Ho l g e r Ga b r ie l s e n s Fo r h o l d til Klassikerne var nært og kært, og det var først og fremmest levende. Gabriel læste Livet igennem de klassiske Forfattere og gjorde det, fordi de hver Gang sagde ham noget om Livet i Dag og om ham selv. Han propagerede ogsaa for Klassikerne, og som alt han gjorde med en saadan Energi, at Folk, der ikke kendte ham, kunde faa Ind
tryk af, at han var Klassikersnob. Det var Gabriel mindst af alt, og hans vældige Indsats for den ny Dramatik viser dette til fulde. Naar han altid havde Klassikerne med sig, var det kun fordi de stadig kom ham ved - og ogsaa kom os andre ved ef
ter hans Mening. Pædagog var han bestandig, og det ikke blot paa den dramatiske Elevskole, men overalt, hvor han omgikkes Mennesker. Han kunde ikke lade være. Saadan er de sande Pædagoger. Klassikere var de gamle Værker jo blot blevet, fordi de var skabt a f Stof, som ikke forældes, omend den Form, de fremtræder i, naturligvis kan tynge dem med T il
blivelsestidens ydre Mærke. A t faa andre til at opleve deres spillende indre Liv saa klart, som han selv fornam det, saa han som sin Opgave i Forhold til Klassikerne.
Blandt dem alle stod Holberg ham nærmest - end nærmere end Andersen, som han ellers Livet igennem beskæftigede sig med. Paa sin Tiaarsfødselsdag den 27. Novem ber 1906 fik Drengen Kristian Kjærs pompøse Udgave a f Komedierne for
æret a f sin Far, og fra samme Tid stammer hans første Teater
indtryk. Paa D et Kongelige saa han først »Guldhornene« og
»Valkyrien« i Sæsonen 1905-1906, og derefter kom Holberg- Komedierne, som han besøgte flittigt gennem Drengeaarene, selvom Teatret i de yngste Aar skuffede ham netop med Ko- mediefremførelseme. Den tunge B og havde han læst med Hen
rykkelse, Komedierne var steget spillevende op fra Bladene for ham, og Drengen havde slet ikke forstaaet, at det var noget gammelt, noget der var sket, ikke mere skete omkring ham, han her læste om. Hans Forældre drev Spisehus i Pilestræde, og Gaderne omkring Barndomshjemmet var jo Holbergs K ø
benhavn - med Jean de France boende i hans egen Gade, og Aabenraa og Kristen Bemikowsgade lige om Hjørnerne. Han var hjemme i Komediernes Lokaliteter, men hans helt pemil- leske »memoriam localem« skuffedes, da han kom paa Teatret.
D e københavnske Gader var i hans Kvarter og Ungdom saa nogenlunde urørt a f senere Tiders stilløse »Omforandringer«, og i denne eksisterende Arkitektur og Atmosfære havde K o
medierne ved Læsning forekommet ham lyslevende aktuel Virkelighed. I Teatret virkede de paa ham som Museumsbil
leder - som Marstrands Malerier, dem han kendte fra Galleriet.
