Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Jensen, Karl Fred.; af Karl Fred. Jensen ; med et Forord af Johanne Meyer ; udgivet af Kvindelig Fremskridtsforening.
Titel | Title: Et Par Ord om Kvindesagens Betydning for
Udgivet år og sted | Publication time and place: København : i Kommission hos Jul. Gjellerup,Mænd Fysiske størrelse | Physical extent: 189223 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
Kvindelig Fremskridtsforenings Smaaskrifter Nr. 1.
Et Par Ord
om
I i l i i i i t t o i s B i t r d i i n i [or Mægfl
af
K a r l F r e d . J e n s e n ,
. m ed
et Forord af
F ru Joh an n e M eyer.
U dgivet af
KIvrincLelig Fremskrid-tsforening.
25 Øre.
„Ja, jeg elsker det, der bæ rer Folkelivet frem,
og jeg ag ier højt og æ rer alle g|ode Hjem.
Alt, hvad æ delt m an kan nævne, liar m in Kærlighed,
hvem der oirer det sin Evne,
•vil je g holde med.
Hvem der vil for S andhed stride, vil jeg tro staa bi,
stille mig ved deres Side, som t a ’er Del der i.
Hvem der vil det Onde hæm m e, h a r m in Kærlighed,
hvem der vil det Gode fræm m e, vil je g holde m ed.u
(I. K . Hohngaard.)
K Ø B E N H A V N .
I K o m m issio n h o s J u l. G je lle r u p . T ry k t i Exprestr/f^tdfeiet, W alkendorfsgade 22.
18$2,rj.
//<>
Uss
-
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130021272427
r
Kvindelig Fremskridtsforenings Smaaskrifter Nr, 1.
Et Par Ord
om
Kvindesagens Betydning for Mænd
af
K a r l F r e d . J e n s e n ,
m ed
et Forord af
F ru Joh an n e M eyer.
U dgivet af
ISZ'w-in.ca.elig Freraskridtsforening.
25 Øre.
„Ja, jeg elsker det, der bæ rer Folkelivet frem,
og jeg ag ier b ø jt og æ rer alle gode Hjem.
Alt, hvad æ delt m an kan nævne, h a r min Kærlighed,
hvem der ofrer det sin Evne, vil jeg holde med.
Hvem der vil for S andhed stride, vil jeg tro staa bi,
stille m ig ved deres Side, som t a ’er Del der i.
Hvem der vil d et Onde hæm m e, h a r m in Kærlighed,
hvem der vil d et Gode fræm m e, vil jeg holde m ed.“
(I. K . Holmgaard.)
K Ø B E N H A V N .
I K o m m issio n h o s J u l. G jeller u p . T ry k t i E x p restry k k eriet, W alkendorfsgade 22.
1892.
F o r o r d .
K v i n d e s a g e n er den stø rste i verden, ikke alene fordi den o m fatter over halvdelen af m enneskeslæ gten, m en fordi harm oni m ellem kønnene er g ru n d b etin g elsen til den borgerlige lykke.
V ejen til denne harm oni er fælles sam fundsinteresser. M idlerne en anden og sundere opdragelse for k vinderne m ed en bestem t faglig uddannelse i ungdom m en, an d re æ gteskabslove, politisk og kom m unal v a lg re t og valgbarhed.
H ar kvinden n ået en sådan udvikling, m å sta te n ogsaa i det b orgerlige liv give hende r e t og adgang til alle em beder og bestil
linger, der passer for hendes evner og begavelse.
H r. K arl F red . Jensen h a r i d et følgende p åpeget nødvendigheden af en sådan fo ran d rin g i sam fundstilstandene, og vi m aa give ham r e t i, a t kvindesagen ikke h a r m in d re b ety d n in g for m anden end for k v in d e n ; ti — m oderen, søsteren og h u stru en , bygger de ikke m ed på sam fundet? K vindens n a tu rlig e evner fu ld t udviklet — bety d er ikke d e t lykke for m an d en ?
F o rfatteren h ar b e d t m ig give hans sk rift et lille ord m ed på vejen. — D et behøves ikke. K arl F red . Jensen er allerede k en d t i vide kredse som en fin forstaaende ven af kvindesagen, men je g føler tra n g til a t b rin g e fo rfatteren en h jæ rtelig tak på K vindelig frem skridtsforenings vegne for hans efter vor m ening dygtige indlæ g i kvindesagen.
K øbenhavn, i S eptem ber 1892.
Johanne Meyer.
Hr
I n d l e d n i n g .
G runden til denne lille Pjeses Fremkomst er, at jeg ofte, naar jeg bar talt med — selv meget frisindede og intelligente — Mænd om at være med i Arbejdet for Kvin
dernes Frigørelse, liar taaet det Svar: „Nej, lad Kvin
derne selv om det foreløbig! Saa længe de ikke ander
ledes rejser sig i sluttet Trop og stiller Krav om større Frihed, saa maa de jo aabenbart have det nogenlunde til
fredsstillende, og — saa er det Synd at forstyrre dem.
Men kommer de selv i Tanker om at forlange større Fri
hed, og de med forenet Styrke fremsætter Kravet, saa man kan skønne, det virkelig er noget, de trænge til for deres Lykkes Skyld — ja, saa ville vi selvfølgelig være med til at give dem alle rimelige Rettigheder, naar de ogsaa vil paatage sig de tilsvarende Pligter. “
Dette — i og for sig humane Standpunkt over for Kvindernes Frihedskamp — er dog ikke fyldestgørende for mig og — som jeg haaber — lige saa lidt for mange andre Mænd.
Ved at tænke nærmere over Sagen er jeg kommen til det Resultat, at Spørgsmaalet om Kvindernes Frigørelse i Virkeligheden er lige saa betydningsfuldt for Mændene som for Kvinderne, idet det i Grunden er identisk med Spørgsmaalet om Me n n e s k e t s — om he l e M e n n e s k e h e d e n s Frigørelse og Fremskridt.
Disse mine Tanker er det, jeg her har dristet mig til at fremsætte til velvillig Overvejelse — særlig for Mænd.
Ikke tror jeg her at kunne byde paa hverken noget nyt eller noget stort, men slaar blot min Lid til det gamle Ord: „Hvad der kommer fra Hjærtet, gaar til Hjærtet.“
Kvindens retslige Stilling.
