Vestjyske vinterlærere, årgang 1886
AfOlga Pedersen
Skoleloven
Atværeunderviser i skolerneogdermedsætte prægpå kommende generationer, deres kend¬
skab til de grundlæggende fag, og i udstrakt grad også på deres livsindstillingerog-opfat¬
telse, har altidværet et betroetjob.
Det erderfor ikkeså underligtat lærerud¬
dannelsen indgiksometled i den samfunds- omlægning, der medførte så mange foran¬
dringer i slutningen af1700 årene.Vigtigtvar
oprettelsen af landets første seminarium, Blå¬
gårdved København i 1790,derskulle uddan¬
nelærere, der kunne leveoptil de intentioner,
dervar indeholdt i denskolelov, der trådte i kraft d.29.7.1814.
Lovenbetegnedessomenanordningomal¬
mueskolevæsenetpå landeti Danmark den in¬
deholdt en bestemmelse om 7 års undervis¬
ningspligt oghavde det fornemme formål at alle danskebørn før de i 14års alderen kunne blive konfirmerede skullebetimeligen læreat kende, hvadenhverskyldersin Gud.
Den førstebetingelse foratvide, hvadman
skyldte sin Gud, varat man kunne læse hans
ord i bibelen eller katekismussen. Det blev derfor i første omgang disse bøger skolerne
koncentreredesigom.Den dagmanblev kon¬
firmeret skulle man kunne lire lange remser afsig. De bedste udi denne kunst blev placeret
øverst påkirkegulvetogdetvar en ære,stolte
forældre ogbedsteforældre sattehøjt.
Skrivning, regning og religion var også
blandt de nyvigtige krav,ogdesuden stod der
bådehistorie ognaturhistoriepå skoleskema¬
erne.Sometsidste,menikke mindst omdisku¬
teretpåfundvarendog idræt, dog med den til¬
føjelse hvis forholdene tillod det.
Detgjorde de ikkeretmangesteder. Isærpå
landet fandt befolkningen denne undervis¬
ning fuldstændig vanvittigogettydeligt bevis på, hvor lidt de »kloge« i København forstod sigpåbønder. Galt nokvardet,atmanskulle
undværebørnene isamfulde syvårtilensko¬
legang ikke alle fandt nødvendigt,menatdet
skulle være til pjat og pjank som at hoppe
rundtpåen plint eller kravle i etreb, varfor galt. De allerfleste landsbyer ignorerede sim¬
pelthen kravet. I al fald de første 50år. Først ef¬
ter at amternei1856overtogtilsynet med sko¬
lerne og pressede på for at fa gymnastikken indført,begyndtemanattaleomtingene.
Skolebygningerne
Skolevejenes længde havde altid voldt proble¬
merog mangesteder havde de forhindret den
første skolelov fra 1739inogensindeatfunge¬
re. Forældrene turde simpelthen ikke sende
deresbørn udpådefarligeogofteretufrem¬
kommelige veje, hvorfor de i lange perioder
beholdt demhjemme. Enkelte blev undervist der, menhovedparten af befolkningen fik in¬
gen skolegang udover degnens katekismuslæ¬
re, der fandt sted ivåbenhuset om søndagen
eftergudstjenesten.
Derfor indeholdt den ny lov også en be¬
stemmelseom,atingenmåtte havemereend
enkvart mil til skole. Dettilføjedes dog forsig¬
tigt med tanke på de fjerntliggende jyske ud¬
steder, såfremt stedernesbeliggenhed tillader
Vestjyskevinterlærere
HovenHøjskole ved Tarm kort efteråt deni1880ernetarblevetudbygget. Personerneerikke identificerede,menbille¬
detertagetfør 1891, hvor højskolen blev til»HovenKvindehøjskole-.
det,ejhellervardernogenretningslinier for,
hvormangebørn der burdeværei etdistrikt
førmankrævedeen skolebygning.
Det gavanledning til mange og lange dis¬
kussioner. Stedernesbeliggenhed kunneman tolkesommanville ogskolestuer kunne man indrettepå den eller de gårde, der foretbeske¬
dentvederlagvarvilligetilatstilleen stuetil rådighed foren omgangsskole. De fleste ste¬
der fandt manatdenne, denbilligste løsning ogsåvarden bedste.
Undervisningspligten
Skoleloven ogdermed dentvungneundervis¬
ningspligt,faldt ikke i lige godjord hosalle,og detvaredemegetlænge før denblevefterlevet
alle steder. Mange forældre betragtede den
sometvirkeligtalvorligt indgreb i deresrettil
selvatbestemmeoveregnebørn. Bønderbørn
havdealtidværetnødvendige idet dagligear¬
bejdemed kreaturerogfår,ogformangemin¬
dre bemidlede familier var det simpelthen nødvendigt for overlevelsen,atde kunnesen¬
de deresbørn i andrestjenestei al faldendel
afåret.Dissetingvarder dogtagethøjde for i
loven, hvorundervisningstiden varfastsat til
18 timerugentligogda ethvertsogn selv kun¬
ne tilrettelægge hvornår man fandt det mest
\estjyskevinterlærere
praktiskatplacere timerne, blev skolefrihed i sommerhalvåret,en kendsgerning.