Han var tidligt blevet Museumsgænger a f Lidenskab og for
blev det paa sine Rejser til det sidste. Paa Det Kongelige var det W illiam Blochs smukke og maleriske Iscenesættelser, han mødte - med altfor mange Træer mellem Husene, fandt Dren
gen, og i gammeldags Dragter og Scenerier. D et gjorde i de tidlige Aar Komedierne bag Rampen fjerne for ham. Først i femten-seksten Aarsalderen gik det helt op for ham, at Hol
bergs Gader var Teatergader, og Komedierne spillede i Ku
lisser, selvom de handlede om levende Mennesker. O g saa nød han dem - Mesterværkerne, baade hjemme i Stuen og paa Teatret, hvor han kunde se »Kandestøberen«, »Erasmus«,
»Jeppe«, »De Usynlige«, »Gert Westphaler«, »Jacob v. Thyboe«,
82
»Barselstuen«, »Jean de France«, »Ulysses« lige op til »Mascarade«
i Sæsonerne til 1914-1915, hvor han allerede i al Hemmelig
hed havde fattet sin Beslutning om at gaa til Teatret. Selv har han engang sagt, at Henrik maaske var den allervigtigste a f Grundene til, »at je g vilde være Skuespiller,« Henrik, Ærke
københavneren hvor ofte han saa end kaldes Æbeltoft. O g højst a f hele Geleddet elskede han den Henrik, han aldrig fik spillet paa Teatret - i »Mascarade«, men dog alligevel prøvede sig paa. Han begyndte at læse hos Thorkild Roose, som tøj
lede ham - »og Gud hvor var det tiltrængt« kunde Gabriel sige med himmelvendte Ø jn e - o g forberedte ham paa den drama
tiske Læreanstalt til Optagelsesprøven netop som denne Hen
rik. Med intet mindre end Tamperretscenen traadte unge Ga- brielsen i Forsommeren 1915 frem paa Scenen paa Kongens N y torv, og mens den Yngling, han havde ventet i Værelse med før Prøven, Eyvind Johan-Svendsen hed han, og som Peer Gynt prøvede han, var nervøs, saa han svedte ved det, be
gyndte Holger Gahrielsen først at svede, da midt under hans Scene en Røst fra det mørke D yb paa den anden Side a f Ram
pen afbrød ham med et »Tak. Det er godt«. Han kunde gaa - selv troede han i sort Fortvivlelse, han var dumpet.
Dernede sad Teatergreven Brockenhuus-Schack, Johannes Nielsen, O la f Poulsen, Nicolai Neiiendam og Poul Nielsen.
Den første blev hans Chef, de tre sidste hans Lærere, da han til Efteraaret begyndte paa Skolen; de to sidste tillige hans For
gængere som Holbergiscenesættere paa Teatret. For naturlig
vis var Krudtkarlen, der havde kolereret sig gennem den ge
valdige Spillescene, ikke dumpet. Tværtimod - han havde vakt Interesse og Forventning, for man var ikke forvænt med Aspiranter, der mødte op med Holberg til Prøven. Maaske tænkte den store O la f paa Situationen et lille halvt Aarhun- drede forinden, da i Efteraaret 1866 Phister havde hørt om
Gahrielsen og Holberg
ham selv, Aspiranten, som kom med Holberg, derefter prø
vede ham, valgte og gjorde ham til sin Arvtager. O la f Poul
sen søgte nu aldrig nogen Aftager, det laa ikke i hans Natur.
Han var et Geni som Skuespiller, men mindst a f alt Pædagog, og der blev intet Forhold mellem Gabrielsen og ham selv som mellem ham og Phister. Men Indtrykket a f Mesteren sad altid i Gabrielsen, Indtrykket a f O la f Poulsens overvældende Spil i Rollerne, for han spillede sine Roller for Eleverne paa Skolen, naar han underviste. I disse aldrig glemte Timer lærte Gabriel
sen Holberg-Diktionen, Ordets Betydning, Sætningernes Rhytme, og for altid Respekten for den Kunnen, som kræve
des. Kan du spille Holberg, kan du spille alt, hedder det sig, om det saa er Phister eller O la f Poulsen, der har sagt det, lige sandt er det. Kunde Gabrielsen end, som forøvrigt O la f selv, i Spil
lets Hede til Tider skeje ud, var det Undtagelser i Forhold til de Hundreder a f teksttro Aftener. Grunden under Gabrielsens Holberg-Roller - og senere Iscenesættelser - var altid den fan
tastisk sikkert gennemarbejdede Diktion. T il Tider kunde den blive udspekuleret i sine komiske Virkemidler, men altid var den ren og flydende. Der gik en næsten dansende Rhytme gen
nem hans Rad a f muntre unge Holberg-Figurer, en Rhytme som var et a f de karakteristiske Træk ved Komikeren Gabriel
sen. For selvom han som Skuespiller fik sit Gennembrud i Ka
rakterfaget - endog det ældre - og altid yndede at spille tragi
komiske Roller, ikke-ugeme de helt alvorlige og meget ædle, saa maa det ikke glemmes, at han i sin Ungdom bruste a f en uimodstaaelig komisk Kraft, der skabte en Række festlige Over
raskelser, ikke mindst i Holberg-Repertoiret.
