modeller at være ved sin ende. Det ’nye’ har mange navne i sociologien; modernitet, det refleksivt moderne osv. Jeg vil selv benytte begreberne ’det moderne’ og ’modernitet’. Det polycentriske vil i sin natur være et decentralt projekt.
Med Spencer Brown må vi altså bestemme noget (her det komplekse samfund – med Qvortrups etikettering) ved at skille det fra noget andet129:
Samfundsforståelse Iagttagelse Kriterier Struktur
Deocentrismen Gud som/i centrum fortiden/det nære fællesskab
Modernitet er ifølge den engelske sociolog Anthony Giddens en post-traditionel orden, der er kendetegnet ved et grundlæggende krav om refleksivitet. Han opstiller tre fordringer for at det moderne samfund, kan siges at fortjene betegnelsen ’moderne’ (Giddens, 1997, p.32):
129 Modellen er en sammenskrivning af Qvortrup, 2001, p.26, pp.42-44, p.76 samt p.220.
Adskillelsen af tid og rum:
Betingelsen for artikulationen af sociale relationer på tværs af store tid-rum-afstande op til og med globale systemer.
Udlejringsmekanismer:
Består af symbolske tegn og ekspertsystemer (tilsammen abstrakte systemer).
Udlejringsmekanismer løsriver interaktionen fra stedets særtræk.
Institutionel refleksivitet:
Den regelmæssige brug af viden om det sociale livs vilkår som et konstituerende element i dette livs organisering og forandring.
50 I en diskussion om individets muligheder i moderniteten sætter Giddens de to begreber
’livspolitik’ og ’emancipatorisk politik’ over for hinanden (Giddens, 1997, p.248): ”Livspolitik forudsætter (et vist niveau af) emancipation: Emancipation fra traditionelns fastlåsthed og fra omstændighederne med hierarkisk dominans”. Emancipation er endvidere også en
nødvendighed i forhold til moderne institutionerns krav om dynamik. Giddens taler i den forbindelse om ekstensionalitet og intensionalitet (Giddens, 1997, p.9).
Ekstensionaliteten refererer til de forandringer, der undergår moderne institutioner også i deres geografiske omfang. Intensionaliteten omhandler de forandringsdynamikker, der har direkte konsekvens for vores identitet og nære hverdagsliv. Forholdet mellem de to har karakter af Habermas’ begreb om livsverden og system. Hvor Habermas tale om koloniseringen af
livsverden taler Giddens om en intensivering i forbindelsen mellem ekstensionalitetens vilkår og intensionalitetens.
For Giddens er det moderne samfund en risikokultur og individet ses placeret i et paradoksalt forhold til et insisterende krav fra moderniteten om ’den radikale tvivls princip’; ”Påstande kan meget vel være sande, men de er principielt altid åbne for revision og må muligvis forkastes på et senere tidspunkt” (Giddens, 1997, p.11). På denne måde bliver begrebet tillid centralt i Giddens’ tænkning. Tillid er fundamentet – livets kit – i den moderne verden.
Giddens’ metafor om tilliden som et ’hylster’ der omslutter den enkelte og ’vaccinerer’ barnet mod potentielle trusler alene i nærmiljøet, synes flyvsk og man han da også hævde at han i for høj grad tager for givet at denne (basal)tillid indfinder sig og diskuterer kun overordnet, hvilke problemer der kan ligge i at forudantage dette. Hans forståelse af modernitet kan samles i et syn på at den moderne verden formår at eliminere en række af de risici, der kendetegnede en
førmoderne organisation, men skaber samtidige nye og mere raffinerede risici130. Hans begreb
130 Henvisningen til den tyske sociolog Ulrich Beck er nærliggende. Beck hævder at moderniseringens risici har en iboende globaliseringstendens, hvad han benævner som ’de globale risicis objektive fællesskab’ Beck, 1997, p.62. Ulrich Beck hævder at mennesker i det moderne samfund lever i en antropologisk choktilstand skab af
51 om den ontologiske sikkerhed131 er efter mit bedste skøn meget problematisk; det er et lyrisk begreb, der mangler at bliver ordentligt problematiseret132.
