Antonius og andre lege
Af Johs. Nørregaard Frandsen
Den førsteforårssol har kaldtsmåog halvstore
ungerudpå fortove ogpladser her i kvarteret.
Dererbolde, derhopperogspringer, derer en råben ogpalaver,mendenmestkarakteristiske lyd er klaskene fra skateboards, der lander på
flisernescementeftermereeller mindre kunst¬
færdige spring og vendinger. De forhåbnings¬
fulde skatere har bygget kunstfærdige ramper ogforhindringerafbrædderfraenbyggepladsi nærheden, nogle i flokken mestrer teknikken i
de fedespring,mensandreøverogøversigmed
indadvendt koncentration, for 'svendeprøven' i
det her lavsvæsenerdetgodespringogden rig¬
tige landing. Når deter lykkedes, har man ret¬
ten til sej mine, mensbrættet ligesom noncha-
lent samles op.
Deterde halvstoredrenge, der føreranpå de behjulede brædder, mens nogle mindre piger
serpå, indtil de dogsnartetablereretalternativt
fællesskab omkring en kridttegnet bane til at hoppe Paradis. Denstorekridtmodel med dels
kvadratiske felter, dels et større rundt hoved, hvorhoppeserien folder sig ud,erstortsetiden¬
tisk med den, vi tegnene og hoppede i som børn. Dengangvar det vist også pigerne, som først og fremmest hoppede Paradis, ligesom pigerne sjippede og med det lange sjippetov udførte lange,og under tiden dybt komplicere¬
de hoppeserier. Sjippetovet er her skam også
endnu,en»svinger« i hver endeogsåerder linet
optil akrobatikforviderekomne-ogfor de, der
gernevilværeviderekomne.
Det handler alt sammen om at beherske og
udfoldesig,og omatskabe meninggennem reg¬
ler ogritualer. Den berømte hollandske histori¬
ker,Johan Huizinga (1872-1945), beskrev i sin
endnumereberømtebogom det legendemen¬
neske, Homo Ludensfra1938,legensom enfriog
selvvalgt aktivitet, der kun har sig selvsom for¬
mål,ogaltsåderforerudenet nytte-eller brugs¬
perspektiv uden for sig selv. Legen er på den
mådeenheltsærlig aktivitetsform, sigerHuizinga,
der sætter sine egne grænseri tid og rum, og
somfinder stedsåatsige udenfordet »normale
liv« med dets krav til nytteogformål.Leglader sig derfor ikke beskrive i sædvanlige rationelle kategorier, rummer sitegetsprog og sine egne værdier, ligesom den danner sin egenlivssfære.
Detbetyderogså atlegen altid konstruerer sine
egne reglerogsine egne rammer,ja, faktisker det vel legens vigtigste egenskab, at den netop altid handleromsineegne rammer ogregler.
Jeg kan høre ungerne derude. De er hele
tiden i gangmedatbygge banerogregler, afgør undervejs hvordan Paradis skal springes, hvor¬
dan skateboard'et skal behandles, hvordanbol¬
den skal modtages, når den vender tilbage fra
muren forattælle i detkomplicerede regnskab
som opstår, når den snart skal gribes efter tre klap i hænderne og snart gribes efter andre
ritualer. Deleger,—altså lever de.
Drengegilderoghierarkier
Deterhyggeligtathøresåmangebørnforsam¬
lede,somderherovrepå pladsen i midten afet villakvarter i Odense. De sidderaltså ikke alle
Jacob,JensogJakob på skateboard pätorvetiHolsted april 2009. Foto: Vagn Pedersen.
klinede tilencomputer-eller TV-skærm. Næ, de leger såmænd stort set ligeså meget som vi
andre, der voksede op i 1950'ernes landbokul¬
tur.Og nogle aflegeneeraltså desamme,andre
ernye,skateboardet til eksempel. Jeg vilnuidet følgende ikke dvælesåmegetved det, derer ens,
men snarereved sider afenlegekultur dengang,
dermåskenetophørtedentid til.
