Nissen flytter med

flytter med

Ved læsningen afen 100år gammel artikel

Af Knud Prange

Da provst Nissen fra Brørup den 10. februar

1902 holdt et foredrag for en forsamling af

lærere i Esbjerg, havde han næppe drømt om hvad han satte i gang - eller måske rettere:

Hvad hansatte yderligere fart i. Allerede som¬

meren før havde der nemlig været afholdtet møde hvor en kreds af mænd vedtog at man villesøgeat oprette et»Historisk Samfund« for

Ribe Amt. Det var Askov-folkene Ludvig

Schrøder ogPoul Bjerge, stiftamtmand Gustav Stemann, Nissen selv_ogandre der tog initiati¬

vet. Der var lidt delte meninger om hvilke arbejdsopgaver dette »Samfund« skulle tage op: Udgivelse af en årbog, foredragsvirksom¬

hed ellerindsamling af historisk stof tiletarkiv.

Detblev ibegyndelsen detoførsteopgaverder

kom til at stå stærkest, men atogså det tredje aspekt var med i tankerne fra begyndelsen siger noget om hvor fremsynede disse mænd

var.

Hovedsynspunktetvardogførstogfremmest

at befolkningens historiske sans og interesse

skulle vækkes, _og det kom markant frem i

Nissens foredrag. Alene titlen: »Om Oplivelse

afhistorisk Sans« bleven overskrift oget pro¬

gram for flere generationers arbejde. Og det

blev tilmedetsignal derfængede. Ideenom at opretteHistoriske Samfund slog nemlig aldeles omgåendeigennem,^og i 1914^varnæstenhele

landet dækket afsåkaldte amtshistoriske ^sam¬

fund. Man havdeåbenbart^{ramt et}behov. Hvad

var da baggrunden for at Nissen - og andre

med ham -ville oplive den historiske sans, og eksisterer der stadig et behov for en levende

historisk sans?

Provst Nissens udgangspunktvar enbekym¬

ring, en fornemmelse af at »det at fortælle

historier og »emter«, sagn og minder, histori¬

ske overleveringerfraen nærmere ogfjærnere

tid elleren nærmereog^ærnereomegn efter¬

hånden er blevet sjældnere.« Detvar »nuom- stunder« andre ting somoptogsind ogtanker

og gav anledning til samtale. Man drøftede

hvad der stod iavisen,mantalteomden nyeste litteratur eller om politik og samfundsspørgs¬

mål. Detså Nissen altsammen gerne-husk vi

eri tiden umiddelbart eftersystemskiftet hvor

Venstre efter mange genvordigheder havde overtagetregeringsmagten efter Højre.Detvar derfor både naturligt og værdifuldt at være optaget af tidens problemer, men folk måtte dog ikke glemme fortiden. Den historiskesans og interesse var nemlig efter hans mening af

det gode fordi den åbnede vej til »åndelige

værdier afbetydelig rækkevidde.« Blev sansen svækket var det beklageligt af tre grunde: 1.

Man kan ikkekende tiden uden tilenvis grad

atkende fortiden, 2. Kendskab til fortiden _og

en udviklet historisk interesse fremmer sam¬

fundsfølelsen »i god forstand« og endelig 3.

Deter »fornøjeligtog oplivende atsysle« med

fortiden.

Efter Nissens mening har så at sige ethvert

menneskeenhistorisksans, man behøver ikke

atfremkalde den, men detvar måske nødven¬

digtatoplive den, og enaf vejene gårgennem den »stedligeegnshistorie,gennemlokalhisto¬

rien.« Det nærehar en ganske særlig pædago¬

gisk kraft, ogfra detgårder trådeud til andre

sider af historien.

Provst Nissen skrev at man ikke kan kende tiden uden til^envisgradatkendefortiden,og det er nok mere rigtigt end de fleste gør sig

klart. Om et menneske der har mistet sin hukommelse, siger man at det ved ikke hvem

deter. Dette menneske kan nokfungereisam¬

fundet, men uden atvide nogetom sin fortid

erdet ikke klaroverhvem deter, såvæsentligt

er detat have sin fortid med sig. Udenen vis

fornemmelse af samhørighed med det sted

hvormanlever, følermansigsom enfremmed.

