Clearancebegrebet.
Undersøgelse af Nyrefunktionen ved Bestemmelse af Nyrens Clea-rance er først gennemført af Mc. Intosch, Møller og van Slyke (91).
E f t e r disse Forskere kan Clearance for et vilkaarligt Stof defineres som det Blod- eller Plasmavolumen, hvori den i en Tidsenhed i Urinen udskilte Mængde af det paagældende Stof h a r været opløst. Mc. Intosch og Medarbejdere anvendte Urinstof til Clearancebestemmelserne, senere h a r talrige a n d r e Stoffer været anvendt. F o r et vilkaarligt Stof kan Plasmaclearance udtrykkes saaledes:
Koncentration i Urin X Urinudskillelse pr. Min.
Clearance = : —
Koncentration i P l a s m a
For Stoffer, der f j e r n e s fuldstændigt eller praktisk talt fuldstændigt f r a Blodet ved en enkelt P a s s a g e af Nyren (Diodrast), er Forholdet meget enkelt. Antager vi, at Plasmakoncentrationen af Stoffet er x mg pr. 100 cc Plasma, og der pr. Minut udskilles 3 x mg i Urinen, m a a disse have været opløst i 300 cc Plasma.
F o r Stoffer, der kun f j e r n e s f r a Plasmaet ved Ultrafiltration (Krea-tinin og Inulin) og ikke reabsorberes eller diffunderer tilbage til det peritubulære Blod, vil Clearance være Udtryk for den glomerulære Fil-trations Størrelse. F o r s a a d a n n e Stoffer m a a Clearance være u a f h æ n g i g af Plasmakoncentrationen, og den i Urinen udskilte Mængde være lige-frem proportional med Plasmakoncentrationen. Da der er Tale om en ren Filtrationsproces, f a a r vi Fc = Pc, hvor Fc er Koncentrationen af Stoffet i Ultrafiltratet og Pc Koncentrationen i Plasmaets Vandfase.
25
Den filtrerede Mængde pr. Minut bliver da Fc X Um, hvor Um er Ultrafiltratmængden pr. Minut. Da dette P r o d u k t u n d e r de ovennævnte Forudsætninger udskilles kvantitativt i Urinen, f a a r vi Fc X Um = Uc X D og endvidere Um = Uc X D/Pc, hvor Uc er Stoffets Koncen-tration i Urinen og D Urinudskillelsen pr. Minut.
Hvis intet andet angives, f o r s t a a s ved Clearance nu i Almindelighed Plasmaclearance. Ønsker m a n ud f r a Plasmaclearance at bestemme Totalblodclearance, kan dette gøres, n a a r de udtagne Blodprøvers Celle-volumen er bestemt ved H j æ l p af Hæmatokrit.
Plasmaclearance Totalblodclearance =:
100 -f- Blodets Cellevolumen
Hvis et Stofs Clearance er højere end den glomerulære Filtration (Kreatinin—Inulinclearance), m a a en Udskillelse ved en tubulær Se-kretion antages. Under disse Forhold vil den i Urinen udskilte Mængde af Stoffet ikke stige proportionalt med stigende Plasmakoncentrationer, men gradvis aftage (se senere). Kendes den glomerulære Filtration og Stoffets filtrerbare Plasmakoncentrations Størrelse, kan den filtrerede Mængde beregnes. E r tillige den i Urinen udskilte Mængde bestemt, beregnes den secernerede, idet:
secerneret -- udskilt -i- filtreret.
E r Clearance for et Stof mindre end den beregnede filtrerede Mængde af Stoffet, m a a der have fundet en tubulær Reabsorption eller Diffusion Sted. Den reabsorberede Mængde vil da være:
reabsorberet = filtreret -r- udskilt.
Den glomerulære Funktion.
