Digitaliseret af / Digitised by
D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
'••••..fr v.-
• - . , . ,
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
FREMTIDENS FORSVAR
FOREDRAG
A V
RITMESTER EBBE ASTRUP
X
I f f 1 1 ' f j l ,
K R I S T I A N I A
G R Ø N D A H L & S Ø N S B O K T R Y K K E R I
1 9 1 5
Den er forbi, den vakre drømmen om traktaternes og socialismens fred. Nu viser virkeligheten os det internationale brorskap og den kristelige næstekjærlighet i billeder, som ryster og frastøter, og som faar os til at føle det, vi ser, som en nedværdigelse av den hele menneskelige civilisation.
Men det hjælper os ikke. Der spørres i disse tider ikke om følelser og tanker. Der tales kun om vilje og evne. Og selv om menneskene idag kan synes, at alt det blod og alle de taarer, som flyter, at de maa flyte for sidste gang i men- neskehetens historie, saa viser dog netop den, at ikke lang tid efter den kommende fredsslutning vil dette blod og disse taarer være traadt i bakgrunden i nationernes bevisst- het. De vil i den være avløst av seierens tilbedelse eller av hevnens religion.
Haabet kan være der likefuldt om, at denne den ræd
selsfuldeste krig vil gi den sterkeste vekst til fredstanken. Og man maa tro, at fremtidig vil den nuværende tingenes ord- ning bli gjort til en umulighet, hvorefter en haandfuld mænd har sendt millionerne mot hverandre. Men det blir et arbeide for sig. Det fører ikke utenom de livets realiteter, som saavel nationerne som individerne maa bygge paa, og som Goethe uttrykte i ordene: »Trænge frem eller bli trængt tilbake, det er livets kjerne«. De realiteter er det, som nu om dagen taler sit sprog, og som samler sig i det krav til os, at vil vi leve vort liv som det gamle, frie folk, vi er, saa maa vi ogsaa ville ofret derfor.
Det er dette krav, som danner utgangspunktet for al forsvarsvilje og for alle ofre til landets vern.
Hvad det saa gjælder, det er at lede denne forsvars
vilje ind paa de veier, hvor den holdes frisk og kraftig ved- like, og at anvende disse ofre paa den maate, at fortrøstning og tillid vokser ut av dem.
- 4 —
Av den maate, hvorpaa denne dobbelte opgave loses, avhænger forsvarets sande ve og vel.
Der var en tid, hvor forsvaret og folket var fiendt- lige magter. Det var en gammel arv. Naturlig nok for det enevoldsstyrede land med den leiede soldat. Mindre naturlig tor det faatalsstyrede land med den almindelige vernepligt.
Helt unaturlig for det folkestyrede og vernepligtige folk. Men den gamle arv sat fast. Og hær og flaate var folkets herre.
Indtil den dag, hvor utviklingen medførte tænkeevne og selvstændig opfatning blandt det menige folk. det samme
menige folk, som fyldte hærens og flaatens rækker.
Det er klart, at fra den dag maatte i det folkestyrede land og hos det vernepligtige folk forsvarsviljen og folkevil
jen gaa sammen, om forsvarets styrke skulde gi folkets udelte kraft. Og det er klart, at folkets aand vilde gaa ind i de vernepligtige rækker og bli disses aand.
Men indser man først dette, saa ligger det i dagen, at først fra det øieblik folket har noget at forsvare, et gode at kjæmpe for, først i det øieblik vil forsvaret ha naadd op til den yderste kraft og til den ypperste aand.
Det er sagt, at forsvarets krav maa staa forrest. Men der hvor alle har noget at forsvare, der behøver det ikke engang sies. Der falder det av sig selv. Det kan være, at det er et maal, som ikke er saa let eller saa fort at naa.
Men jo nærmere man kommer den dag, jo sterkeie staai man. Indtil man nærmer sig den, maa disse krav avveies mot livets andre krav. Det er langt fra, at forsvarets krav lider ved det. Ti jo leveligere vilkaar hæren rekruteres fra,
jo sterkere vil den forsvarsvilje være, som fylder den.
Det er let for den besiddende og reflekterende mand at rope: »Forsvaret fremst«. Men man maa være saa ærlig at forstaa den besiddelsesløse og den, som kun tænker for de nærmeste behov, at han ikke staar færdig til at stemme ind i det løsen. Ti man lever nu engang ikke bare av luft og kjærlighet, enten det saa er til sin næste eller til sit land.
Xaar landets ungdom møter ved grænsen, saa er det derfor forst og fremst i forsvarets egen interesse, at de moter der for at forsvare et gode. Ellers møter de uten staal i arm og vilje.
Og det er at lægge merke til, at hos os, i motsætning til andre lande, er dette i virkeligheten det eneste, som underbygger den gode aand. Ti i andre lande er der av aarhundredernes militære traditioner skapt et grundlag i folkets sind, som der kan regnes med og bygges paa. Det er saa, trods alt. Det er de slumrende traditioner, som, vakt tillive, nu fylder de soldater, der marsjerer ut til kamp med blomstersmykkede geværer, og som gaar i døden med fædre
landets sang paa læberne.
Men disse lysende militære traditioner, som bærer saa langt, de findes ikke hos os. Der er i vort folks sind intet saadant grundlag. Det betyr en svakhet. Dobbelt nødven
dig er det at tilføre styrke fra livet, som det leves idag.
Alene det er det, som der hos os kan bygges paa.
Men, kan man si, skulde ogsaa vort folk kjæmpe for livet, saa vilde nok fædrelandskjærligheten ogsaa hos os be- staa prøven. Man tror det og haaber det. Men der maa her ikke være tale om haab og tro. Det duer ikke, hvor det gjælder en saa stor indsats. Her maa bli visshet og tryghet. Og de indtrær først den dag, man kan peke paa en begrundelse for sit haab og sin tro.
