EU-vision fra britisk tænketank er tæt på Danmarks ønskedrøm M m

M m

Nr. 15 23. april 2001 11

EUROPA

EU-vision fra britisk tænketank er tæt på Danmarks ønskedrøm

Et udvidet EU med styrket samarbejde om sikkerhed, ret og økonomi kan stille skeptiske danskere og briter tilfredse - Svaret er en mere hierarkisk union under medlemsstaternes kontrol samt mere fleksible samarbejdsformer - Britisk tænketank tager skridtet fra europapolitisk sniksnak til en gennemtænkt vision for et EU, der passer os

EU skal om få år åbne plads for 10-15 lande mere med mildt sagt alternative politiske traditio- ner og økonomiske forhold. Unionens lande skal afvikle resterne af efterkrigstidens regulere- de økonomi, ikke mindst på landbrugsområdet, og erobre førertrøjen i vidensøkonomien.

De skal orientere sig i en ganske ustabil sikkerhedsgeografi i alliance med et dominerende og stadigt mere selvhævdende USA. De skal have den nye verdensvaluta til at fungere internt og på det vilde verdensmarked. De skal forsone Balkan, reducere drivhusproblemet, hånd- tere migrationsbølgen samt et par opgaver mere i samme størrelse. Samtidig skal EU slås med sin egen svigtende popularitet og legitimitet.

Hvordan i alverden skal alt det kunne lykkes på én gang? Konfronteret med dette spørgsmål ser de fleste næppe andet end tyk tåge for sig. Det gælder jævnt hen også EU- politikere, -eksperter og -kommentatorer. Kun få har vovet at give et alvorligt og sammen- hængende svar.

En af de få hedder Charles Grant og er direktør for den lille britiske tænketank Center for European Reform. Som tidligere Bruxelles-korrespondent for det berømte britiske magasin The Economist har Grant både et nuanceret indtryk af de problemer, EU står med, og de samarbejdsformer og institutioner, som skal bakse med problemerne. Som brite - og engageret stemme i britisk europadebat - er hans synsvinkel pragmatisk og ofte ganske kritisk over for dagens EU. Det gør i sig selv pamfletten “EU 2010 - an optimistic vision of the future” til tankevækkende læsning. Men der er en grund mere til at trække den ind i dansk sammenhæng: Grants vision ligner på lange strækninger et tænkeligt fremtidigt samlings- punkt for de danske partier fra Venstre til SF.

“Jeg prøver at svare på spørgsmål, som især mange danske vælgere stiller,” siger Charles Grant i en samtale med Ugebrevet. “Visionen er ikke mindst et bud på, hvad man gør ved EUs demokratiske underskud, og hvordan man øger legitimiteten bag beslutninger i EU. Derfor er den også relevant for dansk debat,” siger han.

Nogle af Grants argumenter for at få sine britiske landsmænd længere ind på EU- banen kunne også anspore danskerne: EU kan i sjælden grad formes i disse år, ikke mindst på grund af sin stadige udvidelsesproces, vurderer han. Det er ikke klart, hvilken form EU skal have: Den klassiske føderalisme er henvist til de afdøde politiske ideologiers skyggeland og går kun igennem Europa som spøgelse. Samtidig er det ikke givet, hvem der støber formen - der er ingen nutidig pendant til Kohls og Mitterands lederskab.

Den optimistiske vision

Det meste er lykkedes i det billede, som Charles Grant tegner af EU anno 2010:

! EU er udvidet til 26 lande og vokser stadig. De nuværende ansøgere plus Kroatien blev medlemmer i henholdsvis 2004 og 2008. Schweiz, Norge, Bulgarien og Rumænien er ved at slutte deres forhandlinger. Albanien, Kosovo, Serbien, Montenegro, Makedonien og Bosnien er ved at gøre sig parate til deres. Tyrkiets er startet.

! Økonomien vokser, og ledigheden falder. Europæerne fik faktisk fuld valuta for deres gamle penge ved overgangen til euroen. Regeringerne har benchmarket sig selv og presset hinanden til at reformere stive arbejdsmarkeder, der mindskede beskæftigelsen. Storbri- tannien er med i euroen.

! Alliancen med USA består. NATO lever under amerikansk ledelse, men med EU i en selvstændig rolle. Det lykkedes at undgå, at fransk-britisk uenighed om det amerikanske missilskjold ødelagde udviklingen af en militær EU-struktur. Og det gik ikke for alvor galt på Balkan igen.

! EU er en stadigt vigtigere global aktør. Europæerne leder den vestlige politik på Balkan

M m

2 Nr. 15 23. april 2001

Magtfordeling mellem union og medlemslande

Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen - på baggrund af Charles Grant.

