D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
130019373321
(^kr (ol Im
veRDcnsKRiaen
oq oer sxotæ nossKipre
;&0m
GyLD6NDALSK6 BOGHANX>6L N . F
Kunsten og moralen. Bidrag til kritik af realismens digtere og kritikere. 1894.
Studier og Portrætter. 1901.
Engelske Digte og Sange. Frit oversat.
1903.
Bjørnstjerne Bjørnson. Hans barndom og ungdom 1 — II. 1907.
Leo Tolstoi og nutidens kulturkrise. An
den forøgede udgave. 1911.
Brorskabets Religion og den nye Livsvi- denskab. (Med historisk Belysning af Darwinismen.) 1912.
Kampen om Kjærlighed og Kunst. 1913.
Det geniale menneske. Essays. 1914.
Vintersolhverv. Essays. 1916.
CHR. COLLIN
VERDENSKRIGEN
OG DET STORE TIDSSKIFTE
K R I S T I A N I A O G K Ø B E N H A V N
GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
1917
by Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Centraltrykkeriet Kristiania
Den 14. juli (Frankrikes nationaldag) 1916.
Idag, den fjortende juli, da blomsten av Frankrikes manddom feirer nationalfesten i skyttergravene, vil kan
hænde ogsaa her hos os en og anden fra Luxembourg- og Louvre-museet i Paris mindes et pragtfuldt billede av Edouard Detaille, betitlet .Drømmen" (Le Réve): over et regiment soldater, som ligger og sover paa den aapne mark med rækker av geværer opreist i pyramider, svæver i skyen et drømmesyn av „den store armé" (den napo
leonske), stormende seierrik opad en høide med flyvende faner og løftede ørne.
Et andet luftsyn, høiere end dette, har under verdens
krigen svævet over de franske skyttergrave, som tapre ung; franskmænd sammen med briter og belgiere har gjort til bolverk for smaa og store nationers frihet og ret: en luftspejling av arbeidsfred paa jorden, vundet med usigelige ofre i en krig imot krigen, — den sidste kamp mot rovkrig.
Franske hjem med det inderlige samliv mellem foræl
dre og barn; haver med slyngroser og ranker, hvor en elsket mor vander sine blomster eller en ung hustru læ
rer en liten gut eller pike at gaa og at artikulere et av de skjønneste av alle sprog; — det frugtbare, det ynde
fulde lands kornmarker og vinhaver, dyrket med utrætte
lig flid og ofte med en ømhet, som om dyrkerne delte den gamle persiske tro, at jorden føler glæde, naar frodige vekster skyter op av dens muld og bærer gylden sæd;
— muntre, skjønhetsglade verksteder og atelierer, hvor haand og hjerne arbeider sammen paa verker, som fryder
været, som har svævet over de franske skyttergrave under denne forfærdelige krig. En drøm om freds-landet, om det Frankrike, som skal erobres av franskmænd i denne forsvarskrig — et Frankrike, som aldrig mere skal behøve at frygte for overfald, herjing og lemlæstelse; et Frankrike, som atter engang blir det forreste i fredens idrætter, som dengang da den franske nation, efter at ha gjenreist sin vernekraft og drevet angriperne langt tilbake, aapnet den vesterlandske kulturs fremgangstog, efter den „mørke tids
alders lange vintertid, med troubadursang og kjæde-dans i det grønne, med nye helte-kvad og religiøse skuespil i de høihvælvede kathedralers langskib; — den grundlæg
gende tid, da Europas folk med franskmændene og italie
nerne i spidsen atter begyndte en fremadrykkende bevæ
gelse efter en tusenaarig tilbakegang eller stilstand, og da Paris blev Europas lys-by, la ville-lumiére, som Victor Hugo har kaldt den, — den universitets-stad, som frem
for alle andre tiltrak unge og gamle lærdoms-søkere og lys-kastere fra alle lande; hvor man atter begyndte at følge og fatte græker-aandens høie flugt og efter at ha sittet paa skolebænk hos Aristoteles og Galén litt efter litt begyndte at fortsætte, hvor grækerne stanset, med selvstændig og selvhjulpen granskning i naturens store bok; de murkransede borgerbyers store tid, da mennesker, som paa én gang var arbeids- og vernedygtige, tilkjæmpet sig arbeids- og handelsfred og knyttet bytteforbund med arbeidsomme folk fra Norge til Indien og mangesteds vakte livegne bønder til ny trang og evne til at vinde frihet.
Den tid, da det franske sprogs kultur-ord begyndte at vinde æresborgerret i alle sprog, og da den franske gotiks bygverker, med svimlende høie krydshvælv og himmel
stræbende taarne, fik stenene til at løftes i alle Europas lande i kappestrid om at efterligne den ildfulde, den ynde
fulde, den logisk klare franske stil.
At en saadan fornyelsens tid atter skal komme efter krigen mot krigen, „den sidste av alle krige", og at det
blir Frankrike, som skal vise sig at ha bragt de største, men ogsaa de frugtbareste ofre til grundlæggelsen av den nye tid, dette tror jeg har været en drøm, som har lettet møie og lindret lidelse i de franske helters rækker og løf
tet det lave tak i deres jordhuler til kirkehøie hvælv, — fyldt dem med orgelbrus fra den nye tid, som dæmrer.
Paa en dag som denne fjortende juli, som av saa mange maa feires i hospitalernes senger eller i stormløp mot maskingeværernes og kanonernes ildsvælg, kan fransk
mænd glæde sig ved den tanke, at man fjernt og nær følger dem med samhu og godt haab i deres forsvarskamp for frihet og ret, og at vi hellerikke i vort land, som har hentet hjem grundtankerne i sin frie forfatning fra Frank
rike og England, og hvis trefarvede flag er en datter av trikoloren — at man hellerikke her ganske har glemt, at det var Frankrike, som allerede i den „mørke tidsalder"
tændte Guds-freden som et første lysglimt, og som siden, gjennem en av sine store statsmænd, hertugen av Sully, utkastet tanken om et europæisk fredsforbund. Glemmes skal det heller ikke, at det var en franskmand, naturfor
skeren Lamarck, som først i det enkelte utarbeidet den store teori om det nyskapende arbeide, eller den virk
somme, forøkede bruk av organerne, som hoved-aarsaken til livsformernes fremgang, en lære, som i nye, endnu omstridte former er ifærd med at drive tilbake læren om
„kampen for tilværelsen" til en plads som underordnet faktor, — i en kamp mellem livs-theorier, hvorav den, som betoner arbeidets værd, vil klinge harmonisk sammen med en fredens og forbundets tid, likesom livskamp
læren passer sammen med den krigstid, som nu fortæres av sin egen flamme.
Leve Frankrike, som verdensfredens, retsfredens, ar- beidsfredens forkjæmper! Leve Frankrikes folk, som for
bereder av en ny og lysere tid for alle nationer!
1 a
Tanker ved nytaarsskiftet 1916.
Omslaget paa denne bok gjengir det berømte billede av George Frederic Watts, hvor en kvindelig genius sitter paa den rullende klode og spiller paa den sidste streng av en brusten lyre. Jeg vet ikke med sikkerhet, hvorfra den store engelske symbolist har hentet motivet til dette billede. Men det minder ialfald sterkt om en av de merkeligste tanker i den gamle græske litteratur — det sted i Aischylos's Promethevs, hvor denne menneskenes redningsmand og velgjører fortæller om de gaver, han har skjænket de dødelige. En av de største var ilden, som han bragte ned fra himlen og gjorde til menneske
nes ven. Men i allerforreste række, endog foran ilden, nævner Promethevs, at han gav menneskene det blinde haab.
"Je§ gjorde, at de dødelige ikke længer forutsaa sin skjæbne" (nemlig den at de skulde dø). — „Hvad læge
middel fandt du mot denne sygdom?" spør koret. Og Promethevs svarer: Jeg plantet det blinde haab i deres bryst."
