Teglværksliv i Esbjerg i 1890'erne Nogle erindringer af Søren Vasegaard
Ved John T. Lauridsen
I forbindelse med en undersøgelse af tegl-
værksindustrien iEsbjergerjeg stødtpå nogle erindringer afjournalistogredaktør Søren Va¬
segaard,sompåreteneståendevisbelyserem¬
net setgennem en arbejders øjne. Som Vase¬
gaard selv skriver, har han villetyde sinsten til
mosaikbilledet af Vestkystens Hovedstad, og detgørhan i høj grad,mestnårdet gælder sel¬
ve teglværksarbejdet ogi mindre grad om Es¬
bjerg i øvrigt. Der er ikke tvivl om, at han er den eneste fra denpersonkreds, han omtaler,
somkan tænkesathaveført deoplevelser ipen¬
nen, som han har gjort. Det giverdem deres særlige værdi. Desuden er de skrevet med en friskhed, derstadiggørdem læseværdige.
Søren Vasegaard blev født 1871 i Klejtrup Sognsydvest for Hobro,somsønafgårdejer,se¬
nere husmandJens Sørensen og hustru Ane
Kirstine Nielsen1. Fra beskednekårogmed læ¬
selyst ogtrang til kundskabserhvervelse måtte
han i etaper tilegne sig dannelse og uddan¬
nelse. Efter bl.a.entidsomtjenestekarl fikhan
i 1891 rådtiletopholdpåVallekildeHøjskole,
hvorefter han aftjente sin værnepligt. Derpå
søgte hanpånyetarbejde foratspare optilet
ophold på Askov Højskole. Det arbejde førte
ham i 1896 til Esbjerg, som han selv fortæller
nærmere om i detfølgende. Til Askov Højsko¬
le kom han ogsåderefter somønsket, før han
selv blev lærerpåFrederiksborg Højskole 1898-
1900 ogderpåtog statensetårige lærerkursus.
Sidenvarhan i mangeårjournalistogredaktør
vedforskellige blade.Sideløbende kastede han sigblandtmegetandetogmestbetydendeover
Blicher-studier og skreven række lokalhistori¬
skearbejder, sidstogstørstvarHobrosnyerehi¬
storie fra1941,somfremkomposthumt i okto¬
ber 1941 noglemåneder efter hans død.2
SørenVasegaard kom til Esbjerg ietår,hvor
dervarvoldsomt boom ibyggeriet. Detvarlige
islutningen af densåkaldteamerikanske perio¬
de. Teglværkerne havde særdeles kronede da¬
ge, og netopi begyndelsen af 1896, havde de
størsteaf dem skiftetejere, bl.a. Karl Laursens teglværker, dervar blevet overtagetafet kon¬
sortium for den uhyre sum af 350.000 kr. og omdannet tilaktieselskab.Undtagetfradenne
handelvarkunetældreteglværk ved stranden,
somLaursen overlod sønnenLaurits M. Laur¬
sen2.
Vasegaard fortæller,athan fik ansættelse hos
den gamle Laursen ved Aktieselskabet Laur¬
sensTeglværker fra 1. april,ogatproduktionen gik igangi maj. Detbenyttede produktionsan¬
lægvar, somdetfremgår af erindringerne, helt nytoghavde nogle indkøringsvanskeligheder.
Detnyeanlæg til indvindingogrensning af le¬
retvar en del af konsortiets bestræbelserpåat udvide produktionskapaciteten. Imidlertid vi¬
serdenbeskrivelse, somVasegaard giver afbå¬
de produktionsanlæggets omfang og arbejds- sjakkets størrelse-denerretbeskeden-også,at der alene er tale om en arbejdsenhed ved en enkelt aflergraveneunder A/S Laursens Tegl-
TeclværksuviEsbjergi1890'erne
værker udelukkende beskæftiget med udgrav¬
ning, rensningogformning af leret. Den vide¬
re proces efter stenenes opstilling til tørring,
havde dettesjak intet medatgøre. Detvar an¬
dre, der placerede de tørrede sten i ovnen, forestod brændingen under teglmesterens nøje opsyn ogsidst udtog stenene efterbræn¬
ding ogafkøling. Som detfremgåraf kort og
tegningerover teglværkerne fra 1901 og sene¬
re,da deerovertagetaf Thorvald Møller & Co,
var der flere ovne og lergrave igang uafhæn¬
gigt af hinanden. Deter bemærkelsesværdigt,
at Vasegaard ikke omtaler de øvrige arbejds- sjak. Han omtaler heller ikke anvendelsen af
udenlandsk arbejdskraft, som var et strids¬
spørgsmål ide år. Detkan ganske enkelt skyl¬
des,athanogarbejdskammeraterne ingenom¬
ganghavde med dem,ogheller ikke fik tid der¬
til i fritiden.