N a a r jeg her med saa faa Ord, som muligt, skal give et sandt og forstaaeligt Billede af Kvindens retslige Stilling i Danmark, nødsages jeg til — for ikke strax at forskrække de af mine ærede Læsere, der ikke særligt har studeret dette Spørgsmaal — at forudskikke den Bemærk
ning, at L i v e t selvfølgelig er langt forud for Love n.
Dernæst at jeg — bl. a. — støtter mig til en saa paa- lidelig Avtoritet paa Retsvæsenets Omraade som Hr. Højeste
retssagfører Sv. Høgsbro.
Kvinden har ingen p o l i t i s k e Rettigheder, hverken Valgret eller Valgbarhed — ja, hun kan dog af Kom
munen vælges ind i Tilsynet med Plejebørn. Men ellers har hun ingen Medbestemmelsesret om Samfundets Anlig
gender, hverken Skolevæsen, Fattigvæsen, Alderdomsfor
sørgelse, Religion, Retsvæsen eller noget som helst. Manden staar ved Lovgivningsskranken med sit fra Frederik d. 6.
bekendte Ord: „Vi alene vide, hvad der tjener til Folkets sande Gavn!“ —
Da Manden tillige har forbeholdt sig „Husbondsretten“, d. v. s. Enevælden, i det lille Samfund: Familjehjemmet og paalagt sig selv den Pligt at skulle være Familjeforsørgér, medens Kvinden kun skal danne et underordnet Led — ogsaa i F a m i l j e n , saa faar Kvinden som Regel kun en meget tarvelig Opdragelse i Forhold til Manden. Fag
dannelse er der slet ikke Tale om, og hendes almen
menneskelige Aandsdannelse mener man heller ikke behøver at være saa stor som hos den, der skal s t y r e baade Hjem og Samfund. — Der lægges kun Vægt paa lidt Sang, Musik og Sprog eller andre Færdigheder, der kan gøre
hende skikket for Selskabslivet og udvikle hendes „kvinde
lige Ynde“, ved hvilken Egenskab hun skal „erobre11 sig en „Forsørger". Hører hun til Samfundsklasser, der har Brug for A r b e j d s k r a f t e n , maa hun — som underordnet Led i Arhejdskolonnen — imidlertid nok faa Lov til at øve denne paa Yndens Bekostning. Medens andre Evner- ligger i Brak.
Universitetet er ganske vist siden 1875 bleven aabnet for Kvinder. Men dels er det kun de faa bemidlede, der kan gaa denne Yej, og dels hæmmes Benyttelsen af Uni
versitetet derved, at Kvinderne ikke, til Trods for den mest glimrende Examen, har Adgang til Statens Embeder. Og de fleste andre — de forberedende — af Statens Lære
anstalter er lige frem l u k k e d e for Kvinderne.
Men lykkes det ikke disse, trods deres Musik og Ynde, at havne i Ægteskabet — og vi har her i Danmark, af en Befolkning paa 2,200,000 Mennesker, c, 162,000 ugifte Kvinder over 20 Aar, — saa har de Lov til med deres uudviklede Evner at tage Konkurrencen op med den fag
ligt og intellektuelt uddannede Mand i de lavere borgerlige Stillinger paa Arbejdsmarkedet.
Kan de ikke dette, og de er ubemidlede, samt ingen Eamilje har, der vil eller kan give dem Underhold, staar Vejen dem al Tid aaben, enten til Fattigvæsenet eller — Prostitutionen.
Men k an de det — og klare sig hæderligt trods den manglende Uddannelse — saa paalægges der dem alle borgerlige P l i g t e r , som Skatter, Pligtarbejde o. s. v.
(undtagen den militære Værnepligts direkte Udøvelse) medens de f r i t a g e s for de tilsvarende borgerlige R e t t i g h e d e r , som Valgret, Valgbarhed etc.
Den, der slipper ind i Ægteskabet, har det som Blommen i et Æg. Hun skal blot føde Manden Børn og stelle lidt med de Sager, han betror hende. Hun er fri
taget for alle bestemmende Omsorger, baade for den For
mue, hun muligvis fører med sig ind i Ægteskabet, de Børn, hun føder der, og sin egen og Familjens Levemaade.
6
Manden skal sørge for det hele og raade for det hele — hvis der da ikke er oprettet Ægtepagt, og selv i dette Tilfælde: for B ø r n e n e ! —
Han bestemmer O p h o l d s s t e d e t og kan flytte, naar han vil, bort fra Slægtninge, Yenner og Kendinge. Og Konen kan, lige som Nissen hos Jakob Skomager, stikke Hovedet op af Køkkenskabet og sige: „Se se, vi flytte!
vi flytte nok i Dag!“
Han sørger for H u s v æ s e n e t , kan skrive Spisesedlen og anordne, hvad der maa bruges til de forskellige Maal- tider, baade for voxne og Børn.
Han raader for T y e n d e h o l d e t , saa vel det kvinde
lige som det mandlige, og Tyendets Arbejde og kan for
byde det at udføre ethvert Paalæg fra Hustruens Side.
Han hersker over G æ s t f r i h e d e n , kan jage Konens nærmeste Slægtninge paa Porten og forbyde dem Adgang til Huset, medens han selv kan tage imod h e n d e s argeste Fjender, ja, endog lade Friller opholde sig i Huset, saa længe Konen ikke kan føre Bevis imod dem.
B ø r n e n e er hans . Han kan give Moderen Lov til at opamme dem, om han vil, men han kan ogsaa lade a n d r e gøre det — og b e h ø v e r i k k e en Ga n g at l a d e Moderen vi de , h v o r Børnene er! — Han raader a l e n e for deres Underhold, Opdragelse og al t , med Und- tagelse af deres Religion. Kun Statens Øvrighed og Embedsmamd kan i visse Tilfælde skride ind — ikke Mo d e r e n .
F o r m u e n er F æ l l e s e j e : men R a a d i g h e d e n over den er Mandens. Han kan sælge, pantsætte, give bort, drikke op eller spille væk det hele, naar han lyster. Men Konen kan ikke uden hans naadige Tilladelse købe sig et Fingerbøl!
Skulde man med é t Ord betegne Kvindens r e t s l i g e Stilling i Danmark — og navnlig hendes Stilling i Ægte
skabet — er det ingenlunde nogen let Sag at finde det rette Udtryk. F r i og selvstændig kan man næppe uden
h.