Med Rehbergs (114) og Holten og Rehbergs (62) Indførsel af K r e a -tininclearance i Nyrefysiologien blev det muliggjort at bestemme en enkelt af Nyrens Partialfunktioner, den glomerulære Funktion, F i l t r a -tionen. Rehberg antog, at Kreatinin kun udskiltes ved Filtration og ikke reabsorberedes i Tubuli. For H u n d , Kat, Sæl og F r ø e r s Vedkommende h a r senere Undersøgelser ogsaa sandsynliggjort, at K r e a -tininclearance hos disse Dyr er et Maal for den glomerulære Filtration.
26
Undersøgelser af amerikanske Forskere tyder imidlertid paa, at Krea-tiriin hos Mennesker og visse Aber delvis udskilles ved tubulær Sekre-tion (127). Disse Undersøgelsers Rigtighed bestrides imidlertid stærkt af Ekehorn (29), der stadig anser Kreatininclearance som et Udtryk for den glomerulære Filtrations Størrelse hos Mennesker.
Richards, Westfall og Bott (120) og Shannon og Smith (140) fandt i Polysakkaridet Inulin et Stof, hvis Clearance ogsaa hos Mennesket m a a antages som et Maal for den glomerulære Filtration. Denne Op-fattelse bygger p a a følgende Undersøgelsesresultater: Hendrix, Westfall og Richards (54) h a r ved P u n k t u r af Glomeruli hos Frøer direkte p a a -vist, at Ultrafiltratet indeholder Inulin i samme Koncentration som Plasmaets Vandfase. Shannon (126) fandt, at Inulin ikke udskilles hos aglomerulære Fisk. Miller, Alving og Rubin (93) viste hos Mennesker og Shannon (128) hos Hund, at Inulinclearance er uafhængig af Plas-makoncentrationen, hvilket ikke er Tilfældet med Stoffer, der delvis udskilles ved tubulær Sekretion. At Inulinet ikke reabsorberes i Tubuli er sandsynliggjort dels gennem dets høje Molekylvægt og dels gennem det Forhold, at Xylose, Glukose og Inulinclearance under Florizinblo-kade af Tubuli h a r samme Størrelse. Shannon (128, 133).
Et virkeligt fyldestgørende Bevis for, at Inulinclearance er et exakt Udtryk for den glomerulære Filtrations Størrelse hos Pattedyrene, er ikke ført, Analogislutninger f r a Frønyren er næppe tilladelige, n a a r m a n betænker den anatomiske og fysiologiske Forskel, der er p a a F r ø -nyren og Pattedyr-nyren. Det er dog ikke hidtil lykkedes at paavise noget Forhold, der kunde tyde paa, at Inulin udskilles p a a anden Vis.
Hos H u n d e er Inulinclearance og Kreatininclearance af samme Størrelse, hvorfor det antages, at saavel Inulin som Kreatinin udskilles ved Filtration, og at der ikke finder nogen tubulær Sekretion eller-nogen passiv eller aktiv Tilbagereabsorption Sted, Shannon (133, 130), Richards, Westfall og Bott (119).
Clearancebestemmelser med disse Stoffer m a a derfor formodes at være et Maal for den glomerulære Filtrations Størrelse.
Den renale Plasmagennemstrømning.
S a a f r e m t det var muligt samtidigt at følge Inulin- eller Kreatinin-koncentrationen i Nyrearterieblod og Nyreveneblod, kunde disse Stoffer foruden til Bestemmelse af den glomerulære Filtration ogsaa benyttes
27
til Bestemmelse af den renale Blodgennemstrømning. Denne vil være Totalblodclearance
renale Extraktion hvor den renale Extraktion er udtrykt ved:
Arteriekoncentration -f- Nyreveneblodkoncentration Arteriekoncentration
multipliceres dette Forhold med 100 f a a s Extraktionsprocenten. Da Nyreveneblodskoncentrationen ikke lader sig bestemme umiddelbart, kan Glearance kun give et exakt Udtryk for den renale Blodgennem-strømning, saafremt det til Glearance anvendte Stof f j e r n e s fuldstæn-digt f r a Blodet under Passagen af Nyren og ikke nedbrydes eller aflej-res i denne. Hvis det paagældende Stof ikke optages z£. de røde Blod-legemer, eller saafremt dette sker, ikke afgives af Blodlegemerne under Blodets Passage af Nyren, vil Stoffets Plasmaclearance være et Udtryk for den renale Plasmagennemstrømning.