Aldrigsåsnarterimidlertidetproblem løst
føretnytmelder sig. Skulle alle børn ietsogn undervises ivinterhalvåret, krævede dette fle¬
re lærerkræfter. Det kostede penge og varder nogetman varimod,vardetatgive redepenge ud. Desuden hang lærere ikke påtræerneog
man varnødt tilatgribe til alternative løsnin- gCr'o
Påtrods af allevanskeligheder blev loven af
1814 dog epokegørende for det danske sam¬
fund, den varheltpå højde med de mestud¬
vikledestateriEuropa,ogfungerede i 144år.
Hvad lærerkræfterneangik varede det me¬
get længe før alle skoler havde seminarieud¬
dannede undervisere. I mellemtiden benytte¬
demandesåkaldte vinterlærere der hen adve¬
jen udviklede sig tilatbliveretså professionel¬
le.
Nogle af dem mødte hinanden som elever på Hoven højskole ved Tarm isommeren1886,
omdem ogderessenereskolearbejde beretter
en brevsamling, Hans Laugesen i Aastrup
sognhar efterladt sig. Devarallesammen bon¬
desønner fra RibeogRingkøbingamter,mødt
opmed lyst tilenanden levevej end landbru¬
get.Brevene fortællerom hvordan det videre gik dem,oghvordan de udviklede sig vidt for¬
skellig, alt efter hvilkevilkår de kom tilatleve
under.
Læreren
Det var naturligvis meningen at der hurtigt
skulle uddanneslærere, så enhver skole i lan¬
det havde mindst een, der var seminarieud¬
dannet. Det komsomnævnttilattageresten afårhundredet, før disseplanervar blevet til virkelighed. Af seminarier var der langt fra
nok. IJylland overhovedet ingenførJellingog Ranumoprettedes i 1840erne.
Fralovgivningsmagtens side fastholdtman
dog, at i det mindste hovedskolernes lærere
skulle være eksaminerede, mens man blev nødt tilatacceptereatenvinterlærer ikke hav¬
de nogen uddannelse. Kunne en ung mand
blot læse ogskrivenogenlundeansattesogne¬
rådene ham iomgangsskolen.Derforsesogså
atlæreren ienomgangsskole kunneværefem¬
tensekstenår.Denbilligsteløsningvarnæsten altid den bedste isognerådetsøjne.
Ilængdenville forældrene dogikkeaccep¬
tere tilstandene. Forskellen i den undervis¬
ning, derblev givet i hovedskolen ogden, de fjernest boendes børnmodtog iomgangssko¬
len,varmangestederret stor,så efterhånden
blev kravenetil vinterlæreren størreog prov¬
steprøverne indførtes. Her skulle ansøgeren til en vinterlærerstilling bevise at han besad
denødvendige færdigheder iatundervise i de
elementære fag. Presset af forældrene blev sogneråd og skolekommission efterhånden
tvungettilat ansætteenlærer, der i detmind¬
stehavdebeståetdenneprøve.
Det gjorde vinterlæreruddannelse til det
første akademiskefag dervartilgængeligt for bønderbørn, og en nymulighedvaråbenfor
unge, der af den ene eller andengrund ikke
kunnepasse ind i landbrugssamfundet.
Ordningenmed skolefrihedom sommeren dersenerebetegnedessomden vestjyske sko¬
leordningog som enkelte steder eksisterede
helt frem til1958, betødet stortbehovfor vin¬
terlærere, ikke mindst idevestjyskeegnehvor befolkningstallet i løbet afforrigeårhundrede
stegvoldsomt.
Mangeaf lærernevarfattigehusmandssøn-
ner,derifølgeenlovændring i1856 havde faet mulighed foratsøgestatsstøttetiluddannelse.
Deblevalmindeligvis ret efterspurgte,da bå¬
desognerådogforældre fandt,detmåttevære til børnenes bedste at blive undervist afen person, der var af deres egen stand og som derfor havdegodeforudsætninger forat for-
\estjyske vinterlæveic stådem,og somdertil ikkevarvanttilatstille
storekravogderfor kunnepressesi løn.
Seminarieuddannelse
Efterathaveforsøgt sigsomvinterlæreretpar vintre, blevmangeaf deungeimidlertidopta¬
getaf tankenomhelårsansættelseogsøgteind påetseminarium. Herdrejede det sig af øko¬
nomiskeårsagersomregelom,at fa eksamen
såhurtigtsommuligt.Påkolde billige kvistvæ¬
relser, på sultegrænsen eller lidt derunder
sled desig til en treåriguddannelse påtoår.
Kun de stærkeste overlevedesom lærere. For de svagegik det ofte galt, entenmåtte deop¬
give studierne, der krævedestorviljestyrkeog
enstædig indsats, eller de døde aftuberkulose
eller andenuhelbredelig sygdom. De dergen¬
nemførte uddannelsen, var derfor en slags
hårdkerneaf markantepersonligheder.
HovenHøjskole
De førstehalve hundredeår efter 1814 skole¬
loven var trådt i kraft, var undervisningen i børneskolerne,på trods af alle gode intentio¬
nerfraplanlæggernes side, ikkenåetretlangt
udoverreligionsundervisning,læsningog en smuleskrivning. Førstogsidstvardetreligio¬
nendet gjaldt. Terperioggoldudenadslære.