Meden dagsproduktionpåca. 34.000steni
sæsonen i 1895 hararbejdsstyrken næppe væ¬
retmindreend 50 mand ved Laursensteglvær¬
ker. Den måendda havdeværetendnu større ved udvidelsenåretefter. Dertilkommer,atder
varflereteglværker iområdet, såVasegaardog hans sjak under værkbestyrer, teglmester An¬
dersen har kun været en lille flok i Esbjergs
størsteindustrigren i disseår. De fleste af dem
har boet i området omkring teglværkerne.
Nogle på pensionat, som Vasegaard, andre
med eller uden familie i boliger tilhørende teglværkerne. Arbejdets karakter af sæsonar¬
bejde indebar, at arbejdsstyrken var delt mel¬
lemdem, der søgte væk uden forsæsonen og dem, der blev boende ogprøvedeatklare sig
med anden beskæftigelse, til der blev arbejde påteglværkernenæsteforårigen.
Dervartotyperansættelseved teglværkerne.
Dervarfor detførste sæsonansættelsen foren
fast forud aftalt løn. Denne ansættelsesform blev typisk brugt for de udenlandske arbejds-
sjak, hvis formænd kom tilrejsende aleneogaf¬
taltevilkårenepåhele sjakketsvegne,førresten kom til. Denne ansættelsesformergivetvisogså brugt for danske arbejdere,menblevtrængttil¬
bage i takt med fagforeningens fremtrængen.
For det andet var der daglejer- eller time- lønsansættelsen, der ikke indebar nogen sik¬
kerhed for beskæftigelsen-detvarfra dag til dag- men på den anden side sikrede enbe¬
stemt timebetaling. Under en højkonjunktur
med stærkmangelpå arbejdskraft, har detvæ¬
ret en fordel med ansættelse på daglejerbasis.
Det ville kunne give lønninger langt ud over den med fagforeningen aftale tarif. Omvendt
måttefagforeningen kæmpe for tariffen under lavkonjunkturer.
Vasegaard havde en konservativ baggrund
og varselv af konservativ indstilling. Hanvarak¬
tiv iLandsforeningen Den Personlige Friheds
Værn ogredigerede fra 1927 til sin død tids¬
skriftet SundSans.Tidsskrift modTvangsstyre,
for Personlig Frihed. Det kan have påvirket
hanserindringerog syn på teglværkslivet, ikke
mindstidealiseringen af teglværksmesterenog den manglende forståelse forbetydningen af fagforeningsarbejdet. Sidstnævnte ses kun iso¬
leret ud fraenenkeltsommerssærligt gunstige muligheder. På den anden side viser han for¬
ståelse for enkeltindividet, først og fremmest mennesket,fyrbøder Olsen bag de ydre, næs¬
ten karikerede træk af denne ensomme skik¬
kelse.
Byggeriet iEsbjerg stagnerede kraftigt i1897
og de følgende år med det resultat, at tegl-
værkskonsortierne krakkede. Det gjaldt også
konsortietbag Laursensteglværker. Produktio¬
nenkom tilatligge stille. Laursens teglværker
blev ijanuar 1901 købtpåauktion af Thorvald
Møller & Co. Familien Laursen blevdog ikke
berørt deraf. Karl Laursen havdefåetsolgtpå
detrettetidspunkt,ogsønnenLaurits skilte sig
TeglværksliviEsbjergi1890'erne
afmedsitteglværk i Esbjerg i1897foratstarte på enfrisk på Fyn. På denmåde nåede Søren Vasegaard kun lige atopleveenaf de mestbe¬
tydende teglværksfamilierogteglværkskonsor-
tier under det største boom, erhvervet havde oplevet iEsbjerg. Det afspejler sigogsåi lønfor¬
holdene. Den afVasegaard omtalte timeløner så høj, at vi skal hen til tiden efter Første Verdenskrig for at finde et lignende niveau.
Åretefterville alt haveværetanderledes, også
lønniveauet.Vasegaard komogrejste igen i ti¬
de med detformål, han havde. Han ville have haft anderledes brug for fagforeningen, hvis
hanvar dukket opi Esbjergen sæson ellerto
senere.Detgik raskt i Esbjerg ide år-uanset
omdetvaropeller ned.