Arbeide og haabe, aldrig fortvile! — det var for to av nytidens vismænd, for Carlyle som for Goethe, den høie- ste livskunsts løsen. Work and despair not! — roper Thomas Carlyle i „Før og nu," der hvor han over
sætter Goethes skjønne digt „Symbolum". Hos Goethe heter det:
Versäumt nicht za üben die Kräfte des Guten. Wir heissen euch hoffen!
Uten det blinde haab, Promethevs's største gave til de dødelige, hvorledes skulde ellers alle de millioner, som lever i uophørlig dødsfare i skyttergravene, holde livs
modet oppe fra maaned til maaned, fra aar til aar? Uten den livsvilje, som haaber uten at se, hvorledes skulde deres unge hustruer og barn, deres gamle mødre og fædre utholde uvissheten og angsten derhjemme? Eller hvor
dan skulde de ti eller flere krigførende folkeslag nu ved nytaarshelgen kunne glæde sig over, at deres land atter nærmer sig solen i nyt rundløp, hvis de ikke paa begge sider haabet, at det nye aar vil bringe dem seier og fred?
Og alle vi smaa nøitrale folk, som er vanmægtige til
skuere til dette vanvittige kraftspild, hvor alle parter be
taler en svimlende høi pris for at faa en stor del av sine bedste sønner dræpt eller lemlæstet — en stadig høiere pris for et stadig større slagteri, hvordan skulde vi kunne leve og arbeide videre med godt mod uten det blinde haab om, at der dog kanske for alle jordens folk, og for alle følgende tider, kan komme noget godt ut av den største av alle krige?
Den store digter, hvis geniale fantasi først undfanget tanken om det blinde haab og laante den til Promethevs, sin største skabning, han hadde jo selv oplevet at se sit fædreland, Attika med den hellige by Athen, to ganger besat og herjet av en overmægtig fiende. I angstfulde dage og maaneder og aar hadde han sammen med sine landsmænd støttet sig til det haab, som intet sikkert for- maar at øine. Ti aar efter seieren ved Marathon hadde han været med at rømme hele Attika og gaa ombord paa flaaten, som derefter hadde seiret ved Salamis, mens Athen blev herjet og brændt. Men han hadde ogsaa, før han skapte sin Promethevs, været med at gjenopbygge Athen tifold skjønnere, end det var før. Paa ham og hans fædreland maa jeg tænke, naar det endog av yderst vel
menende „fredsvenner" siges, at Belgiens og Serbiens foik jo ikke har hat nogen nytte av at forsvare sig. Deres land er hærtat. De kjæmper paa randen av sin fædrene
jord. Ja, men haabet lever. Haabet om, at de skal gjen- vinde sit land. Til Belgiens og Serbiens og til Armeniens
olk sender jeg fra et litet land det nytaarsønske, at de maa holdes oppe i kampen av det blinde haab, indtil fredens dag lyser over deres befriede jord.
* * *
Det staar undertiden for mig saa, at det sørgeligste ved denne krig, naar alt kommer til alt, ikke er, at dette . ædselsfulde skulde hænde netop os, i vor høitoplyste og vidunderlig fremskredne tid, men at det er væsentlig den samme daarskap, som har været gjentat en uendelighet av ganger, uten at „lærdom kom av lidelse", efter den store Aischylos's trøsterike ord.
Og dog maa vi haabe, at denne gang skal vi lære av dyrekjøpt erfaring. Det blinde haab!
„Denne krig skal bli den sidste krig!« Ti nu forstaar vi jo saa langt bedre end før det meningsløse ved ind
byrdes krig mellem de mennesker, som tilsammen kan herske over jorden. Nu betaler vi jo dyrere lærepenger end menneskene nogensinde har betalt før. Og er det ikke saa, at samfundsvidenskapen nu begynder at gjøre selve vort fredshaab seende? Skulde ikke en ny tid, den anvendte videnskaps tidsalder, paa det ene omraade efter det andre kunne hjælpe os til at undvære det blinde haab? Skal menneskeaandens genius nogensinde formaa ialfald nu og da at løse bindet fra sine øine?
Vi ser, at kunskapen om naturlove lægger en større og større del av vort materielle arbeidsliv under fornuftig, planmæssig, sikkert forutseende beregning. Vi ser de gamle farsotter lik onde aander vike for naturkunskapens lysende fakkel. Skulde ikke ogsaa samfundslivet kunne ordnes og styres av fornuftmæssig plan og beregning, naar
\i lærer dets love at kjende? Dette er endnu, vil man sige, alene vort blinde haab. Men det er det haab, som er naturlig for nutidens mennesker. Det er et haab, som vi
ikke kan undvære, om vi skal kunne arbeide videre med usvækket mot.
Vi maa se fremover med haab, hvis vi vil leve. Det er livsfremgangens første lov. En anden hovedlov synes at være den, at livets arbeide og livets kamp ikke kan drives med voksende held uten gjennem videre og videre forbund. Fra smaa familie-grupper og horder til stam
mer, fra stamme til stat, fra større og større stater til en overstat av frit forbundne selvstyrende nationer — dette synes at være utviklingens lov.
Den nyeste tids kaprustning og den store verdenskrig hænger sammen med en kulturel skjævhet i veksten.
Naturvidenskaperne har faat et vældig forsprang foran samfunds- eller kulturvidenskaperne. Fysik, kemi og for en stor del ogsaa fysiologi kan allerede „anvendes" med storartet held. Paa disse omraader er teoretikeren ikke en drømmer, men et praktisk menneske, en handlingens mand.
Derimot staar tanken om et verdensforbund av frie og jevnbyrdige nationer endnu for mange som en over
spændt drøm eller en „utopi", hvis virkeliggjørelse hører hjemme i intetsteds-landet. Og dog er netop en slik ut- videlse av statsdannelsens proces det samfunds-tekniske redskap, som svarer til den høide, den naturvidenskabe
lige teknik er naadd op til i vore dage. Den anvendte naturvidenskaps fremgang kræver av os en tilsvarende høi utvikling av samfundslæren og dens anvendelser.
De nye produktions- og kommunikationsmidler, den anvendte naturvidenskaps barn, har gjort jordens over- flate til et fælles menneskeland. Avstandene er forkortet til noget saadant som en tiendedel av, hvad de var før, eller endda meget mindre. Paa Shakespeares tid, for 300 aar siden, kunde et hurtigseilende skib naa frem og tilbake mellem England og Vestindien i løpet av nitti dage eller stundom litt mindre. Saa fortæller presten Harrison i sin „Englands beskrivelse". Og endda var
der ingensomhelst rute-sikkerhet for en saadan heldig sei as. Nu er derimot jordlegemet omspændt av forholds-
V'S trygge, gjennemsnitlig beregnings-sikre dampskibs- oe jernbane-ruter, for ikke at tale om telegrafens og tele- Ionens traadbundne og traadløse veie paa kryds og oaa
tvers. K
Alle jordens kulturfolk er faktisk nødt til at bruke en stor del av disse vidunderlige hjælpemidler i fællesskap.
Jernbane- og telegraflinjer overstreker landegrænser. Ver
denshavet er alfarvei for alle nationer. Det begynder at bh en altfor ødsel menneskelig husholdning at holde stater, som naarsomhelst kan ryke op at slaas paa liv og død, endskjønt naturvidenskapens anvendelser faktisk har gjort dem solidariske. Naturvidenskapen har bevirket, at alle nationer bor praktisk talt i det samme land. Vi er nødt til at bruke for en stor del de samme veie. Meget ofte endog de samme farkoster. Jordens folk er paa grund av produktions- og transportmidlernes revolutionære frem
gang saa at si flyttet sammen til én eneste bygd. Hvis vi vil fortsætte med at holde adskilte stater med adskilt retspleie og arbeidsfred, maa vi gjøre det paa betingelse av at utrede en større og større løpende mulkt, som under en verdenskrig kan løpe op til svimlende summer Den tyske finansminister Dr. Helfferich anslog nogen tid efter utgangen av krigens første aar de krigførende magters aarsutgifter til krigen til 120000 millioner riksmark, hvorav han er saa rundhaandet at tilkjende Tysklands motstan- dere næsten saa meget som de to tredjedele. Selv om han muligens her er vel flot, kan man neppe tvile paa, at hans beregning for Tyskland og dets forbundsfæller ikke er for høit ansat: over 40 milliarder riksmark for et eneste aar. Størrelsen av denne sum kan maales der
ved, at den deles i to like halvdele, hvorav den første svarer til værdien av alle Tysklands jernbaner med fuldt tilbehør (som Helfferich selv bemerker), mens den anden halvdel svarer omtrent like saa nøiagtig til, hvad det vilde
ha kostet at betale hele Tysklands og alle de tyske en
keltstaters statsgjæld i 1908 eller 1910
Det forekommer mig at være „en til visshet græn
sende sandsynlighet" for, at Europas folk ikke i længden vil være villige til at betale den slags løpende mulkter.