Paa Elevskolen spillede han »Mascarade«-Henrik hos Mester O la f og fik den blankpudsede Femøre, som var dennes højeste Belønning for et »Svendestykke«. Ja O la f var saa tilfreds, at han skaffede den purunge Elev Debutrollen som Søren Torp i
84
1916, mens han endnu var Elev paa Skolen. Det blev altsaa ikke med Holberg, Holger Gabrielsen begyndte sin Karriere, men allerede i den følgende Sæson fik han Lov at prøve sig med Magnus og den store Latter i »Jeppe«, endnu mens O la f Poul
sen var en vældig Peer Degn. Inden sit 25 Aars Jubilæum naa- ede Gabrielsen i Løbet a f sytten Sæsoner at faa nye Holberg- roller hvert Aar, saa han ved sit første store Jubilæum havde hele 21 Holbergfigurer bag sig. Hertil føjedes saa paa det sidste endnu to i det ældre Fag, hvorved hans Holbergrollers Antal bliver 23, spillet tilsammen 531 Gange. Man kan endelig til dem føje tre Figurer i Forbindelse med Holberg-Forestållinger, 7 Iscenesættelser, deraf flere i forskellige Versioner, og utalte Oplæsningsaftener med Holberg paa Programmet. Hans Ind
sats maaler sig saaledes smukt med de store Holberg-Mestres, ja den har maaske haft endnu større Betydning for Holberg baade indenfor og udenfor Teatrets Mure end de fleste andres i dansk Skuespilkunst. Alene som Holbergs Mand har Holger Gabrielsen en fremtrædende Plads i dansk Teaterhistorie, og saa er Holberg blot en a f Provinserne i hans Kunsts Rige.
Gennem sine næsten fyrretyve Skuespilleraar naaede han en lang Række a f Henrikerne, og til Arten tør vel ogsaa reg
nes nogle, som har andet N avn; men hvad der er endnu vig
tigere end Rollernes Antal: Gabrielsen skabte en ny Henrik- Type. Henrik var, som naturligt er, ved O la f Poulsens mange- aarige Mesterspil blevet en ældre Herre, og ingen a f Efterfølger
ne i Faget formaaede at støbe Figuren om i en ny og fast Form, før Gabrielsen kom til og paany gjorde Henrik til den klassiske Komedies gamin a f dansk Natur. De ungdommelige T ræk holdt han fast i de fleste a f sine mange Varianter, ogsaa da han selv var over Gaminalderen; men et Par a f dem lod han dog ældes med Aarene. Beklageligt nok fik han ikke føjet netop den vigtigste a f disse, Aventurier’en O ldfux i »Jacob v.Thyboe«, ind i Galleriet
Gabrielsen og Holberg
paa Scenen. T il den fik vi kun Skitsen i Edvin Tiemroths store Radiobearbejdelse ved en Holberg-Fødselsdag i Halvtredserne.