Skal Stoffet f j e r n e s fuldstændigt f r a Blodet under Nyrepassagen, m a a det foruden ved den glomerulære Filtration udskilles ved en aktiv Cellevirksomhed, ved en tubulær Sekretion. Elsom, Bott og Landis (30) og Elsom, Bott og Shiels (31) f a n d t ved Undersøgelser udført p a a Hunde, at forskellige jodholdige Kontrastoffers Clearance (Diodrast, H i p p u r a n ) var væsentlig højere end Kreatininclearance. Ved høje Plas-makoncentrationer, ca. 70 mg pCt. J , var disse Stoffers Clearance af samme Størrelsesorden som Kreatininclearance, men ved lavere P l a s -makoncentrationer, under 20 mg pCt., fandt disse Forskere, at Dio-drastclearance steg med faldende Plasmakoncentrationer, og ved Vær-dier p a a ca. 10 mg pCt. P l a s m a j o d og derunder var f r a 2—4 Gange saa høje som Kreatininclearance, medens Hippuranclearance under samme Forhold steg til lidt over det dobbelte af Kreatininclearance Størrelse. De antog derfor, at disse Stoffer udskilles baade ved glome-rulær Filtration og ved tubulær Sekretion.
Smith, Goldring og Chasis (146) h a r p a a Mennesker undersøgt Diodrast- og Hippuranclearance. De finder, at Diodrastclearance er lidt højere end Hippuranclearance, og at disse Stoffer ved P l a s m a -koncentrationer under 5 mg pCt. giver konstante Clearanceværdier, der er ca 5—6 Gange Inulinclearance. De antager, at disse Stoffer ved
saa-28
danne lave Plasmakoncentrationer f j e r n e s fuldstændigt f r a Blodet ved en enkelt P a s s a g e af Nyren og derfor bliver et Maal for den renale Blodgennemstrømning.
E f t e r de ovenfor citerede Arbejder skulde der være en Forskel i Glearanceværdierne for Diodrast og H i p p u r a n . Senere Undersøgelser af Finkelstein, AUmenosa og Smith (33) viser imidlertid, at Diodrast, H i p p u r a n og p-Aminohippursyre hos Mennesker giver identiske Clea-ranceværdier.
Den Diodrast (Hippuran) Plasmakoncentration, hvor Glearance be-gynder at aftage, benævnes af Smith og Medarbejdere (146) »the self-depression limit«. Hos H u n d e fandt White (173), at denne laa ved Plasmakoncentrationer p a a ca. 13 mg pCt. Diodrastjod. Jeg h a r p a a H u n d e undersøgt Hippodinclearance Forløb ved varierende P l a s m a -jodkoncentrationer. Resultatet af disse Forsøg er vist i Fig. 1 og Tabel 1.
Det f r e m g a a r af disse Undersøgelser, at »the selfdepression limit«
for Hippodin hos fastende H u n d e ligger ved ca. 6,5 mg Hippodinjod
Hund 8 A Faitinde . A Proteinbe/astet.
Hund F O •
—-A —-A I
e 9 to n U 13 14 is 16 17 lå
mg % J. / Plasma.
Fig. 1. Hippodinclearances Afhænghighed af Plasmakoncentrationen.
29
pr. 100 cc Plasma. Under Proteinbelastning, der fremkalder en meget betydelig Stigning af Nyrefunktionen, ligger »the selfdepression limit«
lavere (ved ca 4 mg pCt.). Fig. 1 og Tabel 1.
W h i t e fandt tillige, at den renale E x t r a k t i o n for Diodrast ikke var 100 pCt., men kun ca. 74 pCt. Forsøgene blev udført p a a H u n d e med transplanteret Nyre.
