Debat: Åben eller lukket fortid?

D ebat

C laus Bryld:

o t

Aben eller lukket fortid?

E t svar til Inger Diibeck

I Fortid og N utid X X X I s. 290f f h ar R igsarki­

vets ju rid isk e konsulent, In g er Diibeck, le­

veret en om tale a f m in bog »H istorie og of­

fentlighed. K am p en om arkivadgang i D a n ­ m ark 1971-1982« fra 1983.

Je g blev først opm æ rksom på om talen hen i maj m åned 1985, hvilket nok skyldes, at den ikke v ar a n b ra g t u n d er »anm eldelser«, men un d er »debat«. D et v ar en klog disposition a f redaktionen, for d er er ikke tale om en a n ­ meldelse i ordets alm indelige forstand, m en om et stæ rkt polem isk partsindlæ g. J e g kan ikke genkende indholdet i m in bog i Inger Diibecks »gengivelse«, den frem træ der som noget helt an d e t end det, den er. In g er Dii- beck vil m åske sige, at det kun er mig, der ikke kan genkende indholdet, m en hvis m an skal døm m e efter det store a n tal anm eldelser der h a r væ ret både i dagspressen og tids­

skrifter, vil de fleste anm eldere heller ikke kunne nikke genkendende til Diibecks refera­

ter og »spidninger« a f mig.

Bogen er hidtil m est blevet anm eldt a f h i­

storikere, og m åske skyldes In g er Diibecks to­

tale afvisning a f den og forsøg på at rubricere den som blot og b a rt »udtryk for C laus Brylds arkivproblem er«, at h u n ikke er historiker.

H u n kan slet ikke se nogen relevant p roblem ­ stilling, ej heller en m ulig m odsæ tning mellem statens interesse og forskningens. Faktisk fun­

gerer det hele så uendelig udm æ rket, tilgæ n­

geligheden til sam tidshistorisk m ateriale og den offentlige form idling a f historien (efter m in m ening en forudsæ tning for et reelt d e­

m okrati) er altsam m en i bedste gænge. »På denne bag g ru n d kan opstilles den enkle kon­

klusion, a t C laus Brylds bog langt hen i virke­

ligheden kun er historien om C laus Brylds og C arl M adsens besvæ rligheder i en lidt fjer­

nere periode.« (s. 293)

J a , vi m å jo håbe, at kritikken kan føre til, at kritikken bliver forældet. M en foreløbig er det ikke sket. T væ rtim od er tilgængeligheds- problem et vedrørende sam tidshistorisk arkiv­

m ateriale blevet stadig større og vil form ent­

lig vokse i de kom m ende år. De ret fa afslag på arkivadgang d er gives a f R igsarkivet er ikke repræ sentative for om rådet, fordi det ikke er R igsarkivet, m en m inisterierne - og i sidste ende regeringen - der h ar beslutnings­

retten over adgangen. D et indrøm m er Dii- beck jo også, selvom det ikke giver hende an ­ ledning til betæ nkeligheder. M en det er klart, at det er svært, for ikke at sige um uligt, for kritikerne at dokumentere, hvor m ange afslag d er gives i f.eks. ju stitsm in isteriet. Skal m an have aktindsigt i afslagene efter offentligheds­

loven, skal m an jo kende ansøgningssagerne, og hvis m an ikke ligefrem vil lave et privat bureau herfor, h a r m an ikke nogen m ulighed for at kontrollere det. K u n delvis kan m an se tendensen, bl.a. i afslag til specialestuderende på universiteterne, til politisk aktive, til

»græ srødder« a f forskellig slags m.v. D ette h ar jeg også eksem pler m ed på i bogen, m en jeg h a r slet ikke forsøgt at »rekonstruere« den restriktive praksis konkret. Foruden disse glim tvise eksem pler kan m an henvise til poli­

tikerudtalelser, eksempelvis u d talte ju stitsm i­

nister N in n -H an sen i anledning a f røret om Ditlev Tam m s adgang til stikkerlikviderings- sagerne, a t nu m åtte græ nsen være nået.

Frem over m åtte historien vente.

/

Hele problem et med offentlighed om kring sam tidshistorien - og her tænkes ikke på den allernyeste historie, som det ville være urea-

listisk a t kræve offentlig indsigt i, m en på tids­

ru m m et ca. 1920-1950 - er i virkeligheden først blevet aktuelt de sidste 15—20 år. O g R igsarkivet og m yndighedernes holdning til spørgsm ålet er d a også først blevet præ ciseret inden for dette tidsrum . R igsarkivarens cirku­

lære a f 30. 9. 1968, d er opstiller tidsfrister a f fra 50 til 100 å r (og i enkelle tilfælde u til­

gængelighed) er således sym ptom atisk for et forsøg p å at »regulere« o m rådet. In d en denne tid v a r sam tidshistoriske arkivalier i virkelig­

heden ikke om gæ rdet m ed speciel hem m elig­

hedsfuldhed, m en d er v ar på den anden side heller ikke så m ange, d er v a r interesseret i at studere dem . D et v ar den større politiske in­

teresse fra 1960’erne, d er via interesse for sam tidshistorien stillede de offentlige m yn­

