»De bedste sognemænd«

»De bedste sognemænd«

Af Esben Graugaard

Overgaard

1.

Indledning:

En naturlig følge af udskiftningen og overgangen til selveje omkring år

1800 måtte være integration af bønderne i landsognets administrative apparat. Samtidig^vardetetnaturligt led i den demokratiske udvikling, der

sometaf resultaterne af den franske revolution spredtesoverheleEuropa.

Bevægelsen fra det idémæssige plan til konkretiseringen i landsognet viste sig i en række forordninger og love med henblik på valg af bønder til

kommissioner _og råd. I forbindelse hermed støder man ofte på udtrykket

»debedstesognemænd«, ogformålet med denne artikeleratdykke ned bag

dette udtryk. Undersøgelsens konkrete udgangspunkt ^er Hvidbjerg-Lyngs

sogne, der idag udgørRingkøbing amts nordligste område; tidligere hørte

sogneneadministrativt under Thistedamt.

Ved at undersøge personalhistoriske forhold afdækkes ^en magtstruktur,

der formodentlig har været typisk for det Danmark, der lå udenfor køb¬

stæderne; en struktursomviser, atdetvar en lidtunuanceretopfattelse af

den danskebondestand, der kom til udtryk, da læreren ogbondeagitatoren

Asmund Gleerup (1) i 1845 i en tale proklamerede, at »nu kommer bon¬

den«.

Undersøgelsen drejer sigommedlemmerne af sognedistriktets fattigkom¬

mission 1803-33, skolekommission 1815-42, sogneforstanderskab 1842

-67 _og sogneråd 1867-98. Dermeder hele forrige århundrede dækket ind

ogkontinuiteten sikret (2).

2. Lovmæssige

forudsætninger:

Den 5.juli 1803 trådte en nyfattiglovgivning i kraft i de danske landsogne

betitlet »Reglement for Fattigvæsenets provisoriske Indretning og Besty¬

relse _paa Landet i Danmark«. Dermed institutionaliseredes fattigkommis¬

sionerne, hvis formand til enhver tid skulle være distriktets sognepræst.

Endvidere varsognefogeden medlem som repræsentantfor politimesteren,

Sådanså sognetshovedby, Hvidbjerg, ud omkring århundredskiftet. Præget aflavehuse, grusede vejeog mangetræervarstationsbymiljøet endnu ikke

slåetigennem.

ligesomenaf distriktets størstelodsejere varfødt kasserer i kommissionen.

Deøvrige medlemmervar3-4af de »bedste« sognemænd. Denne kommis¬

sion administrerede sognets fattigvæsen under tilsyn af amtsfattigdirektio-

nen(3).

11814fulgte så skoleloven af 29. juli, enlov der på flere måder blevstar¬

tenpå udviklingen henimod det skolesystem, vi har idag. Også i skolekom¬

missionenvarsognepræstenfødt formand, ogskolepatronen (4)varsom re¬

gel en af distriktets betydelige jordejere; i fald nogen ejede ^mere end 32

tønder hartkorn, blev vedkommende automatisk skolepatron. Desuden

skulle derudpeges 2skoleforstandere blandtsognets»hæderligste« bønder.

Såvel fattigkommissionens som skolekommissionens arbejdsområder lagdes i 1841 ind under det nyoprettede sogneforstanderskab. Denne insti¬

tution var oprettet ved en anmodning af 13. august 1841 og betød en

væsentlig udvidelse afsognets selvstyre. I forbindelse hermed finder vi en

nøjere beskrivelse af, hvad udtrykket »de bedste sognemænd« dækkede.

For udover sognepræsten og de lodsejere, der ejede mere end 32 tønder hartkorn, skulle der vælges 4-9 andre sognemænd til forstanderskabet.

Valgbare var, og valgret havde de, der ejede eller havde fæstet en jord¬

ejendom på mindst 1 tønde hartkorn. Også de, der ejedeen bygning, hvis forsikringsværdi var mindst 1000 rigsbankdaler sølv, var i denne forbin-

delse privilegerede. Dermed åbnedesmulighed for købmænd^ogvelstående

håndværkeresomdeltagere i landsognets beslutningsproces. Væsentligt er, at hartkornsgrænsen var sat så lavt som 1 tønde, og at man ifølge loven

ikke behøvede at være selvejer, blot dyrker afen vis mængde jord. Dette

kan have værethenvendt mod forholdene påøerne, der på dettetidspunkt

ikkevarsålangt iovergangentilselveje,somdetvartilfældet i Jylland.

Isogneforstanderskabetvarsognepræstenikke født formand; detvarder¬

imod sognets største lodsejer. I 1855 demokratiseredes institutionen dog derved,atdenstørstelodsejermistede denneret. Fortsatvardetstadig såle¬

des, at den højst beskattede femtedel afsognetsindbyggere havde ret til at vælge forstanderskabets flertal.