7
Ironi kalde hende. Og man vaander sig ved at bruge Betegnelserne for det modsatte heraf om saa nære paa
rørende som sin egen Moder, S ø s t e r eller — den lov
priste Ægtehalvdel. Selv det i denne Forbindelse grimme O rd: T y e n d e udtrykker ikke tilstrækkeligt stærkt den Stilling, der her skal betegnes. Ti ethvert voxent Tyende raader dog al Tid over dets egne Sager. Og naar et m a n d l i g t Tyende kan sætte Foden under eget Bord og opfylde sine Borgerpligter, ja, selv om det ikke kan del
tage i Værnepligten — saa faar det dog alle Borger
rettigheder.
Det maa derfor overlades til hver enkelt især at finde den rette Betegnelse for Kvindens Stilling efter deres Hjærtes Følelser og de Love, vi allernaadigst har givet til hendes Beskyttelse i Livet.
Kvindens Personlighed.
Hvis nu ikke Livet, som jeg tidligere har sagt, var foran disse Love, vilde Kvindens Personlighed selvfølgelig være en hel Del forskellig fra, hvad den nu dog, til Trods for Lovene, i Almindelighed er.
Alle Mennesker er mere eller mindre et Produkt af Forholdene, de lever under. Disse indvirker paa dem som en Form, i hvilken de støbes. Kun særligt kraftige Na
turer sprænger i deres stærkere Livsvæxt Formen og skyder langt op og ud over deres Omgivelser.
Men selv om Samfundslivet kan voxe en Del, før Lovene ændres derefter, lige som Barnet, før Klæderne, saa kan det dog ikke helt komme bort fra Lovene. Saa længe Kvinden ingen politiske Rettigheder har, kan hun heller ikke gøre saadanne gældende. Hun kan ikke tage aktiv Del i Lovgivningsarbejdet eller faa nogen direkte Indflydelse paa „Resultaterne14. Dette sløver i Almindelig
hed hendes Interesse for Begivenhedernes Gang i den po
litiske Verden, og den personlige Udvikling, der faas i Udøvelsen af det samfundsreformerende politiske Arbejde, gaar hun aldeles glip af.
8
Heller ikke i Kunst og Videnskab vil hun lettelig kunne blive saa interesseret eller saa personlig dygtig, saa længe alle i denne Retning udviklende Læreanstalter og de tilsvarende Embeder er lukkede for hende.
Hendes aandelige Horisont maa som Følge heraf nød
vendigvis blive noget snæver.
Ligesom hendes Mangel paa systematisk faglig Ud
dannelse oftest vil bære Skylden for, om hendes Arbejder stundom mangler den Akkuratesse og indsigtsfulde Be
handling, som Mandens kan have.
Hvem der nu ikke har været saa lykkeligt stillet i Livet, at de er kommen til at leve sammen med eller dog har lært at kende nogle af de stærkere Naturer blandt Kvinderne, der har voxet sig ud af alle hæmmende Baand og Skranker, kan selvfølgelig ikke have den rette For- staaelse af Kvindernes Evner. Disse sidder i Virkeligheden endnu kun i Knopper, faar sjælden Lejlighed til at udfolde sig til Blomster, end sige at bære de fuldmodne Frugter, som de efter omhyggelig Pleje og Ernæring vilde kunne afføde.
Dette til Undskyldning for de af mine ærede samtidige blandt Mændene, der stundom fælder en fejlagtig Dom om Kvindens Personlighed og tiltror hende ringere Aandsevner.
Denne Betragtning af Kvinden er vel igen Skyld i, at de ikke er saa villige til at indrømme hende alle Menneskerettigheder sammen med sig og løse hende at de Baand, hun er bleven bunden med i hine barbariske Tider, da det var den raa fysiske Magt og'Brutalitet, der herskede i Verden i Stedet for Aandsmagten.
Mathilde Fibiger er ikke længere den eneste Kvinde, der sukker dybt under denne Miskendelse og Uret, naar hun lader „Clara Raphael“ sige:
„Hvor fattigt og indholdsløst er ikke vort Liv imod Mændenes? Er det med Rette, at Halvdelen af Menneskene er udelukket fra al aandelig Beskæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af ringere Stof end Mændene
— hvilket jeg hørte en af de interessanteste Herrer her paa
9
Egnen for fuldt Alvor paastaa — saa vi maa lade os nøje med avtomatmæssig at udføre det trivielle Arbejde, der er os anvist i Livet? Har vor Aand da ikke Kraft, og vort Hjærte ikke Begejstring? •— O, jo! men det e g e n t l i g e Liv er i kke k o mme n t i l B e v i d s t h e d , vor A a n d er f a n g e n , og F o r d o m m e n s t a a r p a a V a g t ved dens F æ n g s e l ! “ —
Altsaa: Kvinden indrømmer selv, at det bedste i hende er bunden, hendes „Aand er fangen11, og hun er skaansom nok til at sige, det er „Fordommen11 — ikke M a n d e n -— der staar ytaa Vagt ved hendes Fængsel.
Men — „hvor ingen hegner, kun Torne gro!11 Hvor Jordbunden for det højere Aandsliv ligger i Brak, der vil der, som paa Bondens Mark, naar den ikke benyttes til frugtbar Sæd, af den aldrig fuldkommen rene Jordbund ligesom af sig selv mylre Ukrudtsplanter frem.
Kvindens Mangel paa faglig og intellektuel Dannelse, der vanskeliggør hende at kunne forsørge sig selv, frister hende til Behagesyge over for Manden, hvorved hun ofte nedværdiger sig selv.
Hendes forsømte Aandsudvikling gør hende til et let Bytte for religiøse Sværmere og bornerte Fanatikere. Og hendes Tilsidesættelse over for større Samfundsanliggender henviser hende til at tilfredsstille sit Aandsliv med „Ande- gaardens Historier.11
Umyndighedskaaréne i Ægteskabet — der, om end sjælden konsekvent gennemførte fra Mandens Side, dog al Tid gør hende utryg i Selvhævdelsen — tvinger hende til Øjentjeneri og List.
Frihedsfølelsen og Selvstændighedstrangen gaar under disse Livsvilkaar delvis til Grunde. Blot Manden er en god og naadig Herre, der tillader den „Underdanige11 store Friheder, føler hun sig tilfredsstillet ved at blive dem til
delt af ham. „Hvor Forholdet er godt11, hedder det saa,
„er der ingen Brug for Loven.11 Dér forlanger Kvinden kun det samme som i sin Tid de bedrestillede af de syd
amerikanske Slaver, der bad om at maatte blive i Slaveriet.
