Den politiske venstredrejning i Latin - amerika har i de senere år optaget sindene hos iagttagere af regionen, og fokus er især på forholdet til USA, som er blevet mere anstrengt.
Ikke fordi nogle lande har ønsket at forringe forholdet til Washington, men fordi USA i en række tilfælde har reageret afvisende på et ønske om større albuerum politisk og øko- nomisk. Et ønske om større selv - stændighed. Med Hugo Chavez’
valgsejr i Venezuela i 1998 og med Lula da Silvas valgsejr i Brasilien i 2002 blev den internationale op- mærksomhed omkring tendensen i retning af en venstreorientering skærpet.
Under den brasilianske valgkamp i 2002 advarede USA’s finansmini- ster, Paul O’Neill, om, at man måtte være forsigtig med at låne Brasilien penge med udsigt til en Lula-rege- ring til venstre for midten. “Først
må vi se en politik, som sikrer, at pengene bliver brugt til noget godt og ikke bare forsvinder ud af landet til en bankkonto i Schweiz”, sagde fi- nansministeren fra Washington, og afslørede dermed også de fordom- me, som man havde mod socialisten Lula da Silva.
Det værste var dog, at den ene ud- talelse fra Paul O’Neill øjeblikkeligt høvlede 5 procent af den brasilian- ske valutas værdi. Den brasilianske real mistede i løbet af 2002 en tred- jedel af sin værdi alene på grund af gentagne udenlandske skrækscena- rier om Lula da Silva.
De toneangivende finansaviser, Wall Street Journalog Financial Times, var på samme linje og advarede i en række artikler investorerne i Brasili- en imod Lula med det resultat, at in- vestorerne flygtede ud af Brasilien i stor stil op til præsidentvalget. Præsi- dent Lula da Silva har senere beteg-
Venstre om i Latinamerika
Niels Lindvig
Latinamerika er uden tvivl trådt mod venstre i de
senere år, men den generelle orientering i politik-
ken er ikke entydig bortset fra det geopolitiske
faktum, at de fleste sigter på større økonomisk og
politisk uafhængighed af USA
net de to avisers skriverier som ‘fi- nansiel terrorisme’.
Ingen – hverken presse eller me- dier eller USA’s regering – har efter- følgende indrømmet, at de eklatant fejl vurderede situationen og især manden Lula. Og så vidt som bekla- gelser kom det aldrig. Som venstre - orienteret har man selv pligt til at gøre fordommene til skamme og be- vise sin lødighed.
De gode og de onde
Det varede ikke længe, før det hele var vendt på hovedet. Lula da Silva var pludselig den helt store attrak - tion. Efterspurgt ved topmøder ver- den over, modtaget som en konge i Davos af sine gamle kritikere, som lyttede i en blanding af andægtig- hed og begejstring til, hvad den bra- silianske præsident havde at sige.
Og alligevel var der det her indtryk af markedspladstelt, hvor man kun- ne opleve sensationen: den velafret- tede vilde.
Der gik ikke lang tid, før det blev god latin at tale – ikke om venstre - drejningen i Latinamerika, men om venstredrejningerne. Blandt andre Mexicos tidligere udenrigsminister Jorge G. Castañeda søsatte ideen om, at der ikke var én, men to ven- strebevægelser i Latinamerika. En god venstrefløj og en dårlig venstre - fløj; det rigtige venstre contra det forkerte venstre; moderate contra ekstremister. Lula og Bachelet con- tra Chavez og Castro.
Problemet med den udlægning er,
at så snart vi forsøger at skabe båse og hegne ind for at fremme forståel- sen, så forsimpler og forvrænger vi også. Hvis man overhovedet kan indhegne forskellige venstreoriente- ringer i dagens Latinamerika, så kan man med større ret – som adjunkt Steen Fryba Christensen fra Aalborg Universitet har påpeget (CBS april 2006) – tale om tre slags venstrebe- vægelser og ikke to, fordi Cuba som regionens eneste diktatur klart ad- skiller sig fra resten af de latinameri- kanske lande.
Diktatorkassen
Ved at proppe Venezuela og Cuba i samme boks opnår man at sidestille den demokratisk valgte præsident Chavez med diktatoren Castro. Og at de to jo beviseligt er slyngvenin- der gør blot sammenligningen end- nu nemmere. Det virker logisk. Men derfra er der kun et kort skridt til at anvende betegnelsen diktator også om Hugo Chavez, sådan som en lang række massemedier efterhån- den gør det pr. ryg marvsrefleks.