Ved landkommunalloven af 6. juli 1867 omdannedes sogneforstander-

skaberne til sogneråd, en institution som fik godt 100 årat leve i. Først i

1908 ophævedes den privilegerede valgret, idet valgret og valgbarhed nu tilkom alle uberygtede mænd og kvinder ^over 25 år (5). Set med ^vor tids øjne forekommer ovennævnte love udemokratiske, ^men set i perspektiv

med deres samtidvarde epokegørende og udtryk foren demokratiserings¬

proces, ikke blot i landsognene, men iDanmark ^som helhed. Presserman sin_egentidsnormer ogidéer nedoverfortiden, kan dentids fremskridt ofte

forekommemerekonservativeend de faktiskvarivirkeligheden.

3.

Sognedistriktets erhvervsstruktur

1845:

Skulle man i landsognet vurdere et menneske, ville udfaldet heraf ofte afhænge afvedkommendes erhvervsmæssige placering. F.eks. varmølleren

ogsmeden centrale led i produktionsprocessen,^menshusmændene ofte tal¬

mæssigt ^varfor^mange i forhold til det arbejde, der^varat fordele imellem

dem på gårdene. Denne sammenhæng mellem erhverv ^ogsocial placering

er en faktor, som stadig er at finde i det danske samfund. Derfor er det i

dette afsnit meningen at redegøre for Hvidbjerg-Lyngs sognes erhvervs¬

struktur i 1845 med folketællingen frasamme år som kilde. Dermed per¬

spektiveres der oplysninger^om»de bedste sognemænd«, ^somfølgersenere.

Inden gennemgangen afsognets enkelte husstande fremstillede ^sogne¬

præstenen samlet oversigtover familiefædrenes erhvervsfordeling. Denne

såsåledesudi 1845: 5 gejstlige (herunder også degne), 1 farver, 1 bager, 4 smede, 6murere, 3 møllere, 1 drejer, 1 sadelmager, 4 skomagere, 2 skræd¬

dere, 2 snedkere, 11 tømrere, 1 urmager, 8 vævere, 1 kromand, 5 fiskere,

111 almisselemmer(6), 14 personerudenbestemt næringsvej, 23daglejere,

ogendelig den størstegruppe: 267 derernærede sig af jordbrug. Isæri for¬

bindelse med sidstnævnte _{gruppe er} flere forhold bemærkelsesværdige i sammenhængen. Den store gruppe tjenestekarle på gårdene og aftægtsfol-

kene figurererstort setikke i denne opremsning. Beggegrupperstod uden¬

forsognets styre i forrige århundrede. Problematiskerligeledes den mang¬

lende skelnen mellem gårdejere og husmænd, der godt nok afog til ejede

mereend 1 tøndehartkorn, men somoftest måtte supplere indkomsten ved

atarbejde for gårdejerne. En del af disse husmænd var også håndværkere,

fortællermanefter i folketællingen, viser det sig,atdenstoregruppe hånd¬

værkere i præstens opgørelse ikke er til stede her. Altså må de skjule sig

underbetegnelsen »husmand« eller»daglejer«.

Sogneforstanderskabet giver i 1845 anbefalinger til 26 håndværkere, der

har søgt herredsfogeden om bevilling til at drive håndværk i sognedistrik¬

tet. Det drejer sig om: 7 skræddere, 11 tømmermænd, 4 murere, 1 sko¬

mager, 1 sadelmagerog 1 drejer. Blandt disse finder vi erhverv, som dæk¬

kede landsognets umiddelbare behov for forskellige tjenesteydelser, men håndværkerne udgjorde ^en meget svag gruppe i forhold til sognets styre.

Ikke som ibyerne, hvor håndværkerne efter købmændene ofte udgjordeen

indflydelsesrig socialgruppe.

Ifølge præstens opgørelse ^var der ^ca. 400 familiefædre i distriktet, ^men

holder man sig til stillingsbetegnelserne alene, varder herafca. 80 perso¬

ner, som kunne gøre sig gældende i forbindelse med diverse råd og kom¬

missioner. Altså maximalt 20-25 % af den mandlige befolkning. Det var situationen kort før århundredets midte, og landsognets statiske struktur taget i betragtning, har forholdet ikke ændret sig afgørende før i dette

århundrede.

4.

Fattigkommissionen:

Af de 12 kendtefædre til fattigkommissionsmedlemmer (8)varde 7 fæste¬

bønder, 2gårdejere, 1 proprietær, 1 skrædderog 1 husmand. Detstore an¬

tal fæstereunderstreger, hvortætvi endnuerpå 1700-årene; bemærkelses¬

værdigt er, at det ergårdfæstereog ikke husmænd, vi møder. Kommissio¬

nensenestehusmandvar sønafenhåndværker(skrædderen), ogdeneneste husmandssøni kommissioneneri kraft af intellektuelleevnerblevet skole¬

holder_oghar dermed hævet sig socialtoversin fødselsstatus.