Først efter1850 skete der foralvor noget.De religiøse bevægelser der var opstået i 1830erne,som havde bredt sigmed storhast
oghvis tilhængerefandtatreligionsundervis¬
ningvarmenneskehedens redning fraunder¬
gang, fik et modspil i grundtvigianerne, og dermedvarboldengivetoptil ændringer,der
blevmegetføleligepå skoleområdet.
Folkeoplysning, detvar som enfanfareder
blevblæst,oghvistonerblev ført medvinden
til hver eneste afkrog aflandet. Et afde for¬
nemmeste resultater blev folkehøjskolerne,
derskødopallevegneog sompådeneneeller
den andenmådesattesit prægpåhverdagen i
DenelskedeforstanderpåHovenHøjskole fra1865-1906
KristianKristensen.
hvert enestedanskhjem i tiden, der fulgte.
Et højskoleophold blev en yndet forbere¬
delse til provsteprøven for vinterlærerne, og
naturligt nok indrettede nogle skoler sig der¬
for med læreruddannelsesomhovedemne.
Eenaf deskoler, der i Ribe ogRingkøbing
amter,omend ienkortperiode, forberedteen
lang række vinterlærere, varHoven Højskole
ved Tarm.
Den lille beskedne højskole var pionerpå
området. Den unge forstander, Kristian Kri¬
stensen, dervaransatved Hovenhovedskole, havde faet sin uddannelse af selve Kristen
\ jvskevinterhvreiv
Kold og senereaf den navnkundige Svendsen på Jelling seminarium. Detopersonligheders indflydelse bevirkede,at han anlagdeen helt
nyundervisningsstil i Hoven børneskole. Ter¬
periet og troen på at man kunne banke vis¬
dom ind i børnehoveder ved hjælp af tørre tærsk, blev forladt tilfordelGrundtvigstropå
det levendeord.
Det vartanker, der passede til tidens brud
med detgamleog flereogflereunge søgtetil
Kristensenforatblive oplært af ham,som re¬
gel havde han derforet par ungelærerstude¬
rende mænd boende hos sig om vinteren. I
1877stod 7unge ogbadomundervisning,og Kristensenblev klarover,attidspunktetvarin¬
de til atopretteenhøjskole.
På skolen lærte de ungeførst og fremmest selvrespekt,ogde blev stærkt påvirketaf den Grundtvigske livsindstilling og Kristensens
store interesse for de liberalistiske tankerog
strømninger, der i begyndelsen havde
1870ernehavde resulteret ioprettelsenafpar¬
tiet Venstre, de levedemeget tætpåforstander¬
familien.Både Kristensen,somde beundrede ogsåoptil,menogsåtil hans kone Karen Ma¬
rie, dersomdatteraf mølleren iHovenhavde
væretblandt de første eleverpå Askov højsko¬
le,knyttedes de derfor stærkt til.
Direkte fraploven blev deoptaget ien ver¬
den de ikketidligere havde kendt. Devar unge medopladte sind, de lyttede, de talte selv med,
og for fleres vedkommende oplevede de for
første gangatnogengad lytte til dem. Deglem¬
tealdrigforstanderparret eller tiden påHov¬
enhøjskolen.
Ved skoleåretsafslutningudtrykte flere de¬
resvemod vedatskulleskilles,menogså glæde
overoplevelsen de havdefaet.Således skrev M.
Kr.M.Westergård fra Ansageratdet vigtigste
for demnu varatlevemed alt detgode, derer oppe nuitiden,ogkæmpe for det. Semereef¬
terat få ensandfolkeligoplysning endefter
enstoreksamen, thilivsoplysning skaberstør¬
relykkebåde for sig selvogfor andre...
Peder Klemmensen fra Horne sogn,derse¬
nereselv blevlærerpåHoven højskole skrev:
Kæmpmod altvang,alt ondtogslet, kæmp for frihed forsandhedogret, lad dette ditlivsmålvære.
Jeg ønsker digkraft tilderforatstride,
såaldrig i kampen dutrættetmå blive,
da tilsidstmådu bære
sejren hjem medære.
For det vemodigegav Søren Kristensenfra
Hemmetudtrykpå dennemåde:Derernoget så vemodigt vedatskilles ad, nårman en tid
har levet sammen, og dette erisær tilfældet
nårdeteretstedsomdetteher,manskalsige
farvel. Men deternetopgodtommanlænges,
da deri udtrykkesatmanhar levet ogåndeti
noget, som erværdat længesefter. Bevare vi
mindetomalt detgode vi her har hørtogle¬
vet,så vil det altidlysepåvorvej,hvor denend
skalgå...
Adressebogen, hvor afskedshilsenerne er hentet fra, fortæller tydeligt atalle hartaget Kristensens påvirkning alvorligt. De der har
skrevet etvers tilafsked, harbenyttet Grundt¬
vig eller Bjørnstjerne Bjørnsonog hvad hele
holdet stod for, udtrykkes kort og klart af
bornholmerenJens PederJensen,derskriver:
Lysoverlandeterdet vi vil.
