Omvandrende skikkelser og originaler på Djursland i 1890erne

Omvandrende skikkelser

og originaler på Djursland

i 1890erne

Af Carl Christensen

»Nogle barndomserindringerfra Nødager« nedskrevet 1963afpensioneret førstelærer Carl Christensen Lave, født i Nødager sogn på Djursland i 1884, dødi 1968 i VesterNebel vedEsbjerg.Manuskriptet blevi1990ind¬

sendt til DanskFolkemindesamling afhanssønRud. Lave.

Red.

Nogetaf det første jeg erindrerer, atderi dageneopmodjul komtokoner

med hversin taske -den såkaldte vadsæk. De kom ganske stille ad bryg¬

gersdørenind i køkkenetogsattesig stilfærdigt på bænken ved bordet. De sagdeikkenogetstraks,^mendetvarletatforstå,atdeikke ville rejse sig,før

de havdefåetnogeti tasken. Pengevarderikke tale^om;demhavde vi selv for få af, men et par æg, en bid af julegrisen, et halvt sigtebrød afjule¬

bagningensamtenhåndfuld uld, detvar,hvadjeg såminmorgivedemtil

tasken. Detvarmåske kunjulebesøg de forrettede, efter deresegenmening.

Hvad de hed, fik jeg aldrig at vide, menmine forældre harjo nok kendt

deresnavne.

Tyskelovise med kufferten

Enanden vandrende kvindeskikkelse mindesjeg derimod kunfrasommer¬

dage. Detvardenaf alle kendte Tyskelovise.Hunkomvist kun éngang om året med sinkuffert, derindeholdt småting somnåle, knapper, hægter og

sytråd m.m., som enhver husmoder kunne have brug for, så hun kunne

næstenaltid væresikkerpåatkunne gøre enlille handel.

Hunvaraltidmegetsnaksomogvist aldrig helt ædru.Hunhavdealtiden lille flad flaske afmatglas, somhun afogtiltogsigetlillenapaf. Detvar ikke letatforstå hendes snak. Minmorsagde,atdetvarplattysk, somhun

selv forstod megetgodt.

Når hun havdegjort sin handel, kom det spændendeøjeblik,da dervan¬

kedenogettil børnene,for hun havde altid nogleafdesåkaldtebismarcks- klumper, somvi ellers aldrig fik, ogminyngste søsterogjeg fiksådan en hver.

Ja,Tyskelovises besøgvarenoplevelse. Var detnuvedaftenstid, bad hun

omatfå lov tilatbliveomnatten; detmindes jeg skete etpargange.Hun

drømteikkeomatfåenseng,hunvartilfreds med høeti laden ellerentom kobås.Allevarjo klarover,atdet kneb medrenligheden. Det sketeensom¬

mermorgen, da hun havde soveti laden ^omnatten, atjegskulleiskole ^og gik forbi laden. Og der, bag laden, stod damen tykogtrind uden^entrevl på kroppen ogpillede »småting« af sin særk,som hun holdtopi hånden. Jeg fortsatte minvej ogtalteikkeom deti skolen. Først dajegkomhjem, fik

mine forældre detat vide. DavarTyskelovise for længst borte.

Nogle årefter jeg^varrejst bort fra^egnen tilVestjylland, fik jeg tilfældig¬

visfat ienavis fraRandersegnenogfaldt der^{over en}artikel^{om en}stakkels

omvandrende kvinde, der var fundet død i en vejgrøft. Det ^var den vel¬

kendteTyskelovise, der her havde vandretsin livsvej til ende. Manhavde

forhørtsigomhendestidligere skæbneogvidsteatfortælle,athunvarkom¬

mether til landetfraHolstensommejerske; dernede^{var man}jo på dentid

foranmedmejeribruget. Men nogle år efter havde hun så forladt sitarbejde

og vargåetpåvandring. Hun må nok^væreblevetomkring 70 år gammel.