Kommissionsmedlemmernes svigerfædre fordeler sig som følgen 4 fæstebønder, 1 sognepræst, 1 gårdejer, 1 proprietær, 1 ^{urmager og} 1 skole¬

holder. Karakteristisk for fæstebønderne her _er, at de sidder på nogle af sognets storegårde, der, somvistsenere, i generationer bliver hjemsted for

medlemmer af sognets råd og kommissioner. Svigerfædrenes status viser endvidere,atmangehar giftet sigoverderes stand.

Kommissionsmedlemmernes_egnesociale positioner fordeler sig således:

15 gårdejere, 2 gårdfæstere, 2 proprietærer, 2 møllere, 2 sognepræster, 2

Hvidbjerg Præstegård omkring 1905. Fra 1803, da fattigkommissionen etableredes, til 1860'erne, dafattiggården byggedes,fungerede præstegår¬

den som sognets administrative centrum. Senereflyttedes møderne til fat¬

tiggården, hvor dervarindrettetenstorstuemedhenblik på detformål.

skoleholdere _og 1 husmand. Ud af 26 identificerede medlemmervarde 15 altså gårdejere, og som svigerfædrene sad også de på sognets bedre gårde (9). 3 af dem havde tillids-ogbierhvervsom sognefoged, skolepatron

og dyrlæge. De 2 fæstere, vi træffer i denne sammenhæng, er at finde i årenelige efter århundredskiftet, da loven^ertrådt i kraft.

Den eneste husmand i fattigkommissionen var dog også kirkeværge, ^en stilling man kun opnåede, hvis man havde envis social position i bonde¬

samfundet, så han har ikke væretnogentypisk husmand. Hvadangårde 2 møllere, såvarde,somnævntovenfor,på grund af deres centrale placering

i landbrugets produktions- og forarbejdningsproces naturligvis socialt

ansete. Afydelserne til fattigkassen ses da også, at de i indkomst var sat højere end f.eks. ejeren afen god, storgård. Også de 2 skoleholdere har

sompræstensmedhjælpereogmedkyndighed iatlæse^ogskriveværetind¬

flydelsesrige personer i sognene, hvorfor det var naturligt, at de fik ^en administrativindflydelsesomheri fattigkommissionen.

Sammenfattende kan siges, at fattigkommissionens medlemmer, såvel

hvadangåregne sociale positioner, somhvadangår fædres ogsvigerfædres positioner, har tilhørt den velstillede gårdmandsstandi sognedistriktet(10).

Men hvordan fungerede disse »gode sognemænd« i administrationen af hjælpen til de fattige? Loven indeholdt visse regler, som de skulleholde sig

til, men i høj grad beroede almisselemmernes eventuelle offentlige hjælp på fattigkommissionens skøn, etskøn som ikke blot varøkonomisk, men

også moralsk, somdetvilsesaf følgende eksempler.

Den 15. december 1806 holdt kommissionen møde i Hvidbjergpræste¬

gård. I protokollen står:

»Ved Kommissionen mødt Almisselem af 1ste Classe Laurits Hole af

Hvidbjerg,og angavatMogensPedersen af Styveleyvilde betale ham de

ansatte 48 Skilling, hvorfor Kommissionen fandt sig nødsaget til at anmeldedettefor Amtet_ogØvrighed til Udpantning«.

Som det _{ses, er} kommissionen konsekvent i behandlingen afsagen, dog

først efter at have vurderet klageren Laurits Hole, der var en gammel og svag ungkarl uden mulighed for selv attjene nogettil livets opretholdelse.

Væsentligter, athan altid havde boet i sognetog»forholdt sig sømmeligt«,

som der står. Denne positive vurdering gælder ikke i en sagfra 1805, hvor

vi første_gangtræffer den 51-årige Marie Villadsdatter fra Kallerup. Kom¬

missionen vurderer hende til at have »-levet uordentligt«, og året efter far hun prædikatet»noget drikfældig«, men hjælp far hun da. Det samme fik

den 35-årige Christen Olesen i 1804. Han boedesammenmed sin svagelige

moder_oghavdeenkone, der ifølge kommissionen ikke ville bestillenoget.

Selv varhan blind, så selv om familien havde »-opført sig arrigog trætte- kiære«bevilgedes den 1 tønde^rug, 3 tønder bygog2 daler i hjælp det år.

