Historier i landskabet

Historier i landskabet

-forskellige hegnshistorier

det

sted

AfElse Michelsen

Derliggermangehistorierommenneskers traditionerogintentionergemti gamle hegn. Hegnenestilstedeværelse, eller fravær afsamme,harstorind¬

virkning påkulturlandskabets udseende.

Det er for snævert at tale om landskabsA/ston'e i ental, for landskabet

rummer mange historier alt efter hvilken synsvinkel, man vælger at an¬

lægge. Såledesertitlen på denne artikel ogsåHistorier ilandskabet i fler¬

tal. Artiklen handleromforskelligesynpå bøndernes hegningi periodenca.

1750-1900. Egnenomkring landsbyen Peblinge i Præstø amt ervalgtsom eteksempel på de forskellige opfattelser af bøndernes hegnsforhold.

Foruden denoplagte funktion: at sætte skel, besad hegnene egnstypiske

træk med hensyn til opsætningogudformning. Disse forskelle havde ofte

rod i lokalt forankrede traditioner _ogkom senere i forskningen til atspille

enbetydelig rolle i typologiseringen af hegn landet over, menbonden an¬

vendte deressourcer, somnaturenbødpå. Iegnemedmangestenblev disse ryddet af markerne og anvendt til stengærder, mens man i skovrige egne medrigelig adgang til gærdsel foretrak at sætterisgærder. I de jyskehede-

områdervarhegn sjældne; her vogtede^manfårene^ogkreaturerne.

Landskabets udseende har altid afspejlet landbrugets driftsform, herun¬

der bønderneshegnsaktivitet. Detsamme gørsig også gældende inutidens

kulturlandskab. Ivortid ændrerlandskabetsigimidlertid så hastigt,atman ud fra kulturhistoriske ogmiljømæssige hensyn forsøgeratbevare landska¬

ber, som rummersærlige kulturværdier. Ofte drejerdet sigom reminiscen¬

seraf ikkelængere eksisterende driftsformer fra dengang, landbrugetendnu

varunderlagt encyklisk produktion^-områdersom, med andre ord, ligner

landskabet i tiden forud forudskiftningen.

Bonden har_gennemtiderneopsathegn i landskabet ud fra forskellige kri¬

terier for eksempel somværn, afgrænsning, opdeling m.v. Men hegn kan også indgå isymbolske eller hierarkiske betydningssammenhænge.

Ud frareligiøse bevæggrunde harmanaltid adskiltindviet jord fra uindviet

forat markere områdets særlige karakter. Fra slutningen af 1000-tallet, da

manbegyndteatopføre kirker i landsbyerne, blev kirkegårdsjordensomof-

TUKEBUEHOLH

Landskabetomkring landsbyen Pebringe,som det så udførudskiftningen.

testafgrænset fra den øvrige jord i landsbyenmed solide stengærder^-og det selv i_egne,dervarfattige påsten.

Også i verdslig forstand blev stengærderne tillagt symbolværdi. I gods¬

landskabet skulle stengærderne arrondere hovedgårdsj orden, men de var

tillige^en symbolsk tilkendegivelse af herskabets tilstedeværelse i landska¬

bet(1). Entilkendegivelsesomi samtidenvarrettetimodstandsfæller såvel

somfæstebønder.Menogså de kommende slægter blevmed de solide^mure

mindetombygherrens formåen.

Gennem tiderne har de _mange forskellige hegnsaktiviteter efterladt sig

spor i det danske landskab^-nogle flere end andre. Mange sporhar været gemtunder muld, indtil arkæologiske udgravninger kastede lys over deres

tilstedeværelse. Men der findes endnu visse steder resterafgamlehegns- forløb, somhar overlevetlandbrugets strukturændringer,og somtegnerlin¬

jer i landskabetogvidneromdetsopdeling i tiden førog efter landborefor¬

merne.

