Etnologien, folkemuseerne og
kampen om de nationale symboler
Et
stykke faghistorie i etnologisk belysning (1)
Af Bjarne Stoklund
Foretkvartårhundredesiden, heltnøjagtig St. Bededags-aften i det Herrens
år1971,holdtjeg min tiltrædelses-forelæsningsomprofessor i det fag,som ved denlejlighed også havde premiere på sitnye navn: Europæisk etnologi.
Forelæsningen-som iøvrigt kan læses både i en danskog en tysk version
- havde titlen»Europæisk etnologi mellem SkyllaogCharybdis«. Jeg så det
ungefag i »den herlige helt« Odysseus' skikkelse, i færd medatnavigeresit
skib gennemdet vanskelige farvand ved Messina-strædet. Dér lurede farer¬
nepå begge sider. På denene side det syvhovedede uhyre, Skylla, somjeg gjorde til symbol på den truende opløsning i specialdiscipliner: agrar¬
etnologi, urbanetnologi, gastroetnologi, retsetnologiogandre »forstavelses- etnologier«. På den anden side lurede samfundsvidenskaberne i skikkelse af Charybdis,enmalstrøm,somsugede alt til sigogsprøjtede detopigensom
enhomogeniseretmasse. Denkurs,jeg afstak for etnologien, blev ved den lejlighedatsejle såtætpå samfundsvidenskaberne sommuligt udenatbli¬
veopslugt, miste voresfaglige identitet.
Dethavde måskeværetoplagt idagatholdeen nyOdysseus-forelæsning, dennegangmed titlen»Europæisk etnologi-vel hjemme i Ithaka«. Detvil jeg af forskellige grunde ikke gøre. Dels kunne jeg fa alvorlige tolknings- problemer med hensyn til blodbadet på Penelopes bejlere. Dels kan man ikkesige,atetnologiener»kommet vel hjem til Ithaka«, hvorved jeg vil for¬
stå: erfaldet til ro i et dominerendeparadigme i Thomas Kuhns forstand.
Tværtimod. Vi erstadig på vej, der lurer farer ligesom før,og rorgængerne
erikke altidenigeom,hvordan kursen skal udstikkes.Mensejlet bliver der,
skudenerholdtflydende i de25 år,erikke gået ned med mandog mus, som
mistrøstige sjæle nu og da har ment at kunne forudse. Der er i øjeblikket kraftig medbør.Detgår fremad,ogdererbrugfor etnologien i dagens sam¬
fund, måskemere endnogensinde før.
Men hvordan kursen fremover skal være, tilkommer det ikke mig at afgøre.Deterden tiltrædendeprofessor, der skal komme med visionerneog udstikke kursen. Den afgående tilkommer det at se tilbage, og det kunne selvfølgelig have form afenstatusopgørelse. Detbliverdet imidlertid ikke.
I stedet viljegselidt på etnologiens brogedeogspændende forhistorie.Det
ernemligetkrydsfelt,hvornogle af de ting,somjeg i desenereår harværet optagetaf i undervisningogforskning, mødes, nemlig på denene sidemu¬
seumshistorien og relationerne mellem museum og samfund, og på den
anden side detmærkelige kulturfænomen, somvi kalder detnationale. Det
eretfænomen, somvi længeervegetudenom,mensom eruomgængeligt,
hvisvi vil prøveatforståvort egetogdetnærmestforudgående århundrede.
Ved at vælge dette tema kan jeg imidlertid også knytte an til nogle af
mine egne forudsætninger. Jeg kom til professorstolen fraen verden, som
påmange måder varvidt forskellig fra universitetets: museernes. En god
halvsnes årvarjegansatpåenaf de nationale institutioner,somblevskabt
ved udgangen af det 19. århundrede: Frilandsmuseet i Sorgenfri. Detvari
den gode tid i60'erne, hvor statsmidlerne flødret rigeligttil kulturformål,
oghvorsponsorer varetukendtbegreb.Derblevnæstenhvertår indviet en nybygning på det stærkt forøgede museumsareal. Formigvardetetherligt livsafsnit, forjegvarfri for økonomiske ogadministrativebyrderogkunne nøjes medatlave altdetsjove. Dajeg blevansatpåFrilandsmuseet,varjeg egentlig ikke særlig interesseret i bygninger, men interessenkom gennem
arbejdet. Bygningererikkenogendårlig indgang, hvismanvil forståsam¬
fundog kultur-ogjeg erslet ikke blevet færdig med dem endnu. Bonde¬
huse ogbondestuer vil da også i denne forelæsning komme til atspille en hovedrolle.
Når vi i detfølgende skal beskæftigeosmed den rolle, somden såkald¬
tefolkekultur kom til at spille i nationsopbygningen i Europa, så må vi begynde med nogle præciseringer. Den har ikke spillet den samme rolle overalt; deterførstogfremmest i de nordiske lande, i det tysktalende Cen¬
traleuropa samt i Østeuropa, at folkekulturen har været dyrket i national sammenhæng,mensdens rolle modvestogsyd iEuropaharværetminimal.
Stortsetfalder denne forskelsammenmedforekomsten aftohovedtyper af nationsopbygning: Den »etnisk-kulturelle« mod øst og den »borgerligt-
territorielle« modvest.
Mendererogså nogle vigtige kronologiske forskelle, som manmåvære
opmærksom på. Folkekulturens rolle, ogdet indhold, der lægges i den,har
ikke været den sammehele 1800-tallet igennem. I århundredets første del
samler interessen sig næsten udelukkende om folkesprogene og om de sproglige kulturudtryk: folkeviser, folkesagn, folkeeventyroglignende. De
materielle kulturtræk kommer derimod først tilatspilleenrolle efter århun-
VerdensudstillingeniParis 1867.1 denstoreparkomkring den ovalehoved¬
bygning blev de deltagende nationer opfordret tilat bygge nationale »pa¬
villoner«. -Efter Leslie 1876.
dredets midte-ogdet gælder både i denalmindelige bevidsthedogi forsk¬
ningen. Hvordan kan vi forklare denne forskydning i interessen for de to sider af folkekulturen?