En _sag fra 18. november 1806 viseret andet aspekt affattigkommissio¬

nensarbejde:

»DaSognekommissionen af Sognepræsten blev gjort opmærksompaa,at de fattige ey lader deres Børn saaledes ^søge Skolen som de ere pligtige, omendskjønt Reglementet §41 byder at alle Børn, som nyde offentlig Understøttelse, skulde fraderes 6te eller idet mindste fraderes 7de Aar afstadigen søge Skolen: saaharKommissionen besluttet, ^{som en}uafvi- gelig Regel for Fremtiden,atde Fattige skalefter ovenmeldte § lade deres

Børn _søge Skolen, forsømmer de dette gandske tilbageholdes deres Almisseindtil deopfylder denne Pligt«.

Kommissionsmedlemmerne har med andre ord tagetbørnenes tarv alvor¬

ligt, hvad de selvfølgelig også var pligtige til ifølge loven. Men den gode vilje betød i høj gradnogeti disse skønsmæssigesager.

Selv omsognetsbeboere årligtvaransat til en vis ydelse i naturalierog penge til fattigvæsenets opretholdelse, så ses flere af dem tillige at have givet pengei forbindelse med gårdhandeler; f.eks. i 1832 da Christen Chri¬

stensen Odgaard og Søren Jensen Graugaard, der, som slægtskredsene (se

sidst i artiklen) viser, begge varaktive i sogneadministrationen, mageskif-

tede deres gårde. Ved den lejlighedgav de hver 18 rigsbankdaler til fattig¬

kassen, etikke ringe beløb på den tid.

Helhedsindtrykket af fattigkommissionens arbejde er en konsekvent behandling afsagerne efter lovens ord. Tilsyneladende har man arbejdet grundigt og alvorligt med sagerne uden at forfordele til hverken den ene eller anden side. Naturligvis finder vi de sædvanlige sager, hvor 2 sogne hver især_søgeratundgå forsørgelsespligten foretfattiglem. Ifølge lovenvar

fødesognetforpligtet i den henseende. Påetmøde den 4. juni 1807 diskute¬

res således et brev fraJegindø fattigkommission angående en vis Mariane,

der i årene 1803-4 nød offentlig understøttelse i Hvidbjerg-Lyngs sogne¬

distrikt. Nu er hun flyttet til Jegindø, hvor hun er blevet tjenestepige og altså forsørger sig selv. Trods det vil ^øens fattigkommission sikre sig, at hvis hun nogensinde atter far brug for offentlig hjælp, ja så er det Hvid¬

bjerg-Lyngs sognedistrikt, der skal betale ^en sådan. Fattigkommissionen

her påtager sig en eventuel sådan forpligtelse i fremtiden uden sværdslag.

Lovensordvarklare i dette tilfælde.

5.

Sogneforstanderskabet/sognerådet:

I perioden 1841-99 var 62 forskellige personer medlemmer af sognefor- standerskabet/sognerådet i Hvidbjerg-Lyngs sogne. Sammenlignes med erhvervsstrukturen i 1845 viser detsig, atdisse personerssociale baggrund

og status afviger i opadsøgende retning. Af de identificerede fædre var23 gårdejere, 3 proprietærer, 2 sognepræster, 1 færgemand, 1 amtmand, 1

lærer_og 1 væver. Altså kun 1 håndværkersøn, mens 4 var vokset op i et bogligt miljø.

Dettebillede bekræftes vedengennemgangaf svigerfædrenesstatus. Her

var28gårdejere, 1 møller, 1 sognepræstog 1 færgemand.Generelt har den styrende gårdmandsgruppe været stabil og selvsupplerende i social hen¬

seende. Dette bekræftes af medlemmernes _egne erhverv. 49 var gård¬

ejere (11), 2 proprietærer, 4 sognepræster, 1 købmand, 1 lærer^og 1 væver.

NårGleerup ^somnævnt ovenfortalte om bonden »-der kommer«, så må

bonden sætteslig med »gårdejer«, ^enstatus somunder halvdelen af de, der

isognetarbejdede med jorden, havde.

Udfra en fortegnelse overgårdens ejere og deres hartkorn i 1816 og en tiendeliste fra 1865 kan dissesognemænds forholdbelyses nøjere. Naturlig¬

vis kan dervære foretaget køb/salg i årenes løb, så ansættelsen ikke erhelt korrekt, men en tendenskan disse kilder alligevel antyde i sammenhæn¬

gen. Kun ejerne af hovedgården »Hindsels« og »Helligkildegård«, der af

Christen Ørsnæs var tillagt 180 tønder bonde- og kirkegods i 1700-årene,

havdemere end 10 tønder hartkorn. 16 havdemellem 10_og 5 tønder hart-

Hyldagergård i Jestrup mellem Hvidbjerg og Lyngs i tiden omkring år¬

hundredskiftet.Med sinefire længeroghusmølle en typiskstørre ejendom

i sognet. Specielt perioden 1880-1900 kendetegnes ved opførelse afmange nyegårde, såvel hovedbygning (salshus) som avlsbygninger, der levede op til de _nye krav og produktionsformer, som gårdmandssønnerne lærte på højskolerne. For denneegnbetødisær Tommeruphøjskolemeget.

korn, og 23 ejede mellem 5 og 1 tønde hartkorn. Af disse 23 varder dog

kun 7, hvis gårde havde et tilliggende på mindre end 3 tønder hartkorn.