Erindringerne har tidligere været trykt
somartikelserie i denerklærede antisocia- listiske avis, Tiderne. Esbjerg-Posten 1928-
29med titlen»Teglværksliv i Esbjerg i forri¬
ge Aarhundrede«. De gengives uændret
med tilføjelse af forklarende noter og
sproglige moderniseringer.
Teglværksliv i Esbjerg
Dajeg forto-tre år siden genså Esbjerg efter
omtrent30årsforløb,vardet førsteindtryk,at jeg vistaldrig havdeværetidenne by før. Bane¬
gården lignede jo aldeles ikke den lille lave,
snavsedebygning, jeg kendte dengang, ogdet
hele billede af densomgivelservarmig ganske
ukendt.
Førstdajeg fandt Kongensgade, Torvet og detsomgivelser, fikjeg synligebeviserpå,atjeg
havde værether før. Nå- den forandring og
udvikling erdermange andre, der bedre kan
fortælle om, ogjeg anfører derforogså dette
somvidnesbyrdom,atder iosfremmedes be¬
vidsthedersketstoreomskiftelser.
Hvad dermuligvis kan interessereen og an¬
den af »Tiderne«slæsereernogle spredte be¬
skedne minder fra en enkelt side afEsbjergs
historie fraslutningen af forrigeårhundrede. I
hvert fald harjegetlille bidrag tilbelysning af
enkulturperiode i byensogforsåvidt også i lan¬
detsudvikling. Og da jegmåskeerdeneneste, der kan tænkesatføre det ipennen, somden kreds,jeg tilhørte i Esbjerg,oplevede i hin Tid,
såerdetikkeså helturimeligt,atjegydermin
sten til mosaikbilledet af Vestkystens Hoved¬
stad.
Detvarmåskeiførsteomgangettilfælde,at jeg kom til at tilbringe en sommer i Esbjerg,
men derligger nu dog en hel sammenhæng¬
ende kilde afårsager bag ved, nemlig følgende:
Jeghavde i 1890'ernes begyndelseværetelev påVallekilde Højskole, ogderværet sammen med deto esbjergske brødre Laursen, sønner af teglværksejeren ved stranden syd for hav¬
nen.4 Denene varbager,oghamvedjegnuik¬
kenærmereom,den andenvargået ind i fade¬
rens forretningogdrivernu de store teglvær¬
ker vedStenstruppåFynog er-sombekendt- senere blevetlandstingsmand ogformand for Teglværksejernes Organisation iDanmark.5
Vihavde ikke sethinanden, siden vi forlod højskolen, men da jeg efter et årssoldatertje¬
nesteiKøbenhavn blevpermitteretogtrængte til at få et arbejde, hvorved jeg kunne tjene
pengeforatfå rådtilatlæse videre, skrevjegtil
Lauritz Laursen ogspurgteham,omjegkunne
fånoget atbestille i Esbjerg.
Formodentlighar jeg hørtnogetom,atder
var noget at gøre i den den gang hurtigtvok¬
sendeby. I Vardeegnen havde jegetparår før arbejdet med mergel- ogjordarbejde, og der
harmanvelsagtens taltom Esbjerg,ogjegvar bådefra mergelgraven oghjemme frasåvant medhårdtarbejde,at etteglværk ikke skræmte mig.
TeglværksuviEsbjergi1890'erne
KortoverThorvaldMøllerogCo. 's Teglværk 1901. Teglvarketlä ved landevejen fraEsbjerg til Darum, landevejen fiksenerenavnetTeglværksgade. Tegning:Statsbiblioteket,Århus.
Laursen må have svaret imødekommende.
Jeghusker ikke de nærmereomstændigheder derved, men sikkerterdet, atjeg i april 1896
stillede iEsbjergogFik midlertidigt arbejde hos
dengamle Laursen ved forskelligt, medens jeg
ventedepåatkomme igangved aktieselskabet
Laursens Teglværker, der, såvidt jeg husker,
skulle begynde murstensproduktionen fra 1.
maj.
Imidlertidvarjegbleven indkvarteret ietlil¬
lerumiethus, derlåoppei byen ienaf depå¬
begyndte gader, som nu erganske ukendelig.
Manden,jeg boede hos for nogle kroner om måneden, var naturligvis ligesom jeg tilflyttet byen. Han havdeslået sigpaafabrikation af ko- bindsler,somhan sadoglavede vedegenkraft.