De vil under denne krig og utvilsomt længe bakefter føle et økonomisk tryk, hvis aarsaker de vil søke at efter
spore. For at undgaa et fortsat tryk, gjennem ny kap
rustning og krig, vil Europas folk aldeles ikke være nødt til at tro fuldt og fast paa nogensomhelst freds-„utopi".
De kan nøie sig med det blinde haab om, at det kanske vil lønne sig at forsøke en anden ordning. De vil, som nærsagt alt levende, uvilkaarlig vende sig mot lyset — strække sig ut i den retning, hvor der synes at dæmre en ny dag. De vil utvandre til et lovet land, selv om reisen synes baade lang og risikabel.
Jeg kan tænke mig, at mange under denne krig vil begynde at undres over, om ikke nutiden lider av et lignende misforhold som det, der gjorde, at oldtidens by
stat paa et visst trin av økonomisk og anden utvikling be
gyndte at svigte i sammenføiningerne og vise sig utjenst
dygtig. Der er god grund til at tro, at nutidens saakaldte nationale stater — som forøvrig i de allerfærreste tilfælde er heltut nationale — er ganske i den samme pinlige stilling som oltidens by-stater paa et visst tidspunkt; de er for snævre til at passe til de behov, som følger av det økonomisk-tekniske livs vekst.
Jeg er derfor tilbøielig til at tro, at de fredsvenner tar feil, som ikke tør eller vil sætte maalet høiere end til et meget løst statsforbund av store og smaa stater.
Et løst statsforbund vil neppe i længden gi den fornødne tryghet for bevarelsen av arbeids- og handelsfred, og for den fulde utvikling av en økonomisk arbeidsdeling mellem
1 Ifølge Dr. Helfferichs sidste beregning var de direkte krigs- utgifter for samtlige deltagere i oktober 1915 naadd op til den svim
lende sum av 250 tusen millioner riksmark. Nær 700 millioner daglig!
landene. Det undrer mig, om det ikke skulde være langt mere praktisk uten altfor lang nølen at ta skridtet fuldt ut og prøve at danne en menneskestat, hvori de enkelte folkeslag er næsten likesaa fast forbundne som de en
kelte stater i den store nordamerikanske republik. Altsaa en meget fri form av forbundsstat hellere end et løst statsforbund ?
Sprogforskjellen gjør kanhænde de allerstørste vanske- ligheter. Men sprogforskjellen mellem jordens kulturfolk er en av de hindringer, som ogsaa av andre grunde mere og mere vil maatte fjernes. De „nationale" sprog passer likesaa litt som de (delvis) nationale stater til en verdensindustri og verdenshandel med jordomslyngende sambaand.
De adskilte sprog er opstaat ved en mangel, nemlig paa samfærdsel og bytteforbindelse. De vil tape en større og større del av sin funktionsdygtighed efter hvert som denne mangel ophører. Sprogspaltningen medfører spor
brud og en ofte usigelig møjsommelig omlastning av vore høieste værdier, naar de skal flyttes (gjennem oversæt
telse) fra folk til folk. En stor del av disse værdier (poetisk duft og stilpræg) gaar endog for mottageren tapt ved omladningen.
Mange vil mene, at det ikke alene er en vild og for
fløjen tanke at ville tilbaketrænge de nationale sprog, men at denne tankes virkeliggjørelse vilde gjøre verdens
kulturen usigelig meget fattigere. Ingen vil dog kunne negte, at der fra den tekniske kultur og fra hele den paa energilæren byggede naturopfatning utgaar et voksende tryk i denne retning. Sprogkløvningen viser sig mere og mere uøkonomisk. Og der kan ikke være den rin
geste tvil om, at det er sprogforskjellen, som i mange tilfælde mere end noget andet hindrer samfølelse og venskap mellem folkene. Ofte er det sprogstrid, som ligger til grund for de „nationale" antipathier. Det er saaledes ikke alene „materialistiske," men fuldt saa meget ideelle behov, som øver et stadig voksende tryk i retning
av et verdenssprog. Længselen efter et fælles sprogbaand, den religiøse — endnu mere end den økonomiske — trang til at tale gjennem traadløs fjernledning med men
nesker paa hele jordens rund, vil sprænge sig vei som en naturmagt og skape sig det nødvendige organ.
I oldtidskulturens utviklingsløp maatte alle de adskilte græske maalfører vike plads for et „fællessprog", som væsentlig utgik fra Athen. I romerrikets velmagtstid var den antike kulturverden delt mellem to venskabelig kon
kurrerende verdenssprog, latin og græsk. Sandsynligheten taler for, at organisationen av en verdensstat vil mægtig fremskynde den allerede nu paagaaende kappestrid mel
lem to eller tre verdenssprog, hvorav muligens et enkelt med tiden vil vinde overhaand.
De, som mener, at en saadan utvikling ligger langt, langt borte, hinsides blaanende fjelde, forekommer mig at undervurdere styrken av de menneskelige naturkræfter, som her virker sammen.
1 den tekniske kultur har vi i løpet av de sidste hundredaar oplevet en likefrem revolutionært hurtig ut
vikling. Alt taler for, at den vil trække efter sig en like- saa revolutionært hastig utvikling paa det politiske og det sproglige omraade. En tilsvarende „harmonisk tilpasning"
ogsaa av det religiøse liv vil efter al sandsynlighet melde sig med ikke mindre ret: brorskapsreligionens tildannelse til en verdensreligion i inderlig pakt med den nye er- faringsvidenskap om livslovene, likesom med den nye statsdannelse og det fælles brorsprog.
Ingen vil kunne glemme, at det var græskens og lati
nens rolle som verdenssprog, der muliggjorde kristen
dommens mægtige utbredelse og dannelsen av en „kri- stenhet". Arbeidet for verdensstaten, brorskapsstaten, og for dens fælles tungemaal, vil bli et av hovedmaalene for en religiøs bevægelse, som svarer til de vilkaar, der i vore dage utgjør „tidens fylde".
Hvad tanken om et verdenssprog angaar, maa det forøvrig ikke glemmes, at det aldeles ikke vil være nød-
2 — C h r . C o l l i n : V e r d e n s k r i g e n .
dig at av s kaffe de nu bestaaende rikssprog. Forsaavidt de opbevarer umistelige aandelige værdier, vil mange av dem muligens aldrig ganske ophøre at leve, saalænge der bor mennesker paa vor jord. En élite av mennesker inden hvert folk vil ialfald kunne holde den gamle na
tionale litteraturs tungemaal ilive som en hellig ild. I løpet av en lang overgangstid vil sandsynligvis hvert folk være istand til at holde et nationalt hjemmesprog oppe ved siden av ett verdenssprog. To sprog vil være over
kommelige for flere og flere, naar begge læres for en stor del mundtlig fra en tidlig alder. Og likesom store og smaa nationers selvbestemmelsesret først vil kunne virkeliggjøres i en verdensstat, vil ogsaa de nuværende rikssprog og dialekter først inden en saadan kunne komme hverandre gjensidig til hjælp og kappes om at øve ind
flydelse paa det fælles verdenssprog. Netop det ypperste, det inderste, det intimeste i de nationale sprog og dia
lekter vil komme til utfoldelse, naar hvert av de hun
drede morsmaal blir som bifloder til det store fælles brorsprog.