10
Hun har da der alle de Friheder og Rettigheder, hun er opdraget til at fordre — hendes Sjæl higer ikke efter mere.
Hvad der gaar for sig ude omkring i den store Verden,
„helt ovre paa den anden Side af P r æ s t e n s Mark“, er hende ligegyldigt. Hun kvidr er da nok saa yndigt ved Klaveret i sit Bur for Manden og h a n s smaa Glutter, som hun har liavt den Ære og Lykke at sætte sit Liv ind paa at skaffe ham til Verden, og som han er saa god at lade hende fornøje sig med at passe og ogsaa at kalde sine. For dem og for ham kan hun fremdeles ofre sit Liv, hvornaar det skal være, hlot han vil se lidt mildt til hende og høre et Øjeblik paa hendes Pludren, naar han kommer hjem fra sine Samfundsarbejder.
Arven. *)
Men Kvinden er Mandens VIo der. Fra hende tager han m i n d s t H a l v d e l e n af sin personlige Arv. Paa dette Omraade kan han ikke ignorere hende. Han maa kønt lade sig føde af en Kvinde og udelukkende tage sin Næring af hende, i det mindste saa længe han som Foster opholder sig i Moderens Liv, og i Reglen noget længere, saa det er et Spørgsmaal, om han slipper med hlot H a l v d e l e n i Arv efter hende.
Selv en A v g u s t S t r i n d b e r g er kommen til Verden paa samme Maade, og ogsaa han maa finde sig i, at hans mulige Sønner og Døtre tager h a l v Arv efter en Kvinde.
Mon det nu skulde være uden Betydning for ham, h v a d hans Sønner arver efter deres ModerV
*) P ladsen tilla d er m ig ikke lier a t kom m e ind paa en F o rk larin g af T eorierne om A rveligheden. Men disse ere vist ogsaa saa tem m elig k en d te og a n e r k e n d t e m ellem oplyste M ennesker nu til Dags. H er blot e t en k elt E xem pel paa A rvelighedens S ty rk e: Ved en tu sin d a arig Nydelse af aJkoholholdige D rikke
— væ senlig dog kun for d et m andlige Køns V edkom m ende — er vi n u kom m en saa v id t h er i D anm ark i denne vor Specia
lite t, a t de 67 af h v e rt H undrede Børn a r v e r D rikkesygen e fte r deres F o r æ l d r e ! ---—
11
Arveligheden er stærk. „Æblet falder ikke langt fra S t a m m e n D e n , der har en u f r i Moder, kan vel næppe være fr ih a a r en? Og den Kvinde, der aldrig har ejet Selvfølelse, Samfundsinteresse, Kunstsans eller nogen af de højere og ædlere Sjælsevner, som Manden stænger hende ude fra at tilegne sig, kan selvfølgelig heller ikke give Spirer til disse Planter i Arv til sit Barn. Den, hvis hele Verden begrænses af „Præstens Mark“, kan ikke i Arv til , Barnet give Higen og Trang til at gennemskue Universets Hemmeligheder! — Den, hvis fyldestgørende Politik er Ammestuehistorier, kan ikke afføde Keformatorens uslukke
lige Ild i sit Barns Sjæl! —
Og Barnet m a a medbringe til Verden i Arv fra Mo
der og Fader Spirerne til alle de Muligheder, det kan naa.
Ti Forældrene er det Ler, hvoraf Barnet skabes.
Ved Opdrætning i Dyreverdenen er Menneskeheden forlængst kommen paa det rene hermed — og der gælder det dog kun de rent fysiske Ting. Samme Udvalg kan ikke anvendes i Menneskeslægten. Men der kunde an
vendes saa meget des større Omhu paa O p d r a g e l s e n af b e g g e Køn, baade aandeligt og fysisk. En Forsømmelse i denne Retning hævner sig forfærdeligt, da Arveligheden gør sig gældende i mange Led.
Jeg har en Gang hørt Bjørnstjerne Bjørnson hævde i et Foredrag, at hvad vi ønskede, vore Børn skulde blive til — det skulde vi blot fremelske i os selv, før vi avlede dem, og det vilde da gaa i Arv til dem.
Men sæt, at jeg nu gør dette for mit eget Vedkom
mende, men undlader at fremelske det samme hos Barnets Moder — eller kanske endog ved min Behandling af hende fremkalder lige de modsatte Egenskaber. Og disse saa faar Overtaget i Barnet eller dog komme til at danne en Modvægt og derved ligesom ophæve den Arv, jeg selv skæn
ker Barnet — — — saa er hele mit Arveprojekt for
gæves! —
Og er det ikke saaledes, vi hidtil have baaret os ad?
U d a d fra Gadedøren have vi raabt: „Selvstyre!
12
Aandsfrihed!“ Men i n d a d i vort eget Hus: „Pas du din Gryde, lille Mo’er!" —
Her er en af Grundaarsagerne til den liden Fremgang vi gør i Aandsudvikling fra Slægt til Slægt.
Derfor: vil vi opnaa noget ad Arvelighedens Vej — og der er ingen Tvivl om, at vi herigennem kan opnaa mere end ved alle vore Skoler og Opdragelsesanstalter til
sammen — saa faar vi Lov til at regne med begge de uundværlige Faktorer og opdrage Kvinden jævnsides med eller i hvert Fald lige saa godt som Manden. Ti de er begge Arveladere til det fødte Barn. De kan ikke skænke det andet, end hvad de selv har, og dette kan vi ikke en Gang afværge, at de skænker det! —
Opdragelsen.
Det er Kvinden, der giver Barnet Die, det er hende, der plejer og passer det i den spæde Alder og, som oftest, lige til Skolegangen begynder. Ja, nu vil det i Fremtiden her i Danmark endog blive hende, der i de vordende For
skoler skal give Børnene deres første 3—4 Aars Skole
undervisning og — som Pædagogen R. J. Holm saa smukt sagde det paa Skolemødet i Aalborg — „lægge Grundvol
den i Barnets Sjæl for hele den Oplysningsbygning, der skal opføres".
„Bliver denne Grundvold lagt godt," sagde han videre,
„saa vil der kunne opføres en stor og stolt Bygning der- paa, som aldrig svigter; men bliver den lagt daarligt, saa kan selv den mindste Hytte ikke fæstnes derpaa med Sik
kerhed."