Hegnstyperne afspejler de behov somtiden, stedetog driftsformen, den

sociale organisationogtraditionen kræver (2). Dette lyder umiddelbartsom

en selvfølgelighed, ogdet erda også detindtryk, analysen af det kulturhi-

storiske kildemateriale efterlader. Anderledes serdet imidlertidud, når der tagesudgangspunkt i det, der ifølge den traditionelle historievidenskab ofte betegnessomofficielleeller statshistoriske kilder.

Hvorfor undersøge gamle hegn?

En undersøgelse af hegnsforhold er relevant i forskellige forskningsmæs¬

sige sammenhænge. Inden for det kulturlandskabelige forskningsfelt vilun¬

dersøgelser eksempelvis kunne danne grundlag for rekonstruktion af tids-

og egnstypiske landskaber. Lokale hegnsforhold erogså vigtige brikkertil

forståelse af bøndernesdagligliv.

Undersøgelserne vil også kunne indgå i miljøpolitiske sammenhænge,

bl.a. i forbindelse med naturgenopretningsprojekter. Fælles for de nævnte eksempler^erønsket^omatvide:Hvordan så lokalitetenudpå^etgiventtids¬

punkt?

Det følgende eret eksempel på, hvilke informationer man får, nårman

går på jagt i forskellige former for kildemateriale med henblik på^at efter¬

forske, hvordan hegnsforholdene, implicit kulturlandskabet, så ud i perio-

Karise_sogn med landsbyenPebringe efter udskiftningen.

den 1750-1900. Det visersig, atoplysningerne ertemmelig forskellige af¬

hængig af, om det er amtsbeskrivelser og landøkonomiske undersøgelser

eller deteretnologiske undersøgelser, der bruges tilatafdække forholdene.

Detersåledesberetningernes tilhørsforhold, dererafgørende for, hvilkeop¬

lysninger vi far.

Den

officielle historie

bønder

landbrugsforhold

I forbindelse medundersøgelser af denne ^artvil det være naturligt at tage udgangspunkt i landøkonom Gregers Begtrups beskrivelser af landbrugs¬

forholdene.

G. Begtrup fik ved kongelig bevilling i 1799 stillet midlertil rådighed,

således at han kunne beskrive landboforholdene. I perioden 1803-12 blev

værkerne med resultaterne af hansundersøgelser udgivet (3). De var, som

Begtrupskriver i sit forord, baseret på frivillige indberetninger fra bønder af

alle stænder, _præster og andre embedsmænd. Desuden indgik besvarelser

fraetspørgeskema, somBegtruphavde opstilletogoffentliggjort i Olufsens

oekonomiske Annaler(4)samtladet omdele via landets amtmændog prov¬

ster.

Enandenvæsentlig kildegruppe^om landboforholdene ^erde ^mangeind¬

beretningeromlokale forhold i landets ^amter,populærtkaldet Amtsbeskri- velserne, somblev udgivet af Det kgl. Danske Landhusholdningsselskab i perioden fra 1826-1904 (5). Disse værker blev i vid udstrækning reference¬

ramme for eftertidens syn på 1800-tallets bønderoglandbrugshold -ikke

mindst historikernes.

Ved hjælp afovennævnte materiale skulle det være muligt at kaste lys

overlokalehegnsforhold, implicit landskabernes udseende fra slutningen af

1700-tallet til ca.1900. Men først vil detvære hensigtsmæssigt kort atbe¬

skrive deforandringer i landskabet,somblevenfølge af landboreformerne.

En skitse

af bondens hegn før-

efter udskiftningen

Det var først i slutningen af 1700-tallet, at der så småt begyndte at ske driftsmæssige og teknologiske ændringer indenfor det klassiske gårdbrug.

Sometled i landboreformerne blevbøndernes formelleorganisation, lands¬

byfællesskabet, ophævet.Dethavde i sin form eksisteret siden middelalde¬

ren. Enaffølgevirkningerne blev, atdet gamle, åbne landskab gradvist be¬

gyndte at ændrede udseende til det geometriske »kludetæppe«-landskab,

somvi kender i dag.