Spørsmaalet om, hvilket av de nuværende kultursprog der skal danne utgangspunktet, med sine ord- og bøj
ningsformer, vil i længden bli en biting i forhold til den omdannende og tilpassende indflydelse, som alle de mest livsdygtige folekslag vil komme til at øve paa det til
grundliggende plastiske sprogstof. Om verdenssproget til en begyndelse blir engelsk, fransk eller italiensk, vil det inden ikke ret lang tid bli en ny og vidunderlig mange- farvet sprogtype. Verdensfolket vil ta sproget fra det enkelte folk, som til en begyndelse vil ha en ytre mere end en indre fordel av at faa sit morsmaal ophøiet til universalsprog.
En vigtig omstændighet vil i høi grad kunne frem
skynde den utvikling, som ovenfor er skisseret. Efter den vanvittige verdenskrigs usigelige lidelser vil der inden alle folkeklasser bli en ny dragning til Amerika eller til den verdensdel, som allerede har fem store fredsvelsig-
nede forbundsstater: The United States of America, Cana
das forenede stater, Brasiliens forenede stater, Argentinas samt Venezuelas forenede stater.
Længselen til Amerika vil sandsynligvis efter krigen faa en delvis ny karakter, ikke ganske ulik den drift mot frigjørelse for menneskenaturens høieste behov, som drev saa mange av de første fromme utvandrere over verdens
havet.
Dertil kommer, at Amerika med sin nye økonomiske overmagt, som en kortsynt mellem-europæisk politik har skjænket det, vil kunne trække til sig et for Europas fremtid høist foruroligende antal av begavede og høit utdannede unge mænd og kvinder. En slik masse- utvandring av élite-mennesker vil kunne bli den for
Europa allermest skjæbnesvangre følge av den europæi
ske „borgerkrig".
At Amerika vil kunne byde usedvanlig dygtige men
nesker høist tiltrækkende arbeidsvilkaar efter krigen, naar en stor del av Europa er forarmet, maa vel siges at være utvilsomt. For Europa blir det et spørsmaal av den aller- høieste betydning at gjøre alt for, at det, trods alle kraft
tap, kan komme til at vise en ny fastholdende evne.
Dette mener jeg alene kan ske derved, at Europa nytter den forfærdelige hjemsøkelse til at sætte igang en stor fornyelsesproces.
Problemet kan kanske mest anskuelig uttrykkes saa:
Hvis det skal bli mulig i stor utstrækning at øve mot- vegt mot den nye utlængsel mot Amerika med dets enorme hjælpekilder og dets grænseløse driftskapital for store evners utfoldelse, maa der bli adgang til her i Europa at flytte bort fra den gamle ufredelige stat til en verdens- stat, som er endda større i sit anlæg end nogen av de amerikanske forbunds-republikker.
Hvad Amerikas Forenede Stater allerede nu er i en liten maalestok, maa det av Europas og Amerikas for
enede folk stiftede verdensforbund bli i langt større stil.
Alene derved, at Europa sætter sig nye, betagende
maal, som kræver medvirkning av den høieste ungdomme
lige ærgjerrighet og aandskraft, kan der i nogen betyde
lig grad øves motvegt mot en utvandringslyst, som ellers denne gang vil flamme op høiest hos de mest begavede og de mest virkelystne. Selve verdensstatens dannelse med alle dens følger vil kunne fremstilles som en stor folkeflytning til en ny verden. Endog den tosproglige tilstand, som en verdensstat for de fleste folks vedkom
mende vil maatte medføre, er jo noget, som allerede den dag idag er raadende blandt millioner av mennesker i Amerikas Forenede Stater. Og de mest forskjellige folke- slag og racer lever jo ogsaa der under den samme for
bundsstats rummelige hvælv.
At der selv i Tyskland, hvor der i en række av aar forut for krigen fra mægtige hold blev drevet en systema
tisk ophidselse til angrepskrig under forespeiling av den opdigtede naturnødvendighet av, at krigen før eller senere maatte komme » — at der endog i Tyskland, inden et av jordens ihærdigste arbeidsfolk, er god jordbund for et fornyelsesverk og for en gjenoptagelse av Kants store tanke om et verdensforbund, det fremgaar efter mit skjøn allerklarest og mest uimotsigelig av den holdning, som det mægtige tyske arbejderparti gjennem sit hovedorgan indtok til krigen umiddelbart før dens utbrud.
De tyske socialdemokraters stilling til krigen har her hos os været altfor litet kjendt utenfor et enkelt parti, skjønt Nobelinstitutet gjennem opbevarelse av velordnede utklip fra utenlandske aviser i institutets bibliotek har gjort det let at studere endel av de ledende europæiske presseorganers holdning i de kritiske julidage i 1914. En
1 Især professor Dr. Otfried Nippolds bok, „Der deutsche Chau
vinismus , Stuttgart, 1913, med utdrag av uttalelser i tyske blade og tidsskrifter, viser os denne systematiske „Kriegsmache" eller forbere
delse av „ein frischer, fröhlicher Krieg" som en historisk kjendsgjer- ning. Dette verk vil nedenfor bli nærmere omtalt.
omhyggelig og dygtig utarbeidet liten fransk bok av den kjendte Ibsen-oversætter P. G. La Chesnais gir ogsaa en grei veiledning til studiet av det tyske socialdemokratis forsøk paa at avverge krigen.
At der ogsaa i det Tyske Rike var mange, som med harme og skræk forutsaa, at en vanvittig verdenskrig vilde bli følgen av det østerrikske og tyske krav paa, at der skulde føres en „lokal" krig mot Serbien fra Donau
monarkiets side, det fremgaar med historisk sikkerhet av de artikler, som fremkom i de tyske socialdemokraters omhyggelig ledede hovedorgan, „Vorwärts", i den sidste uke av juli 1914.
Det østerrikske tronfølgerpar var dræpt den 28de juni.
1 løpet av de følgende uker indeholdt hovedorganet for Tysklands mere end 4 millioner socialdemokratiske vælgere flere artikler mot militarismen, og en eller to artikler mot kronprinsens indblanding i politikken. At kronprinsen hadde rost forfatteren av en brochure om „Det Tyske Rikes avgjørende time" (hvori det het, at Tysklands Ren
der vilde være færdige vaaren 1915) er for os, sier bla
det, en alvorlig advarsel om, at vi maa motarbeide det personlige regimente. (Der laa jo i denne uttalelse et varsko om, at „præventivkrigen" ikke taalte engang saa meget som tre fjerdingaars utsættelse!) Skjønt bladet ikke har meget tilovers for serberne, „denne urostiftende stat, som ikke har litet paa sin samvittighet," finder det dog at maatte hævde, at det vil være en uretfærdig forfølgelse overfor serberne at gjøre hele det serbiske folk ansvarlig for en fanatikers forbrydelse, og det endog før man kjen- der alle detaljer. Den 23de juli advarer bladet mot den voksende krigsfare: „Faren for, at det kommer til krig mot Serbien\ er i virkeligheten idag uten sammenligning større end nogensinde før . . . . Og det er meget mu
lig, at de østerrikske magthavere ønsker krigen (disse ord er uthævet i trykken), og endog at deres krigsfeber til
skyndes fra Berlin."
1 Uthævet av denne boks forfatter.
Bladet fremholder, at tanken om alle serberes forening indeholder den nærmeste fare for en europæisk krig.
„Fra Belgrad kommer den sterkeste trusel mot det civili- serte Europas fred." Men under disse forhold burde det Tyske Rikes regjering beslutte sig til at fremkalde en fælles optræden av hele Europa, det vil sige, av alle stor
magter, ved hvis hjælp de serbiske urostiftere kunde kaldes til orden og fornuft. Men nu erklærer selve riks- kanslerens avis, at den regner paa, at krigen kan „lokali
seres", og „denne erklæring er snarere en appel til Øster- rike om at gaa til krig, end en opfordring til at fore
trække fred".
Denne artikel stod at læse i de tyske socialdemokra
ters hovedblad den samme dag, som Østerrike sendte Serbien sit ultimatum, men før dette endnu var kjendt i Berlin. To dage efter, da nyheten er kommet til alles kundskap og bladets redaktionskomité har faat tid til at overveie stillingen, retter bladet i en redaktionel leder sin anklage ikke længere mot serberne, men mot Østerrike:
„De vil ha krig, de samvittighetsløse mennesker, som styrer vegtskaalen ved hoffet i Wien (Hofburg). De vil ha krig
— i flere uker har den sort-gule presse hidset til krig.