I øvrigt rubriceres Argentina og Bolivia også ofte sammen med Cuba og Venezuela, når tesen om de to ty- per venstreorientering i Latinameri- ka skal udlægges. Argentinas præsi- dent, Nestór Kirchner, er røget i ud- bakken bl.a. fordi han tog et opgør med Den internationale Valutafond, IMF, om Argentinas økonomiske po- litik og forpligtelser oven på det ar- gentinske sammenbrud i julen 2001.
Bolivias præsident og indianske le-
der, Evo Morales, har som erklæret socialist plejet nær politisk omgang med Castro og Chavez og værst: Mo- rales har erklæret Bolivias naturres- sourcer for boliviansk ejendom og bedt internationale gasproducenter i Bolivia genforhandle deres kon- trakter.
Men ved udelukkende at vurdere præsident Morales på det grundlag, tilsidesætter man en meget mærk- bar og meget vigtig tendens i Latin - amerika i disse år: de oprindelige in- dianske befolkningsgruppers vok- sende organisering og deres deraf følgende krav på indflydelse over jord, råstoffer, kultur mm. Evo Mo- rales er indiansk leder lige så meget som han er præsident.
Det, som Castañeda kalder for
‘det dårlige venstre’ beskrives ofte med de populære negativbetegnel- ser: populisme og nationalisme. De nationalistiske tendenser, som tyde- ligvis præger nogle lande i regio- nen, hænger i det store og hele sam- men med det gradvise opgør med USA’s altafgørende indflydelse, som Latinamerika oplever i disse år.
Nationalisme er selvstændigheds- trangens følgesvend. Vi behøver ikke gå længere end til Norge for at se, hvor svært det har været for nordmændene at vikle sig ud af fla- get igen efter 1905. Ja, det er faktisk ikke en afsluttet proces endnu 100 år efter.
Førhen var Spanien kolonimagten i Latinamerika. Siden blev det USA, som de facto overtog den rolle bl.a.
med præsident James Monroes dok- trin fra 1823, hvor han fastslog at
“de amerikanske kontinenter, der har tilkæmpet sig og hævdet frihed og uafhængighed, ikke ønsker, at nogen europæisk magt i fremtiden skal betragte dem som kolonisations - områder… Hvad der sker i denne hemisfære angår os ifølge sagens na- tur direkte og umiddelbart.”
Sovjets opløsning hjalp
Doktrinen havde den effekt at USA nu havde de amerikanske kontinen- ter som deres eksklusive politiske område. Her herskede og her førte USA politik. Det vil også sige, at ven- streorienterede regeringer i mod- sætning til det meste af resten af ver- den aldrig godvilligt fik en chance i Latinamerika; og opstod de en sjæl- den gang alligevel – fx ved opstand eller demokratiske valg – blev de knust.
Sovjetunionens sammenbrud og den Kolde Krigs ophør fjernede det brændemærke, som Latinamerikas venstrefløj havde båret rundt på. Nu kunne Washington ikke længere be- skylde et hvilket som helst styre til venstre for midten for at være et brohoved for sovjetiske interesser i regionen. En formel, som USA hav- de anvendt tilbage fra 1954, hvor man med CIA’s hjælp gennemførte et statskup og væltede Jacobo Ar- benz’ socialdemokratisk orienterede regering i Guatemala.
Med den Kolde Krigs ophør har latinamerikanske lande ikke længe-
re været tvunget til at vælge mellem USA og Sovjetunionen. Det er én væsentlig årsag til, at venstredrejnin- gen finder sted i Latinamerika. En anden væsentlig årsag er den vold- somme ulighed. Latinamerika er verdens mest skæve region, hvad velstand angår.
Ufattelig velstand og dermed magt koncentreret på relativt få hænder og en øresønderrivende fat- tigdom for resten. Hvis man kombi- nerer den ulighed med den øgede demokratisering, er resultatet lo- gisk. Kombinationen af få magtfulde velhavere og mange fattige og un- derbemidlede vil naturligt føre til, at venstreorienterede ideer vinder frem.
Venstresving uundgåeligt I Latinamerika var det nærmest uundgåeligt eftersom de økonomi- ske, sociale og politiske reformer, som blev gennemført samtidig med demokratiseringen i midten af 1980’erne ikke forbedrede vilkårene for de mange dårligt stillede, som tværtimod oftest fik det værre.
