Tulles Ribe

Tulles Ribe

AfJohanne Edelberg

"Tulle", hvis erindringer om barndommen og

barndomsbyen Ribe bringes her,vardøbt Johanne Fraas,og vardatter af overlærer ved Ribe Kathe-

dralskoleJohannPhilip Christopher Fraas (1842- 1902) oghustru Ida Caroline Emilie, født Fenger (1846-1920).Moderen blev vedsineforældres død

optagetihuset hosenfjernslægtning,biskop Bals¬

lev i Ribe. Faderen blevsenere udnævnt til rektor vedNykøbing Kathedralskole. Datteren blevfødt

den 5. september 1877 ien lejlighedi dengamle bisperesidens "Tårnborg" ogdøbt mednavnetJo¬

hanneFraas. Dervar endnu et barn ifamilien ^-

broderen Ove.

Johanneblevgift medsinfætter, Johannes Edel¬

berg, dervaringeniørvedkøbenhavnskegasvær¬

ker. Hunfødtetre sønner:Morten, KnudogLen¬

nart.Detosønnervendte i voksenalderen tilbage

tilderesmorsfødeby. Mortensomstiftamtmandog Lennartsomlektor ved Ribe Kathedralskole. Knud blevlæge iOdense.

Erindringerne^erformodentlig udarbejdet iåre¬

ne 1949-1951, men blev aldrigfuldendt, idetJo¬

hanneEdelberg dødeinovember 1951.

Forfatterinden gjorde i indledningen rede for planernefor erindringerne,ogvikan herse,atkun fem ud af11 planlagte perioder afhendes liverbe¬

skrevet. Detførstekapitel redegør for forfædrene,

og rummer morsommetrækatlivet isjællandske

præste-ogproprietærgårde.

Herbringes imidlertid detlivfulde-ogtil tider skarpe^-kapitelombarndommen i Ribe.Samtidig

erdetetdejligtbillede af dengamle stad. Isæret billedeaflivet blandt "de lærde".

Vedudarbejdelsen harKnud Edelberg, Odense,

været behjælpelig med supplerende oplysninger.

Byhistorisk Arkiv, Ribe, har velvilligst stilletendel

illustrationer tilrådighed.

SørenMulvad

JohanneFraas.ca.12år gammel.Udlånt af Margot Edelberg.

Ribe

Nårjeg hører eller tænker "Ribe",erdetnogetlig¬

nende,somnårmantænker"hjem".Såser manhe¬

le sceneriet, først og fremmest Domkirken; åh,

hvorkiggede vi længselsfuldt efter det første glimt afDomkirken, når vi^somsmå komhjem frasom¬

merferie, som den _gang varede sådannoget som 100 år, - og så længtes man. Længtes - og så i Bramming kunne vi skimteetglimt af Domkirken.

Og så kom vi overietandettog,hvorvoreskære

ven og nabo, Thyge Clausen var konduktør. Det

varindledningen til Ribe ^-forsmagen. Og så gik længslenoveri henrykkelse.

Men jeg vil begynde med begyndelsen. Eller

rettere:Tidenjeg ikkevar ogtiden jeg ikke kan hu¬

ske.

Mormistede sinfar, da hunvar ca. 13 år,og så flyttede hendesmormed alle børnene ind til Kø¬

benhavn ogboede på hjørnet af Nørrebrogade og

Dosseringen. Om den tid harjeg kun hørt lidet.

F.eks. atdenyngste sovienkasse underklaveret.

At de ældstebidrog til hjemmets underhold vedat undervise. Bl.a. underviste flere af demSkat-Rør¬

damsbørn,også isang.At de énganghavdetyfus

allesammenpåen gang, såmor,dervardenene¬

ste raske, måtte passe hele menageriet, samt at

mormormistede alt sithår,ogatdet kom igensom sortekrøller.Jegvarjobarn,da jeg hørteomdette,

ogderfor^erdetmåske ikke så underligt,atdetjeg særlig hæftede migved, angående den bopæl,var, atderovenpå boedeenbrændevinsbrænder Kado- vius, der havdeenmegetovertroisk husbestyrerin¬

de, som fortalte, at hun havde drømt en drøm, (drømmen husker jeg ikke) som skulle betyde dødsfald. "Og meget rigtigt", fortsatte hun, "det første jegsåimorges,da jeg komned, var endød

rotte".

I de år fik min morbror Peter sin embedseksa¬

men,oggik straksud tilenstrengonkel, foratbe¬

retteomdetgode resultat. Han sagdederforstraks:

"Jeg harfåetlaud". Onklen, dervarlidt tunghør,

udbrød: "Erdu blevetforlovet?" (Dengangudtal¬

tes det forlovved). "Ja, det erjeg også", sagde

morbrorPeter,_og detvarmed Jessine Dorph-Pe-

tersen,sødogyndig.Deterhendeoghendessøster Maria, minmorsbedsteveninde, der sad model til det kendtemaleri afJesus hos Marta ogMaria.

Her måjegindskydeenlille episode.Dajegen gangsomlillevarmedmoriKøbenhavn,ogvivar

på visit hos gamlefru Petersen på Norsvej, sagde Marie, gift Winkelogtidligt enke medensøn,til mig: "Ja, du kender jo ikke mig?" "Jo, detgørjeg,

for duer morsbedsteveninde."Davigik, blevder

kastetetstykkechokolade ned til mig fraetvindue på 1. sal,ogMarie Winkelsagde: "Detskadu ha',

for det dusagde"Morsbedsteveninde"".

Da mormordøde1, var mor 24 årtrorjeg2, og hun kom såovertil RibeBispegårdogblevsom en datteri huset. Biskop Balslevvargift deto første

gangemed 2 afmorsmostre,født Boesen. Nuvar onkel Carlgift 3.gang, ogtanteMarievar endej¬

ligmoratfå,nårmanhavdemistet sinegen.Og de

toelskelige menneskervar sombedsteforældre for

min bror ogmig. Der gjordemor ogfar altså be¬

kendtskab medhinanden. Men forlovede blev de eftersigende nede i Tårnborg hos deres godeven¬

nerherredsfoged Gjerns. (Hun født BruhnfraKro¬

gerup).