De vil ha krig — det fremgaar øiensynlig for hele ver
den av det østerrikske ultimatum."
Artikelen slutter med at uttale, at „det er en forbry
delse av Tysklands chauvinistiske presse at puste til den kjære forbundsfælles krigstanker Man spiller i Berlin et likesaa farlig spil som i Wien. Ti hvor det gjælder en eventyrpolitik, vet man nok, hvor den be
gynder, men ikke hvor den ender. Og hvis det kommer til en stor europæisk kamp, kan mangt og meget paa den mindst ønskelige maate komme til at gaa i vasken, som endog i Tyskland regnes blandt „de helligste goder".
Disse to sidste sætninger er uthævet i trykken i det tyske blad, som efter at ha git denne advarsel hævder, at det tyske folks vilje er, at den tyske regjering skal slaa koldt vand i blodet paa Wiens „rasende fanatikere".
Den følgende dag offentliggjør „Vorwärts" et manifest, hvori det heter, at „Balkanstaterne endnu ryker av tuse- ner av dræpte menneskers blod, røk stiger endnu op fra avfolkede landsbyer og plyndrede byer, masser av sul
tende arbeidsløse, av enker og faderløse gjennemstreifer andet", og dog finder den østerrikske imperialisme tiden inde til at slippe krigens furie løs paany, og atter slaa Europa med død og ødelæggelse. Bladet hævder, at
„den østerrikske regjerings krav (i det til Serbien rettede ultimatum) overfor en uavhængig nation er av en i histo
rien uhørt brutalitet'. Tysklands proletariat forlanger av den tyske regjering, at den skal bruke sin indflydelse hos den østerrikske regjering til fredens bevarelse. Og bladet opfordrer alle tyske socialdemokrater til paa masse- møter at gi uttryk for proletariatets urokkelige fredsvilje.
Dette var den 25de juli, tre dage før den østerrikske krigserklæring til Serbien. Endnu saa sent som den 27de juli, dagen før den „lokale krig" blev erklært, advarer
„Vorwärts" de tyske statsmænd om, at „jorden skjælver under deres fottrin. Gjennem en militær katastrofe kan den aapne sig og sluke dem. Ingen kan paa forhaand være viss paa seier. Det sikre er alene for alle del
tagende stater et forfærdelig slagteri, økonomisk ruin, et indre Jena."
Dagen efter uttaler det tyske arbeiderblad, at „England lykkeligvis har tat initiativet til at bevare freden og ut-
jevne striden. De fire nøitrale magter, England, Frankrike, Tyskland og Italien (to magter av hver stormagtsgruppe) skulde, efter det engelske forslag, optræde som mæglere.
Dette er et forslag, som er retfærdig for alle partier.a (Det tyske blad uthæver denne sætning i trykken). „Hvis derfor ikke Østerrike vil krigen for enhver pris, men bare kræver sin ret og garantier for fremtiden, kan det umulig avslaa mægling."
Det tyske arbeiderblad fortsætter, at „det er en kort- synthet uten like, naar vor liberale presse skriker uten
1 Uthævet her.
ophør at krigen bør lokaliseres. Det er altfor vaagsomt at stole paa, at det revolutionære parti i Rusland vil hindre denne magt fra at ta del i krigen. Den værste krigsfare
» dette øieblik er ikke tsarismen, men Østerrike0
Dette lands utæskning til Rusland gjennem sit ultimatum ni Serbien betegnes som i høieste grad vildt og brutalt.
Bladet finder, at Serbien i sit svar har vist, at det er rede ni at anta de østerriske krav, forsaavidt de kan forenes med en selvstændig stats værdighet. „Men Østerrike ønsker ikke en ydmygelse av Serbien, men en krig med
Serbien." &
Den 30te juli, to dage efter Østerrikes krigserklæring ti Serbien, hævder det tyske arbejderpartis hovedorgan, at avgjørelsen av spørsmaalet, om der skal bli en verdens
krig eller ikke, avhænger av den tyske keiser. Frankrike har vist, at det ivrig ønsker fredens bevarelse. England mener, at „Tysklands keiser kan ryste krig eller fred ut av folderne i sin toga«. Og England har ret.
Bladet roser den tyske keisers fredskjærlighet.
Like til det sidste haaber det paa, at hans vilje skal gjøre utslaget. Det store tyske arbeiderfolks blinde haab spiller med bind for øinene paa sin lyres sidste streng.
Bladet hævder, at Rusland ikke ønsker en verdens
krig, men at Rusland umulig ut fra sit synspunkt kan la sin protegé Serbien fuldstændig i stikken og overlate det til en østerriksk straffe-ekspedition.
. Østerrike sætter betingelser, som, hvis de opfyldtes, vi e utslette Serbien av de selvstændige staters tal; og det endskjønt det vilde være let at bygge en forstaaelsens bro, hvis man ikke arbeidet paa en katastrofe med en okseagtig dumhet.« Bladet fortsætter: „Vi kan ikke tro det. Ikke engang idag. Vi reiser atter engang vor ster- keste protest mot en politik, hvis uansvarlighet er uten like. Det tyske folk ønsker fred, ønsker forhandlinger, ønsker en løsning av striden."
Det tyske arbejderblad trodde, at det var av tyredum- het, at de tyske statsmænd vægret sig ved at ta imot det
engelske forslag om mægling, og at det især var Øster- rike, som ønsket krig, en liten ufarlig lokal krig. Men der er en mulighet, eller endog en sandsynlighet for, at enfoldighetens uskyld i dette tilfælde var paa det tyske arbeiderblads side. Det rettet sine voldsomste angrep mot Østerrike, det vil sige, det skjøt i luften, mot et maal som var for fjernt til, at det kunde rammes, istedenfor at rette hovedangrepet mot de tyske krigs-generaler, som var inden skudvidde. Det antydes ganske visst i „Vorwärts," at man fra tysk side puster til Østerrikes krigslyst. Men det store tyske arbeiderpartis ledende mænd synes ikke at ha tænkt sig sandsynligheten av, at det aldeles ikke var Østerrikes lyst til at underkue Serbien, som var hovedmotivet til krigen.
Østerrike kunde selvfølgelig ikke ta sin mægtige tyske for
bundsfælle paa slæpetaug. Det tyske arbeiderparti hadde gjennem en række av aar i selve Tyskland hat rikelig anledning til at bli fortrolig med militarismens filosofi, hvorefter erobringskrig er en naturnødvendighet for sterke og levedygtige folkeslag, som vil frem i verden. Det tyske arbeiderblad, presseorgan for mindst en tredjedel av hele Tysklands befolkning, formaadde under verdenskrisen i den sidste uke av juli 1914 ikke med sin bedste vilje at se længere end til den ydre anledning til krigen: Østerrike-
Ungarns og de tyske militaristers lyst til at straffe Serbien.
At det ikke var det anden rangs, men det første rangs medlem av forbundet, som efter den nye Kielerkanals indvielse en maaned forut fandt leiligheten gunstig for en verdenskrig, og lot Østerrike-Ungarn benytte sit rimelige krav paa en opreisning til at indlede krigen, det synes ikke i øieblikket at ha staat klart nok for de tyske arbejder
ledere. De fandt, at det var oksedumt at tro, at Rusland med korslagte armer kunde se paa, at et dobbeltmonarki paa 51 millioner skulde føre krig mot et litet land paa 3, eller med det nyindvundne omraade 4'/2 million, som var Russernes stammefrænder og religionsbrødre, og som Rus
land hadde tat under sin beskyttelse. De tyske arbeider- ledere synes ikke at ha spurt sig selv, om det ikke var
troskyldig at tænke sig, at Tysklands og Østerrikes stats
mænd var saa dumme. Den, som tror, at andre er idioter, kan let selv komme til at gaa i vandet.