Hr. Boné med

slængkappen

Enmereprominent skikkelsevarhr. Boné, somvi alle kendte, envandren¬

de herre med fornem slængkappe over skuldrene, lidt duknakket ^og gråhåret. Hangik med små bitte skridt og mangesmåopholdind imellem, forårsaget afenslem kløe, der måtteeftergås medenhånd,inden det gik vi¬

dere. Dennehr. Bonégik helst ind, hvormanhavdemangeheste^-ogderfor

kom hanaldrig ind tilos,for vi havde til tider kun én hest,ogtil andretider

kørte vi med stude^- for han opretholdtstadig den illusion, athan gikog købte heste_optil denstorehestehandler Grabowi Randers. Han skulle der¬

for altid ind i stalden_{og se}hestene,oghvisenmandforatfornøje ham eller pralelidt afengod hest, lod dentravefor ham, kendte hans stolthedingen

grænser, oghan fortalte bagefter vidtogbredt omden ære,der varbevist

ham.

Hanvar enstodder,meningen almindelig, for hanvar sønaf^enherreds¬

foged, og det betød i den tid for alvor noget at være herredsfoged i en købstad som Grenå eller Ebeltoft. Han var både formand for byens råd, kongelig udnævnt borgmester, dertil politimester ^og dommer i alle rets¬

sager.

Påen egnmedmangeherregårdevardetderfor let forsønnenafenher¬

redsfogedatkomme i meddetfinereselskab, der kunnetagesig livetnoget lettere end bønder ogandet godtfolk.Efterhvadmanfortalte,varhr. Boné

somungblevetgiftogetableret vedengodmølle påegnen, menda han hav¬

de alt andeti tankerne endmøllen, endte detnaturligt nok med konkurs. Og

hvadvardernuandetatgøreendatholde sigtil sine velståendeogfornem¬

mevenner.

Så vandrede han da^-således lødberetningen-fra deneneherregård el¬

lerproprietærgård til den andenogblev godt modtagetogbespist, så længe

han ønskedeatblive,oghan savnedeikkenatteleje,detvil sige ibegyndel¬

sen, for efterhåndenblev det så som så med renligheden, og snart kunne

manikkehave hamliggende i de finegæstesenge.Men gåog fryse^{som en}

andenlazaron skulle han ikke, han blev rigelig betænktfra de fines aflagte garderobe; deterjo ikke enhver mand, dergårmed slængkappe!

Mendet harværeten frygtelig plage for disse omvandrende mennesker,

atdeikkehavdemulighed foratholdesigrene.Måske blev deefterhånden

såvanttil lus_oglopper, dervar enfølge af urenligheden,atdetogdetsom

en selvfølge.

Endnu i1899, dajeg flyttede bort fraegnen,vandrede hr. Boné medsine

småtrippende skridtogdenødvendige ophold omkring påegnen.Hansse¬

nere skæbne kenderjeg ikke.

Svenske Karl med de

grønlandske hunde

En andeneventyrligskikkelse husker jeg fra min tidligste barndom. Det^var Svenske Karl, der kørte rundt fra ^sogn til sogn med en lillebitte ^vogn, forspændt medto storehunde. Selvgik han altid ved sidenafvognen.Han

havdelidt fiskatsælge,oghansyntesforresten atmoresigrigtig godtsam¬

menmed sine hunde. Når han kom indpå engård, sang han medvældig

røstnogle gamle viser, ^somhan kendte ^mangeaf. Sidste gang,jegså ham,

var en vinterdag, ogjeg syntes, det var synd for de stakkels hunde, at de

skullegåogslæbevogneni frost^{og sne}på de barepoter.Jeghavde dengang

ikke hørt omdegrønlandske slædehunde.

JensAnton med

glaskisten på nakken

JensAnton varetmærkeligt eksemplar afenomstrejfer. Jegblevførstbe¬

kendt medham,efteratjegvarkonfirmeret.Hanvar enrangletogforhutlet

person,ligefrem uhyggeligatsepå, såbeskidt hanvarfraøversttil nederst.

Han løb omkring frasogntilsognmed enlille kiste glas på nakkenoggik ind, hvor han så, at der manglede en rude. Han varvist aldrig helt ædru,

menhanvarfiks nok tilatsætteruderi,ogpengene,hanfik ind, blev straks

omsatibrændevin, somhansålevede af, sålænge dervarnogeti flasken.

Der kunnegå mangedage, uden athanfiknoget atspise,men nårdrikke- periodenvarforbi, gik han^gerneind i^engårdogbadomnoget atspise,og såkunne han indtageetvældigt måltid.

