Sognedegn
Hans Joachim Bornholtz
i Møgeltønder
EN RIBE-DRENGS TESTAMONIUM
AfPeter Kr. Iversen
Ligprædikener eller parentationer kendes først fra refor¬
mationstidenogkulmineredepågodtogondti1600-tallet.
I kongeriget søgte man ved kirkeritualet af 1685 at gen¬
nemføreen visregulering, isærgavesder retningslinierfor
den del afligprædikenen, der kaldestestamentetellertesta- moniet, og som omfatter oplæsningen af afdødes levneds¬
løb. I dette, der som regel var forfattet af degnen, skulle
man herefter vogte sig for »panegyrisk snak« påhedensk vis,og manburde undgåatsigeufordelagtigetingomden afdøde, andre til forargelse og de pårørende til beskæm¬
melse; »menhvis (hvad der) sandter ogvitterligti menig¬
heden, det må de med måde og god maner beskedeligen udsige andre til afskyogadvarsel«.1 Dervarveliogforsig ikke så stor fare for, at der skulle blive refereret alt for ufordelagtige tingom den afdøde, eftersom degnen havde
en ikke uvæsentlig indtægtskilde ved udarbejdelsen af te- stamonierne,oghan kunne ikkeværeinteresseret iatsave den gren over, som han selv sad på. Ingen kunnejo være interesseret iatbetaledyrt foretdårligttestamoniumover
enafdødslægtning. Detvariden andenretning, atskam¬
rose den afdøde, faren lå. Testamoniernekunne brede sig
udoverallerimelige grænser,såatdeikke blot indskræn¬
kede sig til at nævne afdødes forældre, men også bedste¬
forældreogoldeforældre. I nogle ligprædikener, særligde trykte, kan man derfor blivepræsenteret for hele anetav¬
ler.2 Der nævnes eksempler på, at ligprædikener kunne
r
vare3-4timer,ogprisenharvelværetderefter.Somnævnt blev en del af disseligprædikener trykt, især sådanne der
var holdt over adelige og andre standspersoner, men i de
fleste tilfældemåttedeefterladte nøjes medmanuskriptet,
spm man kunne ladekaligrafereogindramme.8Dissema¬
nuskripter gemmes ofte som klenodier i familien, de kan
findes på museer og biblioteker, men vel navnlig spredti arkiverne, såvel de statslige som de lokalhistoriske. En af
de største samlinger af sådannetestamoniereller nekrolo¬
ger, somde ogsåkaldes,erforfattet afpastorJohannRyde,
dervar præstiVonsild, Tyrstrup herred, 1659-1707. Han har indskrevetdem ikirkebogen,ogalle afdøde sognebørn,
uansetom rigellerfattig, har her fået deres skudsmål med på vejen til det hinsidige - en enestående kulturhistorisk kilde, hvis udgivelse er nært forestående.4 En anden og endnu større samling findes i Brødremenighedens arkiv i Christiansfeld, hvor der er opbevaret nekrologerover af¬
døde brødre og søstre fra menighedens grundlæggelse i
1773 tilvoredage. Idenneforbindelse kan endviderenæv¬
nes, at kirkebøgerne i de sogne, der hørte under Slesvig stift, fra 1763 bringer dødstilførsler, som ofte kan fylde
halve eller hele tætskrevne sider med personalhistoriske oplysninger.
Spredt i de sønderjyske præste- ogprivatarkiver findes
testamonierellernekrologer,bl.a.opbevares iMøgeltønder præstearkivetlille oktavhæfte med12levnedsløb fra tiden
1733 til 1752.® Disse levnedsløb vedrører med en enkelt
undtagelse fremtrædende personer inden for sognet eller
deres familiemedlemmer, men selv ved denneensidighedi udvælgelsen er de dog en ikke uvæsentlig kilde til belys¬
ning af forskellige siderafsognetshistoriei1700-tallet.De
skal ikke herprimærtsesidennesammenhæng,meneten¬
kelt testamonium vil blive fremdraget som et eksempel på formog indhold, ogi fortsættelse heraf vil dets oplys¬
ningerblive sammenholdt med, hvad der i øvrigtvides om
den afdøde: Hans Joachim (eller Jochum) Bornholtz, der
var født i Ribe 1696, og som efter et omskifteligt levned
varlandetsomorganistogsognedegniMøgeltønder. Han
døde her d. 31. maj 1736 og begravedes d. 7. juni. Ved
dennelejlighed oplæstes følgende:
Personaliaoversal.H.J.Bornholtz
Belangende dend ærlig velagtbare vellfornemme og vell-
viisemandnusal. hos GudHansJoachimBornholtzesær¬
lige herkomstogoprindelse, christelige lifsoglevnets frem¬
dragelse og salig afsked og fraskilleise da er hand fød i Ribeao. 1696 d. 18.dec. afmegetvellfornemme forældre.