Tydeligvisvardetejerne af destoreogmellemstoregårde i sognedistriktet,

som havde sæde isogneforstanderskabetog senere sognerådet. Den mulig¬

hed, loven åbnede for alle, der blot ejede 1 tønde hartkorn, ellersomejede

en bygning med en vis assuranceværdi, har ikkeværetudnyttet. Dette må knyttes sammen med den forbindelse, der i forrige århundredes landbo¬

samfundvarmellem besiddelse afjordog selvbevidsthed/offentlig respekt.

Jorden _og slægtenvar sammen med religionen de centrale værdier i land¬

sognet. Naturligvis har der ogsåværet ensammenhæng mellem detatvære enoplystog fremskridtsvenlig bonde,også detatfa overladt offentlige til¬

lidshverv. Flere af disse bøndervarforegangsmænd i forbindelse med dræ¬

ning af markerne og nye driftsformer i øvrigt. Det har været naturligt at benytte de mere oplyste afsognetsbønderi administrationen, ogi detper¬

spektiv bliver »hartkornsstyret«mereacceptabeltsetmed eftertidensøjne.

I praksis fik disse mænd da også forelagt så vidt forskellige^sager, at ikke

blot almindelig fornuft, men også viden var en god ballast at besidde.

Noglesagerskal drages frem foratillustrere dette.

HusmandsstedøstforHvidbjerg. Husmændene havdelidt jordogvar der¬

med bedre stillede enddaglejerne, menfik dog ikke del isognetsstyrelse.

På den anden side var mangehusmænd beslægtede med gårdejerne, men da kun énsøn kunneovertagefødegården, måtte de øvrige børnofte socialt bevægesignedadisamfundetentensomhusmænd, håndværkere eller dag¬

lejere.

Dybt personlige forhold hørte stadig sidst i århundredet hjemme i dette offentlige regi. F.eks. følgende fraetsognerådsmøde den 7. april 1885:

»Dernæst fremlagdesen Begjæring fraMarenNielsdatter iHvidbjerg om at faa udnævnt en anden Værge forsig istedetfor hendes Søn Eiler Mik¬

kelsen iJestrupimod hvem hunermisfornøjet til dette Hverv. Man ved¬

tog at indhente nærmere Oplysning om Grunden til hendes Misfornø¬

jelse med hendes nuværende Værge«.

Resultatetforeligger den 12. majsammeår:

»Efterathaveconfereret medVærgenfor Maren Nielsdatter afHvidbjerg

og hendes Søn PederChristian Mikkelsen finder man ikke tilstrækkelig Anledning tilsomFølge af den fra hende i forrige Mødeindgivne Begjæ¬

ring omat foreslaaen Værge istedetfor den nuværende, Eiler Mikkelsen afJestrup,atefterkomme den omhandledeBegjæring«.

Atsognerådeterkommet til den konklusion kan skyldes,atnævnteMaren Nielsdatter måske harværetenlidt kværulantisk kone. Hun erformodent¬

lig identisk med den Maren Nielsdatter, der i 1824 flyttede fra Jegindø, og

MaleriafHans Smidth med titlen»Vestjysk Sogneråd«. Hvad angår inte- rieuret, er malerietformodentlig ikke langtfra virkeligheden. Også »de bedstesognemænd« kommerforrige århundredes typer nær ipåklædning

ogfrisure.

omhvem sognepræsten tilføjede under »anmærkninger«: »Aldeles intetat anmærke til hendes fordel«.

Men også driftige, måske vel driftige folk, varder i sognet, og her måtte sognerådet virke som en bremsemekanisme. Det gælder i følgende sag fra

den 1.juli 1872:

»Fra Bager Lars Chr. Jepsen ved Hvidbjerg Kirke fremkom en Ansøg¬

ning til Indenrigsministerietom Tilladelse til Beværtning med Spise- og DrikkevarersamtUdskjænkning i Huset for billig Betaling til de Gjæster

der kommer for at konsultere Lægen (12). Sogneraadet maa bestemt erklæreatdet ikke kanerkjendeather findes Trang tilen Kroved Hvid¬

bjerg Kirke. Distriktslægen har Plads til HestenaarFolkmaaopholdesig

forat vente paa hamog Lægedistriktet ermeget lille, desuden haves en Kro i Floulev By, Hvidbjeg Sogn, som ikke ligger meerend 3/8 Miil fra Hvidbjerg Kirkeog manformener saaledesaten Kroerfuldkommen til¬

strækkelig til Sognet. Ansøgeren anfører at hans Bygninger ere rumme¬

ligeog hensigtsmæssig indrettet til Kro, mendette eringenlunde Tilfæl¬

det. Efter Sogneraadets Formening bør ingen Tilladelse gives til Opret¬

telse af_nogenKro vedHvidbjerg Kirke,-«.