Den tendens havde i slutningen af 1990’erne gjort store grupper så lede ved udviklingen, at nogle lige- frem højlydt begyndte at sætte spørgsmålstegn ved demokratiets velsignelser. Meningsmålinger be- gyndte at reflektere utilfredshed med demokratiets muligheder. Man havde jo ikke sjældent haft det bed- re under diverse diktatoriske regi- mer. Men i stedet for at søge tilbage
til ‘caudilloen’, den stærke mand, så vælgerne til venstre.
Man kan sige, at venstrefløjens po- litikere på den måde blev demokra- tiets sidste halmstrå i en række latin - amerikanske lande. Vælgernes sidste uprøvede mulighed – alle andre havde spillet fallit. På den baggrund kan bekymring over den aktuelle venstredrejning i Latinamerika, som man ser det udtrykt fra Washington, forekomme fejlplaceret, hvis ellers ønsket er at sikre en demokratisk udvikling.
Næppe en dag passerer uden fremtrædende advarsler om, at regi- onen – eller i hvert fald en del af den styrer mod populistisk under- gang eller det, der er værre. Foran- dringerne i Latinamerika synes i høj grad at blive misforstået og desuden undervurderet.
USA’s højrefløj inklusive Bush-ad- ministrationen ser fortsat udviklin- gen gennem et koldkrigs-prisme, hvor Castro-Chavez-Morales aksen angiveligt udgør en trussel mod USA. Påståede forbindelser til terro- risme eller narkotrafik hældes som- metider oveni. Dokumentation le- veres ret beset aldrig. Som da USA’s udenrigsministerium, State Depart- ment, uden yderligere forklaring sløjfede alt våbensalg til Venezuela i foråret 2006 på grund af manglende samarbejde i terrorbekæmpelse.
Selv mere liberale og moderate i USA er bekymrede over farerne, som de ser forbundet med ‘Latin - amerikas venstre-populistiske drej-
ning’. Presse og medier er næsten entydigt præget af samme tema såvel i nyhedsdækningen som i kom- mentarer.
At der i virkeligheden er god grund til optimisme på netop den demokratiske udviklings vegne, bli- ver som regel overset eller forbigået.
Demokrati har gradvist ikke bare vundet fodfæste, men slået rod. Det diskvalificerer ikke demokratiet som institution, at vælgerne i flere lande har formastet sig til at vælge venstre- orienterede regeringer. Det under- bygger ret beset demokratiet, at fle- re og flere lande søger større økono- misk og politisk uafhængighed og bredere handelssamkvem. En udvik- ling med større regional integration (eks. Mercosur) er i den sammen- hæng logisk.
Når venstredrejningen i Latiname - rika skal begrundes, bliver én af de allervæsentligste årsager ofte forbi- gået, nemlig at Latinamerika efter årene med militærdiktaturer og i takt med demokratiets fremmarch oplevede et sammenbrud i den øko- nomiske vækst.
Katastrofe
De seneste 25 år har reelt set været katastrofale for Latinamerika. Fra 1960 til 1980 øgedes per capita ind- komsten i Latinamerika med 82 pro- cent (renset for inflation). Fra 1980 til 2000 voksede den enkelte per- sons indkomst med ni (9) sølle pro- cent! Og i de første fem år af dette nye århundrede (2000 til 2005) har
væksten været på fire (4) procent samlet set.
Hvis man skal finde en vækstud- vikling tilsvarende elendig i Latin - amerika, skal man over 100 år tilba- ge og vælge en periode, som omfat- ter såvel den Første Verdenskrig som depressionen.
Latinamerika har som sagt den skæveste velstandsfordeling i ver- den, men uligheden er ikke blevet større i de seneste 25 år. Det er først og fremmest den manglende vækst, som har frarøvet halvanden genera- tion muligheden for at forbedre le- vevilkårene. Mexico ville i dag have haft en gennemsnitlig levestandard som Spaniens, hvis økonomien hav- de fortsat sin vækst fra før 1980, og færre mexicanere ville være parate til at løbe risikoen ved illegal immi- gration til USA.
Det, vi er vidne til Latinamerika nu, er at USA mister indflydelse i det, der indtil for ganske nylig var USA’s ‘baggård’. Det er drastisk; det er gået stærkt, og det er efter alle so- lemærker at dømme uafvendeligt.