Holger Gabrielsen kom heldigt til i en Brydningsperiode, hvor Komediefremførelserne var i Støbeformen. Glansen var ved at gaa a f W illiam Blochs malerisk-realistiske Scenebilleder, hvori de store Roller forsøgtes fortolket ved Tidens natura- listisk-psykologiske Skuespilkunst. O la f Poulsens Geni blom
strede i dem; hans berømte komiske Kraft gav dem selve det løsslupne Islæt fra de gamle Komedieture, men efter ham blev Brølet tomt i Turene. Der var ingen, som mere havde Vejr og Kom ik til den store Larm. Holberg gjorde sig ikke rigtigt i disse Aar. O g samtidig kom Perioden, hvor Teatret vendte til
bage til Teatret - fra Naturalismen. Det fik sin store Betyd
ning baade for Spil og Iscenesættelser. Samtidig var det jo komplet umuligt for den unge smalle Gabrielsen at trække i O la f Poulsens Holberg-Klæder. Dem havde han hverken Maal eller Lyst til at fylde. Han vilde faa Holberg til at leve paa anden Vis - just saadan som han selv havde fornemmet Livet i Komedierne i sine Drengeaar. Henrik var jo Daglig
dagens københavnske unge Fyr, som hver Tid har kendt ham - lige op til Svajerne, der i D ag suser over Asfalten og har den rappe, kvikke Replik parat til »Bessemor« paa Kørebanen. Ga
brielsen har mere end een Gang udtrykt sin Undren over, at der i en B y, hvor Henrikhumøret skyder ny Skud daglig i Jar
gonen, saa sjældent melder sig en Henrik til Teatret. Selv ledte han i sine senere Aar med Lys og Lygte efter ham, og prøvede en Række fra Elith Foss til Poul Reichhardt, for Pædagogen Gabrielsen ønskede at se Arvefølgen sikret. Han trænede ad
skillige, fik Glæde a f flere, inden Preben Neergaard til sidst nok kom til at staa som den, der har størst Talent til at føre de Gabrielsenske Holberg-Roller videre, mens Price, Tiemroth og W ilton, alle har lært a f ham som Holberg-Instruktører.
86
I Holberg-Repetoiret tjente den unge Gabrielsen sine Spo
rer som Magnus og i andre »Jeppe«-Roller fra Erik Lakaj til Sekretæren. Sin første Henrik fik han allerede 1918-1919, den lille i »Hexerie«, mens den største a f dem alle allerede faldt i hans Turban saa tidligt som i 1919-1920, hvor han røg paa Ho
vedet ind i Kandestøberen. Han havde da endnu O la f Poul
sens Eksercits i Kroppen, men tillige sine egne unge Safter i Blodet, og paa dem og sit sikre sceniske Instinkt skabte han sin første store Henrik, der skulde vokse vældigt med Aarene og kulminere ved Opførelserne i 1930erne. D et var en køben
havnsk Henrik, vi fik, til Tider ærkekøbenhavnsk i Diktionen, hvad Gabrielsen udmærket selv vidste, men ikke derfor prø
vede at udglatte. Poul Nielsen havde indstuderet Komedien - efter Blochs berømte mise-en-scene - og Traditionen kan i Forestillingen føres ubrudt tilbage til Førsteopførelsen. Poul Nielsen havde lært Rollen a f Phister, som tillige havde ind
studeret den med O la f Poulsen, hvem Gabrielsen havde set og lært af. Phister havde sin hele Holberg-Lærdom fra Lindgreen, der havde indprentet ham den helt religiøse Respekt for T ek
sten, som stadig bør holdes frisk. Lindgreen havde spillet med Schwartz, denne lært a f Clementin, som i sin Ungdom havde været paa Scene med Pilloy, og dermed er vi tilbage til Grøn
negadeteatrets første Sæson og »Kandestøberen«s Urpremiere i Komediehusets første Maaned 1722. Den purunge Skuespiller lod sig ikke gaa paa a f Traditionen; han spillede paa Livet løs og gjorde sig. Selv O la f Poulsen, som var taget ind fra sit Otium i Fredensborg, nikkede huldsaligt fra sin Plads paa Førsterækken ved Generalprøven. Han var kommet for at følge de Unge, vise sig og se hvordan Holberg blev klaret uden ham. Han var tilfreds med den ny spinkle men vivace Henrik, som han selv havde givet den første Lærdom - tilfreds indtil Ka-ta-stro-fen, som Gabriel senere sagde det, med fire vældige T ryk, eet paa