Vi komogsåtilatboi Tårnborg, ovenpå, til jeg

vartre år, men derfrakanjeg kun huskeet grønt stribettapeti sovekammeret,samthvordansenge¬

nestod,samt atjeg fikfars lillefingeratholde på,

nårjeg havde drømt ækelt. Jeg harset etparbreve

fra far til farfar frajegvarhelt lille. I detene stod

der: Dialog ved bordet: "Tunne tan itte li' fist!"

"Jovistså, Tulleer enartig pigeogspiserfisklige¬

somfar^ogmor". "Ja, Tunne spiser^ossefisten,men Tunnetanallivelitte li den!" Detandet, ellersna¬

rere det første: Tulle holder meget af blomster,

menhun vedgodt, hun ikkemårøredem. Hungår

helt hen til vinduet og strækkerfingerenud, men trækker denhurtigt tilbage igen medet"Næ, næ!".

162

HerredsfogedGjern medfamilieidagligstuen,mensde boedeSkibbroen27ietnunedrevet hus.Fot.1898. Udlånt af Byhistorisk Arkiv, Ribe.

Farsagdesommetider: "Du^varsåsød, da du^var lille, lige til du blev såstor at du kunne ^{se over} bordpladen".

Dajegvartreår flyttede viudiTangegade. Nu

erdetnavnforandret til SanktNikolajgade, det ly¬

dermere gammeldags - deteraf hensyn til turi¬

sterne.Vi fikenhyggelig stuelejlighed meden yn¬

dig have ned til åen. Et afdebedst beliggendehu¬

sei Ribe. Men når vi skulle fradagligstuen ud på das, skulle vi gennem spisestuen, sovekammeret,

køkkenet_ogkøkkengangen,ogsåvarderetmørkt

tørvehus vedsiden af das.Jegvar entid mørkeræd,

og dervaringen lys på vejen igennem de lokaler.

Det var ellers sådan et hyggeligt køkken med et

stortkomfur, hvor vifyrede med klyne, jegtrorvi

fik i læspå 1000 klyne. Vi havde nogle dejlige pi¬

ger, somjeg tænker på med ærefrygtogkærlighed.

DervarMarieKnudsen, i Ribe kaldet "Marie Fra¬

ases"-ensjov genitivform. Til forskel fra naboen

Knud Klausenspige,somhed "Marie af Knuds".

StiftfysikusKjær i sin spisestue. PorsborgpåTonet i Ribe. Personerneerfru venstre:Fruoverlæge Gade, frukonferensrådinde Kjcer.frk.Emma Reinsholm,stiftfysikus, konferensråd J. J. Kjær. Udlånt afByhistorisk Arkiv, Ribe

Voresdejlige Marievaretaf de bedste mennesker,

somjeg har truffet i mit lange liv. Desværreblev

hun forlovet medén,somrejstetilAmerika,og så

måtte hunjoosseaf sted. Da vi stodpå banegård¬

enforatfølge hende, kastede hun sigomhalsen på

morogbadomatblive. Menmor varikke egoist,

ogmente atnår detnu varkommetså langt, måtte

hunjo hellere rejse. Da hun kom derover, ville fjol¬

setikke havehende,men så havde hunen fætter, derkørte hende hen tilenfarmer med fem børn,og de blevsågiftogde blev snartvelstående. Vi kor¬

responderede tilhendesdød,dahunvar over80 år.

Hun skrev rethurtigt til mig,atnukunne Agnete

(Quedens, min bedsteveninde. Gift Hage)ogjeg,

hvis vi måtte,godt komme derover, fornu havde

hunfåetklaver,_ogde havde 100 svin.

Ietaf de sidste breve skrev hun:Dinmorspurg¬

te somme tider, nårjeg havde vasketeller sådan

noget:"Marie,^erdu^nuikke træt?" Men jegsvare¬

de: "Det vedjegikke,hvad er",men nuvedjeg det.

En gang kom Marie og spurgte mor, om hun

måttegåovertilvorgenbo, stenhugger Mejersom aftenen ogspille kort. Morsagde forbavset: "Men

Marie,spiller du kort?Morerdet dig?" "Nej",sag¬

de Marie, "men. hvis madam Mejer og æ spiller

kortmedMejer, så bli'r han hjemme; ellers går

164

Stiftamtmand Finsenmedfamilie.Haventil Stiftamtmandholigen, Puggårdsgade. Den ældre herre midtibilledeterStiftamtmand

Finsen.Sønnen,lægen NielsFinsenstår bagved til højre. Ved hans side, til højre står biskop Balslevs datter Ingeborg,somsiden

blevgift med Niels Finsen. ForrestmedlorgnettersidderVilhelmBalslev. Udlånt af Byhistorisk Arkiv, Ribe

han ud ogdrikker". En anden gang bad hun om hun måttegå ned i Præstegadeomaftenennår hun

varfærdig,og om hun måtte blive deromnatten.

Det kunnemorikkeforstå, forvejenvarjo så kort.

MenMariesagde: "Det erforatvågeover ensyg kone, menjeg kommer hjem til den tid, hvor jeg plejeratståop".

Marie havde en prægtig bror, og han må have

haft en forretning, for jeg husker, at Marie for¬

grædt^ogophovnet komogfortalte,athanvargået

fallit. "Ah,"sagde^mor, "og ham havde dulåntalle

dine sparepenge?" (for det havde hun, afde 10

kronermånedlig). "Ja,mendeterikkedet jeggræ¬

derfor, menjeg vedjo ikke endnu omdet er en

ærlig fallit". Det^var det dog,og da hun fik detat vide, strålede hunsom ensologtænkte ikke på si¬

neegne penge. Broderen fik imidlertidengod stil¬

ling, først i Jylland, senere i Københavnsafdelin-

gen, og såsnarthan fikpenge, betalte han Marie igen. Ja, sådanvarMarieoghendes familie. Gud lønne hende i sitRige.