Det er den fornemmelse tilflyttere til en egn har i begyndelsen. Derfor er det nok meget karakteristiskatlokalhistorie først ogfremmest

interesserertoheltforskellige kredse: dem der

har dyb rod i lokalsamfundet - og dem der

ønsker at slå rod i samfundet. En viden om

lokalsamfundet skaber solidaritet og lokalt

sammenhold. Eller som Nissen skrev: den historiske sans åbner vej til »åndelige værdier

afbetydelig rækkevidde.«

Nu har lokalhistorisk interesserede ^menne¬

sker det undertiden med at blive grebet af nostalgi ^- på den måde at de bliver modstan¬

dere afforandring, undertiden endda enhver forandring. Selv til det bedre. Der kan siges meget godt ^om de beboerbevægelser som vil

bevareogsikreentendetnu ergadekær, gamle

huse eller markantetræer.Menhergælder det

om at bevare balancen. Det erjo i bund og

grund uhistorisk hvis man vil fastfryse den

historiske udvikling til et eller andet tilfældigt tidspunkt. Her gælder det om at bevare lige¬

vægten,forden seriøse lokalhistoriker ved jo i

hvert fald at de gamle dage ikke nødvendigvis

4

var »de gode gamle dage«. Hvisman beskæfti¬

ger sig indgående med sin egns fortid så får

man efterhånden ^enfornemmelse af hvad det

erviikke kan giveslippå udenatmisteosselv.

Den tidligere

Århusborgmester

ker, har skrevetatvimåforlangeatudviklingen

ikkeforegårhenoveralt det dergiver degamle

lokaliteter deres særpræg; detsærpræg som er

en forudsætning for menneskets trivsel og for

en sammenhæng bagudogfremad.

Hernærmervi osetandet afprovstNissens punkter nemlig at en udviklet historisk sans fremmer samfundsfølelsen. Behovet for at fremme dennefølelse eridag langtstørreend påNissenstid. Vi har nemlig siden hans tid og

navnlig i den seneste menneskealder oplevet

enrække omvæltningersomhannæppehavde

kunnet forestille sig. Ikke blottoverdenskrige,

men også enorme tekniske forandringer på

næsten alle tilværelsens områder, _og dertil

kommer de seneste års sammenslutninger i

størreenheder.Lige fra kommunesammenlæg¬

ningerne i det små til alle de store EU-proble-

mer og den meget omtalte globale udvikling.

Deterderfor ikkenogetunderatmange men¬

nesker kan føle at de bliver overhalet af^- _og måske hægtet af ^- udviklingen, at der er et opbrud i hele den forholdsvis sikre verden de

kendte og nogenlunde kunne håndtere. Det

kan være svært at finde sammenhæng i tinge¬

ne, mangekan føle sig rodløse eller fremmed¬

gjorte i alt detnyeder omgiver demog somstil¬

ler uvante krav til dem. Netop her kommer

lokalhistorien medetvigtigt tilbudomatskabe

kontakt og forbindelseslinjer mellem den

enkelte ogdet miljøogden lokalitet han lever

i. Derer ikke tvivlom atderen nærforbindel¬

se mellem hvad man har kaldt den grønne bølgeoggræsrodsbevægelserogoptagetheden

af det nære miljø. Disse bevægelser har ofte

Om Oplivelse af historisk Sans.

ForedragpaaSkolemødet i Esbjerg, Fastelavnsmandag 10. Febr. 1902.

Af Provst J. Nissen i Brørup.

Jeg

traf sidste

Sommer i Ribe Domkirkens Historiker

at vise mig adskillige Partier af Kirken. Ved denne Lejlighed kom vi til at tale om det store Taarn, der

herude paa detflade Vestland kan ses viden om og ses ogsaa mange Mil nede i Sønderjylland, og Dr. Helms omtalte, at dette sammen med en anden af det syd¬

vestlige Jyllands Mærkværdigheder, den store Sten i Tirslund, havde givet Anledning til ^en Talemaade der

paa Egnen, ^som gamle Pastor Krarup i Føvling i sin

Tid havde fortalt ham. Ligesom man slutter en Hi¬

storie med de kendte Ord: »Snip, snap, Snude — nu er den ude — tip, tap, Tønde — nu kan du begynde«,

eller som man føjer til, i hvert Fald ude i Vestjylland;

»og fortæl saa én lige saa lang og lige ^{saa trang, men}

ikke den selvsamme,« saaledes hedder det fra gammel

Tid i det sydvestlige Jylland: »Snip, snap, snude o. s.v.

tip, tap, Tønde, nu maa du begynde — »og nu skal

Rive Taarn og Tirslund store Sten hænge i din Næs',

til du fortæller en li'saa lang og li'saa trang, men it

den selv sam'.«

brugt det lokale som et kulturværn hvor man

prøvede at sikre og bevare en række gode og kæreting. Interessen for lokalhistorieersteget i takt med menneskers voksende behov for at

føle atdeharetsted hvor de hørertil, hvor de harhjemme. Og medensolid videnom lokale

forhold ogderesbaggrund, ervi godtrustettil

atudforme det samfund vi skal leve videre i.