Endag kom hanind til min brorogsvigerinde i deres gård i Tåstrup. På

den tid boedejeg hos dem. Vi havde lige spist, da Jens Anton kom ind.

- Hår I levned noued?spurgte han.

- Ja,do ka da godt foentallerken grønkoel, sagde AneKjerstine.

Den tallerkenfuld, der også indeholdt en del kartofler, forsvandt på et øjeblik.

- Hådo flierkoel, kjære? lød det så.

- Ja, de ska dofo, svarede hunog østeop igen.

Denportion forsvandt lige så hurtigt somdenførste.

- Hådo mier i gryden? kom det sålidt forsigtigt.

- Ja, doskafo de sidst, sagde hun forstående.

Da detvargledetned,varhan også ved atværegodtmæt.

- Dovanok bløwen swolten! sagde Ane Kjerstine.

- Ja, deæsejs dawsienteå hå spistsidst,varsvaret.

Kom mantil at tale med ham en dag, når han var ædru, kunne ^man let mærke,athan hverkenvartossetellerubegavet. Hanopfattede bådehurtigt

ogklart, hvadmansagde ellerspurgte om. Defleste havde vel nokmedli¬

denhed med ham, men han havdejo selv valgt den form for tilværelseog kunne_næppe finde sig til rette med nogen anden livsform. Han måtte jo

somandreomstrejfendepersonerovernattei staldeoglader,menhansyn¬

tes ikkebesværetafutøj.

Envinteraften,dajegsammenmedenandenungmand komcyklende ad landevejen til Ebeltoft, så vi,athan låsammenmedsin lille hund i vejgrøf¬

ten og sov.Detfrøsmegethårdt,ogdervarrim pågræsset.Vi standsedeop ogstodogtalteom, atdet kunne værelivsfarligtat ligge derogsove i den kulde,menvivarklarover,atdet havde han nokprøvetfør. Vi kom dog til

atse sagenfraenanden side, forsætnu,athan låog vardødmorgenenef¬

ter,ogvi havde ikke forhindret det! Detansvarville vi ikke udsætteosfor.

Sågik min kammerat henogruskedei ham,^men hunden blev rasende ^og

gavsig tilatgøaf fuld hals. Så vågnede Jens Anton^ogskældte ud:Vi skulle

bare lade hamligge, han lå godt. Men da vinu varkommet påtalefod, blev

vi ved, til vifikham overtalt tilatfølge med til byentætved, hvor hanfik

lov atsove i købmandens hestestald. Der havde hansovet før.

Beretningen om hans tidligere løbebane lød sådan: Allerede som lille dreng løb hanofte hjemmefraog varbortei flere dage,førmanfandt ham.

Menfådageeftervarhanigen borte.Dervar enevig ulejlighed^{og søgen}ef¬

terdenknægt,ogdet endtemed,atforældrene,der boedeietafdesydligste

sognepåMols, blevtrætteaf den komedieoglod ham løbe. Han løbnu om¬

kring i de omliggendesogne ogvidste snart atskaffe sig både skråtobakog

brændevin,oghankomsnarttilatseforfærdelig ud,menhanklarede sig li¬

gesomenhund, dererløbethjemmefra,ogingen tænktemerepåandet, end

atlade ham_passesig selv. Han gjorde ikkeenkatfortræd ogtogaldrigno¬

get, dertilhørte andre. Omsider fik han så glaskistenpå nakkenog fiken

slagsgesjæft. Jeg har ofte haft lejlighed tilatundremigoverhansfine hørel¬

se,denvarnæsten sometvildt dyrs.

Endag, dajeg stodogtalte medenkammerat, komJens Antonforbi.Da han varkommetet godtstykke hen ad vejen, sagde vi til hinanden:

- Hanerdaen værregris, denJens Anton.

Lynhurtigt vendte han sigom og sagde hvast:

- Menarueder et'.

Enanden _{gang var}der enmand, der bemærkede, da hanmente, atJens Antonvarlangt uden for hørevidde:

- Haneretrigtigt høved, den Jens Anton.

- Ja,men ahaingen huen! kom detprompte fra ham.