Ved de såkaldte drengegilder, altså fødsels- dagsgilder, hjemme i Grimstrup, legede vi altid
»røvere og politi«, ja, jeg husker detsom selve dagens højdepunkt derhjemme, måske fordi legen rummede visse magtfulde ritualer, hvor nogle hierarkierblev bekræftede. En gruppeaf drenge blev valgt eller lod sig vælge til politi,
mensrestenvarrøvere.Vi aftalteen tidsramme og de, der ikke var indfanget, havde i næste runderetten tilatblivepoliti.Påden måde blev
de stærkestedrenge, demestbetydningsfulde-
og her kunne fødselsdagsdrengen selv få lov at
være med i dagens anledning - efterhånden udpeget tilatværepoliti.Restenvar røvere,der
fiken tid til atforsvinde ud ihaven,ind i enaf de utallige udhuse eller hvor denukunne dan¬
ne røverkuler. Det var som regel forbudt at gemme sig på høloftet, for det ville være helt umuligtatfinde vedkommende her. Sågik jag¬
ten! En efterenblev deformastelige fundet, for
det var forbundet med særlig ære for røverne, hvis de kunne snige sigbagompolitiet ogbefri
de stakkels tilfangetagne. Fængslet kunnevære
etsymbolsk indelukke, for eksempelet tomtfag
i laden, hvor man havde besluttetat dette var altså hundehullet. Ingen passerede naturligvis
deimaginære mure, med mindreenbefrier alt¬
så kom ude fra.
Men så var der den mere groteske udgave,
som vistaltid udviklede sig i løbetaf eftermid¬
dagen nårdetvar de stærkeste, der havde tileg¬
netsigpolitiværdigheden. De tilfangetagne blev
ikkelængere indespærret i det imaginære »luft¬
fængsel«, menderimod tvungettilatkravle ned
i en af de relativt dybe kartoffelkældre, der
befandtsigpårække i laden,og somkunnemør¬
kelægges med sække for glughullerne. Her blev
flere stakkels røvere kulet ned, og så kom det
ondskabsfulde drama! Stigen blev trukket op, sækkene trukket for ogén eller anden af demere
magtfulde drenge råbte: Dererrotter ikældre¬
ne!Jegernødt tilatindrømme det hermangeår
senere! Dervar et par drenge, der hylede som stukne grise af rædsel, for op kunne de ikke
komme før dennådigemagtforbarmede sigog stakstigen ned igen. Dervaraltsåundertidenen
dreng ellerto,hvis bukser ikkevarganske tørre eftersådanenturned i detmiddelalderlige fan¬
gehul.
Efter den stroppetur var der vist kakao og saftevand.Måske havde minmor enanelseom, hvornår hun skullegribe ind i denhårdhænde¬
de bekræftelse af hierarkiet blandt drengene.
Efter kakaodrikken gik vi på den nære græs¬
mark, hvor vibyggedeetparmålaf fars spidsede hegnspæle,også gik der EFB mod B 1913 eller
Danmark mod Sverige i den. Eller endnumere avanceret: Brasilien mod Tjekkoslovakiet, men det må have været efter FodboldVM i Chile i 1962,ogdetpasserjoogsåfint meddet faktum
atpå dettidspunktvarTV-apparaternesåsmåt begyndtatpible frem histogher. Fodboldholdene
blevsateftersammehierarkiske plansompoliti
ogrøver-legen. Ham der havde fødselsdag blev
denenevælger,enaf de toneangivende drenge
blev den anden. Så blev man valgt, benhårdt
blev de klumpede eller pjevsede valgt sidst!
Eventuelt fordelt lidt i bundter, - og så kunne kampen begynde.
