III. Derrida, Platon og triton genos figuren: Khôra
A. ’Timaios’ dialogen
1.a. Platon og dialogen “Timaios”
Platons dialog “Timaios” har haft en lang og indflydelsesrig virkningshistorie.
Den var den mest læste dialog af Platon i århundreder. I store dele af
middelalderen var en ufuldstændig latinsk oversættelse af “Timaios” den eneste tilgængelig tekst af Platon i det kristne Europa.
Allerede i år 300 f.v.t. kom den første af mange antikke
kommentarværker til denne dialog. Den afgørende indflydelse som dialogen fik allerede i antikken var ikke begrænset til Platons elever ved akademiet, både den stoiske og senere nyplatonismen, især Plotin, var hver på deres måde påvirket af dialogen “Timaios”.
“Timaios” handler om verdens skabelse, den omtales da også ofte som Platons kosmologi. Dialogen indeholder overvejelser omkring astronomi, fysik og fysiologi. Disse overvejelser, omkring hvordan verden blev skabt og hvordan verden er indrettet, hvilket også inkluderer en forestilling om, hvordan mennesket er skabt og hvordan både menneskets sjæl og legeme er indrettet og hvordan de forholder sig til hinanden, er i vore dage noget vi overlader til den empiriske videnskab og de rationelle argumenter. Men hos Platon er det
udformet som en myte. Centrale dele af “Timaios” er en kosmologisk myte. Jeg har tidligere nævnt, hvor central myten er hos Platon.
Dialogen “Timaios” præsenteres som en trilogi bestående af
“Timaios”, “Kritias” og “Hermokrates”, men den blev aldrig realiseret. Kun
“Timaios” blev fuldført.. “Kritias” forblev en torso og hvad angår “Hermokrates”
så vides det end ikke om den overhovedet blev påbegyndt. På den måde har de en vis lighed med andre af Platons sene dialoger. Både “Sofisten” og
“Statsmanden” skulle ifølge disse dialoger selv være en del af en helhed, der
skulle havde været afsluttet med dialogen “Filosoffen”, men heller ikke dette projekt blev fuldført af Platon.
Persongalleriet i “Timaios” består af Sokrates, Timaios, Kritias, Hermokrates og en person der ikke er tilstede, hvad der eksplicit bliver lagt mærke til. Timaios er hovedpersonen i dialogen. Han har både lagt navn til dialogen og er også den der taler mest, næsten to-tredie del af dialogen er en monologisk tale af
Timaios. Men det er Sokrates og ikke Timaios der indleder dialogen med et kort referat af en samtale de alle sammen deltog i dagen før. Det gælder også den fraværende person. Allerførst starter Sokrates dog med at minde dem om, at de fik pålagt nogle opgave i går, som han så beder dem om at løse i dag. Timaios bliver bedt om at tale om menneskets plads i universet. Kritias skal tale om Athens bedrifter i fordumstid, en tid der forlængst er gået tabt for hukommelsen.
Emnet for Hermokrates` tale fortoner sig i det uvisse. Det samme er tilfældet med den fraværendes opgave, det nævnes end ikke. Hvad dette skyldes vides ikke. Måske fik den fraværende person slet ingen opgave dagen før eller også aflyser Sokrates tavst vedkommendes opgave, da han erfarer, at han er fraværende på grund af sygdom. Angående en fraværende der udebliver pga.
sygdom, så har der været nogle spekulationer om, at den fraværende muligvis er Platon selv.40 Dette begrundes med at Platon også var fraværende ved Sokrates` død, og at det vistnok var fordi han var syg omtales flere steder.41 Men det kan ikke være andet end et antydende argument, fordi den fraværende forbliver anonym. Det, der er mere interessant, er, hvilken betydning det kunne have for tolkningen af dialogen “Timaios”, at man antager, at det er Platon, der er den 4. og fraværende. Ifølge John Sallis er fravær og khôra tæt forbundet, fordi ordet indeholder bibetydningen: “Jeg trækker mig tilbage” eller “At give rum”.42 Man kunne i den forbindelse få den idé, at Platon skulle være den vokstavle, som idéen præges ind i, d.v.s. mediumet mellem idéen og teksten (dialogen), hvilket begrunder hans fravær i dialogerne. Tanken er besnærende,
40 Det hævder Bury (1989) i en note til hans oversættelse af dialogen p.16.
41 I ‘Forsvarstalen’ 34a, 38b og i ‘Faidon’ 59b.
42 Sallis (1994) p. 4f.
men hvis Platon selv skulle optræde som medium, så skulle analogien være mere fuldkommen. Så skulle det have været den tredje (triton), der var fraværende og ikke den fjerde.