Disse diskussioner omkring forskellige samfunds basiskarakteristika, bør munde ud i et bud på, hvad der således er væsentligt ved samfundet i dag. Wilke skelner mellem arkaiske samfund, tidlige samfund, moderne samfund og aktive samfund og indfører følgende karakteristika (Wilke, 2001, p.232) som basalkategorier for samfundet:
Archaische Gesellschaften Konsumption
Frühe Gesellschaften Konsumption Produktion
Moderne Gesellschaften Konsumption Produktion Investition
Aktive gesellschaften Konsumption Produktion Investition Invention Ole Thyssen har lignende overvejelser med sine tre karakteristika for samfundet i dag;
information (vi ved mere), performation (vi kan mere), innovation (vi fornyer mere) (Thyssen, 1993, p.10 & p.109). Han samler dette i betegnelsen ’IPI’; Når et funktionssystem oplever et for stort IPI-overskud kan man tale om ’systemstress’; et misforhold mellem eksterne krav og mulig kapacitet til at indfri disse krav. Systemer kan overophedes, når de eksterne krav til systemet, synes uforenelige med systemets selvforståelse og muligheder133.
Det moderne samfund kan vi således defineres som; et aktivt samfund, hvor innovation og performation udgør basalfærdighederne. Til disse færdigheder skal knyttes kompetencer som refleksivitet og kontekstnavigering. Skolesystemet er naturlig forventet leverandør af sådanne basalfærdigheder, men refleksivitetsarbejde er også i sig selv en forventelig del af skolens hverdag134.
vores grundlæggende naturafhængighed. Han medtænker altså i større grad end Giddens en jordbundethed i forhold til det moderne menneskes eksistensvilkår, hvor Giddens – selvom dette diskuteres – er mere mentalhygiejnisk fokuseret.
131 Se eksempelvis Giddens, 1997, p.50.
132 både hvad angår begrebet ontologi og hvad angår begrebet sikkerhed
133 Vi kender debatten fra skolen, hvor trængslen i nogle fag (eksempelvis danskfaget) med mellemrum fører til en ophedet diskussion om, hvad der kan indføres i skolen som skolens opgave osv. De sidste årtier har vist et massivt pres på skolesystemet, hvor grænserne for problemstillinger, der lanceres udover de, der kan henhøre til rent læringsorienterede synes særdeles flydende. Se eventuelt Qvortrup, 1993b, p.11.
134 Til eksempel på et refleksivt orienteret undervisningssyn kan nævnes studieordningen og arbejdet med digitale portfoliomapper, som står centralt i den virtuelle læreruddannelse på Holbæk Seminarium, hvor jeg arbejder til dagligt.
52 Luhmann-Habermas kontroversen eller ‘eksklusionen af subjektet i
sociologien’.
“Der Beobachter ist kein vernüftiges Subjekt”
(Detlef Krause)
Luhmanns emancipationskonservative tænkning (Horster, 1997, p.17) står i tysk sociologi i kontrast til frankfurterskolen og her i særdeleshed den habermaske traditionstænkning, der havde emancipation og normativ samfundskritik som sine omdrejningspunker. Dette kapitel har følgende arbejdsprogram: at forsøge at vise den teoretiske styrke i subjektets eksklusion samt at gøre rede for, hvorledes Luhmanns tænkning selv kommer kritikken of subjektsfraværets
konsekvenser i forkøbet.
Det er korrekt at ’mennesket’ som vi traditionelt forstå det i forhold til samfundsanalyse er anderledes placeret i Luhmanns tænkning135. Visse systemteoretikere hævdet at Luhmann foretager en dekonstruktion af mennesket idet han sætter tænkning om systemer i stedet. Jeg mener dette synspunkt er en anelse forfejlet; for at dekonstruere X må man nødvendigvis stadig drage brug af X (selvom der så vil være tale om et dekonstrueret X – dekonstruktionen fjerner sig altså ikke fra det X, det forsøger at dekonstruere). Luhmanns fremgangsmåde med at sætte system/omverden foran menneske/verden er ikke et dekonstruktionsprojekt, men nok snarere et de-ontologiseringsprojekt – og det synes nærmest selvfølgeligt, at megen Luhmann-kritik vælger at sætte din netop her: ”Es muss Menschen geben, damit Gesellschaft entstehen kan, aber dass es Menschen gibt und diese etwas denken oder tun, erklärt doch nicht, wieso Gesellschaft entsteht und warumn sie sich gerade so etwickelt, wie sie es tut, ja nicht einmal,
135 ”In Luhmanns Theorie sozialer Systeme spielt der Mensch keine zentrale Rolle. Er steht vielmehr an der Peripherie der Theoriekonstruktion” (Dziewas, 1992, p.113).
