Jeghørte til det første hold elever, Gabriel var lærer for paa Det kgl.Teaters elevskole. D et var mit andet elevaar. Poul Reumert vilde ikke undervise mere, hvad vi var fortvivlede over, for han var en straalende lærer; og vi skulle nu have hr. Gabriel- sen i stedet for.
V i var mægtig spændte paa, hvordan det skulle gaa; for selv om Gabriel havde spillet en skare a f gamle mænd og ældre her
rer, saa var aldersforskellen mellem ham og os ikke saa forfær
delig stor. D et blev imidlertid succes fra den første time. Han ligefrem betog os, samtidig med at han formaaede at sætte sig vældig i respekt, og det var med meget stor ærbødighed, man henvendte sig til ham . . . vil hr. Gabrielsen være saa venlig
o.s.v.
Selv om der hele elevtiden igennem var afstand mellem læ
rer og elev, hvad der altid bør være, saa følte man alligevel, at det var en ven, man havde som lærer.
Han forstod altid at krydre sin undervisning med morsom
heder. Jeg husker bl. a. en dag, vi spillede scener fra »Aprilsnar
rene« . . . Gabriel sad og saa uhyre tilfreds ud, saa vi mente, at vi var vældig gode og spillede rigtigt paa livet løs og sprang i kurven saa det var en lyst__ Da scenen var færdig, sagde Ga
briel: »Ja, lille børn, det var en rigtig hyggelig eftermiddag . . . hos en artistfamilie.«
En anden gang husker je g saa tydeligt, je g skulle spille en el
skovsscene, som bestemt ikke laa for mig, men paa elevskolen kaster man sig jo ud i alt, og je g mente, je g havde klaret mig helt pænt; je g havde dengang glat sort pagehaar og var den dag iført brun fløjelskjole med krave og manchetter af shan
tung. Gabriels kommentar til præstationen var: »Karen! De minder mig mest a f alt om en vidunderdreng, der skal spille violin.«
Somme tider kunne hans morsomheder dog ogsaa være saarende for dem, det gik ud over som for eksempel da en ung elev, der fra naturens haand var temmelig rund og ikke vi
dere graciøs, fik at vide, at »hun løb som et nøgle garn.« En an
den spillede scenen »Aases Død« fra »Per Gynt«. Hun laa paa prøvesalens røde plyssofa, der fungerede som seng, og hun spillede og sjælede saa sveden trillede hende ned ad panden, inden hun endelig døde; vi syntes alle, at det var vidunderligt;
Gabriel derimod spurgte hende om »hvad det dog var for en grusom sygdom, hun havde lidt af?«
Selv om Gabriels kommentarer og morsomheder, under ti
den paa elevernes bekostning, lejlighedsvis kan have gjort ondt paa offeret, tror je g dog med sikkerhed at kunne sige, at ti
merne hos ham for os alle staar som de fornøjeligste og mest lærerige.
Da elevtiden var forbi, blev je g engageret ved teatret og lærte nu Gabriel at kende paa en helt ny maade.
Jeg betragtede ham stadigvæk som læreren; men en dag vi fulgtes fra scenen efter en prøve, tog Gabriel mig under ar
men og sagde: »Min søde pige!« nu er vi ikke mere lærer og elev, men kolleger, og saa siger vi D u til hinanden og er ven
ner; og husk at en god ven kan man altid spørge til raads, naar der er noget, der trykker, o g det kan ikke undgaas paa et teater.«. . . Ih hvor blev man lykkelig.
i oo
Det varede iøvrigt ikke længe, før je g fik brug for hans hjælp. Jeg skulle spille »Pernille« i »Den Stundesløse«, efter B o dil Ipsen og Liva W e e l; min første store rolle og paa meget faa prøver. Jeg ved ikke, hvad je g skulle have gjort uden Gabriels hjælp. Han var utrættelig. Trods det, at han var overbebyrdet med arbejde, fik han tid tilovers til mig. Han spillede selv
»Oldfux«, og scenerne gennemgik vi hjemme hos ham, naar han var færdig med aftenens forestilling.
Det var absolut hans skyld, at det gik godt for mig.
Efter premieren lavede han en lille fest for m ig i sit hyggelige hjem i Sølvgade. V i var kun 6. Gabriel havde endog haft tid til at lave morsomheder i form a f bordkort, skrevet neurup- piner til knallerter m. m.