Hans fadervar den vellagtbare vellfornemme ogvellviise
mand Christian Friederich Borenholtz vellfortiente orga¬
nist i Ribe, hans moder dend hæderbaarne Gud- og dyd-
elskende matrone KarenBornholtzes, som for rum tiid si¬
densaligenui Herrenhensovede.Dernudenne sal. mands
kiere forældre med denne deris unge søn var bleven vel¬
signet, haver de først ogfor altHerren deris Gud hannem igien opofret oghafft høyeste omsorghannem ved vand-
baddetudi ordetatladeigienfødesogindlives udisinfrel¬
sere Christo Jesu til detrette lifs begyndelse udi Gud, og
som hand udi Christo er bleven indpodet, haver hand og udi hannem bekommet krafft sin Christendom udi alt sit levnits forhold klarligen atlade fremtee og kiende, effter-
som hand tiltog udi alder saa og merckeligen fremvoxte
udi naadeog hos Gud og ynde hos alle hannem saae og kiendte. Hanskiere forældre haver siden med størsteom¬
sorgogfliid effter hans alders maade udi Guds sande frygt
og christendoms fundamenter ladet hannem optugte,
hvilcketerskeet baade hiemmeihuusetsaa ogved offent¬
ligskolegang uden huuset, da handilæsen, skrivenogreg¬
nen erbleven vel underviistogforfremmet. Men derhans
kiere herr fader fornom, at hand af Gud og naturen var med etgotogfærdige nemmebegavet, oghand self havde
megen lyst til musiqven, haver hand baade self og ved
andre med største fliid ladet hannem derudi informere, hvorudi handog blev megetperfectioneret, ogforblevsaa hiemme hos sine kiereforældre, indtil hand blev begieret
af sin hr. grosvatter, som da var capell-mester ved hert-
zogen af Glycksborg for at hielpe hannem i hans svag-
hedstiid atdirigere musiqven, hvor handognogle aarstiid forblev,og vardermeget æret,elsketogafholdet. Dereffter
blev hand tilsinds at forsøge sin lykke ved krigsvæsenet,
hvorved hand nogle aar forblev, og forhvervede sig sine forresatte officerers godhed og yndest. Anno 1719 blev
hand af det naadigste herskab her ved stædet kaldet til at
være organistog sognedegn for Møgeltønder meenighed,
hvilckentienistehand ogmedære ogberømmelse indtilsin dødsdag har forestaaet. Imidlertiid er hand effter Guds forsiun,egethiertis tilgenegelsesamptgode modersog ven¬
nersraad kommeni ægteskab med dend da ærbaarne Gud
og dydelskende pige Engeborg Hansdatter og stod deris brøllup her i Møgeltønder Anno 1722 i høyanseelige og fornemme venners glædelige overværelse. Med denne sin
kiereste hustrue haver hand levet indtil sin dødedag isaa
christelig og kierligetægteskab, isaa yndigogfornøyelig omgiengelse,saaathans fraskillelseved dødener nuhende
dismeeresmerteligsomhans levnet med hendevaartilforn ynskelig og behagelig. Trøstens Gud ved sit ord og aand
forleene hendeoverflødigtrøstoghuusvalelse,athun med taalmodighed maae overvinde den hende af Gud tilskik¬
kede bedrøvelse ogialt dette skikke sigeffter Guds fader¬
lige villie. Hvad hans christendom vedkommer, da haver
hand inderligenog af hiertet frygtetogelsket Gudoghans hellige ord, haver flitteligen og altiid med største andagt
holtsigtil det hellige Christi legemetsogblodssacramente,
som skeede sidste gang paa hellig trefoldigheds søndag.