Jeghar forgævessøgtatfinde det lille hus,men dererslet ikkenoget,der ligner det. Og omgi¬
velserne, som dengangvar golde sandmarker,
erjo ligeledes helt...6
Mitspisekvarter havde jeg fundet ietandet hus,somlåtætved detnyeteglværk. Her havde
en mand og hans kone oprettet et pensionat
forarbejdere. Hvem han var, og hvorfra han
varkommen, anede vi intetom, menathan li¬
geledesvartilflyttet byen,er enselvfølge.
Manden vartede selvopved middags-ogaf¬
tensbordet, ogjeg ser ham endnu vimse om¬
kring i den lillestue,medens han idelig benyt¬
tede sityndlingsudtryk, der den gangvistnok
varalmindelig anvendt i byen: »Rask skal detgå
her iEsbjerg«
Detgikogså rask for ham medatservere, og vipensionærer havde ofte indtryk af,athan ik¬
kevaruden interessei,atviogsaaindrettedeos efter hansvalgsprog,når vi sad ved bordet.
Forøvrigt svirrede det med rygter ogsand¬
færdige beretningerom, hvor rask det gik på
næstenalleområderi1890'ernesEsbjerg.
Detsvimlede for deflesteafos, dervarind¬
rettetpåattjenevore pengeved 12-timers dag-
TeglværksliviEsbjergi1890erne
ligt arbejdepå teglværket, athøreom, hvorle¬
des dertjentespengeved handel med grunde
oppeibyen. Rygterne gik,atdervardem, der tjentetusinder af kronerpåendag vedatsælge
de grunde, de havde købt dagen før, meden kronesfortjenestepr.kvadratalen.
Medens ingen afosjævne arbejdere kunde kontrollere, hvad dervarsandt,oghvad dervar snak i disse rygter, så kan det ikke nægtes, at alene rygternebidrog til at bestyrke os i fore¬
stillingen om,atvivarkommen til den rigtige by. Detvaromtrentsomatblive flyttet til Ame¬
rika, hvor der eftersigende ogsåvarumådelig
fart i dethele,oghvor der nok også skød byer i vejretpåsammemådesomi Esbjerg-blot efter meget størremålestok.
Ogvoresgeskæftige pensionatsvært forsøm¬
teda heller ikkeatforsyneosmed sandfærdige efterretninger om grundspekulationerne på
torvet-dermegetmindede hamomNew Yorks børs, måske havde han været i Amerika - og denne hastighed i pengeomløbetvarjo en ny bekræftelse på rigtigheden cif hans valgsprog
om,atdet skullegå rask i Esbjerg.
Frabegyndelsen af maj begyndte jeg så på
AktieselskabetLaursensTeglværker.
Derhavdeværet-og varda forresten stadig- enhel del kludder medmaskinerne,som mon¬
tørerne havde arbejdet med opstilling af i længere tid.
Skøntjeg ikkevar nærmereinde i teglværks-
maskiners konstruktionpådette tidspunkt, kan jeg ikkenægtemigen kort beskrivelse af dette anlæg-hvad dernuforresten ogsåernødven¬
digt tilforståelseaf det daglige livogdetsgen¬
vordigheder på teglværket.
Vestforlergraven varmaskinhuset anbragt.
Herivaranbragtenplatformoppeundertaget
nærmestdampkedlen,ogfra lergraven blev tip¬
vognen med leret trukket op på platformen
vedhjælp afetståltrådstov,somved dampkraft
TeglværksliviEsbjergi1890'erne
vikledesom enbom,nårvognen varforopgå¬
ende. Påplatformen tippedes leret af, ogder¬
efter rutschede vognen ned i graven ved sin
egenvægt, idet dog farten reguleredes ved en bremsepåbommen.
Dette første stadium voldte som regel slet ingenkvaler udover,attipvognensommetider
løb afsporetned igraven,fordi detvargået alt
forhurtigt medatbefæste skinnernepå sveller¬
ne.Detomand i gravenlærte dogefterhånden
atgive sig tid til atlæggesporetordendigt, så
denslags uheld blev sjældnere.
