Fattigbander
Af
PeterLudvigsen
»Hvor slet politiet var sås bedst deraf, at den bekendte store tyvebande i
en lang årrække gjorde både by og land til genstand for dens bedrifter. Vi
kendte i mange år alle bandens anførere, der boede i byen,« fortæller den
senere vendsysselske provst Frederik Nielsen fra sin latinskoletid i begyn¬
delsenaf 1830erne iAalborg (1).
Tyvebanden, han omtaler, omfattede omkring 235 mand. Den blev
trevlet op i 1835, og den følgende justitssag varede til 1844. Da var 79 blevetdømt ved en kommissionsdomstol i Aalborg, mens 156 »individer,
som i større eller mindre grad havde forbrudt sig, var afgivet til vedkom¬
mendejurisdiktion« (2). Mensdensagstod på, blev en ny provokeret frem
iVendsyssel i 1841, fordi nogle bønderenmørknatgik for vidt, da de ville give medlemmer af »den dronninglundske tyvebande«enlærestreg (3).
Fra 40erne og 50erne kendes lignende fattigbander fra især Sydvest¬
sjællandog Lolland-Falster (4). Gennemretssagerne mod banderne kan vi
få et indblik i både de sociale forhold, som den tids almues fattigste lag
levedeunder, i deres hverdagskulturogi de kræfter, derrørersig, nårstore sociale og økonomiske ændringer finder sted, og hverdagen bliverændret
forstoredele afbefolkningen.
Når det ermuligtat faetnogenlunde overblik overbandesagerne, skyl¬
des det, atde fleste sager varså store, at den lokale by- eller herredsfoged
var ude af stand til at klare dem alene. Derfor foregik både opklaring og dom for det meste ved»kommissionsdomstole«. De var formeltnedsat af
kongen og ofte sammensat af en lokal herredsfoged og en assessor fra Landsover- samt Hof- og Stadsretten i København, senere Københavns Kriminal- og Politiret. Normalt er det meget vanskeligt at danne sig et rimeligt overblik over landsdækkende retslige forhold, hvisman vil bruge
en emnemæssig indgang til justitsprotokollerne, men netop fordi assesso¬
rerne medvirkede, erde fleste sagerblevet arkiveret sammen, ogde findes
nupå Landsarkivet for Sjællandm. v. i København (5).
Her skal tre afbanderne fra henholdsvis Vendsyssel, Himmerland og
Lollandomtales.
43
Dronninglund-banden
I midten af 1800-tallet tog biskoppen over Aalborg stift sin afsked før
tiden. Han var blevet træt af det hele, og på falderebet sagde han bl. a.:
»Kunne man fa vendelboerne tilat lade deres børngå i skole i stedet forat ligge blandt kvæget på marken, kunne også de blive mennesker« (6).
En generation før havde amtmanden i Hjørring skrevetom Vendsyssel i Landhusholdningsselskabets beskrivelse af de økonomiske forhold i pro¬
vinserne. Han sluttede sin beretning med at fortælle, at resten af landet
ikke havde ret meget at lære i Vendsyssel, og modsat lærte vendelboerne
ikke ret meget afresten af landet. Landbruget varmeget primitivt, vilkå¬
rene vanskelige, ogudskiftningen og overgangentil selveje gik meget lang¬
somt.
Alligevel kan mani perioden mellem detovurderingerse,atderforegik noget i landsdelen, og at den sociale bevidsthed varved at ændre sig. Det
kunne ses på nye træk i forbrydelsernes mønstre. Aalborg Stiftstidende bragte d. 28. okt. 1841 enartikelomnetop detemne. Avisen forklarede,at detgennemde sidsteår havde foruroliget beboerne i Vendsyssel, atforbry¬
delser mod ejendomvarstegetutrolig meget. Detvarnoget nyt, ogavisen karakteriserededetnærmestsom ensmittefarlig sygdom, der måtte bekæm¬
pes. Det sidste var dog vanskeligt, fordi det landpoliti, som skulle afløse
den funktion, somtidligere havdeværettilknyttet godsejeren, varmangel¬
fuldt organiseret. Det værste sted var Dronninglund herred. Her var der
delslangttilherredsfogedeniSæby, delsvarhan aleneomarbejdet,ogder¬
for befandt beboerne»sig i bestandig ængstelseog måtte ved vagthedog på lignendemåde søgeatværne om deresejendom«. Der burde gribes kraftigt
indoverfortyverierneogvolden,menda dernetopikkevar nogenordent¬
ligt organiseret autoritet, kunne folk i stedet meddele tyverier o. 1. til avi¬
sen,der så villeoffentliggøreforbrydelserne ogpå denmåde søgeatafhjæl¬
pede »fremtrædende mangler«.
Nu omfattede tyvenes hverdag ikke avislæsning, så de harnæppe kendt
til avisensbestræbelser, menselvom de fleste andre vendelboereheller ikke
læsteavis, så blev problemerne faktisk løst på privat initiativ.
Den følgende lørdagvarder nemlig legestue på gården Langholt i Skæve
sogni Dronninglund herred. Denendte iettemmelig brutalt slagsmål. Tre karle blev gennembanket, så de ikke kunne gå hjem. De var kommet til legestuen fra det nærliggende fattighus - Stagsted Hospital-og blevanset for at være tyvebandens førere. To dage senere blev de slået ihjel, og
halvandet år efter blev derafsagt dom ved retten i Sæby over 177 personer i densag, derfulgte.