d igheder overfor problem et om adgang til a r­

kiverne. D ette h a r væ ret et in te rn atio n alt fæ­

nom en, i hvert fald for hele den vestlige ver­

dens vedkom m ende, og i bogen gør je g en del ud a f a t trække dette in tern atio n ale perspek­

tiv op. Siden slutningen a f 60’erne h a r in te r­

n ationale in stan ser såsom FN , N ordisk R åd, de in tern atio n ale arkivkongresser m.fl. drøf­

tet problem et og ved flere lejligheder foreslået m edlem slandene at m odernisere deres arkiv­

lovgivning, således at d et blev lettere at stu ­ dere sam tidshistorien. Typisk i så henseende er et forslag fra 1968 til N ordisk R åd fra 9 nordiske rigsdagsm edlem m er — bl.a. H enry C hristensen og Per H æ kkerup fra D an m ark - hvori det siges: »D et forekom m er os at være særlig vigtigt at aktivere interessen for politi­

ske spørgsm ål hos m edborgerne. D en sam ­ tidshistoriske forskning giver store m ulighe­

d er for at fæstne alm enhedens opm æ rksom ­ hed ved historiske forløb, som endnu ikke h ar m istet deres aktualitet. En alsidig belysning a f disse forløb er ikke realiserbar, så længe hem m elighedsbestem m elserne er så foræl­

dede og uligeartede sam t stiller h in d rin g er i vejen for en u dtøm m ende undersøgelse a f sam tidens historie, m ens denne en d n u er af interesse for den levende generation.« (N ordi­

ska R ådet, 17e sessionen, Stockholm 1969, s.

956 f.)

N ordisk R åd fulgte henstillingen i en re- kom m endation til regeringerne. (H istorie og offentlighed, s. 199) M en sagen er, at det kun

er i enkelte lande der er sket en liberalisering (eller dem okratisering) i adgangen til de sam ­ tidshistoriske arkiver, vel først og frem m est i Sverige, V esttyskland og USA. Disse landes lovgivning og specielt tilgængelighedsreg- lerne er m ilevidt m ere liberale end D a n ­ m arks.

D et er denne ram m e, d er styrer p ro b lem ­ stillingen i m in bog, og je g forsøger k onstant at se arkivadgangsproblem atikken som en del a f en større sam m enhæ ng om kring den dem o­

kratiske d eb at i sam fundet. I In g er Diibecks øjne er je g im idlertid kun interesseret i mig selv og m ine egne problem er. J e g har haft p ro ­ blem er, og det d o k um enterer bogen jo også, og det er m åske også dem , d er oprindelig h ar sat mig igang m ed at arbejde m ed offentlig- hedsteori, arkivret m .m . M en er denne p er­

sonlige problem atik uforenelig m ed en almen interesse, der prøver at forholde sig objektivt til problem et? O bjektivt ja , m en ikke h old­

ningsløst! Som den eneste historiker i K o n ­ geriget h a r Tage K a arsted i »Fyens Stiftsti­

dende« for 2. maj 85 forsøgt a t frakende mig ret til at beskæftige m ig med disse forhold p.g.a. min personlige interesse, og sam m e tendens ligger hos In g er Diibeck, selvom hun i højere grad an ty d er end skriver lige ud a f posen. A dskillelsen m ellem det personlige og det alm ene/offentlige er en prototypisk positi­

vistisk idé, og hvis den v ar gyldig, ville histo­

rie og beskæftigelse m ed historie m iste enhver eksistentiel betydning. M egen lokalhistorie, slæ gtshistorie og an d et er drevet a f personlige m otiver eller i hvert fald sta rte t m ed sådanne m otiver, m en i processens løb far studierne foruden den personlige betydning også tit al­

m en betydning. De b id rag er sim pelt hen til den historiske inform ation, der er en vigtig del a f en dem okratisk fungerende offentlig­

hed.

Borgerlige historikere a f typen K a a rsted h a r enten aldrig forstået eller også h a r de på ru tch etu ren opad i sam fundet glem t Kr. E r- slevs dictum , a t forskerens subjekt er kilden til fejl og sam tidig kilden til forståelse. D er­

im od h a r de taget ved lære a f Storm R , n år han sagde: »D enne sag kan ses fra flere sider, så jeg beder d ’h errer sæ tte sig i rundkreds«.

194

D ebat

Hele den fordrejning In g er Diibecks artikel er udtryk for in d b y d er ikke til at gå ind i en dia­

log m ed hende. D et ser heller ikke ud til at have m eget form ål, d a Diibeck å b e n b a rt h ar lagt sig fast p å fo r enhver pris at forsvare de h er­

skende forhold p å dette om råde. D et er g an ­ ske m orsom t, at h u n glæ der sig over C arl M adsens polem ik im od D N H og i sin bog

»D ansk arkivret« fra 1980 ligefrem giver ham oprejsning (s. 112 f.). For 14—15 å r siden, da sagen stod på, var det kun studenteroprø- rerne ved H istorisk In stitu t på K bhs. U n iv er­

sitet, der gav ham støtte. Som kontrast til den holdning Diibeck nu in d tag er over for mig er det m åske interessant at se, hvad h u n i 1980 - et p a r å r efter M adsens død - skrev om hans forgæves forsøg på et opnå arkivadgang:

»Isæ r Ju stitsm in isteriets praksis h a r været genstand for kritik i dagspressen. En del a f kritikken h ar sam let sig om Ju stitsm in iste ri­

ets opfattelse a f forskerbegrebet, idet m ini­

steriet ofte synes at have lagt vægt på, om a n ­ søgeren v ar en an erk en d t forsker eller dog havde tilknytning som forsker til et universi­

tet eller v ar m ed arb ejd er ved D N H . E ndvi­

dere h a r m an ofte lagt vægt på, om den p å ­ gæ ldende v ar faghistoriker. K ritik h a r især væ ret rejst i forbindelse m ed C arl M adsens ansøgninger om arkivadgang til visse arkiva­

lier vedrørende flygtningespørgsm ålet fra 1933 og frem til den tyske besæ ttelse a f D a n ­ m ark.

M inisteriet synes at have ladet sig m otivere af, a t C arl M adsens form ål ikke v ar viden­

skabeligt, m en snarere noget i retning a f pub- licisdsk d okum entarism e b året a f en konse­

kvent politisk opfattelse, hvilket dog ikke sy­

nes frem ført som begrundelse for afslag. M an kan nu bagefter un d re sig lidt over, at lan d s­

retssagfører C arl M adsen, der i perioder be­

klædte vigtige funktioner i retsplejen, ikke skulle være så tillidvækkende, at m an turde give ham indblik i de ønskede utilgængelige arkiver. C arl M adsen publicerede som alle an d re forskere eller arkivbenyttere un d er et selvstæ ndigt an sv ar ifølge straffeloven, hvis han m isbrugte oplysningerne.« (s. 112)

I I Diibecks liberale holdninger fra dengang er

å b e n b a rt blevet svækket i m ellem tiden. I a r­

tiklen i »Fortid og N utid« henviser hun ikke til det selvstændige an sv ar ifølge straffeloven, m en godtager fuldstæ ndigt de afslag der kom ­ m er fra ju stitsm in isteriet som berettigede a f hensyn til statens sikkerhed og beskyttelsen a f privatlivets fred. D et gæ lder udtrykkeligt de to afslag, jeg h a r fået. H u n gør sig ligefrem ly­

stig over, at je g ikke kunne im ødekom m e j u ­ stitsm inisteriets ønske om, »at C laus Bryld li­

gesom an d re forskere m åtte kom m e m ed et egentligt forskningsprojekt« (s. 290), d a jeg ville udarbejde en anonym iseret kildesam ling om retsopgøret. J e g afleverede skam et p ro ­ je k t, m en det, d er blev stillet krav om fra j u ­ stitsm inisteriets side, var, at jeg skulle in d ­ levere en plan for en doktordisputats! M en sam tidig m ed a t D iibeck harcellerer over, at je g ikke ville foreslå eller foregive, a t jeg ville udarbejde et så d an t værk, skriver hu n senere, at d er ved b ehandling a f tilgæ ngelighedssager ikke som u d g angspunkt gives »afslag på a n ­ søgninger alene u n d er henvisning til ansø­

gerens faglige eller m anglende faglige bag­

g rund« (s. 292). Som typiske ansøgere næv­

ner hun bl.a. »forfattere, film- og radiofolk, advokater, landinspektører, lærere, pensioni­

ster m ed tidligere beskæftigelse f.eks. som of­

ficerer« (Sst.). Vil det sige, at Inger Diibeck m ener d er skal stilles særlige krav til universi- tetsu d d an n ed e historikere? D et m å vel være m eningen, hvis det v ar rim eligt, at jeg fik af­

slag, fordi je g ikke ville og kunne udarbejde et større forskningsprojekt om retsopgøret. O g det m ener D iibeck v ar rim eligt.

For nu at undgå de m yter som D iibeck (for­

uden K a arsted i »Fyens Stiftstidende«) bi­

d rag er til i sin artikel om m it form ål m ed at fa arkivadgang (hun skriver, at je g ville udgive

»en kildesm aling til undervisningsbrug, d.v.s.

udgivelse in extenso a f sensitive utilgængelige dokum enter«, s. 290), bliver je g n ødt til at ci­

tere fra m in ansøgning til justitsm in isteriet om arkivadgang fra 3. 11. 1978, som ikke er aftrykt direkte i m in bog: »M in tanke er at lave en kom m enteret kildesam ling om retsop­

gøret, altså ikke en egentlig videnskabelig monografi, m en en sam ling a f et rep ræ sen ta­

tivt m ateriale til belysning a f begivenhederne

og d e b atten herom , både den juridiske, m o­

ralske, politiske o.s.v. H ertil kræves i det m indste en adgang til visse sager, som kan anses for repræ sentative indenfor de forskel­

lige kategorier, således som de f.eks. opregnes a f von Eyben i hans bog »T hi kendes for ret«.