Udi sithuus haver handiligemaadeforholt sigsom en ret ogsand christen, saa athand ikke allene medsin kiereste
hustrue haver levetmegetvenligogkierlig,menhaver end-
ogsaa baade imod hans egne saavell som hans elskelige
hustrues slegt og venner ladet see sittrofaste venskab, og haver æret og gierne tient enhver af dennem. Med hans ligemændhaver handomgaaetmed ald venlighed, fornuf¬
tighed, troskabog oprigtighed, saa hand af allevarmeget yndetog elsket. Den salige mands sygdom og endeligt an- gaaende, da har hand udinogentiid klagetoverstyngeun¬
derbrystet, hvormed hand har striidetoven sengen, indtil
forledenløverdag 8tedage effter athand havdeværet udi skriftestolen, da sygdommen natten derpaa saa heftig an¬
greb hannem, athand anden dagen ikke med andre Guds
børnikircken kundenyde det høyværdige alterens sacra-
mente, mens blev dermed betient paa sengen. Imidlertiid
haver hans elskelige kiereste været over denne sin hulde
mandssvaghedmegetbekymret,ogald kierlighedstieneste hannem beviistogbaaret allerstørsteomsorgtil hansliifog
helbredelse, lod henteadskillige medicamenter fra Tønder,
somhannem blevemeddeelte,mengiorde dogingenvirck- ning, thi ingen urte er saa sterck, at dend kand fordrive
dødsens værck. Imedenssygdommen varede, har den salige mand,somaltiid tilforn,trøstetsigaf Guds hellige ord,og
nu i sæhr ved den naade, hand paa den hellige trefoldig¬
hedssøndag vedsin frelseresJesuhellige legemis ogblods deelagtighed var forsikret om og ellers skrifftens dyrvær¬
dige sproge, som hand i forrige sygdomme havde funden
stor trøst og husvalelse udi, trøstede da ogsaa sin høy-
bedrøvede kieresteogbad hende,athun vildeværetilfreds
ogglædesigved deris glædeligesamling hos Gudihimme¬
len, tog saa trøstelig og kierlig afskeed med sin kiereste hustrue, sagde hende tusinde takfor hver ... tiime, hand havde levet med hende, og nydt hendis behagelig om-
giengelse,togogafskeedmedhosværendevenner,takkendis
demfor aldkierligheds beviisning,samtære,trofasthedog
medlidenhed, lagde saa hen i gudelig beredelse og trøstig
taalmodighed, forventendis vor herres Jesu naadige till-
kommelse vedenmildforløsning,og erhandisaadantroe og trøst og fulde forsikring om en glædelig opstandelse sødeligen i Herren hensovet i fornemme venners nærvæ¬
relse forleedentorsdagsom var d. 31 may klokken 9. for¬
middag,effter athand havde levetidenne verden [39] aar.
Dette testamonium er- som de andre isamlingen—skre¬
vet i tidens svulstige stil med lange, snørklede sætninger.
Man får det indtryk, at Bornholtz har været en begavet musiker, derganske vist har prøvet lidt af hvert i denne verden,men som dernæstvarfaldet tilroi sin ikke altfor
lukrative stilling som organistog sognedegn i Møgeltøn¬
der. Af reelle oplysninger indeholder testamoniet afdødes
fuldenavn,hansfødselsdag ogfødested, samtforældrenes
navne. Han angives at være født i Ribe d. 18. december 1696, men i Ribes kirkebøger mangler denne oplysning,®
og det er derfor nærliggende at formode, at han erfødt,
før forældrene, organist ved Skt. Kathrine kirke Christian
Friedrich og hustru Karen Bornholtz, er tilflyttet Ribe.