Valget staar for eftertidens historikere, som for redak
tørerne av „Vorwärts«, mellem to alternativer. Skal man tro, at det Tyske Rikes og Østerrike-Ungarns øverste stats
mænd var saa „oksedumme", at de trodde for fuldt alvor at krigen kunde lokaliseres til en kamp mellem en stor
magt og et bitte litet folk, som faktisk stod under en anden stormagts beskyttelse; eller at de alene brukte den lokale krig som en bekvem indledning og et paaskud for en europæisk krig, hvortil de sat inde med en ganske enestaaende forberedelse?
Jeg' for min del vil aapent uttale, at jeg tror ikke, at centralmagternes ledende statsmænd har været ledet av en saa smaaskaaren tanke, som at krigen skulde bli en for alle tider vanærende blodhevnkrig med en overmagt som av tolv mot én, og at Tysklands kolossale krigs
maskine ved denne leilighet skulde bli ubrukt — liketil de 42 centimeters kanoner og de maskiner, som snart efter skulde sprøite ut giftige gasarter og brændende væsker over franske og britiske skyttergraver.
Den sandsynligste antagelse er, at den tyske general
stabs plan var av en langt mere storstilet og hensynsløs karakter. Der blev ikke spillet om serbiske kobberpen- ger, men om en skat som selve Rhin-guldet i det gamle sagn. De tyske generaler var ikke oksehoder, som slap verdenskrigen løs for at hevne et fyrstepars død. De stilet mot et maal, som stod i forhold til midlerne: verdens
herredømmet.
Ett av to: enten staar de tyske og østerriksk-ungarske statsmænd selvdømt for at ha risikert at tænde en krigs- brand uten like for at faa ta en blodtørstig hevn over et fattig litet folk, som nylig hadde lidt forfærdelig i en krig for den nationale samlings sak — en like hellig sak som det tyske enhetsverk —, et land, hvor massen av befolk
ningen selvfølgelig ikke var indviet i mordplanen mot den
østerrikske tronfølger. Selv ikke den mest nybakte og uerfarne attaché i noget tysk gesandtskap vilde kunne tro, at en mordplan har været meddelt paa forhaand til mere end et bitte litet antal personer.
Eller, om man ikke vil tro, at den største av alle krige er begyndt ut fra de mest mulig uridderlige motiver, da er man nødt til at anta det andet alternativ og tænke sig, at centralmagternes generaler mente at sitte med saa væl
dige trumfer paa haanden, at de med gode chancer kunde spille om verdensherredømmet. Den titaniske dristighet ved denne plan maatte tildækkes gjennem forstillelse av hensyn til de tyske fredsvenner, socialdemokraterne i første række. Og de ikke netop „oksedumme", men troskyldige og godtroende var det tyske arbeiderpartis ledere.
Godtroenhet og troløshet i forening er, ifølge Shake
speare, aarsaken til de største ulykker i denne verden.
Den største av alle dramatikere anvendte en række av de bedste aar av sit liv paa at indbrænde denne sandhet i uutslettelige skrifttræk: ikke machiavellisk herskesyke, havesyke, voldsbegjær alene er skyld i de største trage
dier. Den menneskelige godtroenhet er en ufrivillig med
skyldig.
Aldrig har vel et stort og velmenende parti været i den grad behændig tat ved næsen. Aldrig har de, som selv ansaa sig for kloke og saa ned paa sine politiske motstandere, de tyske magthavere, som oksedumme, gjort sig skyldig i en mere tragisk feiltagelse.
Høist betegnende er det ogsaa, at da det tilslut gik op for de tyske arbeideres partistyre, at krigen var besluttet, falder partiet fuldstændig tilfote for regjeringen og utsteder i „Vorwärts" et manifest, hvori de tyske socialdemokrater opfordres til taalmod og til ikke at begaa uforsigtigheter eller opofre sig unødig — nemlig for fredens sak. Dette pludselige omslag i partiets holdning, efterat dets hoved
organ like til det sidste paa det mest indtrængende hadde opfordret til en fredelig løsning, kan muligens til en viss
grad forklares ved blind tro paa de tyske autoriteters for
sikring om, at russerne og franskmændene allerede hadde rykket over grænsen og tat det første skridt til at be
gynde fiendtligheterne. Det synes ikke at ha faldt saa retskafne mennesker ind, at der var en mulighet for at disse meddelelser blev skaffet tilveie av de militære auto
meter, som av hensyn til den fredelige stemning inden hovedmassen av det tyske folk fandt det at være en mili
tær nødvendighet at fremstille krigen som en forsvarskrig.
en militære nødvendighet" har jo ialfald efter krigens utbrud vist sig at raade over de mest forbausende hjælpe- mi er. Heller ikke kan styrerne av „Vorwärts" ha tænkt paa, at selv om en eller anden liten avdeling fra den ene eller anden side var kommet over grænsen, var derved aldeles ikke en verdensbrand uigjenkaldelig begyndt.
Imidlertid er der ogsaa en anden mulighet, som maa tages med i betragtning: redaktørerne av „Vorwärts" kan i det kritiske øieblik ha støtt paa motstand inden sit eget parti og ha maattet vike plads for en talrikere gruppe av ledende tyske socialister, som lot sig lokke med paa krigs
eventyret, enten fordi de trodde, at det ikke var til at und- gaa, eller fordi de blev overtalt til at tro paa en overor
dentlig hurtig og seierrik utgang av krigen. At hele par
tiet stemte for krigsbevilgningen, tyder sterkt i denne ret
ning.
Ogsaa i England og Frankrike har efter mit skjøn denne verdenskrig aabenbaret arbeiderførernes mangel paa overblik over situationen. Arbejderpartiernes ulykke i de fleste lande er den, at de har altfor kortsynte førere.
M u a r B r a n t i n§ * Sverige danner en lysende undtagelse.)
Man har haabet paa verdensfred uten av al magt at arbeide paa organisationen av et mellemfolkelig fredspoliti. Det blinde haab! Det stærblinde haab — som dog i al sin troskyldighet er usigelig meget mere tiltalende end den endda blindere overtro paa erobringskrigens nødvendig
het til alle tider.
Men verdenskrigens tragiske oplevelser vil ialfald for
en stund rive bindet fra øinene paa folke-haabets uskyl
dige genius. Tyske, som franske, engelske og russiske fredsvenner vil se, at hvad de tyske arbeidere sammen med sine kampfæller over den hele verden skulde ha gjort i de kritiske dage før krigens utbrud, var at sætte himmel og jord i bevægelse for at kræve den serbiske konflikt indanket for en mellemfolkelig domstol. Dette var jo, hvad serberne foreslog for de to lydrike-punkters ved
kommende i det østerrikske ultimatum.
Kan noget menneske tvile paa, at de tyske arbeidere, naar de faar se, hvad der virkelig er foregaat, vil storlig undre sig over, at det var den russiske tsar, som (antage
lig efter Sassonofs raad) i det bekjendte telegram til den tyske keiser (et dokument, som er fortiet i den tyske hvit-
bok) hævdet, at „det vilde være godt, om striden blev ind
anket for voldgiftsdomstolen i Haag", og at det tyske ar
bejderpartis hovedorgan ikke av al sin kraft stillet det samme krav og ikke anvendte de kritiske dage til gjen- nem massemøter at samle folkeopinionen netop om dette ene forlangende?
Naar arbeidsfolkets freds-haab under og efter krigen paa dette punkt blir seende, da mener jeg. at Europas folk vil reise en storm for at organisere en fred, som holder.
Haager-domstolen har vist sig avmægtig uten en eksekutiv
„magt bak retten", efter Roosevelts ord — en fælles politi
magt, som overskygger enhver rovmagt og gjør motstand mot en mellemfolkelig retsavgjørelse paa forhaand saa- godtsom utænkelig.
Verdenskrigen vil vel komme til at staa for fredsven
nerne som tragedien om det blinde haab, som fik sit fulde syn gjennem en millionernes lidelse uten like.