Det er den sociale politiks nødvendighet for forsvarets styrke, som her møter os. Ligger ens hjerte ikke i den po
litik, saa tvinger forsvarshensynet den tænkende mands for
stand ind i den.
Enhver, som har fulgt med i landenes indre forhold i vor tid, vil kjende berettigelsen av den paastand. Han vil vite, at selv i de av traditionen bedst disciplinerte armeer er der i de senere aar optraadt foreteelser, hyppigere og hyp- pigere, sterkere og sterkere, som har bragt bud om nødven- digheten av at betræ nye baner. Han vil indse, at der paa dette omraade forestaar en omlægning av begreperne, som rigtig utnyttet betyr styrke, ikke svækkelse.
— 6 —
Han vil slaa en strek over sit eget personlige forhold til arten av denne utvikling. Ti han vil vite, at ingen motsætter sig utviklingens lov ustraffet, og han burde forstaa, at jo hurtigere han handler ut fra det, han ser, jo sterkere vil hans land staa der, og jo hurtigere vil det bli sterkt.
Det straffer sig i længden at leve paa fraser. Men det er en vældig frase, som indleder soldatens undervisning med de ord, at landets forsvar er ikke alene hans pligt, men og- saa hans ret. Men gjor den pligt til i virkeligheten at være en ret. Bortta frasen og erstat den med virkelighet. Mon det ikke var en forsvarsforanstaltning av indgripende betyd
ning?
Og hører vi ikke en bekræftelse paa det, naar vi lytter til de agitatoriske kræfter, der paa en maate, som sætter alle hensyn til side, driver sit spil mot forsvaret. Det er netop paa dette grundlag, de fører sin aktion. Det er deres hoved
argument. Men er det saa ikke klart, at ethvert arbeide, som er skikket til at ta dette argument fra dem, er det ikke soleklart, at det maa i samme grad svække deres forsvars- fiendtlige aktion. Det synes, som om denne tanke er saa følgerigtig, at der opstaar tvil i en, om de gode nordmænd, hos hvem den ikke har slaat ned, om de ogsaa har formaadd at løfte forsvarstanken over døgnhensynene — selv om deres vilje dertil er levende.
Men dette forhold maa trænge igjennem til fuld klarhet Ti ellers bygges der paa et grundlag, som ikke er tilstede.
Og man faar et forsvar uten rot i folket og en forsvarsvilje, som ikke er en folkevilje.
Hæren og flaaten skal ikke være folkets herre. Det er dets tjener, de skal være.
Men fra deres leir, som endnu stamper mot denne na
turlige utvikling, hores ogsaa den paastand fremsat, at hær
væsenets demokratisering vil være disciplinens undergang.
Det er en paastand, som hos den, som vet hvad han taler
- 7 ~
om, alene er latteren hjemfalden. Ti en demokratisk hær vil ikke si en hær i forfald, en hær, hvor alle kommanderer og ingen lystrer. Der bestaar i indre militær henseende ingensomhelst forskjel mellem den av autokratiet og den av demokratiet utgaaede hær. Den demokratiske hær er i sine krav til disciplin, til individets fuldkomne indordning under de militære krav og de militære opgaver likesaa ubonhørlig som nogen autokratisk hær.
Det sies, at vor hær er demokratisk. Det er sandt, forsaavidt dermed menes at økonomiske og sociale krav, stort set, ikke eksisterer. Men den er dog ikke demokratisk, saa- længe den er byraakratisk. Det, som vort folk kalder for militarisme, det er militær byraakratisme. Og den har meget paa sin samvittighet.
Man taler om sakkyndighetcn og dens undergang i de
mokratiet. Sakkyndighet kan ikke undværes. Hjulets ar- beide avhænger av den. Men den hele maskine har mange hjul. Det er samarbeidet mellem dem, som bestemmer drif
tens resultat. Det er en skjæv tankegang, som mener, at bare de sakkyndige arbeidere og ikke de økonomiske inter
essenter skal kunne ha en mening om resultatet og om, hvor
iedes driften bør anlægges i de store linjer for at hitføre øket utbytte. Et sundt omdømme kan ofte tilegne sig sakkyndig
het, likesom det hænder, at sakkyndigheten taper sit omdøm
mes sundhet.
Jeg vet ikke, om de sakkyndige jurister, som av al magt motsatte sig juryloven, jeg vet ikke om de nu har faat ret, saa lan
det gjerne tok den gamle ordning igjen og satte juryen paa gaten.
Jeg vet ikke om den norske hjælpe-armé, som demo
kratiet i 1888 gjorde til en norsk hær, jeg vet ikke om sak- kyndighetens kamp for den var berettiget. Jeg vet ikke, om det er nutidens opfatning, at han led en fortjent skjæbne, den mand som med sit militære liv maatte betale den reform.
Og er det ikke saa, er det en grund til i taknemmelighet at mindes oberstløitnant A. D. S. Hjorth s navn og virke.
Det kan paa den anden side være, at der ogsaa drives
— 8
misbruk med det demokratiske navn. Men misbruk har intet med sakens realitet at gjøre.
Og den som tror, at demokrati og disciplin staar mot hinanden som ild og vand, han bør tænke paa demokratiets store masser og den disciplin, hvorunder de frivillig gir sig.
Men han bør ogsaa tænke paa, at naar de gjør det, saa er det, fordi de har noget at vinde derved.