Et pardage tidligere havde mølleren på Aunkjøt mølle fået nogetrugtil
maling fra fattighuset. Møllerens svoger, der var sognefoged i Helium,
havde fornylig faet stjålet et parskæpper rug, og nu gikder bud til ham.
Hankom førstommandagen,ogdavar rugenafhentet.Menda detrekarle
- Klog-drengene og Skov-Kristian - stadig var sengeliggende, kunne de passende fåen lærestreg. Derfor dukkede syvmænd medsværtede ansigter
op ved fattighuset ved ti-tiden om aftenen. I huset boede ialt 8 personer.
Desyv varhjemme, af demvarénaffældig, to invalider,ogKlog-drengene
varlavstammedeogunderernærede, mensSkov-Kristianvarbåde lavstam¬
met og umådelig fed (7). De formåede egentlig ikke at sætte sig til mod¬
værge, menalligevel mistede sognefogedenoghansfolk helt selvkontrollen
og tærskede både dem og Skov-Kristians moder til døde med medbragte bøge-»prygl«og enspade, også rulledesagen.
Kommissærerne gik grundigt til værks. Først blev morderne fundet, og afhøringerne af dem førte efterhånden til anholdelse af tyvebanden. Så på
sinviserdennesagtosager: Dels retsforfølgelseaf nogle bønder, der havde begået selvtægt og derved myrdet nogle medlemmer af en tyvebande, og dels retsforfølgelse af selve tyvebanden.
Tortur var afskaffet siden 1790, men kælderhvælvingerne på Voergård
eksisterede stadig, og der blev de anholdte arresteret. Dåse-Marie, Chri¬
stian Hjamsk, Læbe-Søren, Pøle-Skomageren, Bur-Mette, Fine-Morten,
Børste Jens-Christian, Lars Trold, Heile-Mette, Peder Klog, Grå-Peder, Lange-Ane, oghvad de nualle hed, ville naturligvis helst ikke udtale sig i starten, men etparnætternedei hvælvingerne (Rosedunten) fiktungen på gled: Jo, de stjal, når de kunne komme til det. De havde ikke så mange andre muligheder for at klare den. En snesaf dem var nærmest professio¬
nelle tyve. Resten varenten hælere eller havde påeteller andet tidspunkt foretaget sig noget, somjuristerne anså for at være ulovligt. Ialt 181 blev tiltalt. Fire blev frifundet, og syv af de tiltalte, nemlig morderne, havdejo
ikke noget med banden at gøre, så tilbage blev 170, der blev dømt for tyveri.
Tyverierne omfattede først og fremmest fødevarer, penge og tøj, men kommissærerne gik så grundigt til værks, attyveri afet vinglas påetmar¬
ked i Aalborg, en skål kager, enjernstang, etspir osv. også blev pådømt.
Vinglasset blev takseret til et år i Viborg tugthus. Mændene stjal, og ko¬
nerne tog sig af hæleriet. Men de syede også bukser af skindene fra de stjålne far, efterat kødet varsaltet, og det, de ikke selv kunne bruge, blev solgt i Hjørringeller Aalborg.
Det var mørkt om natten dengang. Ingen lygtepæle; intet genskær på skyerne fra byerne. Og husene var ret enkelt bygget. Tit kunne tyvene nøjes medattrække nogle hedetørv ud eller øerne nogle knipperlyngris, så
varvejen åben. Men ellers blev sømmene, der holdt vinduerne fast, blot
bøjet til side, eller også blev de lerklinedevæggebrudt ned, så man kunne gå lige ind. Flere stedersov husbond og tyende endnu i samme rum. Den
nat i foråret 1841, da Erik Svamp, Niels Hammer ogJacob Hansen brød
ind hos husmand Niels Jensen iBondesholt, kunne deikke fa dørenop. Så slog de hul imuren oggik ind i soveværelset, hvor Erik efter sigende skulle
have et skab med penge. I rummet lå husmanden, hans tjenestepige og hanshyrdedreng, men ingen af dem blev vækket. For alligevelatværesik¬
kerpå,atde ikke blevgeneretundertyveriet, gik Svamp henogsatte sig på
mandens dyne. Derved vågnede han naturligvis og begyndte at klage sig,
fordi han troede, at han blev redetafmaren. Nu vågnede også de andre,
men i mellemtiden havde Jacob tømt skabet, og samtidig med at pigen spurgte, hvad dervargalt, rejste Svamp sig. »Nu lettede det«, sagde bon¬
den, ogallesovvidere, menstyvene listede af.
Det meste af domstolens arbejde bestod naturligvis i at fa opklaret alle tyverierne, men sagen var samtidig et opgør mellem den ekspanderende bykulturogdenvigende almuekultur.
Derfor blev de kulturtræk, somdommerne og lovgiverne opfattede som social uorden ogumoral, straffet ved samme lejlighed. En ældre enke stod f. eks. anklaget for tyveri og hæleri sammen med sine to voksne børn.
Undervejs blev det opdaget, at børnene varavlet i hor, ogselvom detvar 22 år siden, blev hun dømt for det med. I et andet tilfælde var en pige blevetgravid meden tyv, der allerede førsagen varblevet anbragt i »slave¬
riet«. Hunbeklagede sig til hansmor,som svarede,atden slags fandtes der
da råd for. Det blev moderen dømt for, og pigen, fordi hun havde købt
menstruationsfremmende dråberpå apoteket i Aalborg.