Efterskrift. Professor Halvdan Koht har i „Social
demokraten" (28. jan., 1916), i en kritik av min fremstil
ling bl. a. uttalt følgende: „Det er sikkert nok, at det tyske socialdemokrati ved krigens utbrud blev narret av
regjeringen. Da det den 3, august besluttet at gaa med paa krigsbevilgningen, hadde det ikke faat vite det mindste om, at Tyskland dagen i forveien hadde stillet sit ultima
tum til Belgia, og allerede hadde krænket Luxemburgs nøitralitet; dette var omhyggelig holdt hemmelig for par
tiet, og censuren stængte jo ogsaa for efterretninger fra utlandet." Prof. Koht finder det „meget vel forstaaelig, at flertallet (av socialdemokraterne i den tyske riksdag) trodde paa de faktiske oplysninger, regjeringen gav". . . . Paa den maate lot de tyske socialdemokrater sig narre, efter den norske socialdemokrats fremstilling.
Professor Koht, som har et indgaaende kjendskap til det tyske socialdemokrati, mener, at man ikke medrette kan tillægge redaktionen av „Vorwärts" den godtroenhet, som jeg ovenfor har tillagt den. Med fuld ret gjør han opmerksom paa, at det tyske arbejderpartis hoved-organ i de skjæbnesvangre dage før verdenskrigens utbrud ikke alene angrep Østerrikes statsmænd, men ogsaa tyske aviser og den tyske regjering, som efter det tyske blads mening pustet til Østerrikes fremkaldelse av en „lokal krig" med Serbien. Dette er ganske rigtig. Men godtroenheten be
stod efter min opfatning deri, at redaktionen av „Vorwärts"
tænkte sig, at man saavel i Berlin som i Wien nærmest ønsket alene en lokal krig mellem Donau-monarkiet og Serbien, og at de to centralmagters regjeringer var „okse
dumme" og ubesindige nok til ikke at anse det for saa- godtsom sikkert, at den lokale krig vilde drage efter sig en verdenskrig. Ikke i en eneste av artiklerne i „Vor
wärts" i de skjæbnesvangre „tretten dage" kan jeg finde nogen anklage mot den tyske regjering for at ville bruke den lokale krig til at anstifte en verdenskrig. Beskyld
ningen for „oksedumhet" gaar jo netop i den motsatte retning.
Et aar bakefter, sommeren eller høsten 1915, er re
daktør Meyer, en av de fornemste skribenter i „Vorwärts", kommet til en anden opfatning. 1 mellemtiden har han hat anledning til at læse de forskjellige magters hvite,
blaa, gule og andre bøker og til at indhente oplysninger om, hvad der er foregaat bak kulisserne ved krigens ut- brud. Professor Koht har i „Socialdemokraten" for 15.
og 17. februar 1916 git utførlige utdrag av redaktør Meyers i Tyskland beslaglagte og forbudte to brochurer, „Hvem har skylden for krigen?" og „Anneksions-vanviddet Her er der ikke længere tale om tyredumhet fra nogen mellem-europæisk regjerings side. Heller ikke skyves Øster- rike i forgrunden. Tvertom. Redaktør Meyer er nu av den opfatning, at den lokale krig med Serbien bare var en indledning til en verdenskrig. Det var denne, man ønsket, og det var efter den tyske socialdemokrats mening Tysk
land, som vilde ha den. Redaktør Meyers ord er disse:
„Den alderdomssvake habsburgske stat var alene statist.
Hovedaktøren var Tyskland." Dette sidste land gik, ifølge Meyer, ut fra, at krigen vilde bli ganske kort, en „fro og frisk krig", seierrikt tilendebragt paa etpar maaneder.
Derfor nyttet det intet, at Serbien — sier redaktør Meyer — „ydmyget sig paa en eksempelløs maate" og gik langt længere i indrømmelser, end nogen hadde ventet
— hvad der for den nævnte forfatter beviser, at „tsarens regjering gyste tilbake for krig, og at England og Frank- rik aabenbart indvirket paa Serbien, forat det skulde gjøre alt mulig for at undgaa krig."
„At de andre magter, særlig Frankrike og England, ikke vilde krig, er — siger redaktør Meyer — efter offentlig- gjørelsen av de enkelte staters dokumenter en bevist sak.
Ti av dem fremgaar, hvad det tyske diplomati ikke vaager at bestride, at England og Frankrike og under deres tryk Rusland efter overrækkelsen av det østerrikske ultimatum til Serbien idelig og altid gjorde forslag om at løse striden ad fredelig vei."
Det hjalp intet, ifølge Dr. Meyer, fordi Tyskland nu fandt det beleilig at føre sin „præventiv-krig". Paa dette punkt avviker redaktør Meyer fra forfatteren av „f accuse", som mener, at krigen simpelthen var en erobringskrig., En lignende opfatning som den sidstnævnte er jo uttalt
det for ham saa ut som sikkert, at Tyskland vilde seire.
Nævnes kan det ogsaa, at redaktør Meyer sørger over, at den prøissiske regjering i 1871 Ja en Danaer-gave i det Tyske Rikes vugge: de mot befolkningens vilje fra Frankrike løsrevne provinser, EIsass-Lothringen". Følgen var, som Karl Marx til en viss grad forutsaa, forbundet mellem Frankrike og Rusland, og den store kaprustning.
Det var efter redaktør Meyers mening Bismarcks Prøis- sen, som fremkaldte denne kaprustning ved erobringen av de to nævnte provinser.
Jeg ser i redaktør Meyers to brochurer, som jeg har hat anledning til at læse, intet som avsvækker min oven- staaende fremstilling, mens der er meget som supplerer den. Den mest frisindede del av redaktionen av „Vor
wärts" blev efter utløpet av det første krigsaar ganske anderledes seende, end den hadde været i de kritiske dage forut for krigen. Forskjellen i synsevne ligger klart nok dokumentert i motsætningen mellem de ovenfor gjengivne artikler fra uken før krigen og redaktør Meyers flyveskrift „Wer hat die Schuld am Kriege"?
Jeg tror derfor, at det vanskelig kan bestrides, at selve den fredselskende og frisindede redaktion av „Vorwärts"
i de kritiske dage, som gik forut for verdenskrigens ut- brud, var altfor godtroende overfor sit eget lands drivende kræfter. De hadde ikke øie for, at hvor det gjaldt det vigtigste av alle politiske spørsmaal, krig eller fred, var det generalerne og ikke diplomaterne, som i Tyskland hadde den største indflydelse, og at generalerne i et kri
tisk øieblik vilde kunne spille ut en eller anden med
delelse av militær natur, som kunde overtrumfe alle be- tænkeligheter ved at fremstille krigen som „paatvungen".
General Bernhardi hadde likefrem i sit verk „Tyskland og den næste krig" slaat paa, at det kunde bli nødvendig at gi det utseende av, at det var motstanderne, som be
gyndte krigen. Selve Bismarck hadde jo tat sin tilflugt
til en forfalskning av Emser-depeschen, for at faa Frankrike til at være den angripende part.
Den tidligere britiske utenriksminister, Sir Edward Grey, nu Lord Grey of Fallodon, har i et foredrag hævdet, at man fra tysk side for at sætte verdenskrigen igang brukte et lignende knep som Bismarck i 1870: Man lot, ifølge Sir Edward, trykke en meddelelse om, at den tyske hærs mobilisering var besluttet, en meddelelse, som naturligvis straks blev telegrafert til Ruslands re- gjering, som derpaa straks maatte svare med at befale
mobilisering av hele den russiske hærmagt. Sikkert er det, at „Berliner Lokalanzeiger", et av militarist-partiets blade, indeholdt en slik meddelelse den 30. juli, og at meddelelsen straks efter blev dementert. Men da var det for sent! Rusland var, mener Lord Grey, av den falske meddelelse blit egget til at utstede ordre om fuld mobilisering. Og denne ordre blev av Tyskland brukt som grund til at sende Rusland det avgjørende ultimatum.
Hvis det skulde vise sig, at denne opfatning er den rette, vil Bismarcks eksempel med hensyn til diplomatisk fusk komme til at staa i en endnu mere tragisk belys
ning end tidligere.
3 — C h r . C o l l i n : V e r d e n s k r i g e n .
