Folkeskolen år nul

M m

Nr. 38 30. oktober 2000 11

V

LEDER

Folkeskolen år nul

idste man ikke bedre, kunne man nemt forledes til at tro, at folkeskoledebatten har fået ny vitalitet. Kommuner, lærere, uddannelsespolitiske ordførere, under- visningsministeren og en fremtrædende universitetsrektor har alle inden for de sidste par uger været i pressen med deres i hver sin retning strittende udlægning af den decentrale skolevirkelighed. Stort engagement, stor debat. Godt for den danske folkeskole. Tilsyneladende.

For naturligvis ved vi bedre. Vi havde nær skrevet - desværre. Dykker man ned under overfladestøjen fra de mange holdninger til de markante forskelle mellem landets kommunale skoler, er det nemlig svært at betragte den aktuelle debat som andet end altmodisch - en slags genopførelse af folkeskolens urteater: Kommuner, der insisterer på mere decentralisering og mere frihed til den enkelte skole. Lærere, der besynger folkesko- len som national institution. Socialdemokrater, der kræver stop for al decentralisering her og nu. Og en undervisningsminister, der i velovervejede vendinger reelt siger bemærkelses- værdigt lidt og - i lighed med alle øvrige parter på skoleområdet - opsigtsvækkende lidt nyt.

Netop nyt fokus er ellers, hvad folkeskoledebatten mere end noget andet trænger til, efter at Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærer- forening for nylig lagde deres fælles udviklingsprojekt, Folkeskolen År 2000, i seng efter to år med eksperimenter og dusinvis af udredninger. Ugebrevet dokumenterede for en måned siden, hvordan landets 1.650 folkeskoler har mere og mere uensartede vilkår at agere på, når det drejer sig om f.eks. timetal og kommunale driftsudgifter. Og for to uger siden beskrev vi, hvordan det danske skoleforbillede par excellence, New Zealand, støt og roligt har liberaliseret sig til massive sociale problemer i sin grundskole.

Det burde give stof til nye tanker og nye reflekterede spørgsmål: Hvad skal være folkeskolens fælles gods og fælles kultur? Hvad er dens grundlæggende værdier? Og hvad bør være dens ufravigelige kvaliteter? Men i stedet for bud på folkeskolens rolle år 2000 har vi fået en debat om dens administration og forvaltning, struktur og rammer: Hvem bestemmer skolens vilkår? For og imod decentralisering. Adskillige koreograferede hop på stedet. En helt igennem velkendt forestilling.

Mere end nogensinde har Danmark behov for sin folkeskole. En skole, der tjener som nationalt fikspunkt, kultur- og værdibærer for de generationer af børn, som i dag vokser op med pluralisme, valgfrihed og liberalisering som den primære fælles fortælling.

Der er grund til at tro, at den fælles skole findes i dag. Men vi ved det på den anden side ikke med sikkerhed: Folkeskolelovens formuleringer af de såkaldt centrale kundskabs- og færdighedsområder er så brede og evalueringen af enkeltinstitutioners og -kommuners skolepraksis så fraværende, at man ikke kan danne sig noget generelt billede.

Man kan blot vurdere de officielle tal for, hvor forskelligt der i dag faktisk prioriteres på skoleområdet i landets 275 kommuner. Og så i øvrigt lade de bange anelser hente bitter næring fra de daglige avisreportager om pressede skoler i Odense, i Slagelse, på Nørrebro osv. For slet ikke at tale om den nye undersøgelse fra Aarhus Universitet, der dokumen- terer, at et skævt og polariseret Skole-Danmark for længst er en realitet: Elever på skoler med mange tosprogede børn og mange lavtuddannede forældre klarer sig væsentligt dårligere ved eksamen end børn i skoler med bedre sociale vilkår. Næppe overraskende, men ikke dokumenteret før nu.

Altsammen foruroligende indtryk, der kun forstærkes af, at den offentlige folkeskole må

M m

2 Nr. 38 30. oktober 2000

se en stadigt større andel af de privilegerede forældre sende deres børn i privatskoler.

Tankevækkende, men næppe tilstrækkeligt bevis på, at vi er ved at vinke farvel til den offentlige folkeskole som national kulturinstitution.