Jeghar i anden forbindelsepegetpå betydningen af de storeudstillinger,
somhørerhjemme efter midten af forrige århundrede, og som iøvrigt i sig
selvernogle af detsene 1800-tals centrale kulturtræk (2). Det startedemed
denførstestoreudstilling i London 1851,ogderefter gik det slagi slag med
et parverdensudstillingerpr. tiår ogdertil etmylder af nationale ogregio¬
nale udstillinger. I den første tid var udstillingerne først og fremmest en konkurrence mellem de fremvoksende industrinationer om teknologiske nyheder og om kvaliteten af industriprodukterne. Men det udviklede sig hurtigt til ogsåatvære enkulturelkappestrid. Enhver nationalstat,somvil¬
le væremedi detgode selskab, måtte kunne dokumentere, atden besaden
særlig historisk forankret ogæstetisk værdifuldnationalkultur. Og hvadvar
- inden forrammerneafenromantisk idéverden-mere ægtenational end
folkekulturen med dens tidløse tradition, dens dybe historiske rødder og dens formodedeuafhængighed af internationale modestrømninger.
Disse kvaliteter måtte imidlertidpå udstillingerne kunne kommunikeres
Dette lille, megetfrit opfattede bondehus i bindingsværk var
Danmarks »pavillon«
på 1867-udstillingen.- EfterDucuing1867.
visuelt,ogdet egnede de hidtil foretrukne sproglige udtryk sig af godegrun¬
de ikke til. Påenudstilling måtte det ske gennemmaterielle kulturelemen¬
ter, ognavnlig sådanne, som samtidig var æstetisk tiltalende: folkedragter
ogandre tekstiler, folkelig arkitekturogbondensstuermed derigt udsmyk¬
kede brugs- og pyntegenstande, som omkring århundredskiftet fik beteg¬
nelsen»folkekunst«.
Sådanneting så man ikke nogettil på de første verdensudstillinger. Om 1851-udstillingen i London sagde man bagefter, at de deltagende lande i
deres udstillede genstande lignede hinanden alt formeget.Mennationerer
pr. definition forskellige, og på de følgende udstillinger søgte man derfor
bevidstatunderstrege forskellene. Fraudstilling til udstillingudviklede der sig en fælles national »retorik« og et internationalt regelsæt for, hvordan
nationalitet kunne eller skulle kommunikeres. Ogtil dette nationalstaternes repertoire hørte i sidste fjerdedel af det 19. århundrede materielle elemen¬
teraffolkekulturen,somfik rollensom nationalesymboler.
Deni dennesammenhæng vigtigste verdensudstillingersåhelt klart den,
der blev afholdt i Paris 1867. Den blevbestemmende for de følgende både
medhensyn til formogindhold. Detvirker lidt somskæbnens ironi,atfol¬
kekultur-elementerne lanceres i udstillingssammenhæng netop i Paris, al
den stundFrankrigerblevetfremhævetsometskoleeksempelpå den »bor- gerligt-territorielle« nationsmodel. Det skyldes imidlertid i stor udstræk¬
ning en enkelt mand, mineingeniøren og socialreformatoren Frederic le Play, somjeg iøvrigt ikke skal komme nærmere ind på. Han erellers en megetspændende skikkelse i den tidlige etnologis historie-såvel pioner på feltarbejds-områdetsomnyskabende udstillings-arrangør.
LePlay synesathave undfanget ideen til det »pavillon«-system, somses på fugleperspektivet af 1867-udstillingen i Paris på side 34,og somsidener videreført i alle de følgende udstillinger frem til Sevilla 1992. Hanlod den
store centralhal supplere med en omliggende park, hvor hvert af de del¬
tagende lande kunne erhverveetareal med opfordring tilatopførenogetfor
forderes landnationalt karakteristisk. De fleste statermødte medetstykke folkelig arkitektur eller lignende, men ikke alle. Deter symptomatisk for
den skitserede øst:vest forskel, at de praktiske englændere mødte med et elektriskfyrtårn. Iøvrigtvarde udstillede bygninger selvfølgelig ikke ægte
- på autenticitet blev der endnu ikke tænkt. De vartilmed megetfrie kopi¬
er, som det f.eks. fremgår af det lille danske bindingsværkshuspå side 35.
Husene skulle ikke dokumentere virkelige forhold, men snarere anslå en national stemning.
Østrigerne havde på Paris-udstillingenenhel lille klynge af egnstypiske huse, ogda dennæsteverdensudstilling fem år senereblev afholdt i Wien,
havde man gjort repræsentanterne for den folkelige byggeskiktil et selv¬
stændigt indslag i udstillingen.Herfravarskridtet ikke langt til til denper¬
manenteudstilling af sådanne huse, somblev realiseret i 1890'ernemed de
såkaldte frilufts- ellerfrilandsmuseer i detrenordiske lande.
Dennetype museumvandt imidlertid først indpas uden for Norden i det
20. århundrede. Derimod finder vi bondestue-interiører som et yndet ind¬
slag i deto andremuseumstyper, somvoksede frem ikølvandet på destore udstillinger: kunstindustrimuseerne og folkemuseerne (»volkskundliche Museen«,sigermani TysklandogØstrig). Medenvisretkan også bonde¬
stuerneledestilbage til 1867-udstillingen. Arrangørerne opfordrede de del¬
tagende statertil at indsende folkedragter på voksfigurer til udstillingen.