Se, vi forstaar nok at stille F o r d r i n g e r til Kvinden.
Hun skal lægge „Grundvolden", det vil med andre Ord sige, hun skal paatage sig at sørge for alle de „forbere
dende Øvelser".
Nu — det er virkelig en meget betydningsfuld Ger
ning, Kvinden saaledes faar og allerede til Dels har med Hensyn til Opdragelsen af Børnene. Disses første bevidste Leveaars Indtryk præger sig dybest i den voxbløde Bårne-
13
sjæl. Den Form, som Sjælen faar begyndt at voxe efter, vil den vanskelig senere helt kunne afvige fra.
Det er derfor af umaadelig stor Betydning, om det i Sandhed kan kaldes en O p dragelse — eller det maaske nærmere burde kaldes en N ed dragelse — Barnet i disse Aar modtager. Om det er de bedste og ædleste Spirer af Arven i Barnet, der særlig bliver plejet og udviklet, eller det er de lavere og ubetydelige, eller endog ligefrem Ukrudts- spirerne, der gives Næring, og som faar Lov til at voxe og biede sig i Sjælens Urtebed, til de maaske helt kvæler de ædlere Urter. .
Og Opdiageren kan selvfølgelig lige saa lidt som Arve
laderen give mere, end der er at give af. Er Moderen ikke naaet ud over Andegaardens Historier, saa bliver det selvfølgelig saadanne, der bliver Barnets sjælelige Kost.
Og vel kan dette ikke i den spæde Alder modtage store Poitioner Videnskab; men den, der selv næsten ingen Op
lysning har, vil dog vanskelig kunne afpasse Rationerne med den fine. Sans for Sjælens Modtagelighed, der aaben- bait skal til for at kunne udvikle Evnerne paa den fyl
digste Maade uden at overanstrænge dem. Jo finere og saitere Stof der arbejdes med, desto større Færdighed og Indsigt udkræves der hos Operatøren.
Selv paa det rent fysiske Omraade sker der store Misligheder paa Grund af Moderens manglende Fagdan
nelse paa selve Husholdningens Omraade, der endda er hendes Specialitet. Kun faa Husmodre har synderligt Kendskab til M e n n e s k e t s f ys i s ke Li v og dets natur
mæssige Krav til Ernæringen - eller dennes sundeste Til
beredelse og Sammensætning. Dette er utvivlsomt en af Hovedaarsagerne til, at F j e r d e p a r t e n af Børnene dør for deres s y v e n d e Aar, og H a l v p a r t e n før deres s y t t e n d e for ikke at tale om al den Sygdom og Svag
hed, der er en Følge af ukyndig Pleje og Ernæring fra Barndommen af.
(Det nytter ikke her at svare: Ja, det er Fattig
dommens Skyld. Ti Fattigdommen er ikke Naturens, men
14
Samfundslovenes Skyld — og Samfundet er hidtil styret af Mændene. Det er dem, der har forsømt at afskaffe saavel Fattigdommen som Uvidenheden).
Og som det gaar paa det fysiske Omraade, saaledes
— eller maaske i endnu højere Grad — ogsaa paa det sjælelige. Hvor mange Mødre har vel studeret Psykologi eller blot modtaget de allernødvendigste Vink om Sjæle
livets Opdragelse og Pleje? Kun de færreste skænker denne Side af Barnets Liv nogen videre Opmærksomhed før Skolealderen.
Og ofte er Faderen saa optaget af Forretningslivet, at det bliver Moderen, der maa give baade Sønner og Døtre den væsentligste hjemlige Opdragelse helt op imod den voxne Alder.
Den Kvinde, der nu saa godt som intet selv har lært, den, der aldrig har trængt til større Frihed eller større Plads for sine Evners Udfoldelse end Køkkenet og Barne
kammeret, den, som aldrig i nogen Retning selv har været med til at „klæde Fjældet“ — hun kan næppe være den Moder, der lærer sine Sønner de Vingeslag, der bærer op over „de høje Fjælde“, ud over de store Vidder, ind i Kampen for Menneskeaandens Udvikling og Livets Har
moni ! —
Derfor: Hvem der ønsker Fremgang i Menneskelivets Udvikling, hvem der endog b l o t ønsker Mæ n d e n e bragt frem til et højere Kulturtrin, de maa ogsaa af den Grund, at Kvinden har saa meget med Opdragelsen at gøre, nød
vendigvis tage Sigte ogsaa paa h e n d e s Udvikling og Dygtiggørelse i alle Retninger. De maa bibringe hende den højst mulige menneskelige Intelligens og Kundskab.
Og denne kan kun erhverves ved som frit og selvstændigt Væsen at deltage i Hjemmets og Samfundets Styrelse.
Samlivet.
„Sig mig, hvem du omgaas, saa skal jeg sige dig, hvem du er,u siger Visdomsordet.
Og i den største Del af Livet m aa Manden omgaas
15
Kvinden. Sjælden eller aldrig kan lian helt ignorere hende, om ogsaa han vilde. I Barnelivet er han fuldstændig af
hængig af hende, modtager sin Forplejning, Vejledning, Hjælp og næsten a l t af hendes Haand. Kender i Reglen kun saa grumme lidt til Faderen. Gaar han en enkelt Gang til ham og heder om Hjælp, hedder det strax: „Gaa til din Moder!" I alle vanskelige Tilfælde i den tidligste og mest ubehjælpsomme Barnealder er det Kvinden, han maa støtte sig til. Lige saa i Sygdomstilfælde. For alle de mest ubehagelige og trivielle Arbejder, som Barnepleje, Sygepleje, Rengøring o. s. v. er — forunderligt nok -—
gieden over til Kvinden.
Moderen er derfor ganske naturligt i Sønnens Barneaar hans bedste Ven, hans Trøst i Nøden, hans et og alt.
Hendes Navn ligger ham strax paa Læben, saa snart der er noget i Vejen for ham.