Det skeratnogen-ikke mindst politikere^- spørger om hvorvidt det historikere og histo¬

risk interesserede arbejder med nu også er samfundsrelevant. Hvis man med relevant vil forstå athistorisk aktivitet skalvære nyttigt for bruttonationalproduktet eller tjene erhvervsli¬

vet,så må man noki reglen blive svarskyldig.

Menhvisman meneratpositive aktiviteter^som

interesserervæsentlige dele af befolkningen er relevante for etmoderne velfærdssamfund, så kan man roligt hævde atlokalhistorie ^{er sam¬}

fundsrelevant. Vedatforstå fortiden bliverman

mindrerodløs _{og man}kanblive en mereaktiv borger.EllersomprovstNissen sagde: Historisk

sans fremmer samfundsfølelsen »i god for¬

stand«. Og det er vel samfundsrelevant om noget.

I denne forbindelse kan der ogsåvære god grund til atse lidt ^nærmere på den arbejdsop¬

gave som Historisk Samfund ikke ofrede så

mangekræfterpåi sine førsteår,nemligatind¬

samle historisk stof tiletarkiv.Hervarman,og det vil først ogfremmest sige Askovs forstander Ludvig Schrøder,påvirketaf højskolekollegaen

FredeBojsenpåMøn.Nogle få år før, nemlig i

1897 kom den arkivlov der indebaroprettelsen

af landsarkiverne i København, Odense og

Viborg. Denmegetfremsynede rigsarkivar A. D Jørgensen regnede med at landsarkivaren

måtte blive »detnaturlige midtpunkt for oplys¬

ningen af sin egns historie... og at han måtte

komme tilatstå i forbindelse med mænd som

sysler med lignende studier.« A. D. Jørgensen

erklærede også at »vigtige siderafsamfundsli¬

vets historiske forhold... vil først da kunne oplyses i rigere mål og uden forudfattede meninger når opmærksomheden henvendes på de enkelte egnes forskelligheder og nød¬

vendigheden af at drage de lokale kilder ind

under etsamlet studium.« Detvar megetpro¬

fetiske ord, _og uden oprettelsen af landsarki¬

verne havde det næppe været muligt allerede nogle ganskefå årsenereatfylde de amtshisto-

riskeårbøger med et stortantal godeogsolide

artikler. De byggede nemlig i høj grad på det

kildemateriale der hidtil havde ligget spredt

rundt omkring hos præster og provster, her¬

redsfogeder, byfogeder og andre embeds¬

mænd. Nu blev kilderne samlet, ordnet og

gjorttilgængeligefor forskningen.

I rigsarkivet og landsarkiverne samledes

imidlertid først_og fremmest de arkivalier der

varblevet til ved destatslige embeder. Men ved

siden af dissemegetvæsentlige kildegrupperlå

derjo adskillige interessante arkivalier rundt omkring i landet. Et af de mest markante nybrud i udviklingen af det lokalhistoriske arbejde siden amtssamfundenes oprettelse er derfor skabelsen af de lokalhistoriske arkiver, mangesteder kaldet lokalarkiverne. Det første

arkiv af denne type blev oprettet i 1937 i Fåborg påFyn,ogdet havde tilformålatredde

lokale arkivaliersom ikkevar omfattet af afle-

veringspligten til det statslige arkivvæsen.

Længe stod arkivet i Fåborg ene eller dog

næsten ene, men i 1960'erne begyndte der pludseligatskeen masse.Det hænger nok ikke

mindstsammenmedatbiblioteksloven af 1964 gav mulighed for at sådanne lokalhistoriske

arkiver kunne indgå i bibliotekernes virksom¬

hed ogdermedfåetstatstilskud der stod i for¬

hold til det lokale tilskud. Detblevengevaldig økonomiskløftestang, ogdaman næsten sam¬

tidig gik i^gangmed atsammenlægge de gamle

sognekommuner til større enheder, var der

mange dergerne villeforsøge at redde lokale

arkivalier inden kommunen blev opslugt af

den større og måske lidt fremmede enhed,

storkommunen.