Valutafonden svækket
På ét område er Washingtons tab af indflydelse gået stort set upåagtet hen. Indtil for nylig havde Den In- ternationale Valutafond (IMF) mere eller mindre hånd i hanke med de fleste andre kreditkilder for udvik- lingslandenes regeringer. IMF var en slags ‘gatekeeper’.
Hvis en regering ikke opnåede en aftale med IMF, ville den ikke kvalifi-
cere sig til hovedparten af lån fra Verdensbanken, regionale banker som Den Interamerikanske Udvik- lingsbank, G7 regeringslån og nogle gange sågar heller ikke fra den pri- vate banksektor.
IMF har 184 medlemmer, men har altid været domineret af USA’s finansministerium. Teknisk set kun- ne andre rige lande som de euro- pæiske og Japan nedstemme USA (afstemning er proportionel efter et kvotesystem, som giver de rige lande et stort flertal), men det er praktisk talt aldrig sket i de seneste 62 år.
Långiverne med IMF har også haft afgørende indflydelse på ud- formningen af den såkaldte ‘Was- hington Concensus’, det sæt regler, som sigter på at begrænse statens re- gulering af markedet og åbne natio- naløkonomierne for det internatio- nale marked.
I dag er Washington Concensus et skældsord i det meste af Latinamerika.
I årtier har der været en opfattelse af, at Washington kunne operere smer- tefrit igennem IMF, en tilsyneladen- de multilateral, teknokratisk instituti- on, i forhold til landene i regionen.
Det var gennem IMF, man pressede på for at overtale udviklingslande til at privatisere naturressourcer eller an - vise vejen for en ansvarlig økonomisk politik. IMF var garanten for, at der blev ført en ‘sund økonomisk politik’.
IMF’s status har ændret sig betrag- teligt i de senere år, og er i nogle til- fælde blevet reduceret til en skygge af sig selv.
Det argentinske eksempel
Da Argentina i 2001 standsede beta- lingerne på en 100 milliarder dollar stor gæld, var det den største stats- konkurs nogensinde i historien. Va- luta og banksystemet brød sammen, og de fleste antog, at den argentin- ske regering var nødt til at opnå en ny aftale med valutafonden og mod- tage nye indskud for at få gang i økonomien igen. Men der gik et år uden en aftale, og da den endelig kom i stand, var der ingen nye pen- ge til Argentina. IMF tog faktisk fire milliarder dollar ud af landet i 2002.
Alligevel var den argentinske øko- nomi allerede i vækst efter tre må - neder, og har siden sammen med Venezuela ligget med den højeste vækstrate på hele den vestlige halv- kugle. Her fire år senere noterer Ar- gentina fortsat vækst på 8-9 procent.
Den argentinske præsident, Nestór Kirchner, som tog over i maj 2003, iværksatte en række tiltag stik imod IMF’s krav, bl.a. en brysk forhand- ling om gælden, som fik de fleste kreditorer til at nedskrive deres til- godehavender drastisk.
Den internationale erhvervspresse var fjendtlig over for Argentina, og IMF kørte sit tungeste skyts ind i det, der udviklede sig til en regulær styrkeprøve mellem IMF og Argenti- na. Argentinas regering ophørte sågar i september 2003 med at beta- le på sine lån hos IMF selv – et uhørt træk, som tidligere havde været for- søgt af paria-stater i mere eller min- dre opløsning, som Congo og Irak.
At misligholde sin gæld til valuta- fonden havde indtil da været lig med økonomisk isolation og nægtel- se af eksportkreditter nødvendige for handel fx.
Argentina klarede sig igennem stort set ved egen hjælp, noget som efterfølgende betød at IMF mistede indflydelse og prestige i Latiname - rika.
Venezuelas oliepenge
Samtidig havde en ny og anderledes långiver indfundet sig: Vene zuela.
Da Argentina i december 2005 be- sluttede sig for at slå sig endegyldigt fri og sige farvel til IMF ved simpelt- hen at betale resten af sin gæld på 9,8 milliarder dollar tilbage på én gang (5,4 procent af Argentinas BNP), skød Venezuela 2,5 milliarder dollar i forehavendet med besked fra præsident Hugo Chavez om, at Venezuela var parat til at købe end- nu flere argentinske statsobligatio- ner, hvis der blev behov for det.