Vinterlærereuddannet
på
Hoven
Højskole
Hans HansenLaugesen
HansLaugesenvarfødt i Jyllerup i Aarresogn den20.maj1868. Hans forældrevarejere afen
ret stor gård,men Hansvarden yngsteafen søskendeflokpåni,såhansudsigter tilatblive
faderens efterfølger på gården var små. Da
han tilmedvarsvagelig alleredesombarn,an-
så mandet i familien som en god løsning at han blevuddannetsomlærer.
Isommeren 1886varHansLaugesen første
gangpå Hoven Højskole. Hanvarikke typisk
for holdet. Frahjemmet i Jyllerupkunne han
bliveforsynet med, hvadhan havde brug foraf bøgereller lignende,mensandremåttekæm¬
pe enfortvivletkamp forat fa desparsomme midler til at strække,ja, Jeppe Hejbøl havde påtaget sig at fodre forstanderens kreaturer
forattjene tilopholdet.
Hans,der afnaturvargenertogtilbagehol¬
dendevarvelbegavetoglærenem,ogefterde
første parmåneder skrev forstander Kristen¬
senienanbefalingat han havde gjort enual¬
mindelig god fremgang. Den udtalelse gav Hansmod tilatgåoptilprovsteprøveallerede
detførsteefterår. Skuffetmåttehandog nøjes
medatblivegodkendt tilatundervise i deyng¬
steårgange.
Kristensens anerkendelse skaffede ham
dog plads som huslærer i Mejrup ved Hol¬
stedbro denførste vinter. Aret eftervarhan til¬
bage på Hoven og den 19. september 1887
skrev provsten så at Hans Hansen Laugesen
har underkastet sigprøven som vinterlærer.
Han kanforeståbegge klasser. Hansynger no¬
genlunde.
Med dettebevis ihåndengik Hans ud iver¬
densomvinterlærer, uddannet tilatundervi¬
sebørnindtil konfirmationsalderen. Hanvar
19 år, krølhåret og charmerende. Verden lå
foran ham og somJensenius Nielsen senere skrev til ham pigerneseraltid venligt til en vinterlærersålænge han ikkeerforlovet. Fuld
afoptimisme drog han til sit embede i Kvie
skole i Ansagersogn.
Flere af kammeraterne fra sommerholdet i Hoven i 1886 havde imidlertid hurtigt taget beslutning om at ville videre og forsøge sig
meden seminarieuddannelse. Hans'slyst gik ogsåiden retning, skullelærergerningenvære
\cstjyskevinterlæreic
Hans HansenLaugesen, gårdmandssønnenfraJyllerup i
Aarre sognderopgavlærergerningenogblev gårdejeri Grenei.Aastrup Sogn foregangsmandinden for andels¬
bevægelsenogskatterådsformand. Tillige blevhan med¬
stifter af.\astrup Sognearkiv.
enslevevejmåttemanhave embedeheleåret.
Vesterbro seminarium i København blev hamvarmtanbefalet afvennenAndersKrogs- gård fraØlgodsogn,derskrevatGedveder en
elendig anstalt,men Vesterbro seminariumer
etaf landetsyngsteogharet stortantalunge
dygtige lærere, men lad mig sige digpå for¬
hånd,der herskeringensamfundsåndogintet hjemligt forhold. Derved understregede han
atforholdenei hovedstadenikkevar som Ho¬
ven,ogatman kunnemøde lidt af hvert i den
storeby. En lille advarselom,at manrisikere-
Vestjyske vinterlærere
deatsvigte idealerne, jaatAnders alleredevar
begyndt at sætte spørgsmål, lå i bemærknin¬
gen eenaflærerne candmagOscar Hansener fritænkerogdetsættersitprægpå hans ellers
udmærkede undervisning.Alligevel sigerfle¬
re, alvorlige til den grundtvigske tankegang hørende, atde fuldkommen kan billige hvad
hanfremfører.
Seminarieuddannelsen kostede 12 kr. pr.
måned og der skulle betales forud. Som en formildende omstændighed skrev Anders at hanvaroverbevistom,atHans sagtenskunne
klare uddannelsen dervartreårigpåtoår.
Hans Laugesen gjordealdrig sin seminari¬
euddannelse færdig. Efter få måneder i Kø¬
benhavn blev han syg ogindlagtpåkommune¬
hospitalet med gastrisk feber. Venner skrev hjem til familien i Jyllerup og her frygtede
man tydeligt det værste, Hans havde jo altid
været etskravl. Broderen skrevdog opmunt¬
rende...bare dugiver digtålmodighedoglæg¬
geralt i Gudshånd, han erden der lederog styrerogvi vedjoikke, hvad der tjenertilvor sande gavn... sluttelig stod der, praktisk og
jordnært og i håb om at alt ville bedre sig
...hvadpengeangårskal vi noksørgefor der
kommer nogen om en tredage.
Hans vendte hjem efter sygelejet med de gode anbefalinger fra kancelliråd Seyer, der
varforstanderpåVesterbroseminarium. Han
besluttede sig for et sabbatår fra seminariet,
hvor han så senere ville han indhente sidste del afuddannelsen.