Resultatet blev i hvert fald atlokalarkiverne skød_opoveralt. I dagerder vel næppe nogen kommune som ikke har sit lokalarkiv, mange har endda flere; netop fordi de var blevet oprettet i de gamle kommuner før sammen¬

lægningen. Det er imidlertid ikke blot med hensyn til antalatderersketenstorudvikling, også hvad arbejdsopgaverne angår, erder sket

meget. Foruden privatarkiver har man ikke

mindst indsamlet erhvervsarkiver af næsten enhver art,overordentligmangeforeningsarki-

versamtyderst værdifulde fotografier istorttal.

Adskillige kommunale arkivalier, især skolear-

kiverer også havnet i lokalarkivet. Dererikke

tvivlom atder gennemhele denne aktiviteter indsamleten ganskebetydelig mængde arkiva¬

lier, som dermed ganske simpelterreddet fra tilintetgørelse. Men en sidegevinst, der noker værd at fæstne sig ved, er imidlertid at hele

denne arkivbevægelse har fået aktiveret en omfattende kreds af mennesker ^{som er} gået

aktivt ind i indsamlings- og ordningsarbejdet.

Ludvig Schrøder var derfor inde på en rigtig

tanke når hanmente atdetatindsamle »lokalt stof« også kunne medvirke til at oplive den

historiske sans.

Da Historisk Samfund for Ribe Amt blev oprettet, har initiativtagerne åbenbart følt at netop amtetvar en naturlig afgrænsningog et passendeområdeforenlokalhistorisk aktivitet.

Detfikså denvirkningatmanirestenaf landet ogsåvalgte amtetsom arbejdsområde. En und¬

tagelse var der dog. I Viborg Amt kom det

første »Samfund« kun til atomfatte Sallingog

Fjends herred.JeppeAakjær erklærede nemlig

athan ikke »ville gåoverFiskbækken«,så den

østlige del af amtet måtte klare sig på egen hånd. Først en halv snes år senere kom Historisk Samfund forViborg Amttil,sånuhar

amtetaltså to »amtssamfund«. Detvar nuikke alle amter der udgjorde naturlige enheder.

Tænk blotpå de slyngede ^grænser mellem de gamle Sorø og Præstø Amter. Det tidligere Viborg Amt rakteogså sålangt mod øst atden yderste ende faktisk var forstæder til Randers

der havde sit eget historiske samfund. Til gengæld nåede Randers Amt næsten helt ned

tilÅrhusby. Her harmansåtil gengældheleto

»samfund«, dels Historisk Samfund for Århus

Stift, delsØstjysk Hjemstavnsforening.

Ved kommunalreformen i 1970 skete der

betydelige forandringer både med hensyn til

amtsgrænser og med hensyn til antallet af

amter.Amtssamfundenebestårdog med deres gamlenavne ogvelogsåstort setde gamlegeo¬

grafiskearbejdsområder. Det^{er nu}ikke alle de

nye amter der udgør en naturligt afgrænset

historisk helhed.Viborg Amtstrækker sigsåle¬

des helt fraKjellerup i sydoverSallingogMors

til Hanstholm i nord. Andre amtssamfund

hænger bedre sammen, men man kan nok

spørgehvor længemanienforeningkan beva¬

renavnetpået amtder ikke længere eksisterer

som selvstændig enhed. Om en generation

eller to vil meget få mennesker vide at der

engang har været etHolbæk Amt. Hvis amts- samfundenevarblevetoprettet etpar hundre¬

de år før, så kunne vi i dag have haft et

»Historisk Samfund for Havreballegård og

Stjernholm Amter«, og det ville måske have

væretrigeligt kuriøstogsnurrigt. Tiden vil vise

hvordan dette vil udviklesig.

Dererimidlertid etandetpunkt hvor vihar

kunnet se en ændring med hensyn til fore¬

ningsstrukturen. Man har ofte debatteretamts- samfundenes medlemsrekruttering (se for eksempel det værk der ernævnt i note 1), og

1978 ^. BindXXI-1

Udgivet afHistoriskSamfund forRibe Amt

8

tilslutningen har svinget stærkt i tidens løb^og

fraegn tilegn. Dererdog ét træksom synesat blivestadigmerekarakteristisk. Etamthar ofte

været for stort et område til at opsamle hele

den historiske interesse.Under ogved siden af

amtssamfundene er der skudt nye foreninger

op.Dekan koncentrere sigom enenkelt bydel,

enforstad,enkommune elleretandet område.