Umiddelbart forinden havde et andet land, Brasilien, sagt farvel til IMF og betalt hele sin gæld – én af de største i verden på 15,6 milliar- der dollar tilbage til Valutafonden.
Venezuela tilbød i 2005 også Equador at købe for 300 millioner dollar i statspapirer, men det viste sig, at Equador kun havde brug for 25 millioner, som Venezuela så dæk- kede. Da Bolivia var ved at miste 170 millioner dollar i eksport af sojabøn- ner til Colombia som følge af Colom bias beslutning i april 2006
om at underskrive en bilateral han- delsaftale med USA, trådte Venezu- ela til som ny køber.
Venezuela har blandt meget andet foreslået at oprette en ‘Sydens Bank’
til at finansiere udvikling i Latin - amerika og har tilbudt at skyde fem milliarder dollar ind som startkapi- tal. Venezuela sælger i forvejen billig olie i såvel Sydamerika som Karibi- en, hvor flertallet af små fattige østa- ter nyder godt af Venezuelas Petro- Caribe-program.
Set med Washingtons briller og udenrigspolitiske traditionalister ta- ger Venezuelas handlinger sig ud som et forsøg på at opbygge en akse imod USA, og at Hugo Chavez har travlt med at købe sig til venskaber i Latinamerika. Chavez selv kalder det en bestræbelse på at om ikke fri- gøre så løsne USA’s greb om regio- nen. Og han har ikke planer om at stoppe.
USA mindre attraktiv
Washington har forsøgt sig med en række bilaterale handelsaftaler (Chile, Colombia, Equador, Peru – alle uden for Mercosurs inderkreds)
Der har været en betydelig inte - resse for disse aftaler, men også en erkendelse af, at USA ikke længere har helt så meget at tilbyde i disse handelsaftaler. Med mindre USA kan trække sig selv op ved håret og levere et fortsat hastigt voksende marked for latinamerikansk eksport trods et dundrende handelsunder- skud.
Og læg hertil, at Kina har meldt sig på banen med en styrke, som ikke kan undgå at svække USA’s re- lative betydning i Latinamerika. Ud over kinesiske planer om at investe- re fem milliarder dollar i Venezuelas olieindustri, har Kina planer om in- vesteringer for 20 milliarder dollar i sådan noget som jernbaner og an- den infrastruktur. Ikke for Latin - amerikas blå øjnes skyld. Kina er stærkt forhippet på at få del i Latin - amerikas rige råstofressourcer, kob- ber, nikkel, olie samt soja, og det skal transporteres.
For Latinamerika ligger der en åbenlys risiko i at blive råstofleve- randør endnu en gang – nu bare til Kina – uden at få del i udviklingen.
Latinamerikanske lande går i stadig større grad ind og sikrer en grad af national kontrol over naturressour- cerne. Det er sket i Venezuela med olien, i Bolivia med naturgas, i Equador med gas og olie, i Chile og Peru med kobber.
Rendyrket markedsøkonomi uden en aktiv rolle for staten er ikke læn- gere i kridthuset i Latinamerika, hvor landene også har opdaget, hvor afgørende vækst er for fattig- domsreduktion.
Større muskler
Mange lande i regionen kan helt bogstaveligt mærke de nyfundne økonomiske og politiske muskler vokse. Det har givet sig adskillige po- litiske udtryk, som da USA’s to nær- meste allierede i regionen, Chile og
Mexico, i FN’s Sikkerhedsråd stemte imod USA’s ønske om at få FN’s op- bakning til at invadere Irak.
I maj 2005 har USA for første gang i næsten 60 år måttet accepte- re ikke at få sin foretrukne kandidat valgt som leder af Organisationen af Amerikanske Stater, OAS. I to om- gange blev USA’s kandidater afvist, og Chiles tidligere udenrigsminister José Miguel Insulza blev valgt pro - moveret af Brasilien, Argentina og Venezuela.
I juni samme år forsøgte USA at få OAS til at vedtaget en tilføjelse til organisationens charter om, at OAS skulle kunne vurdere og evaluere funktionen af de enkelte medlems - landes demokrati og intervenere, hvis man fandt, at demokratiet ikke fungerede. Alle forstod, at det var rettet imod Venezuela, hvis leder Hugo Chavez igen og igen peger på USA’s ønske om at intervenere i hans land. USA’s forslag faldt til jor- den med et hult drøn.