De gode råd fik man ellers hos Klog-drengenes fader Peder Klog, der
ikke stjal, eller hos de to andre, der ligesom Peder blev dømt for kvak-
salveri vedsammelejlighed. Peder gjorde ikke denstoreforskel på sygdom¬
mene, menbrugte til både menneskerog dyretpulver, dervarsammensat afsyvbestanddele. Dyrene skulle haveenteskefuldtogangedaglig i vandet
og menneskene en halv i brændevinen. Peders koneMaren var dygtigere.
Hunkunne kurere for bådedørspændoganden forvoksning hos børn, også
kunne hun kurereforgjorte mennesker. Boe-Kirsten, der både brugte »ga¬
lede og indbildte kunster« og»kvaksalverie«, var imidlertid den dygtigste afdetre. Hunfungerede ganske sikkert somegnens læge i nutidig forstand
og varsamtidig både læge, dyrlæge, jordemoderogpsykiater. Det sidste ved
vi bl. a., fordi hun kunne hjælpe folk, »som klagedeover, atdehavde tabt lysten tilatarbejdeogvarstemttil ligesomatskullegøreondt«. Defik læst
etstykke imod trolddom, ogKirsten fik fire år i tugt- ogforbedringshuset.
Hun modtog jo altid sin betaling i naturalierogkunne derfor ikke undgåat blivedømt bådesomkvaksalveroghæler (8).
De 4 mordere fra straffeekspeditionen blev først dødsdømt, senere blev
dommen ændret til livsvarigt tugthus, ogallesyvvendtetilbage, da de blev benådetafkongen i forbindelse med de udgiftsændringer, der fandt stedop tilden første nationalekrig i 1849.
Lorentz Meiersbande
Sagen mod fattigbanden i Aalborg begyndte i 1837, fordi nogle afbandit¬
terneenefterårsnat havde drukketsig formegetmod tilog varfor voldsom¬
me mod enfamilie ovrei Kærherred. Da banden blevarresteret, havde de
fleste af dens medlemmer først fungeret mere eller mindre åbenlyst i en halv snes år. Derfor tog det også syv år at komme igennem sagen. 79 fik
deres dom iAalborg i 1844, mens 156 somnævntblev sendt hjem til deres
egenretskreds, så udgifterne blev lidt mindre.
Måskevarder taleomtobander, men detersvært atadskille dem,fordi
mange banditter optrådte i dem begge. Som i Dronninglund er der mest tale om småforbrydelser ogom kulturforskel mellem embedsmændene og deanklagede: ialt 446 tilfælde af forskellige former for umoral, lomme- og
småtyveri. Mere alvorligt er21 røveriske overfaldog 72 indbrudstyverier,
men iøvrigterdet karakteristisk, atbanden også blev dømt for 143 mislyk¬
kede forbrydelser (9). At man kan tale om to banderskyldes sådan set, at nogle af forbrydelserne kun kunne foregå i byen. Lommetyverierne kræ¬
vede f. eks. et vist udvalg af lommer. Samtidig havde Aalborg temmelig
mangeværtshuse, ognogle af bandemedlemmerne havdespecialiseret sig i
at »hjælpe« drukne gæsterhjem, mens andre organiserede tjenesteydelser tilenpris, der lå under det offentlige bordels. Detvarmåske også derfor,at den største rufferske efter nogle år i fængslet blev offentligt ansat som
»bordelmutter«. Uden for byen, hvor mørket var tæt og flugten sikker, foregik så de røveriske overfaldogdefleste af indbrudstyverierne.
Sagen fylder som nævnt meget i arkivet, men det skyldes nu også, at kopisterne var usædvanlig grundige. De lavede alfabetiske lister over de anklagede, alfabetisk opslagsregister til alle forhør og register over de
idømte straffe. Derfor ved vi også, at 14 af de dømte mænd var håndvær¬
kere, 6varhandlende, 10 arbejdsmænd eller karle, 3 gård- oghusmændog
1 uden erhverv. Alle anførerne var håndværkere, og for mændenes ved¬
kommendeerden sociale elendighed mindre udtalt, end tilfældet vardeti Dronninglund. Til gengæld erdet den rene elendighedmed kvinderne. 12
afdem varenten fraskilte ellerenker, 13 varsimpelthen opført som kvin¬
der, ogaf dem blev de 9 dømt for løsagtighed. Endelig blev 13 koner dømt
forhæleri ellerhor, de fleste for begge dele.
Flere kilderberetternetop om et omfattende hæleri i byen, og Frederik
En karosse medfirspand overfaldes afrøvere. LorenzFrölich, 1835. (Sta¬
tensMuseum,Kobberstiksamlingen, fot. Peter Ludvigsen).
Nielsen fortaltejo, hvordan latinskoledrengene kendte alle anførerne i flere
år. Aalborg havde dengang to politibetjente, så banditterne havde det sandsynligvisret nemt, menforhørene antyder også, atde havdeen visop¬
bakning hos byalmuen. Denene af betjentene beklagede sig f. eks. over, at de arresterede vedatråbeop om, atde blev mishandletiarresten, påkaldte sig medlidenhed, når de skulle føres til forhør. Og ved nogle af anholdel¬
serne skilte de anholdte sig af med genstande på vej til arresten, uden at betjentene kunne forhindre, atde forsvandt.