Værrevardet derimod med detnæstestadi¬
um, sombestod i forælterensbehandling af le¬
ret.Denne foræltervaranbragt underethul i platformen og bestodafto svære stålbomme,
dervarforsynet medstumpetænder,somgreb
ind i hinanden, når de ved hjælp af tandhjul drejede mod hinanden, de løb altså i modsat retning. Meningenvar,atde skulle knuse eller
ælteleret, inden detpåetbredt glidende bånd
førtes videreover til den næste maskine, hvor
enstålsnegl først æltede det igennemogderef¬
terskød det udgennem entud afstenenslæng¬
de ogbredde. Den æltede lerkage blevså skåret
itu afetapparat,hvori ståltråde med bestemte
afstandeafgjordestenenstykkelse.
Forælteren blev imidlertidteglværketssmer¬
tensbarn.Sagenvarden,atleret igraven varri¬
geligt blandet med småsten,ogselvomgravfol¬
kenegjorde sigumagemed atpille de største fra, så blev deralligevel mere end nok tilbage
tilatlaveulykker.
Flintesten tog forælteren med glans. De to tykke, tandbesatte stålbomme knasede dem
mellemtænderne,somnår børnspiser bolsjer,
menhændtedet,at stenafmerehårdt stofslap
ned mellembommen, sketeetafto: entengik
maskinen istå,idetremmen,dergennem rem¬
skivendrevtandhjulene rundt,sprangaf, eller ogsåatdersprang enkam afettandhjul.
Ibegge tilfælde gik hele maskineriet i stå,og foratkomme i gangigenmåtte vi nedogdreje
remskiven baglæns for at få den altfor hårde
nødpillet ud af forælterens tænder, hvad der togtid, fordi vi skulle have leretøsetopaftrag¬
ten først. Sprang der derimod et tandhjul, så
kunne vi ikke komme videre, inden etnytvar skaffet tilveje.
Det siger sig selv, at denne forælter satte
værkbestyrerenmangegrå hår i hovedet, inden
det ved et tilfælde blev opdaget, at man helt
kunne undvære den. Vedenbestemtlejlighed
vistedetsig nemlig,atstålsneglen i formmaski¬
nen kunne besørge æltningen tilstrækkelig
uden forælterens hjælp, og da alle de mange småsten truede med helt at slå bunden væk under detesbjergensiskeraskhedsvalgsprog,så
besluttede bestyreren at suspendere den op¬
rindelige tyggeprocesoglade leretgå direkte
fraplatformen overi formerens gab. Det blev
såmandenpåplatformen,somfikansvaretfor
den nogenlunde jævne fordeling af leret på
den roterendebåndelevator.
Ganske vistflyttedes kvalerne i nogen grad
over på formmaskinens afskæreapparat, idet
ståltråden nu slap med i lermassen utyggede,
mensåkunnedog skadenrepareresudenstør¬
reophold.
Hovedårsagen til kalamiteten varjo den,at leret ikke var, somden skuldevære, men den fejl kunnemanikke fjerne.
Endnu måjeg i denne forbindelse omtale
en anden vanskelighed, som voldte os talrige
kvaler. Den stammede fra den omstændighed,
atleret igravenvaruensartetihårdhedogtør¬
hed. Enkelte steder havde grundvand eller regnvand gjort det blødtsomvælling, medens
det andre stedervarfast ognæstenhårdt.
Nufikganske vist detomænd nede igraven
pålægomatblandehårdtogblødt, så detvar
mulighed foratfå nogenlunde ensartetmasse
TeglværksliviEsbjergi1890'erne
ProspektkortoverThorvald MøllerogCo. 's teglværk fra årene efter 1901. Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
ud af formtuden. Meneteretpålæg,etandet muligheden for at gennemføre det i praksis.
Forhvis dethavderegnet-hvad hyppigt skete
densommer-såvardetugørligtatfremskaffe
enpassende blanding, udenatmændene skul¬
le køre rundt nede i graven med vognen og
samlesammenfraforskellige steder. Også kun¬
nede ikke holde maskinen vedlige.
Det hændte derfor, at platformen var helt begravet under flere vognlæs, inden der blevså
megetforskelligtatvælgeimellem,atmanden
her kunne fremskaffe en passende blanding.
Sneglen i formmaskinen forlangte nemlig ubønhørligt en vis regelmæssig fordeling af vælling ogtørmad for atden kunne afgive en
jævnt-æltet masse, som kunne skæres over og
flyttes fra afskærerbordet, udenat stenene gik
ud af facon.
Under dissevilkårarbejdede vi fra maj til ind
ioktober, davejret gjorde det umuligtatfort¬
sætte.
