Udviklingen i anvendelsen af de forebyggende indsatser og de forskellige an-bringelsestyper kan være interessant for at se, om der i løbet af projektperio-den er sket et skift i anvendelsen af de forskellige indsatser. I dette afsnit bely-ses, hvordan de forskellige forebyggende indsatser og anbringelsestyper an-vendes i kommunerne.
Forebyggende indsatser
Forebyggelsesindsatsen foregår efter flere forskellige lovgivninger, for eksem-pel daginstitutionsloven, folkeskolelovgivningen og sundhedsloven. Der er i evalueringen af Projekt Forebyggelseskommuner udelukkende fulgt op på nøgletallene for de forebyggende indsatser, der igangsættes på servicelovens område.
Nedenfor vises de forebyggende indsatser opdelt efter paragraf i serviceloven, jf. figur 4. Ser man på kommunerne samlet, er de oftest anvendte forebyggen-de indsatser familiebehandling og fast kontaktperson, mens konsulentbistand, praktisk støtte i hjemmet og aflastningsordning anvendes lidt mindre.
Figur 4. Andel børn og unge, der modtager forebyggende indsatser, opdelt efter paragraf
Kilder: Kommunernes indberetning af nøgledata fra statusopfølgningen per marts 2013, septem-ber 2013, marts 2014 og septemseptem-ber 2014.
Note: I data fra Københavns Kommune indgår ikke indsatser efter servicelovens § 11, idet kom-munen ikke opgør åben rådgivning på cpr-niveau, herunder konsultativ bistand, hvorfor der ikke kan angives antal og økonomi.
Evalueringen viser, at der siden marts 2013 er sket en lille stigning i anvendel-sen af konsulentbistand og et fald i anvendelanvendel-sen af praktisk støtte i hjemmet og aflastningsordning. Indsatserne døgnophold og formidling af praktiktilbud an-vendes generelt meget sjældent på tværs af kommunerne, jf. figur 4.
At der i højere grad anvendes konsulentbistand under §11,3 kan være et tegn på, at man i større omfang forsøger at løse problemerne tidligt og så lidt ind-gribende som muligt, inden det bliver nødvendigt at iværksætte en børnefaglig undersøgelse.
Det samlede billede dækker imidlertid over stor variation i anvendelsen af fo-rebyggende indsatser kommunerne imellem. Dette fremgår af figur 5, der viser fordelingen af de forebyggende indsatser opdelt efter kommune.
Figur 5. Andel børn og unge, der modtager forebyggende indsatser, opdelt efter paragraf og kommune
12 10 7 6
9 10 16 13
33 37 30 30
1 0 1 1
14 14 15 17
24 22 24 25
2 2 2 2
5 5 6 7
September 2014 Marts 2014 September 2013 Marts 2013
Procent
Konsulentbistand (§11,3) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet Familiebehandling mv Døgnophold
Aflastningsordning Fast kontaktperson Formidling af praktiktilbud Anden hjælp
29 9
29 5
8 45 5
4
21 6
26 5 42
43
22 29
1
1 1
14 13 6
16
15 23
18 18 37
28
12 20
4 3 1
2
1 6 8
7 16
Aarhus Vejen Odense København Høje-Taastrup Faaborg-Midtfyn
Procent
Kommune
Konsulentbistand (§11,3) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet Familiebehandling mv Døgnophold Aflastningsordning Fast kontaktperson Formidling af praktiktilbud Anden hjælp
Kilde: Kommunernes indberetning af nøgledata september 2014.
Note: I data fra Københavns Kommune indgår ikke indsatser efter servicelovens § 11, idet kom-munen ikke opgør åben rådgivning på cpr-niveau, herunder konsultativ bistand, hvorfor der ikke kan angives antal og økonomi.
For eksempel udgør praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet næsten halvdelen af de forebyggende indsatser i Vejen Kommune, mens andelen er væsentlig lavere i de øvrige kommuner – helt ned til 4 procent i Københavns Kommune. Ligeledes udgør aflastningsordning knap en fjerdedel af de fore-byggende indsatser i Faaborg-Midtfyn Kommune, men 16 procent eller derun-der i de øvrige kommuner. Odense Kommune anvenderun-der fast kontaktperson i højere grad end de øvrige kommuner. Familiebehandling bliver brugt i alle kommuner, men i ret varierende grad. Således udgør familiebehandling hen-holdsvis 43 og 42 procent af de forebyggende indsatser i Københavns og Odense kommuner, hvor familiebehandling i Vejen Kommune blot udgør 5 procent.