Banden blev populært opkaldt efter den af anførerne fra Aalborg, som førstblevanholdt, menden burdesnarere væreopkaldt efter Johannes Jen¬
senStenild, der gik undernavnetBettefanden. En anfører blev anfører ved
at foretage sig mere end de andre, og Bettefanden fylder godt både i sags¬
akterne og i traditionsmaterialet. Ifølge traditionen skulle derethelt regi¬
ment Randersdragonertil, da han skulle anholdes, ogde fik ham først, da
de havde brændt husetafoverhanshemmelige jordiskegange(10). Detstår
dernuikke nogetom i akterne,ogherfindes heller ikke belæg på følgende
lille sagn: »Nede ved Hvalpsund fandtestre menneskehoveder i ryggen af
enager ... ogtænderne sadlige så hele og holdne i munden omdem. De
mente, at det var fra den tid, da Bettefanden huserede her« (11). Men
bondesnuvarhan, selv omhan varforsnu, dahan natten mellem den 12.
og 13. november 1835 begik indbrud hos udflyttergårdmand Niels Søren¬
sen i Estrup mellem Aalborg og Hobro sammen med Peter Hjorth, Skær-
sliberen, Germand Villadsenog LarsVandtrang. De mødtes ud på aftenen
i den nærliggende skov ogdelte først den medbragte brændevin. Ved mid¬
natstid gik Bettefanden, Skærsliberen og Hjorth så hen til gården. De var bevæbnede. Bettefanden havde en halv hestesko, og Hjorth medførte et drejebor. I stuehusets sal tog de etvindue ud og kom derved til at rive et stykke afvæggen ned. Så listede de hen til sovekammeret og kastede sig
over gårdfolkene og deres to halvvoksne børn, der også lå der. Det skete
under vilde hyl, og den efterfølgende kamp endte med, at familien blev
bundet. Under kampen havde Bettefanden fundet 110 rigsdaler, som han
stak tilsig, så da de skulle til atfinde bondenspenge, varderingen. Imens
deledte, havde konen imidlertid rullet sig ind under bordet, løst sinebånd
ogvarløbet efter hjælp,ogda banditterne opdagede det, stak deaf.
Påen eller anden måde fik de andre atvide, atBettefandenhavde snydt dem, og et par måneder senere mødte Hjorth op nede i Stenild sammen med Nøragersmeden, der også havde et gammelt udestående med Bette¬
fanden. De forklaredegennem vinduetom nogetsølvtøj, der skulle hentes
ude iheden, ogBettefanden gik med. Undervejs måtte han trædeaf på na¬
turens vegne, og mens han sad dér, fik han et slag med en stok og blev
bundet. De to andre fikat vide, hvorpengene var gemt, og lod ham ligge
bundet på hænder og fødder ude i heden. Hjorth og Nøragersmeden hen¬
tedepengene, ogBettefanden fik vrikket båndene af føddernei løbet afnat¬
ten. Sådan gik det til,athanom morgenenden 16. februar 1836 gjorde sin
entré i Stenild med hændernepå ryggen ogbukserneomanklerne (12).
En del af traditionen omkring banditterne ligger i nærheden af virkelig¬
heden. Således fik Tang Kristensen følgende beretning i Støvring omkring
1880: »Derboedeen mandovreøstenforVoldsted, de kaldte ham Simon,
oghan havdeen søster, dervargift medBettefanden. Hanboede i Stenild
oggikog gjorde klokkerrene. Så får Simon besøg en nataftre folk, og de
kommerikke fordetbedste, forsagen var,atSimon havdeensølvkandeog måskenoglepengeogså. De binder mandogkoneogtodrenge,ogsåtogde det, dervar. Kortefteratdevargået, kommer den enedrengendda tilatfa
sitbånd lirket op, og så løsner han de andre, men væk vartyvenejo. Der blev begåetmange flere strenger... Nede i Vendsyssel kom de til et ene¬
sted, dekaldte Byghaven, ogderbandt de også mandogkone ogendatter,
mendenganghavde de faetensoldat med i komplottet, dervargodt kendt
ogmåske i familie med de folk, der skulle plyndres. Hamkunne så datteren
kende på åndedrættet, da de kom til at tumle med hende, for hun gjorde modstand, og hun gravede ham i ansigtet med neglene ... Pigen kunne huske, på hvad kæbe hun havde krattet ham, også kom han iforhørogbe¬
kendte straks. Han opgav sine medskyldige, nemlig Lorentz Meier og
Bettefanden, ogetkvindfolk vednavnPetronelle. De kommed i det under-
49
jordiske fængsel på Bangsbo, der kaldtes Rosedonten. De ville ikke vel bekende, ogsad derentid, inden de blevtvungetdertil.
Et andet sted havde de bundetto børn sammen og hængt dem over en
varm kakkelovn. Konen lå i barselseng der. Det ene barn døde af det, og det andet var med i Aalborg, da de blev fanget, og så dem blive pintog plaget« (13).
Her har fantasien og hukommelsens begrænsninger ganske vist ændret i detaljerne. Detersvært athuskeeteller andet tilfældigt pengebeløb, så der¬
forstjæler banditterneensølvkande, ogde egentligedramatiske funktioner bygges op omkringalment kendte sociale relationer: Sønnenbefrier fami¬
lien; ogdatteren genkenderrøveren, fordi hunenganghavdeværet i intim kontakt med ham, mens han varkarl hos dem, så hun kender hans ånde¬
dræt. Isagnetbliver banditternes styrke målt med bondens alen, når ligene havde tandsæt som stærke unge heste, og virkelighedens manglende til¬
rettelægning, afstivende brændevin og angstdæmpede hyl forsvinder helt til fordel for den beregnende forbryder, der kræver et helt regiment forat bliveanholdt, ogsomsnedigt afpresser folk deres gemmesteder vedatriste
deresspædbørn langsomt.
Men det er rigtigt, at Bettefanden havde en svoger i Voldsted, der hed Simon Pedersen. Han var husmandogblev overfaldet af Bettefanden, Lo¬
rentz Meier og Peter Hjorth natten mellem den 18. og 19. marts 1835.