Han havdeen mærkelig slingrende ogsnigende^gang, ikke^som fulde folk,

men snarere som en halvvild skovgangsmand. Hanvarnok mellem 45og 50 år, dajeg så ham sidst, kort før jeg rejste fraegnen. Jegharikke siden hørt,hvad derblev af ham,det kanmankungættepå. Derernok ingennu¬

levende, der ved nogetomdet.

GamleRasMourids _og

hans

GamleRasMouridsvar enhøj,rankogretkraftigskikkelse, der vandrede

rundt_ogsolgtebliktøj,somhan barien rem overskulderen.Han såretpæn og ren ud iet sætbilligt lyst tøj. Men der stod et vist^{gys om} ham,for alle vidste, athan havde væreti tugthuset,ogatdet varder, han havde lærtat arbejde med blik. Hans ansigtvarmegetudtryksfuldt, medstoredybeøjen¬

huler_ogbredekindben. Nuvarhansansigt indfaldetoghåretrethvidt. Vi syntes,det så udsomdedødningehoveder, vi havdesetpågiftflasker,ogvi

varbangefor ham,mendetvaruden grund. Hvad hanvarstraffet for, fik vi aldrigat vide.

Værre var det, at han havde to sønner, der artede sig ^som drikfældige

voldsmænd oglovbrydere. De drev dettilatbegåenunderligforbrydelse,

som manaldrig havde hørtmagetil der påegnen.Degikennatind i heste-

stalden påherregården Kalø, hvor der vel stodmereend 20 arbejdsheste.

De skar halerneaf dem vedroden, stoppede halerneisækkeogsejlede der¬

efter tilÅrhusogsolgte dem.

En sådanforbrydelse skulle josnartblive opklaret,ogdetosønner,Ras¬

musogKristian, fikenlang fængselsstraf.Menud komdejo igen,ogophol¬

deti fængslet havde ikke forbedretdem. Nu slog desig på krybskytteri og anden ulovlighed. Det var antagelig på grund af tidligere konflikter med skytten på Kaløat de havde fåetethorn i sidenpåMads Skytte, somhan

blev kaldt. Denne varen ældremand, som havdemåttet opgivebestillin¬

gen,fordi hanvarplaget af gigt. Nu boede han ietlille hussammenmed ko¬

nenog fik formodentlig underhold fra herregården.

Enskønne dag,mensMads Skytte endnu låisengen,kom RasMourids

ogville ind i huset til de gamle. Men konen stængede døren for ham,og nu blev han helt rasende. Han råbte_op med skældsordog forbandelserover dem ogendte medat tage stenopogkaste demindgennemvinduet til dem.

Detteblevfor megetfor skyttenog nusiger beretningen,athan sagdetil ko¬

nen:»Vi må_{værge os.}Tagmin bøsse ned fra bjælken!« Nusattehansig på

knæi_{sengen, og}konenhjalp ham medatholdegeværet, menshan sigtede

ud advinduet. Hantrykkede af^og ramte naturligvis, hvor han sigtede: i højre side, ind i lungen. Voldsmanden faldt straks om ogdøde.

Dettevarjo overlagt manddrab,ogMads måttefølge politiet tilarresteni Ebeltoft,og enretssagbegyndte. Den trak længe ud,for skytten hævdede,at detvarskud i nødværge, da manden havde stået med højre hånd hævetog

enstor stenihånden,somhannetopville tilatkasteindadruden.Menin¬

den han fik denkastet, blev hanramtaf kuglen.

Det blev ganske klart, at skytten havde hele befolkningens sympati ^og

måskeogsåmyndighedernes,^mendervaringen vidner,somkunnebekræf¬

teellerafkræftehansord, udenkonen,oghendes udsagngjaldt ikkerentju¬

ridisk.

Så blev da RasMouridsbegravet på Nødager Kirkegård. (Vi skolebørn

fik^enhalvfridag!). Men Mads Skytte sad endnu iarresten,ogfolk snakkede

sammenom, hvad de kunnegøreforat få ham hjem. De enedes så^omat sende en deputation til herredsfogdenoggåiforbøn for ham. Men denne

havdestorebetænkeligheder vedatladeMadskommefri,ogdervarendnu

ikke skaffet bevisfor,atskytten havde handleti nødværge, sådansomhan påstod. Men endelig varder etgodt hoved, der fandt ud af, at dermåtte kunneskaffesbevis foreller imod vedennøjagtig undersøgelse af, hvilken retning kuglen havdetagetind i kroppen.

