Bibel eller Septuaginta?*
A f Christian Thodberg
Den gammeltestamentlige poesi er i tidens løb blevet tydet og gen
digtet og er dermed blevet det medium, hvorigennem man bedst har kunnet studere den kristne poesis afgørende betydning for udfoldelsen af teologiske lærepunkter.
Her vil jeg - ikke overraskende - henlede, opmærksomheden på Grundtvig og et bestemt element i hans poesi. For ham indgik Gam
mel Testamente først og fremmest som et naturligt led i kirkens historie på vejen fra Skabelsen til Guds Riges fuldendelse. Han udtrykte det på denne måde:
»Det Gamle Testamente er det store Kirke-Speil fra Gulvet til Loftet, fra Jorden til Himlen, hvor de, hvis Aand Gud opvakde, hvis Øine Han oplod, hvis Tunge-Baand Han løste, det store Speil, hvori de alle skal betragte Kirke-Skibets Færd paa Verdens Hav mod Himlens Havn, og høit udraabe hvad de see og hvad de skimte til Oplivelse, Oplysning og Opmuntring for Herrens Folk, til at gøre Hans Gierning og prise hans Navn«.1 Med dette syn behøvede Grundtvig heller ikke i Gammel Testamente at tage Ny Testamente på forskud. Sagt anderledes: Grundtvig havde ikke nødig med vold og magt at tolke hvert ord i Gammel Te
stamente som handlende om Kristus. Det var den samme Gud, der handlede i begge dele af Bibelen, om end på forskellige måder alt efter den orden, hvormed Han førte og opholdt sit folk.
I kraft af sine salmer og sine bibelhistoriske sange har Grundtvig inspireret sine landsmænd til en mere fri og naturlig holdning til Gammel Testamente, end det har været tilfældet andre steder.
Det præger også Grundtvigs prædikener, der er bibelske på en så
dan måde, at man - paradoksalt udtrykt - ikke mærker det! Han skub
bede nemlig ikke Bibelen foran sig på den klæge argumenterende fa
con, som man møder hos de prædikanter, der med ophobningen af alt for tydelige skriftsteder vil bevise kristendommens bibelske tro
værdighed uden selv at komme i klemme. Grundtvig derimod bevæ
gede sig frit og uanstrengt rundt i hele det bibelske univers. Han kunne uden tvivl Chr. VI’s 1736-Bibel udenad, og sommetider består
halvdelen af hans prædikener af bibelske citater og allusioner - igen uden at man mærker det, fordi man helt og holdent overvældes af hans sproglige evne.
Den kommer til fuld udfoldelse, når han med få midler omdanner Ps. 96 til, hvad der svarer til et prosadigt i stil med Edda-digt- ningene, og hvor han tydeligvis bruger Davids-psalmen som afsæt til sine egne doxologiske udsagn i samme stil - først Ps. 96, vers 11-13, og dernæst Grundtvigs egen fortsættelse:2
Himlene glædes Ps.96,11
og Jorden fryde sig,
Havet med dets Fylde bruse,
Marken fryde sig Ps.96,12
med alt hvad der er paa,
alle Træer i Skoven synge med Fryd,
thi Herren er kommet, (Ps.96,13
(!))
Frelsen er aabenbaret,Freden forkyndt, Lyset oprundet, Frygten viger, Haabet stiger
høit over alle Stjerner høit over alle Tider med dens Omskiftelser, til Stjernernes Skaber i himmelske Huus, til Tidernes Fylde i Evigheds Land.
Den samme høj stemte gammeltestamentlige stil kan dominere en prædiken fra den ene ende til den anden - især når en velforberedt prædiken har en bestemt indholdsmæssig struktur. Det gælder de prædikener, der kan sammenlignes med en trefløjet altertavle. På tavlens venstre side anføres den gammeltestamentlige profeti, på midtersiden afmales profetiens opfyldelse ved Jesu komme, og på tavlens højre side det vigtigste, nemlig profetiens opfyldelse i sam
tiden, hvor Grundtvig ikke undlader at sætte sin egen virksomhed i
centrum, vei at mærke - naturligvis - som et led i frelseshistoriens forløb.
Denne særlige strukturering af prædikenen, der er særdeles virk
ningsfuld, kan også optræde i form af en salme, f.eks. den velbe
kendte Blomstre som en rosengård, som desværre kun kendes i den amputerede udgave i salmebogen. Her præsenteres den originale ud
gave, men for at illustrere, hvad vi har tabt i forhold til salmebogen, har jeg forsigtigt sat en tynd streg over de manglende strofer. Men først og fremmest gælder det originalens 15 strofer:
64
Esajas' profeti 1.
Blomstre som en Rosen- Gaard
Skal de øde Vange, Blomstre i et Gylden-Aar Under Fugle-Sange!
Mødes skal i Straale-Dands Libanons og Karmels Glands, Sarons Yndigheder!
2.
Prises skal fra Strand til Strand
Jordans øde Slette, Hæders-Krandse trindt om Land
Skal til den man flette, For med Guddoms-Herlighed Der den Høie daled ned, Lod sig klart tilsyne.
3.
Ryste meer ei noget Knæ!
Lad ei Hænder synke!
Skyde hvert udgaaet Træ!
Glatte sig hver Rynke!
Reise sig det faldne Mod!
Rinde let uroligt Blod!
Frygt og Sorg forsvinde!
4.
Herren kommer, Gud med os!
Troen paa Ham bier!
Byde vil Han Fienden Trods, Som sit Folks Befrier, Alt betales paa et Bret;
Fienden skeer sin fulde Ret, Folket dobbelt Naade!
Kristi komme 6.
Saa i Herrens Helligdom Esaias spaa'de,
Tiden randt og Dagen kom Med Guds Lys og Naade, Ja med Guds og Davids Søn, Som giør end i Lys og Løn Paradis af Ørke!
7.