Det, som er den demokratiske hærs særkjende, det er den tilsyneladende selvfølgelige ting, at i den er knæsat piin- cipet om dygtighetens belønning uten hindringer av noget slags. Alle unge mænd, som første gang møtes i fædrelan
dets tjeneste, maa alene bygge sin forfremmelse paa sin mi
litære dygtighet. Men endnu er det hos os ikke saa. Deies skikkethet for tjenesten, den iver og interesse og det arbeide, som de nedlægger paa sin dygtiggjørelse for den gjøres ikke til gjenstand for belønning.
Dette maa være urigtig. Saavel militært som demokra
tisk. Fordi det ikke utnytter de bedste emner og baserer sig paa det mest utprægede anlæg; lordi det allerede fra før
ste stund borttar kappelyst og sund ærgjerrighet.
Det synes at være en saa sund og naturlig betragtning, at det bare er merkelig, at den ikke straks maa slaa igjen- nem. — Men den gjør ikke det. Der kjøres op med indven
dinger av alle slags.—Ja, selvfølgelig er der indvendinger at gjøre og vanskeligheter at overvinde. Men de er ikke saa uovervindelige, at de, som nu, burde faa lov til at gjøre mi
litærtjenesten til et slags hoveriarbeide, et slags uundgaaelig onde, som man mest gudhengivent og resignert tinder sig i.
Hvor blir der under saadanne forhold av energi og vilje og tro i arbeidet? Hvordan kan man forlange en resonnans ute i folket, naar rækkerne selv udelukkende føler sig under ut- øvelse av en pligt, som ingen anden ret gir end den at Irita for gjentagelse?
Det hævdes med rette, at fredsorganisationen maa læg
ges saa nær op til krigens krav som mulig. Men naar al
voret er inde, naar rækkerne staar ansigt til ansigt med døden,
- 9 -
den største av alle demokrater, mon ikke dens demokratiske paavirkning blir saa sterk, at der da alene spørres om dyg- tigheten. — Men hvorfor lærer saa ikke livet av døden? Eller er det bare paa enkelte omraader, at krigens krav skal tillempes?
Saa anføres det som en avgjørende indvending, at det er lettere at underordne sig en, som staar over en selv i so
cial henseende. La det være. Men nu er denne sociale garanti allerede borttat Den eksisterer ikke. Kan saa den fordel, den angivelig skulde bringe, erstattes av en eksamen uten noget socialt krav? Mener man, at utvalget av befal for arméen fordelagtigere foretages blandt 300 eksaminander end blandt 14000 rekrutter?
Selvfølgelig, den vittige bergensers frygt for demokra
tiske officerer vilde paa denne maate kunne faa ny næring.
Men den faar la sig berolige. For det er hverken politisk opfatning eller forlængst avlagte prøver, som er utslaggivende i officerens brukbarhet. Det er først hans energi, hans per- sonlighet. Dens utvikling burde være kjernen i al militær opdragelse. Men det vilde være bittert at hævde, at den hos os er det
Dernæst er det hans disciplineren av sig selv. Dens gjen- nemførthet burde være det militære særmerke. Den militære ære maa ikke bare tilfredsstille den civile æres fordringer.
Den maa tilfredsstille større krav. Da vil den ogsaa kunne kræve hos det civile folk. Paa den basis vil officererne, som de skal, gaa i teten, ikke bare i kampen, men ogsaa i fre
dens dage. Paa den basis vil der faaes mere end mænd, som er chefer. Der vil faaes chefer, som er mænd.
Men det skal ogsaa være sagt, at veien dertil gaar ikke, den gode hensigt ufortalt, gjennem stortingsbeslutninger om forbud for chef som for underordnede. Man er kommet uten- for veien, naar man tror, at til det resultat kommer man ved militære fællesspisninger.
Men gi chefen ansvar og la ham forsvinde den dag, han ikke evner at bære det.
La ikke ansvarsfølelsen slappes. Det er den, som maa
Fremtidens Forsvar.
— IO —
op. Den maa tillates at utvikle sig til at bli ansvarsglæde.
Stil sterke krav til evnen til at ta ansvar og øk fordringene for hver ny grad. Men paa den grundvold, at den første dag stod alle likt.
Jeg tror, at ogsaa det er en av veiene frem til folkevilje for forsvarsviljen. — -
Det er altsaa i forsvarets egen interesse, at det social
politiske og det demokratiske moment sker fyldest som vig
tige og bærende led i dette spørsmaal.
Ogsaa rent militært set er deres fremme av betydelig værdi. — Men hovedsaken er, at forst paa den grundmur staar forsvarsbygningen trygt og sikkert.
Naar man saa gaar over til spørsmaalet om de økono
miske ofres anvendelse, hvad har resultatet været hos os, og hvordan bør det bli?
Ja, det vet vi, at resultatet, som det viste sig i høst, det var ikke opmuntrende.
Mangen en glødende forsvarsven er siden den dag vendt tilbake fra tjenstgjøring i vernet, dæmpet og mismodig.
Man vil straks si, at tilstanden er at føre tilbake til be- vilgningernes knaphet. Og det høres rimelig, hor det er vir
kelig saa, at i procenter av det samlede statsbudget gir vi ut mindre end andre lande. Men der er ved bedømmelsen av dette forhold et moment, som ikke er til at komme utenom, og det er, at procentvis er ogsaa uheldigvis vort land i alle henseender langt dyrere at bygge end noget andet land. Og samtidig er det ogsaa langt nødvendigere at bygge (or at samle det.
Det er et forhold, som peker paa nødvendigheten av, ikke bare at øke bevilgningerne, men fremforalt at anlægge deres utnyttelse saaledes, at de gir den tænkeligst største valuta.
Men tar man saa bevilgningerne for sig og gjennemgaar dem, saa studser man straks ved den kjendsgjerning, at ca.