Førudskiftningensattebønderne hegn mellem landsbyernes ejerlaug, al¬

mindeligvis dog kun på de steder, hvor der franaturenshånd ikkeaf sig selv

var skeliformafbakker, skove_ogvandløb. Merepåkrævetvardetathegne

mellem landsbyens indmarkerogoverdrevet, hvor kvægetgræssede, forat forhindre, atkvæget ådaf indmarkernes afgrøder.

Trevangsbruget ^var den almindeligste dyrkningsform på øerne og i Østjylland.Landsbyens agerjord^varinddelt itrevange, somvarindhegnede

ogblev dyrketi^en treårig rotation: vårsæd(byg), vintersæd(rug) ogbrak.

Hver vang varinddeltiagerskifter, ogher havdehver bonde enagerlod.For

atsikrebondenandel ibåde dengode jordogijord afringe bonitet,varhans jordlodder spredtmangestedet indenfor landsbymarken.Dergik derforme¬

gentid medatkomme fra denenejordstrimmeltil den anden(6).

Inde i selvelandsbyen^vardet ogsånødvendigtathegne. Gårdenes tofter

var den eneste form for særjord, som eksisterede indenfor landsbyfælles¬

skabet ellerdriftsfællesskabet.Toften skulle indhegnes, fordiden^varmåle¬

enhed for bondens_{andel i og}brugsret tillandsbyensfællesjord. Langs med landsbygaden og omkring centralpladsen, også kaldet forten, var der ofte hegn, så der kunne holdes_styrpå kreaturerne,når de skulle drivestil ogfra overdrevet.

Dette ernaturligvis et meget forenkletbillede af forholdene, og mange

landsbyer afveg da også fra denne form. For eksempel ^var vangelag, dvs.

sammenlægning og fællesdrift afnabolandsbyers marker ogoverdrev, ud¬

bredtpå Sjælland og Lolland (7). Derved kunne bønderne minimere det samlede antalhegn^og gærder, somhvert år skulle opsættesogvedligehol¬

des. En sådanordning sparedebådearbejdstidogforbrug af gærdselsmate-

riale. Set ud fra et økonomisk synspunkt^varvangelageten udmærket, be¬

sparende foranstaltning, men der var imidlertid også ulemper ved vange-

lagsinstitutionen (8).

Førudskiftningenvardetipraksissåledes,athver bondeilandsbyen dyr¬

kede sine _egnejordlodder,menbeslutningen ^om,hvornår der skullepløjes,

sås oghøstes, blev truffet af bønderne i fællesskab. Man kan let forestille

sig, atdisse fællesbeslutningervar en vanskeligsag i den enkelte landsby,

idet ikke alles interesser kunnetilgodeses påsammetid. Varenbondes korn tjenlig tilathøstes, fordi detvarblevetsåettidligt på den gode jord, var en andenbondes korn måskestadig forgrøn,fordi detvarblevet sået sidstpå

en dårligere jord. Det var imidlertid nødvendigt at koordinere beslutnin¬

gerne omtidspunktet for høsten. For når høstenvar overstået, _{opgav man} ævred, dvs. athegnene omkring de dyrkedeområder blevfjernet, hvorefter dyrene blev sluppet ind på de afhøstede markerforatgræsse. Disse fælles beslutninger har i sagens natur ikke ^været mindre vanskelige i landsbyer,

somlå i vangelag. Det ^erheller ikke svært atforestille sig de vanskelighe¬

der, somvangelagsinstitutionen frembød i forbindelsemedudskiftningen.

Som tidligere omtalt lå hovedgårdsmarkerne afgrænset og markeret i det

åbnelandskab,menogså kronensogadelens skovområderogjagtrevirervar

somregel indhegnet eller markeret med vildtbanepæle eller sten, såat me¬

nigmand ikkevari tvivl om,hvorgrænsenfor herlighedsrettighederne gik.