Hun havdeogsåen yngresøster,afosalle kaldt

"Lillesøsterhunvarvist altidhjemme hos mode¬

ren i Rejsby,menkomsommetider på besøg,og så havde hun gernenogetmed til ^os børn. Kager, særlig nogle lækre Fjetkager, somslog revnerpå

krydsog tværsovenpåog varsprøde, ogsånogle

storeklejner, somslet ikke lignedevores.Til min fødselsdag fik jegen gang endukkeseng,somhen¬

des fætter havde lavet medpuderogdynerog la¬

genmed blonder,somMariehavdesyet,ogennat¬

kjole til min dukke med blonder forneden!!! Det

varvel nok toppunktetaf flothed. Hele herlighe¬

den blevstjålet fra mig, da jegsom24-årig boede i Vanløsehus,oghavde låntetværelse til pulterkam¬

mer. En gangfik jeg til fødselsdag ensukkerskål

ogtil julenflødekande, beggeindeholdende hind¬

bærsyltetøj. Det var højrødt og hvidtemet for at drilletyskerne. Jeg har det endnu. Derimoder en

pragtfuld blonde, hun lavede til migogsendte fra Amerika, medgreneder lå på skråovenpå(herer tegnetgrene i blondemønster i manuskriptet) stjå¬

let afenbarnepige på Valby Gasværk

Efter Marie havde viogså sødeogpragtfulde pi¬

ger, Caroline fra Døstrup, Ibine Beck og Kabine,

dertogmedos,da vi rejste til Nykøbing.

Marie kom kunhjem éngangpå besøg fra Ame¬

rika, hun havde da sinraremand med. Detvartil min broders konfirmation, da besøgte vi dem i Rejsby.

Dajeg var ca. toår, begyndtemorat give san¬

gundervisning for sine vennersbørn. Anna Que-

dens havde da sinlillesøsterAgnete meden gang imellem. Detvar om lørdagen,og detvarbegyn¬

delsentil,atAgneteogjegvar sammen omlørda¬

genhelevorbarndom.

Åh

glans for mig; hvor vi dog legede godt, især når det

varhosAgnete,for vi skiftedes. Der^varnemlig så

mangemuligheder i sådanengammel købmands¬

gård. Dervar "lageret", hvor Wind regerede; der

kunne vi fåprøvertilatsydukketøj af. Engangfik

vinogle flotte brokadesprøver, mitvarmørke-og

lyseblåt,ogjegtrorAgnetesvarmedrødt i. Deraf syedeviturnyrer,som manbrugte det dengang. Vi stoppede demnu ikke ud,menbrugte dem til æb¬

ler og pærer, somvi huggedeoppepå loftet ietlil¬

letræhus, der stod midtpåloftet tilatgemmefrugt

166

i.Dørenvarjo låset,mendervar envinduesramme

uden ruderi, hvor vi kunne strækkeen armindog

hapse.

A proposturnyrer,såvar enafdestørsteogflot¬

teste på bagen af fru overlærer Øllgaard, senere blev han rektor ved skolen. Kjolenvarmørkeblå, ih, hvorvarhunflot.Og så VisseKjær, datteraf fy-

sikus Kjær, hunvar så sød og morsom, menhun

varældre endos, og havde altsåenrigtig storog flottournyre.Detfortælles,atda hunen gangfulg¬

tesmed sin broder "Ky" ned adStoregade ietrig¬

tigt hundevejr, bad han om at måtte låne hendes

muffe foratvarme sine stivefingre. Han fik den,

mensatteden-udenathun mærkede det-bag på

hendesturnyre, og det har jo nok moretflere ri¬

pensereend Ky. Morvaraldrigoutreret,hun hav¬

de bareenfladvatpude på sit skørt der, hvorryg¬

genbliver uartig,ligesom dem, dernu-altforlæn¬

ge! -har væretanvendt ikjolerog kåber tilat få

folk til at se pukkelryggede ud ^- hæslig mode.

Hvad mon Delaroche3 eller Greuze4 ville have

sagt?

Herredsfoged Gjerns blev boende nogle år i Tårnborg, efteratvivarflyttet til Tangegade,men

enskønnedag kom deres flyttelæs med Mussepå bukken,ogde kom tilatbo skråsoverforos.Mus¬

se var omtrent på min alder og hun havde to brødre, VilhelmogAxel,ogdevarallesammenra¬

re,syntesjeg, undtagen når deres fætter Constan-

tin Bruhn kom, for så blev de vilde, og en gang

ødelagde de Dukke Ellens brune øjne, så hun ikke

merekunne lukke dem op ogi,og en gangville de skyde mig medenstorbøsse. Musse ledmegetaf hovedpine, det gjorde hendes mor også, og da

Mussevar 16år, det^vardavi^varflyttet tilFalster, døde hunafhjernebetændelse efterendifteri.

Detvarforrestenmærkeligt, for ligeoverforos boede avlsbruger Hans Jensen, altid kaldt "Hans

Led" med sinrarekone Marie. Der fik vi mælkfra, for de havde flere køer. Fra sovekammeret kom

man ud i køkkenet _og derfra i loen og derfra til

EmmaReinsholm tilhøjreogfrk.Lottruptilvenstre.Fot. i RibeKloster, hvor de havde friboliger.Fotoca.1935.Udlånt afByhi-

storiskArkiv, Ribe.

stalden. Overdørenud til loenvarderenhylde,og der stodenblåglassukkerskål med kandis i,ogder

vankedejomangen enbid.De havdeenlillepige, Ingeborg, minlegekammeratsammenmed Frede¬

rikkeMejer,somboede ved siden afdem,ogsåen lilledreng Andreas, kaldet "Desse". Han fik difte¬

ri ogdøde. Menmenshan lå,varhansmorgåetet øjeblik i byen,og gavhametstykke lakridsatsut¬

tepå. Stor blev hendes forskrækkelse, da hun kom hjemogsåMussesidde påsengekantenogdeskif¬

tedes til at sutte. Musse blev ikke smittet. Detvar

for øvrigt en meget slem epidemi med mange dødsfald. Agnetes lille søster Gudrun gik rundt

medskomagerKeldstrøms Elnaogbadomatmåt¬

tesededøde. Delåjo såfintmedblomsterpå. Hun

havdehørt, atmin lille bror Oveogså låsyg-det

var nugigtfeber-derfor kom deendagogspurgte

mor, omOve ikkesnartvardød, for så ville deger¬

ne seham.