53 wie es zu Kommunikation kommt und warum sie funktioniert” (Dziewas (1992) p.114). Citatet rammer på glimrende vis ind i et paradoks i kritikken af Luhmanns systemteori; man må tale om mennesker i samfundet – for vi er jo ret beset mennesker i et samfund. Så langt så godt. Men at samfundet består af mennesker efterlader os med en række ubesvarede spørgsmål, som citatet ovenover rammer udmærket ind; hvordan opstår ’samfund’, hvordan opretholder de sig – og hvorfor dør de ud, hvis de dør ud?
Hos Luhmann anses kommunikation som den laveste sociale enhed. Kommunikationen er bestemmende for sociale systemer, hvori mennesket – som vi her med Dziewas – kan forstå som et systemkonglomerat, deltager med bevidsthed: ”Der Mensch wird in Luhmanns Theorie nicht mehr als vorgegebene Einheit, sondern als ein Konglomerat voneinander unabhängiger autopoietischer Systeme beschrieben” (Dziewas (1992) p.115). Dziewas omtaler mennesket i systemteorien som ’det sociale systemes forventningskollage’136. Personer (das Ganze Mensch) optræder som forventing eller potentialitet for sociale systemers elvopretholdelse. Når en systemteoretiker som Dirk Baecker endvidere henviser til Heinz von Foerster for udtalelsen:
“The Dance society is performing a dance of communication, not necessarily of people”
(Baecker, 1996, p.196), ses endnu en inspiration fra von Foerste til Luhmann.
Andenordenskybernetikken som den er fomuleret hos von Foerster er ikke enøjet bundet op på subjektet137 og ligner i det væsentlige Luhmanns tænkning.
Luhmann omgår med sin opløsning af subjekt/objekt dikotomien - og med afsæt i Talcott Parsons tænkning om forholdet mellem struktur og funktion (se Kneer & Nassehi, 2000, pp.35-36) - den i sociologien benævnte ’konfessionsstrid’; ved at indføre de to begreber selektion og system anlægges et radikaliseret syn på social handlen – men med en vægt på det sociale. I stedet for at tale om at Luhmann tager afsæt i eksempelvis Durkheims subjektsorienterede sociologi og/eller Webers samfunds- eller strukturorienterede sociologi tilbyder han med de førnævnte begreber en nyforståelse af synet på social handlen og dennes forløb og virkninger.
Luhmann forsøger således med sin tænkning om selektion og system at svare på det klassiske spørgsmål indenfor sociologien ’hvorledes er samfund muligt’? Ikke udfra en normativ betragtning men fra, hvad man kunne kalde en mere ’nøgtern’ og mindre ambitiøs; at
iagttagelser kan iagttages: “Wir dürfen nicht nur das Individuum betrachten, oder das, was das Individuum werden kann, oder was wir wollen, dass es das wird, sondern auch die sozialen Konsequenzen all dessen” (Luhmann, 1987, p.51). Man kan endvidere hævde at
systemoptikken, som Luhmann tilbyder, de-ontologiserer verden og baner vejen for
sociologiens muligheder for at tænke bag om al social handlen uden at falde i normative fælder, der er besværliggjort af traditionel tænkning, der kan vise sig særdeles svær at frigøre sig fra.
Det er en vigtig pointe hos Luhmann at sociale systemer konstitueres og opløses i en
uendelighed – men denne proces er ikke ukompliceret; det er nemlig vanskeligt at afgøre, hvad
136 Der Mensch als Person ist nach Luhmann nur eine ’Erwartungskollage’ des sozialen Systems. Als Personen sind hier nicht psychische Systeme gemeint, geschweige denn ganze Menschen” Dziewas, 1992, p.116.