En bestem m else a f repræ sentativiteten kræ­

ver dog naturligvis en vis søgning. Je g skal stæ rkt betone, at jeg i en evt. offentliggørelse naturligvis ikke vil m edtage navne på sigtede eller døm te personer, ligesom an d re navne heller ikke vil blive m edtaget, m edm indre det i forvejen er kendt eller helt nødvendigt for forståelsen. K ildesam lingen sigter på en ge­

nerel historisk belysning, og sags- og dom s- m ateriale vil kun kom m e til at udgøre en m in­

dre del. D et m este vil blive hentet fra allerede offentlige kilder, som dog i sig selv næ ppe vil kunne m otivere en dæ kkende kildesam ling.«

(O riginal i justitsm in isteriet, som In g er Dii- beck næ ppe kan få adg an g til — m en hvis hun ikke vil tro mig, kan hun fa en kopi!)

D iibeck gør også sig selv og den institution, som h u n er ju rid isk konsulent for, en bjørne­

tjeneste ved at stille sig så hånligt an. Rigs­

arkivet gav mig jo dengang en uforbeholden an­

befaling og m ente, at je g skulle have adgang »i overensstem m else med den adgangstilladelse, der gæ lder for m ed arbejdere ved D N H , jvf.

Statsm inisteriets skrivelse til D N H a f 21. ju n i 1977, S tatsm in. j. nr. 23—30«. D enne u d ta ­ lelse m å In g er D iibeck vel også kunne frem ­ skaffe, hvis hun ikke kan tyde den i m in bog på s. 155. D en h ar J . nr. 1521-263 og er fra 1.

12. 1978. Afslaget fra ju stitsm in isteriet blev givet 12. 1. 1979. O m chefskiftet i R igsarkivet den 1. 1. 1979 h a r betydet noget for sagens behandling kan je g kun gisne om på grundlag a f senere udtalelser - m en det er jo egentlig også und ero rd n et. Principielt vigtigere er, at m ange m ener at kunne konstatere en skæ rpet kurs fra o m tren t dette tidspunkt.

Endelig m in p rivate ansøgningssag. N år je g h ar taget den m ed i bogen, skyldes det, at je g også p å dette o m råde synes d er er for d å r­

lige forhold. M en m it ønske om indsigt i disse d o kum enter skyldtes ikke, at jeg skulle bruge dem til forskning i forbindelse m ed offent­

liggørelse. B aggrunden v ar et personligt, eksi­

stentielt behov. D ette m ener jeg er legitim t,

og i an d re landes arkivlovgivning anerkendes dette »hum ane« form ål da også, f.eks. i vest­

tysk arkivret. H er opererer m an m ed »private B enutzung« a f de offentlige arkiver, n å r der er et eksistentielt anerkendelsesvæ rdigt m o­

tiv. Igen citerer jeg, denne gang fra m in a n ­ søgning a f 27. 8. 1979: »Jeg skal sluttelig u n ­ derstrege, a t m in indsigt i dette m ateriale (om min far og farbrødre) ikke er forbundet med forsknings- eller publiceringsønsker, m en er personligt m otiveret. J e g er klar over, at der alligevel vil være visse diskretionskrav, og dem vil jeg naturligvis overholde fuldt ud.

M .h.t. navne og forhold i disse sager, også udover m in families, vil je g b etrag te mig som tavshedspligtig«. H vad kan m an love mere?

H vad skal der til for at forsikre ju stitsm in i­

steriet om, at m an ikke h ar suspekte m otiver - for det lykkes jo for nogle at overbevise m i­

nisteriet? M en alt dette interesserer ikke In ­ ger Diibeck, d er i stedet hiver en enkelt be­

m æ rkning i bogen ud, hvor je g skriver, at slægtsforskning først og frem m est h a r m en tal­

terapeutisk og ikke egentlig social forsknings­

interesse. D en er kun indirekte a f sam funds­

betydning, selvom den bidrager til den histo­

riske inform ation. D et er m åske en klodset be­

m æ rkning, der bl.a. blev frem sat i irritatio n over, at rigsarkivaren i en kronik i »Politiken«

d. 22. ju li 1982 pegede p å netop det store a n ­ tal besøgende på arkivernes læsesale som et bevis for disses dem okratiske funktion. Je g m ener det er godt folk dyrker slægtsforskning, m en det h a r i reglen m eget lidt m ed forholdet mellem befolkningen og m ag thaverne at gøre - i m odsæ tning til flere a f de sam tidshistori- ske studier. M an kunne m åske sige, at de er alm ene, hvor slægtsforskningen er speciel.

M ine egne »slæ gtsstudier« falder n a tu rlig ­ vis ind u n d er denne m en talterapeutiske k ate­

gori, hvad je g som næ vnt ikke lagde skjul på, m en dette vrider In g er D iibeck til følgende:

»Vi h ar nu forstået, at slægtsforskning er no­

get m indrevæ rdigt, bortset fra C laus Brylds egen slægtsforskning, som er sam fundsrele- vant« (s. 291). Selvom jeg altså i bogen under­

streger, at der kun v ar private m otiver til denne ansøgning. H vor er vi henne, n å r de­

batn iv eau et synker ned på dette stade?