Mange fulgte opfordringen,men svenskerne løb med hele opmærksomhe¬
den, fordi de mødte med nogle meget naturtro figurer, arrangeret i små
gruppermed anekdotiskpræg, de fleste kopieret efter genremalerier. Den¬
ne idé togArtur Hazelius op i det »skandinavisk-etnografiske » museum,
somhan 1873 åbnede i Stockholm. Devar nu udbyggettil befolkede stuer,
Tegningerafnisven¬
ske dragtgrupper,
som varmedpåver¬
densudstillingen i Philadelphia 1876.
Nederst ses den berømte »Lillans sista bädd«, som gerne sættes i for¬
bindelse med Artur Hazelius succesrige medvirken på ver¬
densudstillingen i
Paris 1878. Grup¬
pen, som gengav et genremaleriafAma¬
lie Lindegren, var imidlertid med alle¬
rede på verdensud¬
stillingen i Paris
1867. - Efter Leslie
1876.
som publikum kunne kigge ind i gennem den fjerde, manglende væg, og
sådan fremviste han demogså på dennæsteverdensudstillingi Paris i 1878.
Menpå den udstilling mødte hollænderne op meden stue fraHindelopen,
somhavde alle 4 vægge, og sompublikum kunnegå ind i. Detvarden idé,
som den danskemuseumspionér, Bernhard Olsen, togi brug på det folke¬
museum, somhanåbnede i 1885 (3).Sådanne bondestuer-medto, treeller
fire vægge og ofte befolket med folkedragtklædte dukker-blev fra da afet fast indslag imuseeraf dentype i detmesteaf Europa.
Somdetfremgår af denne skitse af skiftet i vægtningenaf folkekulturen
og dens indhold i sidste halvdel af1800-tallet, så erfolkemuseernes store Grunder-periode årtierne omkring 1900. Det er også på anden måde en
afgørende periode i nationsopbygningens historie, præget afen stærk, ån-
ArturHazelius »skandinavisk-ethnografiske« museum (detsenere»Nordi¬
ska Museet«) i Stockholm var bygget op om »tredimensionale« genrebil-
ledersom detteafen bondestue fra Ingelstads herrediSkåne. -Tegningaf
R. Haglund.
delig national oprustningfør det storemilitære opgørunder 1. verdenskrig.
Perioden er karakteristiskved, at det nationalistiske hovedprincip -at na¬
tional ogpolitisk enhed børvære ét ogdet samme, eller sagtpå en anden
måde: at enhver nation haretrimeligt krav påat fa sinegen stat-i stigen¬
de grad bliver ført i marken. Meget fa af de europæiske stater kan som bekendt leve op til princippet nation = stat, men da sproglig eller etnisk heterogenitet er enuorden i en ordentlig nationalstats hus, så betød det, at
manbenægtede forekomsten af etniske forskelle og søgteat skabe en ens¬
rettetnationalbefolkning. Sådanne tendensergørsig gældende mange ste¬
der i tidenomkring århundredskiftet. Herhjemme ervi nokmestfortrolige
med detpreussiske forsøgpåfortyskning afdetdanske mindretal i Slesvig,
De »befolkede« bondestuer blev etfast indslag i den anden generation af
danskelokalmuseer, som voksedefrem iårtierne omkring 1900. Heretparti fra Hedebostuen på Køge Museum.-Fotofraførca. 1940iKøgeMuseum.
den såkaldte Köller-politik, men den falder tidsmæssigtsammen med for¬
søg på magyarisering af mindretallene i Ungarn og russificeringspolitik i storfyrstendømmet Finlandogi Baltikum.
Detlogiske modstykke til denne politik er, atde nationale bevægelser
i en række større mindretal begynder at formulere politiske krav, igen
underhenvisning til princippetomhver nation sinstat. Beggeparterkun¬
ne i denne sammenhængbruge folkekulturen ogfolkemuseerne: Deuaf- hængighedssøgende mindretal foratprofilere sig kulturelt, de etablerede
staterforat vise, atmangfoldigheden i det kulturelle udtryker ennatur¬
lig del af den nationaleenhed. Hvad sker der i denne skærpede »nationa¬
lisering« eller »etnisering« af kulturen med de etniskegrupper, som ikke deltager i kapløbetom egne stater? Istorudstrækningbliver deres kultur taget til indtægt af de stridende parter, hvorved de selv såat sige usyn¬
liggøres. Jeg skalprøve atvise dette med nogle eksempler fra den frisi¬
ske sproggruppe: vestfriserne i Hollandognordfriserne i Slesvig. Begge
grupperhar spilleten storrolle økonomiskogkulturelt, menaldrig poli¬
tisk.
Vi kantage vortudgangspunkt i den allerede omtaltestuefra Hindelopen på verdensudstillingen 1878. Denne stue, som kommer fra en af de små
vestfrisiske kystbyer ved Zuidersøen, blev i 1877 opbygget til en frisisk udstilling i hovedbyen Leeuwarden. Detfølgende år blev den så sendt afsted
til verdensudstillingen i Paris, for-befolket med dragtklædte voksmanne¬
quiner i svensk stil-at repræsentere Holland i den kulturelle kappestrid-
ogmed held, måmansige, forstuenblevmegetpopulær på udstillingen (4).
Et stykke frisisk boligkulturvar således forvandlet til en repræsentantfor
hollandsk nationalitet.
Mendervarandre, der havde appetitpåde smukkestuerfra Hindelopen.