Gabrielsen og Holberg
hver Stavelse, naar han berettede Historien. »I fjerde A kt er jeg ledig paa Scenen - oppe i Baggrunden, mens Gedske modtager Raadsherreindemes Visitter. I min Ledighed hittede je g saa paa at gaa paa Line paa Gulvbræddeme - det havde je g synes var saa sjovt som Dreng, og nu faldt det mig ind. O la f fnøs paa Førsterækken; han rejste sig i vældig Majestæt, alle ku’ se ham, rystede paa Hovedet saa hele Teatret skjalv, og i hans Miner stod med mimisk Mammutskrift at læse: Han gaar paa Line - O la f kendte mig ikke efter Generalprøven. Jeg var død - drop
pet - fortabt!!! Først Sommeren 1922 fik jeg Tilgivelse og faderlige Kys over hele Hovedet, saa je g var vaad som en Hav
frue, men det er en anden Historie. Ih, hvor var den Gamle gal, da je g gik paa Line! Men je g beholdt det nu, for det pas
sede i Figuren paa det Sted.« Den unge havde lavet noget nyt - noget, som ikke var gjort før i Holberg. Gabrielsen gik frisk til Faget, uimponeret a f Tradition. For som han saa tit under
stregede i Samtale. »Den rigtige Tradition er Aanden i K o
medierne - ikke Pillerierne. Turene er gamle, mange a f dem, men der er ogsaa overleveret os Ture, som vi ikke kan bruge.
Man skal prøve, hvad der passer ind i ens egen Figur af den Slags Overleveringer; falder de saa naturligt, bliver de natur
ligvis. Passer de ikke, gaar de ud, og der kommer ny ind, som overleveres til ny Rollehavende med Rollehæftet. Mange a f Fejllæsningerne i den store Scene mellem Kandestøberen og Herman stammer helt tilbage fra de tidligste Opførelser og kendes allerede fra Aabningen a f Komediehuset paa Kongens N ytorv. Men det er ikke a f dem, Holberg lever, det er af Kærnen. Udenværkerne kan tjene til at more og sætte den Fest i Komedierne, de aldrig maa gives foruden. Husk nu ende
lig det!«
Allerede i denne 1919-Henrik saas altsaa noget a f det speci
elle i Gabrielsens Maade at gribe den unge Tjener an paa. Frede
88
rik Schyberg har engang skrevet om det »atavistiske« i Gabriel- sens Talent - det, der hos ham paa sælsomVis sommetider lod os se tilbage til det primitive Menneske, til Barnet i hans Rol
ler, naar Opfindelser som Linegangen dukkede frem midt i et Optrin, Paahit a f »en Barnesjæl ikke over 13 Aar«. I denne For
tolkning a f en Række a f sine kvikke Ynglinge - baade klas
siske Tjenere og andre Gaminer i Repertoiret - forenede Ga
brielsen en uskyldig Naivitet med en medfødt komisk Scene
sans, som lod ham forny Figurerne og dog tillige føre Tradi
tionen videre. Kontinuiteten bevaredes, samtidig med at Rol
len fik Lov at leve et nyt Liv. Paa samme Gang blev han ny
skabende og bevarende og fik derved sin store Betydning for den Succes, Holberg igen opnaaede paa Teatret og endnu har i Forestillinger, som bærer hans Præg - baade fra hans eget Spil og gennem de senere Iscenesættelser.
O g de kom til ham efterhaanden - Rollerne. Snart ogsaa Henrik’en i »Den Vægelsindede«, som fik mange a f de Træk, vi først havde set hos Kandestøberdrengen, omend paa ændret Baggrund, men dog endnu en Henrik med Bametræk, naar han kommer ind med Simlen, som han stikker mellem Be
nene, naar han rigtig skal gestikulere og fortælle om sin Ma
dames Vægelsind, og saa i Tanker piller Lunser ud a f Brødet.