Sådanskulle detikkegå. Allerede den kom¬
mende vinter, da han sad som lærer i Debel skole i Fåborgsogn,mødte han sin skæbne i
form afeenaf de ungepiger der altidså ven¬
ligt til læreren. Karenvargårdmandsdatter fra
Grene iAastrup sogn, ogda Hans ved gifter¬
mål med hende kunne blive gårdejer, stak
bondesindetsådybt i hamathan lagde lærer¬
gerningenpå hylden. Intet i verdenvardogså
sikkert ogurokkeligtsomatværebonde.
Jørgen HansenGanderup
Atlandbrugsarbejdet ikkevarlykken for ham,
vidstejørgen HansenGanderupmegettidligt.
Alleredesomsekstenårigvarhan fastbesluttet påatvilleværelærer. Hans mulighederså el¬
lers ikke for lyse ud. Som søn af indsidder
Hans Bærntsen Ganderup i Fuglsig i Fåborg
sogn, kunne han ikke forvente nogen som helst økonomisk hjælp hjemmefra. Men det gjorde han heller ikke. Alligevel forberedte
han sig indædt.Alt hvad han kunne få fati af
JørgenHansenGanderup,husmandssønnenfraFåborg
sogn der blev viceskoleinspektør i »nybyggerbyen« Es¬
bjerg skønt hanslet ikkehavde ønsket sigetlivsomby¬
menneske.
Vestjyske vinterlærere
læsestof, blev slugt i de sparsomme fritimer landbrugsarbejdetgav,atterogatterindsend¬
te hanansøgningom støttetilethøjskoleop¬
hold, men fikafslagpå grund afsin ungeal¬
der. Det standsedeham ikke. Af sinvinterløn sparede han sammentil et parmåneders op¬
hold påHoven. Det blev i sommeren 1886.
Alt forhurtigt fløj den kortesommer oghan
skrev bedrøvet nu er dengode tid forbi for migatgåiskole....
Senerehjalpsognepræstenham dogmedat ansøgeomunderstøttelseoglykkeligvarhan,
da han den20. november 1887berettedeom, hvordan han sled medopgaverne...isærmate¬
matikken erstreng,men det harjeglyst til,så
det kommervel nok tilatståklart, hvadnu er dunkelt. Om aftenen skalmanjo studere,når
man vil have udbytteaf læretiden,så for det
meste erdet midnat førjegkommer iseng,
menbedre tilfreds harjeg aldrigværetogflin¬
kere folk harjegaldrigværetved.
Efteropholdet gik vejen endnu engangtil¬
bage til bondelivetognedbrudt skrev han ...
jeg længes efter HovenHøjskoleså hjerteligt, såjegnæppe ermigselv, skøntjeggodtveddet
ikkenytter.
Allerede året efter er Ganderup dog med
statsstøttefor tredie gangtilbage i Hoven,og denne gang afsluttede han med provsteprø¬
ven.Glædestrålende kunne han skrive til sin
ven:Detgik mig godt hosprovsten.Prøvenaf¬
holdtes den23.september kl. 8om morgenen iAlleruppræstegård. Derlar14(8 karleog6 piger) mig iberegnet. Afkarlene bestodjegog
eenfraJanderup. Afpigerne faldt kuneenel¬
lerto.
Førstommorgenenfik vienstil »At beskri¬
veJylland«oglidt skønskrift,ogimens skulle
vipå skift ind tilprovstenietsideværelse og derførst læse,også»storoglilleanalyse«også geografiogbibelhistorie.
Om eftermiddagen skulle vi møde i Tjære¬
borgkl.3 præcis,førstFik viregningogderef¬
terpraktikmed børneneogtil slutningsang.
Vivarfærdigelidt førsolnedgang.Altgikme¬
getheldigt for mig,kuneetordsagdejegfejl i
dansk. Praktisk med børnenegiksærliggodt
ogprovstensagdetil mig »Det\rargodt,detvar megetgodtklaret«.
Den veloverståede prøve skaffede Jørgen
Hansen Ganderup en vinterlærerplads ved EsbjergBorgerskole. Egentlig ikkedenstilling
han havde ønsket sig. Bylivet virkede så
skræmmende ogdervar51 børnatundervise.
I eet rum. En smule skuffet skrev han: Det
hjælpermegetat destårpå omtrent samme standpunkt. Dogen ulempe, børnene er me¬
getforskelligafnatur,hvilketermegetindly¬
sende, dadeerfra alleverdenskanter. Deter skam ikkesåslemtsom rygtetgik, thi iførst¬
ningenerjooveralt børneneoglæreren ube¬
kendt. Detkniberhårdestatfadem tilatfølge
med ved indenadlæsning. Naturligvis findes
endelhårde nødderatknække, menmed list oglempe fas et ægien humlesæk. Dererjo vanskeligheder overalt, så hvorfor skullejeg
værefri.
Lang\-ad, overlæreren er enmeget livsglad
mand ogligeledes deandre lærere, så vi har
megetfor.Jeg harmåske godt afdenneturfor
personensskyld. Jegmå absolut haveetarbej¬
deatudføre. GUDgive migheldoglykke der¬
til,såer engerningligeså velsignethersompå
landet. Børneneharogså etkrav hertilat få
lidtgodtatvide.Jeg kan sigeatbørneneerlige
så blødagtige hersompå landet.