Adriaan de Jonghar påvist, atmindsttre tyske museerhar haft enstuefra
denne lilleby ved Zuidersøen. Hvordan kan nudetvære? Endel af forkla¬
ringen finder vi i følgende citat fra »Kölnische Zeitung« i udstillingsåret
1878: »DerFreunddeutscher Geschichte und deutschen Lebens richtet mit Vorliebe den Blick geråde auf das holländische Westfriesland, der alten
Wohnsitz des Friesenstammes, der zwischen Rhein und Ems und Nordsee angesiedelt war, weil er deutsche Art länger unverfalscht bewahrt hat als irgend ein anderer Germanenstamm«(5).
Læg mærke til hvorledes der i denne artikel sættes lighedstegn mellem tyskhed og germanske stammer. Ideen om sammenhængen mellem folke¬
vandringstidens germanskestammerog en seneretids folkekultur harsatsit
spor på den ældre etnologiske terminologi i betegnelser som sakserhuset,
denalemanniske rive ellerburgunderkaminen, ogden spilledeen storrolle
i den tyske nationsopbygning. Som forståelsesmodel var stammeteorien
perfekt i forbindelse med skabelsen af national enhed i Tyskland, somjo netopbestod i sammensvejsningen afet stort antal større ogmindre stater med hver deressærpræg.Menmodellen kunnesombekendt også giveargu¬
menterforenekspansionspolitik, somvi harsetdetsåvel i det 19. somdet
20. århundrede.
Et af demuseer, som havde en Hindelopen-stue, vardet tyske folkemu¬
seum i Berlin, grundlagt 1889 med direkte inspiration fra Artur Hazelius'
»Skandinavisk-etnografiske museum« i Stockholm af ingen ringere end RudolphVirchow, enaf førerskikkelserne imedicinens historie, kendtsom
grundlægger af patologien,men også fysisk antropologograceforsker. Det
erklærede mål for hans»Museum fur deutsche Volkstrachten und Erzeug-
nisse des Hausgewerbes«, som det hed i starten, varatvise »die Eigenart
der deutschen Stämme in Tracht und Geräten«. Detbetød, atmuseets ind¬
samlinger straktes udoverTysklands grænsertil Schweiz f.eks.og, somvi
har set,til Vestfriesland (6).
Virchows museum samlede også ind i Nordfrisland. I det hele tagetvar
Vestslesvig i 80'erne og90'erne enaf demeget søgtejagtmarker forsam¬
lere affolkekultur-genstande.Herfandtes ikke blotenrig nordfrisisk bolig¬
kultur, men i det tilstødende område omkring Ostenfeld kunne man finde nogle af de mestgammeldags gårde af den såkaldte saksiske type, ogher
kunne man gøre gode fund af kister og skabe med gotisk foldeværk eller renæssance-skæringer.
Det var sådanne ting, som lokkede de tidlige samlere, herunder også
HeinrichSauermann fraFlensborg. Sauermannvarikke blot samlerog mu-
seumsgrundlægger, men også kunsthåndværkerog møbelfabrikant. Haner
entypiskrepræsentant for historismens epoke på denmåde, athanomsæt¬
ter stiltræk fra devestslesvigske bondemøbler, somhan samler på, til mo¬
derne, »altdeutsche Möbel«. Hanbegyndteda ogsåatindsamle helt tilegen
fornøjelseogtil egetbrug, menud af det voksederethurtigt et»Gewerbe-
museum« med tilhørende håndværkerskole, som ved mange andre af de tyskekunstindustrimuseer (7). Siden ændredesmuseettiletalmindeligt kul¬
turhistoriskmuseum, somidag hedder »Städtisches Museum«.Dissetrans¬
formationer viseriøvrigt, hvornærdeto typerafmuseerstodhinanden. Ind¬
holdet varlangt hen ad vejen det samme- de borgerlige dannelsesidealer
faktiskogså.
Som nævnt blev hele bondestueret yndet indslag i begge museumsfor¬
mer, ogde manglede da heller ikke i den Sauermann'ske institution. Nogle
af de smukkeste kom fraNordfrisland,ogdetvarsådannerum,dersammen med de store samlinger afrenæssance- ogrenæssanceprægede møblervar
udgangspunktet for Sauermanns egenproduktion. I 70'ernes nyetablerede tyske kejserrige var nyrenæssancen gjort til den sande tyske nationalstil,
Heinrich Sauermanns »Nordfriesisch.es Zimmer« på den tysk-nationale kunstindustri-udstilling i Munchen 1888 - Efter kataloget til udstillingen
omHeinrichSauermann 1979.
ligesom man i det hele taget dyrkede renæssancetiden, som man følte sig åndeligt i slægt med. Det er inden for denne dominerende renæssancestil,
Sauermanns møbler erat finde, men tilsat et særligt folkeligt, frisisk an¬
strøg,navnlig i de hele stuer, somhan kreerede,og somhan viste på tidens
mange udstillinger iTyskland oguden for landets grænser. Med udgangs¬
punkt i den frisiske bondestue skabte han nogle repræsentationsrum med
nationalttilsnit, somblevmegetyndede.
Et af de første var med på den såkaldte tysk-nationale kunstindustri¬
udstilling i Munchen 1888. I kataloget kaldes det et »nach alten Motiven
entworfene und ausgefuhrte Nordfriesische Zimmer«. Det kaldes altså
nordfrisisk stue,men er Sauermanns frieparafrase overforlægget, selvom
dimensionerneliggertætterepå originalerne end i desenereeksempler. Det
erganske pikant, atdennestuepå udstillingen i Munchen blev erhvervet af ingen ringere end Artur Hazelius med henblik på Nordiska Museet, hvor
denaldrig harværet opstillet, men stadig skal være magasineret (8). Hvad
ville Hazelius med dettestykke kunstindustri?Toghan det forenægtenord-
frisisk stue, eller accepterede han blot, at forskellene såmænd ikke var så
storemellem dette modernehåndværksproduktogde gamlestuer, somfan¬
tasifulde museumsfolk havde rekonstrueret?