Bettefanden stod vagt, mens de andre bandt manden ogkonen og tog 200 rigsdaler fra kisten. Da de gik, lagde de etspædbarn til konens bryst, men da de kom ud til Bettefanden, fik deat vide, atde havde glemtatbinde en dreng på 7 år. Det gjorde de så. BageftertogdetSimontotimeratbidesøn¬
nens bånd over. Derfindes intet i sagens akterom deres ristning af de to børn, derimodvaroverfaldeti Byghavennetopdet, der fik helesagen tilat rulle.
Det røveri fandt sted natten mellem den 20. og 21. april 1837 hos hus¬
mand Chr. Sørensen i Byghaven en halv snes kilometer uden for Nørre¬
sundby. Detblev begået af Lorentz Meier, Petronellen, Maren Karlsdatter
og musketer Valdsted. Han kendte stedet og mente, at Sørensen havde
penge gemt. De delte først en pægl brændevin i haven, og så slog Lorentz
hul imuren. Gennemdetgik de ind i soveværelset, hvor mandenogkonen
sov i en alkove, mens en voksen datter og en halvvoksen søn sov i den
anden. Mandenog konen gjorde modstandogfik nogle knubs iet lidt for¬
virret slagsmål, der dog endte med, athele familien blev bundet. Defandt
kun 12rigsdalerogtogogsånogettøj ognogetmad med. Det prøvede deat fa læssetpå Chr. Sørensens hest, men måtte opgive. Dennæstedag løb den
rundt uden for huset; derved blev naboerne opmærksom på, at der var noget galt, og fik løst de stakkels folk, der frøs godt og havde fået en del
MalerenMartinusRørbye togi1830rneen rækkeskitser i Stokhuset i Kø¬
benhavn. »Slaverne« bar uniform, fordi de blev lejet ud til Københavns borgere. (Statens Museum,Kobberstiksamlingen, fot. PeterLudvigsen).
skrammer. Godt nok havde pigen ikke tidligereværetiintim kontakt med soldaten, men han havde faktisk været karl der, og selv om tyvene havde
maskerpå-Maren Karlsdatter havde ingen næse- såhavde folkene gen¬
kendtham, oghanblevanholdt allerede næste dag. Han gikhurtigt tilbe¬
kendelse, og ganske kort tid efter blev Bettefanden og de andre også anholdt.
Den24.juli 1844 optrådte banden offentligt for sidstegang. På Gammel¬
torvblev7 af banditterne kagstrøget, inden de blev overført til Rasphuset i
København. Dervarmange menneskertil stede, og de fleste måtte stå på tæer, da Bettefandens 146 cm fik de tilmålte 28 slag (14), og mens by¬
fogeden således demonstrerede, at myndighederne til sidst havde fået skik på almuen, så gik biskoppen omkring på sit kontor henne om hjørnet og
spekulerede på, hvad han skulle gøre forat klare den ulovlige baptistiske vækkelse, dernuflorerede blandt byens almue. Byfogeden havde faet flere betjente,menher hjalp det nok ikke med flerepræster.
51
løvrigt blevlivstidsfangerne benådet i forbindelse med den næste natio¬
nalekrig, da dervarandetatbrugepengene til,ogdelevederesten af deres
tid iforskelligenordjyske fattiggårde.
Handskemagerbanden
Midtvejs mellem Maribo og Nakskov i Christianssæde Skov ligger, inde i
bundenafenlang smaltarm af opdyrket land, dergåretparkilometer ind i skoven bag Skidenstræde ogOverdrevhusene, en samling huse, der kaldes
Stibanken. Her havde den lollandskefattigbande sit centrum i en lillesnes år.
I et af husene boede fæstehusmand Hans Jacob Mortensen, indtil han
blev gårdfæster i Tillitze i 1840. Men selv om han flyttede, bevarede han forbindelsen til de andre beboere i Stibanken. Isin forsvarstale fornogle af
de anklagede ved kommissionsdomstolen forklarede prokurator Winther
fraNakskov forbindelsen mellem denhovedanklagede Hans Jacob Morten¬
sen,der blevkaldt handskemageren, ogdegamleog nyenaboer: »Hvilken indflydelse handskemageren har haft på Mads Heden fremgår af, atdenne ikke harbegået andre forbrydelser end dem, hvortil handskemageren har opfordret, oghvori handskemageren har deltaget. Dererejhellertvivlom,
at han tillige har dannet Mads Jensen Vixnæs ogAnders Vixnæs; og ved sin forbindelsemed disseto forbrydere, hvissøsterhan har ægtet, erChri¬
stian Frederik Mortensen kommet ind på forbryderbanen. At handske¬
magerenhar opdraget Søren Henrik JørgensenSeiffert til forbrydelse af den
groveste art, kan han ikke nægte .. . Han har tillige opdraget begge sine naboer, Thomas og Johan Lafrentz, og Johan Lafrentz har i forbindelse
med Seiffert forlokket Svink til den forbrydelse, hvorfor han er tiltalt.
Handskemageren ogTh. Lafrentz har fremdeles dannet Jens Stephen Han¬
sen, der igen er skyld i, at Stephen Andersen er kommet under tiltale.