H vilke interesser er så vigtige for Diibeck, at

196

D ebat

de retfæ rdiggør den slags fordrejninger? Dii- beck vender en d d a gang på gang tilbage til dette m ed slægtsforskningen, som om hun dér havde fundet et a f de afgørende an g reb sp u n k ­ ter mod m in ret til kildeindsigt. Først til sidst lader hun endelig øksen falde: »På sam m e m åde vil en ansøgning til sensitive proces­

akter, der er b året a f slægtsforskningsinter- esse, kunne blive m ødt m ed et afslag, ikke så m eget a f hensyn til de inform ationer som ak­

terne indeholder om slægten, m en a f hensyn til oplysninger om an d re personer, eksem pel­

vis vidner, angivere etc., som arkivalierne m åtte rum m e.« (s. 293) Det antages altså, at jeg kunne finde på at bryde m in tavsheds­

pligt, m ens ju stitsm in isteriets adfæ rd bliver legitim eret.

Hvis konsulent er In g er D iibeck egentlig?

I I I

In g er Diibeck far også til allersidst indflettet en bem æ rkning om, at det er yderst fa afslag, der gives. »Ingen a f disse er tilm ed begrundet i politiske hensyn«, (s. 293) N u ved m an ikke, om det er Rigsarkivets afslag eller m inisteri­

ernes (eller an d re forvaltningsorganers), hun snakker om, m en det m å antages kun at være de første. D er findes næ ppe en sam let sta ­ tistik. O g D iibeck vil nok ikke benægte, at mi­

nisterierne kan tage politiske hensyn. Skal m an tro, hvad hun h a r skrevet i sit hovedværk om arkivret (m en det skal m an m åske ikke, jvf. de ovenfor anførte inkonsekvenser), h a r rigsarki­

varen im idlertid også lov til at tage politiske hensyn ved afgørelsen af, om en person skal have arkivadgang. I »D ansk arkivret« s. 104 skriver D iibeck således: »Tilgængelighed kan i hvert fald ikke gøres afhængig a f tro, køn, natio n alitet eller race, hvorim od alder nok både kan og bør kom m e m ed i vurderingen.

H vor det im idlertid drejer sig om utilgæ nge­

lige arkivalier a f betydning for f.eks. statens sikkerhed, må rigsarkivaren have adgang til også at tage hensyn til, om ansøgerne netop ønsker adgang fo r at kunne benytte oplysningerne i en politisk sam­

menhæng, hvis sigte kunne være netop at skade statens sikkerhed, forholdet til fremmede magter m.v. Rigs­

arkivaren kan altid henskyde såd an n e afgø­

relser til k u lturm inisteren.« (M ine frem hæ ­

velser). J e g er ganske vist ikke ju rist, m en jeg tvivler på, at disse sæ tninger kan udlægges på anden m åde end a t rigsarkivaren h a r ret til at skønne om, hvorvidt en ansøger kunne tæ n­

kes at bruge arkivadgangen i politisk øjem ed, f.eks. kritik a f en tidligere regering i et for­

svars-, udenrigspolitisk eller retspolitisk spørgsm ål. E r h an i tvivl, kan han henskyde afgørelsen til det pågæ ldende m inisterium el­

ler evt. kulturm inisteriet, h v orunder R igsar­

kivet henhører. I m in kritik a f det nuvæ rende tilgængelighedssystem h a r jeg naturligvis be­

ny ttet den foreliggende teoretiske litteratu r, m en hvis den er forkert, ville det nok være en fordel, om d er frem kom en ny udgave, hvor urigtighederne var korrigeret. D et gælder også den helt um isforståelige erklæ ring i

»D ansk A rkivret«, hvor det hedder: »D et er allerede flere gange i det foregående om talt, at beskyttelseshensyn vedrørende statens el­

ler private personers forhold kan begrunde indskræ nkninger i offentlighedsprincippet og i arkivbenyttelsesadgangen og dermed i fo rsk ­ ningens frihed.« (s. 40, m in frem hævelse). Dii- beck frem hæ ver i forlængelse heraf, at det bør overvejes, om d er ikke i nye tilgængeligheds- regler for arkivalier ligesom i offentligheds­

loven bør indføres en »generalklausul« til be­

skyttelse a f an d re interesser end de udtrykke­

ligt næ vnte (statens sikkerhed, privatlivets fred), nem lig interesser »hvor hem m elighol­

delse efter forholdets særlige k arak ter er p å ­ krævet. D et er en udpræ get skønsregel indsat af offentlighedskom m issionen ud fra den synsvinkel, at der kan forekom m e interesser, som ikke egner sig til selvstændig form ulering i loven, eller som m an ved lovens udform ning ikke h a r kun n et overskue.« (s.40) Så er m yn­

dighederne i hvert fald helgarderet - m en det h a r naturligvis ikke noget m ed politiske hen­

syn at gøre!

Je g kunne godt tænke mig at vide, hvad In ­ ger D iibeck forstår ved »politik«. I »H istorisk Tidsskrift«, bd. 84, hæfte 2, h ar je g anm eldt hendes sidste bog om arkivret, »S tatsm agt og arkiver«, fra 1982. I denne bog frem står sta­

ten - og h e ra f er politikbegrebet jo afledt - som almenvellets personificering, og D iibeck ope­

rerer overhovedet ikke m ed m ulige m odsæ t­

ninger m ellem alm envellet (befolkningen) og

statsm agten. Selvom bogen kalder sig »S tats­

m agt og arkiver« findes d er ikke i den én ene­

ste an ty d n in g a f refleksion over reelle eller po­

tentielle m odsæ tninger m ellem ark iv b en y tter­

nes og statens behov. D et præ tenderes, at R igsarkivet og m inisterierne problem løst til­

godeser den historiske interesses og forsknin­

gens behov, og en for statsm ag ten langt væ­

sentligere m ening m ed arkiverne kom m er kun frem, n å r D iibeck f.eks. i en billedtekst konstaterer: »»B uret«, Rigsarkivets ekspedi­

tion til m inisterierne, vidner om denne sym ­ biose m ellem centralforvaltning og rigsarkiv, som er ret enestående i arkivverdenen.« (s.