Voreshavegik jo skråt ned til åen,ogdervar en stentrappe, megetgammeldags, hvor Marie skylle¬

devoresstorvask. Ellersvarderlindetræer oglin¬

delysthus.Vi måtte imangeår ikke kommepå den

nederste havegang. Voreshavemand Mikkel Friis sagde,ati åen boede "Rasmus med de røde øjne",

og hanville fangeén,hvis mankom åen fornær.

Det havde hannuikke behøvet, for vi varlydige,

men mankanjo aldrigværeforforsigtig.

Enaf destoremærkelige ting fra min barndom,

somjeg tit tænker på, varStormfloden, ja Spring¬

floden. Vandetsteg ogsteg - oppå Skibbroenog ind i Dr. Vielandtskøkken, så de måtte lave mad i spisestuekakkelovnen.Heltopivoreshave, langt, langtop,så der bagefter hang hø itræerne, og vo¬

respige hentede saltvand i haven tilatbadeOve i,

for han havdeengelsk syge. På Plantagevejensad

derogsågræs højtoppe i pilehækken, ogder gik

ikketog,for skinnerne^varundermineredeogIbbe

Balslev måtte kravlehjem langs skinnerne, hun må

haveværetudeatrejse.Vi pigebørn snurrede sja¬

ler omhovedet afhensyn til nedblæsendetagsten ogbegavosud foratse, omvi kunnestå forstor¬

men. Nogle af os kunne, men jeg så, da Meta

Schultz blæseom påTorvet ogblev kuret hen ad

Torvet næsten til Grydergade. Jeg blander nok i

mine tanker flere stormflodersammen.Dervarén, hvor en afvægterne druknede. Vægterne gik jo

hveraften ud fra Kirken i 4retninger,ogsang væg¬

terversenehvertime,menda dervarflod sluttede de med "Æ vandstigergrove". Vægterne kunne

nokfåstilat afbrydesangen ogfå "enbette hold snak",menså fortsatte de, hvor deslap. Dengang

vardet sånaturligensag,dettemedvægterne,nu virker detså uægte. Deterikkesådanatkalde til

TuxensPrivatskole,efter den flyttede til Set. Laurentiigade.Fotoca.1918. Udlånt af Byhistorisk Arkiv, Ribe.

live, hvad dererdødt.Ligesommed de gamle ka¬

tolskemelodierpåvoreromantiske salmer.

Dervar en skik iRibe, somjeg ikke har mødt

andre steder, at når slagterne Klausen eller Wil-

ckens skulleslagteenfed ko, blev denne førstpyn¬

tetmed strimler afkulørtsilkepapir,ogsåblev den

trukket rundt igaderne, så alle kunnese,hvaddet

varforetgodt kreatur,ogtrommemanden gik for¬

anogtrommedeogråbte,atnukunne vi få det dej¬

lige kød. Trommemanden gik også og råbte om andre ting, og somme tider var det ringekonen.

F. eks. "Rejer hos barberWith!"og"Mørbrad hos

snedkerHornum!", "Pærer hossaddelmager Eh¬

lers" oglignende.

Dervarmangeoriginaler i Ribe dengang, - de

varikke særlig tiltalende.

DervarKarenFucks,gammelogrynketogmed

et godt lag snavs i alle rynkerne. Hun kom hver lørdag med en krukke og en kurv. Detvar, hvad

man nuhar iL.A.B.5.Krukkenvartilflydende lev¬

ninger såsom sødsuppe, øllebrød, kærnemælks-

suppe. Kurven til de faste som flæsk, kød, brød

m.m. Det sagdes, at nårhun kom hjem, fordelte

hun disse blandede retter i portioner, som stod i

hendes seng, ogde blev solgt til de fattige for 5øre

stykket. Der blev lavetenviseomhende-denvar uhøvisk!

Så var der "Tunte-Lavest", høj, rødmusset og med en storkrumnæse. Han forskrækkede som¬

metider os børn. Jeg husker, atjeg en gang stod

medhændernepåryggenogkiggedeind ad guld¬

smedDyrbyes vinduer- da pludselig én grebom mine hænder. Jeg havde sletikke bemærket hans

kommen ogblev forskrækket. Menjeg har aldrig hørt,athan hargjortnogenfortræd.

Ja, såvarder skrædderViborg, somogsåkom

én gang om ugen ogfiken1O-øre af far. Den blev omgående omsat i brændevin eller kaffepuncher

nede hos Ballinpå hjørnet. En dag da han kom,var far ikke kommethjem endnu, ogskrædder Viborg måttenøjes meden5-øre, formorsyntes atdetvar

Haventiloverlærer Fraas'bolig iTangegade,nuSkt. Nikolaj¬

gade. Husetrummeri dag Kafé Nikolaj,oghaveneråben for besøgende. Forrest sidder Johanne "Tulle" Fraas. Bag hende sidder deto"bispedøtre", hvorafdog kun denene vardatteraf

enbiskop.Stående bagest Ida Fraas medsønnenOve.Udlånt af MargotEdelberg, Ribe.

nok til detformål. Men han sagde bare: "Nå, ad¬

junkten^ernok ikke hjemme." ^også tøflede han af.

