OFFENTLIGE UDGIFTER
7. maj 2022EU skal droppe rigide budgetkrav. Mangel på fleksibilitet spænder ben for grøn omstilling
Finanspagtens årlige underskudskrav skal erstattes med flerårige planer, som regeringerne selv spiller ud med. Det legitimerer planerne i
befolkningen og giver en bedre balance mellem fleksibilitet og lavere gæld – og dermed større spillerum for grønne tiltag, skriver
chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jon Nielsen i denne kronik
DEBATINDLÆG
Skrevet af
Jon Nielsen
ChefanalytikerKontakt
Chefanalytiker Jon Nielsen
40 54 18 80
jn@ae.dk
Kommunikationschef Jesper Kirkbak
50 73 71 34
jk@ae.dk
Det er længe ventet, når EU til sommer skal revidere deres finanspagt. Kernen i EU’s budgetregler består i nogle stramme krav til, hvor stort et underskud man hvert år må have på den strukturelle offentlige saldo – altså den offentlige saldo renset for udvalgte midlertidige forhold. Men uden om de centrale underskudskrav har der udviklet sig en sand urskov af regler og tærskelværdier beregnet efter kringlede formler, ofte med det formål at gøre reglerne mere fleksible.
Jon Nielsen
På trods af de mange særregler, mangler reglerne fleksibilitet på afgørende punkter.EU-Kommissionen har selv peget på, at reglerne spænder ben for den grønne omstilling og offentlige investeringer, ogEU’s finanspolitiske rådhar peget på, at reglerne står i vejen for effektive krisetiltag.
Men samtidig tjener reglerne et formål. En del EU-lande har i dag så høj en gæld, at det ikke vil være holdbart, når renterne stiger. Opgaven er derfor en balancegang.
På den ene side skal de nye budgetkrav sikre mere fleksibilitet på kort og mellemlangt sigt. Og på den anden side skal kravene sikre, at de gældsramte lande får nedbragt gælden på langt sigt.
Behov for mere fleksibilitet
I en nyanalysehar vi i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd belyst, hvad den økonomiske teori siger om den problematik og sammenholdt teorien med nye beregninger for de europæiske økonomier. Her vil jeg gøre det samme.
Det centrale problem, når man designer rammerne for den økonomiske politik, er, at man ikke kender statens fremtidige lånebehov. Derfor skal man have noget fleksibilitet på kort og mellemlangt sigt.
Samtidig skal rammerne sikre, at gælden på langt sigt ikke vokser til et niveau, hvor store renteudgifter truer med bringe gælden ud af kontrol.
Det sidste har historisk været et problem i nogle lande, som derfor kan have gavn af regler, der gør det mindre opportunt for politikerne at køre med underskud. Men det er ikke alle lande, der har brug for ekstra disciplin. I Danmark og Sverige er vi lykkedes med at binde finanspolitikken ind i nogle
Vi anbefaler, at EU dropper de rigide årlige krav til den
strukturelle saldo og erstatter dem med flerårige økonomiske
planer, som landene selv formulerer
finanslovsprocedurer, budgetteringspraksisser og kontrolmekanismer, der historisk har fået politikerne til at nedbringe gælden efter dårlige år. Vi vil derfor fint kunne klare os uden finanspagtens underskudskrav.
Drop de rigide årlige krav
Årlige underskudskrav kan i teorien hjælpe med at få gælden ned, men de bryder med hensynet til fleksibilitet, fordi de tvinger regeringen til at spare i år med ekstraordinære udgifter eller svigtende indtægter. Derfor taler den økonomiske teori for, at man hellere skal have flerårige underskudskrav. Det kan f.eks. være krav til, hvor stort underskuddet må være om fem år. På den måde får regeringen nogle år til at rette skuden op igen. Desuden bør man i teorien indrette kravene efter, hvor meget ekstra disciplin, der er brug for i de enkelte lande.
Chefanalytiker Jon Nielsen
Flerårige underskudskrav kan enten have et fast slutår – f.eks. det sidste år i valgperioden – eller et rullende slutår som for eksempel de danske 2025 og 2030-planer. Hvis man sætter et krav til
underskuddets størrelse i valgperiodens slutår, vil regeringen have noget fleksibilitet i hele valgperioden på nær i slutåret. Hvis man alternativt laver en ny plan inden slutåret, får regeringen fuld fleksibilitet, men det er sværere at holde regeringen op på kravet.