Vidtberømt da gjorde Han Jordans øde Slette, End til den vi trindt om Land Hæders-Krandse flette:
Der vor Gud i Bad og Bøn, Fandt sin elskelige Søn, Favned Ham i Aandenl
8
.
Da tilgavns fik Blinde Syn, Stumme Røst og Mæle, Springe, fare kan som Lyn Nu vanføre Sjæle,
Hvad engang paa Støv blev seet,
Tusindfold i Aand er skeet, Skeer til Verdens Ende.
Grundtvigs samtid 15.
Høit bebude Gylden-Aar Glade Nyaars-Sange!
Blomstre som en Rosen- Gaard
Skal de øde Vange!
Mødes skal i Straale-Dands Libanons og Karmels Glands, Sarons Yndigheder!
14.
Ja, det store »Hephata«
Atter kraftig lyder!
Daglig vort Halleluja Stærkere udbryder!
Halte Been giør sikkre Trin!
Op sig lukker Sjæl og Sind For Guds-Mundens Aande!
13.
Ære med vor høie Drot!
Med Hans Aand tillige!
Sammen de giør Alting godt I vort Himmerige,
Døve selv paa Gravsens Bredd,
Øren faae at høre med, Stummes Læber sjunge!
12
.
Hurtig dog sig vendte Blad, Slukket er nu Sorgen, Det i hver en christen Stad Aften blev og Morgen, Medens vi, som tale end, Troed, tvivled, traf igien Herrens Aand i Støvet!
5.
Skiæres for den sorte Stær Skal da Øine mange, Døve Øren Qern og nær Høre Fryde-Sange!
Som en Hind da springer Halt,
Stammer, som for maalløs Gjaldt,
Løfter klart sin Stemme!
9.
Ja, vor Frelser og vor Drot, Jesus, den Eenbaame, Alting gjorde nyt og godt, Selv hos Uomskaarne:
Aand Han blæser i vort Støv, Lydhør bliver da hver Døv, Stamihak en Taler!
11.
Mode blev det, trindt paa Jord,
Herren at fornægte, Og af alle Jesu Ord Eet kun syndes ægte, Eet kun lagt i Sandheds Mund,
Ordet: Om en liden Stund Seer Man mig ei længer!
10
.
Nys vel syndes Naadens Tid Paa vor Jord udrundet, Herrens Ord af Mandevid Klarlig overvundet;
Trindt i Kirken, hvor Man
I den venstre kolonne ser vi den berømte profeti fra Esajas, kap. 35, i strofe 1-5. Afsnittet i midterfeltet (strofe 6-9) refererer tydeligt til det foregående, når det (strofe 6) hedder: »Saa i Herrens Helligdom / Esaias spaa’de«, og når det fortæller, hvordan Jesus virkeliggjorde, hvad Esajas havde forudsagt. I det højre felt, hvor jeg lader stroferne 10-15 løbe nedefra opefter, skildres profetiens anden opfyldelse i samtiden.
Jeg lader disse strofer løbe nedefra opefter for at anskueliggøre, hvordan opfyldelsen af profetien så at sige fra bunden langsomt baner sig vej i retning af den endelige opfyldelse med strofe 15: »Høit bebude Gylden-Aar / Glade Nyaars-Sange!«.
Det er idéen om den såkaldte »V-struktur« i visse Grundtvig- salmer, der får mig til at lade stroferne i det højre felt gå nedefra opefter. Sædvanligvis betegner denne bevægelse trøsten i forhold til en foregående klage, f.eks. i »Vor Herre! til dig maa jeg tye«.3 Her er situationen lidt anderledes. I denne salme fremtræder Esajas’
profeti og Kristus som dens opfyldelse som så stærke vidnesbyrd om Guds indgriben i fortiden, at menigheden i Grundtvigs samtid kun langsomt erkender, at det også gælder dem.
Her møder vi altså trøsten i strofe 10-15, men med den gevinst, at det bliver tydeligt, hvordan strofe 15 svarer på stroferne 1 og 6, og hvordan man, hvis man fortsætter med at læse oversigten i vandret orden, kan se, hvordan stroferne 2, 7 og 14 svarer til hinanden, nem
lig Esajas’ bebudelse af dåben i Jordan (strofe 2), Jesu egen dåb i Jordan (strofe 7) og fornyelsen af dåben i den danske kirke i kraft af Grundtvigs »mageløse opdagelse« (strofe 14). Det store »Effata« er et billede på åbningen af øre og mund - den fulde retablering af gudbil
ledligheden, som dåben udvirker.
Det er således dåben, der er hovedtemaet her som i mange andre Grundtvig-salmer. Det tema er helt forsvundet i den version af salmen, som vi kender fra nr. 60 i salmebogen. Og det skal også nævnes, at det var Grundtvig selv, der senere udelod de omtalte strofer.
Det er kritisk mod Grundtvig blevet indvendt, at han var i stand til at finde dåben hvorsomhelst i Den hellige Skrift, og derfor har jeg også tidligere forestillet mig, at det er denne energiske påståelighed, der har fået Grundtvig til i strofe 2 at lade Esajas sige:
Prises skal fra Strand til Strand Jordans øde Slette,
for i Esajas kap. 35, vers 2a, nævnes Jordan slet ikke. I 1736-Bibelen hedder det om ørkenen: »Den skal vist blomstres, ja den skal fryde sig, og synge med fryd«. Den kendsgerning har længe generet mig, nemlig at Grundtvig i sin dogmatiske interesse skulle have forfalsket Bibelen - lige indtil jeg i stor rådvildhed i mangel af bedre slog op i Septuaginta på det samme sted. Dér står: »Og blomstres og glædes skal Jordans øde steder«!
Der kan således ikke herske tvivl om, at Grundtvig bevidst har taget sin tilflugt til Septuaginta og netop dér fundet det Jordan-motiv, der er afgørende for salmens idé. Det havde han så meget lettere ved, fordi hans græsk-kundskaber var så omfattende, at Septuagintas lidt besværlige græsk ikke voldte ham vanskeligheder.