„Moders Navn er en him m elsk Lyd saa vide, som Bølgen blaaner, M oders Navn er den Spædes F ry d og glæ der, naar Issen graaner . . . "
Hvis nu Moderen havde Udvikling nok til ud fra dette Kærligheds- og Tillidsforhold — ikke blot at give Sønnen den allerbedste Hjælp og Vejledning i selve Barndomstiden
— men at kunne bevare baade hans Tillid og Fortrolig
hed helt op imod den voxne Alder, saa hun ogsaa kunde være hans bedste Ven, hans Støtte og Hjælp i den van
skelige Ynglingealder, da saa mangen haabefuld Sjæl gaar til Grunde i Verdens Fristelser og Faldgruber — tror jeg, det vilde redde mange Ira at synke til Bunds i Lidenska
bernes Malstrøm.
Og hvis saa Ynglingen og Pigen hk Lov til at følges ad igennem Ungdomsskolen og Fagdannelsen, nyde om
trent den samme Undervisning og Uddannelse, i alt Fald i intellektuel Henseende, gaa til Arbejde sammen, være Kammerater med hinanden, stadig være i Forstaaelse, kunne vexle Tanker og Følelser med hinanden, leve jævnt og naturligt Side om Side lige til den voxne og fuldmodne
16
Alder — det vilde utvivlsomt være meget mere heldbrin- gende, baade for at slippe vel og uskadt igennem Ung
domsalderen og senere i Livet, end den nuværende una
turlige Adskillelse og Forskel i Uddannelsen.
Samlivet kan jo alligevel ikke lielt undgaas. De unge kommer sammen i Selskaber; og saa mangle de Betin
gelserne for Forstaaelse. Deres Samvær fyldes da kun med Pjank og Narrestreger, eller — hvad værre er! „Forbuden Frugt smager bedst“. Og det mest tilslørede er mest in
teressant. Der ligger en stor Fare i dette. Det liar vore Pædagoger ogsaa begyndt at indse. Fællesundervisningen vinder mere og mere Hævd. Men skal den føre til det bedste Resultat, saa maa de, der undervises sammen, ogsaa stile imod det samme Maal, samme Rettigheder og samme Pligter. De maa have f æ l l e s Interesser. De maa til enhver given Tid fuldt ud kunne forstaa hinanden og tale sammen om stort og smaat.
Aa, hvor vilde Livet i Ungdomstidens „ Forlovelser “ dog saa ikke blive rigt og udviklende imod, hvad det er nu! Og det senere Liv i Ægteskabet? — Sæt, at Ung
domstidens varme Kærlighedsliv kunde bevares helt op i de graanende Dage! — Ja, om det ogsaa til Dels skiftede Form og Udtryksmaade med den tiltagende Alder, vilde det dog ikke hlive mindre inderligt, men tvert imod dy
bere og stærkere, naar blot F o r s t a a e l s e n og S a m l i v e t om alle Forhold og Interesser kunde bevares.
Men hvorledes gaar det nu? —
En ung Mand „ forelsker “ sig i en ung „Dame“, han slet ikke kender. Hun bliver hans „Sværmeri11. Han „til
beder" hende. Han oparbejder i sin Fantasi en idealiseret Kvindeskikkelse, et Englehilllede, som han tror virkelig
gjort i sin Trolovede, saa længe hun staar for ham som et „Fata Morgana", hvis Fortryllelse først hæves, naar Brudesløret puttes i Kommodeskuffen. Han ser hende jo kun i hendes Søndagsklæder, og da er hun „ved Gud saa sød og vakker"! Selv om han stundom føler sig saa un
derlig tom efter et indholdsløst Møde med hende, er det
17
dog saa, at hendes naturlige og kunstlede Ynde, hendes smeltende Sang og henrivende Piano — alt dette drager ham med uimodstaaelig Magt til „ Elverpigens “ Favntag
— — — og han opdager først efter Bryllupet, at hun er
„hul i R y g g e n e l l e r rettere: i H j æ r n e n !
Han faar en frygtelig Skuffelse! Ti naar han skal til at tale med Hustruen om Livets Alvor og Kamp — saa torstaar hun ham slet ikke. Hun kan ikke følge hans Tankers Flugt eller hans Handlingers Idé. Ti hun har ikke faaet den samme Opdragelse og Udvikling som han.
Ungdomsskolens, Fagdannelsens og Livskampens Opdragelse mangler, hun staar endnu som Barnet, han forlod i Børne
skolen. Dog nej, ikke en Gang det, for Barnlighedens Uskyld er afløst af Koketteriets falske Glans, Barnelegen af Balsalens „ Erobringstog “.
Og han, der maaske, før hans Hjærte for Alvor fængsledes, ude i Verdenslivets lidenskabelige Malstrøm, hvor han maatte færdes ene, uden en Moders eller Ven
indes Støtte, stundom har været fanget i FristeLernes Snarer — han, der troede at se en frelsende Engel i sin Hustru, der skulde fylde hans Liv med noget større og renere, hjælpe ham at virkeliggøre Idealerne og derved holde ham borte fra Faldgruberne — — — han søger snart ud fra det kedelige Hjem med dets Aandløshed og Bornerthed, finder sine Selskabsbrodre og Selskabsdamer
— ikke al Tid just de bedste — og sætter snart den Smule sand Sjælsadel og Kultur til, som han havde er
hvervet sig i LTngdomsskolen, og synker ofte langt dybere ned end Kvinden.
Og gaar han ikke denne Vej, men holder sig som en karakterfast Mand til Hjemmet, saa bliver han her i Hu
struens Selskab dog snart omtrent som hun. Kun sjæl
den evner han at hæve hende op til sig ved at meddele hende, hvad han har lært i Livets Skole, men mister sna
rere selv de vundne Fortrin.
Saaledes gaar det til, at Mændene paa ingen Maade kan rose sig af — trods alle Undtagelseslove over for
18
Kvinderne — at være kommen videre i sand Aandsdan
nelse og Kultur, i menneskelig Forædling. Tvert ‘imod, Kvinderne ere forrest paa to meget væsenlige Omraader:
Ædruelighed og Sædelighed, der indvirker overordentlig paa Sjælens Adel.
Og saaledes gaar det til, at en af Nordens største Aander, G. Brandes, med nogen Grund kan sige: „Jeg tror paa Menneskenes Dumhed, Udviklingens Langsomhed, og en halv Snes andre lignende Magter! “ —
H v o r l e d e s s k u l d e vi k u n n e k o mme f r e ma d , s a a l æ n g e M ennesket vil l a d e d e n e ne H a l v d e l a f si g s e l v t i l b a g e ? —
Om nu Mand og Kvinde fulgtes ad gennem hele Livet?