Til gengæld kan man være ganske forvisset om, at fremtidens fælles skole vil være i fare, hvis ikke den tilbagevendende strid om ansvar, kompetencer og forvaltning erstattes af et præcist fokus på skolens indhold. Og en diskussion af de vilkår og minimumsstandar- der, der skal komme alle skolebørn til del, uanset hvor i landet de nu vokser op.

Mangfoldighed har nemlig altid en pris. Dyrker man forskelligheden uden at sikre de kollektivt definerede værdier og kvaliteter, får man ulighed. En ulighed, man ikke kan administrere eller forvalte sig ud af. Spørg for eksempel newzealænderne.

Den danske folkeskole er ingenlunde på vej til at ligne New Zealands, og det skal vi naturligvis prise os lykkelige over. Alligevel bør nyheden om de sociale skyggesider af det newzealandske uddannelseseksperiment mane til “dyb eftertanke og besindighed”, som samfundsforskeren Vibeke Normann Andersen fra Syddansk Universitet formulere- de det i Ugebrevet for to uger siden. Sandheden er nemlig, at den danske skolesektor - fra Fuglebjerg og Farum til Frederiksholms Kanal - i mangel af egne modeller og visioner i henved ti år har praktiseret noget, der mest af alt minder om afgudsdyrkelse.

Mere end noget andet står det i hvert fald klart, at den newzealandsk inspirerede fokusering på den enkelte skoles og den enkelte kommunes manøvrerum risikerer at ødelægge fundamentet under en nationalt sammenhængende folkeskole, der kunne rum- me ambitionen om at være en god skole for alle børn i Danmark. Hvis det da stadig er en ambition, vi - og ikke mindst parterne på skoleområdet - kan blive enige om.

Denne helt basale ambition er der i givet fald et akut behov for at få præciseret og bekræftet. I så henseende befinder den danske folkeskole sig påny i år nul.

Afslutningen på Folkeskolen År 2000 burde være en passende anledning til en sådan bekræftelse. Projektet, der havde til formål at give ny dynamik til tankerne bag den efter- hånden gamle “nye folkeskolelov”, har beslaglagt kolossale ressourcer og i to år været styrende for forsøg og eksperimenter i skoler og kommuner. Og lokalt må man derfor i dag sidde tilbage med spørgsmålet: Hvor skal vi nu hen? Indtil videre har der ikke været givet noget svar fra nogen af de tre involverede parter. Andet end den kedsommeligt velkendte genoplivning af forvaltningsdebatten.

Det lokale skolefolk og vi andre får tilsyneladende først ministerens og organisatio- nernes bud på, hvor F-2000 har ført skolen og skolevisionerne hen, når en evaluering af projektet ligger klar engang i foråret. I den aktuelle situation forekommer den indstilling i bedste fald nølende.

Man kan selvfølgelig også vælge at tolke tilbageholdenheden som udtryk for, at der tænkes. To små tiltag støtter den hypotese: For det første nedsatte Margrethe Vestager i forrige uge et udvalg, der skal overveje, om de faglige mål i folkeskolen kan præciseres, og ministeriet har for nylig sagt stop for yderligere dispensationer til at lave lokale forsøg i forbindelse med indskoling. For det andet har ministeren til flere medier sagt, at pendulet er på vej til svinge i en “modsat retning”. Man kan udlægge ordene således, at decentrali- seringstendensen ifølge ministeren er ved at blive afløst af noget andet. Hvad det er, ved vi ikke endnu.

Vi vælger imidlertid at lade tilbageholdenheden komme ministeren til gode. Vi ønsker også at tro, at organisationerne vil besinde sig og refokusere den aktuelle debat.

Men det må ske ud fra den erkendelse, at en kulturelt og socialt sammenhængende folke- skole er mere nødvendig end nogensinde.

Det er store ord i en ideologifattig tid, men vi tror, de er nødvendige. I et samfund og en epoke, hvor fornyelsen og omstillingen er de uomgængelige præmisser, er der brug for en fælles institution, der er stabil i sit inderste. En institution, der kender sine værdier - og viser, at den kan leve op til dem. Den institution bør være folkeskolen.

Mandag Morgen