I modsætning hertil var hans hebraisk-kundskaber ikke store. Han fik karakteren »haud illaudabilis« ved optagelsen på universitetet i 1800, og han kommentererer selv sin karakter: »...Jeg troer, haud kunde gerne være borte. Frederik var en Stymper i Jødelæsning,...«.4 I Verdenskrøniken 1814 siger han ligeud: »...at jeg er et Barn i de hellige Sprog, og kan ikkun stave saa smaat udi Faders Bog,..5, hvilket dog ikke afholdt ham fra i samme skrift at udbrede sig i enkeltheder om det hebraiske sprog som det mest poetiske, der fandtes. Hans sproglige analyse kan vistnok snarere karakteriseres som en paradeforestilling, der skal tjene til at legitimere hans egen
»bibelske stil«, som vi allerede har stiftet bekendtskab med i de højstemte passager, hvor han starter med prosadigt-agtige bibelske citater for derefter selv at fortsætte med sine egne udsagn i samme stil.6
Men tilbage til Septuaginta. Brugte han kun den græske bibel, fordi ordvalget på visse punkter passede ham bedre end Chr. VI’s Bibels? Han synes i hvert fald også at have ideologiske grunde. Det fremgår bl. a. af den kendsgerning, at det først er i løbet af 1830’me, at Septuaginta-teksteme spiller en rolle. Det hænger efter alt at dømme sammen med hans Irenæus-læsning, hvor Grundtvig gang på gang slår til lyd for, at den danske Bibel burde have taget mere hensyn til Septuaginta; han siger: »...jeg skjønner i det Hele ikke rettere, end at vore Oversættere af det Gamle Testamente havde gjort vel i, flittig at raadføre sig med de Halvfjerds, som unægtelig havde
langt ældre Codices, end vi, og kunde udentvivl ogsaa lidt bedre Ebræisk« ,7
Den allersidste bemærkning vidner om omhyggelige overvejelser og indirekte kritik af den 1736-Bibel, som hidtil havde været uan- tastelig for ham. Tillige virker han ejendommeligt moderne, fordi det netop er problemer af denne art, der i den aktuelle forskning har givet Septuaginta en større autoritet end før, fordi man i forbindelse med Qumran-fundene er stødt på hebraiske håndskrifter, der står Septuagintas tekst nærmere end vores almindeligt kendte Biblia Hebraica.8
At det ikke er tilfældig brug af Septuaginta, der her er tale om, fremgår af Grundtvigs prædiken på 3. søndag i advent 1841, hvor størstedelen af Esajas 35 lægges Jesus i munden som hans svar til den tvivlende Johannes Døber i fængslet (jf. dagens evangelium, Matt. 11,2-10).9 1 oversigtens tre kolonner ser man prædiken-teksten fra 1841 i midten, Esajas-teksten i 1736-Bibelen til venstre og den samme Esajas-tekst fra Septuaginta i dansk oversættelse til højre:
Esajas 35 i 1736-Bibelen 1. Men ørken og de tørre steder skal glæde sig derved;
og den øde mark skal fryde sig, og blomstres, som en rose.
2. Det skal vist blomstres, ja den skal jo fryde sig, og synge med fryd, Libanons herlighed er givet den, Carmels og Sarons prydelse; de skal see HERRENS herlighed, vor Guds prydelse.
3. Styrker de afmægtige hæn
der, og bekræfter de snub
lende knæe.
4. Siger til de mistrøstige af hiertet: værer frimodige, fryg
ter ikke; see, eders Gud skal komme med hævn, ja Guds betalning, han, han skal kom
me og frelse eder.
5. Da skal de blinde øine aab- nes, og de døves øren aabnes.
6. Da skal en halt springe, som en hiort, og den stummes tunge synge med fryd, thi vandene ere adskilte i ørken, og bækkene paa den øde mark.
7. Og en tør sted skal blive til en søe, og en tørstig sted til vand-kilder; i den boelig, deri drager laae, skal være høe, tilmed rør og siv.
8. Og der skal være en banet vei, ja en vei, ingen ureen skal gaae derpaa, men den skal være for dem; den som vandrer paa denne vei, endog daaren, skal ikke fare vild.
9. Der skal ingen løve være, og intet rivende dyr kommer der op paa, eller findes der;
men de igienløste skal vandre der.
10. Og HERRENS forløste skal komme tilbage, og kom
me til Zion med frydesang, og evig glæde skal være over deres hoved; fryd og glæde skal de bekomme, og sorrig og suk skal flye fra dem.
3. s. i advent 1841
glæd dig, du tørre Ørk! [thi]
Ørken skal fryde sig og blomstre som Rosen ja Jordans øde Mark skal
blomstre og fryde sig, Libanons Herlighed og Kar
mels Prydelse er givet den, og mit Folk skal see Herrens Herlighed og Guds Majestæt,
bliver stærke og frygter ikke, thi see, vor Gud vil skaffe Ret og giengiælde. Han vil komme og frelse os!
Da skal de Blindes Øine aab
nes og de Døves Øren høre
og De Stammendes Tunge bliver flydende, thi der er [uddl udbrudt et Vandspring i Ørken og en Kilde til at vande det Tørre, til Fuglenes Fryd,
Og der skal være en Adels- Vei, den skal kalde Hellig
doms-Vei og ingen Ureen skal betræde den
og der skal ingen Løve og intet [vildt] glubende Dyr findes, men Gienløste [skal bevandre] Herrens For
samlede skal bevandre den, og de skal vende tilbage og komme til Zion med Fryd, den evige Glæde skal [være]
svæve over deres Hoved med Lovsang, men Smerte, Suk og Sorg skal flye.
Esajas 35 i Septuaginta
1
. Glæd dig, du tørstende ørken,jubler, du ørken, og blomstrer som en lilje.2. Og blomstres og glædes skal Jordans øde steder, Libanons herlighed blev givet den, og Karmels ære, og mit folk skal skue Herrens
herlighed og Guds højhed.