Hugo Chavez er blevet USA’s ho- vedfjende i en sådan grad, at selv Cuba fremstår mindre dæmonisk.
Men ved at proppe Cuba og Venezu- ela i samme kasse, bliver det som al- lerede nævnt nemmere at erklære Chavez for diktator på linje med Castro.
Dæmoniseringen af Hugo Chavez foregår uophørligt, og presse og me- dier leverer unuanceret og ukritisk journalistik, hvor Chavez generelt beskrives som anti-demokrat, autori- tær, diktator og en trussel mod regi-
onen. Det sker som oftest uden eller med sparsom dokumentation.
Aggressiv opposition
I virkeligheden har intet land i Latin amerika så aggressiv en opposi- tionspresse som Venezuela under Hugo Chavez. Hovedparten af medi- erne ejes af oppositionsfolk, bl.a.
nogle som deltog aktivt i kupfor- søget mod Chavez i 2002. Den jour- nalistik, som her præsteres, ville ikke få lov til at passere i de fleste vestlige lande. Deres redaktører og journalister ville ganske enkelt skul- le forsvare sig i retten hver eneste dag.
Det gør ikke Hugo Chavez til ver- dens største demokrat, og hans fa- con bidrager heller ikke til, at man får det indtryk af den venezuelanske præsident. Men i det meste af resten af Latinamerika kan man godt skel- ne mellem Chavez’ verbale udlad- ninger og hans handlinger.
Her vækker det også mishag, når Chavez gumpetungt blander sig i deres landes anliggender med ud- meldinger til fordel for den ene el- ler den anden kandidat i en valg - kamp, som det skete senest i Peru.
Men ingen eller kun meget få i Latin amerika køber Bush-admini- strationens udsagn om, at Chavez af den grund skulle være en destabili- serende faktor i regionen, en farlig indflydelse og en nationalistisk, po- pulistisk, diktatorisk krigshetzer.
Og Washingtons forsøg på at isole- re Venezuela i Latinamerika har ind-
til videre kun bidraget til yderligere at isolere USA.
I december 2005 valgte Venezu - elas opposition at boykotte parla- mentsvalget, hvor man kunne have vundet omkring 30 procent af plad- serne. Udeblivelsen fra valget skete med Washingtons velsignelse og har medført, at der nu tales om Venezu- ela som en et-parti-stat. Man skabte en Orwellsk virkelighed, og de inter- nationale medier fortæller nu om den Chavez-kontrollerede national- forsamling, men fortæller ikke at oppositionen imod OAS’ og Euro- pas opfordringer og uden gyldig grund nægtede at deltage i et demo- kratisk valg for bevidst at fremprovo- kere forestillingen om et ikke-demo- kratisk styre.
USA har siden hen blokeret for salg af militære reservedele til Vene - zuela, og tvunget Brasilien og Spani- en til at annullere kontrakter på mi- litærfly og patruljebåde til Venezu- ela med henvisning til, at de inde- holdt teknologi fra USA. Hugo Chavez har søgt andre græsgange – især Rusland – når det gælder våben- anskaffelse. Det har så kunnet ud- lægges som en del af det trusselsbil- lede, Chavez angiveligt udgør.
Allende og Chavez
De latinamerikanske lande opfatter det ikke sådan, hvilket bl.a. doku- menteres af Venezuelas optagelse i Mercosur her i 2006. Selv Chile, som ofte fremhæves af USA som et ek- sempel til efterfølgelse, og som var
først i Sydamerika til at underskrive en bilateral handelsaftale med USA, vil ikke bakke op om USA’s destabili- seringspolitik i forhold til Hugo Chavez.
Chile som i parentes har haft so - cialister i regeringen de seneste 17 år og haft en socialistisk ledet rege- ring de seneste ni år. I Chile trækkes man fortsat med efterveerne af det militærdiktatur, som med USA’s hjælp væltede den demokratisk valg- te socialist, Salvador Allende, i 1973.
Og mange chilenere mener, at de kan se en parallel.
Præsident Michelle Bachelet bad på et topmøde mellem EU, Latin - amerika og Karibien i maj i år om at få skruet ned for koldkrigsretorik- ken i forhold til Chavez og Bolivias præsident Evo Morales.
I betragtning af, at Venezuela er USA’s fjerdestørste olieleverandør, og at USA ikke kan undvære den venezuelanske olie, og Venezuela ikke kan undvære USA som aftager af olien og investor i olieindustrien, kan den ideologiske kamp mellem Bush-administrationen og Chavez- regeringen forekomme mærkelig.