Sherpas Statschefernes uformelle diplomati

Central- banken

Kommissionens 2 vicepræsidenter Kommissionen Det

diploma- tiske korps (5.000 mand, rekrutteret fra medlemslandene og EU)

Ministerrådets sekretariat 6.000 embeds- mænd betjener top- møder og ministerråd

EuropæiskeDet Råd Stats- og regeringscheferne

Euro- gruppen ECOFIN

Det overordnede ministerråd

Udenrigsrådet

Retligt råd

Miljørådet Landbrugsrådet

Andre råd

Kommis- sions- præsident

Nationale baglande

Ca. 12.000 embedsmænd producerer forslag og kontrollerer medlemslandene Figur 1: Kommandove-

je og ansvarsfordeling er tydeligere i Charles Grants vision end i dagens EU. Samtidig er staternes stilling styr- ket, både symbolsk og reelt. Til gengæld er glansen gået af de overstatslige elementer i EU-bygningen som Kommissionen og Par- lamentet, der ligesom EF-Domstolen er ude- ladt i figuren for over- skuelighedens skyld.

og i Afrika. Unionen er vigtigste garant for regelbaseret multilateralt samarbejde i FN, WTO, Rio-processen osv. Og den er forbillede for regionale samarbejder i mindre fredelige egne af verden.

Forudsætningen for succesen er bl.a. fortløbende reformer af EUs beslutningssystemer, der er blevet mere legitime i borgernes øjne, samtidig med at de har bevaret den effektivitet, der kendetegner dagens EU - når det er bedst.

Fra kludetæppe til statsstyring

Hvor EU-beslutningssystemet i dag ligner et kludetæppe, er det i Grants vision ændret i retning af et mere klassisk hierarki. Samtidig er de overstatslige EU-organer mere stringent blevet underordnet regeringernes mellemstatslige organer og bureaukratier. De to grundtan- ker er tydeliggjort i figur 1, der er en forenkling af Grants model

I dag spiller de overstatslige EU-instanser - især Kommissionen og Parlamentet - meget selvstændige, politisk udfarende roller i store dele af EU-samarbejdet. Det fører bl.a.

til revirkampe og nedsat effektivitet, vurderer Grant. Han mener, at det i stedet bør være stats- og regeringscheferne, der lægger linien og prioriteterne fast. Det skal ske på topmøder i Det Europæiske Råd hver anden måned.

Næste trin i det formelle hierarki er et generelt ministerråd af fuldbefarne europamini- stre, der tilrettelægger arbejdet i de øvrige ministerråd og skærer igennem, når det er nødven- digt. Desuden råder stats- og regeringscheferne over et direkte uformelt diplomati - de såkaldte sherpas - der står i daglig kontakt. Deres opgave er at styre uden om de forhindringer, der gerne opstår, når alt skal gå helt regelret til. Samtidig skal disse sherpas bilægge stridighe- der i de hjemlige regeringsapparater, der sommetider er årsag til, at sager kører fast i EU.

Det roterende formandskab i EU er afskaffet. I stedet vælger de enkelte ministerråd en

M m

Nr. 15 23. april 2001 33

formand for to år ad gangen. Formændene er med til at sætte synlige og genkendelige ansig- ter på EUs forskellige områder. Og de ministre fra forskellige lande, der tegner samarbejdet på enkeltområder, f.eks det retlige samarbejde, bliver magtfulde spillere. Formanden for eurogruppen, “mr. Euroland”, og for den Fælles Udenrigs- og Sikkerheds Politik, “mrs.

FUSP”, er samtidig vicepræsidenter i Kommissionen.

Kommissionens selvstændighed beklippes. Den skal ganske vist stadigvæk kontrol- lere, at staterne holder de regler, de selv har lavet. Den skal også udforme de konkrete forslag til regler og initiativer. Men det sker efter mandat fra Det Europæiske Råd. Og den forsynes som sagt med to nationale ministre som vicepræsidenter, der skal skabe sammenhæng mellem den mellemstatslige og den overstatslige del af samarbejdet. Kommissionen skal desuden på slankekur rent mandskabsmæssigt - og pålægges at prioritere sine opgaver og outsource nogle af dem.

Parlamentet gøres til en direkte forlængelse af de hjemlige parlamenter. De danske europaparlamentarikere skal således vælges samtidig med folketingsvalget, og halvdelen af europaparlamentarikerne skal også sidde i hjemlandets parlament. Derved styrkes forbindel- sen til de nationale parlamenter og den offentlighed, der omgiver dem - samtidig med at der en chance for at få valgdeltagelsen op.