3. bliv stærke, I slappe hænder og i lammede knæ.
4. Trøster hinanden, I sørgmodige i sindet, bliv stærke, frygt ikke.
Se, vor Gud skaffer ret, og han vil gengælde. Selv vil han komme og frelse os.
5. Da skal de blindes øjne åb
nes, og de døves ører skal hø
re.
6. Da skal den lamme springe som en hjort,
og de stummes tunge skal blive tydelig, thi vand er brudt frem i ørkenen og en sprække af vand i tørstende jord.
7. Og det tørre land skal blive til enge, og til den tørstende skal komme en kilde af vand.
Dér skal blive en fryd af fugle, boliger af rør og enge.
8. Dér skal være en ren vej, og en hellig vej skal den kaldes, og dér skal ingen uren gå endsige være en uren vej, men på den skal de forløste gå, og de skal ikke gå vild.
9. Og ingen løve skal være dér, ej heller et vildt dyr skal gå op på den, nej slet ikke findes,
10. og de for Herrens skyld forsamlede skal gå på den, og de skal vende tilbage og kom
me til Sion med fryd og med evig fryd over deres hoved.
Thi over deres hoved skal være lovprisning og glæde, og fryd skal gribe dem, og borte er smerte, sorg og sukke.
Citatet i Grundtvigs prædiken er som sagt kun et uddrag af Esajas kap. 35. Gengivelsen er undertiden ret fri, men der er ikke tvivl om Grundtvigs forkærlighed for Septuaginta-teksten på bekostning af 1736-Bibelen (i Septuaginta-kolonnen er de vigtigste ord, som Grundtvig henter derfra, anført med kursiv). At han har arbejdet direkte med den græske tekst, fremgår også af hans overstregede forsøg (i kantede parenteser).
Men tilbage til Blomstre som en rosengård. Netop når vi har set den sidste tekst, falder der lys over de kendte linier i den første strofe:
Blomstre i et Gylden-Aar Under Fugle-Sange!
for enhver, der er fortrolig med Grundtvigs poetiske sprog og ord
valg, vil vide, at »fugle-sange« let faldt ham i pennen, fordi fiiglen er en af de hyppigst forekommende figurer i Grundtvigs poesi, men fak
tisk henter han ordet fra Esajas-tekstens vers 7 i Septuaginta-versio- nen: »Dér skal blive en fryd af fugle«.10
Når Jordan hentes ind i Blomstre som en rosengård fra Esajas 35, vers 2, i Septuaginta, rejser det et fortolknings-spørgsmål. For når Jordan nævnes i salmens strofe 2, hentydes der til en begivenhed:
For med Guddoms-Herlighed Der den Høie daled ned, Lod sig klart tilsyne.
Der refereres altså til, at der i fortiden er indtruffet en begivenhed, som profeten bebuder en gentagelse af. Der er mange muligheder.
Men det er rimeligt at følge den liturgiske tradition, der er nærmest til at pege på, hvad der hentydes til, nemlig til beretningen om profe
ten Elisa, der arvede den himmelfame Elias’ kappe, men som først erfarede kappens kraft, da han under påkaldelse af Herren, Elias’
Gud, slog vandet i Jordan med kappen, så vandene veg til side og lod ham gå tørskoet over (2. Kongebog, kap. 2, vers 13-14).11
Om denne beretning handler netop en hymne fra aftenen før theo- fanidagen, den 6. januar, der endnu i den græsk-ortodoxe kirke har Jesu dåb (Matt. 3,13-17) som evangelietekst og overordnet tema - en reminiscens af, at dagen i gammel tid var dåbsdag. Esajas kap. 35 i
Septuaginta, der er den ortodoxe kirkes Gamle Testamente, hører til de faste læsninger, og hymnen lyder således:
Floden Jordan veg fordum tilbage for Elisas kappe, da Elias var opfaren, og vandene delte sig
til den ene og den anden side, og det våde blev ham en tør vej som et billede på den dåb, hvormed vi går over livets strømmende gangbro.
Kristus kom til syne i Jordan for at hellige vandene.
Ved at udlægge Esajas kap. 35 knytter Grundtvig med andre ord uden at vide det en forbindelse til den oldkirkelige tradition. Men først og sidst: det er ikke for meget sagt, at Septuagintas gengivelse af Esajas kap. 35, vers 2, om Jordan er kernen og den teologiske pointe i originalversionen af Blomstre som en Rosen-Gaard. Nr. 60 i Salmebogen er kun en torso!
Eksemplet fra 3. søndag i advent 1842 er vigtigt; det viser, at Grundtvig ikke blot gør tilfældigt brug af Septuaginta, når han er på jagt efter en sproglig version, som han i særlige sammenhænge har brug for. Det drejer sig om en bred udnyttelse af den græske Bibel.
Irenæus-påvirkningen gør sig også gældende i den følgende tid, når det gælder opstandelsen og det evige liv, der kommer stærkere til orde i Septuaginta-versionen af Gammel Testamente. I en prædiken i 1836 over den rige mand og Lazarus citerer Grundtvig, hvad han kalder »Opstandelses-Psalmen«, nemlig Ps. 66, der kun i Septuaginta har den overskrift, og anfører fra psalmen vers 9-12 oversat fra Septuaginta, bl.a. vers 9: »Han bragde min Sjæl til Live og lod ikke mine Fødder vakle«.12
Grundtvig afsøger Gammel Testamente for ethvert vidnesbyrd om opstandelsen og finder det især i Septuaginta. Den skriftkloge Niko
demus kendte ikke Skriften godt nok, når f.eks. den fromme Job dog dybest set håbede på muligheden af en genfødelse - temaet i
Nikodemus-samtalen. Grundtvig citerer Job (kap. 14, vers 14-15) i en ganske vist lidt ordrig gengivelse af Septuaginta-versionen:
»Ja, derfor siger Job i sin Fortvivlelse: godt og vel med Fæng
selet i Skyggernes Land og med Dvalen, naar din Vrede kun lagde sig, og du havde berammet en Tid, da du vilde komme mig ihu, thi naar døde Mennesker efter Levnetsløbets Ende havde Liv ivente, da vilde jeg bie paa Gienfødelsen og naar Du kaldte, skulde jeg høre, og Du tilintetgjorde da ikke dine Hænders Gieminger«.13
Men Septuaginta-indflydelsen mærkes også på andre og mere kendte steder. Da der i realiteten kun er mindre forskelle på 1736-Bibelens og Septuagintas tekster, drejer det sig i hovedsagen kun om små, men dog vigtige nuancer.
