Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Seriel lykke eller den abstrakte tids tyranni?
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
En artikel fra KRITISK DEBAT
Seriel lykke eller den abstrakte tids tyranni?
Skrevet af: Jan Mølgaard | Offentliggjort: 13. februar 2010
Prøv engang at tage et kig på dine tv-programmer. Kig på tekst-tv (det tager sig tid, hvis man som jeg har omkring 45 kanaler) eller kig i avisen (hvor de ikke alle
sammen er med). Og det tager endnu længere tid, hvis man skal se på samtlige programmer for en uge eller en måned.
Hvad ser du? Ja, det kan jo være lidt forskelligt, så her kommer en smule hjælp. Du ser serier. Masser af serier. Du ser også andet - tv-aviser, magasiner, film og sport - men først og fremmest ser du serier.
Jeg vil ikke engang forsøge at lave statistik over mine programmer. Men der er ikke en dag (bogstaveligt talt) uden at der bliver sendt mindst en - og for mange kanalers vedkommende flere - serieepisoder. Ganske ofte reklamerer kanalerne også med, at dagen i dag (eller i morgen eller i overmorgen) er XX-dag. Fordi der her kommer både en genudsendelse af en klassisk episode og en ny - eller indtil flere episoder af samme serie. Og ganske ofte oplever jeg, at jeg kan falde ind i eller droppe ud af indtil flere episoder af samme serie inden for en kort periode, hvis jeg griber den elektroniske padleåre (fjernbetjeningen) og tager en kanalrundfart.
Sådan er det.
Til det kan man naturligvis mene meget. Man kan mene, at det står sørgeligt til med befolkningens kulturelle habitus, når den tilsyneladende uden diskussion accepterer en sendeflade præget af fiktionsmæssig dåsemad. Man kan også mene, at det står skidt til med tv-selskabernes moral, når de på den måde tvangsfodrer seerne med noget, der er blottet for kulturel næringsværdi og holdning. Og man kunne ganske givet også mene noget i retning af, at det jo da ikke kan forundre nogen, når tv efterhånden er blevet en rendyrket kommerciel sag, hvor det blot handler om at producere så mange sendeminutter som muligt for så lave omkostninger som muligt.
Men man kunne også mene noget helt fjerde. Sådan som vi gør her.
Men inden vi kommer til det med holdninger og meninger, så lad os lige kaste et blik på disse serier. Vi starter med typerne.
Typologien er ikke fast. Den ændrer sig over tid. Og den ændrer sig gennem
genrevariationer. Tager man et lille kig på de forskellige stationers programoversigt, så kunne det for eksempel se sådan her ud:
Hospitaler og læger
På et tidspunkt for nogle år siden, blev det pludselig igen populært at lave
hospitalsserier. Ikke som i de gode gamle dage, hvor hospitalet som regel bare var rammen om romantiske eller andre forviklinger. Men inspireret af den succes, som forskellige kriminalserier og retssalsserier havde haft (New York Blues for eksempel).
Hospitalet var stadigvæk rammen, Men det var kollektivet - gruppen af mennesker - som kom til at stå i centrum. Og det kom der en ny undergenre ud af - markeret med
"Skadestuen" (eller "ER" som den hedder på engelsk). Denne serietype blev så stor en succes, at den meget hurtigt blev efterlignet.
Så nu har vi: House, Private Practice, Greys Hvide Verden, Scrubs, MASH (man kan diskutere om den hører til her, men den underholder i et hospitalsmiljø)
Dramadokumentariske serier
Reportager fra lufthavne, hospitaler, felthospitaler, singlelivets forskellige miljøer, de fedes liv, de unge mødres liv og så videre. Alle lader som om de viser virkeligheden.
Ingen af dem ville komme på sendefladen, hvis de ikke også havde en elementær underholdningsværdi.
For eksempel: Singleliv, Den vrede Tømrer, De unge mødre, Luksusfælden, Supersize VS Superskinny, CPH - lufthavnen, Årgang 0,
Serier med indbyggede konkurrencer
Det er sjovt at se folk dumme sig - tabe konkurrencen - eller sejre for den slags skyld. Og det er navnlig sjovt, hvis de miljøer, hvor konkurrencerne udspiller sig absolut intet har med seernes hverdagsliv og dets udfordringer at gøre.
For eksempel: Project Catwalk, Paradise Hotel, Project Runway, Fangerne på Fortet, Ramsay's Kitchen Nightmares (måske skulle man operere med en underkategori, der hedder køkkenserier), American Idol, Top Model, Modelakademiet, Vild med dans, X- faktor, Hvem vil være millionær
Ungdomskollektivet
Unge mennesker har altid været spændende. Navnlig for de ældre. Men også for de unge, usikre personer, der i serierne finder noget, som de enten kan spejle sig i eller distancere sig fra. Krydrer man det med lidt kærlighed og popmusik, så kører det.