Gårsdagens samtale som Sokrates` refererer til i indledningen handlede om, hvordan man indretter den bedste stat. Denne samtale dagen før ligner på mange måder den dialog, som vi kender under navnet “Staten”. Men det kan ikke være den af forskellige grunde, selvom der er mange ligheder. Den første og helt indlysende grund er, at Timaios, Kritias og Hermokrates ikke er samtalepartnerne i dialogen “Staten”. Hvorvidt den fraværende skulle være Glaukon, Thrasymachos eller en anden af samtaleparterne i “Staten”, kan vi i sagens natur ikke vide.
En anden grund er den som Carsten Høeg slår til lyd for i sin indledning til “Timaios”43. Han mener ikke, at den samtale, der er foregået dagen før, er identisk med dialogen “Staten”, fordi det ikke passer med den dramatiske datering af dialogerne. Ifølge “Timaios`” egen iscenesættelse så foregår samtalen på en dag, hvor der fejres Athenafest. Hvorimod “Staten”
dramatisk foregår dagen efter under Bendisfesten. Men ifølge den attiske festkalender, så falder de to fester ikke i nærheden af hinanden. Man kunne måske indvende imod dette argument, at enhver Platon dialog er fiktion og at den dramatiske datering af dialogerne derfor ligeså godt kan være helt vilkårlig.
Til det kan man kun svare: både ja og nej. Ja, det er helt korrekt, at enhver Platon dialog er fiktion, det er der mig bekendt ikke nogen, der er uenige i. Men det betyder ikke, at de dramatiske dateringer er ganske vilkårlige. Både Holger og Karsten Friis-Johansen understreger, at der er meget få anakronismer i Platons dialoger. I det hele taget er det karakteristisk for Platons dialoger, at de i det ydre er historisk korrekt.44 Det er en facet ved dialogerne som Platon altid er meget omhyggelig med. Det er på den baggrund rimeligt at tillægge disse detalje fortolkningsmæssig værdi.
43 In: Platon(1992) bd. 8, p. 7.
44 Johansen, Karsten Friis(1991) f.eks. p. 194. Johansen, Holger Friis(1984) p. 325.
Men hvorfor al den diskussion? Fordi det har stor betydning for mindst to områder. Først er dateringen og placeringen af “Timaios” i Platon kronologien forskellig indenfor diverse forskningstraditioner.45 Dernæst har det betydning i selve dialogen. Hvad er begrundelsen for, at Sokrates bringer temaet på banen igen? Sokrates’ begrundelse er, at den stat som han har beskrevet er statisk.
Han ønsker, at de andre skal fortælle, hvordan staten er i bevægelse eller som Sokrates selv formulerer det i et væld af billeder, som han jo har for vane:
“I skal nu høre, hvordan det gaar mig, naar jeg tænker paa det Samfund, vi har beskrevet. Jeg føler omtrent som en Mand, der har betragtet nogle smukke Dyr paa et Maleri eller ogsaa virkelige Dyr, der nok er levende, men ikke bevæger sig, ogsaa faar Lyst til at se dem røre sig og udføre et eller andet af det, som deres legemer synes at formaa. Saadan har jeg det med den stat, vi har beskrevet.” (19ab).
Temaet for dialogen er altså ikke kosmologien og antropologien i sig selv, som det ellers fremgår af diverse filosofihistorier. Det virkelige tema er bevægelse.
Men med bevægelse menes ikke, hvordan dette eller hint bevæger sig, men i stedet selve forudsætningen for, at der er bevægelse i verden, at der
overhovedet er noget der finder-sted. Sokrates sammenligner den stat, han har beskrevet med andre ting og erkender, at de nok er virkelige, men de bevæger sig ikke. Hvilket må siges at være en præcis men også ironisk beskrivelse af
‘Idéerne’. Dermed opstår spørgsmålet: Hvorfor er alt ikke statisk, som det mønster af idéer verden angiveligt er vævet af? Her falder det i Timaios’ lod, at svare på dette spørgsmål. Han skal fortælle om triton genos figuren Khôra.