Man kan nævne en kendt strofe:14 Dine Fiender gaae tilgrunde, Ja, som Avner skal de Onde Hvirvles, veires hen,
Mens i Alderdommens Dage Herlig Kræfterne tiltage Hos din gode Ven!
hvor de tre første linier er en ret tro oversættelse af Ps. 92, vers 10 i den almindelige danske bibel. Anderledes er det med de tre sidste linier, der knytter sig til vers 11. Her siger 1736-Bibelen i vers 11b:
»jeg overgyder dig med fersk olie«, mens Septuaginta i stedet for den sidste sætning lyder: »og min alderdom [skal være] i fed olie«.15
I grunden burde Septuaginta-afhængigheden ikke være så ukendt, som tilfældet er. For den bibelhistoriske sang »Mellem Brødre kaldt den Lille« har som overskrift »Davids Seiers-Sang (Efter den 151de Dav. Ps.)«,16 dvs. den overskydende Davidspsalme, der kun findes i Septuaginta.
Den bedste illustration af Septuagintas betydning for Grundtvig findes i hans oversættelse og gendigtning af Ps. 84: Hyggelig, rolig / Gud! er din Bolig, en af de Grundtvig-salmer, der i kraft af sit bil
ledsprog hæver sig over andre. Salmen er formentlig blevet til i efteråret 1836 og trykt kort tid efter17 og senere med mindre æn
dringer optaget i Sangværkets 2. hefte (nr. 61):
1736-Bibelen Ps. 84 2. Hvor elskelige er dine boeliger, HERRE Zebaoth!
3. Min siel begierer og læn
ges ogsaa at komme til HERRENS forgaarde; mit hierte og mit kiød raaber med fryd efter den levende Gud.
4. Ogsaa en spurre finder et huus,
og en svale en rede for sig, hvor den kan legge sine un
ger;
hos dine altere, HERRE Ze
baoth!
min konge og mon Gud!
5. Salige ere de, som boe i dit huus;
de skal endnu love dig, Sela!
6. Saligt er det menneske, hvis styrke er i dig; i hvis hierte de rette veye ere.
7. Naar de gaae igiennem morbærdalen, sette de ham for sig til en kilde;
Ja, og en regn med velsignel
ser skal bedække dem.
8. De skal gaae fra kraft til kraft; hver af dem skal sees hos Gud i Zion.
9. HERRE Gud Zebaoth! hør min bøn, Jakobs Gud! vend dit øre dertil, Sela!
10. Gud! vor skjold, see, og skue din Salvedes ansigt.
GSV 161 1. Hyggelig, rolig Gud! er din Bolig, Inderlig skiøn!
O, hvor mit Hjerte Længes med Smerte, Sukker i Løn,
Efter at gæste din Helligdom prud,
Efter at bo hos den levende Gud!
2. Godhedens Kilde!
Aarle og silde Giæstmild er Du!
Ved dine Sale Spurv møder Svale, Kom det ihu!
Som ved dit Alter den kvid
rende Fugl,
Und i dit Tempel din Tjener et Skjul!
3. Hos dig at bygge Høieste Lykke Kaldes med Ret, Der lyster Tunge Altid at sjunge, Vorder ei træt,
Til ikke lægger og tager ei fra Glædens det evige Halle
luja!
4. Alt dog hernede Lykkelig hede Skal hvo dig tro'r;
I Himmerige Tør han indkige Frit paa dit Ord,
Ja, i hans Hjerte fra Taarer- nes Dal
Trappe Du bygger til Him
merigs Sal!
5. Lykkes og trives, Styrkes, oplives, Skal dine Smaa, Voxe i Kræfter, Stige derefter, Høieloft naae,
Himle, hvor Øiet, som græ
der ei meer,
Gudernes Gud i sin Herlig-
Septuaginta Ps. 83
2. Hvor attråværdige er dine boliger, o magternes Herre!
3. Min sjæl længes og dåner efter Herrens sale, mit hjerte og mit kød har jublet for den levende Gud.
4. Thi dér fandt spurven sig et hjem og duen sig en rede, hvor den kan lægge sine unger, dine altre, mag
ternes
Herre, min konge og min Gud!
5. Salige er de, som bor i dit hus,
til evig tid skal de love dig.
Diapsalmata.
6. Salig den mand, hvis hjælp er hos dig, o Herre.
Trapper i hans hjerte satte han
7. i grådens dal, til det sted, som han satte. Thi dér vil lovgiveren give dig velsig
nelse.
8. De skal gå fra styrke til styrke.
Gudernes Gud skal ses på
11. Thi en dag er bedre i dine forgaarde end ellers tu
sinde;
jeg udvælger hellere at være hos dørtærskelen i min Guds huus, end at boe i de ugude
liges pauluner.
12. Thi den HERRE Gud er soel og skjold; HERREN skal give naade og ære, han skal intet godt vegre dem, som vandrer i fuldkommenhed.
13. HERRE Zebaoth! saligt er det menneske, som forla
der sig paa dig.
6. Tusinde Døgne, Verdslige, søgne, Gyldne for Kiød, Kan de vel ligne Een Dag af dine, Som vi dem nød,
Naar under Sang, med dit vingede Ord,
Sjælen afby over Stjernerne foer!