46) S tatsm agtens praktiske form ål m ed Rigs­

arkivet h a r naturligvis hele tiden væ ret at bruge det som fjernarkiv til interne form ål. I forhold til denne statsinteresse h a r arkiva­

rerne, universiteterne og forskerne i alm in d e­

lighed (også de ikke-akadem iske) gradvis faet opbygget en anden side: nem lig arkivet(-erne) som k ultur- og forskningssteder. A rkiverne er til en vis grad blevet alm en t kultureje. M en også kun til en vis grad, for d er er stadig både reelle og potentielle spæ ndinger m ellem stats- form ålet og forskningsform ålet, og disse spæ ndinger viser sig k rystalklart i reglerne for adgang til sam tidshistorisk m ateriale, hvor arkivernes funktion er politisk bestem t.

D enne opfattelse er ikke m in opfindelse.

D en findes i størstedelen a f den m oderne in ­ tern atio n ale ark iv littera tu r, og det er jo ikke kun C arl M adsen og i al ydm yghed mig selv, d er h ar frem ført den herhjem m e. I en n u a n ­ ceret, m en også m eget præcis form er den f.eks. frem lagt a f arkivar Niels Petersen i hans anm eldelse a f D iibecks »D ansk arkivret« i tidsskriftet »Arkiv«, 9. bd., nr. 1, 1982. D enne anm eldelse h a r je g ikke kom m enteret i min bog, m en det skal ikke være nogen hem m elig­

hed, at m ine synspunkter vedrørende tilgæ n­

gelighed og dette spørgsm åls sam m enhæ ng m ed en dem okratisk fungerende offentlighed (eller ej) i det store hele falder sam m en med Niels Petersens. H a n u n d erstreg er som et korrektiv til D iibecks glat-juridiske b e tra g t­

ningsm åde, at statsm ag ten ved den betingede tilgængelighed til nyere arkiver ikke prim æ rt vil sikre sig im od strafb a r brug a f arkivalierne (efter straffeloven), »m en derim od uønsket brug

a f dem. D et drejer sig typisk som oplysninger, vurderinger, h andlinger, som i deres tilblivel- sessituation kun v ar k endt i en bestem t kreds, og hvis videre udbredelse, selvom den ikke i no­

gen lovs forstand er strafb ar, dog er uønsket, fordi det kan fremkalde en anden opfattelse a f be­

givenheder og forhold, som endnu ikke er blevet »hi­

storie«, m ed det resu ltat a t endnu levende personer kan føle sig kræ nket ved en kritisk revision a f veletablerede opfattelser.« (s. 36, m ine frem hæ velser). I et udsagn, d er burde blive klassisk og anbringes over Rigsarkivets port, skriver Niels Petersen - og jeg u n d ­ skylder endnu en gang de m ange citater, m en det gør m isforståelser m indre lette: »D et er den historiske videnskabs rolle i dem okratiske sam fund kritisk at efterprøve og rokke ved alle etablerede forklaringer om fortiden, h e r­

u n d er også »efterm æler«. D en historiske vi­

denskab kan ikke respektere kravet »de m or- tuis nil nisi bene.«

D et dem okratiske sam fund h a r ikke noget existentielt behov for at legitim ere sig ved hjælp a f historien, m en det har et existentielt be­

hov fo r at hindre, at nogensomhelst opfattelse a f fo r­

tiden få r en sådan autoritet, at den ikke kan anfægtes og omvurderes. Derfor bør arkivalier principielt være tilgængelige fo r alle, som har brug fo r dem.« (s. 40, m ine frem hævelser). Niels Petersen tilføjer, at de eneste begræ nsninger udover straffelovens fredskræ nkelses-paragraffer, der er b ru g for, v edrører spørgsm ålet om hensynet til nule­

vende personer og dem n æ rtståen d e afdøde, og peger i en sam m enligning m ed barskheden i det m oderne dem okratiske klim a på, at den ju rid isk e analyse a f tilgæ ngelighedsreglerne, som In g er Diibeck h ar givet i sin bog, »kan vække tvivl om nødvendigheden a f disse reg­

ler for offentlige arkivaliers vedkom m ende«

(Sst.).