Hanvarumådelig lille,menalligevelslog han sig

halvtihjel,da han faldt. Rygtet gik,atdetvarhelt ihjel, så da han i lange tider derefter troppedeop,

sagde Marie: "Hva, jeg troede De ^var død?"

"Nej," sagde han, "ukrudtforgårikke så let".

SkråsoverforosboedeSørenHoe(?) med kone ogsvigerinde.Handrak så gebommerligt. Jegtror

hanvar mere fuld end ædru.Jeg kanaldrighuske

athavesethamgåopad dento-eller tre-trinssten¬

trappe til hanshus,menkravle. Konen havdekun

etøje, det andet havde han nokekspederet. Der fik

man enstor,rigelig pæglpiskefløde for 12øre.Der

varnoksnarere 1 pægl. Dervaringen karrighed i

Ribe.

Tiljul sendte f.eks.vores rarekøbmand Bøggild

en rigtig kurv som gave, med appelsiner, figner,

dadler og chokoladeog en storposetil hver afos børn.Jeg husker dem så tydeligt, for dervar nem¬

lig det,atdenene varmedchokolade-ogdenan¬

den med marcipanfondant. Og såvardetsåuhel¬

digt, atderpådet tidspunkt ikkevar nogenafos, derbrødsigommarcipan. Chokoladenvartilmig,

men mortog "mir nichts dirnichts"og blandede

dem halvt afhvert, hvadjegfandt rasende uretfær¬

digt. Hun kunne have spurgt mig, men hun har

måske anet, at svaretville blivenegativt.

Der komogsåendukke til migovrefraVester Hæsinge. Den varaf rigtigt hvidt porcellain med rød mund, blåøjne, kulsort hår også af porcellain

og grå kjole, kridhvide porcellainsben med ditto

sortestøvler-25øre-værsåartig! Mor havde ik¬

kefåetkøbt_gavetil IngeborgHansLed, såtoghun

den og gavden til Ingeborg. Jegvardydig indigne¬

ret,skøntjeg jo selv havdeendukke. Morvarfor¬

restenså overdrevenretfærdig,atdet blev uretfær¬

digt.Far derimodvarsåbangefordette her,atnår

denenefårskal den andenogså ha', så hangav os

uens.Men morbror Ferdinandvarsnedig. Han be¬

søgteos en gang, ogda vi stod nedei haven ved eschscholtziabedet6,_toghanen5-øreog en 10-øre

opaf lommenogsagde,atvi skulle haveenhver,

men Ove skulle vælge først, og så spurgte han:

"Ove,vil du have den lille 10-øre eller denstore5- øre?"-detgik til begges tilfredshed.

Ellers varvi ikkevanttilatregnemed såstore størrelser,bortset fra,atsagfører Terkildsengav os 10ørefastelavnsmandag når vi piskedeop, ogselv

min egenfargavmig ogsåen gang en 10-øre ved

samme lejlighed med de ord: "Deter nu ikke bare fordi du piskeros opidag,mendeterfordi du al¬

tider såflink til atstå tidligtop ommorgenen."

Detvar nunemttjent, for jegharaltid elsket den tidligemorgen.

Minførsteskolegangvarhosmor sammenmed Agnete ogElisabethFaurschou. Morhavde såen lille,ungpige tilatpasseOve imens,mendetvar ikke sågodt. En dagvarhankravletoppå sofaar¬

men,ogfaldtned pånatpotten,så de gik i stykker begge to. Ove kunne dog repareres. Der var en

ældgammel læge, jegtrorhan hed Berg, der syede

hullet i hovedet sammen. Så kom vi til at gåhos

frk.Nystrøm. DetforegikhosQuedens's.Dervari forvejen Agnetes ældresøsterAnna, Thora Rams¬

ing og vist flere. Jeg huskerbedste Thora, fordi

hun raktetunge ad frk. Nystrøm, når hun vendte

ryggen til. Frk. Nystrøm huskerjegkun dunkelt,

menhun havdeenlille hat medenmågevinge på

deneneside. Detlagde jeg mærke til den aften, da Agneteogjeg havdeværetpå vej til Aalborg forat besøge Elisabeth Faurschov, dervarflyttet derop.

Efterhånden blev vidogtrætteogslog af på fore¬

tagendet, så vi i stedetville besøge Agnetes kusine

i Kolding, menvi nåede kun til Trøjels Knæ, for

dermødte vi altsåmågevingen,ogvi blev udspurgt

om voreplaner^ogbeordret hjem. Senere kom vi til

at læse med Ulrikke Koch, datter af stiftsprovst Koch,som vargiftmedmorskusine AnnaBalslev.

Ulrikkevarsmilende ogvenlig,ogvi giksammen med hendes lillebrorLaurids,^seneredr. theol. Han

varjo nok 11 år,menvi læste heller ikke detsam¬

me. Han lignede en lille dr. theol. allerede den¬

gang.Visynteshanvarvoksen,ogvitroede,athan

varfødtvoksen,_ogvoksnevarnogetaf detvæm¬

meligste vi vidste. Voksne vil jo tage fraos det

bedste vi har,nemligvorfrihed. Detvarderforet stortheld, atvi opdagede, athan desuden kunne

drille oglave sjov. En dag kom han ind, hvor vi sad

oglæste,ogsagdemegetivrigt: "Ilderen liggerop¬

pepåloftet!". Dervarnemlig blevet bidtmangeaf

170

Kochshøns,ogdetvar detstoresamtaleemne.Vi

fikjo lovatafbryde arbejdet oglisteoppå loftet.

Lause-Drillepind,som varhans nom-du-guerre,li¬

stede iforvejen,ogformanedeosved fagter tilat

væremusestille^-så kom viåndeløse ind_også ha¬

len stikke ud underen storkiste. Laurids listede hen ogsnup! togfat i halenoghalede dyret frem.

DetvarUlrikkesmuffe_ogkrave.