Treårsenereblev Sauermann bedt omatdesigne etopholdsrum tilver¬
densudstillingen i Chicago i500-åretfor Columbus'opdagelse af Amerika.
Inspirationenvarstadig densamme, men nuhavderummet fåetmereimpo¬
nerende dimensioner. Denøgede væghøjde klarede Sauermannvedatind¬
sætte prøver på den særprægede slesvigske billedvævning, den såkaldte
»Beiderwand«,overpanelerne, ettræksomstår helt for hansegenregning.
Nu hedder dette rum imidlertid ikke mere nordfrisisk, men kaldes »Hol-
steinischesZimmer«, ogpåenlandsudstilling i Kiel 1896 harettilsvarende pragtrumfaet betegnelsen »Niederdeutsches Wohnzimmer«. Udgangspunk¬
tet er stadig den frisiske boligkultur, men nu præsenteres den under mere almenebetegnelser, såmanforstår,atdet her drejer sigom ennational tysk
stil.
Men danskerne kunne også bruge den frisiske folkekultur. I 1892 stifte¬
deenkredsaf ungearkitekter »Foreningen af 3. December«, sombl.a. hav¬
de til formål gennemopmålinger af gode ældre eksempler på dansk bygge¬
riatskabe inspiration for tidens danske arkitektur (9). 1907 blev virksom¬
heden udvidet tilogså atomfatte opmålinger af gamledanske landbygnin¬
ger. Og hvor begyndte man? I Nordfrisland, syd for den danske grænse. I
teksten til depublicerede opmålinger betones det,atder ivirkeligheden ikke
eksisterer nogensærlig frisisk byggeskik. Den bygger i altvæsentligt på de
sammetraditionersomden danske. Men da altersåvelbevaret, navnlig på
de frisiskeøer,såerdetoplagt herathente inspiration tilen nynational byg¬
gestil på landet i Danmark, såledessomdet sker i defølgende år med lands¬
foreningen »Bedre Byggeskik«.
Disse nordfrisiske eksempler fortæller lidt om de selektionsprocesser,
somsætterind i 1800-talletsslutning, da kulturen for alvor blev »etniceret«
ellere »nationaliseret«. Nogle folkeslag ekspanderer kulturelt på andres bekostning,mensdisse måsesig berøvet de nationale fjer,somdemed god
retkunne havepyntetsig med. Dette sidste harværetnordfriserneslod. De
eraltidblevetusynliggjort i nationalitetskampen mellem danskogtyskog spændt forentendenenes eller den andensvogn. C.F.Allen skrev i 1848,at friserneenganghavdeværet »etstærktogmandigt folkefærd«,menatdenu
var en »hensygnende oghendøende stamme« (10), og i Claus Eskildsens
hundrede år yngre»Dansk Grænselære« (11) vilmanspejde forgæves efter
nordfriserne itekst, kortogbilleder.
Deforegående eksempler handledeomkampenomrettentilattilegne sig
engiven folkekulturog integrere den inationalkulturen. Det sidste eksem-
pel fra århundredskiftets nationale modsætninger belyser derimod striden
om selve dekonkrete museumsgenstande. Den erihøj grad en kamp med
nationale undertoner, men den er også en kappestrid mellem samlere og museumsfolkomat fä fingre i de bedste folkelige antikviteter, som mange steder varpå vej til atblive knappe goder. Derudfoldedes i 1880'erne og 90'erneenhektiskindsamlingsvirksomhedistoredele af Europa,menikke
overalt. Formensnogle egnefik lov til atvære i fred, såvarder andre, der tiltraksig opkøbere franær ogfjern, fordi de blev udpegetsomsærlig inter¬
essante-af nationale ellerkulturhistoriskegrunde elleroftestbegge dele.
FraSydtysklandsøgtemantil detromantiskeTyrol. Herfratalerenkom- missionsbetænkning 1888 om, at der allerede gennem 30 år har gået et
næsten ubrudt tog af vognladninger over Grænsen til Tyskland, hvor man
navnlig i Bayern vidste at værdsætte »diese Kunstschätzen der stamm- verwandtenTyroler« (12).Artur Hazelius havde sineopkøbereinde i afsides
norske dale, hvor sand nordisk folkekultur skjulte sig. Grundlæggeren af
museet iLillehammer, Anders Sandvig, har i 1886 observeret enkaravane på5vognlæs gamle sager, somnogle telemarkinger havde købtoptilArtur
Hazelius'museumi Stockholm(13).
Til de helt storejagtmarker hørte som nævntVestslesvig. Det var ikke
blot samlere fraKøbenhavn, Flensborgog Hamburg, der trak vod her. Der komogså opkøbere framuseernei BerlinogNiirnberg, ligesom ArturHaze¬
lius viste interesse for også denne eksotiske landsdel. Da Dansk Folkemu¬
seums skaber, Bernhard Olsen, i 1890'ernebegyndte atinteressere sig for området, vardet allerede hårdtafgræsset, lodhans kontaktmænd ham for¬
stå. I 1899 købtehantilsitnyetableredefrilandsmuseum iSorgenfriengård
afsåkaldt saksisktype fra OstenfeldiVestslesvig. Hans motivering forat erhverveengård af dennetype, somklart blev rubriceret som tysk,erikke
helt gennemskuelig, men som altid er nationale og kulturhistoriske argu¬
menter sammenblandet. For Bernhard Olsen repræsenterede denne gård
første trinienudviklingsrække, fordimenneskerogdyr stadig levede isam¬
merum,ogfordihuset havde åbent ildsteduden skorsten.Mengården kom¬
mer også fra det sydøstligste hjørne af Slesvig, hvor der har været talt dansk, ogkan altså ses som et symbol på den tabte danskhed. Jeg kunne
imidlertid godt forestille mig, atBernhard Olsen også har kunnet lidetan¬
ken om, at denne - efter hans mening - primitive gård netop er en tysk boligform; det viser,at civilisationen stiger, nårmanbevæger sig nordpå!