Om de fik samme Udvikling og Opdragelse? Om de jævnt og naturligt arbejdede sammen over alt for de samme Op
gaver? Om der aldrig blev sat andet Skel imellem dem, end det selve Naturen, deres Lyst og Anlæg sætte? Om de havde samme Rettigheder og samme Pligter, samme Glæder og samme Sorger, samme Haab og samme Livs- maal ?
Aldrig vilde der da kunne komme en saadan Ufor- staaelse imellem dem, aldrig et saa tomt Koketteri hos Kvinden eller opstyltet Elskovssværmeri hos Manden, aldrig en saadan Skuffelse, aldrig et saa splittet og glædeløst Æ gteskab!
Ungdomsskolens naturlige Kammeratskab vilde blive et Værn mod Udskejelser, Trolovelsens lyksalige Kærlig
hedsliv til Belæring og Udvikling for begge Parter, Ægte
skabet et Forstaaelsens og Lykkens Samliv i Arbejde for Livets Opgaver, kort sagt: Menneskelivet vilde blive skøn
nere, lykkeligere, fyldigere og meget mere ideelt! — Kvindens F r i g ø r e l s e er — M enneskehedens!
Konkurencen.
Ogsaa paa det rent materielle og økonomiske Om- raade bliver Kvindens Frigørelse, Ligestilling og Uddan
19
nelse et Livsspørgsmaal for Manden — særlig i de arbej
dende Klasser. Thi holder han hende borte fra Fagdan
nelse, Aandsudvikling og lige Menneskeret, vil hun, efter Haanden som den moderne Storindustri skrider fremad, komme til at gøre samme Virkning paa Arbejdsmarkedet som Kinesere og Polakker.
Hendes Fordringer til Livet vil nemlig da være min
dre end Mandens — og hun vil byde sig til for en rin
gere Løn. Ikke blot de mange ugifte Kvinder vil gøre dette, men ogsaa alle de gifte, der ikke føle sig tilfreds
stillede i Hjemmet. Den Tid kunde maaske komme, da Kvindernes Tilgang vilde blive saa stor, at Manden maatte finde sig i at gaa ned til Kvindens lavere Fordringer eller at blive udelukket fra Arbejdsmarkedet. Der er allerede i Fabrikbyer ikke saa faa Familjer, hvor Manden i læn
gere Tid af Aaret maa gaa arbejdsløs eller sidde hjemme og passe Børnene, medens Konen har stadigt Arbejde paa Fabriken.
Saaledes hævner al Uret sig selv. Havde vi nu aldrig tilsidesat og forurettet Kvinden — ladet hende tilbage i Udvikling og Menneskerettigheder — vilde dette aldrig have fundet Sted. Hun vilde da have staaet Side om Side med os i Kampen for Tilværelsen — med de samme For
dringer til Livet.
Hr. Doktor og Digter Karl Ploug spurgte nok saa vittigt i Landstinget, da der var Forslag fremme om Kvin
dens Stemmeret, „hvem der saa skulde sy Strømper?“ — Men det viser sig, at Forhaanelsen og Tilsidesættelsen af Kvindens Menneskeret netop fører til, at Manden faar Lov at sidde hjemme og „sy S t r ø m p e r m e d e n s Konen gaar paa Fabriken.
Den eneste Redning for os er, at vi snarest muligt gør Uretten god igen ved at dele a l t med Kvinden un
der lige \ ilkaar — gør hende til vor jævnbyrdige Kam
merat. At afstænge hende fra Konkurencen vilde baade være umuligt og barbarisk.
20
Hjælpen.
I Stedet for saaledes at være og mere og mere at blive vor Fjende paa Arbejdsmarkedet, vilde Kvinden under lige Betingelser kunne blive vor naturligste Forbundsfælle og bedste Hjælp under alle Livets Forhold. Udviklingens Gang og Samfundets Ordning er bleven mindre og mindre heldig og lykkebringende, fordi vi egenmægtig har villet raade og styre med blot den ene af de to uundværlige Faktorer: Mand og Kvinde. Dette har ganske naturligt maattet føre til en Fallit paa Lovgivningens Omraade.
Vi kan lige saa godt tilstaa det, som det er. At holde paa det modsatte er kun Udslag af et falskt Æresbegreb eller Uformuenhed til at gennemskue Stillingen.
Vi har alt for længe villet tilskære Klæderne efter det gamle Mønster uden at tage tilstrækkeligt Hensyn til Livets Vækst. Stagnering eller Reaktion er hleven Følgen.
Forældede Love og Fordomme slutter sig som kinesiske JærnhyIstre omkring Livet og hæmmer dets Vækst. Vi trænger til nye Kræfter, nyt Blod. Dette vilde Kvinden kunne give paa det offenlige Livs Omraade.
Kravet.
Af alle disse Grunde: For Arvelighedens, Opdragelsens, Samlivets, Konkurrencens og Hjælpens Skyld, synes mig, at Kvindesagen er lige saa betydningsfuld for Mændene, som for Kvinderne — at vi lige saa energisk, som de, maa rejse Kravet om deres Ligestilling med os. Thi vi kan lige saa lidt være tjent med den hidtilværende Uretfærdigheds
tilstand, som de. For Mand og Kvinde er skabt til at leve og virke sammen. Den ene k a n i k k e gaa fremad paa Livsbanen og lade den anden tilbage. Vi er af
hængige af hinanden. Den enes Ulykke og Lidelse bliver ogsaa den andens. Der er et usynligt Baand, der knytter os sammen lige saa inderligt og livsnødvendigt som det, der bandt de siamesiske Tvillinger til hinanden. En Over
21
skæring af dette Baand er Døden ■— en Mispleje af det er Lidelse. Al Uret hævner sig selv. Men:
„Det er saa y n d ig t at følges ad
for dem, som gerne vil sam m en v æ r e ! Da er m ed Glæden m an d o b b e l t glad og h a l v kun Sorgen saa tu n g at b æ re !“ . . .
Saa rent bortset fra, hvad vi kan føle os forpligtet til at gøre for K v i n d e n s Skyld — ved at se paa al den Uret, hun lider, eller for at være retfærdig imod hende — saa synes jeg, der er Grunde nok for os til at rejse Kravet om hendes Frigørelse for v o r e g e n Skyld, f o r d i vi selv i n g e n V e g n e ka n k o mme u d e n h e n d e !
Indvendingerne.