Agnete blev kaldt Agnete-Flæskekind og jeg

Tulle-Benrad. Vigik ogsåentid i skole hosproku¬

rator Bøggilds. Der gik også deres lille Hedvig (Tulle)ogHelga Vielandt. LærerindernevarHed¬

vigsstore søstre Majaog Kirstine. Majavarblid,

Kirstinevarsjovogsød. Nårhunskældte ud, måt¬

te hun holdebogenop for ansigtet, forat vi ikke

skullese,athun lo.Jeg husker,atjegsagde veden sådanlejlighed: "Vikan godtse,atDe griner,for

Dereskindeben stikker ud".Jegtrornok,atjegvar denuartigste afosalle. Jeg kan godthuske,atjeg

komudenfordøren.Detskulleværeenskam,men der stodetparstylter,såjeg spildte jo ikke tiden.

Jegvarda 7år,hvad jeg huskerderaf,atjegendag sloghovedetopmod den jernstang,derholdtderes låge åben,ogjeg beherskede migoggrædikke.

Nårjeg havdeglemt min skolemad-det kan jo

hænde-havdejegordre tilatgå ind i Bispegården

og få mad. Jeg varikke særlig påpasselig med at huske denmad,for inde i Bispegården hos "Tix", dejlige Tix, husbestyrerinden, fik vi det yndigste pålæg på maden, både schweitzerost, rullepølse, oksetungem.m.

Senere komvii skole hos ThoraFritsche, rekt¬

orsdatter,somvist^varmin første forelskelse. Hun blev forlovet medtandlæge ErikPetersen, søn af distriktslæge Petersen. Når vi ikke rigtig kunne hu¬

ske årstal eller sådan noget, sagde vi: "Mon ikke

detvartandlægen, der gikforbi?"Så kiggede hun joud,ogvifik tidatkigge i bogen.

Petersensvarforrestenensjovfamilie, navnlig

fruen. Det fortaltes,at engang, da de skulle have

stortaftenselskab,varErik_ogWilliamvedat gøre

hende tosset med at spørge "Måjeg smage det?

Måjegfådet?" Og så videre. Da vendte hun sig

omog udbrød rasende: "Imå s'guformigfå det

hele!" Men så endte detmed,atdeslogenhandel

af.Drengene skulle gå isengstraks,menmåtte så førstvælge,hvad de allerhelst ville have. Fru Pe¬

tersen ventede i frygt og bæven på deres beslut¬

ning. De gik rundtombordetog såogså. "Nuta¬

gerdeanden!"tænkte hun,mentrak straksderpå

et lettelsens suk, da Williamsfingre snuppede et stykke rullepølse. Desserten blev satindom afte¬

nen ved deres senge, og næste morgen sad Erik,

kuniførtskjorteoghatpånatpottenogspiste lag¬

kage.

Dajeg blevenstorpige på vist 12 år fik jeg fåre¬

syge.Har Iprøvetatgrinemedfåresyge?Jeg stod

en dag ved vinduet og kiggede ud på gaden, da

komlægen W. Petersenforbi.Hanvarikkevores

læge. Han stillede sig op udenfor og lavede alle mulige grimasser foratfå mig til atle, det uhyre!

Detvarumuligt andet, hanvarsåsjov.

Vi havdeogså såmange "legepladser" i løbet af

vorbarndom. En af demvarselvsagt Slotsbanken.

Omvinterenskøjtede vi på Slotsgravenogkælke¬

de ned ad Slotsbanken. Eller nårsneen varblevet hård nok, rutsjede vi på skøjter ned og fik fart

tværsovergraven oglidtopad volden. Fastelavns¬

mandag hændte det, at der blev slået katten af

tøndenpåisen.Detvar envældig tønde,ogdetvar megetmorsommereendi enstue.Såhavde vi en

leg forto. Den enelukkede øjneneogden anden førteden blindeførst tilhøjre, så tilvenstre,så til højreo.s.v. ogendte iengyde ellerengård. Såsag¬

de den seende: "Lukop!"og så skullemangætte, hvorman var.Og detvarvirkeligsvært.

Foråretslegvarkugler. Alle børn havdeenkug¬

lepose, og kuglerne købte man hosdrejer Frand¬

sen.Stenkugler tiltreforenøre.Kulørte stenkug¬

ler tiltoforenøreogglaskugler med mangefarve¬

desnørklerindeni iforskelligstørrelseligeoptil 5

øre stykket. Nårman så mødte andre børn på ga-

^

\

Stiftamtmand Ahnfeldt. Amtmand i Ribe1892-99. Maleri på Ri¬

beRådhus.

den blev derspurgt: "Har do kuller? Vedo spill?"

Så fandtman et egnet sted for eksempel ved en

dørtrappe. Mantogenstenopfor endenaftrappe¬

stenenså der blevethul,også gik det løs.

Dervarogså den dejlige legatlege pilgrim. Vi

fandtenlangkæp medentveje foroven. Derisatte vi et stort tykt, stykke rugbrød, det måtte gerne

være lidtmuggentfor pilgrimme ta'r det ikke så nøje,og såvandredeviop tilPlantagen.På vejen

var dervalfartssteder, ogfør vi komtilet sådant,

måtte vi ikke bide afbrødet,menså nød vi detog¬

så.

Oppe i Plantagen havde vimegetfor.Man rulle¬

de ned ad Galgebakken, eller man sprang over bækken. Den bækvarså smuk ogtiltider helt hvid

af nogle vandplanter med blomster, der lignede jordbærblomster.

Den bedste leg var nu nok røvere og soldater,

hvorvi efterhånden lærte skoven atkende. Hvert smuthul, hvert træ. Gode klatretræer, tætte gem¬

metræer.Varmanrøver, også politiet komme med

det hvidearmbind, så_opiet træ.Havde hunsetos, så foer hun efterosopitræet.Men vilangede ud

efterengrenietandettræ,og svang osover som

enanden(eller første!) Tarzanog gled nedog vi¬

dere af sted opi andretræertil der ikkevarmeget igen afos ogtøjet.