Legesommennesketid
Drengegilderne satte altid dette benhårde hie¬
rarki,formentlig delsfordi detvaret rentdren¬
geforetagende, dels fordi aldersforskellen ikke
var så stor og det derfor skulle demonstreres,
hvem der havde magten ogæren. Almindelige
forårs- og sommeraftener legede vi lidt mere lokalt, davardetnabolagetssmåflokke af børn,
derforsamledes, og hervar det hierarkiske og hierarkiserende langt mindre en del af legen, formentligfordi derhervarbådepigerogdren¬
ge,søskendeforhold,sombeskyttede desmå,og meget større aldersspredning, derbetød athie¬
rarkierne ikke behøvede blive bekræftet gen¬
nem kampompladserne.
Detsamme gjaldtved de fantastiske stunder,
hvor alle onkler ogtanteroghalvonkleroghalv¬
tantermed deresbørnvartilPåske- eller Pinse¬
eller baresøndagsfrokost. Detvartider! Så blev
hele det omfattendegårdanlægtil énstorpara¬
disisk legescene. Her er lutter gode minder i
minsjæl,ogjegsynesdeter enhelt rigtig pointe,
når forfatteren Arthur Krasilnikoff i sin roman, Som landetligger, fra 1983,etsted kalder barn¬
dommen for »mennesketiden«. Deter som den
tyske filosof og forfatter, Friedrich Schiller (1759-1805) siger det i sin bog, Mennesketsæste¬
tiskeopdragelse, fra1795:
... for nu [...] at sigedet ganske kort, men¬
nesketleger kun, når det i ordets fulde betyd¬
ninger menneske,og kunnårdet leger, er det
helt ogfuldt menneske [...]. denne sætningvil,
det lover jeg Dem, bære hele den æstetiske
kunstsbygningogden endnu vanskeligerelivs-
kunst med.
Det var ikke mindst i romantikkens tid og blandt de romantiske digtere og tænkere, at legen blev taget alvorlig som en aktivitet, der
dannede ogudviklede påsineheltegnepræmis¬
ser. Herhjemme skrevenvis H.C. Andersen sig
som bekendt nogle få år senere direkte ind i
ANTONIUS OG ANDRE I.F.GE
Legende børn på Christianhavnbs Vold. Malerica. 1886 afPeter Hansen. Fåborg Museum.
verdenslitteraturen med sinsærlige eventyrgen¬
re,der harlegenogden barndommelige fantasi
som sin forudsætning. Det er i romantikken
barnetsleg bliver modelfor det kunstneriskeog det skabende.Detharvinydtgodtaf-ogbørvi nyde godt af-stadig her ved indgang til det 21.
århundrede.
Men nu må vi strakstilbage til etgårdanlæg
og dets lege i 1950'erneog 60'ernes Danmark,
hvorlegen da heldigvis havde godekårogfik lov
tilatafbryde det ellersretsåomfattende arbej¬
de, børnpålandet dengangvarforpligtede til.
Legeometgårdanlæg
Vi kunne måske kalde demfloklege, disse fælles- lege, hvor allekunnespilleenrolle,også selvom disse roller sikkert ikkevarligeglorværdige.Enaf
de bedstelegevarAntonius. Detvar enleg medret komplicerede regler, faktisk, og med mange
muligheder for snyd, men det indgik jo netop i
den »sociale kontrakt«atdetgjordemanikke.
Legen udspillede sig såat sige tværs over et hus. Et hold befandt sig på hver side. Bolden
skulle nu kastes over huset, og holdet på den
anden side skulleforsøge at gribe bolden. Når
man kastede fra for eksempel østsiden, skulle
derråbes »Antonius«! Der skulle helst kastes så hårdt og så langt, at det modsatte hold ikke
kunne gribe, for når et hold havde grebet tre gange,fik deretten tilatlist sig rundtomhuset
ogoverraske det modsatte hold vedatråbe. Stå!
Hervardervirkeligt grundlagforsnyd, for hvem
kunnevide om holdet havdegrebettre gange?