Lignende Undersøgelser er foretaget af Corcoran. Smith og Page (19), der fandt, at den renale Extraktionsprocent var ca. 84 ved P l a s -madiodrastkoncentrationer under 5 mg pCt. Medtager m a n af Whites
Materiale kun de Forsøg, der er gjort under denne Grænse, vil m a n se, at h a n s Materiale grupperer sig omkring en Plasmadiodrast E x t r a k -tionsprocent p a a ca. 78. F o r H u n d e n s Vedkommende kan m a n forment-lig regne med en Plasmadiodrast Extraktion p a a 80 pCt.
Dette betyder imidlertid ikke, at den renale Plasmagennemstrøm-ning er ca. 20 pCt. større, end Diodrastclearance viser. Under Passagen af Nyren vil de røde Blodlegemer afgive Diodrast til Plasmaet, hvilket vil nærme Diodrastclearance til Værdien for den renale Plasmagennem-strømning.
White og Heinbecker (174) fandt den renale Plasmagennemstrøm-ning hos Hunden lig Diodrastclearance X 1,2, medens Corcoran, Smith og Page (19) angiver, at Diodrastclearance skal multipliceres med 1,15 for at give Plasmagennemstrømningen.
Filtrationsfraktionen.
Ved Filtrationsfraktionen (F. F.) f o r s t a a r vi den Fraktion af den renale Plasmagennemstrømning maalt ved Diodrast, Hippodinclea-rance, der filtreres f r a under Filtrationen i Glomeruli maalt ved Inu-linclearance.
Filtrationsfraktionens Størrelse vil, som det f r e m g a a r af foran-staaende, være bestemt af det effektive Filtrationstryks Størrelse. Saa-fremt Blodtryk og Blodets kolloidosmotiske Tryk ikke ændres, m a a vi antage Filtrationsfraktionen reguleret gennem Vas afferens og Vas effe-rens Kontraktionsgrad. En Formindskelse af Vas effeeffe-rens Lumen eller en Dilatation af Vas afferens vil øge Filtrationsfraktionen, omvendt vil en Formindskelse af Vas afferens Lumen eller en Dilatation af Vas efferens —• eller begge Dele — nedsætte Filtrationsfraktionen.
BO
K o r r i g e r e t f o r den u f u l d s t æ n d i g e P l a s m a e x t r a k t i o n bestemmes deri procentiske F i l t r a k t i o n s f r a k t i o n :
I n u l i n clear ance X 100 F . F . pCt. =
Diodrastclearance X 1,2
I L i t t e r a t u r e n er der dog oftest ikke korrigeret f o r den u f u l d s t æ n d i g e P l a s m a e x t r a k t i o n , men F i l t r a t i o n s f r a k t i o n e n er k u n angivet ved F o r -holdet I n u l m c l e a r a n c e / D i o d r a s t c l e a r a n c e .
H o s H u n d f a n d t White og Heinbecker (174) F i l t r a t i o n s f r a k t i o n e n til ca. 20 pCt., v a r i e r e n d e f r a 18—40 pCt. Corcoran og Page (18) 30 pCt., Bing (8) 28—39 pCt. (ukorrigeret) og Alper og Lilienthal (2) 36—46 pCt. (ukorrigeret) henholdsvis f ø r og efter Proteintilførsel.
Smith, Goldring og Chasis (146) f a n d t hos Mennesker F i l t r a t i o n s f r a k -tionen med Diodrast til ca. 17 pCt. , med H i p p u r a n til ca. 19 pCt.
Smith (144) angiver F i l t r a t i o n s f r a k t i o n e n hos Mennesker til 20 pCt.
og hos H u n d til 36 pCt.
Den maksimale tubulære Kapacitet.
Tubulis sekretoriske Kapacitet.