D enne så at sige alm ent dem okratiske op ­ fattelse, som jo også er forbundet m ed ønsket om historisk ytringsfrihed og en alsidig histo­

risk belysning a f fortiden, bu rd e alle kunne være enige om. Niels Petersens vurderinger kunne kom pletteres med en stru k tu rel b etra g t­

ning, som jeg h a r gjort i m in bog, og som også J e n s E ngberg h a r frem ført i en diskussion m ed In g er D iibeck u n d er et sym posium om retsopgøret på R U C d. 25. april i år, nem lig

198

D ebat

den, at arkivadgangssystem et også er til for at beskytte statens omdømme. D et dem okratiske sam fund h a r m åske ikke noget historisk legiti- m eringsbehov, m en staten h a r det ret åb en ­ bart. Problem et kom m er særligt frem i for­

bindelse m ed historiske krisesituationer, og det er derfor, som Niels Petersen da også u n ­ derstreger, at besæ ttelsestiden er »det vigtig­

ste sensitive pu n k t i nutidens tilgængeligheds- problem atik.« (s. 36)

I V

T il sidst nødsages jeg til at tilbagevise Inger Diibecks p åstan d om, at je g h a r opfundet og tillagt hende udsagn i »Politiken«, som hun hæ vder hun aldrig h a r frem sat. S am m enhæ n­

gen er en diskussion i m in bog af, hvorvidt p roblem atikken om kring offentlige og private edb-registre h a r tilknytning til spørgsm ålet om historisk aktindsigt, således som dette spørgs­

m ål hidtil h ar stillet sig og vil stille sig i lang tid fremover. (R egistrene er jo først opbygget i de sidste ca. 10 år, og d er er jo ingen d er går ind for, a t d er ikke skal være tilgængeligheds- frister til arkivm ateriale, eksempelvis 20-25 år). M in pointe er, a t spørgsm ålet om person­

beskyttelse og privatlivets fred h a r en anden k arak ter i forbindelse m ed m oderne edb-m as- sed ata om de enkelte borgere end i trad itio ­ nelle, »m agtcentrerede« arkivoplysninger.

O g at den forskning d er evt. kan blive tale om på basis a f edb-registrene nødvendigvis vil have en helt anden k arak te r end forskning i eksempelvis politisk og ad m in istrativ historie, som hidtidige arkivadgangsansøgninger ho­

vedsagelig h a r taget sigte på. I de sidstnæ vnte tilfælde er personoplysninger vævet sam m en m ed politiske og ad m in istrativ e stru k tu re r og processer (i hvert fald som hovedregel) og ikke m ed den enkelte borgers daglige levevis, adfæ rdsm ønstre, su n d h ed stilstan d o. lign., såd an som d er er tale om m ed de næ sten 1.000 forskellige edb-registre, hver eneste dansker allerede i dag er optaget i. I en »sam ­ køring« a f disse d ata-ark iv er ligger der enorm e repressions- og m anipulationsm ulig- h eder over for befolkningen, føjer jeg til (s. 1\ ).

Diibeck far nu på sin karakteristiske m åde

dette til, at jeg ønsker, »at historisk kildem a­

teriale, som skabes på edb-m edier, bør slettes så h u rtig t som m uligt.« (s. 290) D et h a r jeg ikke skrevet et ord om, je g ønsker også dette m ateriale bevaret, m en je g er ud fra et dem o­

kratisk synspunkt bekym ret for, hvad det i en given situ atio n kan anvendes til både a f m yn­

d igheder og a f erhvervslivet. J e g går ind for en ordentlig registerlovgivning, så en mulig m an ip u latio n ikke kan føres ud i livet — m en om dette kan lade sig gøre er vel stadig et åb en t spørgsm ål. J e g form oder, at In g er Dii- beck næ rer sam m e opfattelse, og dette h ar in­

tet m ed senere forskningsm uligheder at gøre.

Forholdet er im idlertid det, at visse arkiv­

folk og nogle fa historikere som f.eks. K a a r­

sted b ru g er bekym ringen hos eksempelvis mig og an d re venstreorienterede over regi­

sterproblem erne i n utiden til at »bevise«, at vi i virkeligheden slet ikke går ind for åb en ­ hed og dem okratiske forskningsm uligheder, vi skulle så at sige have én holdning til den politiske sam tidshistorie og en anden til den sociale. M en dette er, som je g skriver i min bog, en forplumring a f debatten. O g så henviser je g i note 2 på s. 55 til udsagn a f In g er Dii- beck og Tage K aarste d i »Politiken«. M en her lyver jeg, ifølge Diibeck. »A f indlysende grunde savnes d er henvisning til, hvilket n u m m er a f Politiken, jeg skulle have u d talt mig i. For je g h ar aldrig u d talt mig om disse spørgsm ål i Politiken eller nogen anden avis«

(s. 290). P åstan d en gentages på næste side, så læseren m å tro, at je g er en bedrager. D a jeg efter aftale m ed tidsskriftet »D en jyske H isto ­ riker« skulle skrive min bog ret h u rtig t, sm u t­

tede desvæ rre et p ar enkelte d a ta i noterne.

D et beklager jeg, m en til gengæld kan jeg op­

lyse dem her. In g er D iibeck kom m enterede p roblem atikken i en kom m entar i »Politiken«

d. 21. novem ber 1982 un d er overskriften

»U gebladenes nye jag tm ark er« ; k o m m enta­

ren var iøvrigt forsynet m ed både navn, titel og fotografi, så je g tillod mig at gå ud fra, at den v ar ægte. Tage K aarsted , som jeg h en ­ viser til i sam m e note, kom m er ind på for­

holdene i en artikel i »Politiken« d. 30. april 1983 u n d er overskriften »Vil b eh an d lersam ­ fundet slette sporene efter sine fejl«. N ote 59 på s. 61 i m in bog henviser iøvrigt til »D ansk

arkivret« og k om m entaren i »Politiken« - det skulle ikke være så svært at finde ud af.