Derfor blev dersomregel placeret spioner rundt
om, og sikke diskussioner der kunne udspille sig! Nå,tilbage tilsagenuden snyd!Nårdervar råbt »Stå!« måtte allefrysepå den plads, denu
varpå. Det angribende hold havdenu retten til
tre spring + en spytklats længde, herfra måtte
manforsøgeatrammeén fraholdet,somsåblev
overførttil dette hold.
SådanvarAntonius hosos.Etdrama der ikke lader de amerikanske TV-serier om endeløse trakasserier i retssalenemeget efter. Men hvor¬
forråbte vi igrunden Antonius? Svareteratjeg
ikke ved det. En søgningpå Google giver ikke
mange svar, menleder minopmærksomhed hen påetsvarfra Biblioteksvagten. Hernævnesfor¬
skellige muligheder,somjeg gernevil citereog kommentere. Det kanvære atlegenharfåetsit
navnefter detoldgræske stanton, der betyder »I
skal blivestående!«, måskehedderlegen faktisk stadigsådan nogle stederilandet.Detersåledes sandsynligt at Antonius er en forvanskning af
stanton. Det kan også være at en af de ret så
mange forhistoriske Antonius'er har lagt navn til legen, der er flere romerske kejsere og des¬
udenhelgeneroghelligemændattageaf.
I Biblioteksvagtensfinesvartil noglespørge¬
reskildres foreksempel denne Antonius,ogden
historie viljegaltsåcitereomfattende af, for den
ergod: »Der er tale om Den hellige Antonius,
fødtår250 iEgypten,død 105år gammel. Han
voksede op i en velhavende familie, men for¬
ærede alle sine ejendele bortogvandrede ud i
ørkenen forathengive sig til fasteogbodsøvel-
ANTONIUS O C. ANDRE LEC.E
ser.Hanstilhængerevarnavnlig svinehyrder,og
man serham derfor afbildet med detegyptiske
korssom hyrdestavoget svin liggende for fød¬
derne. Han kunnegive gode råd om, hvordan
man undgik bl.a. svinepest, og blev under
pestenshærgen i Europa iMiddelalderen svine¬
hyrdernes skytshelgen. MenAntonius kunneog kan stadig mere end det, for kalder man på
ham,hjælper han folk medatgenfinde tabteog forsvundneting. (Netstedet Biblioteksvagten).«
Så følger et par skønne skildringer af Den hellige Antonius' hjælpsomhed som tingfinder
samtenbeskrivelse af detkalkmaleri, der Findes af ham i Århus Domkirkes nordlige sideskib.
Den derværende kirketjener, Niels Majlund Nielsen, refereres dernæst for denne smukke historie, somhar hanfået overleveret afen 80- årig østrigsk dame, der har besøgt domkirken,
og somhar fortalt Majlundom entildragelse fra Alperne, hvor hunhavde plukket bær:
Dahun havdefyldtsinkurv, stillede hun den
frasig foratslentre lidt rundtpå stedetogglæde sigovervegetationenogudsigten nedoverdalen.
Menda hun komtilbage, kunne hun ikke huske,
hvor hun havde stilletkurven, der stod skjult i lyngen.Heldigvisvidste hunråd, thi hun kendte
sagnetomden hellige mandoghansunderfulde
evne tilatvise, hvorskjulte tinggemte sig. Den østrigske sygeplejerske råbte Antonius! og i
samme sekund kunne hunse,hvor kurven med bærrene stod. [...] der er en betingelse for, at Antonius yder hjælp: Man må ikke misbruge
hansnavn, ej heller ulejlige ham i tideogutide,
oghusk: Manmå ikkesenogetandet menneske
iøjnene,nårmanråber Antonius.
Ja, så kan manjo bide spids påstanton, der betyderBlivstående!ogDen hellige Antonius, der
altså kan Findeting,oghvisman navn mankan råbe, men udenatseetandetmenneske iøjne¬
ne. Detforrygende er at min barndoms leg jo
sagtenskan have disse kilder—eller andre.