Bondekarlen blevdogsenerevænnettil by¬
livet ogkomtilatholde afdet. Detudtrykker
han allerede året efter, oggiver samtidig ud¬
trykforathan holder oprigtigaf desmå...bør¬
neneerrigtigflinke,nudajeghar faet demor¬
ganiseret.Jegkansigeatjeghar vundetendel
afdem. Et lille bevis. Eenkom forledenog gav
migen urkæde. Den varikkeny, menjegtog
\estjyske vinierlærere
Lærerpersonalet ved Esbjerg borgerskole, i midten Jørgen Hansen Gunderup.
den ogtakkede, oglodsomomjeg\armeget glad, thijegville ikkesåre barnet,somvarlyk¬
keligoversin gerning.Såalt gik lettereend ef¬
ter forventning og omtale. Ja selv de større børn viserærbødighed og ermegetagtpågi¬
vende, skøntjeg sletikke har meddematbe¬
stille.
Jørgen HansenGanderup blevenmarkant
personiEsbjerg. Deførstetoår, da han endnu
var ansat som vinterlærer, toghan på Hoven
om sommeren, og første del af seminarieud¬
dannelsen klarede han herfra. Anden del tog han på Gedved seminarium. Derefter blev
han fastansat ved Esbjergs skolevæsen og skrev: Fuldkommenheden som mål vil stå højt,men manskalsættesinemål højt. Ah, der
ernoget stort vedskolegerningen, noget vel¬
signet,thi GUD vil særlig lægge sinvelsignelse
heri,nårmanbeder hamderom.Gid vi stedse
måtte følevorstorekaldsom børneopdrager
ogoplyser,som etaf GUD betroetkald.
Sinlivsbanesombørneopdragerogoplyser
endte han som viceskoleinspektør i Esbjerg i
1938. Den nybyogJørgen HansenGanderup
voksedesammen.
Mads Thomsen
SomGanderupogdefleste andre frasommer¬
holdet 1886,måtte Mads Thomsen fra Vrende- rup i Fåborg sogn, som fattig husmandssøn, nøjes med at par måneder på højskolen og derefter tage plads som landbrugsmedhjæl¬
per.
Han kunne dog allerede i 1887 skrive:Jeg
fik sidstesøndagunderretningomatjegerbe¬
skikket til lærer iVrenderupskole. Lønnener 200 kroner ogda jegkangå hjem til kost kan
det bliveengod vinterløn. Dererogsånoget at
Vestjyske vinterlærere
tagefatpå. Thiide sidste firevintre har lære¬
renikke kunnetsynge,ikke fortaltnoget,hver¬
ken bibelhistorie ellerDanmarkshistorie, og ordenen i skolenermegetsimpel...
Mads Thomsen var lykkelig for lærerplad¬
senihjemsognet, han mødteop i Vrenderup
skole fuld afoptimismeoggåpåmod ...jegglæ¬
dermig til vinter,så skalvirigtigtagefatpåre¬
formsager, såsom kvindesagen, afholdssagen, skyttesagen, skolespørgsmålene o.s.v. Tillige
skal vidrøfte, hvilkebøger determestpassen¬
deatbørn undervises efter.
Det vistesig dog hurtigtatdet ikkevarså let
at gennemføre reformer i Vrenderup, og i
næste brev skrev han deprimeret den halve
vinterersnartgåetogjegsynesikkejeger nået
retlangt.
Utilfredsheden kom sig sikkert afat Mads
Thomsen ivirkelighedenvar mereoptagetaf ungdomsarbejde end af børneskolen, og skønt derpå områdetsketeenhel del iFåborg
sogni slutningen af 1880erne,varhan nok vel tidlig ude med flere afsine ideer. Isommeren 1888byggedesetforsamlingshusogher holdt
denforedragsforening, hanvarblandt initia¬
tivtagerne til,en lang rækkeforedragafbåde
kulturel og landbrugsfaglig karakter. Detvar
dog ikke nok fandt han, og betroede sig til
HansLaugesen:Jeg harstorlyst tilatholde af¬
tenskole, kunne detrigtig komme igangtror jegdet kunne fremmefolkeoplysningen me¬
get. Thi da har folkmereforstandpåattilegne
ogvragedet, de hører. Kunne det blot komme
så vidt at der kunne komme en diskussion i gang om eet ellerandet emne, så fik folk en mereselvstændig meningogfik lyst tilatsøge
mereoplysning.
Foredragsforeningen havde påentidca.30 medlemmer, ikke så dårligt i det lille sogn, Mads Thomsengjordeogså sit. F.eks. sad hani aftentimerne ogskrev medlemsbladet i hån¬
den.
Alligevel troede han ikke rigtigpå at fore¬
ningenville overleve, ...jegerbange foratden
ikke vilholdesig, dererforfåderbryder sig
omsådannoget. Vi harbl.a. behandlet kvinde¬
sag, sædelighedssag, afholdssag o.fl. Jeg tor nemligpå at sådanne diskussionsmøder vil
blivemereog merealmindelige. Detgåropfor
folk, især deunge somharværetpåhøjskole
eller i det hele harsansfor andet end»brødog
skuespil«atdererbehov foratfåklarhedover
tidens brændendespørgsmål.