Det er længe siden der er lavet mandtal over disseforeninger,ogvi manglerogsåanalyser af

deres aktiviteter. Undertiden er de knyttet til

driften afet af de nævnte lokalarkiver, andre gange afholderman blot foredrag ellerarran¬

gerer kurser, og tit udsender man mindre og

uprætentiøse medlemsblade. Hvad indhold angår konkurrerer de ikke med amtsårbøger-

ne. Og deter nok også et stortspørgsmål om disse foreninger egentlig konkurrerer med

amtssamfundene. Hvis folkerhistorisk interes¬

serede, er derjo intet i vejen for at man er engageret i historisk arbejde på det snævert lokale plan samtidigmedatmanabonnerer på amtsårbogen.Derer snareregrund tilat tro at de to typer foreningerstøtter hinanden og er med tilatrekruttere flere medlemmer end de hver forsig ville kunnemobilisere.

Uanset hvordan manvurderer amtssamfun- denes og årbøgernes fremtid, så er der ikke

tvivlom atde lokalhistoriskeårbøgerharværet virksomme redskaber til atoplive den histori¬

ske _{sans, men} de har tillige haft en anden betydningsom hurtigt stod klart for mange af

deres redaktører: årbøgerne skulle også være til gavn for den videnskabelige historieforsk¬

ning. Det kan belægges medmangecitater,lad mignetop her blotnævne atdenfremtræden¬

delokalhistoriker, førstelærerH. K. Kristensen i1947 skrevat»enaf de opgaver manmåtte stil¬

le til sognehistorien og til det lokalhistoriske bidragi amtsårbogen var,at den skulle hjælpe

videnskaben«.1

Her ervi ved et af de mest interessante og omdebatterede punkter i opfattelsen af lokal¬

historie og lokalhistorisk arbejde -lokalhisto¬

rie erpåéngangbåde enfolkeliginteresseog aktivitet og en videnskabelig disciplin. Den videnskabelige side af lokalhistorien har vel

næppe ståetklart for (måskeendda ikke inter¬

esseret) _provst Nissen og hans fæller, og for

mange af de universitetsuddannede faghistori¬

kere vardet heller ikke en realitet dengang. I

1902var det kunca.20 år siden atden senere

rigsarkivar Bricka ienanmeldelse af Hjørlunde

sogns historie, skrev at bogens opregning af gårdmændog husmændvaraldeles ligegyldig,

»de havdealdrig tilhørthistorienogville aldrig

komme til attilhøre den. Så harden kinesiske kejserrækkedogstørrebetydning for os.«2

Setpåbaggrund afetsådantstandpunktvar det nu af den største betydning at de amtshi-

storiske samfund kunne præsentere en helt

andenopfattelseafhvad dervarhistorisk inter¬

essant; ikke blot for den lokale befolkning,

men ogsåforden historiske videnskab. Detvar selvklart for de kredse der stod bag amtssam¬

fundene, at lige så naturligt det var at være optaget af sitlandsog sitfolks historie, ligeså naturligtvar detatvære interesseret i sin egns historie.Dererenddarigtigmangemennesker

der føler en helt umiddelbar trang til atvide nogetomderes bys elleregnsfortid.Hvemhar

boet herfør, hvad erder sket her, _oghvorfor

har denne lillepletpåDanmarkskortetfåetdet

særpræg som netopden har ^-lige her og nu?

Deterjo præcis dette særpræg som ermed til

at præge bevidstheden hos den der er vokset

op på egnen eller som lever der. På godt og ondt føler mange en nær sammenhæng med omgivelserne og hele miljøet. Læs for eksem¬

pel bare de to bøger som Hans Edvard Nørregård-Nielsen lige har udsendt: Mands

Minde ogRiber Ret. De har karakteristisk nok

ikkeundertitlenerindringer, men »ettidsbille¬

de«.

Brickas opfattelse af hvad der var historisk

interessantvarimidlertid ikkeenerådende. De historikere dervarmestoptagetaf statshistorie, udenrigspolitik, krige, landets finanser og lig¬

nende havde ikke megen interesse for eller brug for lokalhistorien,mendervarfaghistori¬

kere med andre interesseområder. Det kom

tydeligt til udtryk i to foredrag i 1940'erne (senere tryktsom artikler) af den senere rigs¬

arkivarjohan Hvidtfeldtogafprofessor Albert

Olsen.Kortrefereret hævdede deathistoriker¬

nehidtil havdebetragtet forholdene udefraog ovenfra,nu varderbehov foratse dem indefra og nedefra. Eller som Albert Olsen skrev:

Enhver faghistoriker gør før eller siden den erfaring at han må ty til lokalhistorien for at skaffesigdet fornødne overblik. Der manglede nemlig overensstemmelse mellem centrallov¬

givningenogden lokale praksis. En skildring af

eteller andetemneområde kan ikke byggesop

på grundlag af reskripterogforordninger »idet

centraladministrationens kategoriske påbud

næstenaldrigerblevet overholdt«^-somAlbert

Olsen så karakteristisk formulerede sig. Vejen

fremgik^gennemdet lokale arkivmateriale der

kunne vise hvordanudviklingen havde formet sig i virkeligheden. JohanHvidtfeldtogAlbert

Olsenvar enige om atdansk indenrigspolitisk

historie endnu var såre lidet opdyrket. Man

måtte inddrage det lokalhistoriske stof, man måtte foretage punktundersøgelser afen lang

rækkeemnerogmålet måtteværeatstyrke den videnskabelige udforskning af lokalhistorien

forderigennem atunderbygge og uddybe stu¬

diet afrigshistorien.

Foratfremmesynspunkterne villemanhave

oprettet et Lokalhistorisk Institut, men først

mange år senere, i 1970, fik man - i en ret beskåret form - oprettet Lokalhistorisk

10

Afdeling ved Københavns Universitet. Gennem undervisning forskning og ved publikationer gik Afdelingen ind i det rige lokalhistoriske arbejdesom var udsprunget af ikke mindstde

ovennævntetanker.'

Hvidtfeldts og Olsens synspunktervar nem¬

ligblevetenvældig inspiration formegetlokal¬

historisk arbejde. Der er navnlig grund til at

understrege den betydning som Johan

Hvidtfeldt Fik via sin stilling som formand i

Dansk Historisk Fællesforening (som nu har

fået navneforandring til Dansk Historisk Fællesråd). Det^varog er ensåkaldtparaplyor¬

ganisation som samler amtssamfund, andre

lokale foreninger, arkiver (statslige som lokal¬

historiske), ^museer, udgiverselskaber, universi¬

tetsinstitutter og mangeandre institutionerog

foreninger der arbejder med dansk lokalhisto¬

rie og kulturhistorie. Gennem tidsskriftet

Fortid og Nutid, udgivelsen af Håndbog for

danske lokalhistorikere (nu afløst af Kulturhi¬

storiskOpslagsværk) ogudgivelsen afenrække

andre håndbøgerog hjælpemidler erder sket

etganske betydeligt kvalitetsløft i lokalhistorisk arbejde i bred forstand. Dervarganske viststa¬

dig nogle »rigshistorikere« som ikke havde

megen sans for værdierne i de lokale under¬

søgelser, mende blev færre ogfærre.

Samtidig skete der imidlertid markante æn¬

dringer i historikernes synspunkter på hvad

historievidenskaben kunneellerburde beskæfti¬

ge sig med. Deter envelkendtsagathvergene¬

ration serpå fortiden med nye øjne. Selv hvor

det erdet samme kildemateriale vi studerer, så studerer vi det fra nyevinkler. Vi interessereros for emner

og forhold som vore forgængere

næppeskænkedeen tanke, vi har ganske enkelt

nyebriller pånæsen og sernaturligt nokpå for¬

tiden med andre erfaringer i baghovedet end

demtidligere tiders forskere havde. Vi kan blot sammenligne dennyesteDanmarkshistorie med

FRA RIBE AMT 2000

BIND X X V I 1 1-2

P

" Å-å _VJi>|

J' , ' ' ^{-. " ■-} 5___ . /",v;

J

- .•/. .

UDGIVET AF HISTORISK SAMFUND FOR RIBE AMT

hvad der blev skrevet aftilsvarende værker for 50 eller 100 år siden, og går vi helt tilbage til Holbergs for ikkeatsige SaxosDanmarkshistorie

erforskellene aldelestydelige.

I løbetafden sidste generation har »rigshi-

storikerne« opdyrket adskilligenyinteresseom¬

råder; det gælder ikke mindst sociale forhold.

Historikere idag ^eroftesvært optaget afmen¬

neskersvilkår ogtrivsel. De vilgerneanskueog prøve at opfatte fortidens mennesker på bag-

grund af deres tidogmiljø. De vil gerneforstå

deres liv eller skæbnesom enhelhed. Et andet

vigtigt og aktuelt emneområde er mentalitets¬

historien. Hvad tænkte fortidens danskere om

forholdet til deres mand eller kone eller til deresbørn, hvadmentedeomliv_ogdød, hvor¬

dan opfattede de religionen og forholdet til gud, hvad var deres syn på præst og anden øvrighed, følte de noget ved ord og begreber

som konge og fædreland. Kort sagt: hvordan

varhele deres tanke- ogforestillingsverden?