137 Luhmann foretager en ’kommunikationsteoretisk vending’ omkring 1980. Systemteorien formuleres som en 2.ordens iagttagelse. Andersen (1999) eksempelvis sætter således et lighedstegn mellem moderne kybernetik og den luhmannske systemteori. Se eksempelvis Andersen, 1999, p.109.
54 der decideret får et socialt system til at ’implodere’ eller opleve ’systemstress’ i en sådan grad, at det ophører med at eksistere: ”De [sociale systemer] har en mulighed for at erstatte de bortfaldne bidrag med andre og alternative ydelser” (Kneer & Nassehi, 2000, p.42 – min parentes). Dette system/omverdensforhold fremstår således som et temmelig elastisk forhold;
systemet kan i sin selvopretholdelse kontinuerligt udskifte dele (men nok ikke alt!) af sit indhold uden derved at opløses – men igen er det væsentligt at fastholde at, hvad der skal skiftes ind og ud afgøres af det enkelte sociale systems interne systemlogik - med en term fra sociologen Sverre Moe.
Sociale systemers begrænsninger i mulighedshorisont er samtidig deres overlevelse. Hos Luhmann kan man sige, at det altid drejer sig om at trække fra, reducere eller bortvælge – ikke om at lægge til: ”Sociale systemer reducerer verdenskompleksiteten ved at udelukke
muligheder. Ikke alle mulige begivenheder og tilstande kan forekomme i systemet. Kun meget lidt af det, som er muligt i verden, bliver tilladt i et socialt system” (Kneer & Nassehi, 2000, p.45). Man taler i den forbindelse om at omverdenen altid fremstår mere kompleks end systemet. Imidlertid vil kompleksitetsniveauet i sociale systemer tage sig forskellig ud; nogle sociale systemer er mere komplekse end andre; man kan i den sammenhæng tale om
højkompleksitet og lavkompleksitet: Højkomplekse sociale systemer vil have en større rådighedsbank over mulighed for at imødekomme omverdens udfordringer. Man kan sige at højkomplekse sociale systemer er stærke sociale systemer, når man med stærk mener en ’større variation og råderum over muligheder for selvopretholdelse’.
Begrebet om forventning står også centralt i den tyske sociolog Jürgen Habermas’ tænkning.
Habermas hævder at et af det moderne projekts karakteristika er et stigende spændingsfelt mellem førstehåndserfaring og det enkelte individs forventningshorisont.
Habermas finder i sin tænkning stor inspiration i filosoffen Emanuel Kant og dennes imperativ, hvorunder også Habermas forståelse af fornuftsbegrebet henhører. For Habermas er det afgørende at kunne adskille (eventuel) sandhed i det formulere, en rigtighed i et givent forslag og den oprigtighed, der ligger bag. Vi forudsætter her at der er tale om et (grammatisk og semantisk) forståeligt forslag. Habermas formulerer i den sammenhæng en diskursetisk grundsætning = ”kun de normer kan gøre krav på gyldighed, som finder (eller kan finde) tilslutning hos alle berørte som deltager i en praktisk diskurs” (Habermas hos Harste, 2002, p.19). De omtalte gyldighedsnormer (hvad man kunne benævne som ’sagen’ i
kommunikationsprocessen) skal finde fuldstændig tilslutning – og denne tilslutning kan/skal gives til kende. Gyldighednormernes fastsættelse og redefinering finder ifølge Habermas sted i såkaldte erfaringsrum, hvor kommunikationen knyttes tæt til en idé om forståelse. Habermas uddifferentierer kommunikationsformerne i en række argumentationstyper, som kan skitseres således (Habermas, 1997, p.50 – min fremhævelse og kursivering):
referensværdi
teoretisk diskurs kognitiv-instrumentel propositioners sandhed; teleologiske
55
handlingers virkning
praktisk diskurs moralsk-praktisk handlingsnormers rigtighed æstetisk kritik evaluativ værdistandarders rimelighed terapeutisk kritik ekspressiv ekspressioners vederhæftighed eksplikativ diskurs - - - forståelighed henholdsvis
symbolske konstruktioners velformethed
Ovenstående svarer delvist til det luhmannske ‘Schaubild’ af Hans-Ulrich Dallman (1994) som diskuteres senere. Samfundets anskues her diskursanalytisk – måske er det at trække eksemplet for langt men i forlængelse af kritikken ovenfor, kunne man forsigtigt hævde at Habermas med en habermasoptik placerer Luhmann i den teoretiske og dermed kognitiv-instrumentelle diskurs, hvorimod han vil placere sig selv indenfor den praktiske diskurs med dens element af
normativitet tilknyttet?