Naar man ser to kraftige mandspersoner dænge løs paa hverandre av alle livsens kræfter og fortsætte, indtil de begge ligger halvdøde paa marken eller slæper sig bloddryppende bort, kan man ikke andet end tænke, at de kunde ha tat sig noget bedre til. En lignende følelse har vi, naar vi mindes de gamle ættekampe, som de skildres til eksempel i Njaals saga. Det forekommer os, at utbyttet var magert, og at moroen i længden ikke kan ha været stor. Om adskillige av den slags kampe vet vi med sikkerhet, at de ikke var nødvendiggjort av nogen folketrængsel og derav følgende „kamp for tilværelsen".
De var en følge av lidenskaper, som ikke blev styret av nogen fremsynt fornuft.
Det samme indtryk har vi av krige som Peloponneser- krigen, der aldeles ikke førte til noget „naturlig utvalg"
av en høiere græsk stamme, men i sine følger til ugjen- oprettelig svækkelse for alle de græske fristater. Det gamle Hellas's „selvmord" har Ruskin kaldt denne krig.
Ikke mindre kortsynt var handelskrigene mellem de italienske republiker — en indbyrdes splid, som tilslut aapnet veien for fremmede erobrere og gjorde den største del av Italien til et undertrykt land, som blev holdt nede gjennem aarhundreder.
De mennesker, som stræver med at finde en fornuftig aarsak til, at centralmagterne begyndte den nuværende krig, glemmer, at lidenskaper, næret av overtro og for
domme, altfor ofte har forledet folkenes styrere til at begaa daarskaper, som de eller deres efterkommere senere
bittert har angret. Der er vel nu neppe mange tyske ka
toliker, som ikke ønsker, at tredveaarskrigen aldrig var begyndt.
Den krig, som nu deler næsten hele Europa i to leire, har i sit utspring en merkelig likhet med den ulyksalige strid, som kløvde den europæiske kulturs grundlæggende folk, grækerne, i to paa liv og død kjæmpende grupper.
Dengang, som nu, var det blinde eller kortsynte lidenska- per, som tok magten fra retsind og vidtskuende klokskap.
En sengræsk historiker beretter, at Athens største stats
mand forut for krigen foreslog en fredskongres, hvor alle græske stater skulde enes om at avgjøre sine stridigheter ad rettens vei. Og likesom mangen en mindre græsk strid var blit avgjort ved voldgift eller domsavsigelse av en tredje part, som stod utenfor striden, saaledes lyktes det Athen under Perikles at faa avsluttet en voldgifts-traktat med Sparta fjorten aar forut for den peloponnesiske krig.
Men traktaten holdt ikke i længden, fordi spartanerne brøt den, da de fandt øieblikket gunstig. Spartanerne brøt den, tvertimot den ene av sine to kongers raad, og tiltrods for at folkeforsamlingen i Athen erklærte sig villig til at gaa til en retslig avgjørelse.
Det merkelige er, at man dengang, for meget mere end to tusen aar siden, var kommet et skridt længer med hen
syn til avtale end Europas folk forut for den nu herjende krig. Dengang, som nu, stod stridende lidenskaper og in
teresser fylket i to store magtgrupper. Men mellem de to hovedmagter, Athen og Sparta, bestod der en avtale, hvorefter ingen skulde gripe til vaaben, hvis den anden part ønsket at gaa rettens vei.
Ulykken var, at Sparta følte sig sikker paa seieren til
lands, og at Spartiater-adelen, likesom Prøisser-adelen i vore dage, i en enestaaende grad var opfostret til krig og opfyldt av den tanke, at menneskets høieste egenskaper blomstrer og bærer de lifligste frugter i krig.
„Krigen er den mest ophøiede og den helligste ytring av menneskelig handlekraft," skrev en tysk forfatter aaret
forut for verdenskrigen i et populært ukeskrift, utgit av forbundet Ungtyskland og det tyske turnerforbund. „Kri
gen skjænker den tapre evig liv. Vi ser det, naar vi om søndagen gaar i vort bosteds soldaterkirke. Fra sangboken falder vore øine uvilkaarlig paa tavlerne paa væggene.
Over de ofte lange, lange navnelister staar det skrevet:
Her er dem, som døde heltedøden med Gud for konge og fædreland.... Lad os hver søndag ønske at komme til at staa paa disse tavler! Da lever vi evig og blir mis
undt endnu efter aarhundreders forløp . . . . Kampens store og glade time vil engang slaa ogsaa for os . . . . Ja, det vil bli en stor og en glad stund, som vi hemmelig tør længes efter."
Spartanerne drog ut i krig bekranset som til fest.
Seierrik krig var for dem menneskelivets høidepunkt, maa- let for deres utdannelse gjennem alle opvekstens aar.
Noget lignende gjælder den prøissiske militær-adel og dens efterlignere i det øvrige Tyskland. „Det høilydte ønske om krig blir ofte til tomt praleri og latterlig sabelraslen,"
skriver et tysk blad. „Men stille og dypt i det tyske hjerte maa der leve glæde ved krig og længsel efter krig, fordi vi har fiender nok, og fordi seiren alene blir det folk tildel, som gaar til krigen med sang og klang som til en fest."
Disse linjer læses i det tyske ungdomsforbunds uke
skrift i januar 1913. „Vi ler av fuld hals av de gamle kjærringer i mandsklær, som frygter for krigen og jamrer over, at den er grufuld og hæslig. Nei, krigen er skjøn.
Dens høie storhet hæver menneskehjertet høit over det jordiske, det dagligdagse."
„Ogsaa os venter slike stunder. Vi vil gaa dem imøte med den mandige bevissthet, at det er skjønnere og her
ligere efter deres utløp at leve evig paa heltetavlen i kir
ken end navnløse at dø siraadøden i vor seng." — En uthævelse i trykken fremhæver det forsmædelige i denne sidstnævnte dødsmaate! Det „unge Tysklands himmerike"
fremstilles tilslut efter en gammel soldatersang som et
valhal, hvor heltene Fredrik og Blücher, keiser Wilhelm I og Moltke og Bismarck venter paa de trofaste, som fra den „blodige valplads stiger til himmels", og hvor port- vakten trær i gevær og den gamle Fritz springer fra sin gyldne stol og lar tone en præsentermarsj til ære for de nykomne.
I januar 1912 skrev medicinalraad dr. Fuchs i Ber
linerbladet „Die Post": „Hvilke mænd rager høiest i na
tionens historie, hvem er det, tyskernes hjerteslag omfatter med den varmeste kjærlighet? Er det Goethe, Schiller, Wagner, Marx? Nei. Det er Barbarossa og den store Fredrik, det er Blücher, Moltke, Bismarck, de haarde blodmennesker (die harten Blutmenschen)! De, som ofret tusener av liv, dem er det, den sarteste følelse strømmer imøte fra folkesjælen — en i sandhet tilbedende taknem
lighed Fordi de har gjort, hvad vi nu burde gjøre. Den borgerlige moral maa fordømme hine store Men fol
kets helligste gys hylder allikevel bloddaadens titaner."
Gjennem den av krigeradelen inspirerte del av den tyske presse gik der i aarene forut for krigen en ofte høilydt murren over regjeringens opsættelse med den store krig. „Kun i angrep vinker redning," klager den ovennævnte medicinalraad. „Denne tyske defensiv er selv
morderisk. Hohenzollerne har ofte været altfor betænk
somt forsigtige, — indtil der kom et Guds under, en mand som den store Fredrik, som begyndte den første schlesi- ske krig av ridderlig trang til berømmelse. Krigens blods- utgydelse var for hine gudsendte bare et biprodukt av nødvendighet og pligt."
Medicinalraaden vil, at den tyske folkesjæl skal „pleie og opelske sin samurai, som bierne sin dronning." — Den prøissiske krigeradel sammenlignes altsaa med den gamle japanske, hvis hele liv har været viet til militær idræt som en religiøs pligt.
Den slags uttalelser forut for krigen hjælper en til at forstaa, hvorledes det kunde gaa til, at et stort kulturfolks politiske formyndere foretrak en stor krig for en fredelig