Sognets udvikling betød i århundredets løb andre og større udfordringer til de styrende mand. Bl. a. togde stilling til den ændring af infrastruktu¬

ren, som udbygningen af sygehusvæsenet varudtryk for. Billedet forestiller Hvidbjerg sygehus, derblev opførti1892, og somendnueridrift.

Sidst i forrige århundrede ændredes strukturen i landsognet i engrad, som vi skaltilbage til udskiftningen foratfinde. Denne forandring stillede krav

omudsynhos de sogneråd, der skulletagestilling til^ogstyreudviklingen. I Hvidbjerg-Lyngs besluttedes således i 1879atopføreen ejendom med pas¬

sende beboelse til en dyrlæge. Dette skete i samarbejde med nabosognene Søndbjerg, Odby^ogJegindø. De^samme 5 sogne havde allerede i 1868 ind¬

rettet en ejendom til distriktslægen. Det sociale apparat udvikledes videre

medopførelsen afetsygehus i 1892. Dervar plads til 8 senge, en celletil

en sindsyg, økonomalejlighed, lighus og desinfektionsovn. Også skolevæ¬

senetforbedredes sidsti forrige århundrede med bygningen af flere skoler i distriktet. Den altafgørende forandringvardogjernbanen, der i 1882 førtes

over Thyholm på sin rute fra Struer til Thisted. Hvidbjerg blev ^nu sta¬

tionsby, ogverden blev lidt større forsognetsbeboere. Men en ændring af styreforholdene betød det ingenlunde.

6.

Slægt

indflydelse:

I de middelalderlige folkeviservarslægten den bærende enhed i det lokale

samfund. Op igennem tiden flyttes vægten fra slægten til det enkelte indi¬

vid, nogetder afspejles i lovene. Men individets frigørelse fra slægten vari

høj grad mere en sagfor borgerskabet i byerne, end det var for bønderne.

Dette bekræftes ved at undersøge slægtens rolle i forbindelse med magt¬

strukturen iHvidbjerg-Lyngs sognedistrikt.

I periodens fattigkommission, skolekommission (13), sogneforstander-

skab _ogsogneråd havde ca. 117 medlemmer sæde. Flere afdem gik igen i

flere sammenhænge, lige ^som det var fra de samme kredse, der hentedes sognefogeder, sparekassedirektører, amtsrådsmedlemmer, ja endog et par

folketingsmedlemmer.

I en undersøgelse af medlemmernes indbyrdes slægtskabsforhold erføl¬

gende konstateret: a 16 tilfælde, hvor såvel farsom søn havde sæde ietaf

nævnteorganer, b 12 tilfælde, hvor såvel svigerfarsomsvigersøn varvalgt.

c8 tilfælde afsvogerskab (14). d i 6 tilfælde erbrødre placeret i forskellige

organer, e6 tilfælde af fætterskab. /i 3 tilfælde har 3 generationer i træk,og ietenkelt tilfælde 4generationer i træk, haft sæde i forskellige rådogkom¬

missioner(15). Detertal, som ikke må overfortolkes, men de viser dogen

tydelig tendens, idet 48 forskellige slægtskabsforhold indenforen rammeaf

117 _personermå siges atvære ethøjt tal; dertil kommer, atder givetvis er flereslægtskabsforhold,som erundgået forfatternes opmærksomhed.

Undersøgelsen pegerhenimod bestemte slægterogkredse omkring disse

som værende centre for udøvelsen af den lokale magt i landsognet i det

19de århundredede. Tages genealogien til hjælp, viser der sig 5 slægts-

kredse med rødder i _og forbindelse til sognets store og mellemstore gårde

som indehavere af 8 pladser i skolekommissionen, 11 i fattigkommissio¬

nen, 16 i sogneforstanderskabetog9 i sognerådet. Et gennemsnit på godt 9 pladser pr. slægt. Nedenfor vises disse fem slægtskredses indflydelse. Føl¬

gende forkortelser er anvendt: FK = fattigkommissionsmedlem, SK =

skolekommissionsmedlem, SF = medlem af sogneforstanderskabet, SR ⁼ sognerådsmedlem. Det tilføjede årstal henviser til det første år, vedkom¬

mendetræffes inævntesammenhæng.