Hos Habermas er mening tættere knyttet til livsverdenen end til systemet, hvilket ikke kan siges at være tilfældet hos Luhmann; mening (Sinn) er en handlingskategori for (sociale og psykiske) systemer per se. Hos Habermas må kriser i systemet således forstås ud fra den logik, der hersker i livsverdenen: ”Habermas gør…Luhmanns teori om differentieringen af systemers kommunikation til indholdet i sin teori om beskrivelsen af samfundet, mens hans egen teori om kommunikativ rationalitet og diskursetik er et komplementært normativt supplement, der kan sige, hvad man så bør gøre ved det” (Harste, 2002, p.27). Habermas’ teoretiske fortjeneste består således ifølge Harste primært i et handlings- eller operationaliseringsperspektiv af den systemteoretiske kommunikationsforståelse hos Luhmann. Livsverden og system skal ikke anskues som to fysiske områder, der som i en tovtrækningsøvelse bevæger sig længere mod eller væk fra den hvide streg138.
Luhmanns position fortjener med et habermas udtryk ”systemfunktionalisme”, idet den søger at erstatte subjektet med system (Habermas, 1988, p.409), hvorved fornuftsbegrebet, som det er blevet forstået siden Kant, og dets forhold til livsverdensbegrebet radikaliseres: ”An die Stelle der Innen-Aussen-Beziehung zwischen dem erkennendem Subjekt und der Welt – als
Gesamtheit erkennbarer Gegenstände – tritt die System-Umwelt-Beziehung” (Habermas, 1988, p.426). Habermas’ subjekt-objektsiagttagelse er således forstået en god del ad vejen den samme som Luhmanns, nemlig en iagttagelse139, men han opponerer mod fornuftsbegrebets fravær idet iagttagelsen skifter mod en system-omverdensforståelse140.
138 ”Forholdet mellem livsverdenen og systemerne skal ikke ses som en nul-sum, som en kage, hvor mere til det ene perspektiv giver mindre til det andet. For det første er der i begge tilfælde tale om analytiske perspektiver på kommunikation og ikke om noget tingsligt, man kan pege på. En og samme ytring, som ’jeg går lige ned i kantinen’, kan iagttages såvel ud fra systemperspektivet som ud fra det deltagerperspektiv, taleren selv har på sin ytring” (Harste, 2002, p.28).
139 “Die Subjekt-Objekt-Beziehung bietet ebensowenig wie die System-Umwelt-Beziehung konzeptuelle Anschlüsse an die genuin sprachliche Intersubjektivität von Einverständnis und kommunikativ geteiltem Sinn”
(Habermas, 1988, p.437). Med en matematik-metafor, kunne man nærmest hævde, at Luhmanns og Habermas’
måde at regne (iagttage) på er ens, men deres forudsætninger for at stille stykket op ser såre forskelligt ud.
140 I en anden sammenhæng har Luhmann været inden på nødverndigheden af at erstatte subjekt med system:
”selve begrebet kommunikation ændrer sig i denne konstellation. Man kan ikke reducere det til kommunikativ
56 Habermas’ fastholdelse af den kantske fornuftskalkule, forleder ham (naturligt!) til at anskue Luhmann som postmoderne; ”An die Stelle der einen, transzendeltal begründeten Welt, treten die vielen systemrelativen Umwelten” (Habermas, 1988, p.428)141. Fælden er nærliggende;
polycentrisme er postmodernisme! Det polycentriske er for Habermas systemrelativisme – og dermed et udtryk for en slags ’moderne uansvarlighed’. Det synes her som om at forståelsen af (sociale) systemers autopoiesis som Luhmann formulerer den undgår Habermas’
opmærksomhed; autopoiesis er jo det modsatte af relativisme; for autopoietiske systemer er
opmærksomhed; autopoiesis er jo det modsatte af relativisme; for autopoietiske systemer er