Ud e n at kende navnet på den, for hvem Det kgl. Teater lørdag den 7. maj lod flaget gå på halv, var det, som om selve teatrets facade havde trukket et sørgende flor for sit ansigt. O g havde man fra forårssolskinnet over torvet kunnet se ind i det store mørke rum, der lå øde og tomt efter dagens prøver, ville man have hørt lyden a f et usynligt tæppe, der faldt og mødte scene
gulvet i et suk. Et rum, en verden lukkede sig i dødens stilhed om navnet Holger Gabrielsen, et hjerte var holdt op at slå, teatrets hjerte. Et menneske, der havde viet sit liv, givet hele sin sjæl for ydm ygt fra teatrets scene at række livet videre, var ikke mere. En bygning stod ene, forladt, og muserne bøjede deres hoveder i sorg, mens budskabet spredtes ad gange og trapper: Gabriel er død. Gabriel blev han kaldt, i det navn lå så meget, hygge og kammeratskab, men også ærbødighed, ær
bødighed overfor det flammesværd han som sin bibelske nav
nebror lod funkle i forsvaret for teatrets helligdom, den hellig
dom man kun kunne betræde med sine sko i hånden.
Holger Gabrielsen er det navn, der vil stå skrevet over det kongelige rum, men Gabriel er navnet, der vil leve i den for
trolige erindring, den taknemmelige erindring. Tak og tak
nemmelighed er det vi skylder ham, alle vi, der under hans kloge og vidende formynderskab blev ført ind i teatrets fanta
stiske verden. De store klassikere, de danske klassikere var altid
i hans følge, men et levende hus, et levende lands teaterhus må stå midt i livet, derfor så han det som det vigtigste mål at lukke dørene op for sin samtid. Skønt skuespiller ud i hver fiber, gjorde han plads i sit væsen for læremesteren, opdrageren. Han blev det for sine unge kammerater, han blev det for dramati
kerne. Ofte lod han flammesværdet funkle, kunne være streng, stille krav, men de strengeste krav stillede han til sig selv. I de år, der var hans rigeste udfoldelse, stod han midt i teatrets vir
var a f cirkler og krydsende veje, som en statue a f beherskelse, en beherskelse, man ofte følte en ubændig lyst til at slå hul på, men uden held.
Kun en enkelt, en eneste sjælden gang fik man lov til at se ind bag hans beherskelse. Jeg husker en generalprøve, jeg sad ved siden a f ham, glemte ham på grund afspillet, men pludse
lig var det som en besynderlig kraft tvang mit blik væk fra scenen, tvang mig til at se på ham, se på hans hænder. A lt om
kring sig havde han glemt - tilskuerrum, tilskuere, hans øjne så, som var det i dem hele scenelivet levede; og hænderne, jeg glemmer dem aldrig, var knyttede, så knoerne stod hvide. I de hænder lå en kraft og vilje, som om han ene mand skulle føre hvert ord fra scenen til sejr. Så tændtes lyset i salen, en ro, en hvile faldt over hænderne, de blev smilende, venlige, igen blev han den Gabriel, der ikke ønskede, at en ydre verden læste i hans sind; men den, der havde læst, vidste, hvilken pris han havde måttet betale. Gabriel betalte prisen. Mange vil måske sige, at Døden kom som en befrielse, men for mig står det, som om den på den forunderligste måde blev en afrunding af et livsværk, en helhed. Kommende år havde sikkert føjet nye og værdifulde detaljer til, men ikke forandret billedet, det stod der, klart og helt.
For nogle måneder siden sad je g overfor ham i hans stue, der med sine billeder, sine bøger, de udvalgte møbler var et
60
Gabriel er død
udtryk for hele hans ydre væsen, man fristes næsten til at sige, ulastelige væsen: ikke komme nærmere, mellem os står en usyn
lig væg, og bag den væg sidder jeg, den ensomme, som intet højere ønske har end at kunne bryde ud a f ensomheden, men prisen er betalt. V i talte om det, han ville gøre i den fremtid, der aldrig blev en fremtid, hans svigtende helbred, den hjerte
neurose, som han med et smil kaldte sin sygdom, havde i et par år holdt ham væk fra instruktionsarbejdet. Måske ville han snart igen kunne påtage sig opgaver, men kun små, kun lette, i hvert tilfælde til at begynde med. Men bag ordene og de ha
stigt henkastede forklaringer skimtedes intet håb. Pludselig bøj
ede han sig frem over skrivebordet med en udstrakt hånd, der ville gribe fat i mit jakkeærme. »Du«, sagde han hurtigt, »jeg har noget, jeg vil bede dig om, noget je g aldrig før har bedt nogen om, vil du skrive en rolle tål mig.« O g så lænede han sig tilbage i den højryggede stol og så ud over Ørstedsparken. Det var som om han ikke mere talte til mig, kun til sig selv, og mens je g lyttede, gled hele hans ungdom forbi, en pragtkaval
kade a f Henrik’er, Harlekin’er, den fandenivoldske Truffal- dino. Hvorfor skulle al denne livsglæde, denne livsbekræftende vitalitet ikke genopstå i en rolle, der havde hans alder. Gam
mel havde han tit nok spillet, han, som inden han fyldte 30, var en af dansk teaters mest fantasifulde fremstillere a f gamle mænd. Mens han talte, var det, som om man så ham lukke sit liv, afsnit for afsnit, som kapitler i en bog. Den unge skuespil
ler, der stormede ind på D et kongelige Teaters gamle scene, besjælet a f tanken og troen på at kunne fortsætte, forny, gen
skabe traditionen fra O la f Poulsen og Phisters æra; den modne mand, der igennem sin iscenesættervirksomhed var med til at skabe 30ernes nye danske teater, og nu den trætte, træt fordi helbredet stod som en hindring, men ikke en hindring for at drømme videre om roller, digte med på roller, der kunne føre
ungdommen, og den ungdommelige vilje fremad. Det kom aldrig så langt.
Men den unge Gabriel, je g den dag så sidde lyslevende foran mig, er for m ig blevet den Gabriel, je g altid vil huske. Gabriel er det navn, du i erindringen skal bære. Æret være dit minde.