Kaløe er discipel af handskemageren, og Kaløe har atter formået Niels
Tærsker til denforbrydelse, hvorfor hanertiltalt. NielsJørgensen eråben¬
bart smittet af sine og handskemagerens fælles venner, beboerne af Sti¬
banken, og det må erindres, at det egentlig var her handskemageren be¬
gyndte sin virksomhed ... Forbindelsen mellem Hans Henriksen Buck og Christian Frederik Mortensen, Anders Jensen Vixnæsog disses vennerpå Stibanken eroplyst, og det erBuck, der har foranlediget, atArild Hansen
erdraget ind i denne sag, ligesom det rimeligvis også erham, der har op¬
muntretJensPoulsentiltyveri« (15).
Selv om der er tale om en, der forsøger at skyde skylden over på en andensklient, fremgår det afsagensøvrige akter,athandskemagerenvar en
egentlig lederskikkelse i den lollandske fattig-bande, og mensanførerne i de
jyske bander havde spillet rollen vedat foretage sigmereend de andre, så tilrettelagde handskemageren oghans bande i langthøjere grad derestyve¬
rier. Hele aktiviteten far her et mere bevidst præg og rummer for første
gangikke-somtilfældet vari AalborgogDronninglund-blotenkortsig¬
tetophobning af mulighederog udnyttelsen af dem, men som det skal ses
ogsåenbevidst planlægning af forløbet. På trods af dettenyetrækerforud¬
sætningerne stadig desamme.
På Lolland havde banderne også en vis opbakning i almuens nederste lag. Præsten i Tillitze nævnede det ienbogom sagen, ogdetfremgår direk¬
te afprokurator Winthers indlæg i sagen: »Det er ellers ubegribeligt, at Hansen for en såubetydelig fordel, som at fa ombygget en gård, der ikke
tilhørte ham, skulle falde påat lade gården afbrænde, ubegribeligt, atJør¬
genPedersen,udenatbetinge signogenfordel, blot ved Hansens bøn, lader sig bevæge tilatbegåen sådanforbrydelse; ognetop etbevis på, hvorledes handskemageren havdebearbejdet almuens domomforbrydelser,erdet,at Jørgen Pedersen aldeles ikke lægger nogen skjul på sineforbrydelser, såat flere arrestanter kunne meddele kommissionen, at de var vidende om
samme«.
Detvarderforbegrænset, hvormegetman kunne laste deanklagede, når
dervar mangel ved de institutioner, der skulle sikre lovenesoverholdelse.
»Det er en mangel ved vor retspleje, som har skabt de 9/10 af de forbry¬
dere, der under dennesag ertiltalt, der hargjort den 1/10 til såstore for¬
brydere, somdeerblevet.. . Aldeles uden landpolitiogoverlæsset meden
mængde forretninger kan politimesteren ikke komme betimelig til kund¬
skabom denbegåede forbrydelse, oghan kan ikkeofrenogen samlet tidtil
densforfølgelse«.
Men nu optræder altså nye træk i ulovlighederne. Fæstegårde og -huse
blevbrændt af, forat fæsterne på godsejernes regning kunne fämere tids¬
svarende produktionsbygninger og iøvrigt udbetalt erstatning for deres
brændte indbo(16).
Ellersstjal fattigbanden også herpenge, korn, tøj ogmad, menden mere målrettede bevidsthed sesi forbindelse med nogleaf tyverierne: Folk blev
inviteret til fest,mensder blevstjålet hos dem, eller naboejendommenblev
stukket i brand forat aflede opmærksomheden. Det sidste lykkede iøvrigt
ikke nogen afgangene. Denøgede bevidsthedsesforså vidt også i afstum¬
petheden, derernogetandetend den lave affekttærskel,somvi mødte i tid¬
ligere sammenhænge. En gammel avlskarl blev bl.a. myrdet, for at de
kunne få hans penge. Han duede jo alligevel ikke, forklarede den ene af
demiretten, oghan havde ikkeengangde forventedepenge. Mensamtidig
kunne de ikke løbe fra deres landlige socialisering og tog altid hensyn til dyrene ved påsatte brande. Disse begyndte gerne i taget eller i sengehal-
men. Men etsted varde lige ved atbrændeetudliciteret fattiglem oghen¬
des tre børn inde, fordi de ikke vidste, at bonden husede dem i den ene
udlænge-på sin visvardet jo også uforskyldt.
Kommissionen blev nedsat i februar 1851 p. g. a. den store mængde uopklarede tyverier påegnen, ogenmånedseneregik det galt for nogle fra
banden underetindbrud hos envelståendegårdmand i Støby ved Tillitze.
De brugte et parøkser til at skaffe sig adgang, men bonden blev ikke lig¬
gende i sin seng. Han havde for mange penge, og meden sabel overskred han banditternes affekttærskel; de slog både ham og konen og deres to tjenestepiger ihjel, satte ild til det hele, og vendte ifølge konernes senere
vidneudsagn stærkt ophidsede hjem til Stibanken ud på morgenen. Nogle dage efter blev de anholdt.
Konerne tilstod ret hurtigt, at mændene ikke havde været hjemme om natten, menmændene ville ikke tilstå.
AssessorRothe, derpå detnærmeste varblevet omrejsende kommissær,
havde efterhånden forladtden lidt gammeldags metode fra Dronninglund,
hvor folkblev spærret inde i lave, koldeogmørkerum, indtil de gik til be¬
kendelse. I stedet havde han udviklet en forfinet forhørsteknik, hvor han langsomt byggedeettillidsforholdoptil arrestanterne.
Men den taktik ville ikke lykkes med handskemageren, og et par må¬
neder efter begravelsen blev pastor Berg i Tillitze derfor anmodet om at sørgefor, atde myrdede blevgravetop igen. Præstenvarnetopvedatgøre detaler, han havde holdt i forbindelse med begravelsen, klar til trykning,
og nufik hans lille bog til menighedenetafsnitmere(17).