»Hindwh"-kredsen:

BertelWilladsen SF1851

Christian NielsenNymann

NielsOvergaard SF 1842 SK 1834

»Hiudsels«

JacobOvergaard

MarenOvergaard~

PederOdgaard Niels Christensen N>mann FK 1808

»Østergård«

Ane Willadsen- JacobOvergaard

»Hindsels«

1 PetrineOvergaard

Niels NielsenFoget SR 1865

»Hvidbjerggård«

AndersOdgaard SF 1850

»Østergård«

Niels NielsenNymann

Nikolaj Overgaard SR1865

»Overgårdsmindc«

Christen PeterNielsen SR1872

Christen Jensen Møller FK 1811

»Semb Motte«

»Gravgård«•kredsen:

T Zidse!Møller- LarsGraugaard KirstenGraugaard~

SF 1842 Christen Christensen Smed

SK 1829 FK 1827

sognefoged SK 1835

»Lyngs l'estergård<>

1 MetteGraugaard-

Knud Nielsen Sloth SF 1842 SK 1838

JensGraugaard FK 1829

SørenGraugaard SF 1851

»Sandhojgård«

JosefMichelsen ISK 1832

ElseJosefsdatter- Jens KristianGraugaard

ChristenGraugård SK 1838 SK 1836

»Odgård«/»Graugård«

JensKræmmer SR1876

»Markedahl«

»Hvidbjerggård«-kredsen:

Niels Clemmensen~

FK1803

»Hvidhjerggard«

MarenNielsdatter Kirsten Nielsdatter^- (-1* Lars Jensen) ChristenAndersen

»Hvidhjerggard« FK1803

sognefoged

Mads Poulsen FK 1808

»SembVestergård«

ChristenMadsen

»SembVestergård«

Peder Madsen~

SR 1892

»SembVestergård«

Anders Clemmensen SF 1842

»Hvidbjerggård•<

AnnaLarsdatter- Christen ChristensenOdgaard SK 1822

»Odgård« »Gravgard«

Ane Andersen-

KnudNielsen Sloth SF1842, SK 1832

»Sandhø/gard«

ChristenKnudsenSloth SF 1826

»Styvelgård«

Niels ChristensenOdgaard SF 1862

»Smerupgård«

Niels Clemmensen Sloth SR 1898 sparekassedirektør

»Styvelgård«

»Smerupgård«■kredsen:

Niels Andersen

»Smerupgård«

AndersNielsen FK 1827

»Smerupgård«

MetteAndersdatter~ NielsOlsen SR 1888

Peder Nielsen SF 1851

CidselAndersdatter~

Jens Christensen

ChristenJensenMøller FK1811

»SembMølle«

PederMadsenYde SK1834

j MarenAndersdatter~

NielsChristensenOdgaard SF 1862

»Smerupgard«

AneAndersdatter~ Mads Yde SR 1856

DorthePedersdatter~

NielsRokkjær SF 1865

1 KristenOdgaard

SR1895 bankdirektør

»Smerupgdrd«

»Helhgk ildegärd« -kredsen:

HansNielsen FK 1803

»Helligkitdegård«

Mette Olesdatter~ JohanneOlesdatter^-

MetteSophie Nielsen^- Jens Larsen FK 1829

Jens ChristensenSoe ClausKjæruirr SF1854

»Damsgard«

LarsChristianSkjoldahl~ KarenJensdatter Søe SR1883

»Skjoldahl«

Ane Jensdatter Søe~

Peder Damsgaard SR 1886

»Damsgärd«

7. Konklusion:

Umiddelbart må konklusionen på dette konkrete eksempel fra Hvidbjerg- Lyngs sogne blive, at landsognets administration og styrelse i forrige

århundrede ikke havde meget med demokrati atgøre forstået som »folke¬

styre«; set i perspektiv meden længere historisk udvikling betød gårdejer¬

nes integration i sognestyret imidlertid et stort fremskridt i demokratisk retning.

Endvidere kan der konkluderes, at magten havde en tendens til at kon¬

centrere sig i ret snævre kredse blandt devalgbare bønder. Lovens mulig¬

heder med henblik på at sprede indflydelsen udnyttedes kun i ringe grad.

Detkan hængesammen medtrangentil kontinuitetog en form for konser¬

vatisme, der dog mere varaf modererende end af bremsende art. Yi befin¬

derosienperiode, hvor disse »gode sognemænd« samtidigbliver bærereaf grundlaget for højskolebevægelsenogandelsbevægelsen.