Den økonomiske teori taler for, at de flerårige underskudskrav bør have faste slutår i lande, der har brug for ekstra disciplin til at få gælden nedog rullende slutår i lavgældslande såsom Danmark. Desuden bør underskudskravet fastsættes sådan, at gældsramte lande med tiden får gælden ned på et fornuftigt niveau. Til gengæld bør man droppe de stramme årlige krav til det strukturelle underskud, som udgør kernen i EU’s budgetregler i dag.
Bemærk, at EU både stiller krav til det faktiske og det strukturelle underskud, altså underskuddet med og uden visse midlertidige forhold. Men kravet til det strukturelle underskud er i praksis meget strammere end kravet til det faktiske underskud. Det er kravet til det strukturelle underskud, vi forslår at droppe.
Tilbage står tre spørgsmål, man skal afklare, hvis man skal omsætte de teoretiske principper til politisk praksis: Hvor stort må underskuddet være på mellemlangt sigt? Hvor høj må gælden være på langt sigt?
Og hvor hurtigt skal den nedbringes?
EU-Kommissionen har selv peget på, at reglerne
spænder ben for den grønne omstilling og offentlige investeringer
Mere spillerum til de enkelte lande
Lad os starte med underskudskravet.
Der findes ikke en formel, der tager hensyn til alle landes forskellige situationer og omstændigheder. I nogle tilfælde er den bedste måde at nedbringe gælden ved at kræve et overskud på de offentlige budgetter. I andre tilfælde bør man sigte på at gå i nul eller endda i minus. Det kræver en konkret vurdering.
Hvis befolkningerne skal opfatte den vurdering som legitim, skal det være landenes egne regeringer, der kommer med en plan for, hvad saldoen skal være om nogle år. Men det må ske inden for nogle
minimumsbetingelser, hvis planen rent faktisk skal disciplinere regeringen.
Vi anbefaler derfor, at EU-Kommissionen og landets vismænd skal godkende regeringens udspil.
Derudover anbefaler vi, at man holder fast i det faktiske underskudskrav på maksimalt tre procent af BNP, som i praksis har vist sig både at være lempeligt nok til ikke at skabe store problemer og stramt nok til ikke at være ligegyldigt
Rør ikke ved loftet over gælden
Lad os nu vende os mod gældskravet.
EU’s nuværende regler kræver, at gælden højst må udgøre 60 procent af BNP. I den internationale debat om finanspagten har en del iagttagere foreslået at lempe gældskravet. Dels fordi kravet for de mest gældsramte lande ikke længere realistisk – i hvert fald ikke inden for den nuværende tidsfrist på 20 år.
Dels fordi de lave renterbetyder, at det er muligt at køre med en stabil gæld på 100-200 procent af BNP uden at skulle have et urealistisk stort overskud.
Problemet er, at renterne med en stadigt større sandsynlighed kommer til at stige. EU-Kommissionen forventer, at den gennemsnitlige rente på en tiårig statsobligation vil stige fra en procent i 2030 til fire procent i 2050.
Vi har set på, hvor store over- og underskud EU-landene har haft ved forskellige gældsniveauer siden 1995. Ved alle gældsniveauer har saldoen centreret sig omkring en værdi på nul. Vores
modelberegninger viser, at hvis renten kommer op på fire procent, så skal gælden ned under 60 procent for at være stabil ved en saldo på nul. Ellers vil renteudgifterne presse gælden i vejret over tid.
Derfor bør man holde fast i gældskravet på 60 procent. Til gengæld bør man give de gældsramte lande
f.eks. 40 år til at nedbringe gælden, så opstramningen ikke går for hårdt ud over økonomien.
I dag får landene 20 år. I den politiske dagligdag kan man ikke styre efter 40-årsplaner, men det kan regeringen godt, når den sætter sit underskudskrav for de kommende år.
Vi anbefaler, at EU dropper de rigide årlige krav til den strukturelle saldo og erstatter dem med flerårige økonomiske planer, som landene selv formulerer. Til gengæld skal det være et krav, at EU og de
økonomiske vismænd skal godkende planerne, og at de sikrer et underskud på under tre procent af BNP og – på langt sigt – en gæld på under 60 procent af BNP. Det skal de gældsramte lande have 40 år til at opnå.
Chefanalytiker Jon Nielsen
Endelig bør man indføre en kattelem for de gældsramte landes klimaudgifter, så det ikke bliver den grønne omstilling, landene sparer på, når gælden skal ned.På den måde får vi en bedre balance mellem hensynene til fleksibilitet og lavere gæld. Det er der hårdt brug for. De gældsramte dele af EU har en stor opgave foran sig med at nedbringe gælden og samtidig skabe grøn omstilling og gode jobs. Det kræver større frihedsgrader i den økonomiske politik.