DaBernhardOlsen indledtejagten påengårdiOstenfeld havde han alle¬
redeerhvervettostuepaneler med tilhørendemøbler fragårde i dennegam¬
meldags landsby; detenekom fraenfinereopholdsstue,etsåkaldt »dørns«,
detandetfraenstorstue, somherkaldtes»pesel«. Bernhard Olsen forsøgte
førstatkøbe stuehusettil dengård, somgik undernavnetPeter Heldts gård,
LÆRERBOLIG IOLDSUM. FØR
ftS"
TGN:40
Eteksempel på Foreningens af3. Decembers opmålingerpå de nordfrisiske
øer:LærerboligiOldsum påFør.—Efter Opmaalinger. Etfestskrift 1992.
for her stammede det store pesel-panel fra. Forhandlingerne om dette køb
blev imidlertid forpurret af lokale folk, som ikke ønskede gården solgt til
Danmark. De fik i stedet udvirket, at den blev købt af borgmesteren i
Husum og flyttet dertil. Bernhard Olsen koncentrerede sig nu om at er¬
hverve den såkaldte Reimer'ske gård, hvorfra hans dørns-panel kom. Og dennegang lykkedes forhandlingerne, selvom der også her var lokal mod¬
stand(14).
De to stuer fra Ostenfeld havde Bernhard Olsen erhvervet fra en tysk samler, Ulrich Jahn. Han lod straks efter købetpesel-paneletopstille i Fol¬
kemuseetogpræsenterede sin nyerhvervelse ienstorartikel i »Tidskrift for
Kunstindustri«(1898). Ulrich Jahnvarimidlertid ikkenogentilfældigper¬
son;hanvarRudolph Virchows nærmestemedarbejder underopbygningen
af folkemuseet iBerlin, oghan synesathaveværet engudbenådet indsam¬
lermedetudpræget handelstalent. Han havde endoktorgrad i Volkskunde,
men forlod snartdet stilfærdige forskerliv for atkoncentrere sig om nogle
storeudstillingsprojekter. Det første var en såkaldt »German Exhibition« i
London 1888,hvortil Jahn havdearrangeret etindslag med tyske folkdrag¬
terogbl.a. etnordfrisisk hus medto stuer. Disseto stuervarbyggetop om
dørns- og pesel-panelerne fra Ostenfeld, som Jahn havde erhvervet med
henblik på netop denne udstilling. London-udstillingen gav Jahn blod på tanden, oghan forberedte i de følgende åren stor indsats i form afen hel tysk landsby på verdensudstillingen i Chicago. Bakketop af Virchow lyk¬
kedesdet hamatrejse de fornødne midler,oghan foretog-somdethedder
iennekrolog-etveritabelt»BeutezugvonFriesland bis Siidtirol und indie
Schweiz« forat tilvejebringe de nødvendige samlinger (15).
»The GermanVillage« på Chicago-udstillingen i 1893 bestod af ialt 36 bygninger, somomfattede etrekonstrueret rådhus, enromantisk borg samt typiske bondehuse fra forskelligeegneaf Tyskland. Detvidesikke med sik¬
kerhed, om de toOstenfeld-stuervar med her,men det ermeget sandsyn¬
ligt. Sikkerterdet imidlertid,atde midt i 1890'ernevaratfindesom endel
af denpermanenteudstilling på folkemuseet i Berlin; de optræder nemligi
museetsvejleder fra 1895.Identifikationenerganske sikker, for delser pe- selenknyttet til navnetPeterHeldt, ogdels synes mangeaf de omtaltemø¬
bleratværede samme somdem, der i dag står i Ostenfeldgårdens stuerpå
Frilandsmuseet(16).
Hvordan erdisse stuerfra museeti Berlin da havnet i et konkurrerende
museumi København?Nøglen til svaretpå dette spørgsmål ligger i etlille LS, somivejlederen fra 1895 erføjet til bl.a. stuernefra Ostenfeld. LS står
for »LondonSammlung«, d.v.s. det materiale,somJahn havde indsamlet til udstillingen i 1888, og somhan åbenbart kun betragtedesometdepositum.
Ihvert faldfjernede han efteren strid med Rudolph Virchow disse ting fra
Panelernefra PeterHeldtspeselidenforeløbige opstilling iDansk Folke¬
museum. -TegningiTidsskriftforKunstindustri 1898.
museets udstilling og opmagasinerede dem andetsteds i Tyskland. Noget tyder på, athan harsøgtatafsætte disse genstande til andretyske museer,
men hanendermed atkontakte Dansk Folkemuseum i København. Bern¬
hard Olsen var straks interesseret, rejste til Leipzig og beså samlingerne,
som da var opmagasineret i Grazzi-museets kælder, og han endte med et
købe 400 numre, heriblandt de to panelstuer fra Ostenfeld, for ialt 9000
mk.(17).