7. Ei vil jeg bytte, Gud, i din Hytte, Betlerens Plads Bort for det Sæde Stolte beklæde Høit i Palads!
Godt ikke fattes, hvem Gud haver kiær!
Lavt er ei bænket, hvem du sidder nær!
8. Sandhed og Naade, Det er din Gaade, Stor-Herre bold!
Salig at prise Er den Retvise, Du er hans Skjold,
Øie du holder med salvede Smaa, til for dit Ansigt de kronede staae!
9. Herre, magternes Gud, hør dog, bønhør, du Jakobs Gud.
10. Du er vor forsvarer, se, og se din salvedes åsyn.
11. For bedre én dag i dine sale end tusinder.
Jeg valgte at være i en krog i Guds hus end at bo i synder
nes boliger.
12. For barmhjertighed og sandhed elskede Herren, vor Gud. Herren vil ikke for
holde dem sine goder, der vandrer i uskyld.
13. O, du magternes Herre, saligt det menneske, der hå
ber på dig.
For at anskueliggøre Grundtvigs forlæg anføres i oversigten i midter
ste kolonne salmen i versionen fra Sangværket, til venstre Davids- psalmen i 1736-Bibelen og til højre psalmen i Septuaginta (Ps. 83). I det sidste tilfælde atter i ordret dansk oversættelse. Det sker her som i de foregående eksempler for overskuelighedens skyld; Septuagintas græsk er ikke helt ligetil. I Septuaginta-kolonnen er de vigtigste ord, som Grundtvig refererer til, atter skrevet med kursiv.
I vore øren lyder det første ord »hyggelig« om Guds bolig forkert, men ordet havde vistnok på Grundtvigs tid en lidt anden betydning, nemlig »omgærdet med omhu«.18 Måske har Grundtvig selv været i tvivl om ordvalget, når det i et af de første udkast hedder »Munter og rolig«.19 Mange ville sikkert ønske, at man turde foreslå, at salmens første linie begyndte sådan!
I det flg. skal især fremhæves de træk, der viser, hvilket forlæg salmen er afhængig af. Med kursiv er anført de ord og vendinger i henholdsvis 1736-Bibelen og Septuaginta, som salmen refererer til.
Selv om det kan synes overflødigt, skal det dog siges, at den poetiske udtryksmåde i den rimede salme naturligvis må forholde sig ret frit til sit forlæg. Hvad man kan konstatere, er ifølge sagens natur kun nuancer.
Når det i strofe 1 hedder, at sjælen længes med smerte efter Guds bolig, synes dette stærke udtryk især at komme fra Septuaginta-ver- sionen og ordene: »Min sjæl længes og dåner efter Herrens sale«.20
Når der i denne strofe og i salmen overhovedet tales om Guds bolig, er det i Gammel Testamente tydeligvis templet i Jerusalem, der tænkes på. For Grundtvig er Guds bolig her og andre steder noget andet end en kirkebygning eller den jordiske kirke overhovedet. Den menighed, der samles til gudstjeneste er »kun et gæstekammer / til en himmelsk altergang« (DS 306,6). Guds bolig - den egentlige kirke - åbenbares først ved tidernes ende, når Kristus kommer igen og henter sine børn hjem. Hele denne salme kommer således til at handle om spændingen imellem og vejen imellem »gæstekammeret« og den evi
ge himmelske bolig.
I Strofe 2 prises Gud som »godhedens kilde« - måske en remini
scens af Ps. 42’s ord om mennesket, der længes efter Gud som hjor
ten efter det rindende vand (jf. DS 377). Ellers er strofen en trofast gengivelse af Ps. 84 vel at mærke i 1736-Bibelen med omtalen af spurven og svalen. I den sammenhæng forkastes spurven og duen i Septuaginta, for de danske sangfugle var forlængst for Grundtvig
blevet, hvad han kalder »Gudshusets tamme Fugle«.21 Bønnen om, at mennesket i Guds bolig må få samme ret som spurven og svalen, opfyldes i det øjeblik, menneskets lovsang bryder ud lige så spontant som fuglenes og englenes lovsang og smelter sammen med deres (jf.
DS 10). Dermed er vejen banet for den næste strofe.
I gendigtningen af kirkelig poesi begejstres Grundtvig i særlig grad, når han hos andre møder ord og vendinger, der kan forstærke hans egne teologiske mærkesager. Det gælder i forbindelse med strofe 3 ordene i Ps. 84, vers 5 i Septuaginta: »til evig tid skal de love dig«, der minder om gudbilledlighedens fornemste udtryk: den lovsang, der er menneskets bestandige svar på Guds tiltale (DS 335,1):
Lyksaligt det folk, som har øre for klang herovenfra!
Det nynner alt her på den evige sang:
Halleluja!
Mest spændende er afgjort strofe 4: allerede i det jordiske liv skal den troende prise sig lykkelig, fordi gudstjenesten i et glimt lader fuldendelsen komme til syne. Selv det mest anfægtede og sørgende menneske får en forsmag på Guds rige, når han eller hun i sit hjerte på lovsangens tonestige nærmer sig himlen på fugles og engles vis!
Hermed har jeg allerede tolket, hvordan Grundtvig udlægger vers 6b - 7a i Septuaginta: »Trappe i hans hjerte satte han, i grådens dal, til det sted, som han satte«.22
Jakobsstigen (1. Moseb. 28,12) havde Grundtvig tidligere tolket som billede på den forbindelse, som lovsangen knytter mellem him
mel ogjord (DS 81,7):
Da vandre Guds engle op og ned på salmens tonestige,
men her - i Septuaginta - får han så at sige bekræftet sin tolkning!