1 Gleerup Asmund, 1809-65. Lærer i Udby i Holbæk amt. Ivrig deltager i »Bondevenne- bevægelsen« i 1840'erne. Nedlagde i 1845 sit lærerembedepå grund af regeringens pres på ham, damanmisbilligede hans agitation. Talen »Nu kommer bonden«varetaf de første til¬

fælde, hvor der blev slået til lyd for bondensomselvstændig faktor i det politiskeliv.Senere blevGleerup nationalliberalog mistede forbindelsen til bondesagen. 2 Kilderneer Hvid¬

bjerg-Lyngs fattigkommissions protokol 1803-33 (arkivnr. C. 125.33 i Landsarkivet,Viborg), Lyngs skolekommissions protokol 1815-42 (arkivnr. C. 125.34 i LA), skoleregnskaber for Hvidbjergsogn 1834, 1835og 1837,lokalhistorisk arkiv i Hvidbjerg. Hvidbjerg-Lyngssogne- forstanderskab/sogneråds protokoller 1841-1900, lokalhistorisk arkiv i Hvidbjerg. 3 Schou J.,del 8. 4 Skolepatronenvarskolens økonomiske tilsynsførende eller leder i modsætning til skoleholderen, som stod for den pædagogiske ledelse. En parallel til ham var kirkepatro¬

nen. 5 Hvidtfeldt J.,s. 447-48. 6 Vel ikke familiefædre alle sammen,men nærmere det samlede antal voksne almisselemmer. 7 Udovergårdejerne omfattede dennegruppeogså de husmænd, derkunneernæresig af deres jordlod. 8 Ikke alle kan identificeres; underskriften kanværeulæselig, eller der levede flerepersonerafsamme navnpåsammetid isognet,sået Noter:

kvalificeretvalg bliver umuligt. 9 F.eks. »Hvidbjerggård«, »Semb Vestergård«, »Østergård«,

»Smerupgård«og»Gadegård«. 10 Til dette afsniterkildematerialet udelukkende kirkebøger

og folketællinger. Et bedre vurderingsgrundlag ville kunne opnås ved hjælp af skifte- og

skøde/panteprotokoller. 11 Herafvar 3 tillige sognefogeder, 2 sparekassedirektører og 1 købmand. 12 Distriktsboligenvarbeliggende syd for banen ad Flovlev til. Men på trods af afstanden til kirken har derpå daværende tidspunktnæppeværet megenbebyggelse mellem bagerensoglægens boliger. Stationsbyenvarendnu ikke voksetop. 13 Kunprotokollen fra Lyngs skole er bevaret. 14 Tallet lyder ikke afmeget, men i et af tilfældene dækker et svogerskab f.eks.over6forskelligepersoner,alle valgte i forskellige sammenhænge. 15 Den¬

neudvikling fortsætteropi det 20de århundrede,menda undersøgelsen drejersigomdet 19de århundrede,er enkontinuitet på området ikke påvist i denne artikel.

Kilder:

Udover detikke-trykte kildematerialenævntinoterne2og 10samti teksten i øvrigterføl¬

gende tryktlitteratur anvendt: HvidtfeldtJ.,»Håndbog for Danske Lokalhistorikere«, Dansk HistoriskFællesforening 1965. Skovmand R., »Folkestyrets Fødsel«, Politikens Forlag 1964.

SchouJ.,»Chronologisk Registeroverde Kongelige Forordninger-« del 8, Kbh. 1804.

Summary

TheBestParishioners

The ruralparishes inDenmark changed fimdamentally in theyearsafter 1800.The enclosure

movementandthe transition to freehold_gave thepeasantpopulation a newstatus charac- terized by independence and human dignity. A natural partof this developement was the integration of thepeasantsin localgovernment.

The laws that laid thegroundwork forthisintegration used theterm»the bestparishioners«

to refertothe peasants whowereallowedtobecome membersofboardsof guardians (after 1803),education committees (after 1814), boards of parish principals(after 1842), and parish councils(after 1867). The article analyses data about ownership andgenealogy in aspecific

ruralparish in West Jutland, Hvidbjerg-Lyngs, throughout the19thCentury,and this revealsa powerstructurewhere »the rural emancipation« and thepowerdelegatedtothepeasantsonly

were the privileges ofa narrow class of farmowners. Less propertied parishioners such as smallholders, labourers, fishermen and artisans had no part in the administration of the parish.

This faetwasnotonlyaresult of certainrulesof law, but alsoof the inbredrespectwhich

ruralsociety felt for the land and, thus, also for those who owned it. Andsinceafarm would

often be in the same family's possession for several generations, it seems natural that the inquiry should show how certain families in theparish, residingatlarge and semi-large farms,

would_{possess an} almost hereditary power. Parish executive officers, saving bankmanagers and members ofcountrycouncilswerealsorecruited from these circles.

Fromamodernpoint of view suchstatesof affairsmay seemunreasonable.However,in the contemporarysituation they representedagreatstride forward from the 18thcentury,andon

along view theywere a stagein the evolution ofpresent-day democracy. Itshould also be

addedthatalthough thegroupof rulingmen wasindeednarrow,theprotocols nevertheless

showa reasonabledegree of responsibility and knowledge. »The best parishioners« hadto govem aparishinastateof change towardamorepublic andtechnologicaltypeof society-

therailway, for instance,cametothe parishin 1882. Localgovernmentthusdemanded vision,

andanumberofthese men,who had practically all attended folk high school (»højskole«), actually possessedit.