De markante forskelle kommunerne imellem afspejler forskelligt fokus og for-skellige prioriteringer i forebyggelsesindsatsen i kommunerne. Men forskellene skyldes også tilgængelighed og adgang til de forskellige tilbud i kommunerne.
Anbringelser
Serviceloven sætter rammerne for en række anbringelsestyper, som kommu-nerne som minimum skal tilbyde. Det gælder for eksempel flere typer plejefa-milier, eget værelse og opholdssteder. Som det ses i figur 6, har kommunernes anvendelse af de forskellige anbringelsestyper stort set ikke ændret sig i pro-jektperioden.
Figur 6. Andel børn og unge, der bliver anbragt udenfor hjemmet, opdelt efter paragraf
Kilder: Kommunernes indberetning af nøgledata marts 2013, september 2013, marts 2014 og september 2014.
Plejefamilie, opholdssted og døgninstitution er de hyppigst anvendte anbrin-gelsesformer på tværs af kommunerne. Disse tre anbringelsestyper udgør sammenlagt over 80 procent af alle anbringelserne. De øvrige anbringelsesty-per som netværksplejefamilie, eget værelse og kost-/efterskole anvendes
ge-42 42 41 42
7 7 7 7
5 7 7 5
15 14 14 15
4 3 3 3
27 26 26 27
September 2014 Marts 2014 September 2013 Marts 2013
Procent
Plejefamilie Kommunal plejefamilie Netværksplejefa milie
Eget værelse Opholdssted Kost/efterskole Skibsprojekt Døgninstitution
nerelt i mindre omfang, og skibsprojekt og kommunale plejefamilier anvendes kun i meget begrænset omfang (under 1 procent), hvorfor de ikke fremgår af figuren.
Nogle kommuner har haft et ønske om at øge eller mindske anvendelsen af bestemte anbringelsestyper. Jf. figuren ovenfor peger evalueringen på, at dette i mindre grad er lykkedes.
Hvis man ser nærmere på fordelingen mellem kommunerne, er der dog stor forskel på anvendelsen af de forskellige anbringelsestyper, jf. figur 7.
Figur 7. Andel børn og unge, der bliver anbragt udenfor hjemmet, opdelt efter paragraf og kommune
Kilde: Kommunernes indberetning af nøgledata september 2014.
De to største kommuner, Aarhus og Københavns kommuner, anvender oftest døgninstitution (begge i 35 procent af anbringelserne). Døgninstitution anven-des mindst i Odense og Vejen kommuner (i henholdsvis 13 og 9 procent af anbringelserne). Faaborg-Midtfyn, Odense og Vejen kommuner anvender of-test plejefamilier (i henholdsvis 49, 53 og 46 procent af anbringelserne), mens Høje-Taastrup og Københavns kommuner anvender plejefamilier mere sjæl-dent (i henholdsvis 32 og 38 procent af anbringelserne). Denne fordeling har været gennemgående igennem hele projektperioden og reflekterer i høj grad, hvilke tilbud der er adgang til i de forskellige kommuner.
Som nævnt har det vist sig vanskelligere inden for projektperioden at justere mærkbart på anvendelsen af anbringelsestyperne, mens det har været lettere at tilpasse indholdet i og anvendelsen af de forebyggende indsatser. Det kan skyldes, at der for det første har været størst fokus på tilpasning af indsatsvif-ten i forhold til det forebyggende arbejde, og der derfor er lagt den største ind-sats her. Det kan dertil være sværere at ændre på anbringelsesformerne over kort tid, da det kræver fx særlig uddannelse af plejefamilier, herunder kommu-nale- og netværksplejefamilier og samtidig udgør en større omlægning fx at nedlægge pladser.
41 46
53 38 32
49
1 6 5
5 10 4
7
2 11
5 7 4
1
12
26 22 6
36 18
4
1 3 3
6 9
35 9 13 35
18 16
Aarhus Vejen Odense København Høje-Taastrup Faaborg-Midtfyn
Procent
Kommune
Plejefamilie
Kommunal plejefamilie Netværksplejefamilie Eget værelse Opholdssted Kost/efterskole Skibsprojekt Døgninstitution