Jeg vil vove den påstand, at det er denne græske tekst, der har været drivkraften til hans gendigtning af denne Davids-psalme. Her møder han på græsk de ord, der for ham udtrykker lovsangens dybeste mening: at den baner sig veje fra gråden til glæden.23
Tankegangen fortsættes hos Grundtvig i strofe 5, hvor vers 8 i de to forlæg udlægges som udtryk for hans kendte tanker om kristen
mennesket på frelsens vej, indtil det »himler« og når frem til Guds bolig i fuldendelsen, hvor det skal se Gud ansigt til ansigt. Det er ikke de salige, der skal ses af Gud (1736-Bibelen), men det er Gud, der skal ses a f de salige (Septuaginta).
I strofe 6 vender Grundtvig tilbage til søndagen, der udmærker sig frem for de søgne dage - en hovedsag for ham i Sangværket. Det er på denne dag, lovsangens tonestige når op over alle stjerner. Det skyldes naturligvis lovsangens hemmelige kraft, som den får fra den modgående bevægelse fra himmel til jord, nemlig fra Guds-ordets til
tale, der udløser den bøn og den lovsang, der går fra jord til himmel.
Om denne opstigende bevægelse i strofens to sidste linier siger en moderne »intertekstuel tolkning«: »det sker under poesiens betingel
se, nemlig med Guds »vingede Ord« (6,7) og »under Sang (sst.)««.24 Men det er ikke poesien, der kvalificerer Guds »vingede Ord« som just Guds ord. Dermed ville man tillægge Grundtvig en eksklusiv romantisk poesi-opfattelse, der samtidig ville lukke den teologiske pointe ud af Grundtvigs salmer. Sagt anderledes:
teologerne har stadigvæk noget at skulle have sagt til litteraturviden
skaben!
Og ganske kort om resten af salmen: I strofe 7 gengives Davids- psalmen vers 11b: at være i Guds nærhed overgår den højest tæn
kelige jordiske status.
Strofe 8 er udeladt i salmebogen, der således mangler salmens egentlige slutning og konklusion. Fra Septuaginta henter Grundtvig ordene »barmhjertighed og sandhed«, som han gengiver med det me
re kendte ordpar »Sandhed og Naade«, som han ligesom andre steder tolker johannæisk (Johs. 1,17): Gud er sandhed, dvs. den uantastelige almagt og indiskutable verdensforklaring, men samtidig er Han nåden i sin utrættelige omsorg for sin skabnings opholdelse og endelige frelse. At det er sådan, er for en menneskelig betragtning gåden.
Ordet »Skjold« henter Grundtvig fra 1736-Bibelen: Gud er den retsindiges værn og skjold, men først og fremmest gælder Guds om
sorg hans »salvede Smaa«, indtil de ser Ham ansigt til ansigt.
De salvede er de døbte, og når ordet »salvede Smaa« overhovedet kommer ind, er det formentlig en dristig omtolkning af Davids- psalmens vers 10 om Gud, der ser sin salvedes åsyn - egentlig kon
gen, men hos Grundtvig altså den eller de døbte.
Det synes således at være tydeligt, at Grundtvig fra 1830’me gjorde omfattende brug af Septuaginta, når han skulle citere fra Gammel Testamente, og hans bibelkyndige læsere og tilhørere må have undret sig. Men for poesiens vedkommende fik det for alvor betydning, fordi Septuaginta efter Grundtvigs temperament var mere
»poetisk« end 1736-Bibelen med dens knudrede og til tider næsten uforståelige version især af psalmeme. Men først og sidst realiserede han dermed den idé, han havde fået fra Irenæus, ved at knytte sig til den Bibel, der var Ny Testamentes og den gamle kirkes.
N oter
* Foredrag ved et seminar 27. februar 1998 i anledning af professor dr. theol. Jakob Ballings afsked.
1 25. søndag efter trinitatis 1821 (Grundtvigs Præstø-Prædikener, bind 2 (Kbh.
1988), s. 385f).
2 Juledag 1824 (Grundtvigs Prædikener, bind 3 (Kbh. 1983), s. 9 og 46).
3 Se Lise Helweg: Til Glæde fo r Graad - om V-strukturen i Grundtvigs
»håbssalme« (For sammenhængens skyld (Red. Chr. Thodberg) (1977), s. 247- 59).
4 Grundtvigs Erindringer og Erindringer om Grundtvig (Kbh. 1948), s. 25.
5 Kort Begreb a f Verdens Krønike, betragtet i Sammenhæng (Kbh. 1814), s. 190.
6 Se min afhandling Om Grundtvigs poetik med særligt henblik på den bibelske inspiration (Grundtvig-Studier 19 8 2, s. 20-45).
7 Se Grundtvigs Irenæus-oversættelse: Om Legemets Opstandelse og Deel i Guds Rige (Theologisk Maanedsskrift, 11. bind (Kbh. 1827), s. 193f., noten. Jeg er hjulpet på vej af Hejne Simonsen: Grundtvig som exe get (N.F.S. Grundtvig.
Theolog og Kirkelærer (1983), s. 20-32).
8 Jf. især Mogens Miiller: Kirkens første Bibel. Hebraica sive graeca veritas?
(Kbh. 1994).
78
9 Sognepræst Jette Holm har henledt min opmærksomhed på denne prædiken (Grundtvig-arkivet, fasc. 31).
10 I denne forbindelse lægger man også mærke til, at Grundtvig i sin prædiken citerer vers 9-10 i Esajas 35 så udførligt, dvs. ordene om, at de genløste skal vende tilbage til Sion. Det er uden tvivl inspirationen til stroferne 10-15 i Blomstre som en Rosen-Gaard, hvor samtiden vender tilbagetil kristendommen.
Tilmed bliver tonen i strofe 12 personlig, når det hedder »vi«:
Medens vi, som tale end, Troed, tvivled, traf igien Herrens Aand i Støvet.