33 °/o av hærens budget gaar til faste lønninger og lønstillæg.
— I I -
Det er uttalt av en av de tyske hærførere, at den nu
værende krig utkjæmpes ikke med mennesker men med op
findelser og maskiner.
Naar nu paa den ene side dette erindres, altsaa hvor litet selv det mest udmerkede personel kan utrette uten et godt materiel og paa den anden side, hvordan materiellets godhet og tilstrækkelighet oker personellets tro paa sig selv, dets vilje til seier, saa kan det ikke være at overdrive, naar man sier, at hos os taler de 33 °/o om et svært misforhold.
De er begrundet deri, at lønningssatsen ikke er stillet i forhold til arbeidet, og dette er igjen ophavet til en række svækkende forhold, som avfødes av sammenstøtet mellem den militære pligt og det civile erhverv.
Der maa her en systemforandring til.
Det nuværende systems rent forsvarsfarlige muligheter fremgaar av den omstændighet, at mens dette system ufor
andret tillempes i den nye hærordning, saa sitter krigens dag efter denne samme hærordning ca. 25 000 unge mandskaper hjemme paa grund av mangel paa opsat befal. Det vil si, at man har foretrukket konservativt at holde paa et system, som ikke gir raad til at bruke den forhaandenværende styrke, fremfor at gaa til en systemforandring, som medfører den anerkjendte betydningsfulde fordel, krigens første dag at møte med den størst mulige styrke. — Jeg indrømmer, at dette høres forbløffende ut. Det er et av de mange eksempler paa den byraakratiske linjes farer for forsvaret.
Men kanske den nye hærordning tænkte, at der vilde komme en dag, hvor det manglende befal efter det gamle system vilde tvinge sig selv frem. Og har den det, saa er jo det bare i overensstemmelse med hævdet praksis. Men det er en sørgelig praksis. Jeg skal vise det ved et eksempel.
De søndenfjeldske dragonregimenter opsættes i den nye hærordning med 6 eskadroner plus 1 mitraljøseavdeling i hvert regiment. De overtok de tidligere kavalerikorpsers etablissementer. Disse var ikke alene mangelfulde snart sagt i enhver henseende. De var derhos bare beregnet paa 3
eskadroner. Men den nye hærordning later, som den ikke vet det. Den dekreterer, at i det etablissement, som forlængst er opfort for 3 eskadroner, skal fremtidig 6 eskadroner og 1 mitraljøseavdeling finde plads. Man kan forstaa, at selv om dragonregimenterne opsattes bare med engler, saa er det en umulighet. Og det fører til militære arbeidsvilkaar og til
stande, som jeg vil si, det skal et saa gjennemgaaende intel
ligent og loyalt officerskorps som det norske til for at greie.
Men det forer ogsaa til en uhygge for og en arbeidsulyst hos de vernepligtige mandskaper, som utnyttes av og i vir- keligheten utgjør et farlig led i den ansvarsløse agitation mot det nationale forsvar. Den agitation, som utgjør et lettjent levebrød for den ungdom, hvis hode er for godt til at haan- den skal ta et arbeide.
Det kan ikke værdsættes høit nok, om man kunde komme væk fra dette fortielsessystem og alle dets skjæbnesvangre følger. Men administrationen maa kunne gaa ut fra ialfald en viss minimumsbevilgning, Det synes, som denne skulde kunne fastsættes som en bestemt procent av det samlede statsbudget. Dermed vilde der være tilveiebragt det, som er nødvendig i enhver økonomisk bedrift, det finansielle overblik.
Og der vilde vindes endnu en ting. Der vilde vindes mulighet for at holde alt i den stand som sig hør og bør, at stadig være paa høiden og dermed indgyde rækkerne tro og kraft, og folket tillid og fortrøstning. Det vilde be
tegne en vinding, som er intet mindre end en livssak tor forsvaret. Det vilde ogsaa skape den indre arbeidsro, som er en følge av jevn og planmæssig utvikling, og hvis ufor
sonligste fiende er de økonomiske skippertak.
Men der maatte rigtignok først et saadant økonomisk skippertak til for at faa muret igjen de huller, som nu gri
ner en imøte, og for at faa orden og skik paa alt det, som nu spreder haabløshet, mistrøstning og vantro omkring sig.
Det bør staa klart for dem, som forstaar at vurdere den gode aands betydning. Ti heller ikke den bedste vilje til den bedste aand kan leve bare paa luft og vand.
— 13
Den, som engang har set forskjellen mellem en armé som vor i dens hittidlige stand og i en fuldendt stand, han vil ha faat øinene op for den betydning, som deri ligger gjemt. Men naar der er saa mange lukkede øine hos os, — jeg har nær sagt, det kommer av, at man kan knapt tænke sig vore forhold anderledes. Det er sørgelig at si. Men det er den sørgelige sandhet.
Det, der først og fremst maa foretages, er derfor at faa alt, som heter bevæbning, utrustning, materiel, forraad og ikke mindre tilvirkningsstedene for dette i en mønsterværdig og helt tidsmæssig orden.
Paa dette grundlag reiser sig saa spørsmaalet om til
strækkelig øvelsestid for personellet, saaledes at fuld valuta kan trækkes ut av det gode materiel.
Der staar om dette spørsmaal en strid, som i sine ytrings
former av og til antar en nedslaaende karakter. Der tales og skrives fra enkelte hold, som den er fædrelandsløs, der ikke staar færdig til at gaa med paa alle krav. Der forsøkes reist tvil om den selvstændige tænknings berettigelse. Men jeg tilbakeviser dette forsøk. Ti likhet maa der være, likhet for Loke og Tor, enten ens opfatning omfatter maaneder eller aar.