Efter denforegående redegørelse for arbej¬
dets væsen er det rimeligtat præsentere de
personer, som havde med arbejdet at gøre.
Førstmåjeg-somnaturligter-nævnebestyre¬
ren, somvi kun kendte ved efternavnetAnder¬
sen. Hvemhanvar, oghvorfra hanvar, erder
sikkertingenafos somvidste eller bekymrede
os om.7 I min erindring lyder hans stemme endnufynsk, vestjydevarhan i al fald ikke; thi
hansagde jeg,mensalle vi andre-påenenkelt undtagelse-sagdea.
TeglværksuviEsbjergi1890'erne
Jeg bevarer Andersen i min erindringsom idealet afen arbejdsgiver. Hanvar altid i godt humør, også når han var flintrende rasende
overdekvaler, somleretogforælteren afsted¬
kom. Hanvaraltidfyrogflammeogforstodat
sættefart ialleosandre udenatværeubehage¬
lig imodos.
Detvarikke morsomt atværeAndersen og have ansvaret for værkets produktion under
disseomstændigheder. Sagen er,atvi allesam¬
men arbejdede på dagløn, ogvi kunne forså-
vidtværeligeglad,entenvikørte eller holdt stil¬
le, medens deidelige standsninger i virkelighe¬
den stred imod hansinteresse, selvomhanvar
uskyldig i dem. Men endnu den gang var det
foren væsentlig delen samvittighedssagatle¬
verearbejde forpengene,ogunder Andersens
kommando kendte værket ikke tilmislyd mel¬
lemarbejderne.
Jeg må dernæst omtale værkets anden per¬
son, somvi kun kendte ved efternavn, nemlig fyrbøder Olsen, der var den ovenfor nævnte undtagelse med hensyn til 1.personspersonli¬
gestedord.
Hvor Olsen ikkehavdeværetpå jordkloden
ville vistnokværelettereatsige endatopremse, hvor hanhavdeværet. Hanpralede ial fald af,
athan havdehaft kærester rundt om påjord¬
kloden af alle mulige kulører, og det skyldtes
nærmestdenomstændighed,athanhavdevæ¬
retfyrbøder i den amerikanske marine, af hvil¬
kenårsaghan naturligvis talte engelsksomen indfødt
Men han havde ikke glemt sit danske mo¬
dersmål, ogi særdeleshedvar han noget nær
ekspert ivortsprogseder. Jeg skal ikke forsøge
atgengive det blomstersprog, han kunne flette
af denslags,når forælteren havde fåetenhård
sten mellem tænderne, såremmen sprang af,
oghansammenmed alle vi andremåtte nedog
dreje remskiven baglæns. Men der havdeværet
studiestof i Olsens tale for forskere på vulgær¬
sprogetsområde.
Alt dette var nu blot Olsens ydre fremto¬
ning,somdem der blotenganghavde fået lov
atsebag kulisserne denensommemands tilvæ¬
relse, hurtig forsonede sig med, ligesom det
efterhånden virkederetselvfølgeligt,athanvar såkraftig i sine ytringsformer. Detvar enutro¬
lig række af flasker, der markerede Olsens øl¬
forbrugpåenrigtigvarmsommerdag-udenat nogenkunne mærke den mindste smule forø¬
gede slinger i hans vuggende sømandsgang.
Ogvardernogen, der aldrig forsømte atvære
påpletten,såvardet Olsen! Hans ydre humør
varligesåusvigeligogkraftig.
Hvorfra Olsen kom, hvorfor han var kom¬
mettilEsbjerg, hvor han gik henog senere er havnet- intet af dette kanjeg svare på. Man
skulle heller ikke fristes til atspørge hamom noget, der ikke kom andre ved.
Adskilligeårsenere trafjeg hamsomfyrbø¬
derpåenafdamperne mellem Kalundborgog Aarhus ( detvarfør, Statsbanerne overtogfær¬
gefarten). Siden har jegikkesetham. Men jeg
kan endnutydeligtseham for mig,hans runde, rødglinsende, sværtede ansigt, hans poliske
smilende øjne og hans hængende kraftige overskæg. Ogikke mindst hanshårede,musku¬
løse arme med tatoveringer neden for de op¬
smøgedeærmer.
Hanvar engod kammerat. Menhan havde
intet tiloversfordem,der ville komme letom vedarbejdet.