ANTONIUS OG ANDRE LEGE
Salt, tik, ståtrold,dåsegemmeogkrongemme
Blandt delange, lyse sommeraftners legevaren
lang række, der havde indfangningen af den
anden som sit mål. Drengene, i hvert fald de
halvstore drenge, havde altid forbistret travlt
med at ville indfange lige præcist bestemte piger, der måske sådanvarbegyndtatbule lidt
ud hist og her under sommerkjolen og især
oppeibrystregionen. Legengavanledning tilat berøre det eller denforbudte, bare medetstrejf,
uh! detvarnok tilfrydeligværenresten af den
uge, menogså til en gysen overdet, der endnu
ikkevarmuligt, men somvividsteventedesom
en mulig salighed derude foran os et sted.
Andre ogmindre piger kunnesådansetstille sig lige foran fangeren, hanvarforblændet i sin jagt
efter hin ene,deryndigsomen rådyrdåsprang
lige uden for hans fingres rækkevidde, men så
vidtjeg huskersålod hun sig dog fange! Koket
og pigeligt med netop den frydefulde strejf af
detunævneligesomresultat.
Dervar forskellige varianter af fangelegene,
som altså ofte rummede et berøringsmoment.
Der var nogetvi kaldte »salt« eller på vestjysk:
»sålt«, hvor detgik udpåatfangeogprikkeden
anden med en finger, eventuelt endda at tage
om hende, så var det hendes eller hans tur.
Måske refererede navnet »salt« til den vestjyske talemåde,atman kunnefange fugle vedatstrø saltpå deres hale. Måske refererer det endda til
Detgamle Testamentes dramatiske historie om
Lot og hans familie, der flygter fra det bræn¬
dendeSodoma,oghvor hustruen forvandles til
ensaltstøtte, fordi hun vendersigskønt Vorherre
har forbudt det. I »salt« skalmanjoogsåstivne.
Legen »tik«varvist den samme, ogmåske et
merealmindeligtnavnfor densammefange-og- berøre-jeg.I hvertfaldkan menFinde beskrivel¬
seraf tik hos densønderjyskepræst,forfatterog folklorist H.F. Feilberg (1831-1921). I Ordbog
overdetdanskeSprog hedder det under »tik«at
deterhelle i tagfatellernavnet påenslags tag¬
fat, hvormanråber »tik« nårmanslårenanden.
Netoptikvarhosos enleg, hvormankunneslå
detudkårnejagtoffer i numsen-elleraltsågri¬
be fat i andre interessante dele afkroppen, hvor
der-omjegsåmåsige-ellersvarhelle.
Ståtroldvar merekompleksognogetmeden bold, der lammede den, der blev ramt, og så
måtte man fryse i netop den stilling, man var
ramt. Dervardernæstnogle indviklede befriel-
sesmønstre, fornår den, der havde fikseret én selv, blev slået til ståtrold, så var man selv fri igen. Nogetfornogeti dette troldespil.
Vi legede også »dåsegemme«, »krongemme«
og»vinkeleg«, der lignede hinanden lidt, idet de
alle havde en fanger, der efter at have talt til
hundrede kunne gå påjagt. Når han eller hun
havdeset etoffer, måtte han tilbage til sit sted,
der for eksempel var tegnet i gruset, og råbe:
»En-to-tre-for-Laura!«Se,såvarLauraforpligtet
tilatlunte ind ikredsen, hvor hunnu varfange.
I dåsegemme stod der en dåse midt i cirklen.
Kunnemannå frem til den ogsparke den ud,så
måtte fangeren først have fat i dåsen før han
kunneråbe én ind ikredsen,også gjaldt detom
atvære væk oghelt forsvundet i læbæltet igen.
Krongemme lignede, men havde nogle højst
indviklede ritualer, hvorman etstedpå muren skulle råbe nogle trylleformularer for at befri fangerne.Endeligvarder vinkeleg, der ligeledes
rummedereglerom synlighedoverfor usynlig¬
hed, befrieroverfortilfangetaget, ogher spille¬
de vinkeritualeraltsåensærlig rolle.