Paa den grund maa beslutningen vokse ut, av meninger der brytes, av uvidenbet der blir til kundskap. Men av alle maa fædrelandets himmel sees at hvælve sig over.
Gaar man med den visshet ut i striden, saa ser man, at paa bannerne staar der skrevet merker om tid av forskjellig længde. Enkelte syner et aar at være for litet, andre hæv
der, at den nuværende tid er tilstrækkelig, naar den bare blev bedre utnyttet.
Hvad nu den nuværende øvelsestids utnyttelse angaar, saa er der i kritiken over den sagt, at først og fremst maa den tid, man har, utnyttes helt, før der kan være tale om at øke tiden.
Det synes ganske selvfølgelig og greit. — Dog ikke for alle. Der skrikes fra enkelte hold op over kritiken. Som
— 14 —
om ikke netop kritik er av det gode, allermest for den, som kan paavise dens mangel paa berettigelse.
Jeg tror, man for en del kan det.
1 nøitralitetsvernet har der været anket over, at tiden ikke har været benyttet til ren militær utdannelse, men til gravning av skyttergraver, opførelse av barakker osv. Man faar en mistanke om, at en saa forstaaelsesløs klage skriver sig fra den kreds av fædrelandsforsvarere, som vilde ha juri
disk kjendelse for, hvorvidt de ældre aarsklasser i det hele kunde beordres til andet end ren vaktgjøring. — Der har videre været anket over det ringe daglige timeantal. Hvad nøitralitetsvernet angaar, saa indskrænker den mørke aarstid arbeidstiden, hvor der ikke disponeres over ekserserhus, ut- vendig elektrisk lys osv. — Og i sin almindelighet maa det vel erindres, at øvelserne ikke kan anlægges efter de ster- keste individer, men at der ogsaa maa tages hensyn til de mange, som møter legemlig utrænet og svakelige.
Selv hvor disse i nogen tid har undergaat rationel træ
ning, kan de svigte, og da fremkalde de mest ubeherskede klager over overanstrengelse og uvittig ledelse.
Jeg kan ikke erindre, at de, som nu klager over øvel- sestidens slette utnyttelse, i 1911 stod frem til forsvar for den fremragende regimentschef, som, fordi han efter omhyg
gelig forberedelse søkte at utnytte tiden, led en skjæbne som endnu venter paa sin opreisning.
Videre maa det betænkes, at hvor de militære boligfor
hold er saa likefrem elendige, som tilfældet mangesteds er, saa vil disse lægge betydelige hindringer iveien for tidens fuldstændige utnyttelse. Hvor der hverken findes ombytte eller tørkerum, er forholdet for en chef ikke fuldt saa enkelt som for en kritiker.
I disse tilfælder tror jeg derfor, kritiken er uberettiget.
Men den har nok anden berettigelse bak sig. Jeg tror, det er i forsvarets interesse at erkjende det. I i gaar man tilbunds, vil man se at den berettigede kritik former sig som et angrep paa et feilagtig system.
Det er nemlig i vort nuværende befalssystem at roten til ondet er at soke.
Jeg har allerede nævnt, at dette system virker uheldig.
Det kan være rimelig, at en kompanichef, som ser sin tamilies økonomiske velfærd truet ved forestaaende utkom- mandering, f. eks. paa nøitralitetsvern, søker om at stille en stedfortræder i kommandoen. Men det er likesaa utvilsomt, at armeens og statens interesser lider ved, at han tillates det.
Naar f. eks. en fastlonnet kompanichef erstattes av næsten den første den bedste vernepligtige løitnant, saa ligger det i sakens natur, at en række misforhold kan opstaa paa den grund. I sin almindelighet vil kompanichefen ha helt andre forutsætninger for tjenestens utførelse paa alle omraader. De underordnede vil av ombyttet i chefsstillingen let kunne faa et indtryk, som atter leder dem til slaphet. Og kompani- chefens egen militære dygtighet kan i ethvert fald ikke frem
mes ved, at anledningen til militær tjeneste ombyttes med civilt arbeide.
Dyrt som systemet er, har det maattet søke at holde sig indenfor nogenlunde rimelige grænser. Oprindelig op- naaddes det bl. a. ved, at man beholdt officerene i deres stillinger til dødedag. Det fik man omgjort i 1896. Men endnu forlanges der, at folk op til det sekstiende aar skal
\ ære i besiddelse av den fysiske vigør, som i springmarsj med bajonetten jager fienden ut av hans stillinger.
Likesaa urimelig er det paa økonomisk bakgrund fak
tiske forlangende om, at den befalingsmand, hvis videre avan
cement er a\ skaaret, skal uforandret tjenestgjøre endnu i aar- lækker. Det er aabenbart, at hans brændpunkt ligger uten- tor det militære. Men da det nu er de færreste, som avan
cerer, og de fleste, som blir sittende igjen, saa er ikke saken økonomisk saa let, som den militært er ønskelig at løse.
Det vil sees, at de her anførte eksempler gir en idé om, hvorfor øvelsestiden av og til ikke utnyttes. Men det vil ogsaa indsees, at det er systemet som bærer skylden.
Vi maa faa militært fast optagne og fuldt lønnede offi-
— i 6 -
cerer. Disse professionister vil ogsaa ved større rutine be
rettige til antagelse om oket utbytte av rekrututdannelsen Saa maa vi faa militært halvt optagne og halvt lønnede officerer, men med fast reguleret tjenestepligt, hvor al mulig- het for kollision mellem de militære og civile interesser er utelukket
Det er blit sagt, at dette system vilde gi daarlige offi
cerer, og at det derved vilde bli dyre sparepenger. — Hvad de ikke fuldt lønnede officerers dygtighet angaar, saa vilde den ligge i hænderne paa de faste inspektører og chefer.