Måske kan han være født i det lille lyksborgske hertug¬
dømme, hvor bedstefaderen ifølge testamoniets oplysnin¬
ger var hofkapelmester. Denne sidste stillingsbetegnelse
må nok anses for at være en overdrivelse, idet der ikke i Lyksborg-arkivet7erfundetsporaf, atderskulle havevæ¬
ret et hofkapel dér. Derimod omtales blandt hofpersonalet
en unavngiven organist,og mon det ikkeerham, derhen¬
vises til? Hans Joachim Bornholtz uddannedes som musi¬
ker og assisterede og vikarieredederefter hos bedstefade¬
ren, inden han nogle år i den store nordiske krigstid for¬
søgtesinlykke inden for militæret.Men1719ansætteshan
så af herskabet på Schackenborg som organist og degn i Møgeltønder,ogetparårsenere,1722,giftede hansigmed
en pigefra sognet, Ingeborg Hansdatter. Denne vielse har dog ikke kunnetverificeres, idet vielsesregistret mangler for
detteår. Ifølgetestamoniethar han derefter levetetforbil¬
ledligtkristeligt liv, afholdtogværdsat af alle, både sogne¬
børnogkolleger.
Undersøgerviimidlertid ved hjælp af andre kilder hans
forhold lidtnærmere, misterglorien nogetaf glansen. Fra
ihvert fald1726varhanietikke viderepynteligt modsæt¬
ningsforhold til sin nærmesteforesatte, sognepræsten, og korttid efter også til en stor del af sognet. Ifølge en ind¬
beretning af 11. juni 1727fra sognepræstJohanHenning¬
sen tilbiskop Laurids ThuraiRibe havdeBornholtz 1726 mellem nytår og fastelavn optrådtpå en højst uheldig og
forendegn uværdigmåde. Hanhavdeensøndag ladet»en
flintbortspille« ikroen, dvs. han havde bortloddetenflin¬
tebøsse. Om formiddagen den pågældende søndag havde han, da han iførte præsten messekjolen foran alteret,
spurgt, om præstens søn måtte være med til at spille om hansflint.DetteafvistepræstenimidlertidogspurgteBorn¬
holtz, »om hanvarsindetatladesligtidag forrette,ogda jegfornam af hannem,at det skulle ske, befoljeghannem på mitembedesvegne,athan skulle lade af frasådanhans
onde forsætoglade det blive, såfremt han ikke derfor ville tilføje sig ulejlighed og ulempe«. Denne formaning hjalp dog ikke,ogpræstenfik detsvar, »atdet skulle endda ske,
hvilket han medenstored, den Onde skulletagehannem,
det Gud i nåde afværge, for Herrens alterbekræftede og
tillige med hans næve slog på alteret«. Han gik så senere vred ogmed knurren ogmurren op til orglet. Trodsenny
formaning efter prædikenenom,atflinten ikkemåttebort- spilles en søndag »til Guds navns og sabbatens vanhelli¬
gelse« gennemførte Bornholtz dogsitforehavende. Selvom Johan Henningsen ikkevar pietist, men tværtimod på en for ham lidet flatterende måde havde søgt at skade den fremspirendepietisme isognetogendog derfor havde måt¬
tet gøre offentlig afbigtover for Enevold Ewald, så søgte han dog bestemmelserne vedrørende søndagens hellighol-
delse strikte overholdt, således som forordnet i Danske
Lovs 6.bog, kap.3.Sagen eri sigselvvelnæppesynderligt
merebelastende for Bornholtz end for præsten, som også
havde ord for at være en stridens mand.8 Men der kom andre klager over Bornholtz. Fem af de store gårdmænd
VedÅener1729 utilfredsemeddegnen oghans substituts undervisningogharansøgtherskabetpåSchackenborgom
atfå tilladelse tilatlade deres børnundervise hosenskole¬
mester i det nærliggende Rudbøl. Børnene har i rum tid
ikke lærtdet allerringeste, men endog glemt det,som de i forvejen vidste, hævder de fem bønder. De fik derfor med
sognepræstens anbefaling herskabets tilladelse til på egen bekostningatlade deres børn undervise afendygtiglærer.