Timaios, der selv omtales som ‘den tredje af os’ (20d), skal altså formidle triton genos figuren for de andre. Men Timaios giver sig godt tid, han udskyder det og går en omvej ved først at forklare, hvordan ‘Demiurgen’ har skabt universet. Før
45 Ostenfeld (1986) giver et godt overblik over den omfattende diskussion, der har været om
‘Timaios’ dialogens placering i Platon kronologien i det 20. århundrede. En diskussion der i virkeligheden handlende om, hvorvidt Platon selv forkastede teorien om ‘Idé-verden’ eller om han holdt ved den indtil sin død.
han når frem til at forklare, hvad Khôra gør, men det kræver en ny begyndelse.
Ligesom Derrida mange år senere i sit foredrag ‘La différance’ lige før han beskriver hvad ‘différance’ gør, bryder af og begynder på ny med ordene ‘Lad os begynde forfra’. ‘og lad os så begynde en gang til’, siger Timaios (48e), før han introducerer triton genos figuren: “Før skelnede vi imellem to Ting, men nu maa vi ogsaa drage en tredje frem.” (49a). Han beskriver den lidt famlende i første omgang med ordene “den er al Tilblivelses beholder eller dets amme”
(49b). Timaios har svært ved sin beskrivelse, fordi triton genos figuren er vanskelig og dunkel. Han må da også ty til andre metaforer for overhovedet at kunne beskrive denne tredje slags. Han kalder det et kar eller bassin man for en stund kan opbevare noget i, mens man flytter det, men således at karret ikke selv modtager karaktertræk fra det, som det opbevarer. Platon anvender ordet
‘dexamene’ om den funktion, som denne tredje slags udfører. Dette ord betyder: modtager og er afledt af et verbum, der betyder modtage og optage i sig.46 Triton genos figuren står som en tredje slags mellem de to modsætninger.
Det værende, der altid er det samme som sig selv, som man traditionelt kalder for ideerne. Og så det der altid er forskelligt fra sig selv, som man traditionelt kalder for fænomenerne. Men Timaios har meget svært ved at forklare det, han forsøger endda at udskyde det til en anden gang, da det bliver for vanskeligt:
“(...) de Ting, der gaar ind i den og ud af den, maa vi kalde Efterligninger af de Ting, der altid er, Aftryk taget af dem paa en underfuld og vanskelig forklarlig Maade; det vil vi tale om en anden Gang. For Øjeblikket maa vi imidlertid forestille os tre Ting: det, der bliver til, det i hvilket det bliver til, og det, efter hvis lignelse det, der bliver til, fødes.” (50c).
Efter flere andre men utilstrækkelige forsøg på at forklare denne tredje slags, døber han triton genos figueren for Khôra. Khôra oversættes traditionelt med rum, hvilket altså så skulle være forudsætningen for at bevægelse kan finde-sted, ifølge Timaios (og Platon).
46 Ifølge de danske oversætter af Platons skrifter i indledningen til ‘Timaios’ bd. 8. p. 15.
2.a. Derridas tolkning af Khora figuren
Derridas arbejde med Platons dialog “Timaois”, er måske først begyndt, meget tyder på, at det langt fra er færdigt47. Derridas interesse for “Timaios” hænger sammen med triton genos figuren: khôra. Khôra dette ubestemmelige og flygtige, der paradoksal nok har flere ligheder med différance end forskelle.
Derridas arbejde med khôra er ikke i første række en afsløring af den vestlige metafysiks logo-, fono- eller fallocentrisme på linje med mange af hans andre arbejder. Det er først og fremmest et forsøg på at forklare sin egen tænkning.
Derrida skabte det første ‘forskudte’ fundament med sit foredrag ‘La différance’.
Med triton genos figuren Khôra har Derrida fået muligheden for at vise
différance’s affinitet med Khôra. Dermed kan han også vise, at différance ikke kun er et modefænomen i det 20. århundrede, men har ligget latent i den europæiske metafysiks historie siden denne metafysik for alvor blev grundlagt med Platon.48
Indtil videre er hans tolkninger spredt rund om i essays og interviews, særligt 2 essays “Khôra”(1987) og “How to avoid speaking:
Denials”(1989) behandler “Timaois” dialogen og Derridas tolkning af khôra. I det første essay bruger Derrida sin læsning af “Timaois” og især tolkningen af khôra som et led i sit evigt tilbagevendende forsøg på at forstå Heidegger. I det andet essay diskuterer Derrida khôra i forhold til negativ teologi og ikke mindst hvorfor hans egen tænkning ikke blot er en form for “neo-negativ teologi”.