For eksempel: Beverly Hills, 90210 (jo, den kører skam stadigvæk), Melrose Place
(også en klassiker), Gossip Girl, Windfall Familieserien
Dagligstuekomedier - eller komedier fra samtalekøkkenet. Sjældent vedkommende, men meget fornøjeligt og totalt afslappende. Også fordi det kun meget få gange er reelle problemer eller genkendelige problemer, man tager op.
Som oftest humoristisk. According to Jim, Two and a Half Men, Hænderne Fulde, One Tree Hill, Drew Carey, Aliens in America, Simpsons, Vores Værste År, Lov og Uorden, Gilmore Girls, Judge Grey
Ren underholdning
Familieserierne påstår dog i det mindste, at de beskæftiger sig med reelle og
genkendelig konflikter. Her handler det bare om at skabe baggrunden for effektfulde one-liners og falde-på-halen-komik. Dåselatteren runger.
Selvom episoderne nogle gange lader, som om de også har holdninger: Sex & The City, Desperate Housewives, Lovespring International, Alle elsker Raymond, The Office,
Krimiserien
Som i alle andre kriminalhistorier handler dette her om forbrydelsen og dens opklaring. De skyldige skal findes (og formodentlig straffes). Men blot det, at de bliver navngivet rækker normalt i serieuniverset. Ganske ofte har serierne også et indslag af medicinsk og anden teknologi.
For eksempel: NCIS, The Mentalist, NCIS LA, Livvagterne, Dexter, Anna Pihl, The Good Wife, Night Rider, Bergerac, Små og store Synder, Special Victims Unit, Numbers, Cops, Sopranos
Det overnaturlige - science fiction.
Defineret ved ikke at foregå i vores verden og vores tid. Men trods det ganske ofte med problemstillinger, der minder om krimigenrens. Alle problemer - så godt som - løses inden for en tidsramme på ca. 50 minutter. Kun universets hovedaktører lever videre. Alle de andre forsvinder.
Eksempler: Stargate Atlantis, The Ghost Whisperer, Kitt.
(med venlig om end passiv bistand fra http://tvtid.tv2.dk/tvligenu/ og diverse andre hjemmesider).
Det første bud
Ja, der er tale om dåsemad. Man etablerer en ramme med bestemte logikker, et univers befolket af mere eller mindre faste karakterer, en tendens (krimi, familie, hospital for eksempel), og så spiller man grundlæggende det samme tema igennem atter og atter.
Serierne signalerer genkendelighed. Når først rammen er etableret, skal vi som seere ikke længere bruge tid på at nuancere hovedaktørerne. Vi kender deres drivkræfter, deres evner, deres potentiale. Og vi bliver meget sjældent - næsten aldrig - overrasket. Figurerne udvikler sig ikke i nævneværdigt omfang. De spiller bare hver gang op imod nye episodekarakterer - nye bipersoner - og agerer i overensstemmelse med deres begrænsede potentiale.
Serierne er relativt billige at producere - der kan laves rigtigt mange episoder på et produktionsår - og manuskriptforfatterne skal kun i begrænset omfang anstrenge sig for at sikre episoderne et indhold.
Der er tale om industriprodukter fra en omkostningsbestemt medieindustri.
Det andet bud
Alle kan være med - eller næsten alle. Mange, rigtigt mange af serierne, er dramatik for familien. Alle familiemedlemmer kan deles om latteren, om spændingen (når der er konkurrencer). Og kan familiepublikum ikke engageres, så produceres der
varianter af de effektive skabeloner, således at hver aldersgruppe har næsten deres.
En til de små børn og forældrene - en til de lidt større børn sammen - og en til de unge.
Det er produktdifferentiering på højt niveau. Er der en købergruppe, så er der også en serievariant til den. En variant der kan danne grundlag for gruppespecifikke reklamer. Serierne er lavet som platforme for reklameindslag. Det bestemmer deres rolledefinitioner, deres intrige og deres dramaturgi.
Det tredje bud
Og her synes jeg faktisk at det begynder at blive interessant.
Prøv at se på "anatomien" af en serieepisode. Eller sagt på en anden måde, hvad er
det, der kendetegner serierne frem for for eksempel spillefilm og nyhedsudsendelser?
Du kender (i hvert fald efter en tid) de figurer, som optræder i universet. Du ved hvilke værdier eller funktioner, de er bærere af. Og du kender (også efter en tid) deres historie - hvis der altså er en. Figurerne er med andre ord lidt ligesom
brikkerne på et skakbræt. De har faste navne, faste bevægelsesmønstre og en fast placering i hierarkiet.
For det andet så kender du universet med dets begrænsninger og potentialer. Du ved i det store og hele, hvilke typer af forviklinger, som kan optræde. Intet i det store og hele kan overraske seeren. Og selv hvis der alligevel dukker en
overraskelse op, så viser det sig som regel, at selv overraskelsen kan rummes indenfor rammerne af det kendte.