En del af disse ideer passer megetgodt til

emner der ikke heltsjældent^- om end ofte i primitiv form^- havdeoptagetgode lokalhisto¬

rikere. En del af ^emnerne vil mange gange kræve at social- og mentalitetshistorikerne benytter^en væsentlig del afde kildersom tra¬

ditionelt havde ^være lokalhistorikernes. Men

endelig,ogmåskeikke mindstvigtigt,såpasse¬

de disse nye tanker fortrinligt ind i lokalhisto¬

riske synspunkter der var blevet rendyrket i England i den såkaldte Leicesterskole.4 Her opfatter man familien, det lokale fællesskab,

nationalstaten og det overnationale samfund

som en serie af koncentriske cirkler.Altså cirk¬

ler med etfælles _{centrum, men} hvor den ene cirkelligger udenom den anden. Hver af cirk¬

lerne skal selvfølgelig studeres med bestandig hensyntagen til cirklen uden om. Det erjo oplagt at man ikke kan eller bør skrive ^om et enkelt sogns eller en enkelt bys historie uden hensyntagen til hvad der er sket i det øvrige

Danmark. Det er naturligvis med til atdanne baggrund for den enkelte lokalitets udvikling.

Ganske påsamme måde som det erforkertat skrive Danmarkshistorie udenattagehensyn til

forhold og udviklinger rundt om i verden, i Fællesmarkedet, i hele Europa eller i USA ^-

eller iAfghanistan for den sagsskyld. Men når

detersagt, sågælder det dogathverenesteaf

de koncentriske cirkler udgør en helhed:

12

Lokalsamfundet, Staten, Det overnationale der kan studeres hver forsig. Deenkelte cirkler har forskellige udstrækninger i tid og rum, og

udforskningen af deres historie stillerforskelli¬

ge krav og arbejder med forskellige problem¬

stillinger.

Der er en lang række af de såkaldte binde- stregshistorier der hver arbejder med hvad vi

kunne kalde lagkagesnitter afcirklerne. Kirke¬

historie, landbrugs-historie økonomisk-histo- rie, rets-historie, militær-historie og andre

anerkendte videnskabeligediscipliner behand¬

ler hver sit udsnit af cirklerne. Det er her Leicesterskolen insisterer på at vi skal opfatte

cirklerne som helheder. De enkelte byers og sognes historie behandler sociale og menne¬

skelige helheder og fællesskaber, derfor er lokalhistorien ikke blot^enhjælpevidenskabfor rigshistorien med detformålatunderbyggeog

uddybe den. De lokale historier er ikke bare brudstykker af Danmarkshistorien, lige så lidt

som manfårenDanmarkshistorie vedatlægge

alle sogne- ogbyhistorierne ved siden af hinan¬

den. Den lokale historie kan med godret stu¬

deres for sin egenskyld

Både rigshistorien og lokalhistorien ønsker

altså idagatstudereog forstå helhederog se

sammenhænge der går på tværs af en lang

række forhold. Vi betragter ikke mennesket

sometøkonomiskvæsen,etpolitiskvæseneller

etreligiøstvæsen alene. Vi opfatter detsom en helhed i samspil med omgivelserne. Det var derfor at H. K. Kristensen understregede at lokalhistorikeren skulle kunne så mange ting.

Han skal være nogetafen arkæolog, han skal

kunne læsegotisk skrift,kendede almindeligst

forekommende udtryk i ældre dansk, kunne

sin kunsthistorie,være inde i landbolovgivnin¬

gen,ja detvar i det hele tagetbedst om han

beherskede alle mulige videnskaber, dog

måske medundtagelse af atomteori.5

Såstorekraverselvfølgelig umuligeathono¬

rere, ogdet gælderbådefor rigshistorikereog for lokalhistorikere. Det fritager os imidlertid

ikke fraatforsøgeatleveop til idealet.Dafor¬

fatterenThorkild Hansen fik overrakt Nordisk Råds Litteraturpris 1971,sagde han i sin takke¬

tale som kunne læses 16. februar i Politiken:

»Sandhed ersådan et stortord og underkastet fortolkning. Kan vi ikkeværesande,ogdet kan

vijo desværre sjældent,såkan vi i det mindste

bestræbe os på atvære nøjagtige.«6 For rigshi-

storikerens vedkommende kommer dertilyder¬

ligere at mange af de svar han søger når han arbejder med for eksempel socialhistorie og mentalitetshistorie kræverathan måinddrage

meget store og omfattende kildegrupper. Her

er det ikke nok at benytte gennemsnit eller eksempler. Man må bestandigoperere på indi¬

vidniveau, det vil sige at man må kunne gen¬

finde den samme person eller den samme familie i kilder af vidt forskellig art som for eksempel kirkebøger, skattelister, skøde-og panteprotoller, skifteprotokoller,fattigregnska¬

ber ogandet. Først vedatkæde de forskelligar¬

tede oplysninger sammen opstår helheden.