Det er stadig godbidder fra Jahns samling i form af gotiske kister og renæssancemøbler, der præger interiørerne i Frilandsmuseets Ostenfeld¬
gård. Defortælleretspændende stykkekulturhistorie om velstand ogkon¬
servatisme hos storbønderiVestslesvig; menjeg måindrømme, atjeg p.t.
fascineresmereafdissegenstandes2. livsomsamlerobjekterogmuseums-
Støttettilsin stokoverværerKai Uldallrejsningen afhovedkonstruktionen
til Frilandsmuseets storegårdfraEjderstedisommeren 1958. -Foto iFri¬
landsmuseet.
genstande. De vidtberejste Ostenfeld-stuer fortæller en mærkelig historie
om menneskersomgangmed ting. Deåbner for indblik iethjørneaf1800-
talletsborgerlige kulturog i de strategier, somblev tageti anvendelse ved opbygningen af de nationale kulturer itiden omkring det sidsteårhundred¬
skifte.
Lad mig føje en kort efterskrift til ovenstående kapitler af fag- og mu¬
seumshistorien. To år efter min ansættelse på Frilandsmuseet i 1958 gik
museetsleder, Kai Uldall, afpå grund af alder. Hanvarstartetsomgrønstu¬
dentpå Dansk Folkemuseum,menspionerenBernhard Olsen endnu havde
ledelsen. På mangemådervarUldallenmodernemuseumsmand-hanstar¬
tedef. eks.etnologiskfilmdokumentation så tidligtsomi 1927-menmeget afgrundlæggerens åndvar stadig levende. Planerneom på Frilandsmuseet
at viseet størreDanmarkvarikkeskrinlagt. Min første tjenesterejse gik til
Gotlandefterethus, somdog heldigvis blev opgivet igen.
Men Kai Uldalls afgang kom til at forme sig med manér. Et heldigt grundkøb havde fordoblet museumsarealet, ogude på det nye, åbne areal rejste signu skelettet til Frilandsmuseets hidtil størstebygning: Haubargen
RothelaufraEjderstediVestslesvig. Meddenvardet Uldallserklærede mål
at overgå Bernhard Olsen, og det var selvfølgelig Ostenfeld-gården, han sammenlignede med. Kai Uldallvar en dreven forhandler, oghan spillede
sine kortgodt. Men situationenvarogså gunstig forensådan erhvervelse-
med et Tyskland, som 10 årefter krigenendnu ikke havde overskud til at tagevarepåsineegnekulturelle værdier. Den lokalemodstandvarimidler¬
tid stærk, som den havde været det ved Bernhard Olsens erhvervelse af
Ostenfeld-gården. Museumslederen i Husum betragtede Rothelau som en
»skændetjomfru«,somhan ikke ønskedeat genseinedværdiget tilstand på
Frilandsmuseet. Detrøre, somsagenvakte, banede imidlertidvejenfor ska¬
belsen afetfrilandsmuseumfor landet Schleswig-Holstein i Kiel.
Således gentog historien sig, ogjeg kom til atopleveet sidsteudslag af
dennationalekamp omfolkekulturen, enkamp, der egentlig hører hjemme
i det 19. århundrede, mendetteårhundrede erjoeftermangesmening også
først forbi i 1960'erne! Med dette harjeg imidlertid også knyttet den fag¬
lige forhistorie til min egenprofessionelle historie, somdenneforelæsning
danneren formelafslutningpå.
Noter
1 Artiklenerdenafskedsforelæsning,somforf. holdt vedsinafgangsomprofessor iEuropæisk etnologi ved KøbenhavnsUniversitet 20/9 1996.Tiltrædelsesforelæsningenom»Europæisketno¬
logimellemSkyllaogCharybdis«erpubliceretpå dansk i FortidogNutid XXIV 1971ogpåtysk
iEthnologiaScandinavica1992 2 Stoklund1993,1994. 3 Holger Rasmussen 1979; de Jong
& MetteSkougaard1993. 4 de Jong & Skougaard 1993. 5 Citeret efterdeJong & Skouga¬
ard 1993: 168. 6 Om Museum fur deutsche Volkskunde iBerlin,seSteinmann 1964ogHeidi Muller 1992. 7 Redlefsen 1976;Heinrich Sauermann 1979. 8 Redlefsen 1976. 9 Gamle
BygningerpaaLandet 1911 f;omForeningenaf 3. Dec.,seiøvrigt Opmaalinger.Festskrift 1992.
10 C. F. Allen 1848: 71. 11 Eskildsens Dansk Grænselære udkom 1936, skrevetsomsvarpå
den nazistiske »Blut- undBoden«-ideologi;den genudsendtes i talrige nyeoplag før, underog efter 2.verdenskrig. 12 Meixner 1992:99. 13 Holger Rasmussen 1979: 132. 14 Osten¬
feld-gårdenserhvervelseshistorieerbehandlet iPeterMichelsen1976 ogMetteSkougaard1995.
15 Om UlrichJahn,seWeinhold 1900og Steinmann 1967. 16 Fiihrer durch dieSammlung 1895. 17 Holger Rasmussen1979: 200-202.
Litteratur
Allen, C.F. 1848: OmSprogogFolke-EiendommelighediHertugdømmet Slesvig ellerSønder¬
jylland, i:AntislesvigholstenskeFragmenter 8.
Bringéus,N.-A. 1972: ArturHazelius och Nordiska Museet.In. Fataburen.
deJong, A.A.M. & MetteSkougaard1993: TheHindelopenandtheAmager Rooms: Two Examples ofanHistorical Museum Phenomenon. In: Journalofthe History of Collections 5no.2.
Ducuing, M. Fr. ed. 1867:L'expositionuniverselle de18671-11. Paris.
Eskildsen,Claus 1936:Dansk Grænselære.København.
Fuhrerdurch dieSammlungdes Museums. MuseumfurdeutscheVolkstrachtenundErzeugnisse
desHausgewerbes. Berlin 1895.