Samtidig indløb der klage til biskop Thura fra Bornholtz
over, aten mand vednavn Jens Richertsen til hans skade
gav undervisning i Møgeltønder for to eller tre mænds børn, omendskønt disseifølge Bornholtz aldelesingen an¬
ledning havde til atbesvære sigover degnenog hanssub¬
stituts,ChristenPetersen Österns undervisning. Degnener selv mødt op i Ribe sammen med substitutten, for at bi¬
skoppen kan undersøge hans duelighed, og meddeler, at skulle detvise sig, atprøven ikke falderud til biskoppens tilfredshed, ville han gerne bede om dennes hjælp til at
finde frem tilennyogbedre.I øvrigtoplyser Bornholtz,at deøvrigebønderstøtterham,mendettesyneskunatvære
en halv sandhed, for endnu hen på efteråret 1729 er der
uroi sognetomBornholtz'embedsførelse. Ien skrivelse til biskoppen, dateret den25. oktober 1729,fra inspektørpå Schackenborg J. Matthiæ, tages klagerne mod Bornholtz
op igen oguddybes yderligere. For detførste nævnes den
føromtaltesag omovertrædelse af helligdagslovgivningen,
mendernæstklagesover,atdegnen trods advarslerogiret¬
tesættelser hargræssetsinekreaturer på kirkegården. Ind¬
beretningen til biskoppen suppleres yderligere med oplys¬
ningerne om, at degnen opholder sig meget på kroen, at
han har en skadelig indflydelse på substitutten, og atde begge ofte møder berusedeiskolen.Dettilrådes,atdegnen suspenderesethalvtårforatse, omhan kan bringes til be¬
sindelse. Om suspensionen ergennemført fårståhen, men
så megetturde væreklart, atdegnensmoralske habitusef¬
ter tidens målestok ikkeharværet allerbedst, ogathan er
kommet ietmodsætningsforhold tilihvertfald betydelige
og betydende dele af befolkningen.9 Dette modsætnings¬
forhold har sikkert været medvirkende til, at beboerne i Bønderby, Kannikhus, Stokkebro og Nørretoft 1732 for
egen regningopførteet skolehusi Bønderbyogansatteen
skoleholder, medens detertvivlsomt,omderi 1734opfør¬
tes etskolehusiToghale.10
Uro og utilfredshed med degnen og skolevæsenets til¬
stand i sognethar deri hvert faldværet, menden, der har
forfattet Bornholtz' testamonium, hvem det så end måtte
være — den pietistiske præst Godske Møller,11 der havde efterfulgt Johan Henningsen 1730, eller Bornholtz' substi¬
tut-harsetgennemfingrene med hans menneskeligesvag¬
heder. Testamoniet giver nogle, og formentlig korrekte, oplysninger, derikke kanfindes andetsteds, mensammen¬
holdt med andre kilder, der ikke er udtømt her, viser det,
at det, såvel som andre testamonier, må behandles med
varsomhed.
NOTER:
1. Kirkeleksikonfor NordenIII,s.56f.
2. Albert Fabritius og Harald Hatt: Håndbog i Slægtsforskning, 1943,s.18ff.
3. Axel Steensberg: Dagligliv i Danmark i det nittende ogtyvende århundrede,bd. I,s.59.
4. LAAb,Vonsild PræArk.
5. LAAb, Møgeltønder PræArkH 1733-52Personalia.
6. Venligst meddelt af arkivar Henning Paulsen, Viborg.
7. RA, Lyksborgarkivet. Forskellige regnskaber, hofreglementerm.v.
ergennemset(nr. 50,59, 81og90).
8. Se Carsten Petersen: Slesvigskepræster,1938,s.95.
9. Ang. stridighederne med H. J.Bornholtzse: LA Ab, Ribe bispe¬
arkiv. Indkomnebreve, Møgeltønder hrd.1583-1778.
10. RA Danske Kancelli. Kommissionen 1737 ang. skolevæsenet på landetiDanmark og Norge,pakken [1735] -37. Detkgl. kom¬
missoriummed bilag. Indberetn. frasognepr. G.Møller9.5.1737 og G.Japsen: Det dansk-sprogede skolevæsen i Sønderjylland,
1968,s.189og412.
11. SJyArb.1953,s.45.