Den, som veies og findes for let, han maa skilles ut. Den dygtige stiger. Der er nok ingen fare for dygtigheten under de kaar. Men det forutsætter den fornødne inspektionsdyg- tighet hos de faste officerer, som stiller det maal, som skal naaes. Det forutsætter, at disse selv sitter inde med evnen til at komme og si: »Det og det er galt. Det og det maa gjøres saa og saa«. Paa alle tjenestens omraader. I det ligger det gode resultat gjemt.
Og saa maa armeen i overensstemmelse med forholdene i vort land indskrænke sig til to klasser: Befalingsmændenes og de meniges.
Derved vilde den klassemisstemning mellem officerer og underofficerer, som nu truer med at bli en fare, helt und- gaaes.
Ad denne vei vil armeen ogsaa kunne tilføres et ungt befal og derved igjen løse det militære livsspørsmaal, som heter tilstrækkelig reservebefal, hvad jeg i et foredrag itjor paaviste.
Og saa maa vi faa det alvor ind i det hele, som er en følge av det der kaldes avsked paa graat papir. I et andet land, hvis navn jeg ikke tør nævne, det er nemlig Schweiz, er den sak ordnet saa, at den, der ved pligtforsømmelse eller paa anden maate har gjort sig uværdig, slettes av de mili
tære ruller og betaler i det sted verneskat.
Jeg tror altsaa, at den berettigede kritik over den nu-
værende utnyttelse av tiden løper ut i et forlangende om et nyt system.
Faar vi det, og faar vi ordentlige arbeidsvilkaar, hvor forlægningen av soldaterne sker i menneskeboliger med ovner og tørkerum og lys, hvor hestene ikke maa bindes utenfor allerede overfyldte stalder, saa tror jeg nok, der baade skal følge tilfredshet og orden og utnyttelse.
Men jeg vil ha sagt, at jeg anser det feilagtig at vur
dere den nuværende utnyttelse saa ringe, at den paapekte ændring til det bedre skulde kunne opveie en forlængelse av øvelsestiden.
Naar det f. eks. er paastaat, at regimentssamlingen for- uten den nødvendige daglige puds av utlevert bevæbning, beklædning osv. skulde kunne ha 8 timers ubriitt øvelsesøkt istedenfor som nu en 8 timers økt med indeliggende i times hvil, saa ser man, at det indvundne repræsenterer bare i time pr. dag i 25 netto.arbeidsdager av samlingens 30 dager. D.
v. s. 1 x 2 5 = 25 timer, som igjen repræsenterer ca. 3 dager.
Ut herfra synes det svakt begrundet at ville skyve til
side spørsmaalet om en forlængelse av øvelsestiden.
Inden jeg gaar ind paa denne, skal jeg med et par ord omtale den indvending i sin almindelighet mot enhver for
længelse, som begrundes i forventningen om en almindelig militær avslappelse efter krigen.
Jeg har allerede sagt, at erfaringen viser, at alt for meget skal man ikke love sig av det blod, som nu flyter, i retning av fremtidig forebyggelse. Ti fædrenes erfaringer utnyttes kun daarlig av deres barn.
Jeg tror at erfaringen ogsaa viser, at det er paa usikker grund man bygger forventningen om den indtrædende mili
tære avslappelse.
Europas historie sier, at i de sidste par menneskealdre er der inden Europas grænser mellem europæiske land ført 12 krige, inden- og utenfor Europas grænser av europæisk magt 20 krige. Naar det erindres, hvilket farlig politisk tændstof vore dages kolonial-politik altid rummer i sig. saa
skulde man altsaa kunne regne efter tallet 20 og følgelig si, at paa 67 aar, siden 1848, har der været krig gjennemsnitlig hvert 3dje aar. Regnes kun de indeneuropæiske krige, har der været krig gjennemsnitlig hvert 5te—6te aar. Dette er en kjendsgjerning. Det andet en forventning. — Saa vil man si, at der er dog mi andre forutsætninger. Men paa det vil jeg bare svare med en henvisning til, hvad vi efter 31te juli 1914 har oplevet.
Vil man saa si, at efter 1815 til 1848 var der bare 5 krige inden Europas grænser, saa blir dog det gjennemsnitlig en krig hvert sjette aar, og dernæst kan man ingen sam
menligning trække mellem krigen 1914—15 og perioden av uophørlige krige fra 1792—1815. Det tror jeg maa ind
rømmes.
Saa vil man bygge paa sikker grund, hjælper forvent
ningen om den militære avslappelse neppe langt.
Da bhr der i nødsfald bare en utvei igjen, den at kjæmpe for livet. —
Enhver vil forstaa, at hvor mænd skal staa sammen til døden, der maa der mellem dem være et tillidsforhold, som der ikke kan fires paa, uten svækkelse av samholdets kraft.
Ikke blot maa tillidsforholdet nedenfra op være tilstede, troen paa førernes dygtighet og evne. Tillidsforholdet ovenfra ned er ikke mindre vigtig. Uten det lurer der en indre fare i hver beregning. Det er dette tillidsforhold, som nu mangler.
Der behøver deri ingen underkjendelse fra befalets side at ligge. Eor min del mener jeg, at vort soldatermateriel er av ypperlig art. Men enhver, som er kjendt i landet, vil vite, at bygutten har let for at være overfladisk, landsgutten tung. Skal man komme saa langt, at man føler visshet for at være kommet tilbunds med bygutten og ha faat lands- gutten op paa overflaten, saa maa der tid til. Det er ikke til at komme utenom.