47 Khôra dukker op flere og flere steder i de senere år, se note længere fremme.
48 Ganske vist nævnes Khôra for første gang i Derridas skrifter nøjagtig samme år som
Différance foredraget i 1968. Det er i ‘Plato’s Pharmacy’, men den bliver kun brugt til at vise den store forskel mellem ‘platonisme’ og Platons dialoger. Han citerer de vigtige passager om triton genos og Khôra med bemærkningen: “Here is the passage beyond all ‘Platonic’ oppostion, (...).”
(Derrida (1981) p. 160.
De øvrige steder hvor Derrida kommer ind på khôra eller Timaios dialogen, er i ganske korte passager, jeg vil derfor i min gennemgang især koncentrere mig om “Khôra” essayet.49
Derridas essay er oprindeligt et foredrag som mange af hans andre essays. Det stammer fra et kollokvium til ære for den berømte franske antik forsker Jean-Pierre Vernant. Derrida sætter da også et citat af Vernant foran essayet “Khôra”. Et citat der meget præcist viser, hvad der i den grad optager Derrida ikke blot ved antikken og Platon, men generelt og uafladeligt har optaget ham gennem hele hans arbejde med filosofiske såvel som litterære tekster. Det er et citat, der omhandler mytens karakter i antikkens Grækenland.
Myten som supplement til logos tænkningen, et supplement til modsigelsens grundprincip. Til det logiske princip om enten eller, enten ja eller nej. Enten er noget sandt eller også er det falsk, det kan ikke være begge dele på én gang.
Det vil sige, det behøver ikke engang at være sandt og falsk på en gang.
Modsigelses princippet som vores logik og dermed også matematik og lingvistik, bygger på er en kategorisering, der som vigtigt kendetegn må indeholde forudsigelighed og entydighed. Det udelukker, at noget kan være sandt i det ene øjeblik for i det næste øjeblik, når det måske ses fra en anden vinkel, pludselig er falsk. Mytens karakter ligger i følge Vernant hinsides denne logik.
Det, der er interessant ved mytens karakter, er for Derrida ikke blot mytens tvetydighed, men flertydigheden og ikke mindst den opposition som myten indtager som modpol til den traditionsrige vestlige metafysik, der jo bygger på det filosofiske princip om modsigelses frihed. Det myten
symboliserer, i det citat af Vernant som Derrida har valgt at lade stå foran sit essay, er de pludselige betydningsskift. Dets betydning står og vipper eller
49 Det drejer sig om: “The Villanova Roundtable: A Conversation with Jacques Derrida.” p. 8-11 og15-19, “Faith and knowledge: the Two Sources of ´Religion` at the Limits of Reason Alone”
især § 23-26 p. 19-22. og “Traces” in: Kenneth Maly: The path of archaric thinking.
svinger fra den ene tvetydighed til den anden flertydighed.50 Det er i særlig grad dette karaktertræk ved myten, som den europæiske metafysik traditionelt har svært ved at lukke med ind i varmen. I et lille udsnit af det længere citat formulerer Vernant mytens problematiske karakter på denne her måde: “How can one formulate, or even formalize, these see-saw operations, which flip any term into its opposite whilst at the same time keeping them both apart, from another point of view?” (Derrida (1995) p. 88). Og som svar på Vernants spørgsmål, kan vi sige, at det har den vestlige metafysik heller ikke formået at formulere eller at formalisere, den har i stedet lukket myten uden for døren og dermed også lukket myten ude af det gode filosofiske selskab. Derridas projekt med dekonstruktionen er billedligt talt at åbne døren for at kigge ud på den anden side af døren eller indhegningen (clôture).