Resten af folkene kendtes og tiltaltes kun
ved fornavn: Mads ogJens Peter i graven, to meget forskellige mennesketyper, men begge lige ærlige og redelige vestjyske slidere, den
førstetung,den sidste let i vendingen. Kristian
- en østjydsk bondesøn, kendelig på sit mål -
passede afskærerapparatet og havde sit hyre
med de småsten,somsprængteståltrådene.Ja-
TeglværksliviEsbjergi1890'erne
S/*- nUer&jiat- MlKXnrf&hatfe/'tn.*{fn- Art, 4/ /ium .1+itrJiZtieér*, /ivlift(rwuoørirAej,<v A^Wr•'SmtEMtOtitiaiaujenAiUes
Jo? SMuUn.fUrj*»(»i'swwwJtnJtf,jäSt^aåta *j.. r_y _^
«WMd4>i«nmWfme<? *aoCiø«s-MX.Ji&u.nuatw-tUtri-f^madtn
maaUe»w/wty&f v+ältugn*. Hm?lUut, £+£&*■'UäUetr JCpom
_~iuf f&?(hsJt£Zu^io« tamt-*m~J££orKnuur./tvis t"rVir ;
trtw/y>*r ntftr'Hifyiic. .Juyxmj.&t>ri£øm*t'iT&ä+örsv*ar*-»ruUwa*/uut-'Jlaon,;
■™"äw. Gunr* føttmObUrt -J&r&urMC, ,:7u~u$* m*2
!%'it/vra'ijw-s+J,af Uiem<UAa**rtm- '»<• '.' •• ■
Aktiebrevfraetkonkurrerende teglværk 1896. Esbjerg By-
historiske Arkiv.
cob, der med sinelangefingre,somhan kunne bøje utroligt langt bagover, egnede sig fortrin¬
ligt tilattagedeafskårne bløde lersten lempe¬
ligt af brættet med flade hænderogsættedem påtrillebøren, hvorpå de blev kørt til tørrela-
den.Martin,som varspecialist iatbetjene ring¬
ovnen, og hvismål også røbede østjyden. Og endelig bør jeg for en fuldstændigheds skyld
notereundertegnede himmerlænding, hvisop¬
gave i sammenspillet oprindelig var at fodre
forælteren med leretpåplatformen,men sene¬
re,da dengik ud af spillet, fordele leretpådet ustandseligt glidendetransportbånd. Desuden
skullejegbesørge tipvognene haletoppåplat¬
formen,mennårOlsenvarledig, kom hanger¬
neop ogbesørgede det for mig. Såkammerat¬
ligt kunne de forskellige fag arbejde sammen dengang.Bortset fra denene gang,jegløbpå
Olsen, harjeg kun truffet Jakob etpargange
senere.Hanvarhavnet iKøbenhavnog variso¬
lator vedetstørre isolationsfirma. Ellers har de 30 år skilt os grundigt fra hinanden. Og nu
kunde vi vel slet ikke kendehinanden, hvis vi tilfældigt mødtes.
Detvarhårdtarbejdedensommer.Jeg hus¬
ker, atjegbogstavelig talt sled treskovleop til
skaftetpå,denpost,hvorjeg stod.
Og daplatformensomnævntvarlige ved si¬
den af denindmurededampkedelogdesuden
tætopunder det gæredepaptag,såvilmanfor¬
stå,atder i solskin ikkevarbrug for flere klude på kroppen end netop nødvendigheden kræ¬
vede.
VibegyndteKl. 5ommorgenen,havde mid¬
dagspause fra 12 til VAogfortsatte så til 8 aften
med xå times eftermiddagshvil. Dog måtte ar¬
bejdstiden jonogetindskrænkes hen påefter¬
sommeren, nårdagene blev kortere, ogMads ogjens Peterikke kunnesenedeigraven.
Mennår sådagenvarendt,ogOlsen havde pebet fyraften ind, så løb vi unge mennesker
alt, hvad remmerog tøj kunne holde, ned til
stranden foratkommeivandet-velatmærke, hvis ikke ebbe havde trukket havet tilsig. Og
nårvisåhavdefåetdagens sved skyllet afos og
bagefter havdefået vores aftensmad i pensio¬
natet, så havde vi kunetmålatstile efter: nat¬
telejet. Thi dennæstemorgenskulleviværepå pletten igen kl 5. Det var en såre enkel og
usammensattilværelse, vi førte. Vi havdeingen overflødig fritid at spekulere på anvendelsen
af.
Hvadtjente viså på disse lange arbejdsdage?