Defire kister blev stillet i koret tæt op til alteret, ogklokken 6 om mor¬
genen den 20. maj blev handskemageren ført ind i kirken, mens præsten baden stille bøn til Gudom atstå ham bi i denne rædsomme time. Hand¬
skemageren blev stilletopforan de åbne kister,ogderholdtpræstenenlille tale, hvor han på Gudsvegne formanede handskemageren til atgå til be¬
kendelse, så han ikke senere skulle møde de forkullede lig foran Herrens
domstol. Hanforklarede forbryderen,athan ikke havdenogen vennerlæn¬
gere, men athan-præsten-ville tilbyde ham venskab i Herren, hvis han altså bekendte sin synd. »Ved du da ikke, at det erforfærdeligt at falde i
denlevende Gudshænder, HansJacob Mortensen?«
Men HansJacob Mortensenvaruskyldig.
Præsten mente, at detvar fordi hanvar sur over, atretsbetjentene havde
forhånet ham ved ikkeat lade ham fa ordentligt tøj på, »menendog uden hovedbeklædning førte ham til kirken«. Detvar en hån, ogselv en forbry¬
der skulle manikke forhånepå den måde (18). Da Rothe 2uger senere gav
handskemageren sit æresord på,atde andre havde tilstået, tilstod også han.
lait 43 personerblev anklaget. Dommen faldt efter halvandet år. 4 blev
dødsdømt,men senerebenådet. Defleste fiklangvarige tugthusarbejder,og
nogle fa korte fængselstraffe.
I flere af de tidligere bandervardet en kendt trafikat fåen mand ud af
hans hus vedatvække ham om natten ogforklare, at man varkørt i grøf¬
ten, men det var også toppen af planlægning. I handskemagerbanden
mødervi detførsteegentlige træk, der viser,atderervedatskeenændring.
I Dronninglund foregik næsten alt ganske planløst, og banden varudtryk
foret lag i almuen, dervarkommet i klemme både socialtogkulturelt. Det
var også hos denne bande, at de fleste egentlige kulturtræk blev vurderet
som ulovlige. Aalborg-banden rummede lidt mere planlægning og et be¬
gyndende præg af byproletariat. Og handskemagerbanden markerede på
sin visfattigbandernes afslutning. Denvarden senesteaf detrebander, der
er omtalt her, men iøvrigt erder ikke tale om kronologi i udviklingen af aktivitetsmønsteret.
Denplanlægning, somhandskemageren lagde for dagen, rummedenetop fattigbandernes endeligt. De var opstået som en del afen residualkulturs sidste trækog rummede i overlevelsesbestræbelserne kun øjeblikkets hori¬
sontale orientering. Efterhånden som almuen som helhed begyndte at tænkepåen nymådeogudvide traditionskulturen mednyetræk, forsvandt forudsætningerne for banderne, og deres aktiviteter gik over i ren krimi¬
nalitet.
Bandernes
forudsætninger
Allerede samtiden var naturligvis interesseret i at finde en forklaring på bandernes eksistens og i at modvirke den; flere af kommissionsdommene blevudgivet af præventive hensyn,ogblandt andre oplysere udgavpræsten i Tillitze somnævnt også en lille bogomhandskemagerbanden. I den un¬
drede han sig - som så mange andre - over, at det så at sige altid var
almuen, der stjal. Selv var han ikke i tvivl om svaret.
Årsagen
skulle na¬turligvissøgesi den manglende sande kristelige kundskab hos almuenogså i,atskolerneallerededengangsvigtede på det punkt. Forhvad nyttede det,
at børnene lærte gymnastik, når de blot brugte den »til at springe over Guds bud?«Ogselvom præsten muligvis havde haft fat i vigtige detaljer,
er enrække andre træk nokogså væsentlige for forståelsen af banderne.
Deforekom alle i egneaf landet, hvor den nye kapitalistisk orienterede produktionsomlægningslog forholdsvis langsomt igennem.
Slutningen af 1700-talleter almindeligt kendt som en voldsom reform¬
periode. Landboreformernevarførstog fremmestenmarkeringaf de øko¬
nomiskeændringerog de ændringer i produktionen, som varsketgennem
århundredet, mensamtidigsattede endnu mereskub i ændringerne. Resul-
tåtet blev en meget kraftig ændringsproces gennem første halvdel af 1800-tallet, hvorto forskellige sociale, økonomiske ogkulturelle systemer mødtes: På den ene side det »gamle« feudale og på den anden det »nye«
kapitalistiske.
Naturligvis foregik det ikke helt så firkantet i virkeligheden, men derer
en sammenhæng til bandevæsenet. I løbet af reformperioden blev det
administrative system, som havde tilhørt den feudale periode, nemlig
enten ændretellersatudafkraft, ogdet kapitalistiske systems indbyggede krav til administrationen blev ikke opdaget uden videre. Før reformerne
havde en del af den lokale administration - f. eks. skatte- og soldater¬
udskrivning, personkontrol og en del politimæssige funktioner- væreten
naturlig del af godsejerens eller forvalterens husbond-figur. Den lokale
»lillefar« havde således en vigtig administrativ funktion, som netop blev fjernetret hurtigtgennem reformerne. En del blev automatisk bygget ind i selvejets økonomiske krav til bønderne. Resten skulle efterhånden indgå i
denoffentlige administration,mendetgik langsomt.