Skønt ofte deprimeret og modløs satte Mads Thomsen sit præg på udviklingen iFå¬
borg sogn. Den gymnastikundervisning, sko¬
leloven af 1814 havdepåbudt fik han endelig gennemført, øvelserne lærte han sig efter en
bog,ogskønt han fandt detsværtvarhan fast
besluttetpåatfortsætte, alleredeåret efter ud¬
videde han sammenmeden ungkarl fra Au-
strup,HansPeder Hansen, undervisningentil også at omfatte deunge, derkunne fa under¬
visning i svensk gymnastiken aftenom ugen.
I begyndelsen af 1890erne forlod Mads
Thomsen sinhjemegn. Han blev lærerpåNy¬
stedhøjskolepåLolland,etarbejdeder heller
ikkesyntesattutredsstille hamhelt.Hantandt øboerne forvidtløftigeogpjankede.Handrog omkringogholdt endel foredragom deem¬
ner, der altid havde optagetham, men nogen
særlig efterspurgt foredragsholder blev han
ikke. Det sidste brev fra hamerskrevet i 1904 ogdasyneshan stadig ikkeathavenået, hvad
han drømte om i ungdomsårene på Hoven Højskole.Gennem alle hans brevesynesatgå
en rødtråd, der fortællerom en idealist, der aldrig fandt sig selvtilstrækkelig.
Peder Sillesen
Ikke alle komlige lettil deres eksamen.For Pe¬
der Sillesen fraSadderup ved Esbjerg blevve¬
jen både langogtrang.
Han varet lystogmuntert ungtmenneske,
\estjyske vinterkurere
derpå Hoven i 1886 straksblevvennermed al¬
lepågrund af sit gode smittende humør. Efter provsteprøvenblev han vinterlærer i Boldesa¬
gerskole i 1887-88 og besluttede sig derefter
forattagelærereksamen på Gedvedseminari¬
um, mendavennen HansLaugesen bestemte sig for Vesterbro seminarium i København,
skiftede han meningogtogmed til Iwwdsta-
den.
Peder Sillesenvarenmesteriundskyldnin¬
ger.Hannåede aldrig alt det, han havdesatsig
for, hverken i København eller når han var
hjemme i Sadderup i ferien, og hans und¬
skyldninger var mangfoldige. Efter at Hans Laugesen pågrund af sygdom varrejst hjem,
vardet i hverenesteferie Pedersmeningatbe¬
søgeham, men det blev næsten aldrig til no¬
get.Jeg ville have besøgt dig ijulen, skrevhan,
menuheldig\ishavdejegfåetetpar nyskoog de mishandlede mine hæle i dengrad, allere¬
de den første gangjeg havdedem på, atjeg
måttegi i træsko helejulen,...mennæstegang skaljeg skrive etbrev, dererflere alenlang.
Alligevel opretholdt de venskabet i mange år,ogdet overlevedeatPeder Sillesen kom iet økonomisk afhængighedsforhold til Hans Laugesen.
Peder havde hele tidenbestemt,athan ikke ville risikere sithelbred, somhan havdesetså mangeaf kammeraternegøre,vedattageeksa¬
men påtoår. Han ville brugetreogså forsøge
atfå lidtundervisning på enskole forathjæl¬
pepå økonomien. Såskete efter andetår, det frygteligeat handumpede til eksamen. Hele
hans verden styrtede sammen. Han havde
med god grund, stolet så sikkert på at få et
godt resultat,athan havde søgtogfaetansæt¬
telsenogle timer ugentlig vedennærliggende
skole. Derved kunne hantjene70 kr.ommåne¬
den ogklare det tredieogsidsteårmed studi¬
erne.
Da hannu vardumpet ville skolebestyreren
kunbetale ham 40 kr.ommånedenogdet ko¬
stede 15 kr. på seminariet. For de resterende
25kr. kunne han ikkebåde beholde sit værelse og betale for kosten. Sine forældre kunne og ville han ikke bedeomhjælp. For det førstevar de megetskuffede overden mislykkede eksa¬
men og for det næste havde de allerede for¬
strakt ham mednæsten2000 kr. Detvarsåno¬
genlunde det beløb han kunne forventeatar¬
veefter dem. Vi erjo mangesøskende, skrev
han, ogmine forældre harnogetgældpå går-
den.Jeg kunnebededemlåne migpenge,men
det viljegikke. de har haft ondt nok ved, i dis¬
se trange tider at skaffe så mange penge til veje,somjegskal brugeogjeg vilnuikke have,
atde skal vedblive medathavedenslags be¬
kymringerfor min skyld,såviljeghellere kla¬
remigsomjeg kan.
HansLaugesen lånte ham 200 kr. Nok tilat hanåretefter fikenfin eksamen ogkunnegå
ud ogsøgejob, det varikkeså let, da de små
skoler på landet ikke ønskede at ansætte de dyre seminarister,oghovedskolernevarbesat.