I sin ko m m en tar i »Politiken«, som iøvrigt er m otiveret af, at ugebladene »Billed Bladet«

og »Se og H ør« h ar generet In g er D iibeck og hendes familie - hvilket vi kan enes om er for­

kasteligt, og det er helt berettiget, at Inger Diibeck tager private problem er op i et offent­

ligt forum — skriver hun, næ rm est en passant:

»Jo u rn alister fra ovennæ vnte blade ses ofte i frontlinien, n å r det gæ lder om at kræve straf­

felovgivningens beskyttelse a f privatlivets fred for den person, hvis adresse og person­

n u m m er er blevet optaget i et offentligt edb- register. Så sn art det derim od d rejer sig om at sælge andres privatliv i jo u rn aliste n s eget ugeblad, glem m er h an straffeloven og hen­

holder sig nu kun til grundlovens regel om ytringsfrihed. Ingen kan tilsyneladende hin­

dre en ugebladsjournalist i at hænge hvem som helst - levende eller død - ud, hvis h a n / h u n p.t. er en god »story««.

Den im plicitte forargelse i det sidste u d ­ sagn h a r D iibeck så evigt ret i, noget til­

svarende h ar je g og m in davæ rende familie også erfaret i en barsk verden for 30—40 å r si­

den. M en det er første del a f teksten, der er arkivm æ ssigt relevant. M an kan vist tillade sig a t erstatte jo u rn a liste r fra »Billed Bladet«

og »Se og H ør«, som skulle stå i frontlinien i kritikken a f edb-registrene (Sic!), m ed kriti­

kerne a f skævheden i hele offentlighedspro- blem atikken. J e g m ener ikke det kan læses på anden m åde, og slet ikke, n å r m an iøvrigt kender In g er Diibecks produktion om kring arkivret. O g som såd an in d g år det i en for­

vridning a f hele d eb a tte n , hvor en arg u m en ­ tation som ovennæ vnte kastes i hovedet på folk, lige så sn a rt de kritiserer statsm ag ten for at væ rne for m eget om de sam tidshistoriske arkiver og tage for lidt hensyn til offentlig­

heden og den dem okratiske debat. D et er nøj­

agtigt samme argumentationsmåde In g er Diibeck b ru g er i polem ikken m od m in bog, selvom hun ikke på nogen m åde kan eftervise, at jeg skulle være tilhæ nger a f sletning a f edb-op-

lysninger, som senere kan fortælle væsentlige ting om folks levevilkår og sam fundsm ønstret i det hele taget i vor tid. H ele spørgsm ålet om m assedata er jo kun ved begyndelsen til en forskningsm æssig diskussion, m en u n d er alle om stæ ndigheder udelukker denne diskussion ikke, at det »klassiske« arkivadgangsspørgs- m ål tages op til en gennem gribende reform.

In g er D iibeck er jo sam m en m ed rigsarki­

varen ved at udarbejde forslag til en ny arkiv­

lov. På gru n d lag a f hendes sidste udfald vil je g tillade mig at konkludere, at det ud fra et historisk forsknings- og form idlingssynspunkt forekom m er alt an d et end betryggende.

Ning de Coninck-Sm ith:

Jo ak im Larsens skolehistorie genudsendt

I 1984 udkom på U nge Pædagogers Forlag et genoptryk a f Jo ak im L arsens klassiske tre­

binds værk om den danske skoles historie (1536-1784) (bind I), 1784-1818 (bind II) og 1818-1898 (bind I I I ) . Bøgerne er redigeret a f C hresten K ruchov, K irsten L arsen, Ellen N ørgaard og G rethe Persson og d er er tale om et fotografisk genoptryk a f originaludgaverne, der blev udgivet i årene 1893, 1899 og 1916 forsynet m ed en m indre indledning skrevet a f udgiverne. H eri fortælles ganske kort på bag­

g ru n d a f Jo ak im L arsens egne e rin d rin g er1 om hans liv og skolepolitiske virke, om hans skolebogsforfatterskab og om hvordan hans skolehistoriske arb ejd er blev til.

G enudgivelsen skal afsluttes m ed et

»fjerde-bind«, indeholdende en sam ling a f nye analyser a f forskellige sider a f folkesko­

lens historie. D ette bind forventes udgivet i løbet a f foråret 1985.

Jo ak im L arsen (1846-1920) v ar u d d an n et fol­

keskolelærer og blev i 1885 skoledirektør for Frederiksberg Skolevæsen. I 1893 blev han m edlem a f D anm arks L æ rerforenings besty-

1. Jo a k im L arsens L iv serin d rin g er del 1-4 efter hans egenhæ ndige optegnelser. U dgivet a f R. C. M o rte n ­ sen. Sæ rtryk a fJ o n s tru p b o g e n b ind 7 (K bh. 1929), bind 8 (K bh. 1930), b ind 9 (K b h . 1932) og b in d 17 (K b h . 1940).

200