Når detdrejersigomundersøgelser af denart

er selv et så lille land som Danmark ofte for storttilatman kanforetageenlandsomfatten¬

de undersøgelse. Oghvadgørså rigshistorike-

ren;han studereretudvalgtområde, foretager

enpunktundersøgelse, nogle ville kalde deten

casestudy eller et pilotprojekt. Andre ville

måskesnarere karakterisere detsomslet ogret

enlokalhistoriskundersøgelse.

Rigshistorikeren og lokalhistorikeren kan

have forskellige formål ogforskellig baggrund

for undersøgelser af denne art, men det for¬

hindrer ikke atbegge parterstuderer menne¬

skerpå baggrundaf deres tidogmiljø,ogman vil ofte^se detstore afspejle sig idetsmå^-hvor

det titernemmestatfåøje på. Vedatanvende

mikroskopetsom arbejdsredskab kan manstu¬

dere hvordan de enkelte menneskersåvel som

hele lokalsamfund kan reagerevidt forskelligt

overfor påvirkninger ovenfra og udefra. Her

gør den lokale undersøgelse os klogere på mennesker,på samfundogpå udviklinger. Det

ervæsentligt, for deterjo ikkeså enkeltat de

samme påvirkningermedførerdesammereak¬

tionerrundtom i landet. Man kanstadig bruge

lokalhistorien tilatunderbyggeoguddybestu¬

diet af landetsgenerelle historie,men manskal

være yderst forsigtig med at drage slutninger

fra det rent lokale til det helt generelle. En

lokalundersøgelse kan med fordel bruges tilat

afprøve værdien af almindelige antagelser, den

vilofte viseatgammelkendt viden måtagesop tilrevision. Derforgælder detivoredagemere end måske nogen sinde tidligere at den lokal¬

historiske undersøgelse ganske enkelt er en

nødvendighed for den historiske udforskning

afenlang række af de problemer der optager danske historikere.

Når man genlæser provst Nissens foredrag

100år efteratdet blevholdt,måmangiveham

retiatdetstadigervigtigtatkende fortiden for

at forstå samtiden ogat det stadig ersådan at

en udviklet historisksansfremmersamfundsfø¬

lelsen. Begge synspunkter er faktisk endnu

mereaktuelle end devari 1902. Menhertil må

man ud fra et historisk, videnskabeligt syns¬

punkt hævde at det ikke blot stadig er »for¬

nøjeligt og oplivende atsysle« med fortiden -

for nu at bruge Nissens ord - det er aldeles nødvendigt for udforskningen af danskernes

historie. Mændene der oprettede Historisk

Samfund for Ribe Amt i 1902 havde gode tan¬

ker, og der er spiret endnu bedre tanker af

deres frø.

Noten

1. Her citeret efter KlausEgeberg: »Tiloplivelse af histo¬

risksans«, Skrifterudgivet af Lokalhistorisk Afdeling,

nr.8, 1983, s.82.

2. Her citeret efter Knud Prange: Lokal Historie - en

håndbog,1989, s.25f.

3. LokalhistoriskAfdeling virkede indtil2000,da Historisk

Institutbesluttedeatnedlægge Afdelingen i forbindelse

med minalderspensionering.

4. Se f.eks.KnudPrange: Leicesterskolen-nogle indtryk

afengelsk lokalhistorie i: Nye strømninger i dansk lokalhistorie, 1981.

5. Her citeret efter værket inote2, s.13.

6. Her citeret efter Frans Lasson (udg): Karen Blixens Rungstedlund, 2001,s.73.

Knud,Prange. Født 1930. Degnemosealle, 26, 2700 Brønshøj. Pens. universitetslektor og Leder af

LokalhistoriskAfdelingved Københavns Universitet.

Har skrevet bl.a. Lokal Historie ^{— en} håndbog,

HeraldikogHistorie, Mit^{navn er}Jensen^-enbogom

slægtsforskningsamtartikleromlokalhistorie, slægts¬

historie, heraldikm.m.

14