Den mere erfarne Pierre i »Jean de France« fik ældre Træk, en overlegen Ironi overfor sin Herre, og han var a f dem, som blev ældre med Aarene, indtil Gabrielsens Pierre endte som en snedig Lurendrejer med en snu Svindlers erfaringsrige Træk og Fagter. 1921-1922 fik han en Rolle, som gennem mange Aar ikke var blevet regnet for noget. Han spillede Gotfred i
»Det lykkelige Skibbrud« og skabte her en a f de forunderlige Figurer i sit Repertoire, som balancerer mellem Drengen og Ynglingen, forener uskyldig Bamlighed med listig Udspe
kulerthed, der overrumpler og i Fremstillingen krydres af Gabrielsen og Holberg
næsten barnagtige Træk. Men Balancen holdtes. Figuren for
svandt ikke i det barnlige. Allerede Ydret var overraskende:
en sortklædt Aflægger a f sin Herre Rosiflengius, tynd og mager, paa Pibestilkeben, med store Briller for de himmelblaa, op
spilede Øjne, lærd, næsten docerende Stemmeføring med be
tydelige Pauser og Eftertryk. O g saa slæbte denne Gotfred om paa en alenlang Kat. Han var kildrende komisk og tog Scenen og Latteren, selv i Kamp med Johannes Poulsens over- daadige Henrik, der saa sandelig ikke sparede paa Kræfterne i sine Forklædninger som hollandsk Matros og sørgende Dame.
Gotfred blev saa at sige et Gennembrud for Gabrielsen, selvom han allerede havde spillet mange Roller inden da og forlængst hævdet sit Talent paa den kongelige Skueplads. I sin egen Iscenesættelse a f »Det lykkelige Skibbrud« 1950 gav han Rol
len videre til Elith Foss, der har bevaret adskillige a f de Træk, Gabrielsen skabte, da den første Gang blev spillet med Bravour og ved en Kunstners nyskabende Fantasi gjort til en bemær
kelsesværdig Figur i Spillet.
Den første store Jubilæumssæson paa Kongens N ytorv i dette Aarhundrede, 1922-1923, hvor 200-Aaret for Grønnegadetea
trets Aabning fejredes, bragte naturligvis en Række Holberg- forestillinger. Gabrielsen kom ved Jubilæumsforestillingerne tillige paa Scenen som Peder Paars i Hans Hartvig SeedorfF Pedersens »Hyldest til Holberg«. Da N ye Scene 1931 indviedes blev han i et andet Festspil selve Holberg - i Julius Magnussens
»Fra Fiolstræde til Kongens Nytorv.« Hans ny Roller omkring Jubilæet var Jacob i »Erasmus Montanus«, som blev en frisk Præstation - godt lært hos Poul Nielsen - men uden særligt sjællandsk Præg, sikker i Traditionen. I en af Jubelforestillin
gerne gav han en solid komisk Peer Erichsen i »Den Stundes- løse«. Sæsonen efter fyrede han i Nicolai Neiiendams N yop
sætning a f »Barselstuen« - dog med Brug af Blochs gamle
90
mise-en-scene - med vilter Festivitas sin fantastiske Chiromanti- cus a f og skabte a f en Rolle, som før knap havde været bemær
ket, atter en Figur, der vakte Opsigt i Komedien. Usandsynlig saa han ud i en Slags Tryllekunstnerkaabe, mørk og med bro
gede Motiver, korte Ærmer, h voraf de nøgne Arme stak med smaa sorte Handsker paa Fingrene. Dertil en Stemme, der røg
gede Motiver, korte Ærmer, h voraf de nøgne Arme stak med smaa sorte Handsker paa Fingrene. Dertil en Stemme, der røg