Man har ment, at paavirkning i de unge aar vilde kunne forandre dette. Jeg deler helt ut den anskuelse. Jeg tror, der foran os i den retning ligger et stort og betydningsfuldt
- 19 -
arbeidsfelt, som i mere end én henseende vil kunne være til gavn og støtte for armeen. Allerede straks vilde f. eks. en utnyttelse av speidergutinstitutionen som instruktionsmateriel ved befalsutdannelsen kunne hitføre en dobbelt nyttevirkning, Men paa den anden side blir det i vort land ingen let- løst opgave at samle landsungdommen i det øiemed.
Paa enkelte steder vil vel hindringerne være uoverkom
melige. Og selv om alle hindringer kan overvindes, saa vil der jo gaa aarrækker, før virkningen kan spores av et ar- beide, som ikke bare maa være et eksperiment, men en paa indvundne erfaringer virkelig solid anlagt institution.
Enten man derfor bygger paa den forøkede utnyttelse, paa den forventede militære avslappelse eller paa paavirk- ningen i unge aar, saa faar man som øieblikkelig resultat, at øvelsestiden maa forlænges.
I den krævede forlængelse indtil mindst i aar er der én omstændighet at lægge merke til. Denne forlængelse kom
mer kun rekrutskolen tilgode. De nuværende regimentssam- lingers længde, 30 dager, og deres antal, 4, foreslaaes ufor
andret. Forskjellen skulde altsaa bli den, at istedetfor at rekrutten nu utdannes i 48 dager — jeg medtar ikke aarets ekstraordinære 90 dager — saa skulde han fremtidig faa 240 dager.
Jeg har allerede søkt at paavise, at de nuværende 48 dager er utilstrækkelige for troppens utdannelse. Men det er dog slet ikke bare troppens utdannelse, det skorter paa. Den ikke mindre vigtige ledelse av troppen, troppeføringen, op
viser ogsaa mangler. Det vil si, til og med kompani kan vistnok resultatet betegnes som godt. Det er begrundet deri, at kompanibefalet staar sin ungdom og sin utdannelse nær
mere, og desuten har al tjeneste i rekrutskole og andre sær
kurser.
Men det overordnede befal er praktisk talt udelukkende henvist til regimentssamlingens 30 dager om aaret. Batal- jonscheferne, som ingen egen bataljonssamling har, men ind- gaar som led i regimentssamlingerne, er naturligvis derved
20 —
særlig uheldig stillet. Og befalet fra brigadechef og opover ja, jeg vet ikke, om de i de sidste har faat stort mere end et par øvelser paa 5 ä 6 dager pr. decennium.
Det maa indrømmes, at under disse omstændigheter maa enhver kritik over deres troppeføring forstumme. Den kan ikke paaberope sig noget skjær av berettigelse.
Hvis man overveier dette forhold og sammenholder det med den foreslaaede forlængelse alene av rekrutskolerne med 500 °/o, saa er det likesom man er kommet til et hul i tanke
rækken.
Det synes, som man for at komme over dette til at be
gynde med maa fastslaa, at vi maa faa likesaa ordinære og aarvisse brigade- og divisions-samlinger, som vi nu har rekrut- og regiments-samlinger.
Naar man tænker paa de høieste militære chefers an svar, krigens dag, den rolle for nationens ve og vel, som deres, ikke mindst paa rutine, grundlagte dygtighet da blir sat til at spille, saa synes det som noget uhørt overfor dem og deres underordnede, ikke at gi dem den nødtørftigste an
ledning til at utvikle og befæste sin rutine.
Det hjælper litet at tænke sig spørsmaalet løst som hit- til med faste ekstraordinære felttjenesteøvelses-bevilgninger, al den stund erfaringen viser, at det er mere ordinært, at de falder bort, end at de ekstraordinært blir av. Det er fast aarvisshet, som maa til.
Selve ordningen byder ingen vanskelighet. Den kunde f. eks. træffes saa, at regimentssamlingens sidste 5 dager anvendtes avvekslende andet hvert aar til brigade-, andet hvert aar til divisions-samlinger.
Hvad bataljonscheferne angaar, vil øvelsesforholdene for dem kunne forbedres ved samling av rekrutkompanierne i bataljon i rekrutskolens sidste tid. Denne ordning kan ikke komme alle bataljonschefer tilgode, og den kan ogsaa møte andre indvendinger. Men den vil dog gi bataljonscheferne betydelig øket øvelse og derved yde stor valuta.
Den sidste ordning gaar imidlertid ut fra en saa forlæn-
— 21 —
get rekrutskole, at dens sidste tid kan avsees til oveise i bataljonsforband.
Jeg mener, at en 4 maaneders rekrutskole vil tilfreds
stille rimelige krav i saa henseende, og der er intet iveien for allerede næste aar at faa den 4-maanedlige rekrutskole gjennemfort.
Den 8 maaneders rekrutskole, som indgaar i i-aars-kra- vet, den betegner derimot en realitet, som ikke er praktisk politik.
Alle politiske partier i stortinget synes jo at være enige om det, at før valgene kan den sak ikke avgjøres.
Saa siges der, at netop valgene skal avgjøre den, men samtidig lægges der til, at den eventuelle gjennemførelse skal utstrækkes til en periode paa 5 ä 10 aar.
Xu vet imidlertid alle, at inden 5 aar er der atter nyt stortingsvalg. Og ingen tror vel, at det storting vil la sig binde av dets forgjængers beslutning i en sak av saa stor financiel rækkevidde.
Saa jeg kan ikke komme til andet resultat end, at det er ikke praktisk politik nu at reise en strid paa denne grund.
Man kan beklage det. Men det er faktisk saa. At trampe den personlige opfatnings vei blir da bare at hvirvle op unødig støv.