Når vigikhjem havdevienandenleg.Vi ejede

hver en pind, som vi havde snittet mønstre i og

navn.Min hed "Pilen". Dem smed vi ud iBækken, og sågled demod åen- modbyen. Nu gjaldt det

omatbevare sinpil så lange tidersommuligt, der¬

for måtte vi passepå, når bækken løb underenvej,

ogdervarjo flere markveje, der førteoverbækken

ud til engene.Såtogvivorespilgrimsstavogrode¬

dederind, _og så måtte vi holde øje med, når den

komudpå den anden side vejen, for ellers gik det jorasktmod åen, ogvi måtte jo fange den inden

denslap udi åenog varfortabt.

Omsommerenlegedevi også isivene, ellerret¬

tererøreneiSlotsgraven. Detvarmedatfange hin¬

anden, vi kaldte det "sidst". Rørenevarjomeget højere end vi,og detvar umuligtatfange hinan¬

den, hvis vi ikke hele tiden løb_op ad volden, og derfra kunnese,hvor sivenebevægede sig.

Når der var fødselsdag, blev det somme tider

holdt oppepå "Puggårdsminde" bag Højreplanta¬

gen. Dervar enstorplads,glimrendetilatlege i.

"Tomandfremforenenke"ogalle den slags lege.

Valgerda Finsensfødselsdag,den 15. oktobertror

jeg vistdetvar,blev holdt hjemmei Amtsgården,

ogdetvargodt for davar pærerne modne,og der

varmange.Detvarogså sådanet rarthjematkom¬

mei. Valgerdasmorkaldte jegtante Birgitte,men vivarjoikke ifamilie,menså godevenner.

Næst mit eget hjem varjo Bispegården siden

minfødselsometandethjem. Om søndagenvarvi

derjo altid,ogderer enhistorieom,atden ældste

172

sønKarlengangefter frokost kom ud tilmori ha¬

venogsagde: "Hør Ida, l sulter jo jeres barn. Nu

har hun spisttobøffer med spejlæg,oghun siger,

athunerikkemætendnu." Vi fiknualtid sådanen

dejlig mad dernede, og varjo ret spartansk vant

hjemmefra, så jeg kan godt huske, at det voldte mignogenbekymring,for onkel KarlogtanteMa¬

rievarjo detrarestejeg vidste.Men-kunneman komme i Himlen, når man spiste pålæg på franskbrød?Hjemme^vardetsådan ved bordet, at Ove blevpassetaf^{mor og}jeg af far. Når vi fik^no¬

getvi ikke kunne lide, fik vi ikke så kæmpestoren tallerkenfuldsomellers,menfar holdtskrapt på,at der skullespisesop."Hellere^revneend levne"^sag¬

de han. Menmorstillede ubemærket(ikke afmig!) Oveslevninger hen på buffetenved maskinen (te¬

maskinen?).Jeg mindes ikke, atjeg sladrede eller beklagedemig derover. Ove sladrede helleraldrig

ommig, når jegrøg(siv, der drev ind ved højvan¬

de).Jegsatte nærmesten æreiatrisikereatrevne.

Det sketedog ikke. Derimod plejede de tykke gule

ærter atrevnepå krydsogtværsinden jeg fik dem

ned.

En gangkom Oveogbeklagede sigover,athan

havde brækketennegl."Hvordanerdu kommet til det," spurgtemor? Hertilsvarede han klynkende:

"Jeghar pilleti barnet!" Barnetvar enaflang pøl¬

le til sofaen ibarnekammeret, betrukket med brunt voksdug, der skallede af ælde. (Farfikdenafgam¬

le onkel Skrike tilatsovepå, da han blev student).

Viplejede at bruge pøllen til bam, når vi legede,

hvad vi den gangkaldte "familieleg". Nu har Len¬

nartsofaen(anm: Dener senerekasseret).

Når vi sad vedmiddagsbordet,ogNulle Fahrner gikforbi,plejede hunat sættehovedetpårudenog farsagde: "Ja,Nulle,idagerdet sødsuppe", eller

hvad detnukunnevære.

Mens vigik i skole hos Thora Fritsche, fandt vi påenleg. Vi prøvedeat opøve ostil lommetyve,

ogjegtrorvi blev dygtige, for skønt vi jovarbela¬

vede, da det^varalleskrig mod alle, kunne vi godt

i enhåndarbejdstime finde hele sin lommes ind¬

hold henne i vindueskarmen. Senere forsøgte vi også med godt resultat med folk på gaden, ogty¬

vegodset blev så anbragt i konditorBackhaus' so¬

fa.

Dajeg var ca. 12 år, mulig kun 11, sluttedeen del forældresigsammen ogstartedeenskole ude i Giørtz's villa, nu (kunst)museum. Jeg tror at der

vartreklasseværelser. Etstortmed hvidefliser,jeg

trorfragulv til loft. Detvarmod gaden. Førstfik vi

enfrk. Iversen.Jegtrornok,athunvarbåderar og

dygtig. Men vi varrædsomme og kritiserede alt,

bl.a. at hun afskaffede Fadervorommorgenen og bad selvlavedebønner. Hun havde vist haftensko¬

lei England. Jeg tror nok, atvi ødelagde hendes

nerver. Så fik vienfrk. Schwabe.Jegmå sige det

samme,hunvarsikkertrar, menhvor kanpigebørn

væreonde.Jeg"hadede" hende^-ved ikkeengang hvorfor. Måske fordi hun _engangkyssede mig på

kinden ^- vi brugte ikke at kysse i Ribe, men det

kunne hunjodaikke vide.Dajeg blev voksenog skullepå kursus sagde jeg til far: "Mendu lover,at jegaldrig skal blive lærerinde?" (Jeg var faktisk bangefor nemesis). "Ikke mod din vilje!" sagde far, klogefar.