For det tredje kender du udgangen på forløbet. Du ved, at tidsrammen i det store og hele er på omkring en time (reelt ca. 50 minutter plus reklameblokke). Og du ved, at inden den time er gået, så vil den konflikt, du introduceres for i starten, være løst og de grundlæggende værdier i serieuniverset bekræftet endnu en gang. Nogle få gange strækker en historie sig ud over den enkelte episode - og nogle gange får en konflikt eller et problem lov til at udspille sig over en længere række af episoder - men på intet tidspunkt negeres afslutningskravet. Og trækkes en konflikt eller et problem over flere episoder, så kan man alligevel altid være sikker på, at der - inden for den enkelte episodes rammer - afsluttes en eller flere mindre konflikter, der alle bekræfter overskueligheden.
For det fjerde skal en episode altid gennemspille hovedkarakterernes potentiale mindst en gang. Kriminalbetjenten skal opklare mindst en sag - gerne flere - familien skal løse mindst en konflikt - og i de humoristiske serier kommer lattersalverne med et klokkeværks regelmæssighed.
Vi bliver som seere bekræftet i, at ingen problemer er større, end at de kan løses inden for en ramme på halvtreds minutters effektiv sendetid.
Vi bliver som seere bekræftet i, at forbryderen altid findes, afsløres og modtager sin retfærdige straf.
Vi bliver som seere bekræftet i, at ingen problemer er større, end at man kan lave en vits ud af dem.
Vi bliver som seere bekræftet i, at hverdagen er overskuelig, håndterlig, underholdende og lovmæssig.
Her sker der som hovedregel ikke noget uventet. Her fortsætter hverdagen
uforstyrret. Her er det kun de, der fortjener det, som straffes - og her vinder de, der har fortjent det. I seriens virkelighed råder retfærdighed, overskuelighed,
forståelighed og kontinuitet. Seriens og virkelighedens støttepiller bekræftes den ene gang efter den anden. Og her belønnes den, der respekterer værdierne og lever efter dem.
I serien lever eventyret videre. Her hersker ikke virkelighedens vilkårlighed. Her betaler det sig - som hovedregel - ikke, at sætte spørgsmålstegn ved familien, venskabet eller moralen. Her korrigeres afvigerne, og her slagter man virkelig fedekalven, når den fortabte søn vender tilbage til familien.
Du kan fylde timevis af tid op med at gå fra den ene serieepisode til den anden, hvis det er det, du vil. Og der vil være en paradoksal sandhed i din oplevelse af, at du ikke kan finde ud af, hvornår den ene holder op og den anden begynder. Du kan oven i købet lave channel surfing og selv sammensætte dit serieunivers af stumper af episoder hentet mange steder fra og alligevel opleve, at der er både
sammenhæng og konsistens i oplevelsen. Og efter en aften tilbragt på den måde, kan du så gå i seng - beroliget ved budskabet om, at uanset hvor
usammenhængende og truende, din virkelighed er, så er der håb. Lever du i respekt for de regler, som findes omkring dig - holder du næsen for dig selv og koncentrerer dig om at løse alle de små problemer - husker du at respektere din hustru eller dine børn eller forældre - undlader du at begå kriminalitet - så ender livet lykkeligt. Igen og igen og igen.
Og skulle du alligevel komme i tvivl, så sender de nok en ny episode i morgen aften.
Eller afslutningsvis og sagt på en anden måde og i koncentreret form, så udvides og fastfryses rummet, og tiden som en ukendt faktor ophæves.
Det eneste, der bevæger sig, er de velkendte karakterer, der virker som et
nødvendigt nødværge overfor et mere og mere abstrakt tidstyranni, der nivellerer alt kvalitativt til målbare størrelser.
På arbejdspladsen - i forbruget - på ferierne, overalt omsættes livsudfoldelserne til abstrakte tidsmål, der ophæver eller devaluerer den konkrete og oplevede tid til noget underordnet privat. "Det kan godt være, du gerne vil bruge tid på det eller det, men hvad koster det? Du skal købe den eller den forbrugsartikel, for så kan du spare tid".
Igen og igen trænger den abstrakte tid sig på som bestemmende, og den er der
ingen, som har styr på. Under kapitalismen lever den sit eget liv som målestok for alle menneskelige ytringer, så en måde at forsvare vores egen konkrete tid på er flugten ind i rummet - ind i TV serien - hvor vi kan fastholde og styre den konkrete tid, men vel og mærke i et fjernstyret rum - i et sceneri, hvor den abstrakte og tyranniske tid defensivt kan holdes på afstand.
Det er virkelig den serielle harmoni - TV seriens modstykke til den abstrakte tids atomisering og nivellering af det kvalitativt forskellige - det er det, vi finder i TV seriernes karakterer.