Økonomisk og energimæssigt hæn- ger USA og Venezuela uløseligt sam- men.
Alligevel er der kun udsigt til, at de verbale udfald mellem Bush og Chavez fortsætter og forværres.
Chavez har ikke noget at tabe. For- søgene på fra Washington at isolere og destabilisere ham vil fortsætte. Så Chavez vil næppe heller ændre spor
– slet ikke hvis han, hvad alt tyder på, får en komfortabel valgsejr ved præsidentvalget i begyndelsen af de- cember i år.
Men flere års intensiv dæmonise- ring af Hugo Chavez fra Washington og mange internationale medier har sat sig sine spor, og Chavez trækkes frem som skrækeksempel i snart sagt enhver valgkamp i Latinamerika.
Det skete også i Mexico, hvor so - cialdemokraten, Andres Manuel Lopez Obrador, i annoncer og artik- ler og nyhedsudsendelser blev kaldt en mexicansk Hugo Chavez. Obra - dor blev i strid med sandheden be- skyldt for at have modtaget penge fra Chavez til sin valgkampagne, og der blev spekuleret i, hvor vred USA ville blive, hvis mexicanerne valgte en person som Lopez Obrador, som straks ville kaste sig i armene på Castro og Chavez.
Det havde i høj grad sin virkning og blev muligvis afgørende for, at Loipez Obrador tabte med omkring en halv procent af stemmerne til den konservative Felípe Calderon. I Mexico lykkedes det for det sidden- de regeringsparti og de store er- hvervsinteresser i nord at tage soci- aldemokraten Lopez Obrador fra kassen med moderate venstreorien- terede og flytte ham over i kassen med ‘diktatorer’ og populister i løbet af valgkampen.
Spørgsmålet er, hvor længe Hugo Chavez vil kunne bruges som busse- mand i valgkampe i Latinamerika.
Chavez har efterhånden samlet sig
et godt ry sammen blandt den brede vælgerskare på kontinentet som net- op manden, der kan og vil tale de fattiges sag, og som i modsætning til andre, gør noget ved det både i regi- onen og hjemme i Venezuela, hvor sundheds- og alfabetiseringspro- grammer, jordreform og andet, som i langt højere grad ligner USA’s egen New Deal-politik efter depres- sionen end et stalinistisk femårs-eks- periment, er med til at gøre ham populær.
Et kludetæppe
For nærværende kan 13 lande i La - tinamerika klassificeres som væren- de til venstre for midten. Af disse er fire – Argentina, Bolivia, Ecuador og Paraguay ledet af partier, som ikke er med i nogen international ven- streorienteret eller socialistisk be- vægelse. Argentinas Kirchner siger ganske vist at hans regering er til venstre for midten, men hans Pero- nistparti har i de senere år defineret sig i retning af De kristelige Demo- krater.
Paraguays regerende Colorado - parti har i det meste af sin levetid været drevet af en ekstrem højrepo- pulisme, bl.a. under general Stroess - ners diktatur.
Bolivias præsident Evo Morales’
regeringsparti hedder Bevægelsen
mod Socialisme, men fokuserer mere end noget på de oprindelige folks rettigheder og på Bolivias ret til sine egne naturressourcer.
Latinamerika er uden tvivl trådt mod venstre i de senere år, men der er ingen entydighed i den generelle orientering i politikken bortset fra det geopolitiske faktum, at de fleste sigter på større uafhængighed fra USA økonomisk og politisk. Lande som Brasilien og Venezuela fører energisk og aktivt en selvstændig udenrigspolitik. Chile har som det første land indgået en frihandelsaf- tale med Kina.
Det giver i virkeligheden ikke me- gen mening at bygge båse og tale om én-, to- eller flere former for venstreorientering i Latinamerika.
Det er snarere et kludetæppe, hvor oprindelige folks rettigheder, orien- tering mod andre semiudviklede lande og meget andet er vævet ind.
Hvis man absolut vil sætte de en- kelte lande i bås, kan man lige så godt tale om de venstreorienterede, som vi kan lide og dem, vi ikke bry- der os om. Faktum for dem alle er, at de – i modsætning til Cubas Fidel Castro – er demokratisk valgt.
Niels Lindvig er journalist ved DR’s Ori- entering, P1