Som nævnt i det f o r e g a a e n d e Afsnit f a n d t Smith, Goldring og Chasis (146), at Diodrastclearance a f t a g e r , n a a r K o n c e n t r a t i o n e n af Diodrast-jod stiger over en vis Grænse, »the selfdepression limit«. Under denne Grænse vil Udskillelsen af Diodrast i Urinen være en retliniet F u n k t i o n af P l a s m a k o n c e n t r a t i o n e n , medens denne Proportionalitet ophører, n a a r Grænsen overskrides, s a m t i d i g stiger Koncentrationen af Diod r a s t j o Diod i NyrevenebloDiodet. Bestemmes Ultrafiltratets Størrelse veDiod I n u linclearance eller K r e a t i n i n c l e a r a n c e samt den f i l t r e r b a r e , ikke p r o -teinbundne, F r a k t i o n af P l a s m a d i o d r a s t , som gjort af Smith og Smith (149), k a n den filtrerede Mængde Diodrast beregnes ( f i l t r e r b a r e Dio-d r a s t k o n c e n t r a t i o n X I n u l i n c l e a r a n c e ) . Bestemmes samtiDio-dig Dio-den i Urinen udskilte Diodrastmængde, f a a s den t u b u l æ r e secernerede Dio-d r a s t m æ n g Dio-d e (DioDio-drast T) som Differens.
Smith og Medarbejdere (146) f a n d t , at den Mængde Diodrast, der blev udskilt ved tubulær Sekretion, var en retliniet F u n k t i o n af P l a s makoncentrationen, n a a r denne er u n d e r ca. 5 mg pCt. Stiger K o n c e n -trationen derover, a f t a g e r den t u b u l æ r e Udskillelse gradvis for ved en
31
Plasmakoncentration p a a ca. 25 mg pCt. at blive konstant. Denne Stør-relse benævner de den maksimale tubulære sekretoriske Kapacitet, Dio-drast Tm. Denne er et kvantitativt Udtryk for Nyrens Sekretionsevne med Hensyn til det paagældende Stof. Den Grænseværdi, hvor Tubuli-cellernes maksimale Kapacitet er naaet, benævnes af Hilden (61)
»saturation limit«.
Betragter vi den enkelte Nephron som en funktionel Enhed, og ser vi bort f r a Muligheden af en extraglomerulær Blodforsyning til Tubuli, og antager vi tillige, at Blodet efter P a s s a g e n af Glomeruli g a a r til den samme Nephrons peritubulære Kapillarnet, vil det ses, at den Mængde Diodrast, der tilbydes denne, den tubulære Belastning (Diodrast load), vil være a f h æ n g i g af saavel Plasmakoncentrationen som af Blodgen-nemstrømningen og dermed de glomerulære dynamiske Forhold. E n Stigning i Filtrationsfraktionen vil tendere til at nedsætte den tubu-lære Belastning, selv om Plasmagennemstrømningen ikke ændres.
Den enkelte Nephrons »saturation limit« bestemmes af Forholdet tubulær Belastning / tubulær sekretorisk Kapacitet. N a a r dette F o r -hold n a a r Værdien 1, m a a Nephronens Mætningsgrænse va^re naaet.
»Selfdrepession limit« kan betragtes som den tubulære Belastning, hvorved de første af Nyrens fungerende Nephroner n a a r deres Mæt-ningsgrænse, og »saturation limit« som den Belastning, hvor de sidste Nephroner bliver mættede. Da Variationer i den renale Blodgennem-strømning hos Mennesket er smaa, vil »selfdrepession limit« og »sa-turation limit« findes ved ret bestemte Plasmakoncentrationer. Hos Hunden, hvor Variationerne i Blodgennemstrømningen er meget bety-delige, vil disse Grænseværdier imidlertid være afhængige af den re-nale Blodgennemstrømnings øjeblikkelige Størrelse. Disse Grænsevær-dier bør derfor sættes i Relation til en bestemt fysiologisk Tilstand (Faste — Proteinbelastning).
Afstanden mellem Grænseværdierne vil være desto større jo større Variationer, der er i de enkelte Nephroners sekretoriske Kapacitet, og vil saaledes være et Udtryk for den tubulære Dispersitetsgrad. Havde alle Nephroner samme sekretoriske Kapacitet og samme tubulære Belastning, vilde Udskillelsen af Diodrast i Urinen være en retliniet F u n k -tion af Plasmakoncentra-tionen, indtil »the satura-tion limit« var naaet.