GamleBygningerpaaLandet, udg.af Foreningenaf 3.December 1892.København 1911 f.
Heinrich Sauermann(1842-1904). EinFlensburgerMöbelfabrikantdes Historismus.Begleitheft
zurAusstellung imStädtischen MuseumFlensburg 1979.
Leslie, Franked. 1876:IllustratedHistorical Registerof theCentennial Exposition 1876.Phila¬
delphia,reprintedNewYork 1976.
Meixner,Wolfgang 1992: Mythos Tirol. Zur Tiroler Ethnizitätsbildung undHeimatschutzbe-
wegungim 19.Jahrhundert, i: GeschichteundRegion/ Storiaeregione1,1.
Michelsen, Peter1976:Ostenfeldgården påFrilandsmuseet.København.
Muller,Heidi 1992: DieSammlungskonzeption des MuseumsfurdeutscheVolkskundevonder
Griindung 1889biszumerstenWeltkrieg,i:Jahrbuch derBerliner Museen,NeueFolge 34.Bd.
Olsen,Bernhard 1898: PeterHeldtsPeselogdens Indbo. In: TidsskriftforKunstindustri.
Opmaalinger. Foreningen af 3. December 1892.Festskrifti anledningaf100-årsdagen. 1992.
København.
Rasmussen,Holger 1979:Bernhard Olsen.Virkeogværker.København.
Redlefsen, Ellen1976:Heinrich Sauermann-einMöbelfabrikant undMuseumsgriindervor100
Jahren. In:Nordelbingen 45, 9.
Schmidt, Leopold 1960: Dasösterreichische Museum furVolkskunde. Werdenund Wesen eines
Wienermuseums.Wien.
Skougaard,Mette1995:TheOstenfeld FarmattheOpen-Air Museum: Aspectsof theRole ofFolk
MuseumsinConflicts of NationalHeritage. In:NordiskMuseologi.
Steinmann,Ulrich 1964:Die Entwicklungdes MuseumsfurVolkskundevon1889bis 1964,i: 75
Jahre Museumfur Volkskunde 1889-1964.Berlin.
Steinmann,Ulrich 1967:Grunder undFörderer desBerlinerVolkskunde-Museums, i:Staatliche
MuseenzuBerlin.Forschungen undBerichte Bd. 9.Kulturhistorische Beiträge.Berlin.
Stoklund, Bjarne 1993:InternationalExhibitions and the New MuseumConceptin the LatterHalf
of theNineteenthCentury. In:Ethnologia Scandinavica23.
Stoklund,Bjarne 1994: TheRole of theInternationalExhibitions intheConstructionof National
Cultures in the 19thCentury.In:Ethnologia Europaea24.
Weinhold,Karl 1900:Ulrich Jahn,i: ZeitschriftdesVereinsfurVolkskunde 10.Jahrg.
Summary:
On
Ethnology, Folk
museumsand the Struggle to Claim
theNational
Symbols
The articleis the writer'sretirement lectureasprofessorofEuropeanEthnologyattheUniversity
ofCopenhagen.Theintroduction recallshisinaugural lecturetwenty-fiveyears agoin which he
attemptedtochart thecourseofayoungscience. Thatkindof declarationis the taskofanacceding
professor,notadepartingone.Instead heis by thisoccasion lookingbackatthe motleyand inter-
esting historyof ethnologyand thesignificant role it hasplayed in the formationofanational
identity. Itprovides the writerwithanopportunitytorelate bothhisownpast as museum manand
totouch upontopics fromhis research andteaching inlateryears.
Folk culturehasnothadthesamesignificance inallpartsof Europé, justastherearesignificant chronological differences. Inthefirst half of the19thcenturythe oraltraditionprevailed; onlywell
pastthemiddle of thecenturydidmaterial elementscomeintoplay.
Attherootof thischangeis theinfluence from thegreatExhibitions thatgaverisetotwonew kinds ofmuseums,i.e., themuseumsofappliedartandthe »folkmuseums«with theircollections
of national costumes,furnitureand decorated objects and toolsfor everydayuse, the so-called
»folkart«.
The mainperiod for the founding of the folkmuseums spånsthetwodecades around theyear 1900. It is also otherwiseaperiod of national mobilisation leadingtothe military showdown of World War I. Theperiod is marked by the predominant national principle that political and national unity shouldagree,with oppression of minoritiesaswellastheirmobilizationas consequences.
How is thisdevelopment mirrored in theusesoffolk culture? Among other things in thewaythat ethnicgroupswithouta properstateof theirownbecome providers of national symbolsfor the dominant nations. This isexemplified by the Fries peopleastraitsof Frisian culturewasused by theDutch,the Germansaswellasthe Dånes in theirrespectivenationbuilding.
Besides thisstruggle for the righttoemploy the expressions ofagivenfolk culture, the period
around theturnofcenturyalsosees anational struggletopossessdesiredtreasuresfrom theso- called folkart.
Acaseinpointarethe interiörs from the Ostenfeld farmatThe Open Air MuseumatSorgen¬
fri north ofCopenhagen. Originally acquired fora Germanexhibition in England and subse- quently exhibitedaspartof thepermanentcollectionsatthe Folk Museum in Berlin, theyfinally
becamepartof the interiör in the Ostenfeld farm, which Bernhard Olsen recreatedatthe Danish OpenAir Museum.
Thesurveyconcludes in the authorsownperiodascuratorthatsaw oneof the finalexamples
of thestruggle about national symbols in this between Denmark and Germany, namely the Ejder- sted FarmatTheOpenAir Museum thatwasacquired shortly after World War II despite vehement local opposition. Its acquisition, however, gaverise to the establishing ofa German openair
museuminSchleswig-Holstein.