Khôra er svært at bestemme præcist. Det er ikke kun et problem for Timaios, Derrida står overfor det samme problem. Khôra der jo hverken er det samme (tauton) eller det forskellige (heteron), hverken ´det ene` eller ´det andet`, men netop det tredje. Khôra trodser på den måde filosoffernes logik om modsigelsesfrihed. Timaios fortæller om Khôra i mytens form, hvilket betyder, at det jo ikke er sandt, det han fortæller i strengt filosofisk forstand, det vil sige, det er ikke modsigelsesfrit. Men som Derrida fremhæver, så understreger Timaios at det ikke på nogen måde er falsk (ou pseudometha). Han lyver ikke, når han fortæller om Khôra.51 Selvom Timaios beskriver Khôra i mytens form, så er Khôra ikke myte ifølge Derrida. Hvis man vil bestemme Khôra som myte, er man igen underlagt traditionens oppositions skema, enten er noget logos eller mytos, enten sandt eller falsk, osv. Men det er netop dette oppositions skema, som Khôra trodser, mener Derrida. Selvom man ikke kan tale om, at Khôra ‘er’ i traditionel forstand, så er Khôra netop en tredje slags, der ikke kan rummes inden for det traditionelle oppositions skema af væren og ikke - væren. Fordi
50 Det er relevant i den forbindelse at minde om Kierkegaard citatet i indledningen, hvor han netop fremhæver den samme betydnings ubestemmelighed ved Sokrates’ ironi. Det er ifølge Vernant også et generelt træk ved antikkens myter.
51 Derrida (1993): p. 90.
Khôra fungerer på tilsvarende måde som différance, den skaber rum for at modsætningerne konstitueres. Traditionelt har man også oversat Khôra med ordet: Rum, land, region, osv. Og den er som nævnt blevet beskrevet med metaforer som: moder, vokstavle, kar, bassin, osv. Derrida er ikke tilfreds, fordi han mener, at disse oversættelser i for høj grad er fortolkende, bl.a. fordi de alle rummer eksistensprædikater af typen Khôra er X. Derrida bruger en god del af foredraget på at gendrive disse mange forslag til andre navne for Khôra, fordi hans fokus i stedet er at kigge nærmere på, hvordan Khôra fungerer, i stedet for at se på at Khôra fungerer som X.
Timaios knytter som tidligere nævnt Khôra tæt til ordet modtage og Derrida hævder i forlængelse heraf, at Khôra er det ‘sted’, hvor noget modtages for at ‘give plads’ til det eller for at det kan ‘finde sted’. Han skriver: “Khôra receives, so as to give place to them, all the determinations, but she/it does not posses any of them as her/its own.” (Derrida (1993b) p. 99). Det at ‘give plads’
refererer ikke til et handlende subjekt, hverken et jordisk eller overjordisk
væsen. Khôra er blot den plads eller sted, hvor mening ‘finder-sted’.Når Derrida beskriver Khôra, som det der giver plads, så bruger han ordet: lieu der kan oversættes med ‘finde sted’52, hvilket jeg mener, er den bedste oversættelse, fordi den er neutral, som Derrida ønsker det. Udtrykket ‘finder-sted’ signalerer ikke noget handlende subjekt, hverken jordisk eller overjordisk, det gør derimod udtrykket at ‘give plads’. Når Derrida beskriver Khôra ved at sige at noget: ‘give place’ eller på dansk ‘finder-sted’, så oversætter han egentligt blot Khôra, fordi Khôra ikke blot betyder rum eller sted ifølge ordbogen. Det betyder snare ‘at rum, sted eller plads indtages af noget’. Ser man Khôra i forhold til den nært beslægtede afledte form Khôreô, der betyder ‘giver plads’ og ‘trækker mig tilbage’53, så kan man også sige, når Derrida beskriver Khôra som det sted der modtager, at det er et sted der indtages. Og når han endvidere hævder, at Khôra giver plads til at noget kan ‘finde-sted’, så er det nærmere betydningen af Khôreô: at trække sig tilbage for at give plads for at noget kan ‘finde-sted’. På
52 Fransk-Dansk ordbog: sted, finde sted, ske, foregå, afholde, osv. p. 257.
53 Græsk-Dansk ordbog p. 912f.
den måde kan man sige, at Derrida, fordi han er så opmærksom på brugen af metaforer, har bedre forudsætninger for at læse den bogstavelige mening i
den måde kan man sige, at Derrida, fordi han er så opmærksom på brugen af metaforer, har bedre forudsætninger for at læse den bogstavelige mening i