Gennem Arbejder udført af Chasis, Ranges, Goldring og Smith (14) er det hos Mennesket vist, at betydelige Variationer i den renale Blod-gennemstrømning fremkaldt ved Behandling af Forsøgspersonerne med
32
pyrogent I n u l i n , hvorved der o p s t a a r en N y r e h y p e r æ m i , ikke f o r a a r -sager nogen Æ n d r i n g af den t u b u l æ r e sekretoriske Kapacitet, maalt med Diodrast Tm.
Tubulis reabsorptive Kapacitet.
F o r en R æ k k e Stoffer, der u n d e r Blodets P a s s a g e af N y r e n u l t r a -f i l t r e r e r i Glomeruli, gælder det, at de p r a k t i s k taget -forsvinder -f r a U l t r a f i l t r a t e t u n d e r dets P a s s a g e af Tubuli og d e r f o r ikke forekommer i U r i n e n eller forekommer i denne i lavere K o n c e n t r a t i o n e r end i Blo-det. E r dette Tilfældet, m a a vi antage, at de er reabsorberede ved en aktiv Gellevirksomhed. Stiger n u K o n c e n t r a t i o n e n af s a a d a n n e Stoffer i Blodet og dermed i U l t r a f i l t r a t e t over en vis Grænse, Stoffets Tær-skelværdi, vil Udskillelsen i Urinen begynde eller stige. Kendes Stoffets filtrable P l a s m a k o n c e n t r a t i o n og U l t r a f i l t r a t i o n e n s Størrelse ( K r e a t i -n i -n c l e a r a -n c e —• I-nuli-ncleara-nce), k a -n de-n t u b u l æ r e Belast-ni-ng med de p a a g æ l d e n d e Stoffer bestemmes. Denne er K r e a t i n i n c l e a r a n c e X Stof-fets filtrable P l a s m a k o n c e n t r a t i o n . Bestemmes den i Tidsenheden i U r i n e n udskilte Stofmængde, f a a s den t u b u l æ r e reabsorberede Mængde som Differens.
Hæves P l a s m a k o n c e n t r a t i o n e n , medens den glomerulære F i l t r a t i o n forbliver konstant, vil den t u b u l æ r e Belastning øges og ved en bestemt P l a s m a k o n c e n t r a t i o n n a a en Grænse »saturation limit«, over hvilken den i Tidsenheden reabsorberede Mængde af Stoffet er k o n s t a n t ; denne Størrelse er N y r e n s maksimale, t u b u l æ r e reabsorptive Kapacitet for det p a a g æ l d e n d e Stof og er et kvantitativt U d t r y k for Nyrens Reab-sorptionsevne.
Tilstedeværelsen af Tærskelværdien og M æ t n i n g s g r æ n s e n for de reabsorptive Processer m a a f o r k l a r e s ganske som »the selfdepression limit« og »the s a t u r a t i o n limit« f o r den t u b u l æ r e Sekretion. Under Af-snittet om Glukose Tm skal de teoretiske Overvejelser, der knytter sig til Glucosereabsorptionen, n æ r m e r e beskrives. Tilstedeværelsen af en m a k s i m a l , t u b u l æ r reabsorptiv K a p a c i t e t hos H u n d e n er f o r Glukose vist af Shannon og Medarbejdere (136), for F o s f a t af Harrison og Harrison (50), for Ascorbinsyre af Ratli, Friedman og Rubin (112), Fridman, Sherry og Ralli (37) og Selkurt (125) og for en Række Ami-nosyrer af Pitts (106).
Tilstedeværelsen af en maksimal, t u b u l æ r sekretorisk Kapacitet for-k l a r e r Shannon (134) ved Antagelsen af en Reafor-ktion mellem det Stof,
33
der skal secerneres, og en cellulær Komponent under Dannelsen af et Kompleks, som derefter spaltes, og den cellulære Komponent frigøres.
Hvor store Mængder, der k a n udskilles, vil da a f h æ n g e af Kon-centrationen af den cellulære Komponent og den Hastighed, hvormed Synthesen og Spaltningen af Komplekset foregaar.