Den

officielle hegnshistorie

Pebringe

Landsbyen Pebringe ligger i Karise sogni Fakse herred. Herog i Bårseog Stevns herreder, fandtes, ifølge G. Begtrups beskrivelse, i 1803 stort set ikke andre hegn hos bønderne end de jorddiger, somadskilte landsbyernes fællesj order fra hinanden. Og det selvom, atmanfra centralt hold havde^op¬

muntret og tilskyndet bønderne til at opsættehegn omkring deres marker.

Somenundtagelse fra reglennævnerBegtrup de bønder, som avlede frugt

i Stevnsherred. Hervarmarkerneindhegnet med beplantede jordvolde (le¬

vendehegn). Det generelle indtryk^varimidlertid, athegnsforholdene i^om¬

rådetvarienringe tilstand, bortset fra hegnene omde marker,somtilhørte hovedgårdeogpræstegårde.Årsagenvar,menteBegtrup, atentenville bøn¬

derne ikke erkendenytten ognødvendigheden af markfred, eller også ville

deslippe for de dermed forbundne omkostninger (9).

I 1839 udgav Detkgl. Danske Landhusholdningsselskab en amtsbeskri-

velse over Præstø amt, hvori forfatteren _{og præsten} O.D. Lutken beskrev

den smukke ogfrugtbareegn. Mangestedervarhovedgårdeogpræstegårde omgivet af stengærder,mens egnensbønder, ifølge Liitken, ikke havde sans for den form for luksus. Stengærdervarogså kun attraktive atopføre for de bønder, som varsikrepå deres jord, menteLutken,oghan påpegede, atdet

mest var hos egnens selvejere og hos arvefæstebønderne, at man kunne

finde havenomgivet medetstengærde (10). Liitkens betragtninger hænger

daogså nøje sammen med det faktum, atmajoriteten afegnensbøndervar

underlagt livsfæste. Det har altsånæppe været manglende sans for luksus,

somvarafgørende for det ringe antal stengærder hos bønderne påegnen.

I løbet afde ca. 35 år, dervar gået sidenBegtrups beskrivelse af områ¬

det, havdehegnsforholdene tilsyneladende ikke ændret sig nævneværdigt.

»Udskiftningen og Udparcelleringen medførte dog ingen Markfred. Ingen

nye Hegn blev opført ^og de eksisterende Hegn blev ikke vedligeholdt, ^og

manfortsatte medatopgiveÆvred«skrev Liitken (11). Lutkens forklaring

varvildtplagen i området. Forhvorfor skulle bønderne sikre markerne, når

vildtetalligevel åd af afgrøderne? Så kunne kreaturerne lige så godt få de¬

res del (12).

Selvhegnede Lutken, dervarsognepræsti Mernsogn,Bårse herred, sine

marker medrisgærder, hvilket måskevarmindre heldigt, især dapræsterne almindeligvis blev betragtet somforegangsmænd indenfor landbruget. Ved

athegne med døderisgærder frem for levende hegn fulgte han ikke sin kol-

J.C. Dahls malerigiveretfint indtryk af det åbne landskab før udskiftnin¬

gen, hvor landsbyer, hovedgårde^ogkøbstæderlå^som øerilandskabet.

lega L.M. Wedels anvisningerom agerdyrkning, hvis målgruppe netopvar

landsbypræsterne. Risgærdervar, ifølgeWedel,etbonde-fænomen»...især for dem, ^som liggerⁱfællesskab^ogikke kan ^{enes om} andet« (13).

Afden senerebeskrivelse afområdet, somudkom i 1904, og somdæk¬

ker perioden fra 1835 og indtil udgivelsestidspunktet, fremgår det, at ud¬

skiftningen i områdetvar tilendebragt i 1835. Men detnævnesogså, atder

i Præstø amt var områder, som lå i fællesdrift indtil 1850 og nogle endda stadig omkringårhundredeskiftet (14).