Efteretpardårligt betalte vinterlærerpladser
i Hobro, rejste han tilbage til København og søgteansættelse ved det kommunale skolevæ¬
sen.
Der stilledes imidlertidsærlige krav for at kunne fa ansættelse i hovedstaden. Her skulle lærerne den første tid bevisederesduelighed
vedatundervisesomvikar. Irriteret skrev Sil¬
lesen: Deter en sløj tid, denne vikartid,man får 60ørefor hvertimeman vikarierer, men derkangodtgå måneder, ja fjerdingår uden
man fåreen enestetime....Jeghar i de sidste
par dage ændret om til skoleinspektørerne
foratbedeom timer. Delovermig timer alle
sammen, mensåledes lover de nok enhver så derligger ikkestorbetydning ellertrøstidisse
løfter. Faktumer, at det vrimler med vikarer herovre, det hele beror så på om man er
\estjyskeiinterherere
blandt deheldige, denstørstedel afdem far li¬
det eller intetatfortjene.
Vestjydernevardog efterspurgte i stadenog han varderfor blandt de heldige og blev ret
hurtigt fastansat.
Derved blev nok en vestjyde til københav¬
ner,udenatdetdog bragte hamnogenegent¬
lig glæde, alle hanssenerebreve fortællerom ensomheden istorbyenogden livslange læng¬
sel efterbondelandet, der efterhåndensomti¬
dengår, kommer tilatstå ietmere og mere ro¬
senrødtogromantiskskær.
Dahan i 1899 betalte sidsteafdragpå lånet
til Hans Laugesen skrev han i sit takkebrev:Ja
nuharjeg detjo heldig\is bedre end dengang,
skøntjegtrorikke du skalværeked af, du ikke
blev lærer herovre.Ja,stillingenerjo naturlig¬
visgod, menalligeveljeg blevnæsten misun¬
deligpådig, dajeg læste dit brev. Hvadjeg har
høstet herovreernærmestendelslid,jeg har
såmændligeså travltnu somdengang vi boe¬
desammennede iØhenchlagergade. Og hvad
harmansåandet end detteslid, derdog tilsyv¬
endeogsidst ingenting fører til.
Jadu har hustruogbørn, markogfæogalt godt.Jeg harethummerpå Vesterbrogade, de
klæderjeggåri,samtden pensionatsmadjeg
kanspise, ogdermed basta. Ja jeg ved ikkeom duforstårmig,men mangår så løjerligtsomet
trækdyr her i detstoremylder, der kaldesKø¬
benhavn.Styrterdyret, straks kommer deret andet i stedet, og ingen tænkerpå det bæst
somdøde.
Såsent somi 1908, efter ca. 20 åri Køben¬
havn, beklagede han endnu engangi et brev
sin skæbne. Nuervihalvgamleogomfå årer vi heltfærdige med dentrædemølle,somlivet
er,idet mindste forenkøbenhavnsk almuelæ¬
rer.
Niels MariusGuldager
Nu da afskeden ernær, viljeg ønske dig alt
godtogtakke dig for den tid,somviher har le¬
vetsammeniglædeoghar hørtsåmangegode
ord...
Sådan skrev den attenårige Niels Marius Guldager fra Rousthøje i Hans Laugesens ad¬
ressebog ved afskeden fra Hoven i 1886. Lige¬
somde andrepå holdetvarNiels Guldager al¬
vorlig ked afatskulle forlade højskolen,men heller ikke hans økonomi tillod ham atblive
længere.
NielsGuldager varsvagelig af helbredalle¬
rede før han begyndteat læse til vinterlærer,
ogiløbet afetårs tidvistedet sigathan havde lungesvindsot. I førsteomgang opgavhan ikke studierne,menhåbedeatfå det bedre, når han ikke skulle udførehårdtlegemligt arbejde.
Sådan sådetogsåen overgangud tilatskul¬
legå. Glad skrev han: Jegerraskoghar det li¬
gesomjeg plejer. Jeg harbåde tysk, fransk og latin 3gange om ugen ogpå dissesprogskal
der ikkegøresså lilleetarbejde... Vi harogså
diskussionsmøder hverlørdag. Forrigelørdag
havde vi følgendeemneat drøfte »Hvad kan
dersiges for eller imod totalafhold fra spiritus
ogtobak« ogigårdrøftede viemnet »skal vi
forhandle med detestrupske ministerium el¬
ler ikke«. Om detteemne varder vidt forskelli¬
ge meninger, nogle holdt med Berg, andre
derimodikke,ja dervarendogeen som viste sigatvære enrask Højremand, skønt han selv sagde nej.
Aret efter var alt hvad studierangik forbi.
Sygognedbrudt skrev han ietbrev tilvennen:
Jeg kan hverken udrettenoget eller komme
nogensteder.Jeg harsøgtdoktor Larsen i Var¬
de. Hamsyntesjegmegetdårligtom,jajegtror endoghan erdoven, i al fald da jeg\ar der.
Skønt hans udtalelser »ar meget utydelige
kunnejeg dogforstå athan ikke kan hjælpe mig.
De næste parårblevnæsten uudholdelige.
Nielsvaret nervøstogfølsomtgemytoghans