Med henvisning til den kursiverede 2. linie med gentagelsen af datidsformerne af verbet, mindes man om det samme fænomen i digtet Farvel til Sibbern(1811):
Da hastede jeg ud fra Akselstad, jeg takkede, jeg higed, jeg bad
(Poetiske SkrifterI, s. 284), der refererer til Grundtvigs ejendommelige oplevelse, da han vendte hjem til faderen og den gamle kristendom og fattede mod dertil, da Herren talte ham i skoven uden for Udby 31. maj 1811. Når Grundtvig flere år senere - i 1824 - tydeligvis mindes denne dag, taler han i samme sproglige stil:
jeg troede, jeg tvivlede, jeg haabede jeg frygtede, jeg knurrede, jeg takkede,...
(Grundtvigs Prædikener, bind 2 (Kbh. 1983), s. 284), jf. min afhandling Grundvigs skovoplevelse i 1811(Grundtvig-Studier 1986, s. 11-55).
11 Stedet er lidt udvidet og mere dramatiseret i Septuaginta.
12 1. søndag efter trinitatis 1836 (Grundtvigs Prædikener, bind 9 (Kbh. 1985), s.
239f.)).
13 Trinitatis søndag 1844 (Grundtvig-arkivet, fasc. 33). Af håndskriftet fremgår, at Grundtvig har haft store kvaler med oversættelsen af Septuaginta. Sognepræst Jette Holm har gjort mig opmærksom på dette og et andet sted (Hoseas 6,2-9 citeres efter Septuaginta på 4. søndag i advent 1843 (Grundtvig-arkivet, fasc. 32), der jo traditionelt tolkes som vidnesbyrd om opstandelsen i Gammel Testamente.
Disse henvisninger til Septuaginta-versionen til bekræftelse af opstandelsen kan betragtes som en fortsættelse af Grundtvigs henvisninger i Om Legemets Opstandelse og Deel i Guds Rige (se ovenfor) til skriftsteder, der kan tydes i samme retning: Ezekiel 37,1-14 (anf.skr., s. 194f.) og 265), Esajas 65,22 (s. 195), Ps. 85,13 (s.254), Esajas 26,19 (s. 265), Esajas 58,15 (s. 266f.), Esajas 6,11 (s.
267), Daniel 2,27 (side 267f.), Daniel 12,13 ( sst.), Jeremias 31,10-14) (s. 269), Esajas 65,18 og 22 (s. 270), Esajas 26,10 (s. 271) og Ps. 119,175 (s. 30).
14
GSV I nr. 62, strofe 6.15
Grundtvigs gendigtninger af Davids-psalmer forholder sig tit så frit til deres forlæg, at det kan være vanskeligt at se, om det er 1736-Bibelen eller Septuaginta, der spiller ind. Alligevel kan fra Sangværkets første bind (GSV I) nævnes enkeltheder, f. eks. nr. 10 (»Hvor dog din Naade!«), strofe 3 (jf. DS 299,2): »Løft Haanden, du Stærke...«, der svarer til Septuagintas Ps. 73, vers 3. I GSV I, nr. 64 (»Lovsynger Herren, min Mund og mit Indre«), hedder det strofe 3 bl.a. »Krandser dig yndig, som Kongen sin Ven«, der må være afhængig af Septuagintas Ps. 102, vers 4. 1736-Bibelen siger »kroner«.16
GSV II 48.17 Nordisk Kirke-Tidende 30.oktober (sp. 694f.).
18
Peter Balslev-Clausen foreslår i sin bog (Det vingede Ord. Om N.F.S. Grundtvigs salmedigtning, s. 70), at »hyggelig« skal referere til Guds hu eller hukommelse, jf. strofe 2,6, hvilket forekommer mig vanskeligt. Overhovedet er den følgende gennemgang i min sammenhæng en omfattende revaluering af Balslev-Clausens alene af den grund, at Septuaginta her anses for salmens forlæg.19
GSV VI, s. 24.1 GSV III nr. 66 alluderes der til Ps. 84 i den første strofes første linier:Hvor liflig, hvor rolig, o Gud! er din Bolig.
20
Man kan tænke på den store prædiken om længselen efter Guds boliger på 16.s.e.trin. 1823 (Grundtvigs Prædikener, bind 1, (Kbh. 1983), s. 44).
21
Jf. Nyaars-Aften (1838), strofe 8 (N.F.S. Grundtvigs poetiske Skrifter V (Kbh.1885), s. 206).
22
For Septuagintas vedkommende er ordlydens afvigelse fra den i 1736-Bibelen interessant. Man kan forestille sig, at det lokalt betingede udsagn om den møjsommelige vej til templet enten har været uvedkommende eller uforståelig for den jødiske fromhed, som Septuaginta - skriftet for de græsk-sprogede jøder, der levede fjernt fra templet fra Jerusalem. Eller man kan tale om en spiritualisering af teksten, der ikke ligger så langt fra Grundtvigs opfattelse af den.23
Jf. en salme som DS 519: Vor Herre! til dig må jeg ty (se Lise Helweg: Til Glæde fo r Graad - Om V-strukturen i Grundtvigs »håbssalme« (For sammenhængens skyld (1977), s. 247-59)80
24 Randi Habersaat Rode: Barneglad og engleklog. Grundtvigs selvforståelse i Sang-Værk til den danske Kirke, / (Kbh. 1996), s. 110. Det hedder videre:
»Således er vejen fra den ene bolig til den anden frit tilgængelig hele livet igennem. Den bliver ikke blot nemmere og hurtigere med alderen, jf. udviklingen fra at stige (5,5) til at fare (6,8), men kvalitativt forbundet med en stadig mere poetisk livsopfattelse«. Denne tolkning lader sig ikke uden videre forlige med min teologiske opfattelse af Grundtvigs salmer, ligesom jeg i almindelighed kun kan beklage, at forfatteren i sine teorier om Sangværkets tilblivelse og i forbin
delse med »den intertekstuelle tolkning« ikke tager hensyn til f. eks. de prædikener i 1836-37, der der både tankemæssigt og i konkret ordvalg synes at danne baggrund for salmerne, jf. mine indledninger i Grundtvigs Prædikener, bind 9 og 10 (Kbh. 1986).