Afskaffelsen af de roterende formandskaber, hvor hvert land bringer sit udenrigsmi- nisterium med sig, vil kræve en kraftig styrkelse af ministerrådssekretariatets bemanding - og indflydelse. I samme retning trækker det gradvis udbyggede samarbejde om retlige spørgs- mål, immigration og økonomi, der netop er mellemstatsligt. Styrkelsen af samarbejdet om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik kræver også et udenrigsbureaukrati af betragtelig størrelse. Men ligesom Ministerrådets sekretariat er der principielt tale om mellemstatslige bureaukratier, der arbejder for regeringernes dagsorden.

Mod mere demokrati og legitimitet

Statsstyring anses normalt ikke for at være nogen demokratisk gevinst. I EU vil det ikke desto mindre være netop det, argumenterer Grant. Statsstyringen lægger ansvaret for EUs udvikling fast hos valgte regeringer og deres ledere. Samtidig betyder “nationaliseringen” af Europa-Parlamentet, at EU får større legitimitet i kritiske borgeres øje. Det bliver tydeligere, at det er medlemslandene, der kører med EU - ikke omvendt.

Direkte transmitterede møder i ministerrådene skal gøre det lettere for de hjemlige offentligheder og parlamenter at kontrollere deres ministre. At landene så vil lave studehand- ler andre steder, gør ikke så meget, mener Grant. Det vigtige er, at borgerne kan se, hvordan ministrene stemmer og argumenterer, når Ministerrådet optræder som lovgiver.

Grant foreslår også en komité af pensionerede toppolitikere, der skal gennemgå de fælles love og initiativer for at finde dem, der strider imod nærhedsprincippet.

Alt i alt får tilhængere af retorikken om EU som et “fædrelandenes Europa” en ret gennemtænkt model forærende. Blandt de danske partier er der her tale om en slags åndeligt fællesgods. Andre mindre medlemslande vil dog næppe umiddelbart være enige. De kan frygte, at den beskyttelse af dem, som dagens relativt stærkere Kommission udgør, vil blive svækket: Topmødestyre bliver let til stormagtsstyre. Dén udvikling er i gang - og bliver mere udtalt, når de store forbrødrer sig og bypasser de formelle regler via hemmeligt diplomati.

Ud med føderalismen - ind med praktisk og fleksibelt samarbejde

Efter Grants vurdering er bruddet med den føderalistiske udvikling af EU gennemført i praksis. Langt de fleste regeringer ønsker ikke andet af EU end praktiske resultater og stabile rammer. Den pragmatiske ikke-føderalisme vil blive styrket med optagelsen af de kommen- de medlemmer, der modsat f.eks. Tyskland, Belgien og Italien ikke har nogen føderal tradi- tion med sig hjemmefra. Grant foreslår dog ikke at fjerne den sidste duft af ideologisk fø- deralisme fra EU-traktaterne, hvor “den stadigt snævrere union mellem Europas folk”

indgår i unionens formål. “For min skyld kan man godt sløjfe det. Men det vil udløse et symbolsk slagsmål med de føderalister, der stadig er tilbage. Det er ikke så vigtigt,” siger Grant.

Hvad han derimod betragter som vigtigt, er øgede muligheder for “variabel geo- metri”, hvor alle medlemslandene ikke er med i alt. Det er ikke tilstrækkeligt at åbne for de fransk-tyske idéer om en avantgardegruppe, der går foran. Der vil være flere ønsker og tempi i den udvidede union. Der vil også være nogle, som de andre ikke vil have med - foreløbig.

F.eks. er Kroatiens grænser til Serbien og Bosnien måske for porøse til at give dem adgang

M m

4 Nr. 15 23. april 2001

til Schengenland. Det samme vil kunne hævdes om Letland og Litauens grænser til Rusland.

Det vil endvidere vise sig, at medlemskab af euroen ikke i sig selv er nok til at skille avantgarden fra bagtroppen. I stedet vil man få en række forskellige, kun delvist overlappende unioner, lyder Grants vision: Pasunionen falder ikke sammen med Euroland, der igen er forskelligt fra den forenede kystvagt i Middelhavet, den nordeuropæiske miljøklub og kredsen omkring det europæiske våbenagentur...

Hertil er de færreste danske partier nået rent ideologisk. Men i praksis har Danmark som bekendt taget forskud på fleksibilitetens glæder - og problemer. Og interessen for sådanne tanker spirer mange steder. I radikale studiegrupper. I Per Stig Møllers taler. Hos SFerne. Og i avisindlæg af Bjørn Westh. Den bastante afvisning, der stadig var den almindeligste reaktion på fleksibilitetstankerne, da Amsterdam-traktaten blev forhandlet, er ikke så udtalt længere. Når valget om føje år står mellem delvist baltisk medlemskab og yderligere udskydelse af samme, kan også denne side af Grants vision komme til ære og værdighed.

Jacob Andersen jaan@mm.dk

REFERENCER

- Charles Grant: EU 2010 -an optimistic vision of the future. Centre for European Reform. www.cer.org.uk