Hjørnekikkert
Densidste af delege,jegher sidderoggenople¬
ver til klaskene fra destore ungerskateboards,
er »hjørnekikkert«. Hervar voresgård med tre
store sammenbyggede længer og flere rimeligt
store, fritliggende bygninger i øvrigt, retveleg¬
net. Legen var som de øvrige en flokleg, der
ANTONIUS OG ANDRE LEGE
Legende børnpå Enghave Plads. Malerica. 1907 afPeter Hansen. Statens Museum for Kunst.
krævede mangedeltagere.En»varden«oghan
skulle luske rundt ogafsløre,nårde øvrige slap
deres helle, som var hjørnerne på bygningen.
Detgjaldtomatkommehele bygningskomplek¬
set rundt, så man måtte på et tidspunkt vove
forsøget og sprinte afsted fra sit sikre hjørne.
Den holdtjegmegetaf, dels fordijeg-ialube¬
skedenhed - kunne løbe hurtigt, dels fordijeg
kendte nogle snydetricks ved faktisk at kravle
gennem en lem ind i laden,så jeg kunne snyde mig fra denmegetlangepassage,dervaretsted på ladens nordside. Men det må aldrig røbesat jeg snød!
Forselvom legener en fri aktivitet,derikke
har en kendt slutning, som det hedder hos
CarstenJessenogHenrik HautopLundiarbejds¬
papiret »En definition af leg« fra Center for Playware 2008,så må man ikke foranlediges til
attro, atleg ikke rummerregler ogkonventio¬
ner.Faktiskerlegens grundforudsætningatder
etableresregler. Detmorsomme eratdissereg¬
ler ofte forandrersiggennem enkonkret leg, ja,
ofteerforandringenafdem selve kernen i lege¬
aktiviteten,ligesom deteri denne stadigeregu¬
lering aflegens præmisseratdets fællesskab tri¬
ves og gror. Mendet eraltså reglerne ogregel¬
sætningen, der giver rammerne for det enkelte
individs legi en given situation. Sådan er det,
ANTONIUS OG ANDRE LEGE
som det også hedder hos Jessen og Hautop Lund,ogsåi spil. Spiloglege erredskaber, der
harsig selvsomformål.
De ungeskatere herudeervanvittigt dygtige,
når de danser, stepper, stopper og springer, så
der dannes flottefigurer med kroppenogkrop¬
pensfartsommedium. Alle disse udendørs lege, floklegene især,byggerpå bevægelse, kraft,kon¬
kurrence, risikooglatent fare. Dersatsesogprio¬
riteres i legen, hvor den rationelle virkelighed
lavesom tilenlegende tilstand. Oglegeralvor.
Den har og den har haft i tusindvis af udtryk, udtrykkene er forskellige fra et liv på landet i
1950'erne til modernebørnibyerne.Vorevilkår
og vorefysiske rum erforskellige, vorekilder til indlæring er også helt forskellige, for dengang
lærte viprimært af de andre, lidt ældre børn. Nu
spiller børnehaveroginstitutionerenstørre rol¬
le, selvfølgelig sammen med internet, TV, spil¬
maskiner ogcomputer.Klart nok! Detbliver det
hverkenfattigere eller rigere af,bare anderledes.
Legerstadig leg. Leger stadigen helt original
og basal aktivitet, som mennesker har udfoldet
til alle tider. Den er skabende, ligesom kunst,
æstetik ogopfindsomhed. At legeeratleve,men
atleveerogsåatlege.
Johs. Nørregaard Frandsen, Lindealle' 17, 5230
Odense M. Født1950.
Institutleder ved Institut for Litteratur, kultur og Medier, Syddansk Universitet.
Har skrevetenlang rækkeapiandlingeritidsskrifter, årbøgerm.v.Har endvidere udgivetflere bøgeroger en megetbenyttetforedragsholder.