Men hvis der fastsloges den paa første storting gjennem- førbare rekrutskoleforlængelse til 4 maaneder, saa vilde man være kommet over i praktisk politik. Forsvarets krav vilde derved være varetat. Overfor ønsket om senere at gaa videre
vilde der intet være foregrebet.
Utelukket er det jo heller ikke, at mellemtiden kunde utdype forstaaelse og indvinde erfaring. Det maner til efter
tanke, at selv nu i denne tid maa man i Sverige opby den yderste anstrengelse, ikke alene for at faa dækket befalsbeho- vet, men ogsaa for at forhindre unge vernepligtige i at unddra sig vernepligten. Samtidig som der av det forsvarsstemte, socialdemokratiske parti er utskilt en sterk, forsvarsfiendtlig fraktion, hvis leder allerede sitter i riksdagen.
Det maa ogsaa erindres, at vi, i motsætning til Balkan
landene, kun ønsker at værge vore grænser, ikke at utvide dem. Og at forsvaret av dem har en mægtig bundsforvandt i vor skjærgaard og i vort terræng.
Det kan gi os noget at tænke paa, at den kjendte tyske militærforfatter, general Bernhardi, i sin sidste store bok ut- taler, at han anser et fransk angrep paa Tyskland gjennem Belgien sandsynligere end gjennrm Schweiz, fordi »den schweiziske armé i sit bjergland er en vanskelig motstander at overvinde.«
Tænk — den schweiziske armé.
Men som saken nu staar hos os, vilde en ordning som den nævnte være vel avveiet. Loyal til alle kanter indbyr den til samling i et fædrelandsk anliggende.
Jeg paaviste ifjor, at 4 maaneders rekrutskole kan naaes uten nogen merutgift efter hel omlægning av befalssystemet.
Det er en kjendtgjerning av interesse.
Den synes at vise, at der gaar en vei i den retning, selv om den selvfølgelig ikke behover at følges helt ut. Et ændret befalssystem maa vi faa. Det arbeider sig selv frem til militær approbation. Saa kan man ogsaa paa dette om- raade avveie de militære og de financielle krav.
Og 4 maaneders skole vil bringe en overordentlig for- høiet militær styrke.
Ikke bare derved, at først deri kommer alle de forskjel- lige vaaben tilgode. Ikke bare derved, at den yderligere kraftig utvikler og bevarer det indvundne ved aarets 3 maa
neders skole, som vil danne et naturlig overgangsled. Men den vil ogsaa i sin sidste maaned gi den paapekte, ønskelige øvelse for hærens bataljonschefer, førerne av de taktiske en- heter. Og den vil trække den yderste valuta ut av bevilg- ningen. Baade ved dens forhold til befalsutdannelsen og ved den omstændighet, at den gir fuld utnyttelse av vintereta- blissementene ved at tilstede avholdelsen av to efter hinan
den følgende rekrutskoler, hvorved ogsaa antallet av nødven
dige etablissementer halveres.
— 23 —
Der er ikke tid til en indgaaen paa detaljer. Men stu
diet av dem berettiger til at tro, at den 4 maaneders re
krutskole paa denne grund er finansielt likesaa forsvarlig som den militært er betydningsfuld.
Der opstaar imidlertid mange spørsmaal i denne forbin
delse. F. eks. boligspørsmaalet. Man vet, at den tanke har meldt sig, som en norsk specialitet at lægge rekrutterne endog i 8 maaneder paa ekserserpladsen. Man bør ubetinget gjøre det, hvis man rigtig vil gi antimilitaristerne luft under agita
tionsvingerne. — Det er yderligere hævdet, at beregning viser, at omkostningerne ved vinterhus kan bringes saaledes ned, at selv for hele armeen blir der bare tale om faa millioner.
Mens i kaserneetablissement for et svensk infanteriregiment koster ca. kr. 2 200000.! — Derimot er der ikke antydning til at følge den ifjor utkastede tanke ogsaa hos os paa dette omraade at følge eksemplet fra Sverige, hvor nu iaar det gamle krigsskolekompleks sælges for g1/^ million kroner og et nyt bygges op for 3V4 million. Altsaa en forretningsmæs
sig avance paa ca. 6 millioner. Og dog skulde det ogsaa av militære grunde være ønskelig at faa anden beliggenhet f. eks. for hærens skolebygninger i Kristiania, som man skulde tro viet sjøkrigens eller gatekampenes studium.
Jeg nævner dette for at vise, hvormange forhold der melder sig i løsningen av dette spørsmaal. Jeg for min del tror, at en alsidig utredning, baseret paa et militært, økono
misk og socialt overblik av kyndige, men fordomsfri mænd vil bringe den sikreste garanti for at bygge paa solid grund.
Men som situationen ligger an, maatte resultatet foreligge til det nyvalgte stortings sammentræden.
hn saadan utredning betegner ingen let opgave. Men den lar sig løse. Og i løsningens godhet ligger forsvaret som alle borgeres fælles vern og fælles eie.
1 i alle partiers, alle anskuelsers, alle stænders vern skal det norske forsvar være. Ikke bare som de besiddende og borgerlige partiers beskytter skal det staa i nordmænds tan
ker. Den store samlingstanke, som bor i det nationale for
— 24 —
svar, den skal inden landet skape tilstande, som gjør alle nordmænd til besiddende og derfor interesserte medlemmer av det norske samfund.
Efter den kurs maa landet styres.
Og kommer saa den dag, hvor vi maa slaa !eir for lan
dets fred, saa vil de norske mænd fra hus og hytte strømme til fanerne og de vil gi sit liv, ikke bare for den norske tanke, men ogsaa for det norske gode, som de lot tilbake i de tusen hjem.