Ja,for mit vedkommendehavdejeg50ørei ti¬
men-altsåpå egenkost. Det blev 6kr.omda¬
gen i fuld arbejdstid i de lange sommerdage.
TeglværksliviEsbjergi1890'erne
Mange syntes den gang, det var en kæmpe- dagsløn, og det kan jo ikke nægtes, at detvar
mereend de fleste fikforalmindeligt daglejer- arbejde.8
Henpåsommerenfik vi bud fra den endnu spædeArbejdsmændenesFagforening medan¬
modningomatmeldeosind i den.9 Vi drøfte¬
de, hvad vi skulle gøre,ogdervaringenbegej¬
string fra nogens side for at efterkomme an¬
modningen. Vi frygtede alle for,atdet ville be¬
tyde,atvi ikke fik lovatarbejde, somviønske¬
de, ogatdet derfor blot villeresultere i,atvor
fortjenesteblev forringet.10
Alligevel fulgtes vi ad ind til byenenaftenog meldteosogbetalteetkontingent. Menså hør¬
te vi ikke mere om den sag, og det hele pro¬
blem faldtjo også bort, da efteråret kom, og værket måtte standse på grund af uafladeligt regnvejr.
Såsagde vi hinanden farvelogtak for godt
kammeratskab. Vitogogsåen hjertelig afsked
medAndersen, ogjeg trorbestemt, han ind¬
bødostilatbesøge sig, nårvi igen kom til Es¬
bjerg. Tredive år senere har jeg spurgt efter ham, men fandtingen, der kendte ham. Hvis
disse linier skullekommeham forøje,så brin¬
gerde hamhervedenhilsen med tak for den
sommersteglværksliv i Esbjerg. Detsammegæl¬
der forrestenaf minearbejdskammerater.
Noter
1.Vasegaards døbenavnvarSøren Sørensen,meni 1918 toghan navneforandring til Søren Vasegaard.
2. C.Klitgaards indledning i Hobrosnyerehistorie, 1941 og Svend Dahl. Dansk skønlitterært forfatterleksikon
1900-1950.s.405f.
3.Lauridsen,John T. Klatterup-etarbejderkvarter i Es¬
bjerg 1890-1900,s.19-28. Esbjerg 1992.
4. Karl Laursen(1842-1918).
5. Laurits M. Laursen(1870-1950)varelevpåVallekilde Højskole 1890-91ogigen 1891-92. 1897købte han Ju- elsbjerg Teglværk ved Stenstrup på Fyn, fra 1916var handirektør forA/S De ForenedeTeglværker i Sten¬
strup.Endviderehavde han talrige organisationsposter,
bl.a.var han fra 1912 til 1945 leder af Kalk-ogTegl- værksforeningen af 1893, af Dansk Arbejdsgiverfor¬
ening, afIndustrirådetogfra 1918 til 1932 landstings¬
mand for de konservative.
6.Afsnittet slutter således.
7.Derersandsynligvis taleomteglmesterK.O. Andersen,
somi 1901 fra Laursens teglværker fulgte med under
den nyeejer Thorvald Møller, indtil han i 1911 selvstar¬
tedeEsbjergs fjerde Teglværk. Hanvartilligeenårræk¬
ke kredsformand iTeglværksforeningen.
8.Lønningernepåteglværkerne i Esbjergvarpåden tid
under 40ørei timen.På Laursensteglværker blev løn¬
netunderlavkonjunkturen i november1897satned til
30øre,3øreunder mindsteløn, hvilketførtetilen ar¬
bejdskonflikt,somførst blev ophævet, da de hidtidige lønsatser blevgenindført.
9.Arbejdsmændenes Fagforeningvarstartet1890ogsøg¬
tei anden halvdel af 1890'erne med heldatorganisere
ogaktivere de dansketeglværksarbejdere.
10. Detvar først ogfremmest fagforeningernes krav om indførelse afenotte timersarbejdsdag, der vakte be¬
kymring blandt sæsonarbejdere somVasegaard. Det
krav villebetydeatdesomtimelønnede fik indskræn¬
ketderesindtjeningsmuligheder isommersæsonen.
John T. Lauridsen. Født 1951. Det Kongelige Bibliotek, Postboks 2149, 1016 København K.Forskningschef, dr. phil. Har bl.a.
skrevetbogen Klatterup-etarbejderkvarter i Esbjerg1890-1990.
1992, ogOscar Bruun, Læge i pionertidens Esbjerg,1996,samt artikler i Fra Ribe Ami1993, 1994og2000.