Den Slags Indvendinger imod Kvindens Frigørelse, som den interessante Herre i „Clara Raphael“s Bekendt
skabskreds fremsætter, at K v i n d e n —- Mandens Moder — skulde være af et ringere Stof end hendes egen Søn, Ma n d e n , vil jeg aldeles forbigaa, da jeg ikke tror, de har mange Tilhængere blandt de mere logisk tænkende Mænd nu om Dage. Men man kan møde meget fornuftige
og oplyste Mænd, der siger som saa:
„Ja, det er og bliver dogen uomstødelig Kendsgerning, at der i f y s i s k Henseende e r en Forskel paa Mand og Kvinde, da det udelukkende er Kvinderne, der føder Børnene til Verden — og saa er det vel ogsaa sandsynligt, om end ikke saa let paaviseligt, at der er en tilsvarende a a n d e l i g Væsensforskel. Men allerede det første er jo nok til at give dem hver sin Stilling i Livet. “ —
Vel! men netop d e r f o r , at Naturen selv giver An
visning, behøver vi Mænd altsaa ikke at paatage os dette Stykke Arbejde. Vi vil jo dog helst søge vor Stilling selv efter vore Naturbetingelser og ikke tildeles den af Kvinden.
Med hvilken Piet nægter vi da hende den samme Frihed?
Vi kan alle være berettiget til ud fra vore Erfaringer gen
sidig at give hverandre gode Raad, ja, vi er i mange Til
fælde f o r p l i g t e t til ikke at tie med en kærlig Advarsel
22
ud fra en ærlig Overbevisning. Men V e n n e r a a d og B e f a l i n g e r er ogsaa vidt forskellige. Forstandige voxne Folk maa ikke berøves A n s v a r e t for deres Handlinger
— og dette falder bort med Friheden til at handle. Hvem har vel sat Manden til Formynder for Kvinden? Og hvem har aabenbaret ham, at hun under lige fri Forhold i højere Grad vilde afvige fra Grundlovene for hendes Liv, end han fra sine?
Hvorfor skulde Kvinden absolut ville løbe fra Børn og Hjem, fordi hun hk social og økonomisk Frihed?
Peger Erfaringerne paa, at Kvinden hidtil har været min
dre p l i g t t r o imod sit Afkom end Manden? — Vi faar nok lade være at svare herpaa — — — ! Endda vi har berøvet den gifte Kvinde M o d e r r e t t e n , Medbestemmelses
retten over hendes eget Barn! Vi faar tie — og blues! — Vi gode Kristne med Grundloven: „Som I vil, at andre skulle gøre imod Eder, det gører I mod dem!“
Men videre: om der nu virkelig er — ikke en A r t s men en Ev n eforskel i Personligheden hos Mand og Kvinde (Moderens uomtvistelige nærmere Tilknytning til Børnene taler herfor) saa de f. Ex., som paastaaet, nærmest re
præsenterer henholdsvis Aand og Hjærte eller Forstand og Følelse — saa er det jo dog kun saa meget mere f or k a s t e l i g t , at Styrelsen af de menneskelige Anliggender kun hviler paa den ene af disse to forskellige Faktorer.
Thi begge maa jo dog høre med til den menneskelige Natur
— og i n t e t kan da blive fuldt m e n n e s k e l i g t , der ikke er et Produkt af dem begge.
(Kanske dette er Aarsagen til det lidet menneskelige Præg, mange af vore Samfundslove bærer? —)
Og hvem kan i saa Tilfælde afgøre, hvilke af de menneskelige Sjælsevner, der er de højeste, ædleste og mest værdifulde? Mon ikke, naar alt kommer til alt, Mand og Kvinde alligevel er l i g e v æ r d i f u l d og lige u u n d v æ r l i g i hele den menneskelige Tilværelse?“
Der er ogsaa rejst en anden, ganske ejendommelig Indvending mod Kvindesagen: Fik Kvinden politiske
23
Rettigheder nu, vilde vi blive sat m a n g e Aa r tilbage i Udvikling!!
Ja, det var kedeligt, da vi nu netop er naaet saa langt frem! — — —
Men om vi Mænd nu virkelig var løbet et langt Stykke forud for Kvinderne og havde spærret Vejen for dem — saa var det vel i Grunden ikke mere end vor simple Pligt at gaa tilbage og hente dem, naar vi opdager, at vi ikke kan undvære dem paa Vejen fremover.
Dog — lad os ikke spille Farisæere. Vi egner os næppe for den Rolle. Skulde vi virkelig være et Hanefjed foran Kvinden i Aa n d , saa er hun maaske mange foran os i Mo r a l — saa det faar gaa lige op!
Lad os derfor som j æ v n b y r d i g e , om end noget forskellige, K a m m e r a t e r tage hinanden i Haanden, Mand og Kvinde, og trofast følges ad ind i Fremtiden og hjælpe hinanden med Løsningen af alle Livets Opgaver.
Deri vil vi sikkert finde den herligste Livsglæde og Lykke og naa det højeste Maal af menneskelig Kultur. Og:
„D et største, som Gud kan give, er ikke: a t kaldes berøm t og stor, m e n : M e n n e s k e r e t at b liv e !“
I n d h o l d .
Pag.
In d le d n in g ...
K vindens retslig e s til lin g ... 4
K vindens p e rso n lig h e d ... I A rv e n ... 10
O p d ra g e lse n ... 12
S a m liv e t... 14
K o n k u rren cen ... 18
H jæ lp e n ... 20
K ra v e t... 20
In d v e n d in g e rn e ... 21
. . .... .
: ' 1 W
Kv i n d e l i g F r e ms k r i d t s f o r e n i n g
K ø b e n h a v n .
X oreningens formål er at udbrede oplysning om politiske og.
sociale spørgsmål og virke for kvindens ligestilling med manden i stat og kommune.
Foreningen afholder mode liver mandagaften afvekslende med foredrag, diskusion og selskabelige sammenkomster.l g , u . o a u , . u u --- o - _
I vinterens løb vil såvidt mulig alle aktuelle spørgsmål blive
É M i y M ' i l '1 ■
sat under debat.
F o r e n i n g e n optager såvel inden- som udenbys mænd og kvinder.
Kontingent 2 Kr. årlig.
Indmeldelser sker ved at henvende sig til foreningens formand, fru Johanne Meyer, Naboløs 4,2, København K.
■ Jl*53