Ivoressammenhængerpersonkontrollenogdepolitimæssige funktioner afstørstinteresse. I 1791 overgikendel af husbondens funktioner til deny- skabte sognefogeder (F. 11.11.1791), men deres rolle var i begyndelsen fyldt med problemer- somvi så det i Dronninglund-og derfor kom den
lokalepræsttilat tageenstordel af slæbet. Hanvarsognets enesteembeds¬
mand,menssognefogedernevar»udannede almuefolkogsjældent skikkede
tilpligtens opfyldelse. ..«(19).
Selvombådepræst ogsognefoged altså fik tillagtendel politi- ogfattig¬
funktioner, vardet ikke nok til at kontrollere de sociale kræfter, der blev åbnet for gennem reformerne. Ganske vist blev stavnsbåndets ophævelse hurtigt modvirket gennem pligten til at tage fast tjeneste (F. 25.3.1791),
den store indvandring til byerne stoppet, og strejker dér forbudt (F.21.3.1800), mens kontrollen med tyendet blev skærpet gang på gang, indtilskudsmålsbogen blev indført i 1831. Alligevelvaralmuen efterrefor¬
merne istand til at flytte sig friere end tidligere. Og detvarsvært at kon¬
trollere hvert enkelt individ, selv om præsten skulle indberette det, hvis
han fik mistanke tilnogen, der ikke ernærede sig »på aldeles lovlig måde«.
Samtidig skulle han sørgefor, atderikke fandtes fremmede uden paseller løsgængere i sognet, »hvorom der straks bør gøres anmeldelse til politi¬
mesteren«(F. 24.7.1822).
Men detfungerede ikke så godt i begyndelsen,ogden enkelte havdesom sagt muligheder, som ikke havde eksisteret tidligere. For i løbet afet par
generationervarhverdagen blevet afgørende ændret især for landbobefolk¬
ningen, ogdet erklart, athvis man ien sådan situation faldt uden for den fungerende sociale enhed, så varmuligheden for at blive samlet op igen
ikke sågod. Men leve skulleman- og politivæsenetvar svagt- så detvar
nærliggende selv at tage for sig afretterne. Detvardetbanditterne gjorde.
Så selv om de er et intermezzo, er de en vigtig nøgle til forståelsen af almuenogdens rolle i kulturhistorien.
Henvisninger:
1 Nielsen, Frederik: Minder, Aalborg 1880. 2 Landsarkivet for Nørrejylland. Aalborg Amts Arkiv, B3, nr. 1398-1476. 3 Commissionsdom (afsagt i Sæby 13. marts 1843), København 1843. 4 Nielsen, Vibeke: Kommissionsdomstole under den gamle retspleje.
In: Arkiv, l.bind,nr.3, 1967,s. 160-68. 5 Landstings-ogKommissionsdomstolsarkiver.
Foreløbig arkivregistratur udg. af Landsarkivet for Sjælland m. m., København 1976.
6 Ludvigsen, Peter: Fra almuekultur til folkekultur. In: Årsberetningfor AUC 1978-1980,
s.38-50, Ålborg 1980. 7 Distriktslægens synsforretning. Jvf. note3. 8 Nørrelykke, C.:
Nordenfor lands lovogret.In: VendsysselÅrbog, 1976,s.7-54,ognote3. 9 Landsarkivet forNørrejylland. Aalborg Amts Arkiv, B 3,nr. 1436. 10 TangKristensen, E.: Gamle folks fortællingeromdetjyske almueliv, 5.-6. afd., Kolding 1893-94. 11 TangKristensen, E.:
Anførte værk. 12 Aakjær, Jeppe: Steen Steensen Blichers livstragedie, 2. bind, København 1904. 13 Tang Kristensen, E.: Anførte værk. 14 Lundsgaard, P. M.: Lorens Mejers bande,Ålborg 1964,ognote 12. 15 Landsarkivetfor Sjællandm. m.: Kommissionsdom¬
stole udskilt af Københavns Kriminal-ogPolitiret,nr.2a, 1851-52 Kommission af 7.4.1851.
16 Landsarkivet forSjælland: Anførte fond. 17 Berg, R.: Mordet i Støbytilligemed de Taler som i denne Anledning ere holdte, Nakskov 1851. 18 Berg, R.: Anførte værk.
19 Nørr, E.: Præstogadministrator, København 1981.
Summary
Inthe first half of the 19th centurythere were anumber ofpauper gangsin variouspartsof
Denmark. Their members were mainly drawn from those amongthe peasantry who were sociallyworstoff, and the chiefpartof their activity consisted in stealing food, moneyand clothes. Inmostcasesthegangsended upcommittinganincidental affective murderwhich resultedin prolongedtrialsatcommissioncourts setupad hoc. That thesecases weretried
beforespecialcourtswasduetothe faet that the local judicialsystemrarely had the capacityto trythese oftenverycomprehensivecases.Itis the contention of the article that thepresenceof these gangs canbe explainedinthe light of the socio-economic andculturalchanges ofthe period.
Intheperiod in question the traditional culture of thepeasantrywastransformed fundamen- tally owingtothesocio-economic changes that took placeas aresultof the transitiontocapi- talism.During thisprocessalarge numberof people lost their social and cultural footing and disappeared in the fairly bottomless rural proletariat which hadveryfewpossibilities ofsur- vival. Thechange-overtothenewsystemof production alsomeantthatmostof theadmini¬
strationwasreorganized and, hence, for several decades the supervision of thepeasantrywas lessrigorous. Thus, socio-economic, cultural and administrative changes together explain the
presenceof thesepaupergangs.Therefore they only existedasacultural phenomenon in the period oftransition.