Udskiftningsresultatet var generelt dårligt. Mange steder havde man

stjerneudskiftet, fordi bønderne ikke ville flytte ud fra landsbyerne. Og de steder, hvor udflytning ^var sket, stod gårdene ofte på marken med kun halvdårlige jordvolde med lidt pilebuske omkring toften, og endnu sjæld¬

neremedetparforkrøbledetræer.Indtil omkring 1838, beretter Tuxen, var det heltalmindeligt,atbønderne på Sjælland stadigopgav ævred(15).

Kildematerialet viser, hvor langsomt det gik med implementeringen af

landboreformerne _ogde nye driftsformer i det frugtbareog godsrige Syd¬

sjælland, også selvomom Sjælland indtog rollen somforsøgsområde.

1 1835varderendvidere,ifølgeTuxen,mange steder kunrestertilbage af

den ret betydelige hegnsplantning, som var blevet iværksat i forbindelse

medudskiftningen. Førstomkring 1850 opstod derenfor-nyet interesse for

atplante hegn. Istørstedelen afPræstøamtvarjord-diger med pile-og pop¬

pelplantning (levende hegn) dogudbredt. Men mod slutningen af århundre¬

det, beretter Tuxen, blev mange af hegnene ryddet, ligesom også risgær¬

derne forsvandt. Jorden var med tiden blevet for kostbar til, at pladsen

kunneoptages af hegn. Ofte stod kun yderhegnogresteraf sådannetilbage på markerne-opretholdelse af markfredvar ikke længereetproblem (16).

Pebringes lokale hegnshistorie

Vi retternuopmærksomheden mod, hvadmantraditionelt vil kalde kultur¬

historiske elleretnologiske kilder foratse,hvilketbillede, dertegnersig af

områdetpå baggrund af dette materiale.

Erindringerertætforbundet med besiddelsenaf informationer. Vi husker det,somvirigtig bemærker eller læreratbemærke,^ogdette varierer fra den

enekultur til den anden. Såledesermåden,hvorpå vi erkender tingene ivo¬

res omgivelser, betinget afvoreskulturelletilhørsforhold. Vores personlige erindringertagerafsæt i de socialenormer ogværdier,somfastsætter, hvad

derervigtigtogbetydningsfuldt indenfor den kultursfære vi tilhører (17).

I Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser (NEU) ^og i Frilandsmu¬

seetsarkiver findesoptegnelser,som gørdetmuligtatkomme endogmeget

tætpå hegnsforholdene i landsbyen Pebringe, idet de består af indberetnin¬

ger fra meddelere på egnen. Flere af meddelerne ^er født i 1870'erne ^og

1880'erne. Gennemdereserindringerogselvoplevedeforholderdet muligt

at faetindblik i en tidsperiode, somnår tilbage i slutningen af 1700-tallet

ogfrem til 1950'erne (18).

Ilandsbyen Pebringe blev de levende hegn omkring markerne indført i ti¬

den forud forudskiftningen. Det skete i forbindelse med,at lensgreveA.G.

Moltke tilBregentved i 1790^-dvs. 14 år før landsbyen blev udskiftet^-ind¬

førte det holstenskekobbelbrug på sin hovedgård ogefterfølgende på sine fæstegårde (19). IPebringe blev landsbyensjord i den forbindelse inddelt i

11 indhegnede kobler, eller skifter,ogi alle skellene blev der opkastetjord¬

diger, somtilplantedes med pil eller poppel. Kobbelbruget har rødder til¬

bage i 1500-tallet. Driftsformen med agerjorden inddelt i sædvanligvis 8-10 kobler, krævede solide,_permanentehegn til sikring af markfreden. Hver^en¬

kelt mark eller kobbelvarudlagt til græsmarksbrug i ^optil halvdelen afom-

Kobberstikketviser trin

fortrin, hvordan man ind¬

hegneretkobbel med

levendehegn. Førstrenses

jorden forsten. Store

markstenflækkes eller

sprænges. Ibilledets for¬

grund^gravestørvogbyg¬

gesjorddiger. Også plant¬

ningogbeskæringerillu¬

streret.

driftsperioden. Mange af disse levende hegn i skel fandtes stadigpå egnen i 1950'erne, fremgår detaf NEU's materiale (20).