Jeg blev det. Ogdetmorede migumådeligt, jeg

kan vistsige, atjeg glædede mig tilhver time. I

frk. Schwabes skole havde vienmegetmærkelig

lærerinde tilengelsk. Detvarfrk. Reinsholm. Kort hår, lang pibeog mandeagtig kjole. Dygtig,mor¬

som, kultiveret, brillant. Hun forstod børn. Bl.a.

fortaltehun, hvoruartig hun selvhavdeværet,da

hun var barn: Hun havde en veninde der støbte kuglerne, og så skød Emma Reinsholm dem ud omgående. Endag sagde veninden: "Tør dospøti

Marie Poulsens hat?" "Ptøj!" så var det gjort.

Næstedagindtrådte i klassenMarie Poulsensmor:

"Goddag frøken,ja,detvar nuegentlig ikke Dem jegville tale med,mendeterden lilleEmma. Hvor

erden lille Emma?Nå, dererlille Emma. Hør,lil¬

leEmma, det ha'de^aallertrovtomdæ,tedo vild'

værså'en mo'mi Marie. Menskønt mi'Marie era' simpel familje, så ska' hun dog et' vær'skrrum- pelskrrud!" Hos Emmavarvi stilleoglærtenoget.

Frk. Schwabe boedepå skolenøverstoppe. En

gang fandt vi på foratdrille hende, atgå hen og

ringe på gadedøren og så stikke af. Da vi kunne

regneud,athunvar oppeigen, ringede vi pånyog rendte overiGjernsport.Menvi havde gjortreg¬

ning udenvært,for hun stod inde i den mørkestue med flisevæggene ogsåos, da vi rendteover ga¬

den.Der blevjo klaget, i hvert fald til minfar,som

pålagde mig straksatgåover ogbedeomforladel¬

se,hvad jeg også gjorde, men på min egen søde

måde: "Jegskulle hilse fra farogsige "Omforla¬

delse!"Jeg mindes ikke,atder blevtværeti det.

Vi opfandtmange måder til at snyde i skolen.

Agnetevarden bedste^ogmodigsteopfinder, jage¬

nial. Vi havdeetsprog.Et slags finger-ogansigts-

sprog.Den,somsad på første række, havdeetspejl

i sitpennallåg, og så kunne den bagved sige alle

sværeord, talog navne,sådet kunne læsesispej¬

let.Agnete skar også hul i bindet på sit atlasog rev indmadenløs, så den kunne skubbes, såmangen¬

nemhullet kunne læsebyersogflodersnavnemed

lukket atlas. Dervaretknusende sammenhold. De kunnealdrig finde ud af, hvem dervarsynderen i

de særlige tilfælde. Så fandt Svabegassen (kæle¬

navnet)på, atvi alle skulle sidde efter til hun fik

svar, menvismuglede bøger ind og læste lektier,

så vispildte ingen tidogGassen fik intetsvar.

Jeg spillede i lang tid med min elskede Ibbe (Balslev),menkunne ikke lide at øve mig, ellers

varjegnok blevetflink, forøretogfingrene fejle¬

de ikke noget. Men min kære, kære Ibbes tårer

kunne ikke fåbugt med min dovenskabogfriheds¬

trang.

Jeg spilledeogså entid med Ulrikke,men det gik ikkeethårbedre.Jeg spilledeomfredagen,og

jeg havde den fornemmelse,atdervarmindst tre fredage iugen.En dag havdesåmorbedt miggået ærinde nårjeg kom fra spil, og dajeg ikke gad

174

slæbepådetungenodebøger fremogtilbage, lag¬

dejeg dem midlertidigt undertrappenoptil loftet,

- hos Kochsaltså. Jeg glemte dem imidlertid, og savnede demførstnæste fredag lidtførjeg skulle

tilspil. Detvar enækeltur,ogde lå jo ikkemere undertrappen. Såvardetslut med denmusik.

Da vigik udafskolensom 14-årige,syntesfo¬

rældrene,atvi kunnefor lidt,ogvi fik såprivatun¬

dervisninghosenkøn,ungpige. Foratfå mod, da

vijo aldrig gadforberedeos, eller forat trøsteos

over vorfiasko, blev vi budnepå drikkegilde pået af pigernes værelser. Hendes far havde et hotel.

Hun samlede de afbenede vinglas i sin benende.

Devarstoreoggrønne.Så hentedehunentomøl¬

flaske ogfyldte den medcognacfraentønde nede

i kælderen,_også stakvi dem ud. Sært,at detgik godt.

Det varededog ikke længe, så skulle jegkonfir¬

meres. Jeg gik tilpræst hosprovsten, og hanvar sandelig ingen børnekender. Detvarenvæmmelig

tid. Jegvardenenestefra min skole, de andrevar vistfra"Borreskolen"7,de drilledemig. Kom kug¬

ler ned på minryg,når jeg var "oppe",og kaldte mig "Denfine frøkenFraas". Da detnærmede sig

medkonfirmationen,sagdefar: "Se,numå du selv

bestemme,omdu vilkonfirmeres, for det behøves

sletikke, hvis du helst^erfri." Jegtrornok,atjeg

varfor umoden tilatforetage det valg.Senerevar derentid, hvorjegvarså langt ude i tvivlog van¬

tro, ogda trøstede jegmig med,atjeg davarblevet konfirmeret, for "ellers^varjegmåske aldrig blevet

det." Detvar enmegetsmukfest, hvor jeg i hvert

faldvarhøjtideligt til mode. Far holdtenkøntale,

ogonkel Karl, (som havde døbt mig den4. oktober

1877 kl. 3omnattenfordimortroedejegvarved

atdø. Men dr. Vielandt,som varfadder, sagde, at jeg bare sov fast af lutter sundhed) holdt også

sådan en rar tale. MenSvabegassen varmed, og det ærgrede mig. Det var Palmesøndag den 10.

april, og efter sommerferien, det vil sige den 6.

september blev jeg sendt til Estvadgård.