Enskønnedagkørtenu ensmukvognmedetparherrer med guldtressede

kaskettersamt distriktslægenogendnuenherre opforan skolens vinduer,

og vorlærer blev kaldt ud.Hanskulleværevidne tilenuhyggelig situation:

Nuskulleliget afden dræbtegraves op ogunderkastesennøje undersøgelse,

hvilketman burde havegjort i tide.

Detvarenbegivenhed, der stod^{gys om, og}vi skoledrenge listedeombag kirkegårdens sydmur, hvor vi lige kunnese overden,foratiagttage, hvor¬

dangraveren ogtoandremænd gravede kistenop, ogsnedkeren brækkede lågetop.Så stod de alleomkring kisten,menslægenforetog sin undersøgel¬

se.Hankonstaterede,atskyttenhavde talt sandt,for kuglen^vartrængtind i lungen netopi den retning, ^som det måtte ske, da voldsmanden stod med højrearm løftet, parattilatkasteen sten.

Detteførtetil,atMads Skytte blevfrikendtogkom hjem. Han dødevist

åretefter.

Hvadjeg ved den lejlighed harsetmedegneøjneogaldrig vil glemmeer denfine _vogn med define herrer med guldtressede kasketterog det vi så

overmuren,da degravedekistenop.Menjeg husker endnuenting:Dagen efterbegravelsen-den første -varvi nogle nysgerrige drenge, der gik ind påkirkegården foratseRasMourids' grav.Da lå der pådeneneneste tar¬

velig lille krans,medenindskrift,der taltesitegettydeligesprog:»Ej elsket

ellersavnet«.Hvem kan have lagt den krans?

Hvadjeg ellers har hørtom sagen er,hvad deri lang tid gik fra mund til

mund blandt folk. Ingen kunne undgåat blive bekendt med disse drama¬

tiskebegivenheder. Jegvarpå den tid vist omkring 12 år, så det harværet

ca. i 1896.

Summary

Migrants

and eccentrics in Djursland of the 1890s

Inaposthumous manuscriptdating from 1963 the author (born in Djurslandontheeast coast of Jutland in1884) tells ofTyskelovise,a womanpeddler whocarriedanassortmentofneedles, buttons, hooks andsewing thread with her inasuitcase. Shewasusually allowedto stayover- night in the barnorsleep in the hay ofanemptycowstall. She hadcometoDenmarkfrom Hol¬

sten,Germany,wereshe hadreceivedhertraining inthedairy industry. She hadleft thatoccu- pationsoonafter, however, and begun the migratory existence that became herwayof life until she diedatthe_ageof 70. Another character, Mr. Boné,wasalways impeccably dressedin

anelegant cloak. He neither peddlednorbegged but madehis round of the farms pretending he

wasgoingtobuyahorse. The localsinvariablyenteredintothegame.Hecamefroma respec- tablefamily of the official class and hadhimselfbeen theownerofamill before going bank- rupt.Forthe first fewyearshewasofferedtheguestroomatthemany manorhousesin the

area.Laterhewasrelegatedtobarns and stables.Svenske Karlwaspeddling fish fromasmall

cartdrawnbytwoeskimo dogs. His arrivalatafarm would always be announced by his boom- ing voice intoningafew of themanyoldsongshe knew by heart. Jens Antonwas agawky,

shabby looking fellow. Filthy fromtop tobuttom,hegave everyone acreeping feeling. Car- ryingasmallcoffer with glasspanes onhis back, he would approachanyhouseorfarm witha window_panemissing. He wouldnot eatfor daysonend but spend allof hismoney onaquavit.

Finally therewasGamle Ras Mourids whowaspeddling the tin goods he carried inastrap

acrosshis shoulder. Heinspired fear-for everybody knew that he had beed in prison. That's where he had taken_uptinsmithing. On hisgrave someoneplaced anonymouslyawreath with theepitaph: »Ej elsket ellersavnet«(»To thememoryofsomeone,loved bynoone«).