Afbøndernes fæstebreve fremgik bl.a. forpligtelserne til atplante, ved¬

ligeholde ogforbedre de levende hegn ogjorddigerne, således atdøderis¬

gærder ikke varnødvendige (21). Det var imidlertid ikke så let atfå bugt

med bøndernes tradition for at sætte risgærder. Selvom hegnstråden duk¬

kede _oppåegnen i 1880'erne,varden ikke i stand til atudkonkurrere ris¬

gærderne, forman havde jo hele tiden tilstrækkelig med gærdsel lige ved hånden, når de levende hegn hvert7. år blev stynet. På Pebringe-egnen^var

et risgærde, selv med den årlige vedligeholdelse, udtjent efter ^ca. 7-8 år,

hvorefter detindtog sin sidste funktion i kredsløbetog endtesombrændsel

undergruekedleneller iovnen.

ocnra•tichu'omu otva

Vangelagsinstitutionenvar afgammel dato i Pebringe, hvilket fremgår af markbogen fra 1684, hvor det anføres, atlandsbyenPebringe havde marker

i fællesskab med nabolandsbyen Olstrup (22). Men allerede i 1765 havde

man imidlertid udskiftet det store overdrevsområde vest for Pebringe og

indtaget det til dyrkning. Overdrevet havde før udskiftningenværet fælles- græsning for de^mange omkringliggende landsbyer (23).

Stengærder ^var ikke ^en udbredt hegnstype og omtales kun sporadisk i erindringerne fra Pebringe. Markfreden blev i undersøgelsesperioden^opret¬

holdt vedhjælp af risgærderoglevende hegn.

Afslutning

Fra slutningen af 1700-tallet til omkring 1839 var hegnsforholdene på eg¬

nen omkring Pebringe i en generelt ringe tilstand, fremgår detnæsten ens¬

lydende afG. Begtrups og O.D. Lutkens indberetninger. Kun hovedgårds-

ogpræstegårdsjorder var indhegnede. Udskiftningen havde ikke forbedret forholdene, og bønderne fortsatte med at opgive ævred. Forklaringerne herpå sammenfattedes ^sombøndernes manglendeevnetil atlade sig moti¬

vere. I beskrivelsen af området, som dækker perioden 1835-1904, giver

S.C.A. Tuxen ligeledes indtryk af, hvor svært det var atfå has på den sej¬

livede fællesdrift, som nogle steder fortsatte helt til omkring 1900. Deter værd at bemærke, at Tuxensbeskrivelse afhegnsforholdene ikke stemmer

overens medforgængernes. Fori modsætning tilBegtrupog Lutken omta¬

ler Tuxen enbetydelig hegnsplantning i området, ^som blev foretaget i for¬

bindelse medudskiftningen, men somi 1835 varienmegetslet forfatning.

Disse forhold forbedredes fra 1850'erne, indtilhegnene mod slutningen af

århundredet begyndteat lide øksedøden, fordi det ikke længere var etpro¬

blem atopretholde markfred.

Somdet fremgår af de officielle indberetninger, levede hegnsforholdene

i det østlige Sjælland ikke ^op til forventningerne hos depersoner, som var

udpeget til at indsamle oplysninger om lokalområdet. Detstod med andre

ord skidt til itiden før-menogså i lange tider efter udskiftningen.