Denne Hypothese er af Shannon og Fisker (136) senere anvendt til Forklaring af Reabsorptionen i Tubuli.
Simultan Depression.
Indeholder Blodet samtidigt flere Stoffer, der udskilles ved tubulær Sekretion, vil disse Stoffer gensidigt nedsætte hinandens Udskillelse, et Forhold Hilden (60) h a r benævnt »simultan depression«. Dette viste Smith, Goldring og Chasis (146) for Diodrast, H i p p u r a n og Phenolrødt;
Finkelstein og Medarbejdere (33) for p-Aminohippursyre og Diodrast og Rammelkamp og Bradley (113) for Diodrast og Penicillin, hvilket sidste ogsaa udskilles ved tubulær Sekretion.
For den tubulære Beabsorption gør lignende Forhold sig gældende.
Shannon (133) fandt, at Xylosereabsorptionen blev mindsket, n a a r den tubulære Glucosebelastning steg, og Pitts (106) viste, at Glycin, Alanin, Glutamin og Arginin gensidigt paavirkede hinandens Reabsorption.
I Lys af Sharinons Hypothese (134) kan disse Forhold forklares ved, at Stoffer, der secerneres eller reabsorberes ved samme System, ved Konkurrence om den cellulære Komponent, spærrer for hinanden. Der er imidlertid betydelig Forskel p a a den Lethed, hvormed de forskellige Stoffer secerneres eller reabsoberes, Diodrast secerneres saaledes lettere end Phenolrødt (146). Véd samtidig Udskillelse af disse Stoffer vil P h e -nolrødts Udskillelse følgelig nedsættes mest. Glucose reabsorberes lettere end Xylose (133), ved høje Glucosebelastninger vil Glucosen derfor helt spærre for Xylosereabsorptionen. S a a d a n n e Forhold kan forklares ved at antage, at de »konkurrerende« Stoffer h a r forskellig Affinitet til den cellulære Komponent.
Det er imidlertid ikke alle Tilfælde af »Konkurrence«, der kan for-klares p a a den ovennævnte klare Maade. Selkurt (125) h a r vist, at maksimal p-Aminohippursyrebelastning af den tubulære sekretoriske Mekanisme eller Glukosebelastning af den reabsorptive Mekanisme op-hæver Ascorbinsyrereabsorptionen fuldstændig, denne stiger dog lang-somt igen, men n a a r ikke samme Værdier som før disse Belastninger.
34
Ved samtidige Belastninger med p-Aminohippursyre og Glukose ned-sættes Ascorbinsyrereabsorptionen stærkere end med et enkelt af Stof-ferne, skønt disse to ikke efter Selkurts Forsøg nedsætter hinandens Tm. Selkurt antager derfor, at der er Tale om en ikke specifik »Kon-kurrence«, og at denne skyldes begrænset Energimængde til Raadighed f6r de tubulære Processer.
Til Bestemmelse af Nyrens maksimale tubulære Kapacitet kan teo-retisk set anvedes et hvilket som helst Stof, hvis Sekretion eller Reab-sorption h a r en tydelig højeste Grænseværdi, et tydeligt Tm. Til Be-stemmelse af den sekretoriske Kapacitet er det især Diodrast og p-Aminohippursyre, der h a r fundet Anvendelse. Til Bestemmelse af den reabsorptive Kapacitet er det hovedsagelig Glukose, der anvendes. Pitt og Alexander (109) fandt, at Fosfat og Glukose »konkurrerer« om en fælles reabsorptiv Mekanisme, men medens Phlorizin blokerer Glukose-reabsorptionen, paavirkes Fosfatreabsorptionen ikke. Da det reabsorp-tive og sekretoriske System formentlig bestaar af flere Led, vil der dels kunne blive »Konkurrence« om Systemet i sin Helhed og dels om et enkelt Led, der i saa Fald bliver den begrænsende Faktor. Resultatet bliver det samme. Ligeledes er der Mulighed for et fælles Led det sekre-toriske og reabsorptive System imellem.
K A P I T E L I I I .