Han holdt en dejlig tale for mig og sluttede med at sige, at egentlig skulle der være kommet en fotograf for at forevige denne »teaterhistoriske« begivenhed, men det var jo meget sent paa natten; alligevel var det lykkedes; og saa overrakte han mig det morsomste »klip«, han selv havde lavet (mange ti
mers arbejde) signeret »Oldfux«. D et kan slet ikke nytte noget at beskrive det, det maa ses. Jeg har ogsaa lovet Gabriel, at det skal havne paa teatermuseet.
Efterhaanden voksede venskabet med Gabriel. V i var en lille fast garde, der stod vagt om ham, og vi kunne været gaaet gennem ilden for ham, om vi bare havde haft lejlighed dertil.
Jeg glemmer aldrig de aftener, hvor vi efter forestillingen gik med hjem hos Gabriel, bare for at snakke lidt. . . . H vor var han hyggelig og morsom; førend man vidste a f det, var det sidste tog til Charlottenlund kørt. Somme tider stak Gabriel saa én en femkroneseddel til hjælp til bilen.
Fine smaa middage holdt han ogsaa. Gabriel var absolut en gourmet. Hans husbestyrerinde, en lille meget buttet dame, som han kaldte »Puk«, vidste nok, hvad der skulle til.
D en nære og den fjern e Gabriel
O m sommeren lejede Gabriel en aarrække hus i Hellebæk, og der blev man paa skift inviteret til at bo hos ham nogle dage.
Ja . . . det var dejlige aar, som je g aldrig vil glemme.
Desværre . . .je g er ked a f at skulle skrive det, men min beret
ning skal jo være sand . . . desværre kom der tider, hvor jeg mistede Gabriel.
Han var efterhaanden blevet den store mand inden for tea
tret. Han blev haard, gjorde somme tider noget som saarede meget; byggede ligesom en mur om sig. V i der var hans sande venner følte os ofte svigtede.
Tilfældet er maaske ikke ukendt, men om Gabriel havde man aldrig troet det. Just derfor gjorde det saa ondt.
Det var selvfølgelig ikke saadan, at man var uvenner med ham. V i kunne stadig have det morsomt paa prøver og tour- néer, men der manglede noget; . . . den nære kontakt var der ikke mere. Engang imellem gik je g ind til ham paa hans garde
robe og spurgte ham direkte, hvad der var i vejen . . . men fik altid det svar, at der ikke var noget. Saa rakte han smilende haanden frem og gav en et haandtryk, men et der samtidig skubbede en væk.
En række aar gik paa denne maade. Den rigtige Gabriel var intet sted at fmde.
A t Gabriel trods succes og virak blev mere og mere ensom er der næppe nogen tvivl om.
A t Gabriel de senere aar havde store private sorger, det ved vi;
at han sled sig op for sit teater, det ved vi ogsaa . . . hans hjerte fortalte ham det selv.
I disse aar dukkede saa en helt ny Gabriel op. En sød, mild, overbærende mand . . . at han var træt kunne man mærke, og man havde den største lyst til at være noget for ham paa en
102
eller anden maade, men han var stadigvæk den ensomme, til
lukkede; man kunne bare haabe at den dag ville komme, hvor han trængte til en.
A t den dag maatte komme, fik je g et lille bevis paa, da jeg havde 25 aars jubilæum.
Jeg fik det mest rørende brev fra ham; je g er ikke sikker paa, det har været nemt for ham at skrive det; men ihvert fald mellem linierne stod alt det, je g længtes efter at høre.
Sidste vinter spillede vi »Skønne Ungdom«, et stykke vi alle holdt a f og hvor vi alle havde det rart sammen.
V i rejste flere gange paa tourné med det.
Paa en a f disse tournéer fik Gabriel et meget sørgeligt bud
skab fra København. En stor sorg havde atter ramt ham. Han kunne intet foretage sig . . . kunne ikke komme hjem. Den dag skete det, at han ikke kunne bære sin sorg alene. Han maatte aabne sig og faa luft, for det som pinte ham.
Fra klokken tolv om formiddagen til forestillingen begyndte fortalte og fortalte han. For ham en sorgens d a g . . . for mig en lykkelig dag.
Saa tog han sig sammen, gennemførte forestillingen og spiste sammen med os bagefter. Ingen a f de andre mærkede noget.
Knapt et halvt aar efter døde Gabriel. Den række aar man nu havde set frem til, blev ikke til virkelighed.
Gabriels død gjorde et meget, meget stort indtryk paa mig, meget større end je g havde ventet.
D en nære og den fjern e Gabriel