Menhvorforerforskellen så markant mellemdet, som mankunne kalde

det officielle eller statshistoriske kildemateriale og så de beretninger, ^som

kan læses ud af de kulturhistoriske elleretnologiske kilder? Imodsætning

til de officielle/statshistoriske kilder vidner de kulturhistoriske kilder om

tidlige udskiftninger af endogmegetkomplicerede vangelagogimplemen¬

tering af levende hegn i forbindelse med ændrede driftsformer forud for udskiftningen. Mange af disse levende hegn kunne stadig iagttages i 1950'erne, fremgår det afNEUs materiale. Man kan i så fald udlede, at

hegnsmængden i området må haveværet megetomfattende, når disse skel-

hegnhar formåetatoverlevestrukturændringerne i landbruget, jvf. denom¬

fattendenedhugning i slutningen af 1800-tallet.

Den megen tale^om bøndernes manglende lyst til hegningogderes lige¬

gyldige holdning til markfred, de sene og dårlige udskiftninger m.v., som

fremgåraf de officielle indberetninger, står i en skærende kontrast til det indtryk, manfår afegnen gennemdet kulturhistoriske kildemateriale. Man

kunne fristes tilattro, atdemangelinjerommangel på stengærder hos bøn¬

derne måske skyldes Begtrups, Liitkens ogTuxens manglende indsigt i, at

man i stedet satte risgærder og plantede levende hegn for at opretholde

markfred. Før udskiftningen passede risgærderne bedst med bøndernes

driftsform på Pebringe-egnen. Og efter udskiftningen fortsatte brugen af risgærderne som en del afhegnsproceduren i det holstenske kobbelbrug^-

en symbiose af traditionogfornyelse.

Manglende indsigt i givne forhold, ikke alene itidog rum, menogsåsom

følge af kulturelle barrierer,erkendetegnende for det officielle/statshistori-

skekildemateriale,som dannergrundlag for analysen af hegnsforholdene i Pebringe. Gennem ^en tilsvarende analyse afetkulturhistorisk kildemateri¬

ale fremstårhegnoggærdersom enintegreret del af bondens dagligliv både

i fællesskabets tid ogitidenefterudskiftningen. Bondenvarilandskabet, i modsætning til embedsmændene, som i skæret af oplysningstidens idealer analyserede landbrugsforholdene, fortolkede det sete og sluttelig omfor¬

medesynsindtrykkene tilentekst,somskulle anskueliggøre de lokale land¬

brugsforhold for statsadministrationen. Denne lange fortolkningskæde på

basis afselvsyn og indhentede informationer^- dog sjældent frabønderne

selv^-blevpubliceretogindgik efterfølgende somkildegrundlag for histo¬

rieskrivningen. I lang tid var det den officielle historie om bønderne og

landbrugsforholdene i tiden omkring ogefter landboreformerne. For både Begtrup, Liitken og Tuxen og de øvrige forfattere til amtsbeskrivelserne

havdejo væretpå stederne ogmed egneøjne set, hvordan forholdenevar.

Devarderforøjenvidner,somikildemæssig forstanderdetnærmesteenhi¬

storiker elleren detektiv kan kommepå^en skinbarlig sandhed.

OgsåNEUsmeddelere^var førstehåndsvidner.Etudpluk af dem indgår i

nærværende undersøgelse. De er nu for længst døde, men dengangTuxen indsamlede oplysningertil sin beskrivelse afPræstø amt, færdedes de lys¬

levendepåegnen ogkunnehave fortaltog vist hammeget,hvis devarble¬

vetspurgt. Istedet fik viTuxenssynpå stedets hegns-oglandskabsforhold, ganskesomvi tidligere har fået Begtrupsog Lutkenssynpåsamme.

Noter:

1 Venborg Pedersen (2001). 2 Michelsen (2002). 3 Begtrup,bd.l SjellandogMøen 1803 (1979). 4 Hr.Olufsens oekonomiske Annaler 3die Bindp.84. 5 Liitken, Præstø Amt (1839),

KrarupogTuxen,bd. V, 1904. 6 Hansen 1889 (1998)p.64. 7 Fritzbøger (2000)p.27-41.

8 Meyer (1949)p.92-93. 9 Op.cit. Begtrupp.313ff. 10 Liitken (1839)p.238. 11 Ibid.

P. 234. 12 Bønderne havde forbud modatgå på jagt. Dette privilegiumvaralene forbeholdt kongen og adelen. 13 Wedel (1792) p. 29 og 161. 14 Op.cit Krarup og Tuxen^p. 33fF.

15 Ibid.P. 107og281. 16 Ibid. P. 111-114. 17 Ollila (2001)p. 181. 18 Besvarelser af Spørgelistenr. 11 GærderogHegn 1950, NEUnr.7905, 9478, 34.078, 11.121, 10.469, 17.695, 17.084, 10.469, 14.403, 13.857, 37.138, 3983, 11.120. 19 Bregentved godsarkiv 1805-51 LA Sj. Pebringevarfæste under Thurebyholm gods,somi 1751 blev underlagt grevskabet Bregent¬

ved. 20 NEUnr.9478. 21 Frilandsmuseets B-arkivpk.nr. 6. 22 Ibid. 23 Steensberg (1986)p.45ff.

Arkiver:

NationalmuseetsEtnologiske Undersøgelser (NEU). Spørgelistenr.11 GærderogHegnfra 1950, besvarelser hidrørende fra Præstøamt.

Nationalmuseet, AntikvariskTopografisk Arkiv.

Frilandsmuseetsgård fra Pebringe (63) B-arkiv pakkenr.6

Litteratur:

Begtrup, Gregers: BeskrivelseoverAgerdyrkningens Tilstand i Danmark. København 1803-12.

Bd.l SjellandogMøen 1803.Fotolitografisk udg. 1978.

Fritzbøger, Bo: Vangelag på Sjælland. In: MarkogMenneske. Studier i Danmarkshistorie 1500- 1800. ClausBjørnogBenedicte Fonnesbech-Wulff (red.). København 2000.

Hansen,Poul: Bidrag til det danske Landbrugs Historie. København (1889)1998.

Krarup, I.B. & S.C.A. Tuxen:Beskrivelse afLandbrugets UdviklingiDanmarkfra 1835 indtil Nu¬

tiden.Udg.1895-1904. Bd.V. København 1904.

Liitken, Otto, Diderik: Bidrag til Kundskabom dedanske Provindsers nærværende Tilstandi oekonomisk Henseende. Præstø Amt. København 1839.

Meyer, P.:Danske Bylag. En Fremstillingafdet danske Landsbystyre på Baggrund afRetshistori- ske StudieroverFællesskabetsHovedproblemer. København 1949.

Michelsen, Else:Historier ilandskabet-ellerberetningerogofficielle fremstillingeromhegnog

gærder i bondesamfundet i Danmarkca.1750-1900. Upubl. speciale ved Institut for Historie, Københavns Universitet 2002.

Ollila,Anne:Memoryand OralHistory.In: Fortidensspornutidens øjne-kildebegrebet til debat (red.) Carsten Tage NielsenogMads Mordhorst. København 2001.

Steensberg, Axel: Pebringegården. Folkogdagsværkfra oldtid til nutid. København 1986.

Venborg Pedersen, Mikkel: Cultural Landscapes. Spatial Aspects of Power and Authority in the Duchy ofAugustenborg. In: Ethnologia Europaea 2001.

Wedel,L.M.:SamlingeromAgerdyrkningogLandvæseniKorthed. Hæfte 1. København 1792.

Summary

Narratives

of landscape

various hedge stories from

the same

place

The article is abouthedgesand landscapes^-orperhapsmoreprecisely about various views of hedges and landscapes in the periodc. 1750-1900. As will be evident, thesourcematerial for this subject is farfrom unambiguous-evenwhenwe aretalking about thesamelocality.

Doesone seeonly whatonehas learnedtosee? Was the difference in the perception of given conditions in other words conditionedby the cultural affinities of the writers?

Thedescriptions of the hedge situation in Pebringe Parish in Præstø County provideanexample which shows with allpossible clarity the difference between the official/state history^represen¬

tation of the situation and the image of theareathatemerges from the cultural historysource material.